Phil Ochs var ældste søn i en familie af ikke-ortodokse jøder (far af polsk-russisk, mor af skotsk afstamning). Delvis som følge af faderens arbejde som læge ved forskellige TB-kliniker flyttede familien meget og Phil voksede op så forskellige steder som New York og Ohio. Han var en drømmende natur og blev tidligt stærkt optaget af film en interesse som han beholdt livet igennem. Som 11 årig begyndte han at tage undervisning i klarinet, hvor han viste sig at være et naturtalent, i modsætning til hans guitarspil der aldrig blev andet end et akkompagnement til hans sangskrivning.
Tildels for at komme væk fra familien deltog han i l956/58 i undervisningen på Staunton militærakadeni, Virginia, hvor han begyndte at vise interesse for at skrive. Tanken om selv at blive sanger udsprang af hans interesse for musik som nu begyndte at tage form i retning af country og væk fra klarinetten. Han drømte om selv en dag at blive stjerne og besluttede sig delvis på den baggrund at få foretaget en næseoperation der mærkhart forbedrede hans udseende. I 1958/60 studerede han på Ohio State University og her mødte han Jim Glover, der introducerede han til folkesangere som Woody Guthrie og Pete Seeger og vagte hans interesse for politik. Jim lærte ham også at spille guitar og en kort tid dannede de en duo; “The Singing Socialists” senere “The Sundowners”, hvor Jim spillede banjo.
Phil begyndte at praktisere jounalistik (hvilket han også valgte som hovedfag) og skrive sange. Han afbrød sine studier for at tage til New York og forsøge sig som folkesanger, hvor han i 1962 kunne findes i kredsen af unge talenter som; David Coben, Tom Paxton, Patrick Sky, Dave Van Ronk og ikke mindst Bob Dylan. I 1963 blev han gift med Alice Skinner, som fødte datteren Meegan samme år (de blev skilt i 65). Hans optræden på Newport 63 festivalen fik god kritik og stigende succes førte til pladekontrakt med Elektra. Debut LP'en kom i 1964 med sange som: “One more parade”, “Talking Vietnam” og “Too many Martyrs” .
Sangene var protestsange med udgangspunkt i dagens politiske spørgsmål (Vietnamkrigen, raceadskillelse, Cuba etc.) ofte på en humoristik/satirisk måde. Phil er blevet beskrevet som hvis ikke Dylans jævnbyrdige så i hvert tilfælde nr. 2 i rækken af tidens proteatsangere. Dylans ændrede kurs i retning at et friere poetisk udtryk og brug af rockmusikken blev skelsættende for den nye folkemusik og dermed også for Phil. Med sit 2. og 3. album med sange som, “I ain't Marching anymore”, “That was the president”, “There but for fortune”, “Cops of the world” og “Changes”, de måske bedst kendte Phil Ochs sange, fortsattes protesten.
Fra det 4, album i 1967 forsøgte Phil i lighed med Dylan at ændre sin stil, men selv om albummet må regnes for et kunstnerisk højdepunkt, blev det eller de efterfølgende albums, aldrig den succes som Phil havde drømt om. Endvidere begyndte hans inspiration at svigte ham, selv om han stadig skrev smukke melodier. Joan Baez fik et mindre hit med sangen “There but for fortune”, men Phil selv fik aldrig noget egentligt gennembrud med egne sange.
En væsentlig årsag var en boykot fra de fleste radiostationers side, grundet Phils stærke politiske engagement. Sideløbende med sin sangkarriere var Phil nemlig stærkt involveret i bl.a. protesterne mod Vietnam-krigen og var initiativtager til flere demonstrationer. Han var medvirkende ved grundlæggelsen at Yippie-bevægelsen (Youth International Party), 16. januar 1966, hvor vennen Jerry Rubin og Abbie Hoffman var ledende kræfter (blandt andre medlemmer var digteren Alan Gensberg og musikerne i Country Joe and the Fish og The Fugs). Desuden støttede Phil aktivt de demokratiske præsidentkandidater; Eugene Mccarthy og George McGovern i deres forsøg på at opnå valg.
Morderne på mænd som John F. Kennedy, Malcoln X, Martin Luther King Jr., Robert Kennedy og ikke mindst politiets voldelige fremfærd overfor demonstranter ved det demokratiske partikonvent i Chicago 1968, hvor Phil var tilstede, var imidlertid medvirkende til at han efterhånden mistede troen på politiske fremskridt i USA.
I 1970 gjorde Phil et sidste forsøg på at ændre sit image, som en kombination af Elvis og Ché Guevara. Iført et guld-lamé jakkesæt og med et rockband i ryggen gennemførte han en skandaleombrust turné med en blanding af egne sange og sange af Elvis Presley, Buddy Holly m.fl. Det var kun meget få at hans fans der kunne følge dét budskab og Phil besluttede sig for at droppe karrieren for en tid. Nedturen var begyndt, De følgende år rejste Phil meget, var i Europa og i 1971 i Chile hvor han mødte og optrådte sanmen ned Victor Jara på den landsdækkende tv-kanal.
I 1973 på en rejse i Afrika blev Phil overfaldet og stranguleret. Den uhyggelige oplevelse medførte tab af de høje toner i hans stemmeregistre og medvirkede kraftigt til hans psyiske ubalance. Ved hjemkomsten fik han nyhederne om kuppet i Chile og hans ven, Victor Jaras, drab. Det lykkedes på kort tid for Phil at få stablet et støttearrangement (An evening with Salvador Allendé) på benene, hvor bl.a. Bob Dylan optrådte. Den kortvarige succes med koncerten gjorde dog kun det efterfølgende tomrum større. Phils sidste år var præget af perioder med hektisk aktivitet vekslende med perioder af depression og uvirksonhed. Han drak meget og spiste usundt. Phils sidste store arrangement var en “The War is Over” demonstration i 1975 i anledning af Vietnamkrigens afslutning.
Kort efter gik det rigtigt galt - lang tids storforbrug af alkohol, psykisk uligevægt og kunstnerisk uproduktivitet udmundede i et desperat forsøg på at skabe en ny identitet under navnet; John Butler Train. Efter at være kommet til sig selv igen, vegeterede han en kort periode hos sin søster i New York, hvorefter han til sidst tog sit eget liv - han blev 35 år.
Se på Internettet: Phil Ochs - http://www.cs.pdx.edu/~trent/ochs/
Af Peter Poulsen
Se også: Musik fra Afrika ; Musik fra Amerika ; Musik fra
Asien ; Musik fra Europa ; Musik fra
Oceanien (inkl. Australien og New Zealand)
Amerikansk musik ; Amerikanske pladeselskaber ; Amerikansk folkemusik ; Amerikansk jazz ; Amerikansk musiklitteratur ; Canadisk musik
; Dansk filmmusik ; Dansk musik ; Dansk folkemusik ; Dansk guldalder jazz ; Dansk klassisk musik ; Dansk musiklitteratur ; Danske komponister ; Danske pladeselskaber ; Danske musikarkiver ; Engelsk musik ;
Engelsk musik litteratur ; Engelske
pladeselskaber ; Fransk
musikTysk musik.