Den ene persons utopia stemmer ikke nøvvendigvis overens med andres!
Begrebet er udviklet af Thomas More i romanen Utopia fra 1516, kort tid efter de amerikanske indianeres opdagelse af den italiensk-spanske opdagelsesrejsende Christoffer Columbus og europæernes senere odysseer til Australien, polarområderne og det indre Afrika (The adventures of Signor Gaudentio di Lucca : being the substance of his examination before the fathers of the Inquisition at Bologna, in Italy : giving an account of an unknown country in the midst of the deserts of Africa (1786)).
Utopier findes i alle kulturer og religioner og kan være historiske, politiske, religiøse, videnskabelige (science fiction - rejser til månen) eller økonomiske som de fattiges slaraffenland.
Siden oldtiden, hvor Platon skrev Republikken og historien om Atlantis, er utopier beskrevet som moraliserende, fantastiske rejsebeskrivelser af eksempelvis Francis Bacon (New Atlantis), Jakob Bidermann (Utopia), Tommaso Campanella: Civitas solis / Solstaten (1909), Étienne Cabet (Rejse i Ikarien / Voyage en Icarie (1838)), Benjamin Disraeli: The voyage of Captain Popanilla (1828), Sir Sapcotes Harrington The common-wealth of Oceana (1656), George Orwell (1984), Margaret Atwood (The Handmaid's Tale), Ludvig Holberg (Niels Klims underjordiske rejse), Aldous Huxley (Fagre nye Verden), H. G. Wells (Guderens Føde og hvordan den kom til Jorden, Tidsmaskinen, En moderne Utopia), Edward Bellamy (Looking Backward), Ernst Callenbalch (Ecotopia).
Modstandere af utopier kaldes realister.
Pacifistiske utopier |
 |
 |
De tidlige pacifistiske utopister
ønskede en overnational stat
til forhindring af en gentagelse af napoleonskrigenes barbari,
international ret, frihandel og
bekæmpelse af
sørøveri.
Blandt tidlige pacifistiske utopister kan nævnes William Penns “Essay towards
the present and future peace of Europe” fra 1692,
Jeremy Bentham 1789, James Mill, samt en række
værker med utopiske og føderalistiske ideer under og
efter napoleonskrigene: den tyske filosof og matematiker
Karl Christian Friedrich Krauses: “Urbild der Menschheit”, 1811. Krause
forsætter det utopisk-filosofiske værk
Menneskehedens forbillede i “Entwurf eines
europäischen Staatenbundes”, 1814, hvori han
foreslår en sammenlægning af Preussen og Østrig,
senere udvidet til at omfatte hele Europa.
Den franske greve Paoli-Chagney udsender i 1813:
“Project d'une Organisation Politique pour
l'Europa”.
I Wien udkommer den anonyme utopi: “Vorschläge zu
einer organischen Gesetzgebung für den europäischen
Staatenverein zur Begründung eines dauernden
Weltfriedens” i 1814. Samtidig publicerer Arnold
Mallingckroth i Leipzig: “Was thun bey Deutschlands,
bey Europas, bey Europas Wiedergeburt?”. I 1833 publicerer
Noah Worcester: “A solem review of the costum of war”,
hvori anbefales: “To form a confederacy of nations and
organize a high court of equity”.
Den danske teolog og filosof Conrad Friedrich von
Schmidt-Phiseldek udsender i 1820 og 1821 “Der
Europäische Bund” og “Europa und America”.
I 1858 udsender Frederik Christian Sibbern, 1785-1872: “Meddelelser af indholdet af et skrivt fra aaret
2135”.
Blandt senere utopister kan næves: John A. Bolles,
J. de Maistre, Marhand, Ferdinand Durand og
Henri Claude Saint Simon. I 1826 udkommer to bindsværket:
“Nouveau project de paix perpétuelle entre tous les
peuples de la chrétienté, basé sur une
délimitation fixe et naturelle des territories nationaux, et
sur la propagantion des sentimens religieux et
philanthropiques“. Marhand publicerer i 1842
“Nouveu Projet de Traité de paix
perpétuelle“, hvori foreslås en ligestilling
af alle nationer, anerkendelse af alle folks rettigheder,
etablering af en international domstol samt, at stormagterne
grundlægger en union. Ferdinand
Durand publiserer i 1841, “Tendances pacifiques de la
sociéte européenne” samt Godfrey Hollis: “The man who ended war” fra 1908.