Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 6. August 2009 / Timeline August 6, 2009
Version 3.55. August 2009, 7. August 2009
- Hiroshima Day Demonstration 2009, Copenhagen
- The Ongoing Danger of Nuclear War by Lawrence S. Wittner
- For The Sixty-Fourth Time: No More Nuclear War by Frida Berrigan
- Hiroshima Day Posters by Holger Terp
08/06/2009
Hiroshimadag
Amerikansk atombombe eksploderer
over den japanske by
Hiroshima, 1945.
Aldrig mere et nyt Hiroshima! Civile må aldrig mere
blive mål for
kernevåben!
Hiroshimadag demonstration
6. august, 18.30-2030
Christiansborg slotsplads
Underholdning og taler af
Jesper Klein
Louise Hassing
Mia Lyhne
Oktoberkoret
Pelle Voigt
Hardy Hansen
Gorm Gunnarsen
Annelise Ebbe
Dorthe Jensen
Arrangeret af
Kunstnere for fred, Aldrig mere Krig, Verdensmarch
for fred og ikkevold, Den
humanistiske Bevægelse,
Fredsakademiet, Den danske
Pugwashgruppe, SGI Danmark, Mandela Center
Danmark,
Danske læger mod kernevåben, Kvinder for Fred, Kvindernes
internationale liga for fred og frihed og Fredsvagten.
Litteratur: Ebbe, Annelise: Det eneste acceptable antal
atomvåben er nul. I: Informations kronik,
09/09/2008.
Leder: Aldrig mere et Hiroshima. I: Arbejderen,
08/06/2009
 |
 |
08/06/2009
Nuke-free world urged on Hiroshima bomb anniversary
By Kazuhiro Nogi (AFP)
HIROSHIMA, Japan - Japan marked 64 years Thursday since Hiroshima
was hit in the world's first atomic bomb attack with a call for a
nuclear-weapons-free world, a goal backed by US President Barack Obama.
The mayor of Hiroshima, the city where 140,000 people died from the
blast, renewed his call for the abolition of what he said are
24,000 remaining nuclear warheads over the next decade as he led
the solemn ceremony.
About 50,000 people, including 'hibakusha' or atom bomb survivors,
politicians and envoys from 59 countries and the United Nations,
gathered near the A-bomb Dome, the skeleton of a hall burned by the
bomb's intense heat.
"The abolition of nuclear weapons is the will not only of the
hibakusha but also of the vast majority of people and nations on
this planet," said the mayor, Tadatoshi Akiba, head of the
international group Mayors for Peace...
See also: Hiroshima Day 2009
08/06/2009
The Ongoing Danger of Nuclear War
By Lawrence S.
Wittner
This August, when hundreds of Hiroshima Day vigils and related
antinuclear activities occur around the United States, many
Americans will wonder at their relevance. After all, the nuclear
danger that characterized the Cold War is now far behind us, isn't
it?
Unfortunately, it is not.
Today there are nine nuclear-armed nations, with over 23,000
nuclear weapons in their arsenals. Thousands of these weapons are
on hairtrigger alert.
Admittedly, some nations are decreasing the size of their nuclear
arsenals. The United States and Russia--which together possess
about 95 percent of the world's nuclear weapons--plan to sign a
treaty this year that will cut their number of strategic weapons
significantly.
But other nations are engaged in a substantial nuclear buildup.
India, for example, launched the first of its nuclear submarines
this July and is also developing an assortment of land-based
nuclear missiles. Meanwhile, Pakistan has been busy testing
ballistic missiles and cruise missiles that will carry nuclear
warheads, as well as constructing two new reactors to make
plutonium for its expanding nuclear arsenal. Israel, too, is
producing material for new nuclear weapons, while North Korea is
threatening to resume its production.
In addition, numerous nations--among them, Iran--are suspected of
working to develop a nuclear weapons capability.
But surely national governments are too civilized to actually use
nuclear weapons, aren't they?
In fact, one government (that of the United States) has already
used atomic bombs to annihilate the populations of two cities.
Moreover, nations have come dangerously close to full-scale nuclear
war on a number of occasions. The Cuban missile crisis is the
best-known example. But there are numerous others. In October 1973,
during a war between Israel and Egypt that appeared to be spiraling
out of control, the Soviet government sent a tough message to
Washington suggesting joint--or, if necessary, Soviet--military
action to bring the conflict to a halt. With President Richard
Nixon reeling from the Watergate scandal and drunk in the White
House, his top national security advisors responded to what they
considered a menacing Soviet move by ordering an alert of U.S.
nuclear forces. Fortunately, cooler heads prevailed in the Kremlin,
and the sudden confrontation eased short of nuclear war.
Of course, nuclear war hasn't occurred since 1945. But this fact
has largely reflected public revulsion at the prospect and popular
mobilization against it. Today, however, lulled by the end of the
Cold War and the disintegration of the Soviet Union, we are in a
period of relative public complacency. In this respect, at least,
the situation has grown more dangerous. Without countervailing
pressure, governments find it difficult to resist the temptation to
deploy their most powerful weapons when they go to war. And they go
to war frequently.
Furthermore, while nuclear weapons exist, there is a serious danger
of accidental nuclear war. In September 1983, the Soviet Union's
launch-detection satellites reported that the U.S. government had
fired its Minuteman intercontinental ballistic missiles, and that a
nuclear attack on the Soviet Union was underway. Luckily, the
officer in charge of the satellites concluded that they had
malfunctioned and, on his own authority, prevented a Soviet nuclear
alert. The incident was so fraught with anxiety that he suffered a
nervous breakdown.
Another nuclear war nearly erupted two months later, when the
United States and its NATO allies conducted Able Archer 83, a
nuclear training exercise that simulated a full-scale nuclear
conflict, with NATO nuclear attacks upon Soviet nuclear targets. In
the tense atmosphere of the time, recalled Oleg Gordievsky, a top
KGB official, his agency mistakenly "concluded that American forces
had been placed on alert--and might even have begun the countdown
to nuclear war." Terrified that the U.S. government was using this
training exercise as a cover behind which it was launching a
nuclear attack upon the Soviet Union, the Soviet government alerted
its own nuclear forces, readying them for action. "The world did
not quite reach the edge of the nuclear abyss," Gordievsky
concluded. But it came "frighteningly close."
Furthermore, today we can add the danger of nuclear terrorism.
Although it is very unlikely that terrorists will be able to
develop nuclear weapons on their own, the existence of tens of
thousands of nuclear weapons and of the materials to build them in
national arsenals opens the possibility that terrorists will
acquire these items through theft or black market operations.
Overall, then, the situation remains very dangerous. Dr. Martin
Hellman, a Professor Emeritus of Engineering at Stanford University
who has devoted many years to calculating the prospects of nuclear
catastrophe, estimates that the risk of a child born today
suffering an early death through nuclear war is at least 10
percent. Moreover, he cautions that this is a conservative
estimate, for he has not included the danger of nuclear terrorism
in his calculations.
In June 2005, Senator Richard Lugar, then the Republican chair of
the Senate Foreign Relations Committee, produced a committee report that was even less sanguine. Asked about the
prospect of a nuclear attack within the next ten years, the 76
nuclear security experts he polled came up with an average
probability of 29 percent. Four respondents estimated the risk at
100 percent, while only one estimated it at zero.
Thus, Hiroshima Day events provide a useful context for considering
the ongoing nuclear danger and, conversely, the necessity for a
nuclear weapons-free world.
See also:
Wittner, Lawrence S.: Press on, for a nuclear-free
world
http://www.timesunion.com/AspStories/story.asp?storyID=827320&category=OPINION
08/06/2009
For The Sixty-Fourth Time: No More Nuclear War
By Frida Berrigan
Source: TomDispatch.com
I can't help myself. I still think it's worth bringing up, even for
the 64th time. I'm talking, of course, about the atomic
obliteration, at the end of a terrible, world-rending war, of two
Japanese cities, Hiroshima and Nagasaki, on August 6 and 9, 1945,
whose anniversaries -- if that's even the appropriate word for it
-- are once again upon us.
In this, at least, I know I'm not a typical American: Hiroshima and
Nagasaki still seem all too real to me. As the child of
anti-nuclear activists, I was raised to pay attention to two
significant dates in American history -- the day when the Enola
Gay, a B-29 Superfortress bomber named after the pilot's mother,
dropped Little Boy, a five-ton uranium explosion bomb, on
Hiroshima; and the moment, three days later, when another plane,
jokingly named Bock's Car (after the plane's original pilot),
dropped Fat Man (a moniker supposedly given it in honor of former
British Prime Minister Winston Churchill), a more complex plutonium
implosion bomb, on Nagasaki.
When I was little, in preparation for those dates -- and in this we
were truly a minority of a minority in this country -- we showed
films documenting the aftermath of the atomic bombings. To this
day, I can remember threading our old 16mm projector and then
watching the shocking, shaky, grainy, black-and-white footage of
ruined cities and ruined bodies filling the living room wall as one
of those somber male over-voices narrated the facts.
So now, as the 64th anniversary of so many deaths approaches and
thinking the unthinkable remains incomprehensibly in vogue, it
seems worth the bother to recall one more time just what it means
for the unthinkable to become reality.
The Death Count
In Hiroshima, Little Boy's huge fireball and explosion killed
70,000 to 80,000 people instantly. Another 70,000 were seriously
injured. As Joseph Siracusa, author of Nuclear Weapons: A Very
Short Introduction, writes: "In one terrible moment, 60% of
Hiroshima… was destroyed. The blast temperature was
estimated to reach over a million degrees Celsius, which ignited
the surrounding air, forming a fireball some 840 feet in
diameter."
Three days later, Fat Man exploded 1,840 feet above Nagasaki, with
the force of 22,000 tons of TNT. According to "Hiroshima and
Nagasaki Remembered," a web resource on the bombings developed for
young people and educators, 286,000 people lived in Nagasaki before
the bomb was dropped; 74,000 of them were killed instantly and
another 75,000 were seriously injured.
In addition to those who died immediately, or soon after the
bombings, tens of thousands more would succumb to radiation
sickness and other radiation-induced maladies in the months, and
then years, that followed.
In an article written while he was teaching math at Tufts
University in 1983, Tadatoshi Akiba calculated that, by 1950,
another 200,000 people had died as a result of the Hiroshima bomb,
and 140,000 more were dead in Nagasaki. Dr. Akiba was later elected
mayor of Hiroshima and became an outspoken proponent of nuclear
disarmament.
Surviving Hiroshima
Those who somehow managed to survive call themselves Hibakusha,
which literally means "those who were bombed." Most of the
inhabitants of those two cities who miraculously made it through
those hot and terrible August days are, if alive, now in their
seventies or eighties, and they continue to tell their unique
stories of horror, destruction, and survival. Their urgent pleas
for peace, disarmament, and atonement often go unheard by a
twenty-first century American culture that often seems to barely
recall what happened last week, much less 64 years ago. Many of
them have, over the years, traveled to the United States to tell
their stories and show their scars, demanding that we never forget
and that the world work towards nuclear disarmament.
Akihiro Takahashi is 77 years old now, but part of him will always
be the 14-year-old boy standing in line with his classmates on
August 6, 1945, less than a mile from where Little Boy detonated.
He still recalls how he and his classmates were knocked off their
feet by the blast. When he stood up again, he "felt the city of
Hiroshima had disappeared all of a sudden. Then I looked at myself
and found my clothes had turned into rags due to the heat. I was
probably burned at the back of the head, on my back, on both arms
and both legs. My skin was peeling and hanging."
Since that time, Takahashi has endured many operations and spent
countless hours in the hospital to repair the damage wrought in
that single instant. On that August morning, he began to walk home
-- though there were few homes left in the leveled city -- stopping
to relieve the terrible heat and pain of his burns in the Ota River
that flows through Hiroshima.
Along the way, he encountered injured friends, including a boy with
terrible burns on the bottoms of his feet whom he half carried
along with him. "When we were resting because we were so
exhausted," he related in an oral history, "I found my
grandfather's brother and his wife, in other words, great uncle and
great aunt, coming toward us. That was quite [a] coincidence...
[W]e have a proverb about meeting Buddha in Hell. My encounter with
my relatives at that time was just like that. They seem[ed] to be
the Buddha to me wandering in the living hell."
Jigoku de hotoke ni au you is the phrase. In English, the
equivalent would be "an oasis in the desert," something rare that
provides great relief. There were not many such oases in Hiroshima
that day.
Imagining Nagasaki
Akihiro Takahashi's story (of which the above was but a small part)
is just one of so many thousands -- and hardly one of the grimmest.
Of course, 80,000 to 140,000 stories went with their potential
tellers to their graves that day. Along with the stories that could
be told, there were also the photographs to help us imagine the
unimaginable.
Yosuke Yamahata was 28 years old and working for the Japanese News
Information Bureau in August 1945. Along with Eiji Yamada, a
painter, and Jun Higashi, a writer, he was dispatched to devastated
Nagasaki by the Japanese military just hours after Fat Man exploded
and instructed to "photograph the situation so as to be as useful
as possible for military propaganda."
Their train arrived at the outskirts of the ruined city in the
middle of the night. Here's how Yamahata describes the scene: "I
remember vividly the cold night air and the beautiful starry sky...
A warm wind began to blow. Here and there in the distance I saw
many small fires, like elf fires, smoldering. Nagasaki had been
completely destroyed." By the time the sun rose, Yamahata had made
his way to the center of what was no longer a city. As the day went
on, he retraced his steps, along the way taking photographs of the
carnage and destruction until he was back at the train station.
All in all, he took 119 photographs that day, capturing some of the
most haunting and enduring images of the atomic age. In one, a
bloodied boy holding a rice ball stares, his head covered with an
air raid hood (a dark cloth that the Japanese military handed out
to civilians telling them it would protect them from American
bombs); in another, an exhausted-looking woman nurses a badly burnt
baby.
In almost every image, the ground is littered with burnt bodies and
unattached limbs, household items, rubble, and timbers. As he
walked through the missing city, people cried out for water or for
help uncovering bodies buried in the rubble. "It is perhaps
unforgiveable," reflected Yamahata, "but in fact at the time I was
completely calm and composed. In other words, perhaps it was just
too much, too enormous to absorb." Returning to Tokyo, Yamahata
took advantage of the general confusion that surrounded the
Japanese surrender to the Americans and managed to hold on to his
negatives, rather than turning them over to his superiors.
A handful of his images were published in Japanese newspapers at
the end of August 1945, before the American army arrived and the
U.S. occupation began. In October 1945, occupation authorities
imposed a ban on photographing the atomic sites and on the
publication of all atomic-related stories (and the images that went
with them). Most of Yamahata's photographs from Nagasaki were not
seen until 1952, after Japan was once again an independent nation
and Life Magazine published a few of his Nagasaki photos. That same
year almost all the Nagasaki photographs were published in Japan
under the title: Atomized Nagasaki: The Bombing of Nagasaki, A
Photographic Record. The book includes sketches by Eiji Yamada and
an essay by Jun Higashi, his two companions in Nagasaki that
day.
In the introduction, Yamahata wrote: "Human memory has a tendency
to slip and critical judgment to fade with the years and with
changes in life style and circumstance… These photographs
will continue to provide us with an unwavering testimony to the
realities of that time."
Remembering
When I was young, to keep memory from "slipping," our family and
friends marked the anniversary of those terrible days in a distant
land with a demonstration or vigil. Often, we ended with a ceremony
of remembrance, setting paper lanterns afloat on water in honor of
those who died.
Admittedly, this would not pass for a carefree American summer
evening, but even as a little girl I came to feel as if I knew some
of the A-bomb survivors personally -- the experience of Akihiro
Takahashi, the photographs of Yosuke Yamahata, and perhaps closest
to my heart, the story of Sadako Sasaki.
The children's book, Sadako and the Thousand Paper Cranes, written
by Eleanor Coerr, brought me close to one girl whose life was cut
short by my government's A-bomb long before I was born. I was then
a chubby, sedentary kid, and so found myself strangely intrigued
and confused by Sadako's deep love of running.
She was just two years old when Little Boy exploded above her city,
but eight or nine as the book begins, impatient and uncomfortable
with all the obligatory ceremonies surrounding the anniversary of
the bomb in Hiroshima. She did not like to look at the survivors or
care to hear the terrible stories. All she wanted to do was run.
Lithe, athletic, and popular, Sadako joined a footrace on the very
anniversary of the destruction of her city and, when she found
herself unable to finish, was taken to the doctor only to discover
that she had "atom bomb sickness" -- in her case, leukemia.
In the hospital, a friend reminded her of an ancient Japanese
belief: if you fold 1,000 paper cranes, the Gods will grant you a
wish. So with the help of her classmates, she began to do just
that. Scrap paper, candy wrappers, fancy printed paper: all become
tiny origami birds of hope.
With her as an inspiration, I learned to fold paper cranes,
practicing until I could do so with my eyes closed and fold them as
small as a pea. Childhood being childhood, what may have impressed
me most was a friend of mine who could fold those origami birds
with her toes.
On October 25, 1955, with 356 birds left to go (as Coerr tells it),
Sadako died. Since 1958, a statue of Sadako holding a golden folded
crane has stood in the Hiroshima Peace Memorial, draped with small
paper birds sent from children all over the world, a symbol of
peace.
Hiroshima and Nagasaki Today
Sixty-four years after Hiroshima and Nagasaki, we need more than
symbols of peace. Folding paper cranes alone cannot, unfortunately,
end the threat of nuclear war. Memories of the destruction fade,
the hibakusha grow even older and die, the haunting pictures end up
in books stored spine out on bookshelves.
Meanwhile, the terror of nuclear annihilation -- so keen at certain
moments during the long superpower Cold War stand-off -- seems to
have worn off almost completely. That's too bad, since the actual
threat of nuclear war remains hidden but potent. The nine nuclear
powers -- the United States, Russia, France, England, China,
Israel, Pakistan, India, and North Korea -- have more than 27,000
operational nuclear weapons among them, enough to destroy several
Earth-sized planets. And in May, Mohamed ElBaradei, the Director
General of the International Atomic Energy Agency, warned that the
number of nuclear powers could double in a few years unless new
disarmament is a priority. Is it any wonder then that, according to
a recent Rasmussen opinion poll, one in five Americans believe
nuclear war "very likely" in this century, and more than half,
"likely"?
The unthinkable is still under consideration -- even as the Obama
administration takes its first steps in the right direction. In an
April speech in Prague, President Obama publicly embraced the goal
of seeking "the peace and security of a world without nuclear
weapons." In its wake, his administration has begun taking still
quite modest but potentially important steps towards that goal,
including: renewed talks with Russia over mutual nuclear
reductions, conversations initiated in the Senate about
jump-starting the ratification of the Comprehensive Test Ban,
stalled these last 10 years, and of negotiations for the also
stalled Fissile Material Cutoff Treaty, imagined as an
internationally verified ban on the production of nuclear materials
for weapons.
Right now, however, the American nuclear landscape -- little
acknowledged or discussed -- remains grimly potent. According to
the authoritative Bulletin of the Atomic Scientists, the United
States still maintains a nuclear stockpile estimated at 5,200
warheads -- of which approximately 2,700 are operational (with the
rest in reserve), while the Obama administration will spend more
than $6 billion on the research and development of nuclear weapons
this year alone.
At some point early next year, the administration will complete a
Nuclear Posture Review outlining the role it believes nuclear
weapons should play in the American pantheon of power, and, if the
president follows through on his anti-nuclear statements, perhaps
that document will at least begin to limit the scenarios in which
such weapons could be used. In the meantime, the policy of the
United States remains no different than it was in 2004, when
Defense Secretary Donald Rumsfeld signed the Nuclear Weapons
Employment Policy. It said, in part, that the United States
possesses nuclear weapons for the purposes of "destroying those
critical war-making and war-supporting assets and capabilities that
a potential enemy leadership values most and that it would rely on
to achieve its own objectives in a post-war world." Read that
sentence again, and think, under such a doctrine, what might the
United States not bomb?
Keep in mind as well that the bombs which annihilated two Japanese
cities and ended so many lives 64 years ago this week were puny
when compared to today's typical nuclear weapon. Little Boy was a
15 kiloton warhead. Most of the warheads in the U.S. arsenal today
are 100 or 300 kilotons -- capable of taking out not a Japanese
city of 1945 but a modern megalopolis. Bruce Blair, president of
the World Security Institute and a former launch-control officer in
charge of Minutemen Intercontinental Ballistic Missiles armed with
170, 300, and 335 kiloton warheads, pointed out a few years ago
that, within 12 minutes, the United States and Russia could launch
the equivalent of 100,000 Hiroshimas.
It is unthinkable. It seems unimaginable. It sounds like hyperbole,
but consider it an uncomfortable and necessary truth. The people of
Hiroshima and Nagasaki and the children of our future need us to
understand this and act upon it -- 64 years too late... and not a
minute too soon.
Frida Berrigan, a Senior Program Associate at the New America
Foundation's Arms and Security Initiative, is the eldest daughter
of peace activists Liz McAlister and Philip Berrigan. The two met
during the Vietnam War, founded the Jonah House community in the
early 1970s and spent eleven years of their marriage separated by
prison sentences stemming from their anti-nuclear and peace
activities. Phil Berrigan died in 2002 at the age of 79.
Copyright 2009 Frida Berrigan
08/06/2009
Tale af Jesper Klein
Man maa haabe, at Atombomben, ligesom vi - dens jævnaldrende
- bliver sat paa Pension i Aar.
Lad os mindes, at de, som opfandt den, blev meget rige. De, som
beordrede Bomberne smidt, blev dekorerede, og Piloterne, der smed
dem, begik Selvmord. Og saaledes har Folk, der ikke selv
rissikerede noget, gennem Tiderne beordret unge Mænd ud for
at gøre det beskidte Arbejde.
Vi er selv en krigsførende Magt. En dybt retfærdig
Krig, hvis man spørger dem, der har bestemt den.
De kan stadig lokke unge Mennesker fra Forsvaret til at angribe
fjerne Steder paa Kloden.
Men det er svært at finde rundt i et Land, der er blevet saa
polariseret, at det nu er Spidsborgerne selv, der laver Grin med
Borgermusikken. Det er ikke os Fagfolk mere. Vi har stort set faaet
Forbud.
En nylig afdød dansk Politiker - maaske den sidste - sagde,
at man skulle altid tale op til Folks Fremtidshaab og Drømme
og ikke ned til deres Fordomme.
Nu bliver der i høj Grad set pænt paa Fordomme, og
Folk med visionære Drømme skal der jokkes paa.
Men det er ogsaa besværligt i et Land, som for det
første har indskrænket Monarki, og som bliver styret
af et paa alle Maader simpelt Flertal. Vi er dog stadig et ret
betydeligt Mindretal. Det var dem, der i sin Tid kaldte os
andre for røde Lejesvende. Nu hedder vi
Pladderhumanister.
Men hellere Pladderhumanisme end slet ingen Humanisme.
Hellere Lommefilosofi end slet ingen Filosofi.
Hellere Salonkommunisme end slet ingen Saloner.
Børn i 3. Klasse siger somme Tider, at de Voksne er dumme
(og det kan de jo saadan set have Ret i). Og Herre Gud, de kender
jo ikke Voksenlivet. Af og til, naar man hører Fagministre
udtale sig om Miljø, Kultur og Videnskab, saa føler
man, at det ikke ligefrem er Emneindsigt, der plager dem. Mangel
paa Indsigt fylder ofte den uvidende med Skraasikkerhed, mens den
vidende bliver vankelmodig. Der er ingen Slendrian i den tidligere
Anders Bush Rasmussens lille Flok.
Jeg ved godt, der er kommet en ny, men ...
Og saa har Familien Danmark faaet et nyt Medlem. En ældre
Dame ved Navn Faster Fair. Hun bygger paa de gode gamle Tanker om
Lov og Orden. Selv ser man hende aldrig, men alle Regeringstro
hentyder hele Tiden til Faster Fair.
Til Lykke med det hele VÆLGERE.
08/06/2009
Pelle Vogt: Sakura.
Hvad har de gjort ved vores regn
08/06/2009
Hardy Hansens tale på Hiroshima-dagen 6. august 2009
på Christiansborg Slotsplads
Kære deltagere.
Tak for velkomsten
Og tak til arrangørerne, der står bag demonstrationen
mod atombomber og USA's atombombeangreb på Hiroshima.
USA's præsident Harry Truman, der få måneder
forinden i april havde overtaget præsidentposten efter sin
afdøde forgænger Franklin D. Roosevelt, har samtidig
overtaget verdens mest dødbringende og hemmeligholdte
atombomber for verdenssamfundet.
USA valgte Hiroshima som den perfekte by til testning af
atombombens morderiske evner, da byen er både forholdsvis
stor og tæt bebygget og ikke tidligere havde været
udsat for militært angreb.
Klokken 8.15 slipper bombeflyet sin dødbringende last og 45
sekunder senere afløses morgengryet og det civile liv af et
dødbringende og blændende hvidt lys, der på et
øjeblik udsletter størstedelen af byen Hiroshima, og
over 70.000 af dens befolkning bliver offer for USA's
masseødelæggelsesvåben.
Og i løbet af det næste år stiger antallet af
døde til næsten 140.000 civile ofre som følge
af forbrændinger og den dødbringende strålesyge,
der også rammer mennesker, der slet ikke var i nærheden
af atombombesprængningen.
USA beviste sin militære magt over for Japan og resten af
verden, men først da den anden atombombe mod Nagasaki tre
dage senere den 9. august blev nedkastet, kapitulerede Japan, da de
havde været offer for verdens første atomangreb, der
på få sekunder dræbte omkring 300.000 civile
japanske borgere og lagde to store byer i ruiner på den meste
grusomme måde, som kun atombomber kan forårsage med sit
dræbende sprængstof, som efterfølgende har vist,
at overlevende og de efterfølgende generationer af mennesker
og dyr får alle mulige former for cancer, misdannelser eller
dødfødte babyer.
Man kan med rette sige, at USA's præsident Truman var
personligt ansvarlig for verdens største og kyniske
folkedrab, som strider mod alle menneskerettighedserklæringer
uden, at der blev krummet et hår på hans hoved eller
slæbt for en domstol og anklaget for folkedrab. Truman blev i
stedet for nærmest udråbet som krigshelt af det
amerikanske folk og hans allierede.
Og verden var for første gang i historien kastet ud i
frygten for atomkrig og den totale ødelæggelse af alt
liv på jorden, hvorfor verdenssamfundet ikke kan leve med
atomvåbens eksistens, der med rette kan betegnes som verdens
mest kyniske terrorvåben, da et enkelt sygt menneske kan
forårsage klodens totale ødelæggelse.
De menneskelige lidelser var ubeskriveligt høje og den
omkringliggende jord blev gold som Saharas ørken efter
atombomberne blev smidt, det betød at der ikke i
årtier kunne dyrkes gulerødder og andre
nødvendige fødevarer til opretholdelse af livet for
befolkningen i byerne Hiroshima og Nagasaki og på trods heraf
så fortsætter det fuldstændig vanvittige
våbenkapløb som aldrig før med fremstilling af
mange former for atombomber i en totalt livstruende udvikling som
fredsforsker Roger Molander ironisk skrive i sin bog ”Den
gode nyhed er, at du er sikker på at blive dræbt i en
atomkrig. Den dårlige nyhed er, at hvis du lever en stund er
straffen højere og så ulidelig, at overlevelsen er en
straf, der er værre end den øjeblikkelige
død.” Så man må desværre sige, at
atombomben, der ramte Japan beviste, at USA havde udviklet verdens
værste dræbermaskine.
Før 1990 have USA og Rusland et atomvåbenarsenal
på ca. 70.000 bomber, som de efter aftale reducerede til
omkring 26.000. Men det er stadig et ubegribeligt højt tal,
der kan udslette alt liv på jorden mange gange. Der findes
atomvåben i andre lande som f.eks. Israel, Pakistan, Indien,
som betyder at spredningen af atomvåben stort set er ude af
kontrol og breder sig som en livstruende steppebrand, da mindst 21
lande har atomvåben.
Der findes også i dag omkring 350 amerikanske atomvåben
i Europa dels i England, men også i lande, der ikke anses som
atommagter nemlig vort naboland Tyskland, Italien, Belgien, Holland
og Tyrkiet.
Flyvevåbenet i disse lande træner med jævne
mellemrum i at kaste de amerikanske atomvåben. En sådan
form for spredning af atomvåben er i strid med NATOs ikke
spredningsaftale.
Denne spredning af kernevåben er på alle måder et
grundlæggende problem, medens demokrati i ordets bogstavelige
forstand skulle betyde et åbent samfund med sikkerhed og fred
og med indsigt og en oplyst befolkning og med indflydelse fra
landenes borgere. Men når det drejer sig om atomvåben
bliver befolkningerne holdt uden for indflydelse og indsigt i de
militære beslutninger. Greenpeace beviste i 2006 ved en
undersøgelse blandt befolkningerne i England, Tyskland,
Italien, Belgien og Holland, at 65 % af befolkningerne ikke vidste,
at deres land var værter for amerikanske atomvåben. Og
det er på trods af, at 69 % af landenes befolkning
ønskede et kernevåben-frit Europa, som de politiske og
militære beslutningstagere fuldstændig ignorerer.
Her i begyndelse af det 21 århundrede er spredningen af
atomteknologi til både fredelige og militære
formål blevet en langt større trussel mod
menneskeheden. Et Nordkorea, Indien og Pakistan, der råder
over atomteknologi og et Iran med deres igangværende
atomprogram, har øget risikoen for våbenkapløb
i det krigeriske og konfliktfyldte område i
Mellemøsten, som også er et frygtindgydende bevis
på, at når nogen har atomteknologi gør mange
andre lande også støre anstrengelser for at få
det. Det har udviklet sig til at blive en ny definition på
statslig suverænitet på det atomare område. Det
vil i årene fremover sandsynligvis betyde en voldsom stigning
i antallet af små og mellemstore atommagter, der vil
udløse et nyt våbenkapløb. USA, der er verdens
største atomvåbenproducenter, er blevet bange og klar
over faren for total menneskelig udslettelse, hvorfor de nu selv
opstiller missilforsvar for at redde den amerikanske befolkning fra
at blive udslettet, og så giver de fanden i resten af verdens
befolkning.
Regeringscheferne i hele verden kender godt de her nævnte
farer i verdens nye atomalder og de ved også godt, hvordan en
sådan krig kan undgås gennem diplomatiske og
internationale nedrustningsaftaler. Og jeg har med glæde
hørt, at Amerikas nye præsident Obama ønsker en
total afskaffelse af alt atomvåben, som vi herfra og i vores
kommende fredsarbejde med alle kræfter skal støtte ham
i, så vi får presset de fodslæbende ansvarlige
politikere. Også den danske regering skal vækkes af sin
tornerosesøvn og leve op til sit ansvar for den danske
befolknings sikkerhed ved at vort lands stats- og udenrigsminister
i Nato og FN arbejder for afskaffelse af alle kernevåben.
Der er et tvingende behov for et internationalt kontrolsystem, som
ikke er noget, der hører fortiden til, men noget vi må
forlange at politikerne tager alvorligt her og nu for at få
stoppet et kommende folkedrab i en kernevåbenkrig.
Danmark er desværre i de seneste år blevet en
krigsførende nation, hvor beslutningen uden nogen folkelig
debat blev presset gennem i Folketinget. Vi har deltaget i krig i
Jugoslavien, Irak og Afghanistan uden at Danmarks interesser var
truet af nogen af landene, og vi har uden tvivl fået mange
fjender herved.
Danmark er nu en krigsførende nation med ca. 500 danske
soldater, der daglig sætter deres ungen liv på spil.
Indtil nu har det kostet 26 danske soldater livet, og Nato har
udtalt, at langt flere er på vej, da de har forberedt nye
store offensive kamphandlinger i Helmann provinsen, hvor de danske
soldater er i krig.
Man må beklageligvis formode, at Danmarks krigshandlinger kan
få den konsekvens, at vi er mål for
gengældelseskrig eller nye terrorhandlinger, som vi allerede
har set ved den danske ambassade i Pakistan, der krævede
flere uskyldige dødsofre.
Derfor vil jeg igen sige – kære danskere. Danmark er i
krig selv om I ikke kan høre bombefly og kanontorden. Der er
meget der tyder på, at danskerne viser krigen passivitet og
blot er tilskuere til krigen gennem det manipulerende TV-billede og
forbliver tavse som en listetyv i nattens mulm og mørke.
Noget tyder på, at den danske befolkning tænker mere
på regerings lovede skattelettelse end på krigens
konsekvenser. Og jeg vil gerne minde jer danskere om, at der ikke
er noget at bruge en skattelettelse til, hvis vi taber kampen for
freden.
Hvis København, Århus eller Odense bliver smadret som
Hiroshima blev det den 6. august 1945 er det for sent at
vågne op og kræve fred og nedrustning. Så derfor
kræver det en handlingskraftig befolkning her og nu og ikke
først, når landet brænder, som vi så i
København for 200 år siden og i Hamborg og Berlin i
slutningen af 2. verdenskrig.
Vi må derfor som borgere kræve af regeringen, at den
udfører sit sikkerhedspolitiske arbejde og sikrer os
kernevåbenfriheden tilbage. Vi må vise, at vi ikke er
et biologisk monster, men ansvarlige mennesker, der har den
politiske modenhed til at se farerne i den vildt flyvende
videnskabelige atomudvikling, for vi vil have fred og en levende
verden med mennesker og natur.
Min gamle arbejdsplads Specialarbejderforbundet, som jeg var
formand for i 17 år, afholdt i 80erne og 90erne flere gode
internationale konferencer med fremragende fredsforsker og
fremsynede politiske ledere som f.eks. Oluf Palme, Bruno Kreisky,
Villy Brandt, Anker Jørgensen og Svend Auken om
atomvåbenfri zoner.
Schlüter regeringen afholdt en lignende konference på
Christiansborg i dagene 24. og 25. november l984.
Alle konferencerne konkluderede efter en meget varieret debat for
og imod atomvåbenfri zoner, at det ville være et godt
bidrags til bl.a. at bryde dødvandet i
nedrustningsdebatten.
Konferencerne fastslog, at de nordiske lande i fællesskab
skulle virke for et kernevåbenfrit Europa – for at
arbejde hen imod en kernevåbenfri verden.
Derfor synes jeg, vi her i dag skal samle os bag kravet om
kernevåbenfri zoner, for ellers har vi måske før
vi aner det slet ingen verden. Men hvis det skal lykkes,
kræver det en stærk og bred folkelig opinion, og vi
må kræve af regeringen, at den påtager sig
arbejdet for atomvåbenfri zoner – og hvis den ikke vil
må vi skifte regeringen ud.
Den danske regering er stolt af Danmarks nye udenrigspolitik.
Her er der igen tale om en utrolig manipulation af den danske
befolkning. Tidligere førte Danmark en aktiv
udenrigspolitik, hvor vi sagen nej til oprustning, og hvor vi
støttede ANCs kamp for frihed i Sydafrika mod det hvide
apartheidstyre, og hvor vi støttede freden og friheden for
det enkelte menneske. Den siddende regering kalder det en aktiv
udenrigspolitik, hvor Danmark ukritisk skal følge tidligere
præsident Buschs ønsker. Vi har desværre
reduceret det danske udenrigsministerium til et ekspeditionskontor
for amerikanske ønsker.
Anders Fogh Rasmussen har for mig været en dårlig
statsminister, som jeg mener optræder som en ulv i
fåreklæder. Det har især vist sig på det
humanitære område over for flygtninge og
indvandrere.
Hvorfor jeg her i aften vil sige til de irakiske flygtninge, der
bl.a. opholder sig i Brosons kirken på Nørrebro, at
jeres smerte og frygt er i vore hjerter hver eneste dag. Og det har
vakt vores vrede, at Danmarks regering med sit indvandre- og
flygtningehadske støtteparti Dansk Folkeparti, handler
så kynisk og med en magtarrogance, der vækker grufulde
minder om 1930erne, hvor det officielle Danmark sendte flytningen,
der var truet på liv og helbred tilbage til
forfølgerne i Nazityskland.
Men helt uansvarligt har det været på det
militære og det udenrigspolitiske område, hvor Fogh har
sat sin personlige prestige langt højre end en fredelig
verden og medmenneskelighed.
Han er den direkte ansvarlige for dansk deltagelse i Irak krigen,
der med al tydelighed har vist os, hvor uhyggelig og umenneskelig
krig er. Han har med krigen bragt skam over vort land. Han er
også en af de hovedansvarlige for 1 million dræbte
irakere og 4 millioner flygtninge og et smadret samfund. Hans
løgnagtige manipulation af folketinget og den danske
befolkning har været medårsag til
håbløshed og en usikker fremtid for det meste af den
irakiske befolkning. De har gennemlevet krigens rædsler med
undertrykkelse, pression, massemord, voldtægt, angst,
død, lemlæstelse, begravelser og fornedrelse ved ikke
at kunne forsørge deres familie eller ved at skulle
underkaste sig Amerikas og de allieredes udvikling i deres land.
Alle disse menneskelige omkostninger og politiske manipulationer
giver mig kuldegysning og bange anelser, nu hvor Anders Fogh pr. 1.
august har overtaget posten som NATOs generalsekretær, da
NATO ikke længere kun er en forsvarsalliance, men er blevet
gjort til verdenssamfundets politibetjent, hvis ordensreglement
defineres af det amerikanske værdiggrundlag, som i mange
tilfælde har ført til aktiv krigsførelse.
Og jeg mener, vi har sat ræven til at vogte gæs,
så jeg forstår godt, at Tyrkiet var stor modstander af
valget af Anders Fogh, som om nogen har jokket og trampet på
den arabiske verden med hans menneskefjendske støtte til
Jyllandspostens ”Muhammed-tegninger”, og som
præsident Buschs skødehund i deres fælles
krigsførelse i Mellemøsten og deres støtte til
Israels krigsførelse mod palæstinenserne, som
Sydafrikas Desmond Tuto har betegnet som nyere tids største
krigsforbrydelse med voldelig undertrykkelse af menneskerettigheder
med bl.a. den 50 km lange mur, som den Internationale Domstol har
dømt ulovlig.
Så med Anders Foghs lange synderegister som korsridder
på det humanitære område, må vi i
årene fremover holde et vågent øje med hans
ledelse som generalsekretær for NATO, hvor mange af
medlemslandene mener, at atomvåben er nødvendige til
afskrækkelse af de såkaldte slyngelstater. Rusland,
Nordkorea og især Irans atomproduktion frygter mange
internationale militære eksperter kan resultere i en ny stor
konflikt, der kan udløse en krig, hvor atombomben tages i
anvendelse.
Afslutningsvis skal min konklusion være, at nedrustning ikke
kun er et spørgsmål, der hører fortiden til,
men er politik-områder, man skal forholde sig til i dag. Der
skal være international adgang til alle landes atomteknologi
på alle militære og civile områder, så vi
får en effektiv atomnedrustning og total våbenkontrol i
verden.
Så vi kan få stoppet det sindssyge
våbenkapløb, så aldrig noget lands befolkning
igen skal opleve en massakre som i Japan den 6. august 1945.
I øvrigt vil jeg varmt anbefale, at de ca. 1.500 billioner
US dollars, som verden bruger på det militære isenkram
om året, i stedet for bliver brugt på humanitære
formål og bistandshjælp, så halvdelen af verdens
befolkning ikke længere skal gå sultne i seng, da de
kun har 15 kr. til mad og andre livsfornødenheder om
dagen.
En sådan omprioritering af forsvarsbudgetterne til en
økonomisk kærlighedserklæring til menneskeheden
vil skabe en fredelig sameksistens, så alle diktatorers
argumenter for krigsførelse og terror ikke fremover vil have
grobund.
Jeg vil ønsker jer alle held og lykke i det kommende
fredsarbejde.
08/06/2009
Fra massedødsmissiler til museale
fossiler
Af Gorm Gunnarsen (ph.d.) – medlem af
Fredsakademiet
Atomvåbnene kan når som helst – og med få
minutters varsel – skabe et folkemord, der gør
Auschwitz til en historisk parentes. Lykkeligvis har
atomvåben ikke været anvendt i væbnede
kamphandlinger siden august 1945, men våbnene opfattes
fortsat som det rygmærke, der afføder respekt i de
politiske kampe på den internationale arena. At indgyde andre
skræk for ens atomvåben har efter bombeflyet Enola Gays
færd over Japan stået attraktivt for statsledere.
På museet for den første atombombe i Los Alamos New
Mexico gengives to forklaringer på Præsident Trumans
beslutning om at lade Enola Gay kaste Hiroshima-bomben i starten af
august 1945. Den ene er, at Japan ellers ikke ville have overgivet
sig – den anden er, at Japan var på nippet til at
overgive sig.
Der er argumenter for begge forklaringer, men Trumans store
selvtillid i forhandlingerne efter afslutningen af 2. Verdenskrig
går fint i spænd med den anden forklaring.
Hiroshima-bomben demonstrerede over for verden, at Truman kunne
effektuere sine trusler så nådesløst og
skrækindjagende, at intet organisk materiale ville
bestå, der hvor han pegede.
Denne form for almagt var Truman således den første
mand i verden til at bestride. En række af de forskere, der
havde udviklet bomben, og som senere fandt sammen i
Pugwash-konferencen, folk som Bohr og Einstein, tryglede Truman om
at lade a-våbnenes almagt overføre til det nystiftede
FN - inden det blev indføjet i det almindelige arsenal af
våben som den amerikanske nation kunne true med i forsvaret
af sine særinteresser. FN-systemets to grundpiller –
den nationale selvbestemmelse og menneskerettighederne –
burde i stedet befæstes med et FN-monopol på dette
våben – og et forbud mod, at nationer havde dem til
egne militære mål uden for rækkevidden af
international ret.
Men truslen om masseødelæggelse var et
tiltrækkende redskab for USA's regering – og det var
så tiltrækkende, at flere lande satsede deres
befolkningers velfærd på at kopiere Trumans
enestående almagt.
Anvendelsen af atom-trusler i magtspillet mellem atom-magterne
førte derpå verden til randen af en atomkrig med
jævne mellemrum. I 1980erne var truslerne underbygget
så massivt og med så kort lunte, at der ikke
længere var tid til en rådslagning eller forhandling
inden små skærmydsler kunne eskalere uden for politik
kontrol og afslutte menneskehedens fremtid.
Under den tid var jeg med til at udbygge danske
græsrødders forbindelser til den amerikanske
fredsbevægelse – blandt andet gennem
ungdomsfredsinitiativet Next Stop Nevada. I USA mødte jeg
mange forskellige typer af mennesker – og mange forskellige
bevæggrunde for at engagere sig i kampen mod
atomvåbnene, men særlig et møde satte sig fast i
erindringen. Ved en stor demonstration mod Trident-missilet i
Florida mødte jeg Bruce, som havde været officer
på en base med atombevæbnede mellemdistanceraketter
rettet mod Cuba. Han havde tidligere tænkt på sit
arbejde som nødvendig afskrækkelse og opfattet sin
rolle som fredens tjener. Men efter den dag, hvor han på
sofabordet hos en ven så nærmere på en fotobog,
var han ikke længere den samme. Han havde fået
øjenkontakt med et brændt barn fra Hiroshima, og kunne
derpå ikke længere skabe distance til sin rolle i
truslen om at anvende atomvåben – og fandt sig et
arbejde som bygningskonstruktør. Også i forhold til
atomvåben har vi et valg. Vi kan gøre som Bruce og
handle ud fra verdensborgersamvittighed frem for som marionetter
for truslernes troværdighed.
Den verdensborgersamvittighed, som Bruce fulgte i 1980erne, lever
stadig og har det godt. Den var bærende i verdens hidtil
største demonstrationsbevægelse i foråret 2003.
Vi var millioner, der aktivt protesterede mod en uretfærdig
krig.
Angrebskrigen mod Irak viser os, hvor kampen mod
masseødelæggelsesvåbnene står. På
den ene side kunne regeringen og Folketingets flertal ikke finde en
bedre begrundelse for at angribe Irak end at irakiske
masseødelæggelsesvåben var en trussel. Denne
begrundelse giver os håb, fordi den viser, at kravet om at
eliminere truslen fra disse våben nyder bred opbakning.
På den anden side er der god grund til at antage, at USA og
Danmark i realiteten angreb Irak, fordi der står for lidt
respekt om den nationale selvbestemmelse for lande uden
masseødelæggelsesvåben. Angrebet viste små
lande overalt i verden, at der fortsat er nationale fordele at
høste ved at besidde atomvåben: Trusler om brug af
atomvåben giver lederne for små lande som Israel,
Pakistan, Iran, Nordkorea, Storbritannien og Frankrig en
fornemmelse af forøget respekt på den internationale
arena. Det er en alvorlig trussel, at almagtsfantasierne trives
på de bonede gulve i disse lande. Lige som København
ikke har gavn af at bandemedlemmer fremviser deres
skydevåben, har verden ikke gavn af, at lande truer med
atomvåben.
I magtspillet om atomvåbnene er der meget at frygte men
også grund til at satse på håbet. Det vil jeg
give tre klare eksempler på.
1. Da Israel i 1970erne udviklede sine atomvåben skete det i
samarbejde med Sydafrika, der i 1990erne besluttede at gå en
anden vej end Israel. Sydafrika afviklede sit atomarsenal i takt
med afviklingen af apartheidsystemet og tiltrådte som verdens
nu eneste forhenværende atommagt traktaten om det
atomvåbenfrie Afrika. Det ville være helt naturligt, at
eksemplet fra Sydafrika og Afrika blev fulgt på andre
kontinenter og blev til et globalt forbud mod atomvåben.
2. I 1980erne var trusler om anvendelse af atomvåben så
hverdagsagtige, at det - mens vi stod midt i trusselsmoradset - var
svært at se en udvej. Men den massive fredsbevægelse i
1980erne skabte det pres, der lagde grund til verdens første
atomare nedrustningsaftale i december 1987. Jeg så selv de
tomme skaller af mellemdistance-missilerne Pershing 2 og SS-20
på et museum i Washington forrige sommer. Det var en
skøn oplevelse. Vi mangler stadig en museumsfremtid for
andre raketmodeller. Men historien viser os altså, at det ER
muligt at reducere massedødsmissiler til museale
fossiler.
3. I 1988 vandt en tilsyneladende enig opposition et
folketingsvalg, som var foranlediget af, at et krav om at danske
havne skulle være atomvåbenfrie. Statsministerkandidat
Svend Auken havde opbakning til kravet i befolkningen, men fik
alligevel ikke posten. Det demokratiske mandat til støtte
for nedrustningssagen blev underkendt ved et løftebrud, der
sikrede, at nedrustningen i 1990ernes begyndelse ikke kom til at
omfatte atomvåben på skibe og u-både. Det er
værd at huske i den nuværende situation, hvor den
danske befolkning to gange har genvalgt en regering, som aldrig har
stillet spørgsmålstegn ved NATOs atomvåben. En
vigtig del af mindet om Auken er, at det var muligt for ham at
vinde et valg med kravet om at fjerne truslen fra atomvåben.
Vi kan vinde et valg mod atomvåben.
Vi har hårdt brug for parlamentarikere, der deler denne
opfattelse. Effektueringen af det internationale forbud mod
atomvåben er fortsat menneskehedens håb for at
civilisationen nyder fremme i det 21. århundrede. Derfor skal
vi sikre et folketingsflertal for afskaffelsen af alle
atomvåben, senest efter næste valg.
I en tid, hvor øjenvidnerne til Hiroshimas rædsler
ikke længere kan være så aktive stemmer i
verdensoffentligheden, er det op til alle os, der forstår, at
atomvåbnene er en trussel mod menneskeheden, at fastholde
erindringen. Det er vores ansvar at udbygge den fælles
sikkerhed. Håbet om at afvikle atomvåbnene og deres
rolle er tæt forbundet med en verdensorden baseret på
international ret, hvor angrebskrig og folkemord er ulovligt.
Vi skylder ofrene i Hiroshima og Nagasaki, at vi aldrig mere skal
opleve en 6. august eller en 9. august. Samtidig forsvarer vi
fremtidige generationers ret, når vi i denne generation
fjerner alle atomvåben.
08/06/2009
Tale ved demonstration på Christiansborg Slotsplads den 6.
august 2009
Af: Annelise Ebbe, international præsident for
Women’s International League for Peace and Freedom
I dag, den 6. og på mandag den 9. august er det 64 år
siden, USA kastede de to atombomber over Hiro-shima og Nagasaki. To
kernevåben blev med fuldt overlæg af verdens
militære supermagt kastet over disse to japanske byer. Ved
udgangen af 1945 havde bomberne kostet 200.000 civile livet, og
mange flere døde af kræft, mutationer og
medfødte defekter i årene efter. Bomberne blev den
udløsende faktor for et våbenkapløb af
vanvittige dimensioner, og de var med til at skabe den forrykte
militaristiske ver-densorden, som den dag i dag er en plage for os
alle.
Women’s International League for Peace and Freedom
(Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed) er en 94
år gammel kvindefredsorganisation, som hvert år ved
denne lejlighed giver sit bidrag til den manglende debat om
atomvåben.
Udvikling, fremstilling, opstilling og deling af atomvåben
bliver ved med at påvirke jorden og de folk der bebor den.
Truslen om brug af disse våben findes stadig, og
våbenkapløbet er også stadigvæk en
realitet.
Rusland og USA er i gang med forhandlinger om at reducere deres
lagre, men den foreslåede aftale på-virker ikke
sprænghoveder som holdes i reserve, ej heller såkaldt
”ikke-strategiske” våben endsige
stør-relsen af de totale lagre. Den kræver heller ikke
demontering af alle atomsprængladninger. Og begge lande har
planer om at modernisere deres atomvåben og
fremføringssystemer.
USA’s plan om at udvikle et såkaldt
missilforsvarssystem i Europa har også øget
spændingerne mellem de to lande. Kina bliver ved med at
modernisere og udvide sine arsenaler. Storbritannien besluttede
sid-ste år at forny sit atomvåbensystem. Frankrigs
præsident Sarkozy har lovet at reducere landets lagre, men
samtidig har han ’lovet’ at han vil bevare muligheden
for at ”sende en atomar advarsel” for at un-derstrege
Frankrigs beslutsomhed i forhold til at beskytte landets
interesser.
I dag findes der omkring 27.000 atomsprængladninger, de
fleste hos de fem permanente medlemmer af FN’s
Sikkerhedsråd – England, Frankrig, Kina, Rusland og USA
– de lande, om hvilke man skulle kunne forvente at de tog
ansvaret for at opretholde den internationale fred og sikkerhed.
Som nævnt har regeringerne i de fleste af disse stater planer
om at modernisere deres kernevåben eller
fremføringssy-stemer, hvorved de fortsætter med at
overtræde Artikel VI i Ikke-spredningstraktaten (Non
Prolifera-tion Treaty), hvori det hedder: ”Enhver af parterne
i traktaten forpligter sig til i god tro at videreføre
forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig
standsning af kernevåbenkapløbet og til
atomnedrustning.” Tre stater der står uden for
Ikke-spredningstraktaten – Indien, Israel og Pakistan –
har også atomvåben, og fem ikke-atomvåben stater
– Belgien, Holland, Italien, Tyrkiet og Tyskland –
lægger jord til omkring 240 amerikanske atomvåben i
henhold til NATOs strategiske koncept, artikel fem, den
såkaldte musketered. Dette er også en
overtrædelse af Ikke-spredningstraktaten.
Den 6. og den 9. august mindes vi i Women’s International
League for Peace and Freedom (WILPF) hvert år med gru den
ødelæggelse og tilintetgørelse, der ramte
Hiroshima og Nagasaki. Hver eneste dag året rundt arbejder
WILPF på at forhindre, at atomvåben nogensinde bliver
brugt igen. Vi gør det gen-nem projektet Reaching Critical
Will, som hjælper NGO’er med at forberede sig til og
deltage i ned-rustningsforhandlinger, og ved at stille information,
analyser og førstehåndsdokumenter til rådighed.
Hver eneste dag arbejder WILPF internationalt, nationalt og lokalt
på at fremme de betingelser, de værdier og den
drivkraft, der er nødvendig for at fjerne atomvåben
fra vores planet.
Udviklingen af nye kernevåben og vedligeholdelsen af de
eksisterende medfører en vedvarende og de-struktiv arv, en
byrde der først og fremmest bliver båret af
marginaliserede folk rundt omkring i verden, især oprindelige
folk, og det vil formodentlig være de fleste af jer bekendt,
at også i disse områder – som alle steder hvor
man lever med eftervirkningerne af krig eller krigslignende
tilstande, bærer kvin-derne den største byrde, som det
endog er påpeget af FN’s Sikkerhedsråd i
resolution 1325 om Kvin-der, Fred og Sikkerhed fra oktober
2000.
På øen Muroroa i det sydlige Stillehav udførte
Frankrig for eksempel fra 1966 til 1996 41 atmosfæriske og
142 underjordiske atomprøvesprængninger. USA’s
atomprøvesprængninger i Stillehavet mellem 1946 og
1958 udløste dagligt gennem de 12 år en destruktiv
energi svarende til 1,5 Hiroshima-bomber og efterlod sig desuden
både den radioaktive forurening og en infrastruktur for
militær kolonialisme. I disse år søger USA med
sin militære omgruppering i Stillehavsområdet at
placere 60 procent af sin Stillehavsflåde på og omkring
Guam på en måde, som aktivister fra dette (endnu)
”ikke indlemmede amerikanske territorium” beskriver som
en ”storm af amerikansk militarisering af så enormt et
omfang, så ustabil en natur og så uoprettelig i sin
konsekvens”, at den bringer det oprindelige chamorufolks
grundlæggende og umistelige ret til selvbestemmelse i
fare.
Militære baser jorden over såvel som det
militærindustrielle kompleks forhindrer en vellykket og varig
atomvåbennedrustning. Milliarder og atter milliarder af
dollar investeres hvert år på militær, materiel,
avanceret teknologi og krige. Mange af pengene forsvinder i den del
af det militærindustrielle kom-pleks, som støtter
fornyelse og vedligeholdelse af kernevåben. De der profiterer
på krig (især Bechtel, British Nuclear Fuels Limited,
Lockheed Martin, Mitsubishi, Raytheon og University of California)
drager fordel af den fortsatte udvikling og vedligeholdelse af
kernevåben og de tilhørende
fremførings-systemer.
WILPF arbejder på at vise verden den trussel, som er
resultatet af atomstaternes hykleriske politik, og på at
fremme alle staters forpligtelse over for en alternativ fremtid, en
verden uden atomvåben. Det eneste middel, der kan bringe os
dertil, er en fuld gennemførelse af den første
resolution fra FN’s Ge-neralforsamling der blev vedtaget i
1946. Den taler om den totale og universelle afrustning af alle
atomvåben. Verden har brug for en bevislig, uigenkaldelig
reduktion af atomvåbenarsenaler og for for-handling af en
atomvåbenaftale. WILPF henstiller indstændigt til alle
regeringer og borgere ubetinget at afvise alle argumenter, der
fremføres for en fortsat tilstedeværelse af
atomvåben, og vi opfordrer alle til at arbejde for at fjerne
alle atomvåbenarsenaler og for at udgifterne til
atomvåben bliver brugt til at dække behov inden for
miljø- social-, kultur-, sundheds- og
uddannelsessektorerne.
WILPF opfordrer alle atommagter, der er har tilsluttet sig
Ikke-spredningstraktaten, til fuldt ud at gen-nemføre deres
forpligtelser og til at holde op med at modernisere deres lagre
– som det første skridt mod nedrustning og det
endelige mål: en atomvåbenfri verden. Vi opfordrer
også atommagter, der ikke er med i Ikke-spredningstraktaten
– Indien, Israel og Pakistan – der alle fremstiller
materiale til brug i deres atomvåben, og Indien og Pakistan
bygger nye reaktorer – til bevisligt at afruste deres
atomvåben og tilslutte sig Ikke-spredningstraktaten som
atomvåbenfri stater. Vi opfordrer disse stater og Nord
Ko-rea, som truer med at genoptage sin produktion til i ord og
handling at støtte ratificeringen af og for-handlinger
vedrørende relevante aftaler, herunder traktaten om totalt
forbud mod atomprøvesprængnin-ger (Comprehensive Test
Ban Treaty), en traktat om fissilt (spaltbart) materiale og en
konvention om kernevåben.
WILPF har med glæde noteret sig, at USA omsider har trukket
sine atomvåben ud af Storbritannien. Disse våben blev
stationeret i landet i 1954.
Vi opfordrer alle ikke-atomvåben-stater, der har
atomvåben på deres territorium, til at kræve
våbnene fjernet øjeblikkelig og til at forhindre, at
disse våben overhovedet stationeres på fremmed jord.
WILPF opfordrer også alle stater under USA’s
”atomparaply” til at afvise den såkaldte
sikkerhed, der tilbydes dem gennem sådanne bilaterale aftaler
med USA, og i stedet yde fuld støtte til bevægelsen
for afskaf-felse af kernevåben. WILPF opfordrer især
den japanske regering til at give afkald på USA’s
atompa-raply og respektere artikel ni i den japanske grundlov, som
afviser krig og trusler om brug af magt som en måde at
løse internationale konflikter på.
I sit filosofiske værk Om vold (på dansk i 1970) siger
Hannah Arendt : ”De midler som bruges til at opnå
politiske mål er oftest af større betydning for den
fremtidige verden end for de aktuelle mål.”
Ingen kernevåben – de være sig nok så
få i antal – i hænderne på et hvilket som
helst antal eller en hvilken som helst form for regering eller folk
kan beskytte mod brugen af dem. Brug af kernevåben kan ikke
ske igen uden katastrofale konsekvenser for hele menneskeheden. Det
løfte som atomvåben tilby-der, handler ikke om
sikkerhed, men om ødelæggelse, militarisme, frygt,
usikkerhed og udslettelse. Det eneste acceptable antal
atomvåben er nul.
08/06/2009
Fred er de modiges sag
Af Dorte Jensen
Rædslerne fra Hiroshima og Nagasaki er ikke gået over i
historien. Billederne af smertet og absurd død lever stadig
i vores bevidsthed, men på samme tid føder de vores
dybeste aspiration hvori en sådan grusomhed aldrig igen
må bliver mulig.
I hele verden lever vi i en kritisk situation med fattigdom i store
områder, konfrontation mellem kulturer, vold og
diskrimination som påvirker det daglige liv for store dele af
befolkningen. Der eksisterer væbnede konflikter talrige
steder, en dyb krise i det internationale finansielle system,
hvortil der i dag kan føjes den stigende trussel fra
atomvåbnene, hvilket udgør det allermest presserende
problem lige nu. Det er et øjeblik af stor kompleksitet, og
til de uansvarlige interesser hos atommagterne og vanviddet hos
voldelige grupper med mulig adgang til nukleart materiale af
formindskede dimensioner, bør vi tilføje risikoen for
et uheld der kunne detonere en altødelæggende
konflikt.
Der er ikke tale om summen af en række enkeltstående
kriser - vi står over for det globale nederlag for et system
hvis handlingsmetodologi er volden, og hvis centrale værdi er
pengene.
VERDENSMARCHENS FORSLAG
For at undgå en fremtidig nuklear katastrofe bør vi
overvinde volden i dag, idet vi kræver:
- fjernelsen af alle verdens atomvåben
- Umiddelbar tilbagetrækning af de tropper som har invaderet og besat andre lande
- Progressiv og proportional reduktion af de konventionelle våben
- Underskrivelse af ikke-angrebspagter landene imellem
- Regeringernes afvisning af krig som middel til at løse konflikter
Det mest presserende er at skabe en bevidsthed for Fred og
Nedrustning. Men det er også nødvendigt at vække
bevidstheden om ikke-volden, som gør det muligt for os at
afvise ikke blot den fysiske vold, men også enhver anden form
for vold (økonomisk, racemæssig, psykologisk,
religiøs, seksuel osv.).
Vi kræver retten til at leve i fred og frihed. Vi lever ikke
i frihed når vi lever under en trussel.
Verdensmarchen er et kald til alle personer om at forene vores
kræfter og i vores hænder at gribe muligheden og
ansvaret for at forandre vores verden, at overvinde vores
personlige vold og støtte os til vores nærmeste
omgivelser og der hvor vores indflydelse rækker.
MARCHEN I HANDLING
Verdensmarchen for Fred og Ikke-Vold har allerede givet inspiration
til talrige initiativer og aktiviteter, som vil mangedobles de
kommende måneder. Én af dem vil være en symbolsk
march med et multikulturelt hold vil som vil bevæge sig over
alle seks kontinenter. Den starter den 2. oktober (den
Internationale Dag for Ikke-vold) i Wellington, New Zealand, og
kulminerer den 2. januar 2010 for foden af Aconcagua-bjerget, Punta
de Vacas, Argentina. I al denne tid, i hundreder af byer, vil der
blive arrangeret marcher, festivaler, fora, konferencer, og andre
events for at skabe bevidsthed om det presserende behov for Fred og
Ikke-vold. Og i hele verden vil kampagnerne for tilslutning til
Marchen mangfoldiggøre dette signal hinsides hvad vi i dag
er i stand til at forestille os.
For første gang i historien sættes en begivenhed af
denne størrelsesorden i gang på initiativ fra
almindelige mennesker.
Den sande styrke i denne march fødes af den simple handling
hos den som i sin bevidsthed tilslutter sig en værdig sag og
deler den med andre.
08/06/2009
Hiroshima Day Posters
By Holger Terp
 |
 |