Inger Bjørn Andersen ved Greenham Common.

Bjørn Andersen, Inger

F. 1923 D. 02/28/2005
☮ Socialdemokratisk pacifist, idealist og græsrod.
Gift med ekspeditionssekretær i Boligministeriet Ove Bjørn Andersen.
Uddannet lærer. Lektor i dansk og religion på Bagsværd Kost­skole og Gymnasium. Det er deltagelsen i FNs kvindekonference i 1980 som sætter Inger Bjørn Andersen i gang som pacifist, idet hun her kommer i kontakt med Kvinder for Fred og stifter afdelingen i Gladsaxe, hvor Hiroshima­dagen årligt mindes på Gladsaxes kirke­gårdsarealer, fordi 'Gladsaxes Kommunes massegrav bliver her, hvis atomkrigen kommer', havde Andersen fået at vide i Civilforsvaret for Stor­københavn.
Hiroshimadagen udsprang af en debat om arealer til massegrave i 'tilfælde af den værst tænkelige ulykke' i Gladsaxe Byråd 25. maj 1981. Debatten om massegrave i Gladsaxe var inspireret af Carl Scharnbergs digt Planlægning, der udkom i 1980.
I sommeren 1982 besøger Inger Bjørn Andersen og Grethe Andersen Greenham Common Women's Peace Camp, hun vurderede som 'et væsentligt bidrag til protesten mod atomoprustningen', fordi 'gennem kontakt med fredskvinderne i lejren og i mit eget hjem har jeg ... erfaret, at et nyt kvindeunivers er ved at opstå. Et kvindeunivers, hvor manden selvfølgelig er velkommen, hvis han forstår at ryste det patriakalske af sig'.
Initiativtager til oprettelsen af Gymnasielærere for Fred (bestyrelses­medlem) og Bedstemødre mod Atom­våben. Stiftende medlem af Fredsaktion 92, den danske afdeling af Helsinki Citizens Assembly og Nordiske Kvinders Fredsnetværk.
Inger Bjørn Andersen støttede, mens helbredet svigtede hende, Ulla Røder fra 1998 og fremefter.
Et par eksempler på Inger Bjørn Andersens personlie debatstil:
Klip fra en kronik, der har været en tur på sømmet i et par kronikredaktioner, sakset fra Gymnasielærere for Fred og Gensidig Forståelse, 1990:4 s. 12-15:
"Uanset hvilke tilbageslag, der måtte komme, er det klart, at den kolde krig er under afvikling, og at vi står ved et historisk vendepunkt.
Vi befinder os på en byggeplads, fulde af håb. 33 europæiske lande plus USA og Canada kan - hvis de vil - virkeliggøre Mikhail Gorbatjovs vision om "det fælleseuropæiske hus", et fredens og samarbejdets hus, åbent ud mod den øvrige verden.
"Huset" kommer ikke af sig selv. Der er brug for alle arbejdere. Hver må arbejde kreativt og konstruktivt uden på noget tidspunkt at tabe helheden af syne. Åbenhed er den absolutte forudsætning for, at det kan lykkes.
I løbet af firserne er åbenhed mig blevet det mest betydningsmættede ord, der findes.
For at forklare det nærmere bliver jeg nødt til at bede læseren følge med mig tilbage til århundredets midte, hvor vor tænkning var dybt præget af Niels Bohrs komplementaritetsteori.
Niels Bohr beskæftigede sig ikke alene fysisk med komplementaritet, men også filosofisk. Han skrev, at Retfærdighed og Barmhjertighed var komplementære, altså absolutte modsætninger, der hørte sammen. Når man bliver behandlet retfærdigt, får man, hvad man har fortjent. Når man bliver behandlet barmhjertigt, får man uden at have fortjent.
Den teologiske tænkning blev præget af komplementaritetsprincippet: gud blev sammenfatningen af modsætningen ret­færdig-barmhjertig, og kun troen kunne rumme modsætningen.
Den klassiske filosofiske modsætning, om menneskets vilje var fri eller bunden, fik nyt perspektiv. Det var ikke et spørgsmål om enten/eller men snarere både/og.
Dybdepsykologen C.G.Jung har lært os,at bevidstheden og underbevidstheden er komplementære størrelser, men vanskeligheden ved at åbne til underbevidstheden kan være stor. Men det kan lade sig gøre, og der er mange forskellige hjælpemidler, og endelig er det vel sådan, at det for mange mennesker sker ganske af sig selv. Det er uhyre vigtigt, at den åbnings-proces kommer i gang. For hvis den ikke gør det, projicerer man uden at vide det sin underbevidsthed over på andre mennesker. Har man i sin bevidsthed en glorværdig opfattelse af sig selv, er den komplementære underbevidsthed "skyggen" - tilsvarende skurkagtig. Hvis jeg'et ikke kan optage "skyggen" i sin bevidsthed, projiceres den ud - og der opstår fjendebilleder.
Det, der i fysikeren og fredsforskeren Anders Boserups tænkning i midten af firserne virkede som et lynnedslag i mig, var, at han sikkerhedspolitisk arbejdede med afskrækkelse og tillidsskabelse som komplementære størrelser.
"Lynnedslaget" sad fast i mig, men kunne ikke blive en dialog med Anders Boserup, der den gang var leder af freds- og konfliktforskningscenteret i Vandkunsten. De begreber, jeg besad var ikke militære. Mit "lynnedslag" måtte jeg nøjes med at snakke med mig selv om i famlende brokker som f.eks. Søren Kierkegaards ord om "springet ud på de 70.000 favne vand" og det paulinske "min svaghed er min styrke ". Altimens forandrede min symbolverden sig. "Jerntæppet" blev et ubleget tyndt stykke lærred, der bevægede sig sagte for vinden. En fredsklud".

"Ja, så er banankrigen ved at bryde ud!", skriver Inger Bjørn Andersen i Køkken­rullen nr. 3, 1993 efter at debat­indlægget blev afvist af Politiken. "Nu må vi efterhånden have fået så meget erfaring, at vi må kunne komme (golf)krigen i forkøbet.
Stands al våbenproduktion! Vi har ikke andre midler til det end eksemplets magt, så derfor appelerer jeg til Folketingets otte partier om en lov, der forbyder al dansk våbenproduktion.
Det justitsministerielle kontor "Statens Våbenkontrol" har nylig fået ny chef. Jeg tillader mig at sige, at kontoret vist trænger til en ny jobformulering.
Meld Danmark ud af IEPG, hvis formål er at sikre et teknologisk og industrielt forsvarssamarbejde.
Danske politikere må så arbejde videre med banankonflikten i EF, CSCE og FN. Lad os gøre fredsforsker Jan Øbergs karakteristik "konfliktløsnings­analfabeter" til skamme.
Rollerne i banankrisen er liberalister, protektionister, gamle kolonialister - og så forbrugerne, som kort og godt i pressen karakteriseres som dem, der vil have alting bedst og billigst.
Det er alt for unuanceret. Vi er en masse mennesker, der handler i organisationen Ulandsimporten og abonnerer på "Trade fair - Ulandsimportens magasin om bære­dygtig handel". Det blad er min menigsdanner i det spørgsmål - og efter at have læst nr. 34/1992 har jeg købt mit livs sidste dollarbanan.
I Ulandsimportens opfattelse er den bedste vare den, hvor arbejderen i produktionen har fået en anstændig løn.
Mine smagsløg er dybt forbundet med min sociale indstilling. Smagen af Ulandsimportens kaffe og the er for mig uovertruffen, og fransk rødvin drikker jeg aldrig på grund af den beske smag af Muroroa.
Hvis vi får våbnene stærkt reduceret og resten under kontrol, får vi vel mulighed for en fornuftig global dialog om ressourcernes retfærdige fordeling. Det kan formodentlig kun ske i et ikke-militært EF, et aleuropæisk CSCE og et globalt FN.
På langt sigt drømmer jeg om en verden, hvor man ikke drøner jorden rundt med fødevarer i miljøødelæggende transportmidler, men lever af det, man kan fremavle af jorden der hvor man nu engang lever.
Jeg er så spirituel - de fleste vil sige naiv - at tro, at så genopstår livsglæden og næste­kærligheden".
I 1992 melder Inger Bjørn Andersen sig ud af Socialdemokratiet.
Inger Bjørn Andersen var medlem af, støttede og samarbejdede med en lang række organisationer og kampagner som: Aldrig mere Krig, Amnesty International, Arbejderbevægelsens intern­ationale Forum, Arbejdsgruppen mod atom­prøve­sprængninger, Borgerlønsinitiativet, Båndet omkring Jorden, Center for Konflikt­løsning, C-holdet, the Committee for World Peace, Danmarks Vindmølleforening, Enhedslisten, Foreningen Venner af Fredens Oase, Fredskommissionen af 1998, Fredspædagogisk Værksted, Fredsskattefonden, Global Network Against Weapons and Nuclear Power in Space, Greenpeace, Juni-bevægelsen, Kvinder i Sort, Mellemfolkeligt Samvirke, Palau ; PET-komitéen, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, the Ribbon International, SAM, Solidarisk Alternativ, STS International Solidarity, Sudanmissionen, Tibet Charity, Trident Ploughshares og U-landsimporten.
Inger Bjørn Andersen deltog i en lang række internationale konferencer og møder. Her skal eksempelvis nævens ENDs 8. kongres i Victoria, Spanien 1989 og Østersøtræf 1990.
Inger Bjørn Andersen var også meget lokalpolitisk aktiv i Gladsaxe kommune, eksempelvis i Græsrodsværkstedet fra 1988.
Inger Bjørn Andersen var en meget flittig læserbrevsskribent i aviser som Aktuelt, Arbejderen og Information. Mange af hendes artikler er også publiceret i Køkken­rullen.
Inger Bjørn Andersen modtog Aldrig mere Krigs Fredsrose i 1992 og miljøprisen Spiren 2001. Arkiv: Kvindehistorisk Samling.

Litteratur

Bagsværdlektor som genbrugsekspert. I: Bagsværd/Søborg Bladet?, 1976.
Bjørn Andersen, Inger: Danmarks Lærerforening og freden. I: Gymnasielærere for fred, 1986:3 s. 6-7.
Bjørn Andersen, Inger: Foretræde for Markedsudvalget fredag den 6.12.1991 kl. 12. I: Køkkenrullen, 1992:1 s. 5.
Bjørn Andersen, Inger: Kvinder for liv på jorden. I: SAM, 1983:2 s. 2-3.
(Greenham Common kvinder på besøg i Danmark).
Bjørn Andersen, Inger: Norden som fredszone. I: Danmark uden våben. 1990.
Bjørn Andersen, Inger: Roser for fred. I: Køkkenrullen, 1983:4 s. 10.
Bjørn Andersen, Inger: Stop kulkøb i Sydafrika. I: Politiken, 1977?
Fredsrosen til Inger Bjørn Andersen. I: Bagsværd/Søborg Bladet, 12/15/1992.
Fremgang for genbrugstanken. I: Bagsværd/Søborg Bladet?, 1976-1977.
Initiativrig husmoder fra Bagsværd fik overrakt miljøprisen "Spiren". I: Gladsaxe Bladet, 04/24/2001.
Mårbjerg, Merete: Kvinder mod landminer. I: Bagsværd/Søborg Bladet, 01/16/1986.
Nielsen, Susanne: Kræver moral. I: Politiken, 02/02/1992.
Vinterberg, Søren: En lille mand kom marcherende : Gandhis strategi for civil ulydighed, der førte til Indiens selvstændighed for 50 år siden, trak et langt politisk kølvand i resten af verden. Ikkevold blev en del af den politiske kultur, også i Danmark / Søren Vinterberg ; [interview] Inger Bjørn Andersen. I: Politiken, 08/17/1997.

Send kommentar, email eller søg i Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page