Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 1. Juli 1984 / Time Line July 1, 1984

Juni 1984, 2. Juli 1984

07/??/1984
Saudi Arabien begynder i største hemmelighed at financiere Contraerne i Nicaragua.

07/01/1984
FN som fredsbevarende faktor
Nedenstående indlæg er den tale, Judith Winther, der er medlem af Ligaen og aktiv i Nej til atomvåben, holdt ved Københavns-kredsens høring »Hvorfor bruge våben -brug FN«, som blev afholdt i marts. Høringen vil blive søgt fulgt op ved kurser og publikationer.
Af: Judith Winther
I slutdokumentet for FN's 10. ekstraordinære generalforsamling vedrørende nedrustning fra 1978 står: »Menneskeheden står i dag over for en trussel om selvudslettelse uden sidestykke, hidrørende fra den massive og konkurrerende akkumulering af de mest ødelæggende våben, der nogensinde er fremstillet. De eksisterende arsenaler alene af nukleare våben er mere end tilstrækkelige til at tilintetgøre alt liv på jorden. - Alligevel fortsætter rustningskapløbet«.
Ordene er efterhånden blevet gentaget så ofte, at vi nok alle kender dem - alligevel må vi fastslå, at den eneste ændring, der indtil nu er sket, er at det er blevet værre.
De eksisterende våbenarsenaler af atomare, konventionelle og kemiske våben er siden 1978 vokset betydeligt, deres ødelæggelseska-pacitet er øget, og de indgår i stadigt farligere og mere offensive strategier. Hele jorden er spundet ind i et militært net af uophørligt arbejdende overvågnings- og efter-retningssystemer på jorden og i luftrummet over os og af fly, skibe, ubåde og hære bevæbnede med de mest moderne ødelæggelsesvåben -og de befinder sig i konstant krigsberedskab. Deres opgave er - siges det - at bevare freden.
Fred med våben og trusler?
Men kan man overhovedet skabe fred med våben? Og med trusler og en evig væren på vagt over for hinanden?
Størsteparten af verdens nationer svarer i dag ja til dette. Et land uden et veludbygget militært forsvar er utænkeligt. Historisk set har et militært forsvar også mange gange vist sig at være begrundet. Det, man ikke gør sig klart i dag, er, at våbnene har ændret sig radikalt siden da, at historiske erfaringer er ubrugelige. Vore betingelser er ændrede, derfor må vore reaktioner også ændres.
Igennem de sidste 100 år har den teknologiske udvikling ændret våben og krigsføringsmuligheder i en sådan grad, at de ødelæggelser, krige kan forvolde, må betragtes som uacceptable. Allerede for 50-75 år siden ændrede langtrækkende artilleri, flyvemaskiner, missiler og kemiske våben en krig fra at være en kamp mellem to modstående hære til en bevidst satsen på at ramme selve landet, dvs. civilbefolkningen og dens produktions- og levemuligheder. Man begyndte at tale om totalkrig. Og totalkrig er ikke blot store verdenskrige. Det er alle de krige, der - som lokalkrigene rundt om i verden for øjeblikket - lægger hele lande øde, og som fordriver tusinder og atter tusinder af mennesker fra deres hjem som flygtninge.
I det 19. århundrede var der indflydelsesrige kredse, der mente, at efterhånden som våbnene blev stadig mere destruktive, og civilbefolkningen ville blive ramt lige så hårdt som de kæmpende hære, ville krige blive stadigt mindre sandsynlige. Med perfektioneringen af drabsinstrumenterne ville følgerne af krige blive så frygtelige, at landene måtte opgive hære og krige.
Det var sådanne tanker, der gav anledning til de første internationale konventioner om krigsførelse. I 1863 afholdtes den første konference om hjælpearbejde under krigsførelse. Den førte til oprettelse af Røde Kors. I 1864 blev den første Genévekonvention underskrevet af 16 nationer. Det er værd at bemærke sig dette i dag, hvor vi er tilbøjelige til at tale om tiden før og efter atombomben. Den tendens til at kunne forårsage den totale katastrofe for det område, der rammes, begyndte allerede i forrige århundrede med våben baseret på moderne teknologisk viden. Konsekvenserne af atombomben er blot så meget grellere og mere omfattende, at befolkningerne nu er vågnet op til forståelse af, hvad det er, der sker, og er begyndt at protestere.
Hvem er ofrene?
Det er altså mere end 100 år siden, at mennesker først gang fastslog, at følgen af den moderne våbenudvikling må blive, at krig ikke mere kan bruges til at løse konflikter med. Siden da er våbnene blevet uendeligt mange gange frygteligere, end man dengang overhovedet kunne forestille sig. Udviklingen beskrives af følgende opstilling fra CF:
1. verdenskrig
95% af krigsofrene militære
2. verdenskrig
52% af krigsofrene militære
Koreakrigen
lige mange civile og militære ofre.
Vietnamkrigen
20% af ofrene militære, 80% civile.
Man kan blive pessimistisk og sige, at når vi ikke er nået videre på 100 år, kan vi lige så godt opgive det. Man kan også sige, at 100 år er ikke ret meget til at ændre traditioner i den mellemfolkelige sameksistens, der ligger så dybt. Men med det store befolkningsengagement, der eksisterer i dag, skulle der virkelig være muligheder. Alle dybtgående samfundsændringer er blevet fremført ved pres fra neden: slaveriets ophævelse, kvinders stemmeret osv. Det kan lykkes. Men det er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden.
Skal vi komme videre i dag, kan det ikke nytte - eller er det ikke nok - at vi nøjes med at koncentrere os om våbental og våbentyper. Vi må se på den samlede oprustning og vi må først og fremmest se på logikken bag den.
Absurd balance.
Udstationeringen øst/vest, gensidig anerkendelse, 10 års produktionstid, nye våben, offensive våben og offensive strategier, konventionelle våben og konventionel krigsførelse.
Alle disse fornyelser bygger på det påståede behov for balance. Hvad den ene part har, må den anden part også have, for at balancen kan opretholdes. Men kravet om balance er absurd. Det er absurd i forhold til de våbenmængder, der findes, og det er absurd, fordi balance simpelt hen ikke kan beregnes på en så primitiv måde. Forskelle i geopolitiske forhold, teknologiske muligheder og militære og økonomiske traditioner og vilkår gør alle forsøg på at stille våbenantal op over for våbenantal til nonsens.
Vi må holde fast ved den erkendelse, der nu er mere end 100 år gammel, at krig med vor tids teknologiske våbenmuligheder er umulig og utilladelig. Udviklingen har bekræftet dette mangefold. FN bygger den vigtigste del af sit arbejde på dette.
Vore betingelser i dag er fælles sikkerhed eller fælles ødelæggelse. Det er vort eneste valg. Vort arbejde må være at skabe en fælles sikkerhed. Vi må skabe forhold, der kan medvirke til at mindske faren for, at der opstår konflikter, og som kan løse de konflikter, der opstår, uden krig. Fælles sikkerhed er det diametralt modsatte af balancebegrebet.
Forslag fremme i tiden.
Atomvåbenfrie zoner - et emne, der har været arbejdet med siden 1950'erne - indtil nu forgæves. Men interessen er større end nogensinde, og hvis det lykkes at få oprettet en eller flere zoner, vil det kunne få en betydningsfuld tillids-skabende virkning. Emnet er diskuteret så mange steder, at jeg ikke vil gå nærmere ind på det her.
Et defensivt forsvar. Formuleredes første gang af forskeren Horst Afheldt i i Tyskland i 1979. I Tyskland arbejdes der nu intenst med spørgsmålet i forskerkredse, blandt andet ved et samarbejde mellem Max Planck Instituttet og Bundeswehr.
Holdninger og fjendebilleder.
Også i Danmark er man begyndt at interessere sig for emnet, der vækker stigende interesse overalt. Men optagetheden af det defensive forsvar er direkte farlig, hvis man fortsætter med at betragte det så snævert som det hidtil har været tilfældet. Det, man interesserer sig for både herhjemme og i Tyskland, er udelukkende den militære side. Hvilke våben kan bruges, der både er forsvarsmæssigt effektive og samtidig udelukkende er defensive, hvordan skal forsvaret organiseres, for at det kan fungere defensivt?
Men det er en alvorlig fejltagelse at tro, at et defensivt forsvar nogensinde vil kunne få betydning, hvis det behandles på så begrænset et grundlag. For at kunne løse alle de samfundsmæssige og forsvarsmæs-sige problemer, der vil opstå, for at kunne undgå at systemet stivner i de samme konfrontationsholdnin-ger og fjendebilleder, som vi kender i dag, og for at kunne hindre at det defensive forsvar langsomt glider tilbage i de offensive muligheder, vil det være nødvendigt, at det først og fremmest behandles som en politisk løsning. En politisk løsning, som man så tildeler nogle defensive militære midler. Ikke en ændring af forsvaret som man så betragter som en politisk løsning. Tanken om et defensivt forsvar som »den nemme« løsning på vore problemer er værdiløs.
FN-arbejdet må styrkes.
Endelig vil det være en absolut og uomgængelig nødvendighed, at et defensivt forsvar kobles sammen med andre former for politiske initiativer, der arbejder for en ændring og en fredeliggørelse af de internationale forhold. Som f.eks. at styrke FN-arbejdet.
Det er på mode at trække på skuldrene ad FN. Bureaukratisk, tungt, kommer ikke igennem med noget, spiller fallit over for problemerne. Svaret - vi har ikke noget bedre - er alt for defaitistisk. Det kan kun gøres bedre - hvis vi blot begynder at udnytte de muligheder, der ligger i FN.

07/01/1984
Tre måneders fælleskirkelig fredsmarch fra London til Asissi i Italien starter.

07/01/1984

Top