Det danske Fredsakademi
GANDHI OG DE NORDISKE LANDE
Redigeret af E. S. Reddy og Holger Terp.
The International Committee for India 1933-1938
Af Holger Terp
Ud over at informere den danske offentlighed om Gandhis ikkevoldelige frihedsbevægelse i Indien ville Ellen Hørup desuden koordinere de internationale bestræbelser på at formidle oplysninger om indernes frigørelseskamp gennem den nu glemte organisation "The International Committee for India" som blev grundlagt i oktober 1933.
Trods omfattende og langvarige søgninger i den internationale litteratur om fredsbevægelsernes historie, er den eneste beskrivelse, jeg har fundet af organisationen, følgende:
"On the initative of a WILPF member, Mrs. Margareth Cousins, an international conference on India took place in October 1932, with representatives of 2 organizaitons from 15 countries. A pernament Committee on India was set up, on which the WILPF was represented by Emmeline PethickLawrence and Madeline Rolland".
Det er alt, hvad der indtil videre er skrevet om Ellen Hørups internationale Indienkomite.
"The International Commitee for India", bestod, ifølge "Indiens Venner", nr. 2, 1933, i begyndelsen af følgende organisationer: "Indiens Venner" i Danmark og Norge; "Amis de Gandhi", i Frankrig, "Legue Pro Hindue" i Belgien; "Indiens Venner", Bulgarien; "GandhiBriefe", Schweiz, "International Liga for Fred og Frihed", Genève og London, "Trait d' Union", Frankrig, "Det indiske kvindeforbund", London, og "Federation Romande des Groupes d' Action pour la Paix", Genève.
Nyhederne fra Indien formidles internationalt gennem dels de af Ellen Hørup redigerede tidsskrifter "Indian Post" og "Indian Press", og dels gennem afholdelse af flere internationale konferencer om den politiske udvikling i Indien. Tidsskriftet "Indian Press", konstaterer under bladhovedet, at de nyheder, organisationen rundsender, er "censureret af de britiske kolonimyndigheder"!
Ellen Hørup anden aktivitet på det internationale nyhedsområde er etableringen af nyhedsbureauet "Journal des Archives", i 1935. Det pacifistiske nyhedsbureau rundsender antimilitaristiske og antinazistiske informationer omkring i verden på engelsk, fransk og tysk.
Hvad er det for en organisation Ellen Hørup bruger tre år på?
Ellen Hørup beretter selv i "Indiens Venner" om den forberedende konference før dannelsen af "The International Committee for India", i september 1932:
"Det var ved at blive en hel Detektivroman med den Indiens-
Konference, hernede i Geneve. Jeg kom den 7. Kl. 4 og traf efter
Aftale Dr. (Edmond) Privat, der straks fortalte mig, at vi skulde
til et indledende Møde Kl. 5 om en IndienKonference. Og
saadan dumpede jeg ned imellem en 2030 Mennesker, af hvilke jeg kun
kendte et Par af Inderne og ingen af de andre. Men Dr. Privat var
her da, og han skulde have været Hovedvidnet på min
Konference ogsaa. Jeg saa mig om. Hvor var de to andre, jeg havde
korresponderet med om Konferencen Mr. James, som jeg vidste var i
Geneve, og som havde stiftet sin Forening: "Gandhis Venner"? Og
hvor var Dr. (Sidney) Strong, den udemærkede
indieninteresserede Medarbejder ved det amerikanske Ugeblad
"Unity". Han, der greb Prof. (Albert) Einsteins Udtalelse om de 2 %
Krigsmodstandere, der var nok til at hindre Krig, og stiftede 2 %
Foreningen og sendte Einstein Emblemet. Ja, han var maaske en af
dem, der sad her. Jeg havde aldrig set ham, anede ikke om han var
20 eller 80. Han skriver med ungdommelig Iver, men det plejer Folk
ogsaa at sige om mig, og jeg er i al Fald 20 Aar nærmere ved
de 80 end ved de 20.
I dette Møde blev det indgaaende diskuteret om Konferencen skulde hedde "om India", "pro India", "Friends of India" eller "for India". "Against England" var udelukket, da protestmøder mod et Medlem af Folkeforbundet er forbudt i Genève, naar Forbundet er inde. men det blev da "for India". Da mødet var forbi hørte jeg Dr. Privat sige til Inderen Mr. Sinha: "lad os ikke skændes om det: Men saa meget kan jeg sige, at skal jeg være med, skal det være paa Basis af IkkeVold". Dermed saa jeg min ven, Mr. James forsvinde i Horisonten. Han regnes antageligt til de "voldelige". Det er dog mere en Trossag end et Princip hos ham. Han tror ikke, at Indien kan vinde sin Frihed, uden at kaste Englænderne ud med Magt. Selvom han naturligvis baade for Indiens og hele Verdens Skyld oprigtigt ønsker det. Men hvem havde sammenkaldt denne Forsamling? Det var ikke vanskeligt at opdage. Det var Mrs. (Margaret) Cousins, en ældre Irlænderinde, der havde været i Fængsel og paa Sultestrejke for sit Lands Frihed, en energisk Forkæmper for Kvindens Ligeret, der i 12 Aar havde boet i Sydindien og arbejdet for de indiske Kvinders Frigørelse. Hun var Teosof, (medlem af "Kvindernes Internationale Lige for Fred og Frihed") og skulde midt i Oktober tilbage til Indien, men havde faaet den Ide at lave en IndienKonference først. Og saa blev der da nedsat en ArbejdsKomite, som jeg blev Medlem af. (Tilbage i Indien bliver Cousins i december 1932 idømt et års fængsel for at nægte ikke at tale offentligt).
Vi er 16, men kun de syv møder regelmæssig til Møderne. (Kvindesagsforkæmperen og en af medstifterne af "Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed") Mrs. (Emmeline) PethickLawrence (18671954), (gift med den engelske arbejderpolitiker, pacifist, kvindesagsforkæmper og journalist Fred PethickLawrence (18721959)), der skal være Konferencens Dirigent, Mlle (Magdeleine) Rolland (Rommain Rollands søster), Mme. Guiyesse, M. Werner Zimmermann, og Redaktøren af det nystiftede belgiske blad L'Inde, M. Lievens og (kvækeren) Miss (Agathe) Harisson (sekretær for den engelske "The Indian Conciliation Group") kommer senere.
Dr. Privat møder hver fjortende Dag. Jeg tilbragte en ugestid med at lære disse syv lidt nærmere at kende. De to Amerikanerinder, (kvækeren, sagføreren, kvindesagsforkæmperen, og fredsaktivisten) Miss (Alice) Paul (18851977), (stifter af: "The Congressional Union for Women's Suffrage", 1913, "The national Women's Party" i 1917. Fra 19271938 og formand for: "The Women's Researcm Foundation". Fra 19301933 formand for: "The National Committeee of the Interamerican Commission on Women". I 1937 grundlægger hun: "The World Women's Party for Equal Rights" i Genève) og Miss (Dorothy) Detzer (19001987?) synes jeg straks udemærket godt om. Miss Detzer er Leder af "Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed" i Washington (19241948 og desuden initativtager til senator Gerald Nye's undersøgelseskommision vedrørende våbenindustrien og ydermere aktiv i den amerikanske fredsbevægelse "The National council for the Prevention of War", hvis indflydelse kulminerer i 1935).
(Detzer)… er indtagende, praktisk, hurtig og altid paa den rigtige Side. Miss Paul er den amerikanske Mrs.(Sylvia) Pankhust (18821960. Stemmeretsforkæmper, pacifist, kommunist og socialarbejder). Utrætteligt arbejdede hun for Kvindernes Stemmeret, som Præsident Wilson var imod, blev ved og ved lige til hun fik den (i 1920). Det hun nu er i færd med er gift(e) Kvinders Ret til at bevare sin Nationalitet: "Jeg er for Ligestilling og Retfærdighed for Kvinderne som for alle andre. Men Kvinderne arbejder jeg for, for de har det værre end alle andre, og det er Halvdelen af Menneskeheden". Ingen af de to er videre inde i det indiske Spørgsmål. Af de to Indere er Mrs. Bose en fintdannet Dame af en gammel aristokratisk Familie fra Bengalen. Hun har ikke tidligere beskæftiget sig med Politik, men er nu min og Indiens bedste Støtte i Komiteen. Den anden, Sagføreren Mr. Saran, greb jeg forleden Dag i at fortælle Miss Paul, at den indiske Nationalkongres var for Dominion Status (medlemskab af det engelske statssamfund og ikke fuld uafhænighed). Mrs. Bose og jeg rettede ham, Kongressen var for Uafhænighed. Miss Paul saa spørgende fra den ene til den anden. Da drog Mr. Saran et Bind af Gandhis Taler op af Lommen og paastod, at ogsaa Gandhi var for Dominion Status. Jeg fortalte da Miss Paul at Gandhi i 1929 havde givet Englænderne et Aars Respit, og gav de ikke Indien Dominion Status inden 1929 var omme, saa var Gandhi for fuld Uafhænighed. Men nu blev det Miss Paul for broget, og hun tilkaldte en tredie Inder, Mr. Sinha. Han gav os Ret, og Mr. Saran gik sin Vej med Gandhis Taler som et Breviarium mellem begge sine Hænder. To unge Mænd har vi, Kvækeren Mr. Wilson, der er Amerikaner, og Schweizeren M. Claparede. De er begge dygtige. Den første er Mellemmand mellem Komiteen og Pressen, den anden mellem Schweizere og Englændere. Paa det første Komiteemøde fik jeg den Opgave sammen med Miss Paul at indbyde Dr. Strong til at blive Medlem af Komiteen. Det skulde foregaa paa Hotel de Russie hos Miss Paul…
I 1936 beretter Ellen Hørup om støttearbejdet for Gandhi til Ekstra Bladet:
"Tidsskriftet "The Indian Press" har nu 1000 Abbonenter Verden over og er det eneste Organ, som taler Indiens Sag, set ud fra Gandhis Synspunkter. I Indien selv har man imidlertid kun ringe forstaaelse af, hvilken Betydning international Propaganda har, naar det gælder Indiens Frigørelse", siger Ellen Hørup til "Ekstra Bladet". Hun fortsætter: "Ja, efter at Gandhi var med ved "Det runde Bords Konference", tror jeg, han begyndte at forstaa lidt af det, men han har ellers holdt paa, at det er i Indien, man skal kæmpe for Indiens Sag; derfor bliver det meget vanskeligt for os andre at slaa paa Tromme for Indiens Frigørelse uden for Landets Grænser. Det skal imidlertid gøres. Jeg sender "The Indian Press" til alle Blade i Schweiz, og navnlig i Geneve, og man omtaler vores Artikler. Desuden sørger jeg for, at Bladet bliver sendt til Vicekongen af Indien, til Samuel Hoare og andre, der har godt af at høre, hvad vi skriver paa Engelsk, Tysk og Fransk. Man ved, vi er der, og mere kan vi vel ikke vente os af et saa ungt Foretagende som "The Indian Press". Romain Rollands Søster er med i dette Arbejde, og Schweizeren Privat er Lederen".
Organisationen "The International Commitee for India", oprettes ved en konference den 6. oktober 1932. På organisationens første konference i Genève deltager represæntanter fra 2 organisationer fra 15 lande. Ellen Hørup beretter om stiftelsen, at:
"Den 6. Oktober vil blive husket som den Dag, da 50 Folk fra mange Lande mødtes i Salle Centrale i Genève for at tale om Gandhi og Indien. Dagen sluttede med et offentligt Møde, og Resultatet var Dannelsen af en Forening til foruden de 68 internationale, der allerede findes i Geneve. Man fik at vide, at der i England, Danmark, Tyskland, Frankrig, Belgien, Schwiz, Amerika, Holland og andre Steder findes mennesker, Grupper, Foreninger, der er blevet grebet af Gandhis Lære og er fulde af Sympati for Indiens krav om Frihed. Og at Øjeblikket for Samarbejde nu var kommet. I hele September Maaned havde Miss Cousins (Irland), Dr. Edmond Privat (Schweiz) og Fru E. Hørup o. m. a. arbejdet med Forberedelserne til Konferencen".
Aftenmødet
"Det var Gandhis Aand og magt, der beherskede de flere Hundrede tilstedeværende. Det var ham, der talte den Aften. Der kan man se, hvor unyttige Jernstænger og Fængsler. Det var Mrs. Pethich Lawrence, der var Præsident. Hun var kommet den lange Vej fra London for at være med til IndienDagen i Genève. "Det er i Vestens egen Interesse at hjælpe med at løse Konflikten imellem England og Indein. Indien taler et af Vestens Sprog, og det er en Selvfølge, at Indiens Sag kommer frem i Genève, der er Fredscentret. Uden Retfærdighed bliver der ingen Fred. Den engelske Regerings Reformer er kommet for sent. Indien har været under England halvandet Hundrede Aar. Hvor kan et Folk følge med Tiden og Udviklingen, naar det er underkastet et andet Folk? Og mens Landets virkelige Førere alle er i Fængsel? Folket har ikke taget sin Tilflugt til Vold. De tror, den ikkevoldelige Vej vil føre til Sejr. De stoler paa Menneskets Hjerte og Samvittighed, mens vi kun tror paa Erobring ved Vold. Indiens Selvbevidsthed er blevet vakt af Gandhi. Vor Opgave er at kende Sanheden og udbrede den blandt de andre".
Dr. Edmond Privat udviklede Formaalet for den internationale Komitee:
"Det vi skal, er at fortælle Sanheden om Indien. Da jeg var der, saa jeg hvor Tusinder af Mænd og Kvinder led og var villige til at ofre deres Frihed og deres Liv uden at værge sig , for at røre det herskende Folks Hjerte. Og jeg følte i det samme, at det er Vesten, der har Fejlen. Disse ofre er der ingen, der ved noget om. Dte er nødvendigt, at det engelske Folk og hele Verden faar Kendskab til dem, saa der kan opstaa en Folkevilje til Fordel for Indiens Frihed. Selvbestemmelse er enhver Nations Fødselsret. Det bliver undertiden sagt, at Inderne ikke er istand til at styre deres egne Sager. Gandhis Faste beviser det modsatte. Det vanskelige Problem, som den fremmede Regering ikke har formaaet at løse i Løbet af 100 Aar, var blevet løst paa et Par Dage af Inderne selv paa deres Sæt og Vis. Blot vi lod dem være i Fred, saa skulde de nok vise, at de baade kunde enes og regere sig selv. Komiteen skal ikke være antibritisk. Der sidder mange gode Venner af England i den, der beundrer dets Kultur og dets Sans for "fair play". Men nu er det paa høje Tid at anvende dets "fair play" overfor Indien, før det bliver for sent, og før Undertrykkelsen har avlet alt for meget Had. Det er alt andet end et indre engelsk Anliggende. Det angaar hele det fremtidige Forhold mellem Østen og Vesten. Og Indiens ikkevoldelige Vaaben er et stærkt Argument for Afrustningen. Det er StorBritannien s Pligt at styrke dette Argument, at give det Vægt ved at indrømmeIndien nu, straks hvad det alligevel vil blive nød til at indrømme før eller senere".
Mrs. Margaret Cousins talte om de politiske Fangers Behandling i Fængslerne. Hun forlangte, at Gandhis Tilhængere, som det er Skik andre Steder, heller ikke i Indien, skulde Behandles som almindelige Forbrydere og sættes til Tvangsarbejde, som de mange Steder bliver i Indien, og sluttede med at kræve alle ikkevoldelige Fanger løsladt. Dr. Jaques Demarquette (Paris) udtalte: "Krisen mellem England og Indien angaar ikke alene de to Lande. Den angaar hele Verden. Ethvert hæderligt Menneske maa af følgende to Grunde tage Stilling til den. For det første har Verden antaget Frihedsretten for alle Folkeslag, som den franske Revolution kæmpede for, og som udtryktes af Præsident Wilson som Folkenes Ret til at bestemme over dem selv. For det andet maa enhver som Kristen betragte Gandhis Bevægelse med den allerstørste Sympati. Kristendommens Lære om IkkeVold er blevet latterliggjort som uanvendelig i det praktiske Liv. Men hvis det lykkedes Gandhi at gennemføre sin Kamp uden Vold, saa vil han have bevist Sanheden i Kristi Lære. Gandhi søger at lyse op i vor mærke Tid med det samme Lys, der skinnede for 2000 Aar siden"… Referat af Sidney Strong.
Det hedder bl. a. fra "The International Commitee for India'"s første konference i Genève i foråret 1933:
"Konferencen bevidner sin Højagtelse for Mahatma Gandhi og for de Tusinder af indiske Mænd og Kvinder, der under Indiens Frihedskamp, paa saa enestaaende Vis, har gjort Prøve paa en ny Fremgangsmaade, der kan erstatte Krigen, og den hilser denne Metode som et vægtigt Bidrag til Afvæbningen. …
Idet Konferencen fordrer Løsladelse af alle "ikkevoldelige" Fanger, giver den sin Tilslutning til den Grundsætning, at politiske fanger ikke bør behandles som almindelige Lovovertrædere. Den kræver derfor, at Mahatma Gandhis Tilhængere, der for Størstedelen sidder fængslede sammen med almindelige Forbrydere og er dømt til Tvangsarbejde, bliver underkastet en anden Behandling …
Konferencen … understreger særligt Udtrykket Ikke Vold"…
Ellen Hørup skulle med årene blive en markant kritiker af Gandhi.
 |
 |