Det danske Fredsakademi

EU's forfatningstraktat fremmer militarisme

I den følgende artikel er der en lang række dokumenterede oplysninger som kun er lidt kendt og debatteret i den danske offentlighed i de sidste 15 år efter den kolde krigs ophør. Der er hovedsageligt anvendt traktattekster, officielle dokumenter, afhandlinger og nogle større analyserende artikler i fremstillingen.

Efterhånden som officielle danske dokumenter dukker op, vil udenlandske citater erstattes af danske. Sidehenvisninger til traktaten henviser til den trykte udgave, jeg har.

Kommentarer, supplerende oplysninger og kritik modtages gerne. Er der problemer med at udskrive artiklen, så kopier den over i en tekstbehandler og skriv den ud derfra.

Dansk forskning i og formidling af EU's aktuelle militarisering, også kaldet forsvarspolitik (FUSP), er yderst sparsom: Folketingets Europaudvalg har modtaget to dokumenter om the European Defence Agency som også nævnes to gange i Forsvars­ministeriets hjemmesider. Videnskabsminister Helge Sander får lige omtalt Det europæiske forsvarsagentur i sin redegørelse af 7/12 04 om europæisk samarbejde om forskning og innovation,

»Som en ny­skabelse foreslår Kommissionen i sin meddelelse, at forsknings-samarbejdet også kommer til at omfatte sikkerhedsforskning. I over­ensstemmelse med dens høje prioritering af terror­be­kæmpelse, ser regeringen positivt på, at der inden for det syvende rammeprogram afsættes midler til sikkerhedsforskning'. Og 'sikkerhedsforskningen inden for ramme­programmet vil om­fatte udvikling af viden og teknologi, der kan udnyttes såvel civilt som militært – »dual use«. Forskning vedrørende udvikling af forsvarsmateriel forventes at ske inden for rammerne af forsvarsagenturet.«

Og dermed er der ikke vist meget dansk interesse for en virksomhed, der skal grund­lovssikres.

Øget militarisering?

»Det vigtigste nuværende retsgrundlag for den europæiske forsvarspolitik findes i artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union. ESFP er således en integrerende del af FUSP., der bl.a. om­fatter "alle spørgsmål vedrørende Unionens sikkerhed, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik (...) som vil kunne føre til et fælles forsvar, hvis Det Europæiske Råd træffer afgørelse herom." I samme artikel (stk. 2) præciseres det, at sikkerhedsspørgsmål omfatter Petersberg-opgaverne, især "humanitære opgaver og redningsopgaver, freds­bevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder freds­skabelse«, skriver Michel Barnier i Rapport fra formanden for Arbejdsgruppe VIII vedrørende Forsvar til konventet.

Rådets erklæring om forbedring af den europæiske militærkapacitet:

Global våbeneksport 1996-2003 Udviklede og udviklede verdener sammenlignet Global våbeneksport (leverandøres procent af værdien) våbeneksport til udviklingslande (leverandøres procent af værdien)

»1. For at nå FUSP's mål har den indsats, der er gjort siden Det Europæiske Råds møder i Köln, Helsingfors, Feira, Nice og Göteborg, haft til formål at give Den Europæiske Union de nødvendige midler til i fuldt omfang at spille sin rolle på den internationale scene i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers charter og at påtage sig sit ansvar i forbindelse med kriser ved at udvikle spektret af allerede disponible instrumenter og udvide det med en militær kapacitet med henblik på at udføre alle opgaver i forbindelse med konfliktforebyggelse og krisestyring, som defineret i traktaten om Den Europæiske Union (Petersberg-opgaverne). Denne udvikling om­fatter også et egentligt strategisk partnerskab mellem EU og NATO om krisestyring under hensyn til de to organisationers selvstændige beslutningstagning.

2. I forbindelse med kapacitetsforbedrings­konferencen den 19. november 2001 i Bruxelles, bekræftede forsvarsministrene på ny deres ansvar i udviklingen af det overordnede mål (60 000 personer, som kan deployeres i løbet af mindre end 60 dage til en opgave af mindst et års varighed). Ved denne lejlighed under­stregede de, at de er fast besluttet på at søge til­vejebragt løsninger og nyt samarbejde for at udvikle den nødvendige militærkapacitet og af­hjælpe de konstaterede mangler og samtidig udnytte ressourcerne bedst muligt.

Medlemsstaterne bekræfter på ny, at de er fast besluttet på fuldt ud at leve op til de mål, der blev opstillet i Helsingfors, og afhjælpe de konstaterede mangler. Deres reviderede natio­nale bidrag indebærer en styrkelse af realise­ringen af det over­ordnede mål. Medlems­staterne nåede desuden til enighed om en "europæisk kapacitetshandlingsplan", der omfatter alle de nationale og multinationale bestræbelser, investeringer, ud­viklinger og samordnings­foranstaltninger, der er iværksat eller påtænkt med henblik på at forbedre de eksisterende ressourcer og gradvis udbygge den kapacitet, der er nødvendig for EU's indsats.

Konferencen udgør en vigtig etape i en krævende proces til styrkelse af EU's militær­kapacitet, hvis formål det er at nå det over­ordnede mål inden 2003, og som efter denne dato vil fortsætte med henblik på at opfylde de strategiske kapacitetsmål i en dynamisk og vedvarende tilpasningsproces for styrker og kapacitet.«

Planerne om militarisering af EU er lige så gamle som unionen selv og er nu tæt forbundet med USA's stjernekrigsprojekter. Både EU, NATO og og Den vesteuropæiske Union (WEU) har varmt støttet USA's missilskjold.

Det starter med den franske Plevenplan fra 1950 som omfattede oprettelsen af en Europa­hær, der ikke blev til noget. Plevent­planen efterfølges af Fouchetplanen i 1960 og WEU), der grundlægges i 1955.

Nogle EU-medlemsstater oprettet multinationale militære enheder, med hovedkvarterer eller militærstabe, ifølge Rapport fra formanden for Arbejdsgruppe VIII vedrørende Forsvar. Ved udgangen af 2002 er der, ifølge rapporten, oprettet: Eurokorpset (landstyrker: Tyskland, Belgien, Spanien, Frankrig, Luxembourg), EUROFOR (landstyrker: Spanien, Frankrig, Italien, Portugal), EUROMARFOR (søstyrker: Spanien, Frankrig, Italien, Portugal), European Air Group (Tyskland, Belgien, Spanien, Frankrig, Italien, UK), Multinational Division (Central) (Tyskland, Belgien, Nederlandene, UK), militærstaben for det første tysk-nederlandske korps (Tyskland, Nederlandene, UK). Der findes også andre multinationale styrker, der dog ikke har fælles hovedkvarterer (f.eks. den britisk-nederlandske amfibiestyrke og den spansk-italienske amfibiestyrke), samt multinationale militære enheder (NORDCAPS, hvori deltager ikke alene tre medlemsstater, Finland, Sverige og Danmark, men også Norge).

Hvad der er våben og våbenhandel, fremgår bla. af EU'S fælles liste over militært udstyr fra 2000 og Forslag til lov om ændring af våben­loven. (Våbenloven m.v.). Fremsat den 30. marts 2005 af justitsministeren (Lene Espersen). I­følge lovforslaget defineres 'våben­formidling dels som forhandling eller arrangering af transaktioner, som kan indebære overførsel af våben mv., dels som aktiviteter, hvorved en person køber, sælger eller arrangerer overførsel af våben mv.'. På normalt dansk: våbenhandel: offentligt støttet, privat våbensalg og våbeneksport.

Alle EU-lande har hver for sig et militær og en våbenindustri som samlet set er en brøkdel af USA's militærindustrielle kompleks størrelse. Man kan udtrykke det på den måde, at der i alle de vestlige lande er et sikkerheds- og forsvarspolitisk establishment som består af regeringer, embedsmænd, forsvarsledelser, 'ansvarlige' politiske partier, våben­industrien og massemedier.

Våbenfabrikker er en branche lige som alle andre grene af erhvervslivet. Våben­industriens virksomheder lever af at udvikle, producere og sælge deres produkter, helst med fortjeneste, lige som alle andre virksomheder. Og våbenfabrikker er først og fremmest hinandens konkurrenter. Ikke engang inden for de enkelte EU-lande er våbenindustrien særliig gode til at samarbejde til trods for deres brancheorganisationer og EU's mange bestræbelser på at få dem til at samarbejde. Den seneste kendte statistik over de 100 største våbenfabrikanter og deres profit er fra 2003.

De våben, man vil producere i EU, er ikke social beskæftigelsespolitik; men en nationaløkonomisk industripolitik der fremmer en kostbar produktion af offensive våben, der skal bruges i krig.

Våbenindustrien støttes bravt af EU-kommissionen; som endog vil gå meget langt i sin støtte: Kommissionen 'ønsker at hjælpe med­lems­staterne til at få større udbytte af det mere end 30 miliarder euro store EU-marked for forsvarsindkøb og hjælpe EU's forsvars­indu­strier til at blive mere konkurencedygtige ved at yde rådgivning i, hvor­dan EU-traktatens undtagelser og krav skal fortolkes', skriver EU-kom­missionens repræsentation i Stor­britan­nien i online avisen, the Week in Europe, 24. september 2004.

International lov kan fortolkes til gavn for industrien, for: 'Kommissionens sigte er, at der - under hensyn­tagen til sektorens specifikke for­hold - efter­hånden skal etableres et mere gen­nem­skueligt og åbent fælleseuropæisk marked for forsvars­udstyr (”European De­fence Equip­ment Market”) mellem medlems­staterne, så­ledes, at der kan opnås en bedre økonomisk effektivitet', indleder kommissionen sit debat­oplæg: Offent­lige indkøb af forsvars­materiel (grønbogen) fra oktober 2004.

Situationen i EU med hensyn til våben­in­du­strien er i 2003 'ligeledes meget forskelligartet. De lande, der samarbejder som led i OCCAR1 (Tyskland, Frankrig, Italien, Det Forenede Kongerige) og LoI2 (Tyskland, Spanien, Fran­krig, Italien, Det Forenede Konge­rige og Sverige) repræsenterer alene 90% af den samlede europæiske pro­duktion på dette område', konkluderer Rapport fra formanden for Arbejdsgruppe VIII vedrørende Forsvar.

Af nye militarismefremmende organistoriske tiltag i EU kan nævnes:

1. Arbejdsgruppen vedrørende Forsvar
2. Arbejdsgruppen vedrørende Våben
3. Arbejdspanelet vedrørende Forsvars- og Sikkerheds­anliggender
4. Den Europæiske Unions Militærkomité; EU's Militærkomité; Militærkomitéen
5. EU-Militærkomitéens Arbejdsgruppe
6. Gruppen af Repræsentanter for
   Forsvarsministerierne
7. Gruppen vedrørende Eksport af
   Konventionelle Våben
8. Foreningen af Europæiske
   Forsvarsindustrier
9. Den Forberedende ad hoc-gruppe vedrørende Udvikling af Forsvars­kapaciteter, Forskning, Anskaffelse og Forsvarsmateriel; den forberedende ad hoc-gruppe
10. Panelet af Regeringssagkyndige for Håndskydevåben
11. Polmil-Gruppen ; Den Politisk-militære Gruppe
12. Rådets gruppe vedrørende europæisk forsvars­materielpolitik (POLARM)
13. Taskforce vedrørende Europæisk Sikkerheds- og Forsvarspolitik
14. Udvalget for Beskyttelse mod Handels­hindringer, der har Virkninger på Fællesskabet eller et Tredjelands Marked
15. Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik

Der kan være flere organisatoriske tiltag end de her nævnte.

Gennemgår man antologien European armaments cooperation Core documents, Chaillot Papers; 59 fra april 2003, finder man bl.a. en række tiltag om oprustning via støtte til våbenindustrien som: Charter of the Western European Armaments Organistation, oktober 1997, EU's Adfærdskodeks for våbeneksport, juni 1998, Konventionen til etablering af Den Fælles Organisation for samarbejde på forsvars­materiel­området (eller Den Fælles Organisation for Forsvarsmaterielsamarbejde) mellem OCCAR, september 1998, Deklaration af principper for forsvarsudstyr og industrielt samarbejde mellem USA's forsvarsministerium og Storbritanniens og Nordirlands forsvarsministerium, februar 2000; samt, hvad jeg har kunnet finde på nettet: en hensigtserklæring om foranstaltninger med henblik på at lette den europæiske forsvarsindustris omstukturering, juli 2000, Erklæring vedrørende den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarpolitiks operative kapacitet; Erklæring om operativ kapacitet, Overenskomst om gensidig hemmeligholdelse af opfindelser på forsvarets område, for hvilke patentansøgning er indgivet, Konvention om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret, Overenskomst mellem Europarådets medlemslande om tildeling af et internationalt bonhæfte til istandsættelse af proteser og ortopædiske hjælpemidler til militære og civile krigsinvalider. Der kan være flere aftaler end de her nævnte.

Relativ udvikling i forsvarsudgifter i faste priser, 1990-2001

USA's militærudgifter som andel af BNP og i faste priser

Offentlige udgifter USA og EU

Hvem scorede fredsdividenden efter den kolde krig?

1 dollar = 1.20 euro, 1 euro = 7.45 kr., 1 dollar = 6.16 kr., juni 2005.

EU har siden Berlinmurens fald haft stor­magtsdrømme. Man vil op på siden af USA i international politik, hvor USA i de sidste 25 år har haft og stadig har en altdominerende indflydelse. Som præsident George Bush sagde 1. juni 2002: 'besidder USA en enestående og uden sidestykke styrke og indflydelse i verden. USA vil 'styrke alliancer for at overvinde global terrorisme og arbejde for at forebygge angreb imod os og vores venner'; og ser man bort fra USA's nuværende kernevåbenarsenal, er den eneste sammen­lignelige situation USA's alt­dominerende indflydelse lige efter anden verdenskrig. USAs politiske styrke og indflydelse beror på landets enorme militære magt og kollosale militærrelaterede penge­forbrug, kaldet reaganomic.

Analyser af fredsdividenden vanskeliggøres af sorte budgetter. USA's officielle militær­budgetter siden anden verdenskrig er regi­streret i National Defense Budget Estimates. Hemmeligholdelse af dele af militærbudgetter i forbindelse med militær­forskning -udvikling og våben­han­del er stigende, specielt i USA, do­kumenterer den amerikanske forsker, Steven M. Kosiak fra Center for Strategic and Budgetary Assessments i sin analyse af forslag til forsvarsudgifter i finansåret 2004, Classified Funding in the FY 2004 Defense Budget Request, fra juni 2003.

Steven M. Kosiak analyse bekræftes af Congressional Budget Office som har analyceret langtidsvirkningerne af Bush-regeringens mange forslag til modernisering af det amerikanske forsvar. Kongressens budget­kontor udsender årligt analyserne, the Long-Term Implications of Current Defense Plans, hvor den seneste er fra finansåret 2005.

Past and Projected Resources for Defense (Billions of 2005 dollars) Kilde: Kongressens Budgetkontor. Noter: FYDP = Future Years Defense Program. Actual spending includes supplemental appropriations, whereas the FYDP and CBO's projections without cost risk do not.

Det skal bemærkes, at en god portion af amerikanske udgifter til kernevåben er i Energimini­steriets driftsregnskab. Energi­ministeriet har, i parantes be­mærket, også en aktuel langtids­planlægning vedrørende kerne­våben, Managing the Nation's Nuclear Materials: The 2025 Vision for the Department of Energy. / D. C. Christensen ... [et al]. Det vil med andre ord sige, at Energiministeriets driftudgifter skal lægges oven i forsvarsmini­steriets for en total opgørelse over USA's militær­relaterede offentlige udgifter. Det skal i øvrigt også sikkerheds­mi­ni­steriets regnskaber. I Energi­ministeriets budgetter for de kommende år er der planlagt udgiftstigninger på kerne­våben­området, fremgår det af ministeiets bemærkninger til finanslovsforslaget for 2005, Energy and Water Development Appropriations Detailed Budget Justifications, bl. a. på grund af kerne­våbenproduktionens miljøforurening:

»Miljøbeskyttelseskontoret, the Office of Environmental Management, er ansvarlig for oprydning af arven efter 50 års kernevåbenproduktion og energiforskning, og tilstræber pågående øgede risikoformindskelser og lukningsstrategier. Omkostninger til at færdiggøre aktuelle miljøbeskyttelsesplaner er i nærheden af 130 milliarder dollar (i faste 2003 priser).
Hovedparten af miljøbeskyttelsesplanerne omfatter virksomheder, hvor produktionen er lukket. Rengøringen fokuserer på ophobede materialer, så som stabilisering af højradioaktivt affald, tørring af brugt atombrændsel, behandling og lagring af høj- og lavradioaktivt affald, foruden oprydning og af afvikling af våbenfabrikker.
Begyndende med finanslovsforslaget for 2003, Congressional Budget Request, søsatte ministeriet en forpligtigelse til at øge styringen af miljøoprydningen og formindske de totale omkostninger. Med dette engagement var det nødvendigt at “fastfryse” arbejdets omfang og erstatte kontrakter for at anspore entrepenørerne til at forstærke færdiggørelsen af miljøbeskyttelsesarbejdet til lavere udgifter. Imidlertid er der yderligere miljøbelastninger som afvikling og rengøring af overflødige virksomheder, rengøring af radioaktivt forurenede medier og lagring af overflødige atomare og farlige materialer som fortsat produceres af virsomheder der i øjeblikket arbejder for energiministreriet. Eksempelvis anslår Energiministeriet, at der aktuelt er over 2,000 forurenede virksomheder som er eller vil blive overflødige i forhold til målsætningen for finansåret 2025. Omkring 290 faciliteter er i øjeblikket overflødige eller vil blive det i løbet af finansårsperioden 2005-2009.«

EU's militære styrke er en brøkdel af USA's. Selv EU-kommissionen er klar over dette forhold:

»Samlet set anvender EU mindre end halvdelen af, hvad USA bruger på forsvar. USA's totale årlige budget er på 390 milliarder dollar, sam­menlignet med EU-medlemslandenes samlede budget på 160 milliarder euro. Fremskaffelse af forsvars­invisteringer har i mange år været betydeligt mindre i Europa end i USA (40 milliarder euro årligt i Europa sammenlignet med 100 milliarder dollar i USA) og i forskning (10 milliarder euro i Europa sammenlignet med 50 milliarder dollar i USA). Men bortset fra det totale udgiftsniveau som nødvendigvis afspejler budgetternes respektive formål, yder Europa meget mindre i form af operationel kapacitet. EU-medlemslandenes reelle mili­tære kapacitet er anslået til cirka 10 procent af USA's«, skriver kommissionen i 2003.

men ikke nok med det. Betragter man militariseringen af rummet er USA's penge­forbrug og dominans endnu større:

»USA bruger rumsystemerne som et instrument til at sikre sig strategisk, politisk, videnskabeligt og økonomisk førerskab ved at koble "space dominance" sammen med "information dominance". Denne politiske vilje kommer til udtryk i investeringer, hvis størrelse er uden sidestykke; de amerikanske udgifter til og i rummet udgør ca. 80 % af de samlede - civile og militære - udgifter på området i hele verden'. Og: 'USA beskytter især sin industri mod kommercielt pres udefra i kraft af den støtte, der skyldes et stort nationalt sikkerheds- og forsvarsrelateret marked, som er lukket for udenlandske leverandører. Fordi lovgivningen om eksportkontrol finder anvendelse på kommercielle satellitter til civilt formål - især bestemmelserne om teknologi til dobbelt anvendelsesformål - forstærkes denne støtte.«

Statistikker over styrketal er problematiske størrelser. Hvad er deres formål? Hvordan er de udregnet? Statistikker over enkelte landes styrkeforhold siger ikke meget om landenes alliancetilknytninger, landenes eventuelle besiddelse af kernevåben og vilje til at bruge dem, samt en lang række andre faktorer så som soldaternes mobilitet og kampivrighed, civilbefolkningens evne og vilje til at støtte militæret.

Sovjetunionen og Warshawapagtens sammen­brud medførte to ting: 1) en fredsdividende bestående af begrænsede nedjusteringer af forsvarsudgifter i USA og i Europa (bortset fra Danmark og Norge), og dermed mindre våbensalg og 2) en stor amerikansk dominans på det militære område som aktuelt forstærkes af et enormt militært pengeforbrug samt ved forskning og udvikling af nye våben og doktriner til at anvende disse våben med; et våbenkapløb i USA kaldet “genopbygning af USA's forsvar” [sic] af tænke­tanken, the Project for the New American Century.

EU's våbeneksport under den kolde krig er bl.a. beskrevet i Europaparlamentets betænkning udarbejdet for det poliktiske udvalg om våbenanskaffelse som et led i en fælles industripolitik, dateret 27. juni 1983.

NATO's vurdering af fredsdividenden

Kilde: NATO pressemeddelelse; i Finansministeriets Budgetredegørelse 2003

Udviklingen i offentlige amerikanske civile og militære forskningsudgifter

Kilde: GAO Best Practices: Elements Critical to Successfully Reducing Unneeded RDT&E Infrastructure, 1998

USA's våbenindustri havde tjent mange penge under den kolde krig. Flere penge end andre sammenlignelige industrier, viser en analyse af forskeren Robert Higgs: Profits of U.S. Defense Contractors, fra 1992,

»I perioden 1970-1989 oversteg de 50 største våben­fabrikkers lønsomhed markant sammen­lignelige civile virksomheders. Denne kon­klusion holder, også selv om overskudet måles efter firmaets regnskabsniveaus in­visterings­udbytte eller værdier eller som aktie­markedets udbetalinger til aktieejere i form af dividender og kapitalgevinster. Invistering i våbenfabrik­ker var ikke mere risikobetonede end invi­stering i sammen­lignelige civile virksomheder. I krydsfeltet var forholdet mellem aktie­markedets ud­betalinger til investorer og forsvarets for­stærkning af våbenindustrien flerleddet i den grad.«

Sovjetunionens sammenbrud ændrede for­delingen af våbeneksportørernes markeds­andele. I 1990 var Sovjetunionens våben­handel på 17 milliarder dollar. I 1993 var den russiske våbeneksport faldet med 82 procent til mindre end tre milliarder dollar, ifølge den amerikanske Rigsrevisions: Military Exports : A Comparison of Government Support in the United States and Three Major Competitors.

Ifølge en anden undersøgelse fra GAO faldt forsvarsudgifterne i USA og i Europa med 20 procent frem til 2000. Til de amerikanske nedskæringer skal dog medregnes omfattende privatiseringer som sætter et kraftigt spørgs­måls­tegn ved omfanget af fredsdividenden: »Siden midten af 1990'erne har Pentagon øget bestræbelserne på at udlicitere våben, felt- og baseoperationer og soldateruddannelse under påberåbelse af konkurrencebaserede besparelser og bedre kvalitet«, skriver Ann R. Markusen i tidsskriftet Governance 2003; desuden nedskæres ulandsbistanden generelt i den vestlige verden; og samtidig falder værdien af den amerikanske våbeneksport til EU dramatisk.

»Med afslutningen af den kolde krig har USA ført en politik med skrappe nedskæringer af militære køb. I faste priser forventes våben­anskaffelsesbudgettet at falde 68 % fra højde­punktet i 1986 til 1995«, oplyser Christine A. Varney Commissioner, U.S. Federal Trade Commission til Fordham Corporate Law Institute 23rd annual conference on International Antitrust Law & Policy; New York City, October 17, 1996.

Når våbeneksporten, specielt til Mellemøsten, faldt hænger det sammen med, at Iran og Irak blev forhindret i at købe våben efter at Golfkrigen mellem dem startede. »Siden 1980 har det været USAs politik at afvise eksportlicenser for kommercielt salg af forsvarsudstyr til Irak, undtagen når produkterne skulle anvendes til at beskytte statsoverhovedet. Som et resultat af undtagelserne blev licensansøgninger til en værdi af 48 millioner dollar godkendt. Forsvars­ministeriet har ikke støttet noget salg til Irak siden 1967. I modsætning hertil var den amerikanske Irak-politik vedrørende salg af dobbeltanvendelsesteknologiprodukter ikke be­grænset af nationale sikkerheds­kontrol­foranstaltninger og indtil august 1990 var der få anvendelige uden­rigspolitiske kontrolforanstaltninger. Således godkendte Handels­ministeriet eksportlicenser af dobbeltanvendelsesteknologi for 1.5 milliarder dollar til Irak mellem 1985 og 1990,« skriver Den amerikanske Rigsrevision i, Iraq: U.S. Military Items Exported or Trans­ferred to Iraq in the 1980s. (Letter Report, 02/07/94).

Det har været kostbart at beskytte det irakiske statsoverhovede... Efter Iraks invasion af Kuwait i 1990 blev det også ulovligt for amerikanske virksomheder at sælge dobbelt­an­ven­delses­teknologibaserede produkter til Irak. Det vil med andre ord sige, at USA op igennem 1990'erne og frem til irakkrigens start mistede provenuet fra et privat våbensalg til Irak i nærheden af fem milliarder dollar om året.

Kun den militærrelaterede overskudskapacitet voksede. »Afslutningen af den kolde krig og budgetstramninger førte til krav om strøm­ligning af føderale organisationer, herunder militærforskningensinstitutioner (research and development, testing, and evaluation) ved at udrydde overflødig infrastruktur og for­mind­ske omkostninger«, skriver GAO i Best Prac­ti­ces: Elements Critical to Successfully Re­du­cing Unneeded RDT&E Infrastructure, fra januar 1998.

De tikkende bomber under fredsdividenden: militærrelateret oprydning efter gamle våben og produktion af nye. Der er tendenser til undervurdering af miljøregningerne.

»Energi- og forsvarsministerierne samt NASA har forsøgt at reducere deres laboratorie­over­skuds­kapacitet og dertil knyttede om­kost­ninger, men kunne endda opnå yderligere ned­skæringer af deres militærforsknings­in­fra­struktur. Indenfor de senere år har mere end 150 studier, paneler, kommissioner, ar­bejds­grupper og GAO-rapporter anført over­skudskapacitet, dårlig ledelse, doublet­forskning og regeringens militære forsknings­etablissements mis­lykkede tilpasning af op­gaver og programmer til en verden i forandring. Eksempelvis var energiministeriets laboratorie­infrastruktur, ifølge 1995-studiet om Energiministeriets nationale laboratoriers alternative fremtid, (the Galvin Task Force (Task Force on Alternative Futures for the Department of Energy National Laboratories)), for stor, i forhold til igangværende opgaver og produktiviteten var for langsom. Selv om forsvarsministeriet skal lukke yderligere 62 militære forsknings­enheder og aktiviteter efter fuld gennemførelse af alle fire ef­fektivisering af basestrukturen og ned­læg­gelses­runder (base realignment and closure (BRAC) rounds); antyder en forsvars­ministriel vurdering fra 1995, at ministeriet stadig vil have omkring 35 procent over­skudskapacitet i deres laboratorier og en anslået 52 procent overskudskapacitet i sine forsøgs- og evalueringscentre inden for luft­frem­førings­midler, elektronisk krigsførelse, og rustnings- våbenområderne. Mens NASA inden for de senere år har lukket et antal enkeltstående steder og faciliteter, tilbagestår stadig sammen­lægningen eller lukningen af større laboratorieenheder.«

»I de senere år har koperative og uden­landske regeringsorganisationer effektiviseret deres laboratorie­opgaver for at opnå besparelser. GAO undersøgte to organisa­tioners ratio­naliserings­bestræbelser: Boeing Company Information, Space, & Defense Systems Group og det britiske forsvarsmini­steriums the Defence Research Agency som begge har formindsket deres laboratorie­infrastruktur og omkostninger væsentligt.«

Galvinrapporten anbefalede på baggrund af forsvarsministeriets Nuclear Posture Review, at,

»Gennemførelsen af START I og START II protokollerne vil resultere i en total kernevåbenreduktion på 79 % i 2003. Som en unilateral beslutning (Presidential Nuclear Initiatives I and II), vil USA formindske ikke-strategiske kernevåben med 90 %. Disse skridt vil resultere i et krævet lager på omkring 5000 våben... Disse våbenlaboratoriers nationale sikkerhedsopgaver er blevet omformuleret til at lægge hovedvægten på bevarelse af troværdighed i det amerikanske kernevåbenlager efter kernevåbenforsøgenes afskaffelse. Disse våbenlaboratoriers hovedopgaver må være et sikkert og driftsikkert lager« og » Det skal tilføjes at omstruktureringen skal støtte kravene om bevarelse af troværdighed i kernevåbenlagret under et totalt forbud med kernevåbenforsøg i et udvidet moratorium (forløbigt forbud). Omstruktureringen vil hovedsagelig berøre våben­udviklingskapaciteter, hvor den største funktionelle overkapacitet er.«

Og det kan være dyrt på langsigtet plan at omstrukturere, modernisere og effektivisere forsvaret, skriver den amerikanske rigsrevision i Military Bases : Observations on DOD's 2005 Base Realignment and Closure Selection Process and Recommendations / Statement of David M. Walker Comptroller General of the United States.

»For example, the Army estimated that range restoration at Hawthorne Army Depot could cost between $27 million to $147 million in addition to the $383 million reported... Further, the Army recognizes that additional restoration costs could be incurred at six additional locations that have ranges and chemical munitions, but these costs have not yet been determined.
More recent environmental restoration cost data indicate that the estimates are increasing. As noted in a June 2005 Congressional Research Service report, the estimates for the recommended 33 major base closures have increased by nearly $600 million to over $1.5 billion. Estimated costs to complete environmental restoration now exceed $100 million at each of the following proposed major closures: Hawthorne Army Depot, Nevada ($465 million); Otis Air National Guard Base, Massachusetts ($373 million); Fort Monroe, Virginia ($201 million); and Deseret Chemical Depot, Utah ($180 million). Congressional Research Service, Military Base Closures: Role and Costs of Environmental Cleanup, (Washington, D.C.: June, 27, 2005).
Rapporten anvendte information fra forsvarsministeriets, Defense Environmental Programs årlige rapprot til kongressen for finansåret 2004, dateret april 2005.«

Det amerikanske militær havde store vanskeligheder med den første BRAC-kommission,

»An October 1994 report, Uncovering the Shell Game: Why Military Facilities Don’t Stay Closed, issued by Business Executives for National Security, a Washington, DC, independent study group, claimed that of the 67 major bases scheduled to be closed, 26 had reopened, or else were never closed in the first place. As a result, the report went on to state, the substantial savings originally envisaged were not achieved. DOD argued that some of the figures used in the report were wrong. For example, in the case of Carswell AFB, which the Air Force had intended to close, the BENS report stated that maintenance of the base cost an annual $197 million. On the other hand, DOD claimed that the costs were only $15 million. The BENS report, also, noted that after Carswell was closed by the Air Force, it was reopened by the Navy as the Fort Worth Naval Air Station,« skriver Kongressens forskningstjeneste i Military Base Closures: A Historical Review from 1988 to 1995, ajourført af David E. Lockwood 18. oktober 2004.

Efter rationeringerne genoplivede de amerikanske militærforskere og udviklere med succes stjerne­krigsprojektet, en ny generation minikernevåben og Joint Strike Fighter­programmet, men det fremgår ikke af de tilgængelige data, om de amerikanske forsk­nings­bevillinger er øget totalt set på grund af de igangværende forskningsprojekter.

Statistiske oplysninger om militærudgifter under­vurderer ofte de reelle omkostninger, hvad enten de er rationelle eller ej. Ifølge referatet fra Rådsmødet den 21. oktober 2004, redegjorde kommissionen for »problemerne ved­rørende de betydelige ændringer i opgørelsen af de græske offentlige finanser, Kommissionen forventer et underskud på 5,3 % af BNP i år. Kommissionen og Eurostat er i færd med at ud­rede årsagerne til den mangelfulde statistik som blandt andet skyldes en generel under­vurdering af militærudgifterne«.

Hvordan blev fredsdividenden brugt?

Dansk underskud på fredsdividenden

Dansk akkumuleret merforbrug, 1999-2002

Samlet dansk merforbrug uden tilknytning til internationale operationer, 1999-2002

Materielinvesteringer i alt, 2000-2002, prognose 2003-2004

Finansministeriets Budgetredegørelse 2003

Når Danmark ikke fik del i fredsdividenden, skyldes det to ting. For det første var for­udsætningerne ikke til stede. I beretningen fra forsvars­kommissionen af 1988 er man ivrige efter rationaliseringer: kommissionen finder, s. 20, at 'rationaliserings­be­stræ­bel­ser­ne overalt i forsvaret bør intensiveres og fort­sættes. Herved kan ressourcer frigøres til operative og uddannelsesmæssige aktiviter'.

Denne politik medførte store materiel­an­skaf­felser og et stigende engagement i inter­na­tionale mili­tære operationer. Konservative opgørelser som SIPRI og NATO's, måler bl.a. forsvarsudgifter udvikling i forhold til brutto­national­produktet. Denne metode er lidet anvendelig. Stiger et lands BNP på grund af stigende oliepriser, falder forsvarsudgifterne andel af BNP pr. automatik og stiger det offentlige forbrug, falder forsvarsudgifternes andel. Se eksempelvis analyserne i Beretning fra Forsvarskommissionen af 1998: fremtidens forsvar bd. 1 s. 136-139 og Militær­stationer på Færøerne har medført store besparelser for den danske stat, for denne type opgørelser.

'De fleste NATO-lande, inkl. Danmark, benyt­tede afspændingen efter Den Kolde Krig til at reducere forsvarsudgifterne', hævder Finans­ministeriet i sin Budgetredegørelse for 2003:

»Reduktionen var imidlertid relativ beskeden i Danmark, mens andre lande reducerede for­svars­udgifterne med omkring en tredjedel«, fordi Danmark »har i perioden omstillet forsvaret til større deltagelse i internationale operationer i lighed med flere af de øvrige alliancepartnere« ...
»Forsvarsforliget indebar endvidere en reduktion af det årlige forsvars­budget på ca. 400 mio.kr., svarende til ca. 2 pct. af forsvarsbudgettet i 1999«, fortsætter Finans­ministeriet. »Danmark er dermed et af de NATO-lande, der har høstet den mindste fredsdividende efter Den Kolde Krigs ophør«, da »Danmarks forsvarsudgifter ligger over gennemsnittet for de øvrige europæiske NATO-allierede, når man ser på forsvars­udgifter pr. indbygger«, oplyser Finans­ministeriet i afsnittet om For­svars­forliget [1999] med Finans­loven for 2003 og Finansministeriets Budgetoversigt 4, decem­ber 2002 som kilder.«

For medlemmerne af Forsvarskommissionen af 1998 skulle 'den materielmæssige udvikling i forsvaret baseres på de opgaver som skal kunne løse samt den forventede operative anvendelse af forsvarets styrker' s. 175. Noget af en budgetmæssig elastik, idet forsvarets lagerbeholdninger, ifølge Rigsrevisionen undersøgelse: Beretning om forsvarets forsyningsforvaltning fra 1999, voksede i perioden: 'Forsvaret har i perioden 1995-1997 foretaget anskaffelser og modifikationer af materielstyringssystemer samt indkøbt materiel og andre varer for i alt ca. 4 mia. kr. årligt. En del af disse indkøb benyttes straks, mens andre lægges på lager'. Og 'Rigsrevisionens opgørelse viser således, at værdien af forsvarets materielbeholdninger med udgangspunkt i seneste anskaffelsespris udgør mindst ca. 35 mia. kr., og at værdien kun kan opgøres med betydelig usikkerhed, idet beholdningerne er fordelt på mange typer lagre og registreret på forskellig måde i forskellige systemer. Rigsrevisionens undersøgelse har ikke omfattet en opgørelse af værdien af våbensystemer, skibe, fly, ammunition, kontormateriel mv. (etablissements­materiel), hvorfor den samlede værdi af forsvarets materiel er betydelig højere end det anførte beløb'. Rigsregisionen konkluderer, at undersøgelsen viste, at 'den samlede lagerværdi på ca. 4,5 mia. kr. (ultimo 1996) ikke kunne opgøres med tilstrækkelig sikkerhed, da fejl både i tilstedeværelse og pris var for store. Fejlprocenten lå væsentligt over, hvad der efter Rigsrevisionens opfattelse kan accepteres'.

Forsvarskommisionen ville bl.a. anskaffe fire nye ubåde. s. 275, bl.a. af hensyn til beskæftigelsessituationen. Der skulle ikke mere til end Sælens deltagelse i Irakkrigen, førend politkerne nedlagde det danske ubådsvæsen.

Vedrørende Forsvarsforliget 2000-2004, konstanterer Finansansministeriet bl.a. at,

»I forhold til forligets materielskitse har Forsvarsministeriet valgt at fremskynde en del af materielinvesteringerne til forligs­periodens første halvdel. I 2000-2002 er der således disponeret over ca. 9,9 mia.kr. og iværksat ca. 60 pct. af de forudsatte materielinvesteringer.«

Fredsdividenden medførte, at krisen krassede i våben­industrien på begge sider af Atlanten indtil 9/11/2001: 'Som resultat er forsvars­industrien udviklet dramatisk. 24 af de 100 største for­svars­industrier i 1990 havde forladt industrien i 1998', skriver konsulent­firmaet Price­water­house­Coopers i the Defence Industry in the 21st Century fra 2005.

Også i Europa medførte fredsdividenden krise i rum- og våbenindustrien som,

»står front mod en økonomisk og politisk sammenhæng som totalt forandres og kræver svar ud over det nationale niveau. Den kolde krigs afslutning som formindskede sikkerheds­risiko mod Europa be­tragteligt, har muliggjort nedskæringer af militære budgetter og øgning af bestræbelserne på at omstille den berørte industri. Våbenfabrikkernes behov for at ned­skære deres aktiviteter væsentligt, har haft en betydningsfuld direkte virkning, både i be­skæftigelsen i denne sektor som er faldet med 37 % fra 1.6 millioner til en million siden 1984, specielt rammende visse regioner, og har også på­virket den europæiske industris frem­stillings­grundlag og udviklings­kapacitet som helhed. I denne periode fortsatte de økonomiske problemer, eller snarere, de forværredes; de stammer ikke kun fra nedskæring af militærudgifter, men også fra den heftige internationale konkurrence og ikke mindst, fra den anakronistiske fragmentering af våbenhandlen i Europa«, skriver EU-kommisionen i en af dens få beskrivelser af fredsdividenden: the challenges facing the European defence-related industry, a contribution for action at European level, fra januar 1996.

En anden beskrivelse af fredsdividenden fra EU er i Memorandum of Understanding for the implementation of a European Concerted Research Action designated as COST Action A10 "Defence Restructuring and Conversion" fra 28. februar 1996. Med omstillingsaftalen ville EU 'maksimere den sociale og økonomiske nytte af forsvarsomstrukturering og omstilling ved yderliere støtte til igangværende national økonomisk, social, teknologisk og kulturel forskning der fremmer denne udvikling... De totale omkostninger til denne aktion er blevet vurderet på baggrund af den information som var tilgængelig under planlægning af aktionen til fire millioner euro i 1995 priser'.

Året efter, i 1996, skifter EU-kommissionen politik. Nu betragter den,

»det som vitalt, at rationalisere vå­benindustrien og foreslår derfor anvendelse af eksisterende fællesskabsinstrumenter. Som praktisk politik foreslår den at: reglerne for tildeling af offentlige kontrakter skal anvendes ved forsvarsmateriel og tillade med­lems­staterne muligheden for begrænsninger for at beskytte nationale interesser; intern EU-våbenhandel skal lettes; eksport­kontrol af forsvarsmateriel skal gradvist integreres på fælles­skabsniveau; konkurrencepolitikregler skal indføres for våbenindustrien; en fælles­skabsmekanisme skal skabes til at støtte om­struktureringen af denne type industri«, skriver kommissionen til Europaparlamentet.

Militær omstrukturering er med andre ord en modernisering med politisk sigte. For den amerikanske regering er modernisering fremtidig »1) Beskyttelse af hjemlandet og baser, 2) Beskyttelse af magten, 3) Forhindre benyttelse af tilflugtssteder, 4) Beskyttelse af informationsnetværk, 5) Fælles funktionsdygtighed på C4ISR området og 6) Unhindered adgang til verdensrummet«, fremgår det af Transforming the Defense Industrial Base: A Roadmap, fra februar 2003.

Årsagen til EU-kommissionens ændrede holdning til omstilling af våbenindustrien kan være dannelsen af OCCAR:

»OCCAR etableres ved et administrativt arrangement, den 12. november, 1996 af Frankrig, Italien, Tyskland og Storbritanniens forsvarsministre. Organisationens formål er at yde mere effektive og virkningsfulde arrangementer til styring af visse eksisterende og fremtidige fælles rustningsprogrammer. De fire etablerende nationers forsvarsministre underskrev en traktat, "OCCAR konventionen". Konventionen er ratificeret af alle medlemslandene og trådte i kraft den 28. januar 2001. Organisationen er åben for andre europæiske nationer, under forudsætning af deres aktuelle engagement i et selvstændigtfælles rustningsprogram med mindst en OCCAR-partner og accept af OCCAR's grundprincipper, vedtægter og procedyrer. To nye medlemmer har sluttet sig til organisationen: Belgien i 2003 og Spanien i 2005. Politske spørgsmål på højt plan varetages af OCCAR tilsynsførende bestyrelse, bestående af medlemslandenes forsvarsministre, oplyser organisationens hjemmeside.«

Hvordan adskiller agenturet sig fra andre europæiske materielgrupper som OCCAR og WEAG, spørges Nick Witney, den administrative chef for Det Europæiske Forsvarsagentur i tidsskriftet NATO Review, foråret 2005.

»WEAG indstiller sit arbejde med udgangen af juni, og dets funktioner overdrages til os. Jeg håber, vi kan håndtere disse funktioner på en mere helhedsorienteret måde, og at vi dermed kan skabe yderligere synergieffekt ud fra de forskellige dagsordener. OCCAR er et mellemstatsligt agentur, men er ikke knyttet til EU. Det tilhører alene de seks aktionærer og er udelukkende et anskaffelsesagentur, som kun skal udføre programmer. OCCAR har således for nyligt overtaget styringen af A400M Airlifter-programmet. OCCAR skal i den situation sikre sig, at leverandørern leverer flyet på det aftalte tidspunkt og til den aftalte pris. Vores aktiviteter vil alle ligge tidligere i processen fra start til slut. Vi vil søge at skabe konsensus vedrørende prioriteter på kapacitetsområdet og derefter udarbejde forslag, fremlægge disse ideer og endelig skabe konsensus med henblik på at gøre mere sammen. Måske vil vi i fremtiden indgå i ledelsesfunktioner selv. Men for øjeblikket betragter jeg vores rolle som supplement til OCCAR’s. Vi vil forhåbentlig skabe de samarbejdsprogrammer, som OCCAR kommer til at styre. Selvom ingen vil være tvunget til at henvende sig til OCCAR med henblik på den type management, er OCCAR god til denne type arbejde og vil sandsynligvis være interesseret i at påtage sig det.«

Eksport til ulande reddede våbenindustrien gennem fredsdividenden: 'I årene 1996-2003 udgjorde værdien af våbenoverførselsaftaler med ud­viklings­lande 63.9 % af alle aftaler i verden', skriver forskeren Richard F. Grimmett i Conventional Arms Transfers to Developing Nations, 1996-2003. Han fortsætter: 'I den senere tid udgjorde våbenoverførselsaftaler med ud­viklings­lande 60.4 % af alle sådanne aftaler globalt set i 2000-2003, og 53.6 % af alle disse aftaler i 2003.

Værdien af alle våbenoverførselsaftaler til ud­viklings­lande i 2003 var over 13.7 miliarder dollar. Dette var en betydelig nedgang fra 2002, og den laveste samlede sum målt i faste priser i hele perioden fra 1996-2003. I 2003 var værdien af alle våbenoverførsler til ud­viklings­lande næsten 17 milliarder dollar (i faste 2003 dollars), den laveste samlede sum i hele peri­oden fra 1996-2003'.

Krisen i våbenindustrien skaber monopoler

I USA sluttede de kriseramte våbenfabrikker sig sammen: 'De som blev tilbage voksede større gennem en serie konsoliderende sam­menlægninger', fortsætter Pricewaterhouse­Coopers i analysen the Defence Industry in the 21st Century. Nogle sammenlægninger blev direkte betalt af Pentagon, skriver Torben Retsbøll i tidsskriftet Ikkevold i 1995 i en gennemgang af årbogen fra Project Censored.

'Mellem 1991 og 1997, fandt 56 sammen­lægninger sted i handler til en værdi af 89.3 milliarder dollar. I 1997 øges denne udvikling: Lockheed Martin (F-16 og F-22 kampfly, C130-J transportfly, Titan IV og Atlas-raketter, osv.) har erhvervet Northrop Grumman (B-2 bombe­fly, MX missiler, osv.), Raytheon har overtaget Hughes (Texas Instruments militære afdeling) og Boeing har købt McDonnell Douglas. Men integration ændres i retning af et oligopol af tre firmaer, godkendt af the Federal Trade Commission (den amerikanske anti-kartel kommission)', skriver den franske avis, Le Monde diplomatique, i artiklen, Behind the Boeing-Mcdonnell Douglas merger : American offensive for control of the skies, fra 1997.

'Forsvarsministeriet har gennemgået over 230 HSR transaktioner siden 1994 og over 1,450 transaktioner, hvori indgår udenlandske købere siden 1988', fremgår det af Business Combinations : Desk Book, udgivet af viceforsvarsministeren for industripolitiks, Deputy General Counsel (Acquisition & Logistics) fra september 2003.

Hvordan man nåede frem til dette resultat fortæller regeringens handelskommissions formand, Robert Pitofsky, til senatets underudvalg: de væbnede styrkers anskaffelse og teknologi, (Subcommittee on Acquisition and Technology), 15. april 1997.

Våbenindustriens monopollignende, multi­nationale samarbejde skaber forvirring om ejerforhold: 'Eftersom hastigheden af flymateriel- og forsvarsindustrien sammenlægninger øges, er det stadig vanskeligere at holde rede i mangfoldigheden af forbindelser mellem hovedaktørerne i industrien - hvem ejer hvad i Europa er blevet et sammensat og forvirrende problem!', skriver Defence Systems Daily, i sin helt nye undersøgelse, Western European Aerospace & Defence Industries - The Ownership Jigsaw.

Selv for Pentagon er sammenlægningerne problematiske,

»Den 9. april 1997 offentliggjorde forsvarsministeriet en rapport om virkningerne af sammen­lægningerne i våbenindustrien. Rapporten konkluderede, at våbenindustriens sammenlægninger havde haft “ringe negativ virkningt” i konkurencen for våbenordrer og har bidraget til formindskelse af overskudskapacitet og omkostninger for regeringen. I maj advarede forsvarsministeriets Defense Science Board arbejdsgruppes rapport om Vertical Integration and Supplier Decisions, derimod om, at våbenindustriens sammenlægninger kunne føre til fremtidige forringelse af konkurrence og udvikling som et resultat af vertikal intigration«, fremgår det af, Report on Developments and Enforcement of Competition Policy and Laws (October 1, 1996 through September 30, 1997).

Amex Defense Index - våbenindustriens børsnotering

»Amex forsvarsprisindeks blev grundlagt med et udgangsværdi på 500.00, den 21. september 2001. Forsvarsprisindekset justeres kvartalsvis baseret på priserne ved lukketid den tredje fredag i marts, juni, september og december for at sikre, at hver aktiekomponent fortsat repræsenterer en tilnærmet identisk vægt i indekset.«

»Prisindekset er et lig med dollar udregnet pristal udarbejdet til at repræsentere et tværsnit af almindelige holdte, højt kapitaliserede virksomheder forbundet med at udruste systemer, udrustning og tjenesteydelser til den amerikanske regering og dens allierede med formålet at støtte militæret og forsvars- og efterretningsvirksomhed. Aktieandelene virker i industriafsnit som omfatter, men ikke er begrænset til, militær flyfabrikation, skibsbygning, land­transport, ruminstrumentering og teknologi, specialicerede kommunikations- og radarsystemer, ammunition og våbensystemer«, skriver børsnoteringen på sin hjemmeside.

Den aktuelle sammenkædning mellem industri og militær kan bl.a. ses i army-technology.com's internetsite.

Fusioner var imidlertid ikke nok,

»Der­for må den amerikanske våbenindusri samarbejde med uden­landske våbenfabrikker for at sikre økonomisk over­skud«, skriver ny­hedsbureauet Defence News Daily, i en over­sigt over USA's våben­industris globale invi­steringer: US Defence Industry : Global Partnerships fra 2004,

»I globaliseringens tids­alder kan amerikanske våbenfabrikker ikke længere være afhængige af deres hjemmemarked og må sikre sig en voksende andel af det internationale marked for at opretholde deres indtægter, overskud og aktiepriser.«

Derfor etablerer de datterselskaber bl.a. i EU,

»I lande, hvor udenlandsk ejerskab af våbenfabrikker er tilladt, er etablering af helt ejede datterselskaber en populær fremgangsmåde for amerikanske våbenfabrikker der søger lokal tilstedeværelse. Dette tillader dem at hævde "lokal identitet" i konkurece med nationale mestre, uden at slulle indgå i komplicerede samarbejdsarrangementer'. Og 'Amerikanske virksomheder har også opkøbt udenlandske selskaber af strategiske årsager: at vinde indbringende forretningsenheder, adgang til markeder eller ny teknologi.«

Udviklingen går også den anden vej. Pentagon importerer som noget nyt våben og europæiske våbenfabrikker opkøber amerikanske:

Amerikansk våbensalg til Europa 1990-2003.

»Pentagon køber i stigende grad våben udenlandsk; afsluttende en lang amerikansk fremstillet tradition som sikrede amerikanske våbenfabrikker et næsten priviligeret salg til deres bedste kunde. Flådens seneste valg af et britisk-italiensk design til præsidentens næste helikopter viser udviklingens omfang til udenlandske leverandører. Den amerikanske virksomhed, Sikorsky Aircraft Corp., tabte overraskende til et internationalt hold anført af Lockheed Martin Corp. Et andet nederlag til køb amerikansk tilhængerne er hærens basering af udformningen af sit nyeste spionfly på brasiliensk fremstillede Embraer-jagere i stedet for de Georgia-fremstillede Gulfstream fly. Gårsdagens meddelelse, at BAE Systems PLC of Britain vil købe det i Arlington-værende United Defense Industries Inc. understreger yderligere samspillet mellem udenlandske og amerikanske våbenfabrikker', skriver Washington Post i marts 2005.«

Ifølge GAO's : Defense Trade : Contractors Engage in Varied International Alliances fra september 2000 viser 'Records maintained by the Office of the Secretary of Defense at, i april 2000, ejer 26 af de største udenlandske våbenfabrikker 197 amerikanske datterselskaber 'i den amerikanske våbenindustri''. Forsvarsministeriet har ikke styr på udenlandsk ejerskab af amerikanske våbenfabrikker, klager Rigsrevisionen i hele to rapporter: Industrial Security: DOD Cannot Provide Adequate Assurances That Its Oversight Ensures the Protection of Classified Information, fra marts 2004 og Industrial Security: DOD Cannot Ensure Its Oversight of Contractors under Foreign Influence Is Sufficient, fra juli 2005.

I USA har industrien stor indflydelse på regeringens politik. Olieindustrien bestemmer klimapolitikken, skriver Politiken 9. juni 2005.

Amerikanske og europæiske våbenfabrikker samarbejder, ifølge en analyse udarbejdet af Corporate Europe Observer i Amesterdam i maj 2002, også i den liberale frihandelsorganisation Transatlantic Business Dialogue (TABD). Analysen dokumenterer amerikanske embedsmænd og våbenfabrikanters indflydelse på EU's lovgivning:

»Efter en ledelseskrise som varede i adskillige måneder genstartes, the Transatlantic Business Dialogue af et nyt hold i april 2002. Over 100 af de største EU og amerikansk baserede virksomheder arbejder gennem TABD for at få fjernet regeringsregulativer og politikker som de betragter som "barrierer mod transatlantisk handel." De nye formænd er Mike Turner fra BAE Systems og Philip Condit fra Boeing Corporation, repræsenterende to af verdens største våbenfabrikker. En række våbenproducenter har indmeldt sig i TABD nye "sikkerheds"-arbejdsgruppe, som vil fokusere på "metoder til at drage fordel af" … den nye opmærksomhed rettet mod sikkerhedssektorens vigtighed" efter 11. september. Til trods for amerikansk erhvervs dalende intereses, synes TABD at have genskabt sin indflydelse på højtstående planlæggere, specielt i EU-kommissionens Arbejdsgruppe for EU-amerikansk 'reguleringssamarbejde' og fremmer deres sag i den nye WTO forhandlingsrunde med succes'… 'TABD's seneste præstation er den succes­fulde kampagne for at få USA og EU's regeringer til at færdiggøre 'Retningslinjer for regulerings­samarbejde og gennemsigtighed'. Men, 'at give amerikanske regerings­embedsmænd en større indflydelse i udformningen af EU's regulativer vil helt sikkert ikke løse det presserende behov for demokratisering af beslutningstagningen«, konkluderer Corporate Europe Observer.

Udvidelsen af EU i 2004 har imidlertid øget unionens markedsandele inden for våben­handel. Ifølge en ny rapport fra Amnesty International stod de store våbenekspor­terende lande: Frankrig, Tyskland, Italien, Sverige og Storbritannien

»for en trediedel af de globale våben­over­førselsaftaler underskrevet mellem 1994 og 2001. EU's markedesandel var mindre end USA's og Ruslands; men voksede den første maj 2004 , da ti nye lande blev medlemmer af EU: Cypern, Estland, letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn. Nogle af disse nye medlemstater har betydelig våbenproduktion og eksport­aktivitet. Eksempelvis har det forøgede EU nu over 400 virksomheder i 23 lande, der producerer små og lette våben, bare en anelse færre end USA. «

Mellemspil i London

USA har bilaterale aftaler med alle EU-lande, eksempelvis: 'i juni 2003, underskrev stats­mi­nisteren og den amerikanske forsvars­minister, Donald Rumsfeld, et britisk amerikansk præliminær aftaledokument med rammer for fremtidig samarbejde vedrørende missil­forsvarsaktiviteter, herunder tættere teknisk og industriel samarbejde', skriver det britiske forsvarsministerium i Annual Report and Accounts 2002-03. Den seneste bilaterale aftale mellem USA og Danmark underskrives af de to landes forsvarsministre i maj 2005; selv om aftalen officielt er industripolitisk; handler den om våbenhandel. NATO og EU har samarbejdet på udenrigsministerplan siden 2001, og der sam­arbejdes mellem USA og EU om udvikling af nye våben og ud­veksling af information så som samarbejdsaftalen mellem USA og EU om GPS og Galileo fra 2004 og ''Europarådets beslutning om offentliggørelse af information [til NATO] under EU-NATO's sikkerhedsaftale af 24 marts 2003, kort tid efter Irak-krigens start. GPS og Galileo anvendes militært til bl.a. målsøgning.

Det britiske forsvarsministerium støttede oprettelsen af forsvarsagenturet:

»Forsvars­ministeriets Centre og Defence Procurement Agency spillede en aktiv rolle i uds­formningen og etableringen af et nyt eurs­opæisk forsvarsagentur. Vi gav værdis­fulde bidrag til agenturets etableringsgruppes arbejdspapirer og fremsatte med overbevisning Storbritanniens synspunkter på forskellige EU-møder, herunder, at agenturet skal fokusere på samarbejde og styrkelse af forsvarskapaciteter'; men for at være på den sikre side oprettes i 2003 en fælles amerikansk-britisk Bilateral Defence Acquiss­ition Committee (BDAC), 'som sigter mod at udvikle og koordinere bestræbelser på at fors­bedre udveksling af information og teknologi«,

skriver forsvarsministeriet i London i bilaget til sin årlige redegørelse til underhuset for årene 2003-2004 efter spørgsmål i parlamentet:

Kommunikation

»Lord Astor of Hever: Hvad er den amerikansk-engelske bilaterale forsvarss­materiel­anskaffelsess­komites kommissorium og hvem er medlemmerne; hvor mange gange har den mødtes; og hvordan offentliggøres dens overvejelser?«

»Lord Bach: Den bilaterale forsvarsmaterielanskaffelseskomite blev etableret som et resultat af aftalen mellem min ærefulde ven, premierministeren, og præsident Bush den 17. juli 2003. Det første møde fandt sted den 9. februar og det andet 3. juni. Komiteens drøftelser er en sag for vores to regeringer, men vi vil selvfølgeligt orientere industrien om relevante udviklinger Repræsentation ved møderne afhænger af emnerne, der diskuteres. Kommissoriet blev under­skrevet af den amerikanske viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz, og vice­forsvars­minister Sir Kevin Tebbit; ved det første møde den niende februar.«

Det fremgår af spørgsmålet og svaret, at engelske politikere ikke på forhånd var informeret om oprettelsen af samarbejdsorganet vedrørende våbenhandel, samt at industrien har førsteret til organets informationer. Parlamentsmedlemmer og offentligheden skal tilsyneladende ikke orienteres, specielt ikke forhåndsorienteres.

Våbenindustri på støtten

Disse oprustningsplaner hæmmes af at størstedelen af den private amerikanske våbenindustri er på støtten. Størstedelen af de amerikanske våbenfabrikkers ordrer, omsætning og fortjeneste kommer fra Pentagon.

EU-kommissionen anklager i Verdenshandels­organisationen USA for at støtte Airbus konkurent Boing 'gennem militære kontrakter', noterer Politiken 1. juni 2005. USA’s regering forsøger at opretholde den enestående globale dominans den fik foræret med Sovjetunionens sammenbrud gennem en kostbar oprustning uden sidestykke i historien. En oprustning ret­tet mod reelle og indbildte aktuelle og frem­tidige trusler og fjender. Krigen mod terrorisme og den igangværende opgradering af Thule-radaren er et par af mange eksempler.

Støtten til våbenindustrien kommer på flere måder bl.a. gennem krige, våbenhandel, privatisering, korruption, liberalisering af våbeneksportlovgivning, direkte financiering af markedsføring (reklame), samt , 'hemmeliggørelse af handler og skabelse af nye markeder', skriver tidsskriftet Arm Sales Monitor, nr. 35, 1997 - med det resultat, at fortjenesten steg:

»Disse aktiviteter har betalt sig, da rumindustrien kunne glæde sig over rekordstore efter skat profitter sidste år på 7.6 milliarder dollar. The Aerospace Industries Association citerer "ældre programmer"; de våben de amerikanske styrker ikke længere køber, og som nu udelukkende produceres til eksport: jagerfly, transportfly og helikoptere som en hovedfaktor til de store overskud. Yderligere har sammenlægninger i industrien og afskedelser øget fortjenesten.« Og: »Øget regeringsfinanciering af våbensalg har længe været et primært mål for våbeneksportørerne. Til at supplere de fire milliarder dollar i statstilskud og lån, Foreign Military Financing, yder til udlandet årligt til køb af amerikansk fremstillede våben, arbejdede fabrikanterne for oprettelsen af det nye Defense Export Loan Guarantee (DELG) program. Gennem våbeneksportgarantiprogrammet som startede sidste november [1996]; er 38 lande bemyndiget til at modtage amerikanske regeringsgarantier for op mod 15 milliarder dollar i kommercielle lån til våbenkøb.«

Foreign Military Financing vedtages af en amerikanske kongres i 1984. Midlerne bruges hovedsageligt i Mellemøsten.

Defense Export Loan Guarantee midler kan gives til NATO- allierede, større ikke NATO-allierede, Centraleuropæiske demokratier og ikke-kommunistiske medlemmer af APEC. Bevillingerne bruges først og fremmest til at financiere NATO-udvidelsen.

Blandt nye markeder for våbenhandel er nye krige.
Det tager lang tid at afskaffe fredsdividenden og planlægge en ny krig. Hvornår begyndte USA's regering planlægningen af krigen mod Irak?

Kommando

USA vil bevare og øge sin kontrol over organisationer man i forvejen har kontrol over som NATO, svække organisationer man ikke har kontrol over som FN; sikre sig kontrol over organisationer som be­står af både venner og konkurrenter som EU. Som det formfuldendt udtrykkes omkring kernevåben i Pentagons direktiv nr. 3150.6, fra 2001: 'Præsidentens magt­udøvelse og præsidentens styrelse som øverst­kommanderende, gennem etablerede kommandolinjer over militære styrkers kerne­våben-operationer; som øverstkommanderende over alle regeringsaktiviteter som støtter disse operationer; og, som statsoverhovede over på­budte [beordrede] multinationale aktioner (re­quired multinational actions) (min un­derstreg­ning -ht) som støtter disse operationer' .

Det Hvide hus skriver i pressemeddelelsen om Galileo-aftalen, at, denne historiske aftale »be­skytter allieredes sikkerhedsinteresser, og åbner for muligheden for en eventuel fordobling af satelitter, der vil sende et fælles signal over hele verden og dermed fremme bedre og mere vidt­spændende tjenester for alle brugere«; her­under militære brugere. Andre vanskeligheder for EU's drømme om at blive en militær stormagt består i, at nogle EU-lande også er medlemmer af NATO og der­med direkte underordnet USA's ledelse og kommandostrukturer (C4I-systemer), samt, at EU-landene indbyrdes er uenige om dele af den militære sikkerheds- og udenrigspolitik, herunder holdningerne til USA. Dette gælder bl.a. Helios 2 satellitten, den internationale straffedomstol og Irakkrigen.

Endnu er det for tidligt, 'at bekyme sig for Lockheed Martin, Boeing og Northrop Grumman', skriver William D. Hartung og Frida Berrigan i deres helt nye rapport, Dollar shift : The Iraq war and the changing face of Pentagon contracting,

Krigsøkonomi

»landets tre største kanonkonger delte 49.7 milliarder dollar i Pentagon-kontrakter i finansåret 2004, ifølge nye data fra forsvars­ministeriet. Men det er en mindre tilbagegang fra de 50.3 milliarder dollar de tre kanon­konger delte i finansåret 2003; en over­raskende udvikling i et år, hvor det totale antal af Pentagon kontrakter voksede med næsten 10 procent. De tre kanonkongers andel af større Pentagon-kontrakter (definet som alle kontrakter for varer og tjenesteydelser over 25,000 dollar hver) faldt fra 24 % i finansåret 2003 til 21.6 % i finansåret 2004.
Hvem blev de store vindere i 2004?
Broderparten af stigningen i militære ordrer gik til firmaer som støttede irakkrigen på den ene eller anden måde. For eksempel: Halliburton-kontrakter mere end fordobles fra 2003 til 2004, fra 3.9 milliarder dollar til 8 milliarder dollar til trods for fortsatte kontroverser over prisstigninger og tvivlsom regnskabsføring i forbindelse med selskabets virke i Irak«.

Og:

»Logistik har og­så været en ind­bringende specialitet. Det hurtigst voksende firma, AP Møllergruppen (op 167 % fra 2003 til 2004), ejer Maersk, et rederi som er blevet antaget til at sejle handelsskibe til og fra den persiske Gulf, lastet med ammunition og tanks til området. En anden hovedlogistikleverandør blandt de ti øverste er NV Koninklijke Nederlandsche, et holding selskab der ejer den store oliekoncern Royal Dutch Shell som forsyner Pentagon med brændstof, en vare der er i høj kurs i krigstid.
Halliburton er i virkeligheden en “blandet” landhandel, hvis kapital­indtægter kommer fra genopbygnings- og logistikarbejde. Hovedparten af Halliburtons indtægts­kilder kommer fra dets Logistics Civil Aug­mentation Program-kontrakter med den amerikanske hær, et flerårigt arrangement som omfatter forsyninger af måltider, bygningsfaciliter, vedligeholde køretøjer og generelle tjeneste­ydelser; hærens “ring efter” logistikarm ved større oversøiske udstationeringer.
Firmaer som leverer udstyr til de amerikanske styrker i Irak har også klaret sig bemærkelsesværdigt godt.
Ammunitionsfabrikken Alliant Tech, kontrakter voksede 157 % fra 2003 til 2004. Rencosom, der ejer Humvee-producenten AM General, hvis køretøjer anvendes i Irak og resten af verden, øgede dets ind­tægts­kilder fra Pentagon med 92 %. Også Oshkosh-trucks kontrakter med forsvars­ministeriet voksede med 57 %.«

Kapitalgevinst

Ny analyse konkluderer, at kanonkongerne i USA svømmer i penge, U.S.A.: Arms Makers Find Themselves Cash-Heavy from Defense Spending af Leslie Wayne, i New York Times, 12. maj 2005,

»Landets militære leverandører svømmer i penge, hvilket glæder deres aktionærer og løfter deres aktier til nye højder. Mindre glad er Pentagon, kilden til de mange kontanter og som nu kan ønske noget til gengæld. I øjeblikket er der omkring 25 til 30 milliarder dollar i de største militære leverandører pengekister som et resultat af Pentagons rekordstore budget og regeringens heftige udgifter til indre sikkerhed. "Dette er et politisk følsomt spørgsmål," sagde Byron Callan, en industrianalytiker ved Merrill Lynch. "Virksomhederne skal bevare tilfredse aktionærer Men der er en politisk virkelighed. Tager virksomhederne disse kontanter og giver aktionærerne et stort udbytte, kan Pentagon sige, 'hjælp os med dette jagerflysprojekt.' "Virksomheder i mange andre industrier glæder sig selvfølgelig over kontant overskud. Men hvad der adskiller militærvitksomhederne er at de enten delvist, elle næsten helt er afhængig af regeringen for deres overskud. De store kontantbeholdninger som først rapporteredes i tidsskriftet Aviation Week and Space Technology, sætter to magtfulde interessegrupper op mod hinanden: Wall Street, som ser pengene som en retmæssig belønning for aktionærernes støtte og korporativ risikotagning, og Pentagon, hvis forbrug har næret højkonjukturen. Men militære virksomheder er anderledes. Så tætte er forbindelsene mellem de militære leverandører og Pentagon at det ofte er svært at afgøre hvor den ene starter og den anden slutter. Og kontantoverskudet kommer samtidig med at Pentagon gentagne gange både må bede kongressen betale for krigen i Irak og financiere fremtidens kostbare våbensystemer. Analytikeren Michael Goldberg ved konsulentfirmaet Bain & Company, anslår at industrien har 25 til 30 milliarder dollar i kontantbeholdning. Han antager, at mange af de europæiske militære leverandører som handler med Pentagon, har yderligere 15 til 20 milliarder dollar.
I 1998, faldt forsvarsministeriets anskaffelsesbudget - beløbet det anvender på våben til 48 milliarder dollar fra 82 milliarder dollar seks år tidligere. I den samme periode forbindskede en sammenlægningsbølge industrien til en håndfuld storaktører. Så, lige efter at sammenlægningerne var tilendebragt fandt 9/11 terrorangrebet sted, øgende regeringens udgifter til både civil og militær sikkerhed. Samtidig forvandles mange ældre våbensystemer som F-16 jageren og C-17 fragtflyet til kontante malkekøer. Nye kostbare våbensystemer som kræver ernome etableringsinvisteringer af virksomhederne, blev skuppet ud i fremtiden, frigørende flere kontanter i nutiden. Desuden blev der anvendt miliarder på intern sikkerhed, hvoraf hovedparten gik til de store militære leverandører.
Pentagons indkøbsbudget for det indeværende år er på 78 milliarder dollar. Den største militærleverandør Lockheed Martin, hvis indtægter er øget med 11.5 milliarder dollar siden 2001 til 35.5 milliarder dollar sidste år, har en kontant kassebeholdning på 2.7 milliarder dollar. Sammenholdt med 455 millioner dollar ved slutningen af 2000. I de sidste få år har virksomheden udryddet al sin kortfristede gæld, skåret fem milliarder dollar af sin langfristede gæld, genopkøbt sine aktier og øget udbyttet. Lockheeds kontantbeholdning øges så hurtigt at at virksomheden siger at den planlægger at tilbagebetale næsten halvdelen af dens kontantbeholdning til aktionærerne som dividende eller i form af tilbagekøb af aktier, noget som har øget aktieprisen Ligesom Lockheed, har Northrop Grumman med 1.2 milliarder dollar i kontantbeholdning, brugt sine penge til at formindske sin gæld med fire milliarder dollar. General Dynamics har nu 1.1 milliarder dollar i kontanter, en fremgang fra 270 millioner i 2000.«

I juni 2005 meddeler Berlingske Tidende, at AP Møller aktierne nu er over 300 milliarder kroner værd, samt, at virksomhedens aktier er steget fra små 40.000 kr. til over 60.000 kroner inden for det sidste år. Et par uger senere oplyser Information, at Mærsk er sigtet af den irakiske regering for at misbruge sin forretningsstatus. Mærks havde i 2003 fået en ordre af den amerikanske hær på havnedrift i Kor As Zubayr.

Faldende våbeneksport

Ifølge fredsforskningsinstituttet SIPRI, er den vesteuropæiske våbenproduktion og -eksport faldende, specielt i forhold til Rusland og USA:

»En gennemgang af militærudgifter og våben­eksport­data antyder, at våbenproduktionen er øget i USA og Rusland og faldet en anelse i Vesteuropa. I faste priser steg udgifterne til militært udstyr i USA med 26 % mellem 2000 og 2002. Selv om USA's våbeneksport faldt ser nettoresultatet sansynligvis ud til at blive en forøgelse af niveauet af USA's våben­produktion i de år. De vesteuropæiske NATO-landes totale udgifter til våben faldt med 3 % i faste priser mellem 2000 og 2002, samtidig med, at våbeneksporten faldt, men kun en anelse. Forskellen mellem USA og NATO/Vesteuropas udgifter til militærudstyr nåede, ifølge NATO-data, en ratio af 3 : 1 i 2002. I militær forskning og udvikling er kløften, ifølge OECD, større og oversteg en ratio af 4 : 1 mellem USA og EU-landene i 1990'erne.«

SIPRI's analyse af udviklingen i EU's våbeneksport støttes af de årlige rapporter fra den amerikanske kongres forskningstjeneste, her: Conventional Arms Transfers to Developing Nations, 1996-2003, fra 2004; det fremgår heraf, at 'våbenhandlerne eksportaktiviteter fortsat er udviklingslandene. I årene 1996-2003 omfattede værdien af våbenoverførselsaftaler med udviklingslande 63.9 % af alle sådanne globale aftaler. I den senere tid omfattede våbenoverførselsaftaler med udviklingslande 60.4% af alle sådanne aftaler globalt i 2000-2003, og 53.6% af alle disse aftaler i 2003.

Våbeneksport erstatter ulandshjælp

Hovedleverandørernes våbenoverførselsaftaler til udviklingslande 1996-2003 (milliarder, i faste 2003 dollars).

Konventionel våbenoverførsel til udviklingslande 1996-2003.

»I 2003 rangerede USA øverst i våben­over­førselsaftaler med udviklingslande med over 6.2 milliarder dollar eller 45.4 % af disse aftaler. Rusland var på andenpladsen med 3.9 milliarder dollar eller 23.4 % aftalerne. I 2003 rangerede USA øverst i værdien af vå­ben­eksport til udviklingslande med 6.3 milliarder dollar, eller 37.1 % af alle sådanne overførsler. Storbritannien var på anden­pladsen med 4 milliarder dollar eller 23.5 % af overførslerne. Rusland var på tredie­pladsen med 3.3 milliarder dollar eller 19.4 % af over­førslerne.«

»I årene 2000-2003 rangerede Kina øverst blandt køberne i de udviklende nationer i værdien af våbenoverførselsaftaler med 9.3 milliarder dollar i sådanne aftaler. De forenede arabiske Emirater var på andenpladsen med 8.1 milliarder dollar. Egypten var på tredjepladsen med 6.8 milliarder dollar. I 2003 rangerede Egypten øverst i værdien af våbenoverførselsaftaler blandt alle udviklende våbenopkøbende lande med 1.8 milliarder i i sådanne aftaler. Kina var på andenpladsen med $1.6 milliarder dollar i sådanne aftale. Malaysia var på tredjepladsen med 1.5 milliarder dollar.«

»Traditionelle våbenleverandører så som Frankrig, Storbritannien og Tyskland slutter iblandt store ordrer med udviklingslande baseret på enten langvarige forretningsfor­bindelser eller på de specialicerede våben­systemer, de let kan levere. USA ser alligevel fortsat ud til at være bedst udrustet til at sikre nye våbenaftaler med de udviklingslande som nu har råd til større våbenkøb. Mange udviklingslandes køb af nye og kostbare våben ser ud til at være begrænset i den nærmeste fremtid på grund af den international økonomis svage tilstand og manglen på tilstrækkelige midler til sådanne foretagender. På det overordnede plan vil våbenhandlen med udviklingslande som har været generelt faldende i årene siden 2001, enten forblive statisk eller faldende i den nærmeste fremtid, selv om det i den senere tid har været muligt for et par få velstående udvikllingslande at foretage nogle større køb.«

»Andre leverandører i rækken under USA og Rusland, så som Kina, andre europæiske og ikke europæisek leverandører, har deltaget i våbenhandel med udviklingslande på meget lavere niveau. Alligevel er disse leverandører i stand til at indgå enkeltstående større våbenhandler. Størstedelen af deres årlige våbenoverførselsaftalers totale værdi i årene 1996-2003 har været relativ lav, og er baseret på generelt små handler af mindre avanceet militær udstyr. Det er usandsynligt at mange af disse lande pernament vil kunne øge deres status til større leverandør af avancerede våben,« fastslår undersøgelsen.

Men,

»I Europa fortsætter processen med at modernisere industrien med et antal mindre transaktioner over grænserne, specielt i rumsektoren (fly, raketter og space) og i mindre omfang i bil- og værftindustrien. EU øger sin indflydelse i forsvarsindustripolitikken gennem initiativer så som dets Strategic Aerospace Review for the 21st Century (the STAR 21 Report) og det genoplivede forslag om et EU våbenanskaffelsesagentur i sammenhæng med den europæiske forfatning. Til trods for målsætningen om øget intigration er europæiske regeringer stadig uenige i spørgsmål som indkøbspolitik, konkurencepolitik, og udenlandsk ejerskab af våbenfabrikker. De er også uenige om en ‘køb europæisk’ politik eller om man skal styrke de industrielle transatlantiske bånd som en metode til at overvinde den forestillede teknologiske kløft med USA«, konkluderer SIPRI.

USAs oprustning og våbeneksport i begyndelsen af det 21. århundrede er så stor, at EU og resten af verden ikke kan følge med.

Rustningsmekanismen

USAs teknologiforspring har fået våben­industrien til at råbe vagt i gevær. EU skal bruge flere midler til militær forskning og udvikling,

»Direktører i den europæiske våbenindustri har forlangt forslag til at formindske kløften i bevillinger til militær forskning og udvikling mellem EU og USA. EU's midler til forsvars­teknologi er i øjeblikket kun lidt over en fjerdedel af USA's.
ved en konference om militær forskning og udvikling organiseret af GPC International, sagde repræsentanter for våbenindustrien, at i modsætning til USA, har Europa ikke et centralt agentur som støtter militær forskning og udvikling I øjeblikket er midler spredt mellem nationale regeringer, EU institutioner og industrien. Delegerede forlangte også at EU's regeringer nu beslutter, hvilke teknologier der skal være hovedhjørnestenen i sikring af EU's fremtidige sikkerhed.
Kravet kommer efter en advarsel fra en ledende akademiker ved Washingtons National Defence University, Kori Schake, at kløften mellem USA og EU's miliitære styrke ikke vil mindskes, hvis ikke bestræbelser på at øge EU's budgetter til militær teknologi, forskning og udvikling giver resultater. Schake citeres for at sige, at de fleste europæiske regeringer ikke fatter de nye truslers omfang eller ser dem selv udkæmpe den samme typr krige som er drivkraften i USAs udvikling.' Hun forklarede, at mens USA satser på højteknologiske forbedringer, fokuser EU på krisestyring og troppe­bevægelser.«

Den med den teknologiske kløft kan danske politikere også: 'Investeringer i materiel øges og fokuseres i forhold til de relevante fremtidige operative kapaciteter i et omfang, der medfører, at det ”teknologiske gab” mellem Danmark og visse andre allierede mindskes', skriver politikerne i forsvarsforlig 2004.

Også den amerikanske kongres budgetkontor har advaret om, at 'hvis de europæiske NATO-lande ikke er på højde med ny teknologi, kunne det sætte Europas muligheder for at arbejde side om side med amerikanerne i fremtidige konflikter på spil.'

De bevilligende myndigheder skal ikke vente til truslerne banker på døren. Denne strategi giver uanede oprustningsmuligehder, hvor kun fantasien sætter grænserne.

Er et militært-industrielt-kompleks under udvikling i Europa?

Det europæiske forsvarsagentur

USA har sit Defense Contract Management Agency oprettet i 2000. Til at fremme våben­industrien i medlemslandene har NATO til­svarende Vedligeholdelses og forsynings­agenturet, NAMSA og organisationen for fælles rustningssamarbejde (the Organisation for Joint Armament Cooperation). EU ville have noget tilsvarende, men man starter en oprustning uden at have formuleret en militær sikkerhedsstrategi. Kun den britiske regering har en Strategic Defence Review og den er fra 1997. Ud over englænderne kan fransk­mændene også fremme oprustning,

»I 1999 søsættes det europæiske teknologi­anskaffelsesprogram (the European Technology Acquisition Programme) på fransk initiativ, med det formål at gøre forsknings- og udviklingsprojekter til en del af en overordnet sammenhængende strategi, givende en struktur for forsvarsrelaterede områder... Programmet som fokuserer på luftkrigssystemer, omfatter seks lande (Frankrig, Tyskland Italien, Spanien, Sverige og Storbritannien) som underskrev et memorandum of understanding i slutningen af 2001. ETAP er, med den oprindelige projektering på udvikling, teknologisk intigration og forsøgsmodeller, et meget ambitiøst program til en værdi af flere milliarder euro og forventes at vare til 2010 (og senere)«, skriver Mr Braga, Rapporteur (Portugal, Socialist Group) i The European defence agency - reply to the annual report of the Council.

Under en stor international konference om europæisk våbenindkøb i det 21. århundrede, European defence procurement in the 21st century, organiseret af EU kommissionen i november 2000, hvori deltog omkring 200 ledende politikere og embedsmænd fra de fleste EU-lande, USA, Norge og Israel samt repræsentanter fra våben­industrien, fastslog Mr Enders, EADS, at hans firma er 'den mest naturlige lobbyist for hamonisering og standardisering i Europa. Områder med speciel interesse omfatter C3I...'

Nogle af våbenfabrikkerne som deltog i konferencen er repræsenteret i rådgivningsgruppen STAR 21.

Resultatet af lobbyvirksomheden udebliver da heller ikke.

Ifølge EU-kommissionen etableres forsvars­agenturet,

»På mødet den 19.-20. juni 2003 pålagde Det Europæiske Råd i Thessaloniki »Rådets relevante organer at tage de nødvendige skridt til i løbet af 2004 at oprette et mellemstatsligt agentur for udvikling af forsvarskapaciteter, forskning, anskaffelse og forsvarsmateriel«.
Det Europæiske Forsvarsagentur, der skal være underlagt Rådets myndighed skal have til formål at,
1) udvikle forsvarskapaciteter på krisestyringsområdet,
2) fremme og styrke det europæiske samarbejde om forsvarsmateriel,
3) styrke det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis (DTIB) og
4) oprette et konkurrencedygtigt europæisk marked for forsvarsmateriel samt,
i givet fald i samarbejde med Fællesskabets forskningsaktiviteter, at fremme forskning, der tager sigte på at opnå en førende stilling inden for strategiske teknologier med henblik på fremtidige forsvars- og sikkerhedskapaciteter og dermed styrke Europas industrielle potentiale på dette område.
Relevante politikker og strategier bør i samråd med Kommissionen og erhvervslivet, når det er relevant, fremmes med henblik på at udvikle det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis på en afbalanceret måde under hensyntagen til styrken i medlemsstaternes industrielle kapacitet« Agenturets opgaver defineres yderligere i Den Europæiske Unions Tidende

Funktioner og opgaver

»1. Agenturet skal ved udførelsen af sine funktioner og opgaver respektere Det Europæiske Fællesskabs og EU-institutionernes kompetence.
2. Agenturet udfører sine funktioner og opgaver uden at anfægte medlems­staternes kompetence på forsvarsområdet.
3. Agenturets arbejde skal ligge inden for følgende hovedområder:
3.1. Udvikling af forsvarskapaciteter på krisestyringsområdet,
navnlig ved
3.1.1. at identificere EU's fremtidige forsvarskapacitetsbehov ud fra et såvel kvantitativt som kvalitativt synspunkt (som både omfatter styrker og materiel) i samarbejde med Rådets kompetente organer og ved hjælp af kapacitetsudviklingsmekanismen (CDM)
3.1.2. at koordinere gennemførelsen af den europæiske kapacitetshandlingsplan (ECAP) og eventuelle efterfølgende planer
3.1.3. at undersøge, vurdere og evaluere de kapacitetsforpligtelser, som medlemsstaterne har indgået via ECAP-processen, ved hjælp af CDM og på grundlag af kriterier, som medlemsstaterne skal fastlægge
3.1.4. at fremme og koordinere harmoniseringen af de militære behov
3.1.5. at identificere og foreslå operationelle samarbejdsaktiviteter
3.1.6. at foretage vurderinger af de finansielle prioriteter i forbindelse med kapacitetsudvikling og anskaffelser.
3.2. Fremme og styrkelse af det europæiske forsvarsmaterielsamarbejde, navnlig ved
3.2.1. at fremme og foreslå nye multilaterale samarbejdsprojekter med henblik på at opfylde ESFP's kapacitetsbehov, som de fremstår nu og udvikler sig fremover
3.2.2. at arbejde for koordinering af de eksisterende programmer, som medlemsstaterne iværksætter
3.2.3. på anmodning af medlemsstaterne at tage ansvaret for forvaltningen af specifikke programmer (gennem OCCAR eller andre relevante programforvaltningsforanstaltninger)
3.2.4. at fremme omkostningseffektive og effektive indkøb ved at fastlægge og udbrede den bedste praksis.
3.3. Styrkelse af DITB og oprettelse af et internationalt konkurrencedygtigt europæisk marked for forsvarsmateriel,
navnlig ved
3.3.1. at udvikle relevante politikker og strategier, i givet fald i samråd med Kommissionen og industrien
3.3.2. på EU-plan at udforme og harmonisere relevante love og bestemmelser (navnlig ved anvendelse af de relevante bestemmelser i LoI-rammeaftalen på EU-plan) og -teknologi, navnlig ved
3.4.1. at fremme forskning, der tager sigte på at opfylde fremtidige forsvars- og sikkerhedskapacitetsbehov og dermed styrke Europas industrielle og teknologiske potentiale på dette område, i givet fald i samarbejde med Fællesskabets forskningsaktiviteter
3.4.2. mere effektivt at fremme målrettede fælles forsvarsforsknings- og teknologiaktiviteter, idet der trækkes på erfaringerne hos de relevante elementer i WEAG og WEAO
3.4.3. at koordinere og planlægge fælles forskningsaktiviteter
3.4.4. at virke som katalysator for forsvarsforskning ogteknologi gennem undersøgelser og projekter
3.4.5. at styre kontrakter inden for forsvarsforskning og teknologi
3.4.6. at arbejde sammen med Kommissionen om at opnå størst mulig komplementaritet og synergi mellem forsvarsrelaterede og civile eller sikkerhedsrelaterede forsknings­programmer.«

Ifølge pressebureauet EurActiv, 19. maj 2004, enes,

»EU's Råd for Udenrigsspørgsmål om at søsætte Det europæiske Forsvarsagentur senere i år med et årligt budget på 25 millioner euro. Agenturets endelige godkendelse skete på udenrigsrådets møde den 17. maj, 2004 efter at etableringen vedtages i november. Det vil arbejde indenfor forsvarskapacitetsudvikling, forskning, anskaffelse og rustningsområder. Den overordnede idé med med agenturet er at skabe sammenhæng til erstatning for fragmentering i europæisk våbenkøb. Det forventes at skabelsen af agenturet vil gøre det til et centralt led i den fortsatte udvikling af en reel europæisk udenrigs- og forsvarspolitik. Budgettet for i år er sat til 2.5 millioner euro. De fremtidige årlige budgetter forventes at blive 25 millioner euro.«

EU's budget for 2006 til forskning og teknologi udgør 7 procent af det samlede budget.

Den hollandske forsker Frank Slijper fra the Transnational Institute i Amsterdam, skriver i en omfattende analyse af EU's militarisering at,

»Agenturet havde sit første møde den 17. september 2004 i den holanske ferieby Noordwijk, forud for et møde mellem EU's forsvarsministre. Der er siden afholdt yderligere tre møder. Agenturets bestyrelse består af EU's 24 forsvarsministre, ledet af EU's udenrigspolitiske chef Javier Solana. Agenturet som er beliggende i Brussels består af et “top hold, en korporativ tjenestegren og fire direktorater (kapaciteter, forskning og teknologi, rustninger og forsvarsindustrien/marked)”. I 2005 forventes agenturet at have en stab på 80.«

Hvordan og hvem bevilligede midlerne til oprettelsen og driften af forsvarsagenturet? Jeg har ikke kunnet finde en eneste debat i et parliament herom.

I Rådets retningslinjer for Det Europæiske Forsvarsagenturs arbejdsprogram for 2005 står der,

»For at sikre den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik den nødvendige militære kapacitet, ønsker Rådet, at agenturet: snarest muligt lancerer en række nøje udvalgte og målrettede initiativer på hvert af dets fire hovedindsatsområder (udvikling af forsvars­kapaciteter på krisess­tyringsområdet, fremme og forbedring af det europæiske samarbejde på våbenindustriområdet, oprettelse af et internationalt konkurrencedygtigt europæisk marked for forsvarsudstyr, en mere effektiv europæisk forskning og teknologi på forsvarsområdet), herunder en række ad hoc-projekter; etablerer nære og effektive forbindelse med de deltagende medlemsstater, de vigtigste interessenter og relevante tredjeparter og rapporterer om opfyldelsen af dette mål i løbet af et år; påtager sig sin rolle i forbindelse med kapacitets­udvikling; gradvist påtager sig ansvaret for forskning og teknologi samt for samarbejdet på våbenområdet; samarbejder med Kommissionen om eksisterende kommissionsinitiativer, som har indvirkning på agenturets ansvarsområder.«

Fra Forsvarsagenturets første årsrapport fra maj 2005 skal det nævnes, at

»5. Forbindelser til agenturets mange andre andelshavere: Kommissionen, WEAG/WEAO, Lol-fællesskabet, OCCAR, NATO, industrien, akademiske institutioner osv.udvikler sig godt. Et effektivt samarbejde med EUMS har resulteret i ECAP's projektgruppeevaluering og en fælles rapport om kommando, kontrol og kommunikation. Agenturet har også diskuteret udvikling af en omfattende kapacitetsudviklingsproces med CHODs i EUMC, og vil medbringe detaljerede forslag til kapacitetsbestyrelsesmødet i juni. Jeg forventer, at være i stand til at rapportere til Rådets novembermøde om, hvordan dette fungerer i praksis. 6.Speciel opmærksomhed er rettet mod forholdet til WEAG/WEAO i lyset af den forestående nedlæggelse af WEAG. Bestyrelsesmødet i april enes om en moderniseringsplan som, afhængig af WEAOs bestyrelsesbeslutning, skulle tillade de tilbageblivende WEAO forsknings- og teknologiområder fortsatte overførel til agenturet, hvorefter WEAO og dens forskningsenheder kan lukkes med udgangen af første kvartal af 2006.
11. Ud over dette arbejdes der med forsvarsudstyrsspørgsmålet og ESDP-relateret arbejde med ECAP-evaluering, med støtte til Headline Goal 2010 Requirements Catalogue, og udvikling af en omfattende kapacitetsudviklingsproces, har agenturet efterhånden som ansatte er dukket op, primært fokuseret på tre projekter udvalgt som “flagskibe” i arbejdsprogrammet for 2005: kommando, kontrol og kommunikation; ubemandede spionfly; og panserede mandskabsvogne.
12. Om C3 er det fælles EDA/EUMS studie lige afleveret til CE og DG EUMS. Studiet afspejler omfattende kontakter med pMS, militære hovedkvarterer (herunder EU's hovedkbarter i Bosnien), industrien og andre. Studiet identificerer en lang række kapacitetskløfter (hvoraf mange udspringer af mangel på detaljerede ESDP'skrav, eller tidssvarende arkitektur til at tilfredsstille dem) – og understreger den mulige vigtighed af teknologier under udvikling for softwaredefinerede radioer. Detaljerede forslag til at fremme dette C3-arbejde vil blive fremlagt på kapacitetsbestyrelsesmødet i juni.«

Det europæiske økonomiske og sociale udvalg anbefaler i en betænkning, Opinion of the on the Green Paper – Defence procurement, fra februar 2005, at Forsvarsagenturet 'sikrer koordinering med NATO-krav'.

Deltager den danske forsvarsminister, danske embedsmænd og dansk industri i Forsvars­agentur­samarbejdet?

Nej, pga. de danske forbehold:

'Efter danskernes nej til Maastrichttraktaten ved folkeafstemningen den 2. juni 1992, enedes syv af Folketingets partier i oktober 1992 om det nationale kompromis som udarbejdes af Socialdemokratiet, SF og de radikale, imens VK-regeringen og de små borgerlige partier tilsluttede sig kompromiset. Danmark deltager ikke i ud­arbejdelse og gennemførelse af afgørelser og aktioner på forsvarsområdet.

»AFSNIT C Forsvarspolitik
Stats- og regeringscheferne tager til efterretning, at Danmark efter opfordring fra Den Vesteuropæiske Union (WEU) har fået status som observatør i denne organisation. De noterer sig også, at intet i Traktaten om Den Europæiske Union forpligter Danmark til at blive medlem af WEU. I overensstemmelse hermed deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for Unionen, som har indvirkning på forsvarsområdet, men Danmark vil ikke hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemsstater på dette område.
ERKLÆRING OM FORSVAR
Det Europæiske Råd tager til efterretning, at Danmark vil afstå fra sin ret til at varetage formandskabet for Unionen i alle tilfælde, hvor der er tale om at udarbejde og iværksætte afgørelser og aktioner under Unionen, der har indvirkning på forsvarsområdet. De regler for overtagelse af formandskabet, der normalt gælder, hvis en formand er ude af stand til at varetage sit hverv, finder da anvendelse. Disse regler finder tillige anvendelse med hensyn til Unionens repræsentation i internationale organisationer, på internationale konferencer og over for tredjelande.«

EU's udenrigsminister Javier Solana udtrykker sig klart i års­rapporten. Forsvarsagenturet vil af sig selv udvikle en kapacitet som fremmer udvikling af nye våben! Desværre kommer hverken han eller agenturet med en behovsanalyse. Hvor er truslen og strategien som retfærdiggør denne udvikling? Hvad nytter den? Hvem gavner den? Og hvem skal nu betale?

Militarisme skal betales

"The time for a peace dividend is over..."
Udtalelse til pressen af NATO's generalsekretær Lord Robertson,
NATO pressemeddelelse 2. december 1999.

»Fredsdividendens æra er forbi; der er ikke nogen evig fred - i Europa, eller noget andetsteds. Skal NATO fortsætte sit arbejde med at beskytte fremtidige generationer, kan vi ikke længere forvente at få sikkerheden billigt.
Vi havde meget positive diskussioner om vores tredje hovedemne den europæiske sikkerheds- og forsvarsidentitet i ugen forud for EU's Helsingfors-topmøde. Vi hilser EU's intentioner til at udvikle overordnede mål, og i særdeleshed forslaget om en hurtig europæisk udrykningsstyrke disponerende på over 40 til 50.000 inden for 60 dage velkommen. Sammen med vores forsvarskapacitetsinitiativ, vil yderligere lignende akiver medvirke til at gøre NATO stærkere og gøre både NATO-anførte og EU-anførte operationer flere muligheder. I henseende til dette så jeg bred støtte for: Den europæiske sikkerheds- og forsvarsidentitet må bidrage med kapacitetsforbedringer; den må omfatte alle de allierede; og den må genbekræfte allieret sikkerheds udelelighed .«

NATO-udvidelsen samme år havde været en kostbar affære for de amerikanske skatteydere.

EU kommissionen har en rådsbeslutning fra 24. januar 2005: lovforslag om etablering af en mekanisme til administration af finansiering af fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet; kaldet Athena-mekanismen. Danmark bidrager ikke hertil økonomisk.

Af denne beslutning fremgår det, at

»(1)Den 23. februar 2004 vedtog Rådet beslutning 2004/197/CFSP som foreskriver, at den første evaluering skal finde sted før udgangen af 2004.
(2) Rådet bekræftede i sine konklussioner af 14. maj 2003 behovet for en hurtig reaktionskapacitet, specielt til humanitære- og redningsopgaver.
(3) EU's militærkomite definerede detaljeret begrebet EU's hurtige militære svar i sin rapport af 3. marts 2004. Den definerede yderligere EU's kampgruppekoncept den 14. juni 2004.
(4) EU-rådet udsendte den 17. juni 2004 en rapport om ESDP som understregede, at arbejdet med EU's hurtige udrykningskapaciteter skulle fremmes med sigtet på en indledende operational kapacitet tidligt i 2005.
(5) I lyset af denne udvikling skal tidlig financiering af EU's militære operationer forbedres, specielt med henblik på hurtigt udryknings-operationer. Den nye plan for den tidlige financiering er derfor først og fremmest tiltænkt hurtige udrykningsoperationer; under specifikke omstændigheder, et bidrag betalt på forhånd kan imidlertid anvendes til tidlig financiering af regulære operationer, specielt når sådanne kort udsættes i tidsrummet mellem vedtagelsen af en fælles handlingsaktion og beslutningen om iværksættelsen af operationen.«

I parantes skal det bemærkes, at også NATO har en hurtig udrykningsstyrke, samt, at der et tæt samarbejde mellem NATO og EU:

NATO-EU-samarbejde

Siden NATO-topmødet i Prag i 2002 har NATO undergået en amerikansk ledet modernisering af beslutningsprocesserne, kaldet transformering. 'Europa skal blive en global leverandør af sikkkerhed', fordi alliancens vigtigste opgaver ligger uden for Europa. NATO har siden den kolde krig ændret sig fra at være en planlægningsorganisation med hovedvægten på militær afskrækkelse til at være en organisation som 'aktivt leder og gennemfører forskellige typer af militære operationer', forklarer den norske forsker Nina Græger i artiklen Norsk NATO-debatt efter den kalde krigen i tidsskriftet Internasjonal politikk.

»En rammeaftale opsummerende resultatet af arbejdet med NATO-EU-forbindelser er opnået efter intense forhandlinger mellem begge parter. Arbejdet har været intens, specielt efter milepælen, Deklarationen om Europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP), fra den 13. december 2002. Den dækker over, hvad der er omtalt som "Berlin +"-arrangementer (paragraf 10 i NATO's Washington topmødedeklaration), som består af fire dele:
sikret EU adgang til NATO's operationelle planlægning;
formodning om EU's tilpasning til NATO's kapaciteter og fælles aktiver;
NATO's europæiske kommando options for EU-anførte operationer, herunder SACEUR-chefens europæiske rolle;
Tilpasning af NATO's forsvarsplanlægningssystem til at indarbejde tilpasningen af styrker til EU-operationer.
I 1999-2002 udvikles NATO-EU-relationerne yderligere gennem beslutninger i de respektive organisationer. Arrangementer for konsultationer og samarbejde blev aftalt gennem en udveksling af breve dateret 24 januar 2001. Siden begyndelsen af 2001 har NATO og EU haft regelmæssige møder, endda på udenrigsministerniveau. Den 14. marts 2003 underskrev Lord Robertson og den græske udenrigsminister, George Papandreou, på vegne af EU-præsidiet i Athen, NATO-EU-aftalen om informationssikkerhed. Disse aftaler er resultatet af forhandlinger mellem NATO og EU om varetagelse af klassificeret information. NATO og EU måtte enes om fælles sikkerhedsstandarter for at kunne udveksle information og rådgivning og samarbejde om sikkerhedsspørgsmål« og, »NATO anerkender også behovet for udvikling af en europæisk sikkerheds- og forsvarsidentitet (ESDI) inden for organisationen som både vil være en intigreret del af tilpasningen af NATO’s politiske og militære strukturer og et vigtig bidragende element ved udvikling af europæiske forsvarskapaciteter. Begge disse processer fremmes med grundlag i Maastricht-traktaten som trådte i kraft den 1. november 1993, og i de efterfølgende europæiske traktater og beslutninger som alliancen har truffet på efterfølgende topmøder«.

Udvikling af en europæisk forsvarsidentitet under NATO?

Den 16. december 2002 offentliggøres EU og NATO's ESDP-erklæring, hvorefter EU,

»sikrer den størst mulige inddragelse af ikke-EU europæiske NATO-medlemmer i ESDP i gennemførelsen af de relevante Nice-arrangementer, som fremsat i et brev fra EU's højt­stående repræsentant den 13. december 2002;
NATO støtter ESDP i overensstemmelse med de relevante Washington-topmøde beslutninger og giver EU, inter alia og i særdeleshed sikker adgang til NATO’s planlægningskapaciteter som fremsat i NAC-beslutningerne den 13. december 2002;
Begge organisationer har erkendt behovet for arrangementer til at sikre en sammen­hængende, gennemsigtig og gensidig styrkende udvikling af fælles kapacitetskrav til de to organisationer«.

Altså: NATO og EU skal altid stille krav om ny kapacitet: nye våben; hvilket kræver mere militærforskning og -udvikling og større budgetter.

Skal militær magt bruges som et politisk instrument?

Hvem sidder på aftrækkeren?

Europæisk stjernekrig A/S

Space: A New Defense Business Model
Parameters, sommer 2005.

'I finansåret 2006, forventer Pentagon at anvende mere end 23 milliarder dollar til at udvikle, erhverve og betjene satellitter og andre rumbaserede systemer', skriver GAO i Space System Acquisitions fra juni 2005.

Rumbaserede våben er våben der skal bruges til kommando og kontrol, kommunikation og efterretningsvirksomhed i og omkring kriges slagmarker, her på jorden.

Den europæiske rumindustris samlede om­sætning er årligt på 5,5 mia. euro. 'I de senere år stammer halvdelen af den europæiske rum­industris samlede omsætning fra institut­ionelle ordrer, den anden halvdel fra det kommercielle marked. Det står i modsætning til, hvad der er tilfældet i USA, hvor tre fjerdedele af omsætningen stammer fra ordrer fra NASA og forsvars­ministeriet. Inden for de offentlige udgifter er forholdet mellem civile og forsvarsrelaterede udgifter 1:5 i Europa, mens det i USA er 1:1', forklarer EU-kommissionen i, Europæisk rum­politik, fra januar 2003. Året efter fastslår kommissionen i Grønbogen, at af 'Medlems­staternes forsvarsudgifter går en femtedel til indkøb af militært materiel (indkøb samt forskning og udvikling)'.

»Brussels, 11. november 2003. IRNA -- EU-kommissionen præsenterede tirsdag et politisk forslag til udvikling af Europas rumsektor. EU's Space Action Plan vil gøre "vigtig social, økonomisk og kommercielt gavn for Europa," sagde den europæiske forskningskommisær, Philippe Busquin, ved en presssekonference i Brussels tirsdag. "Hvis vi ikke gør noget, vil vi se europæisk rummagt og europæiske rumvirksomheders nedgang," sagde Busquin, og krævede, at EU-staterne brugte flere midler på rumsektoren. Han nævnte, at i sidste måned sendte Kina en mand ud i rummet, og selv udviklingslande som Indien efterstræbte et stærkt rumprogram. I dag har den europæiske rumsektor direkte ansat over 30,000 mennesker i omkring 2,000 virksomheder. Modernisering af EU's rumindustri er af yderste vigtighed for dens fremtidige overlevelse, sagde han. Markedet for satellitnavigations-tjenesteydelser og afledte produkter vokser globalt med 25 % om året og kunne nå 100 milliarder euro i 2010, skabende 40,000 faglærte arbejdedspladser i Europa.Yderligere er det globale marked for rumudstyr hurtigt voksende og kunne nå et anslået omsætning på 350 milliarder euro i 2010, anslår kommissionen.«

»EU staterne har udviklet en beskeden række af militære rumsystemer. Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien grundlagde i fællesskab Helios 1 militær observationssystemet i LEO, som producerer fotografier med en opløsning på en meter. Frankrig, Italien og Tyskland planlægger opsendelse af seks lavtflyvende foto efterretningssystemer til erstatning for Helios-serien i 2008. Storbritannien har en konstellation af tre dobbeltanvendelige Skynet 4 kommuikationssatelliter i GEO. EU's Galileo satellitnavigationssystem grundlagt i 1999, er hovedsageligt tilsigtet at fungere for civile og kommercielle formål, men vil også have militære funktioner«, skriver Spacesecurity.org i the Space Security Index, Indicator 5: Space Support for Terrestrial Military Operations.

Lige som USA har NASA, således har EU sit eget rumagentur og ligesom NASA er Den Europæiske Rumorganisation (ESA) tæt forbundet med våbenindustrien: 'I september 1961 grundlagde europæiske industri en overstatslig organisation med navnet Eurospace, som omfattede alle førende virksomheder inden for fly- og raketfremstilling. Formålet var, ifølge vedtægterne, "at fremme udvikling af rumaktiviteter i Vesteuropa"' .

NASA og ESA samarbejder.

Indusripolitik sammenblandes med EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik

I 2001 grundlægges den europæiske Rådgivningsgruppe for Flymateriel som i 2003 perspektiviserer udviklingen i det 21. århundrede: 'i de senere år har europæiske ledere difineret langtrækkende mål for EU som vil have stor indvirkning på rumlindustrien: på den ene side ambitiøse mål for europæisk konkurencedygtighed og på den anden side centrale formål for EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik'.

I sin Strategic Aerospace Review for the 21st Century (STAR 21) argumenterer Den europæisk Rådgivningsgruppe for Flymateriel, at disse mål kan kun indfries hvis de økonomiske og industrielle strukturer i Europa kan leve op til de nye krav. En blomstrene og konkurredygtig rumindusri er livsnødvendig til sikring af et sikkert og fremgangsrigt Europa. Ud over dens bidrag til vedholdende vækst er rumindustrien base for vigtige færdigheder og teknologier og en vigtig udviklingsigangsætter; den garanterer midlerne til levering af tjeensteydelser fra rummet og yder et nødvendig bidrag til sikkerhed og forsvar, og hjælper på den måde med til at sikre europas aktionsfrihed i dens udenrigspolitik'.

'I STAR21-rapporten anbefales EU at udvikle en forsvars- og sikkerhedsmæssig satellitkapacitet på et rent europæisk grundlag. Nu har en række nationale generalstabe slået sig sammen for at fastlægge "fælles operationelle behov for et globalt europæisk satellitobservationssystem med sikkerheds- og forsvarsformål", og det kan udvides med deltagelse af andre partnere. Dette første skridt kan suppleres af GMES-initiativet med henblik på et europæisk rumteknisk observationssystem, som siden udvides til efterretningsformål og rekognoscering. Ifølge nogle overslag vil det koste en årlig investering på omkring 800 mio. euro over en halv snes år, at etablere en minimal fælles rumteknisk kapacitet', argumenterer EU-kommissionen i, Europæisk rumpolitik, fra januar 2003.

EU-kommissionen og Den Europæiske Sammenslutning af Fabrikanter af Flymateriel anbefaler i efterfølgende pressemeddelelser rapporten fra den europiske Rådgivende gruppe for Flymateriel,

»De europæiske flymaterielindustrier, repræsenteret af Den Europæiske Sammenslutning af Fabrikanter af Flymateriel [AECMA], ser med tilfredshed på indlægget "En sammenhængende rammeordning for Flyindustrien - Et svar til STAR 21-rapporten" som EU-kommissionen tog i brug og publicerede den 15. oktober. Kommissionen reagerede direkte på STAR 21 rådgivningsgruppens aktuelle analyser og anbefalinger. Den understreger initiativets vigtighed og identificerer yderligere skridt til langsigtet sikring af den europæiske flyindustris konkurrencedygtighed. Industrien ser frem til at fortsætte dens aktive deltagelse i initiativet.
Ud over oprettelsen af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, (EASA) og ét fælles europæisk luftrum, vil prioriteringerne være
Forsvar.
– Etablering af et forsvarsudstyrsmarked for hele EU
– etableringen af et europæisk rustnings, forsknings og militærkapacitetsagentur
Flyindustrien
– producere en omfattende Hvidbog udformende en vidtspændende europæisk flyindustri som tager denne industris strategiske beskaffenhed i betragtning
Forskning
– Forbedre støte til civil forskning i overensstemmelse med ACARE- prioriteterne
– Etableringen af en europæisk rumforsknings og udviklingsplan
– Forbedring af europæisk sikkerhed ved etableringen af omfattende sikkerhedsforskningsprogrammer.«

STAR 21-rådgivningsgruppen består af med­lemmer fra EU-kommissionen og våben­industrien: EU-kommissærene: Loyola de Palacio (transport og industri), Philippe Busquin (forskning), Pascal Lamy (handel) og Chris Patten (eksterne relationer). Medlemmer af Europaparlamentet: Carlos Westendorp og Karl von Wogau, EU's højtstående repræsentant: Javier Solana. Industriledere: Jean-Paul Béchat (SNECMA), Manfred Bischoff (EADS), Sir Richard Evans (BAE SYSTEMS), Jean-Luc Lagardère (EADS), Alberto Lina (Finmeccanica, indtil april 2002), Denis Ranque (Thales) og Sir Ralph Robins (Rolls-Royce).

Hvad gemmer sig bag ved den europæiske rum­industri, bl.a. organiseret i the European Association of Aerospace Industries? Nogle af de store private våbenfabrikker så som Airbus, Alenia Aerospazio, BAE SYSTEMS, Cobham plc, Dassault Aviation, EADS, Finmeccanica, Liebherr Aerospace, Rolls-Royce, SAAB AB, SNECMA og THALES.

Rumfred

Der har i EU-parlamentet været enkelte protester mod militariseringen af rummet: Den 17. januar 2002 vedtog Europaparlamentet en dagsorden om kommissionens meddelelse om behovet for at udvikle en mere sammen­hængende EU-rumsrategi, 'Europe and space: turning to a new chapter.'

»Parlamentsmedlemmerne fremhævede, at EU's rumaktiviteter udelukkende skal finded sted til fredelige formål. Alligevel indremmede politikerne, at dette kan omfatte militært apperatur til fredsbevarende operationer. Det krævede, at EU klart erklærer, at udnyttelsen og brugen af det ydre rum skal ske til fredelige formål og i menneskehedens interesse, i overensstemmelse med international lov. Parlamentet erklærede, at ikkespredning af våben og undgåelsen af et ydre rum 'våbenkapløb' skal være den vejledende grundsætning for EU's rumpolitik.«.

USA og EU's oprustning i verdensrummet kan være en overtrædelse af Traktat om principper for staters virksomhed ved udforskning og udnyttelse af det ydre rum, herunder månen og andre himmellegemer fra 1967.

EU's forfatningstraktat fremmer militarisme

Det er prisværdigt at EU vil fremme fred som nævnt i forfatningstraktatens artikel 1 og tiltræde den europæiske menneskerettigheds­konvention fra 1950, artikel 1-9 stk. 2, men metoderne…

Begrebet fred defineres ikke i forfat­ningstraktaten. Så derfor må vi bruge andre europæiske definitioner. Ifølge den tyske filosof Imannuel Kant er fred en tilstand uden krig, uden krigsforberedelse, uden våben­fabrikation og -handel og med demokrati, for demokratier går ikke i krig.

Det starter godt. Alene titlen er forvirrende: 'Traktat om en forfatning for Europa'. Der burde have stået forslag til en EU grundlov, for EU omfatter endnu ikke hele det geografiske Europa. Både Europarådet og OSCE har flere medlemslande end EU. Hvad er det der skal stemmes om? En føderalistisk grundlov, en forfatning, en traktat eller en skøn sammen­blanding af alle tre dele? Hvordan fik traktaten sit indhold? Den bogtrykte udgave jeg har af traktaten mangler den oprindelige engelske tekst til sammenlignende tekstanalyser. Der er endda flere forskellige bogtrykte udgaver af forfatningstraktaten på dansk. Ikke engang en henvisning til den engelske originaltekst er der. Det er en international traktat, der skal stemmes om. Stemmer vi om den samme ting alle steder og hvorfor hastværket med at få den ratificeret?

Gummiparagraf om suverænitetsafgivelse

I kapitel VI – internationale aftaler, står der under 2: 'De [internationale] aftaler, som Unionen indgår, er bindende for EU-institutionerne og medlemslandene' s. 226.

Der er allerede eksempler på, at EU-kommissionen på det sikkerhedspolitiske område overtager magten fra medlemslandene. Efter undertegnelsen af the Additional Protocol to the Non-Proliferation of Nuclear våben Treaty (tillægsprotokol til ikke-spredningstraktaten) i maj 1994, meddeler kommissionen, at den nu er 'the main interface between the Member States and the IAEA. Most of the Member States' declarations on their installations will originate from eller pass through the Commission's services in Luxembourg, before being transmitted to the Vienna Agency'.

Udenrigspolitikken topstyres af EU-kommissionen som også bevarer eneret til at fremsætte lovforslag. EU's nationale parlamenter kan hermed miste enhver betydningsfuld kontrol på det freds- og sikkerhedspolitiske område, for slet ikke at nævne de militærpolitiske, politimæssige og efterretningsmæssige områder. Med andre ord reduceres de nationale parlamenter til stænderforsamlinger og EU-forfatningen kommer til at stå over den danske grundlov.

Bestemmelsen burde også have medført, at loven om den danske folkeafstemning burde være vedtaget i folketinget med kvalificeret flertal på samme måde som der skal to tredjedeles flertal til at få forfatningstraktaten vedtaget i den tyske forbundstag.

Ingen fredspolitik

Man leder forgæves efter en fredspolitik i forfatningstraktaten.

I afsnittet om unionens udenrigspolitik står der:

»Unionens optræden på den internationale scene bygger på de principper, der har ligget til grund for dens egen oprettelse (forsoning mellem Frankrig og Tyskland efter anden verdenskrig -ht), udvikling og udvidelse og som den tilstræber at fremme i den øvrige verden: demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende rettigheders universalitet og udelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for grundprincipperne i De forenede Nationers pagt og folkeretten« s. 202.

Alt sammen meget nydeligt på papir; bortset fra de manglende punktummer, der ville have gjort teksten læselig. I det udenrigspolitiske afsnit glemte man freden fra artikel 1, men man når lige at få respekten for FN-pagten og folkeretten med. Og så er det et godt spørgsmål, hvad menes der med respekt. Overholdelse?

Det turde være indlysende, at FN står over EU, USA og NATO i folkeretten, samt, at den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder som også er en del af international ret står over EU. EU er kun er en begrænset del af det geografiske og politiske Europa. Eksempelvis er FN's the Committee on the Peaceful Uses of Outer Space den eneste organisation, der kan lovgive omkring det ydre rum. At både EU og USA folkeretsligt er underlagt FN er politikerne godt klar over. For i Declaration by the European Union and the United States on the responsibilities of States and on transparency regarding arms exports , fra Washington, 18. december 2000, står der: ' Ved beslutningen om at samarbejde om at fremme disse principper vedrørende våbeneksport bekræfter EU og USA staters ret til at købe midler til selvforsvar i overensstemmelse med FN'sCharter '. Eksport af våben og dobbeltanvendelsesteknologi til selvforsvar er tilladt ifølge EU og USA!

Både Frankrig og Tyskland vurderer i april 2005, at forfatningstraktaten,

»vil blive en vigtig milipæl i bestræbelserne på at gøre Europas indflydelse på den internaionale scene gældende og øge EU's evne til at fremme verdensfred og sikkerhed. For Frankrig og Tyskland er disse forpligtelser naturligvis i overensstemmelse med dem, NATO har påtaget sig; NATO som er grundlaget for vores kollektive forsvar.«.

Nu er forfatningstraktaten ikke ratificeret endnu; den er nærmest lagt på is i et af overskudslagrene efter EU-topmødet i juni 2005 - men hvordan ser det aktuelt ud med folkeretten i EU? Et par eksempler: 1) to af EU-landene, Frankrig og Storbritannien, har våben, der af folkeretten er erklærede ulovlige, kernevåben. 2) Adskillige EU-lande har medvirket i krigen mod Irak. Krigen er en angrebskrig som ikke er godkendt af FN. Kun et land erklærede Irak krig, Danmark. Hvorfor gjorde de andre lande det ikke? Angrebskrige blev forbudt i folkeretten i 1929.

Den britiske regering fastslår i the Strategic Defence Review fra 1997: Kapitel 4 - Afskrækkelse og forsvar, at:

»Afskrækkelse handler om at forebygge krig, snarere end at kæmpe i dem. Alle vores styrker har en vigtig afskrækkende rolle, men kernevåbenafskrækkelse fremhæver specielt vanskelige problemer på grund af atomkriges beskaffenhed. Regeringen ønsker en mere sikker verden, hvor der ikke er plads til kernevåben. Forbedringer af våbenkontrol er derfor et vigtigt udenrigs- og forsvarspolitisk emne. Så længe store kernevåbenarsenaler og risikoen for spredning består, forbliver vores minimumafskrækkelse ikke desto mindre en nødvendig del af vores sikkerhed.
... Med tilbagetrækkelsen af de sidste RAF WE177 bombefly i marts 1998, er Trident vores eneste kernevåben. Vi må sikre at det kan være en efftektiv afskrækkelse i op til 30 år.«.

De britiske og franske kernevåben er i sig selv en del af problemet, ikke løsningen. Der er altså ikke noget som tyder på, at englænderne afskaffer deres kernevåben forløbig og skal de moderniseres i mellemtiden?

Sammenblanding af begreber findes i menneskerettighedsområdet, hvor EU-komissionen 'i dag, 10. maj 2005 har søsat sin femårsaktionsplan for frihed, retfærdighed og sikkerhed - med detaljerede forslag for EU aktioner vedrørende terrorisme, udvandringsstyring, visa politik, asyl, privatliv og sikkerhed, kampen mod organiseret kriminalitet og kriminel uretfærdighed '. Man nævner frihed, retfærdighed og sikkerhed, men metoderne... Det gælder også for denne femårsplan, at den er sat i værk inden forfatningstraktatens ratificering.

I afsnittet om tiltrædelsen af menneskerettighedskonventionen hedder det, at 'Tiltrædelsen af denne konvention ændrer ikke unionens beføjelser som fastsat i forfatningen'. EU tiltræder en international lov, men det har ingen virkning overfor EU-landene. Forsøger EU at komme til at stå over den europæiske menneske-rettighedsdomstol i Strassburg og i givet fald, hvorfor? Må EU-borgere i fremtiden ikke benytte sig af Menneskerettighedsdomstolen?

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik?

Da flere EU-lande er i krig bl.a. i Irak og Afghanistan, må den humanitære folkeret også inddrages i forfatningstraktaten. Det er den ikke. Derimod er der en pærevælling af sikkerheds- og forsvarspolitiske begreber i Afdeling 2, hvor der er politiske morsomheder som ”kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring” s. 214.

Jeg vidste ikke, at kampstyrker skal overtage diplomater og politikeres arbejde under de internationale kriser politikerne selv skaber; jeg vidste heller ikke, at politik er en del af kampstyrkers uddannelse, men for forfatningstraktatens forfattere er krise og politik tilsyneladende synonymer. I bedste fald må det vurderes, at EU politikerne med denne formulering i fremtiden vil rende fra de problemer og internationale kriser, de selv skaber.

Spøg til side. Udsagnet ”kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring” kendes fra Amsterdamtraktaten og Nicetraktaten, med tilføjelsen 'herunder fredsskabelse'. Med Amsterdamtraktaten fra juni 1997 ville EU formulere 'en gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik'. EU har nu både et militært hovedkvarter i London, en militær stab (generalstab), en hær, en hurtig militær udrykningsstyrke (European Rapid Reaction Force), et satellitcenter, et europæisk forsvarsagentur og et sikkerhedspolitisk institut som analyserer den sikkerhedspolitiske og forsvarspolitiske debat i unionen; også kaldet den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Alt dette er sket inden forfatningstraktatens vedtagelse!

Forskningsinstituttet hedder the European Union Institute for Security Studies; grundlagt i 2001. EU's Institut for sikkerhedspolitiske studier har udgivet en række publikationer med emner som: The democratic legitimacy of European Security and Defence , EU security and defence , For our eyes only? Shaping an intelligence community within the EU, Protecting the European homeland, Space and security policy in Europe , the Galileo satellite system and its security implications , the European Union and armaments: Getting a bigger bang for the Euro , European armaments cooperation , a Common European Export Policy for Defence and Dual Use Items? Cold War Dinosaurs eller Hi-Tech Arms Providers ? og the West European land armaments industry at the turn of the millennium , foruden andre publikationer om aktuel militær sikkerhedspolitik. Instituttets publikationsserier er online.

Det militære hovedkvarter oprettes i London i 2003 og som endnu en del af EU's fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, oprettes samtidig med instituttet, the European Union Satellite Centre, EU's-satellitcenter. Også her er de militære interesser dominerende.

EU's hurtige udrykningsstyrke også kaldet 'en hurtig reaktionsmekanisme', har hovedkvarter i Vestunionens forhenværende bygning i Bryssels.

Endelig er der de etiske problemer omkring våbenproduktion, våbenhandel og våbenanvendelse. Amerikanske soldater kan i krig blive dræbt af våben der er produceret i USA eller som er produceret af amerikanske våbenfabrikker i udlandet.

Den voksende internationale debat om etiske invisteringer har medført, at selv store banker og invisteringsfonde har ophørt deres invisteringer i våbenindustrien.

EU og USA vil samarbejde om sikkerhedskontrol og bl.a. lave sikkerhedszoner overalt i verden, men Irak-krigen demonstrerede med al tydelighed, at EU ikke har en fælles udenrigspolitik. Er det denne uenighed på det udenrigspolitiske område som nu skal grundlovssikres og hvad sker der, hvis EU-politikerne ikke kan enes efter ratificeringen af forfatningstraktaten? Kan man lovgive om politik?

Det europæiske Forsvarsagentur som foreslået grundlovssikret i forfatningstraktaten har ikke meget med fred at gøre. Agenturet skal ifølge forfatningstraktaten bl.a. vurdere medlemmernes kapacitetstilsagn, altså vurdere medlemsstaternes støtte til forøget militarisering, fremme operationelle behov [sic] (selv skabe problemer og kriser), foreslå multinationale projekter for militær kapacitet, støtte forskning i forsvarsteknologi, det vi andre kalder våbenteknologi, samt styrke forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis, altså en våbenindustri på støtten s. 215. Altså en kraftig udvidelse af agenturets målsætning i forhold til dets oprindelige virke. Indenfor det sociale område er der ikke en tilsvarende bestemmelse om øgede udgifter til løsning af sociale problemer.

Det er EU's gamle drøm fra Den vesteuropæiske unions tid: Fælles fodslag i en våbenindustri på støtten, men nu er det ikke nok med internationale aftaler. Støtten til våbenindustrien skal grundlovssikres. Hvorfor det? Fordi for langt de fleste private våbenfabrikker er våbenproduktion og våbenhandel en dårlig forretning.

Og da der er våben nok i verden, er Det europæiske Forsvarsagentur overflødig?

Dette foreslåede agentur har ikke noget som helst med fred at gøre og skal ikke etableres, hvis begrebet fred i Kant s terminologi har nogen som helst mening. Jeg tvivler på at forfatningstraktatens forfattere og mange af de politikere som anbefaler forfatningstraktaten, overhovedet har læst Kant og derfor ikke har den store viden om fred.

Alle disse allerede eksisterende militære aftaler, samarbejde og institutioner grundlovssikres, hvis EU forfatningstraktaten ratificeres af alle medlemsslande. Når man betænker, hvor svært det er at få ændret den danske grundlov, hvor meget vanskeligere er det så ikke at få ændret en international grundlov?

Der er demokratisk underskud i EU's beslutningsprocesser på det militærpolitiske område.

Med statsfinancieringen i ryggen kan rustningsindustrien næppe kaldes liberalistisk.

Den organiserede våbenindustri i EU må have skelet kraftigt til udviklingen i USA. Vi har ikke de økonomiske muligheder for at give statsstøtte til salg af udrangerede våben som amerikanerne; til gengæld kan vi udvide EU og få et større internt marked. Vi kan efterligne amerikanernes institutioner; men når markederne er vigende, specielt i de vigtige ulande; må der udvikles en mekanisme der sikrer de store internationale kanonkongers omsætning og udbytte. Der skal produceres sikkerhed, for politikerne er sikkerhed = kostbar militarisering og våbenomsætning.

Forsøger EU-kommissionen og industrien at integrere EU-landene via et militært samarbejde?

Det forekommer demokratisk besynderligt, at udkastet til forfatningstraktaten ikke skal til folkeafstemninger i alle de lande, der skal ratificere den.

Hvem har gavn af Forfatningstraktaten og de af dens bestemmelser der allerede er gennemført? Befolkningen, politikerne og eller (multinationale] erhvervsvirksomheder?

Er EU i sin nuværende struktur repræsentativt demokratisk? Hvor er adskillelsen mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt?

EU forfatningstraktaten som skulle til dansk folkeafstemning i september 2005 indeholder bestemmelser, der vil være svære at få ændret i fredspolitisk retning, hvis traktaten godkendes.

Indførelse af fredsdividenden?

Til trods for den store debat i de vestlige lande om kapitalisering af fredsdividenden lige efter afslutningen af den kolde krig blev det på det overordnede plan, globalt set, ved den megen snak. Totalt set steg militærudgifterne ligegyldigt, hvordan statistikkerne analyseres. Alene metodeproblemerne forbundet med opgørelserne over militærbudgetterne, herunder privatiseringen inden for militæret, specielt i USA, viser omfanget af problemerne med at måle fredsdividendens størrelse.

Der var ingen fredsdividende i årene mellem Golfkrigen og Irakkrigen, men afsætningskriser i våbenindustrien. Dette fremgår tydeligt af udviklingen i den amerikanske våbenindustris fortjenester frem til irakkrigens start. USA's våbenindustri havde siden 1990 mistet meget store markedsandele både på hjemmemarkedet og i EU, specielt efter indførelsen af det indre marked.

Der var midlertidige pauser i oprustningen mens industrien og politikerne tog bestik af den nye situation og overvejede i hvilken retning rustningerne skulle vendes til størst gavn for dem selv. NATO's udvidelse og våbeneksporten til ulandene var kun midlertidige plastre på sårene.

Blandt hovedårsagerne til den negative fredsdividende, er krige, statsstøttet våbenhandel specielt til udviklingslande, militærforskning og -udvikling, og kanonkongernes fortjenester samt EU og NATO's konstante, kostbare, kapacitetskrav som vinder gehør hos politikerne. Men den vigtigste faktor er nok mediernes og befolkningernes aktuelle manglende viden og debat om disse sikkerhedspolitiske emner. Industrien har i de sidste 15 år med held sat den politiske og økonomiske dagsorden og fået gennemført planer der rækker langt ud i fremtiden.

Gad vide, hvad der ville ske, hvis statsstøtten til våbenindustrien og våbenhandlen fjernes.

Gentager EU i det 21. århundrede USA's militærpolitiske og nationaløkonomiske fejltagelser fra det 20. århundrede?

Budget-, styrketalsopgørelser og kapacitetsanalyser er underordnet diskussionen om, hvordan vi ønsker vores samfund indrettet.

Det forekommer os, at udviklingen siden den kolde krigs afslutning har været præget af bestræbelser fra militære kredse og våbenfabrikanter i retning af at sikre en fortsat eksistensberettigelse og fortsat vækst. Det ser ud til at være lykkedes så langt, at der i dag er centralt placerede politikere, som viser sig meget positivt indstillede overfor investeringer i militære foranstaltninger, for enkelte personers vedkommende muligvis fordi de selv og deres familie er aktionærer i våbenfabrikker.

Det er påvist i den her fremagte dokumentation, at det ikke længere er trusselsvurderinger, styrketalsopgørelser og kapacitetsanalyser eller realistiske fremtidsscenarier, som er grundlaget for politiske beslutninger om sikring af en fredelig og harmoniske udvikling i og omkring EU, men bestræbelser på at lukke det gab eller svælg, der er mellem det militær-teknologiske stade og det militær-materielle styketal i EU set i forhold til USA's position.

Overordnet betragtet forekommer det vanskeligt at forstå, hvorfor der er behov for mere og bedre militært udstyr og større styrketal, når man betænker, at USA alene har over 50 % af den militære kampkraft i verden, og EU råder over cirka halvdelen af resten. Hvem kan true denne overvældende militære styrke? Kampen mod terror har været brugt til at skabe utryghed og frygt i befolkningerne, men ingen, selv nok så store militære styrker kan forhindre terror. Der er behov for nytænkning og ikke mere militær slagstyrke.

Der virker som om situationen har udviklet sig til ukritisk investering i det, militære eksperter og våbenfabrikanter anser for nødvendigt, uden begrundelse for, hvorfor det er nødvendigt.

Den nuværende udvikling har karakter af en kræftsvulst i den demokratiske organisme. En kræftsvulst, som vokser uden organismen har brug for det kræftsvulsten indeholder, og udenfor kontrol fra den demokratiske organismes fungerende, overordnede behovsstyring. Økonomien i USA er overanstrengt af den belastning, militæret er for samfundet. Og militæret koster stadig mere og mere. Den udvikling er vi ved at kopiere i EU, og Forfatningstraktaten er et redskab til forstærke denne udvikling. Er det en udvikling, borgerne i EU har viden om? Ønsker de denne militarisering?

At lade militæret og våbenindustrien bestemme vores fremtidige sikkerhedspolitik svarer til at lade kræftbylden brede sig uden forsøg på indgreb. Der skal foretages et operativt indgreb eller doseres medicin for at patienten kan helbredes. At vælge ikke at gøre noget, at lade stå til vil kun forværrer situationen.

Skal fredskapaciteten øges?

Hvordan vindes fredsdividenden og freden?

Litteratur, kilder, links og dokumentation.

Top