Det danske Fredsakademi

GANDHI OG DE NORDISKE LANDE

Redigeret af E. S. Reddy og Holger Terp.

Mit forhold til Gandhi

Af Ellen Hørup

Den 23 november 1936 begrunder Ellen Hørup hendes øgede kritik af Gandhis stadig mere diktatoriske politik i forhold til den socialistiske og kommunistiske opposition i den indiske nationalistbevægelse.

Oppositionen vil Gandhi ikke lade komme til orde i kongressen eller lade den indvælge i kongressens ledelse. Ellen Hørup voksende kendskab til de politiske og sociale forhold i Indien øger hendes forståelse for andre samfundsgruppers sociale behov for frihed, materiel og økonomisk fremgang. Først og fremmest kvindernes, bøndernes, arbejdernes og de kasteløses behov. Kongrespartiet, under Gandhis ledelse, tager, efter Ellen Hørups mening, ikke nok hensyn til disse befolkningsgrupper. Desuden er hun utilfreds med Gandhis manglende interesse i at inddrage kvindebevægelsen og arbejderbevægelsen i Indien i landets frihedskamp.

Kritikken fremkommer i foredraget: “Mit forhold til Gandhi”, som holdes for foreningen “Indiens Venner” i København. Det er delvist refereret i “Indiens Venner“, for November 1936. Den fuldstændige kladde til fordraget er fundet af Holger Terp, og publiceres her i sin helhed:

“Jeg har bedt Dem komme” … indleder hun … ” fordi jeg synes, at “Indiens Venner”, hvis Interesse for Indien og Beundring for Gandhi jeg har været med til at vække, ogsaa har Krav paa at faa at vide, hvilke ændringer i min Opfattelse disse fire Aar har medført. Jeg maa desværre begynde lidt langt tilbage med mine første Rejser til Indien. Gandhis Ideer, min Beundring for Ham, min Længsel efter at se et Menneske, der indgød mig det, som jeg hele mit Liv havde søgt, og som kaldes Devotion, Ærbødighed og Kærlighed i Forening, det var det, der førte mig til Indien baade første og anden Gang. Jeg vilde se Gandhi, og jeg vilde se de 350 Milioner blide Hinduer, som fulgte ham.

I Indien søgte jeg kun ham og hans Tilhængere. I hver By gjaldt mit første Besøg Kaddharboden, hvor jeg blot behøvede at vise en lille Medalion af Gandhi, der solgtes for 10 Øre paa Gaden, for at se alle Ansigter forvanles, alle Hjerter aabnes, og alle Hænder foldes til Hilsen. Jeg fandt, hvad jeg søgte. Men andet fandt jeg heller ikke. Jeg havde gjort det, som en af mine Venner skrev til mig, at hun ogsaa havde gjort: Jeg havde identificeret Indien med Gandhi. Og Gandhi var for mig den Apostel, der skulde bringe ikke alene Indien men hele verden Fremtidens Evangelium: Afskaffelse af Vold mellem Menneskene.

Og det er han endnu.

Men eftersom Aarene er gaaet og jeg har været i London under det Runde Bords Konference og siddet i Genève i tre Aar, er Indien blevet til andet end Gandhi for mig. Og jeg har lært og læst, set mange fra Gandhis Land og forstaaet, at der er forskellige Strømninger i Indien som i alle Lande. Og jeg er kommet bort fra Gandhi paa mange Punkter. Jeg følger ham paa hans Vandringer ude mellem Bønderne og inde i Byerne mellem Arbejderne. Jeg læser, hvad han mener om Kvinderne, og hvad han siger til dem, naar de spørger ham. Gandhi søtter dem højt. Han har kaldt dem ud fra Indespærringen, frem bag Purdaen. Men ogsaa Gandhi har en Mands Hjerne, og desuden en Hindus.

I Gandhis Blad, “Young India” fra 1929 staar der en Artikel, der hedder “The Hindu Wife”. Gandhi spørges til Raads angaaende en Pige, der er blevet bortgiftet til en mand, der behandler hende modbydeligt. Men Gandhi er imod Skilsmisse. Det, Kvinderne trænger til, er Oplysning og Opdragelse. Men naar en Mand binder sin Kone til en Pæl for at hun skal se paa hans Uterligheder, kan jeg ikke indse, at det er Konen, der trænger til Opdragelse. Gandhi erklærede, hun kunde gaa hjem og begynde at arbejde. Men hun har jo aldrig lært noget, og Forældrene er maaske saa fattige, at de ikke vil tage imod hende. Kender Gandhi ikke den kinesiske Mors ord til Datteren, da hum drevet til den yderste Fortvivelse løber fra Hjemmet og Manden hen til Moderen: “Hvad kommer du her for? Ved du ikke, at jeg ikke kan hjælpe dig? Eller har du glemt Vejen til Floden?” Men Gandhi er imod Skilsmisse. Og selv om Forældrene tager imod hende, saa er hun efter Hindu Loven udelukket fra alt, hvad der kan kaldes Liv. Hun er ikke en Gang Enke. Men Kvinden maa lide og undvære. Hvorfor? Er det Retfærdigt, at hun skal straffes, fordi hendes Forældre giver hende til en bestialsk Mand?

I en af de sidste Numre af Harijan diskuterer Fødselskontrol med en engelsk Forkæmperske for Sagen. Gandhi er imod det. Heller ikke han vil have Børn, før Indien er blevet fri. men han forlanger Afhol(denhed). Kun naar Hensigten er at skabe nyt Liv, er Samlejet etisk. Gør de to Mennesker det alene for Omfavnelsens Skyld, saa er de i Stedet for at være nær det guddommelige nærmere det djævelske. Er det ikke den unaturlige Lære om Askese, som alle Mennesker for ikke at tale om Videnskaben for længst har forkastet som Ligefrem skadelig? Kvinderne er stærkere end Mændene, siger Gandhi. Naar en Kvinde hellere vil dø end at give efter, saa kan ikke det værste faa hende til det. Men da englænderinden spørger, hvad den stakkels Kone skal gøre, naar Manden saa tager en anden, siger Gandhi, at nu gaar hun ind i en anden Gade. Der er ingen stakkels Kvinder. Men har Gandhi da glemt Barnet, der giftes bort i 12-14 Aars Alderen? Er det hende, som skal slaas paa Livet for at undgaa Børn hver Gang Manden vil have hende, og som intet Uhyre af en Mand kan faa Bugt med? Og aner Gandhi maaske ikke, at Kvinden har den samme trang til Hengivelse som Manden og lider den samme Skindsyges kvaler som Gandhi selv, da han sad paa Skolebænken og vidste, at hans Kone gik paa Besøg hos sine Venner.

Staar ikke Professor Karve os meget nærmere? Han som trodsede alle vedtægter og love og giftede sig med den Enke, han holdt af, og som efter Aars Forløb for at se sin Mor maatte stjæle sig som en Tyv om Natten ind til Byen, fordi han havde overtraadt Kastelovene. Som har viet hele sit Liv til at skaffe de indiske Enker Oplysning, Undervisning, Ret til at gifte sig og ordentlig Behandling. Som har skrevet en Bog om Fødselskontrol og som protesterer mod Lægernes Forslag om, at præventivmidler kun maa udleveres paa Recept Lægerne skal naturligvis kunne sige, naar en Kvinde ikke skal føde Børn, men at de ogsaa skulde sige, naar hun skal føde, er jo latterligt… Mange Læger har været langt tilbage her, og nogle har end og saa, hvis de raadede en kvinde til ikke at føde, været taabelig nok til at anbefale Afhol(delse). Er der ikke mere Forstaaelse og mere Menneskelighed hos ham?

Og Gandhi gaar ud i en stor og beundringsværdig Kamp for de urørelige. Han faster for deres Ret til at komme ind i Templerne, han udsættes for attentater, og han faar hele præsteskabet paa Nakken. Gandhi erklærer, at urørelighed ikke findes i de hellige Skrifter, og selv om det fantes der, saa sted det imod al Menneskelighed og kunde ikke være guddommelig Sanhed. Alle Følger ham begejstret paa hans HarijanTur. Men Urørligheden er et Biprodukt af kastevæsnet, og Gandhi beklager Urørligheden, men holder paa Kasten. Som om vi ikke havde nok at gøre med at bekæmpe det Kastevæsen, der beror paa Forskel i Penge, uddannelse, Arbejde og Køn, og er en plet paa det menneskelige Samfund hele Verden over. Gandhi vil kun have de fire Hovedkaster, og han vil ikke have den ene Kaste skal regnes for ringere end den anden. Hvordan vil han opnaa det i et Land, hvor den højeste Kastes Hovmod er saa stort, at den besmittes, hvis en urøreligs skygge falder paa den? Hvor kan Gandhi tro, at han kan udrydde Kasteforskel og Kasteprivilegier uden at udrydde kastevæsnet selv? Bliver Gandhis Kamp for de urørelige andet end et Slag i Luften, naar det Kastevæsen, der har affødt de kasteløse skal bibeholdes? Hvorfor ikke tage Skridtet fuldt ud? Gandhi er jo ikke bange for at udæske deres Vrede, som efter hans Mening begaar uret. Og han vil ikke være den første, der bryder med den tradition. Der findes to store (hinduistiske) reformatoriske Sammenslutninger i Indien, der har afskaffet baade Kastevæsnet og Gudebilleder: Bramo Samaj og Arya Samaj.

Og nu gaar Gandhi altsaa ud i Landsbyerne til sine hungrende Milioner med deres Uoplysthed og deres Overtro, deres Forgældethed og deres Slavesind. Hvad vil han lære dem, hvordan vil han hjælpe dem? Ernæingsfysiologi, Hygiejne og Haandværk vil han lære dem, og det er udemærket. Hvis de spiser deres Ris uskallet, presser deres Olje selv og spinder og væver deres egne Klæder, saa vil de blive lidt bedre ernæret og de vil spare en lille Sum aarligt til deres Klæder. Hvis de i femseks Maaneder arbejder 11 timer dagl(igt) saa kan de tjene de samme 13 øre, som de faar i Arbejdsløn hos Zenindrar'en. Sulteføde er baade det ene og det andet, skønt deres Fornødenheder er nede paa det laveste Minimum. Situationen i de indiske landsbyer er omtrent som i Hoveriets dage i vort Land. Og endda værre. Trykket af Skatter, som en fremmed Regering paalægger dem, og som de intet faar for, ikke en Brønd, ikke en Landevej, ikke en Skole, et Sygehus eller en Læge, er de henvist til Aagerkarle, saa snart de ikke kan udrede Skatten. Og englænderne inddriver end og saa Skatter i Hunger Distrikterne. Misbrugt af Aagerkarle, som tager op imod 200 % i Rente, maa de gaa til Zamindra’erne og sælge deres Arbejdskraft for at kunde beholde deres Jord. Hvert Aar nærmere Afgrunden tvinges de til at sælge deres Afgrøde, saa snart Kornet er kommet op. Og Opkøberen benytter naturligvis Bøndernes Nød til at trykke Prisen. Naar Høsten kommer, er Prisen maaske steget, men Opkøberne stryger en Gevinst, der kunne have hjulpet Bonden over Vanskelighederne, hvis han havde kunnet vente. Gandhi siger, at han er ude i rent socialt Arbejde. Er han det, kan jeg ikke være enig med ham. Det han kan gøre vil kun hjælpe et rent forsvindende Antal, og det er ikke paa den Maade, de indiske Bønder vil opnaa en menneskeværdig Tilværelse. Det, de trænger til, er politisk Opdragelse, Organisation, Selvtillid, saa de kan rejse en maalbevist Modstand mod deres Udbyttere. Ingen Krav kan være mere retfærdigere end deres, men intet kan skaffe dem deres Ret, før de forstaar, at de har den. Det lærer Gandhi dem ikke. Han kommer ud til dem med det Nøjsomhedens og Forsagelsens Evangelium, som han anser for Vejen til menneskelig Tilfredshed. Naar Masserne ikke sulter, saa maa for ham baade Aagerkarlene Zamindar'erne og Kapitalisterne gerne beholde, hvad de har. Han ved, Ejendom bringer intet menneske Tilfredshed. Muligheden for Tilfredshed ligger i Mennesket selv. Men ingen har lov til at lade andre lide Nød. Han Prædker ikke Oprør mod alle dem, der udsuger Bønderne. Han vil lære dem at faa mere ud af det, de har, at tjene noget, omend nok saa lidt ved deres Hænders Arbejde i den Tid, de intet andet har. Saa gaar der ikke noget fra nogen anden. Men er det ikke det samme Evangelium, som alle Religioners Kirker og Præster har Prædket i Enighed og Samdrægtighed med Magthavere og Kapitalister, saa længe Verden har staaet. Og er det ikke det, som alle Forekæmpere for Massernes Ret til Livet har sat alt ind paa at udrydde? Læren om Nøjsomhed og Forsagelse til dem, hvis hele Liv ikke har været andet end de to Ting. Med dertil hørende Henvisning til Herlighederne i det næste Liv, som de, der har dem her ikke et øjeblik tænket paa at ombytte med det hinsidige.

Gandhi kommer ogsaa med Gud. Men Gandhi kommer med sin Lære, fordi han tror paa, at den er Vejen til Tilfredshed. Den har været det for ham selv. Det er Forskellen paa Gandhi og Kirkerne og deres Tjenere. Gandhi tror selv, at det er ham, der udnytter Kapitalisterne, fordi de giver ham Penge til hans Arbejde i Landsbyerne. Han ser ikke, at det i Virkeligheden er dem, der bruger ham til at holde Misfornøjelsen nede hos Bønderne og Styrke den Fatalismens og Resignationens Aand, der faar dem til at løbe efter Zamindarens Vogn og bukkende og hilsende takke ham, fordi han værdiges at holde Liv i dem. Akkurat som alle andres Hoveribønder, lige fra Jeppe til de russiske, som Kaldte Godsejeren Far.

Og hvordan stiller Gandhi sig til Arbejderne og deres Kamp? Gandhi vil ingen Klassekamp have. Kapitalister og Arbejdere skal være gode Naboer og arbejde sammen. Arbejde er ogsaa Kapital. Saa snart Arbejderne er ordentligt oplært og organiseret, kan ingen nok saa stor Kapital faa Bugt med dem. Og Strejker har Gandhi selv været med til at lede. Men det er jo Klassekamp. Fagorganisation og Strejker det er Arbejdernes Vaapen i Klassekampen. Gandhi ønsker ikke Indien Industrialiseret. Han vil helst undgaa Dannelsen af et stort Arbejder Protariat. Men det er stik imod de indiske Arbejderes Interesse. Det, der har drevet den indiske Befolkning ud i dens nuværende Elendighed, er først og fremmest Arbejdsløshed. Englænderne tog Indiens Raastoffer, som Indien hidtil selv havde forarbejdet, lod engelske Arbejdere leve af at forarbejde dem og tvang inderne til at købe de færdige Varer. Jo før Indien faar en Industri, saa Landet selv kan fabrikere sine Varer, jo bedre. For det første bliver Fabrikanternes penge i Landet, for det andet faar flere Indere arbejde, og for det tredie bliver en stor Arbejderorganisation et stærkere Vaaben i Kampen for en menneskelig Løn.

Til Politiker egner Gandhi sig ikke. I Politik gælder akkurat de samme Regler som i Krig. Kampens Resultat beror dels paa de to Parters reelle Styrke og dels paa deres Evne til at bedømme Fjendernens. I Verdenskrigen blev Tusinder af Menneskeliv ofret paa Grund af forkerte Beregninger over Fjendens Styrke. Og vigtigere end alt andet i Krig som i Politik er det at gribe til i det rette Øjeblik, at benytte Chancen, naar den er der og ikke lade sig lokke i noget Baghold. En Personlighed som Gandhi egner sig ikke for den Krig, der kaldes Politik. Han er en Idealist, en visionær. Den Linje, han følger, er ikke en politisk. Han styrer ikke urokkelig mod et Maal, han en gang for alle har sat sig. Han har ikke noget bestemt Maal. Han siger selv: Maalet ved vi intet om, men Midlerne er vi selv Herrer over. Den Linje, Mahatma Gandhi følger, den er udsat for alt for mange Svingninger, paavirket af alt for mange religiøse, moralske, etiske hensyn. Og der kommer noget tilfældigt over Landets Politik som ikke er af det gode. I Forholdet til den engelske Regering ses det tydeligt af Begivenhederne i 1922. Gandhi havde lovet Landet Selvstyre, indet Aaret var omme. Da det ikke kom, besluttede Gandhi at starte Skattenægtelses(Kampagnen). Hele Landet forberedte sig feberagtigt til Kampen. Gandhi sendte sit Ultimatum til Vicekongen. Begejstringen var paa Højdepunktet. Men inden Vicekongens Svar var indtruffet, hændte der en Begivenhed, der omstyrtede det hele. I Ophidselse over Politiets Brutalitet stak nogle Bønder Ild paa Politistationen og dræbte nogle Betjente i ChauriChaura. Gandhi blev saa rystet og skuffet, at han paa grund af dette isolerede Tilfælde af Ubeherskethed standsede Bevægelsen i hele Landet. De andre Førere var ude af sig selv, og inden for Kongressen var der ligefrem Oprør. Men øjeblikket var forpasset, Chancen forspildt. Gandhi havde ofret det politiske for det etiske.

Et Eksempel paa, hvordan han forstaar at forene begge Dele paa en virkningsfuld og dramatisk Maade, er hans nyelige Afsked med Kongressen. Han gik, fordi han følte sig som en Diktator, der tvang de andre til at følge ham imod deres Overbevisning. Det var en Indrømmelse af, at der fantes en Opposition imod ham og hans Ledelse. Pierre Ceresole siger, at Gandhi haabede, at Kongressen, befriet for Trykket ved hans personlige Nærværelse lettere skulde finde den rette Vej i den rette Aand. For at give denne Opposition friere Hænder, gik han. Og det er sikkert første Gang, at en Politiker gaar, fordi han har for meget Indflydelse. Mere etisk kan en Politiker ikke handle. Men denne Gang glemte Gandhi ikke det politiske. Inden han gik, udelukkede han al Opposition fra Kongressens Arbejdsudvalg. Han ønskede et enigt Udvalg, og han gjorde det til et Tillidsspørgsmaal til ham personligt. Og han gik med sit Tillidsvotum og efterlod sig et Ministerium udelukkende bestaaende af sine egne Tilhængere, der intet foretager sig udenom ham, der beundrer ham som Menneske og følger ham som en Profet. Man kan ikke godt komme til anden Slutning end, at Gandhi gik ud af Kongressen for at styrke sin Indflydelse ude i Landet og samtidigt sikre sig Magten inden for Kongressen. Mere politisk kunde han sikkert i øjeblikket ikke handle. Og sjælden eller aldrig har et enkelt Menneske haft saa mange Milioner Tilhængere som Gandhi”.

Altså et meget kærligt, men også et noget, for den tid usædvanligt, kritisk forhold til Gandhi. Ellen Hørups kritik af Mohandas Gandhi forstærkes yderligere i et “Rundbrev“ fundet i Cathinca Olsens arkiv. Baggrunden for hendes forøgede kritik af Gandhi er, at han tilsyneladende ikke vil tillade en kritisk opposition at komme til orde inden for Kongressen.

Ellen Hørups meget kritiske holdning til Gandhi på stort set alle andre områder af hans politik end ikkevold, skaber splid og diskussion i “The International Committee for India”:

“Endelig er Slaget endt“, beretter Ellen Hørup, ”og det omstridte Nummer af “Indian Press” staar nu min danske Sekretær Sonja Rasmussen, og trykker. Det drejede sig om Jammanadas Mehtas Interview, som jeg vilde sætte i, og som de andre to, Dr. Privat og Melle. Rolland ansaa for farligt og skadeligt for Indiens Sag. Det kommer i “Indiens Venner”. Der kan I læse det og selv dømme om Farligheden. Maaske forundrer det Jer, at jeg befandtes at være paa den oppositionelle Front imod Gandhi, der vil sige, jeg vilde ikke udelukke fra mit Blad den Opposition inden for Kongressen, der politisk er uenig med ham. Og Grunden er ikke alene den, at jeg ogsaa er uenig med ham i hans Politik, men maaske min Trang til altid at gaa mod en Majoritet, der ikke med vor Epokes Mentalitet kan undgaa at misbruge sin Magt. Der er i Virkeligheden Gandhi Diktatur i Indien. Naturligvis uden Mord og Tortur. Det er udelukket under et Fremmedherredømme, de selv i rigt Maal anvender det. Selv om det ikke var udelukket, fordi det er Gandhi, der er Diktatoren. Jeg tror ikke paa hans Landsby Industri. Jeg har hidtil holdt paa, at for Mennesker, der sulter, er selv det mindste Tilskud af værdi. Hvilken Pris de end betaler for det. Det tror jeg ikke paa mer.

Med Spinderokken var det noget andet. Den var et Oprørsemblem som Kommunisternes Hammer og Segl, Kaddhar'en er den Hvidskjorte, man bar som Tegn paa, at man hørte til Oprørerne. Men som Arbejde, der skal give den indiske udsultede Bonde Kød paa Kroppen, er det vrøvl. Mon I husker, at en af de bedste Mænd, jeg har truffet her i Genève, Pierre Cresole, Stifteren af den Internationale Hjælpetjeneste, gik til Indien for at være med i Hjælpearbejdet efter Jordskælv og Syndflod i Bihar. De Breve, han sender hjem, og som gaar rundt, er det interssanteste, jeg har læst om Bønderne i Indien. Pierre Cresole lever sammen med dem, tager dem i Arbejde, lønner dem, forhandler med dem, om de vil flytte eller blive paa det udsatte Sted, hvor Floden i Aar tog deres Hus og alt, hvad de ejede. Man faar Indblik i, hvor Zamindar'erne, de Bønder, der har Haand og Halsret over dem paa grund af deres Gæld til dem, holder dem paa Hoveriets og Stavnsbaandets Stade. Hvor de, der siger, de vil blive paa samme Sted, gør det af angst for Zamindaren, der ikke vil have, de skal flytte for langt bort fra hans Hoveriarbejde. Hvor deres Løn er 14-15 øre om Dagen for 8 Timers Arbejde, og hvor de ubamhjertigt slaaes og mishandles ved den mindste Foranledning og helt uden nogen. Alle disse Forhold kan umuligt ændres ved genoptagelse af Landsby Industrien. Det kan kun give dem 10-11 Timers Arbejde dagligt i de fem Maaneder, hvor de intet andet har, med en Indtægt af de samme 14-15 øre som for de syv Timers Hoveri. Det er Opium for at holde dem nede i Undertrykkelsen ved at kaste nogle Smuler til dem, som de hverken kan leve eller dø af. Muligheden for en højere Vurdering af Haandens Arbejde eksisterer overhovedet ikke endnu. Den kommer først, naar Menneskerne har raset ud i deres Maskinbegejstring. Naar det haandgjorte ikke skal konkurrere med Maskinarbejdet, men faar en Værdi, som beror paa, at det er Hændernes Arbejde i Modsætning til Maskinernes. Det skal der en vis Udvikling, en vis Kultur til. Kunstnere, der selv arbejder med Hænderne har den, men yderst faa andre. At tale om en Værdi i et Land som Indien, er der intet fornuftigt Menneske, der tænker paa. Og som konkurrence til Maskinerne er Haandens Arbejde umuligt. Det er Sulteføde, og Sulteføde er Opium. Landsby Industrien er et Kompromis mellem Arbejdere og Arbejdsgivere, der gavner de sidste ved at holde lønnen nede paa et Minimum”.

Dette er en meget bemærkelsesværdig analyse af den samtidige politiske og religiøse udvikling i et sammensat land. Ellen Hørup er med denne kritik en ener i fredsarbejdet, fordi stort set alle andre vesterlændinge, der beskæftigede sig med indernes selvstændighedskamp i mellemkrigsårene, var ukritiske over for Gandhi.

Indien bliver først selvstændigti 1947. En tidlig frigørelse fra det engelske overgerredømme bliver forsinket af udviklingen i Europa og anden verdenskrig.

Top