befrielsesfilosofi

Befrielsesfilosofien opstod i Latinamerika i begyndelsen af 70'erne. Det var i Argentina de første befrielsesfilosofiske tekster formuleres, da det gik op for intelligentsiaen, at fattigdommen på kontinentet ikke skyldtes underudviklingen, men afhængigheden eller dependens. Denne diagnose kom fra samfundsvidenskaberne, specielt sociologi og økonomi. Denne strukturelle afhængighed gjorde krav på alternativer. Al tænkning og praksis, som forsøgte at kappe båndene over til verdens centre, Norden eller såkaldte udviklede I-lande, kom under befrielsens paradigmer.
Tidlige befrieslesfilosofiske fællesskaber kan ses hos Râmabai Pandita, Leo Tolstoj, i Jane Addams Hull House-projekt - i Addams sammenkædning af socialt arbejde med pacifistisk arbejde; i Mohandas Gandhi og Anne Marie Petersens udvikling af en national indisk skole samt hos Pierre Cereole, Danilo Dolci, Karen Jeppe og hos Albert Schweitzer.
Befrielsesfilosofien er ikke alene en teoretisk filosofi, men dens vigtigste dele udgør praksis med henblik på at forandre verden. I tilknytning til folkelige bevægelser forsøger de at skabe mulighed, betingelser for befrielsen af de fattige og udstødte, dvs. at gøre dem til aktører i deres egen historie, altså at gøre dem til subjekter.
Befrielsesfilosofien begynder som en reaktion mod afhængigheden. Denne erkendelse førte frem til, at latinamerikanerne oplevede sig selv som udenfor historien, som den anden, udenfor totaliteten, dvs. de kræfter, som skaber historien udfra ligheds-tækningen. Denne tænkning negerer og destruere det anderledes, alteriteten.
Der findes to hovedstrømninger indenfor befrielsesfilosofien, en som er socialt inspireret og en anden, som operer med befrielsesmulighederne indenfor de kulturelle etos. Til den første gruppe hører Horacio Cerutti-Gulberg, Arturo Andrés Roig, Sirio Lopez Velasquez, Hugo Assmann, Franz Hinkelammert. Til den kulturorienterede strømning kan Rodolfo Kush, Carlos Cullen, Juan Carlos Scanonne, Dina V. Picotti, Henrique Dussel, anføres. Raúl Fornet-Betancourt forsøger at skabe en syntese mellem disse strømninger i et omfattende filosofisk refLeksikon, han selv kalder interkulturel filosofi. Men karakteristisk for befrielsesfilosofien under et, er dens indtrængende etiske appel og kritik af alle strukturer, der dehumaniserer mennesket. De stærkest og mest indgående kritik af globaliseringen er blevet formuleret af disse tænkere. Globaliseringen er fuldkommengørelsen af imperialismen, afskaffelsen af demokrati og indførelsen af den unidimensionale tanke og et totalitært system. Befrielsesfilosofi er processuel, åbner for den permanente kritik og konstant mistanke. Den skuer et økokommunitarisk samfund, hvor mennesket er blevet befriet fra sin egoisme og lever i fred med hinanden og naturen.

Marina Jakobsen

Litteratur

Bondurant, Joan V.: Conquest of Violence : The Gandhian Philossophy of Conflict. 1965 ; 1971.
- ISBN 0-520-00145-1
Fanon, Frantz: Fordømte her på jorden. Rhodos, 1968.
Frank, André Gunder: Kapitalism och underutveckling i Latinamerika : Historiska studier över Chile och Brasilien. Zenit ; Bo Cavefors Bokförlag, 1970. - 361 s.
Jakobsen, Marina: Fra barbari til værdighed : En præsentation af det latinamerikanske befrielsesprojekt. RUC. 2001.
Larsen, Ejvind: Det levende ord : Om Grundtvig. Rosinante, 1983. - ISBN 87-7357-001-7
Lykkeberg, Rune: Tæt på Nordamerika - langt fra Gud. I: Information, 25/06/2001.
Meek, Ronald L.: Social Science & the Ignoble Savage.
- ISBN 0-521-20969-2
Palm, Göran: Uretfærdige betraktninger.
- ISBN : 87-16-00257-1
Sunkel, Osvaldo: Storkapital og afhængighed : Et Latinamerikansk synspunkt. I: Den ny verden : Tidsskrift for ulandsproblemer, 1973:1 s. 3-24.
Tynell, Janne: Kirken skal gøre menneskeheden menneskelig : Det er kirkens fornemmeste opgave at forandre samfundet, mener kardinal og pave-kandidat Rodrigues, der i øjeblikket gæster Danmark. I: Information, 07/08/2001.

Send kommentar, email eller søg i Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page