Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 14. september 2007 / Timeline September 14, 2007
Version 3.513. September 2007, 15. September 2007
09/14/2007
National Security Archive Update, September 14, 2007
U.S. Reconnaissance Satellites: Domestic Targets
Documents Describe Use of Satellites in Support of Civil
Agencies
Washington D.C., September 14, 2007 - Today the National Security
Archive publishes a collection of documents concerning the use of
U.S. reconnaissance satellites to collect data on targets within
the United States over the last four decades. This new publication
follows the August 15, 2007, revelation in the Wall Street Journal
that the United States is planning to expand the use of
reconnaissance satellites over the United States in support of
civil agencies (those outside of the Defense Department and
Intelligence Community) in response to recommendations by an
independent study group.
Obtained primarily through the Freedom of Information Act and
archival research, the declassified documents published today
describe a number of uses for which U.S. reconnaissance satellites
have been employed, including evaluation of satellite performance,
mapping, disaster relief, and assistance to Environmental
Protection Agency investigations.
One manifestation of the increased reliance on satellites in
support of civil agencies is the establishment, effective on
October 1, of the National Applications Office (NAO) within the
Department of Homeland Security. Creation of the NAO--which would
replace the three-decades-old Civil Applications Committee--and the
intention to make greater use of reconnaissance satellites for law
enforcement and homeland security purposes has generated concern
among civil libertarians and members of Congress and led to
Congressional hearings.
The documents demonstrate a consistent desire to expand the use of
satellite reconnaissance in support of civil agencies over a period
of decades, and also that some of the issues being raised in
reaction to the disclosures of August 15 were raised years
earlier--such as the appropriateness of using reconnaissance
imagery to assist EPA investigations.
09/14/2007
Civilbefolkningen som skydeskive
Problemerne ved atomvåben er ingenlunde forsvundet, og
på mange måder er eksistensen af atomvåben et
alvorligere problem i dag, end det var under Den Kolde Krig. Der er
stadig mere end 27.000 atomvåben i verden, og mange er parate
til at blive affyret med kun et par minutters advarsel
Af: John Scales Avery
Måske er september 2007 et passende tidspunkt at tænke
lidt over statsstøttede former for terror, i hvilke civile
befolkninger overlagt bruges som mål, for i de første
dage af september år 1807 var den københavnske
civilbefolkning skydeskive for det britiske militærs
bombardementer, uden at der var deklareret krig. Bombardementet
havde til formål at terrorisere befolkningen, indgyde dem
frygt, og på den måde at fremtvinge den danske
flådes overgivelse, som de britiske styrker frygtede ville
falde i Napoleons hænder. Det var en af de første
gange, en civilbefolkning overlagt blev brugt som mål.
Da Hitler invaderede Polen i september 1939 appellerede den
amerikanske præsident Franklin Delano Roosevelt til
Storbritannien, Frankrig og Tyskland om at spare uskyldige civile
fra terrorbombninger.
"Det skånselsløse luftbombardement af civile i
ubeskyttede beboelsesområder under fjendtlighedernes
forløb," sagde Roosevelt (med reference til Første
Verdenskrigs luftbombardementer) "... har fyldt alle civiliserede
mænd og kvinders hjerter med væmmelse, og har helt
igennem rystet menneskehedens samvittighed."
Han opfordrede inderligt "alle regeringer, som kunne være
involveret i fjendtligheder, til offentlig at bekræfte deres
beslutning om at deres bevæbnede styrker i ingen
tilfælde og under ingen omstændigheder vil foretage
luftbombardementer af civile befolkninger eller ubeskyttede
byer."
To uger senere svarede den britiske premierminister Neville
Chamberlain på Roosevelts appel med ordene: "Uafhængigt
af hvor langt andre vil gå, vil Hans Majestæts regering
aldrig ty til overlagte angreb på kvinder og børn
eller andre civile med henblik på terrorisme".
Meget blev ødelagt under Anden Verdenskrig, og blandt
krigens faldne var de etiske principper som Roosevelt og
Chamberlain annoncerede ved dens begyndelse. På det tidspunkt
hvor Roosevelt og Chamberlain kom med deres deklarationer, var
terrorbombninger af civile allerede begyndt i det fjerne
øst. Den 22. og 23. september 1937 angreb japanske bombefly
civile i Nanjing og Canton.
Og den 25. september 1939 begyndte Hitlers luftstyrkers intense
angreb på Warszawa. Civile områder af byen, hospitaler
mærket med det store røde kors og flygtningene blev
alle beskudt i et forsøg på at tvinge byen til
overgivelse gennem terror. Den 14. maj 1940, blev Rotterdam
ligeledes ødelagt.
Mellem den 7. september 1940 og den 10. maj 1941 gennemførte
de tyske Luftwaffe massive luftangreb mod mål i England, og i
maj 1941 var 43.000 engelske civile blevet dræbt og mere end
en million huse ødelagt.
Ildstorm og ødelæggelse
Selv om det ikke var dem, der begyndte, så bombede USA og
Storbritannien civile mål i meget større
målestok, end Japan og Tyskland hidtil havde gjort det. For
eksempel angreb engelske og amerikanske bombefly mellem den 24. og
28. juli 1943 Hamborg med et gigantisk bombardement, hvis
officielle hensigt var "den totale ødelæggelse" af
byen.
Resultatet var en ildstorm. Som en pilot udtrykte det, var alt
"så langt øjet kunne se en stor brand." En anden pilot
var "forbløffet af det frygtindgydende syn af
målområdet. Det så ud som om hele Hamborg stod i
flammer fra den ene ende til den anden med en mægtig
søjle af røg som tårnede sig op over os - og vi
befandt os i seks kilometers højde! Det var næsten
helt utroligt, og da jeg kom i tanke om, at jeg så ned
på en by med en befolkning på to millioner, eller
deromkring, var det næsten frygteligt at tænke
på, hvad der mon foregik dernede i Hamburg."
Under ham, i den brændende by, nåede temperaturen op
på 760 grader celsius. Kraftige vinde sugede ny luft ind i
stormen af ild. Der var rapporteringer om børn, der blev
flået ud af deres mødres arme af stærke vinde og
suget ind i flammerne. Det blev estimeret, at af de 45.000
dræbte var 50 procent kvinder og børn, og at de fleste
af de dræbte mænd var for gamle til at være
soldater. Mange uger efter angrebene var de overlevende plaget af
"horder af ondskabsfulde rotter, som var blevet stærke ved at
ernære sig af de lig, som lå tilbage mellem
brokkerne."
Tyske byer som Kassel, Pforzheim, Dresden og Berlin blev
ødelagt på samme måde, og i Japan skabte
amerikanske bombninger ildstorme i mange byer, som i eksempelvis
Tokyo, Kobe og Yokahama. Alene i Tokyo kostede bombningerne mere
end 100.000 civile livet.
Atomkapløbet
Om morgenen den 6. august 1945 klokken 8.15 blev en atombombe bragt
til sprængning i luften over byen Hiroshima i et stort set
allerede besejret Japan. Eksplosionens styrke svarede til 15.000
ton TNT. Ud af en by bestående af 250,000 indbyggere blev
100.000 dræbt øjeblikkeligt. Mange af de sårede
døde senere hen af strålesyge. Få dage senere
blev Nagasaki på tilsvarende måde udslettet.
Den tragiske udslettelse af de to japanske byer var uhyggelig nok i
sig selv, men de markerede også begyndelsen på et
atomkapløb som endnu kaster en meget mørk skygge over
civilisationens fremtid.
Ikke længe efter bomberne i Japan detonerede den
daværende Sovjetunion sin egen atombombe, hvilket skabte
panik i USA.
Præsident Truman autoriserede en 100 procents indsats for at
skabe superbomber baseret på termo-nukleare reaktioner.
I marts måned i 1954 testede USA en termonuklear bombe
på Bikini-atollen i Stillehavet. Den var 1.000 gange
krafttigere end bomben over Hiroshima. Den Japanske fiskerbåd
'Heldige Drage' befandt sig 135 kilometer fra Bikini-eksplosionen,
og alligevel dræbte det radioaktive nedfald et af
bådens besætningsmedlemmer, og gjorde alle de andre
alvorligt syge. Afstanden til Marshalløerne var tilsvarende
lang, men selv i dag lider øboerne af effekterne fra
nedfaldet fra testen, som eksempelvis hyppige
fødselsmisdannelser.
Drevet af Den Kolde Krigs paranoia nåede antallet af
atomvåben på begge sider i sandhed obskure
højder. Da det var værst, var der mere end 50.000
atomvåben i verden med en samlet eksplosionsstyrke omkring en
million gange styrken af bomben over Hiroshima. Dette svarede til
fire ton TNT for hver enkelt person på hele kloden - nok til
at ødelægge den menneskelige civilisation gentagne
gange. Nok til at true selve eksistensen af liv på
jorden.
Ved afslutningen af Den Kolde Krig drog de fleste et lettelsens suk
og skubbede problemet omkring atomvåben ud af deres tanker,
fordi det var en trussel mod livet, som det var for
forfærdeligt at tænke på. Folk følte, at
de alligevel ikke kunne stille noget op, og de håbede at
problemet endelig var forsvundet.
Problemet ej forsvundet
I dag er der ikke desto mindre mange tankefulde mennesker, som har
indset at problemet med atomvåben på ingen måde
er forsvundet, og at det på mange måder er mere
alvorligt i dag, end det var under Den Kolde Krig. Der er stadig
mere en 27.000 atomvåben i verden, mange af dem er
brintbomber, og mange er på øverste beredskab, parate
til at blive affyret med kun et par minutters advarsel.
Verden har flere gange været ekstremt tæt på en
atomkrig forårsaget af tilfældigheder. Hvis
atomvåben fortsætter med at eksistere, vil
sandsynligheden for en sådan katastrofal begivenheden i
sidste ende være sikker.
De nuværende farer kommer også fra spredningen af
atomvåben. På det seneste er flere og flere lande
kommet i besiddelse af atomvåben, og sandsynligheden, for at
de vil blive taget i brug ,stiger. Hvis f.eks. Pakistans alt andet
end stabile regering skulle falde, vil landets atomvåben
måske falde i hænderne på terrorister, og mod
terrorisme har andre landes atomvåben ingen
afskrækkende effekt.
På den måde lever vi på et helt særligt
tidspunkt i historien. En tid hvor civilisationen er i krise. Vi
bad ikke om at blive født på et tidspunkt med krise,
men sådan er vores skæbne.
Hvert menneske, som lever nu, har et ganske særligt ansvar:
Vi skylder både vores forfædre og de kommende
generationer at skabe en stabil samarbejdsvillig verden. Det bliver
nødt til at være en verden uden krig, i hvilken
atomvåben er fuldkommen udryddet. Intet menneske kan skabe
disse forandringer alene, men sammen kan vi skabe den verden, vi
ønsker. Dette vil ikke ske, hvis vi ingenting gør,
men det kan ske gennem bearbejdelse af et stort antal borgere.
Civile har længe haft rollen som passive mål - som
gidsler i magtpolitiske kampe. Det er på tide, at
civilsamfundet giver sin vilje til kende. Hvis vores ledere
vedbliver entusiastisk at støtte krig som institution, hvis
de vedbliver ikke at ville afskaffe atomvåben, så lad
os da få nye ledere.
 |
 |