Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 1. Juli 1994 / Time Line July 1, 1994
Version 3.007/??/1994
Taliban-bevægelsen i Afghanistan grundlægges.
Kilde: Fenomenet Taliban : fra lokaloprør til
storpolitikk / Kristian Berg Harpviken ; Arne Strand. I:
Internasjonal Politikk, 2001:4 s. 445-472.
07/??/1994
Taliban movement in Afghanistan is founded.
07/01/1994
Læren fra Jugoslavien
Selv om krigslitteraturen alle dage har været stor og
granskningen af kriges årsager og forløb omfattende,
er der vist ingen krig, der er blevet så udførligt
behandlet, mens den endnu fandt sted, som krigen i det
forhenværende Jugoslavien. Og - og det er endnu mere
bemærkelsesværdigt - krigen i Jugoslavien er også
det første eksempel på en krig, der ikke kun ses fra
generalernes, regeringernes og den internationale politiks og
finansverdens side, og hvor befolkningerne udelukkende betragtes i
deres egenskab af uselvstændigt slagtekvæg og
kanonføde, men hvor folkets forklaringer på, hvad der
er sker, også er ved at vinde frem.
Af: Judith Winther
Takket være en intens indsats fra mange jugoslaviske
(serbiske, kroatiske, muslimske og albanske) borgeres side for at
forstå og forklare, hvad der foregår og er
foregået, er vor viden om den jugoslaviske krigs udvikling
langt mere nuanceret end om nogen anden krig. Og disse borgeres
indsats er blevet godt hjulpet af en mindre gruppe journalister af
både jugoslavisk og international oprindelse, der ikke har
villet lade sig nøje med bloddryppende krigs reportager. En
af disse journalister er den engelske Misha Glenny, der har skrevet
bogen Jugoslaviens sammenbrud.
Takket være den utraditionelle nyhedsformidling er der
efterhånden mange, der er blevet klar over, at denne krig
ikke i sin oprindelse drejer sig om gammelt had og hysterisk
nationalisme, men om magtambitiøse kredses kyniske
manipulation med gamle traumer og bevidste pusten til myter og
almindelig frygt i en befolkning, der længe har set sit
økonomiske eksistensgrundlag smuldre bort. Glenny, der taler
både serbo-kroatisk og tjekkisk, og som har foretaget flere
rejser i området og talt med en utrolig masse mennesker,
både høj og lav, er på fremragende måde i
stand til at skildre hele denne udvikling so den ses i sin
geografiske og kronologiske sammenhæng. Dermed er denne bog
blevet en vigtig kilde til forståelse for den jugoslaviske
konflikt.
Bogen har gennemgående fået gode anmeldelser i de
danske aviser. Men det er karakteristisk for dem alle, at de trods
omhyggelige referater af indholdet ikke bemærker, hvad der
adskiller denne bog fra almindelige beretninger om en
krigsudvikling. Det, de koncentrerer sig om, er
skyldsspørgsmålet. "Hvem startede?", "Hvem er den
største synder?". De spørger ikke "Hvordan startede
det?" og "Hvordan kunne det lykkes på så kort tid at
få en hel befolkning til at gå amok i
blodtørstigt had?" Og det er netop det, Glennys bog giver en
så god beskrivelse af.
Ansvaret
Selvfølgelig er det vigtigt, at bogen viser, at alle
bærer deres del af ansvaret for, at det er gået, som
det er gået - det er vigtigt ikke mindst i vor kultur, der i
enhver konflikt automatisk søger efter den/de gode og den/de
onde, og derfor fra starten ødelægger mulighederne for
en virkelig og effektiv mægling. Selvfølgelig er det
vigtigt, at en så vidende mand som Glenny klart
påviser, hvor og hvordan de vesteuropæiske lande har
spillet fallit i forhold til Jugoslavien. Remsen er lang og i hvert
fald delvis kendt. Men personligt har jeg da ikke tænkt over,
at en vigtig årsag til, at Vesten ikke bemærkede, at
Jugoslavien var ved at gå i opløsning, var, at de
vestlige lande havde hele deres opmærksomhed rettet mod Irak
og truslen mod olieforsyningerne. Det samme gentog sig i
forbindelse med krigsudbruddet i Kroatien. Fordi alle var optaget
af at fejre Sloveniens selvstændighed, gjorde man sig ikke
klart, at der var forskel på det ret homogene Slovenien og
Kroatien. At Kroatiens selvstændighed nødvendigvis
måtte følges med garantier til de serbiske
mindretal.
Både England og USA gik ind for det i sig selv rigtige
princip, at der ikke kunne blive tale om nogen
selvstændiggørelse, før der forelå en
helhed-splan for det jugoslaviske område, men de var
desværre ikke i stand til at gennemføre det.
Endelig fortsatte vestmagterne i forhandlingssituation efter
forhandlingssituation med at fejlbedømme forholdene. Og i
deres traditionelle orientering imod den politiske ledelse lod de
sig trække om ved næsen af Milosevic, der hver gang det
var opportunt smuttede uden om ved at fralægge sig ethvert
ansvar og vælte det over på f.eks. de bosniske serbere.
Som Glenny siger, "den eneste sandhed i den jugoslaviske krig er
løgnen". De vesteuropæiske magter påtog sig
således mæglerens rolle i et land og en konflikt, som
de ikke forstod. Man kan sige, at de behandlede problemet
sådan, som de syntes problemet burde være.
Endelig er det selvfølgelig vigtigt, at Glenny på
baggrund af sin erfaring fremhæver, at våben aldrig kan
bringe fred på Balkan. Som han siger i et interview i
Information i anledning af bogens udgivelse, er der "kun én
løsning på problemerne på Balkan, og det er
forhandlinger med alle de involverede parter". Det er
helhedsløsningen, han efterlyser, og nu ikke blot for
Jugoslavien men for hele Balkan. Derfor er det også logisk,
at han slutter bogen med en gennemgang af de forhold, der kan
få afgørende betydning for forholdene på det
sydlige Balkan i den kommende tid.
Det bredere perspektiv
Det jeg mangler i alle disse anmeldelser er en anerkendelse af det
bredere perspektiv på en konflikts opståen, der er
fulgt med begivenhederne i Jugoslavien, og som Glennys bog er en
så fremragende eksponent for. Krig set ikke som en krig
mellem politikere og befolkninger fra forskellige lande eller
republikker, men som krig mellem landets/republikkens politiske
ledere og befolkningen. I forbindelse med skildringen af den
voksende opposition i Serbien i 1991 siger Glenny således, at
"Milosevic forberedte sig på konfrontationen med den serbiske
regerings mægtigste fjende - den almindelige serber".
Vestlige politikere opdagede aldrig, at her lå den vigtigste
forbundsfælle imod krigen. De var optaget af at forhandle med
Milosevic og Tudjman. De lagde ikke mærke til, hvordan
medierne, som regeringerne i både Beograd og Zagreb "havde
lagt deres klamme hånd på", udbredte "usandheder, myter
og misvisende oplysninger, som satte splid mellem ikke-stridende
parter". De slugte myten om de primitive balkanfolk og de gamle
myter, der gjorde en krig uundgåelig. Men, som Glenny siger,
de myter havde "stort set været glemt i over 40 år
Tænk om vesten allerede den gang var gået i gang med at
støtte arbejdet for en fri presse sammen med den aktive del
af befolkningen, der søgte at modarbejde den nationalistiske
propaganda. Tænk om man dengang havde lyttet til og
støttet de kredse af serbere og kroater i Kroatien, serbere
i Serbien og bosniere og Bosnien-Herzegovina, der advarede om, hvad
der foregik. Jo længere krisen fik lov at udvikle sig
upåagtet, jo sværere blev det at "gøre noget".
Hvilket begivenhederne desværre tydeligt har
bekræftet.
Alment for krig
Efter at have læst Glennys bog er en tanke, der før
har strejfet mig i forbindelse med krigen i Jugoslavien, blevet
mere vedholdende. Er det, vi har set i Jugoslavien, i virkeligheden
noget alment for krige? Er det de specielle omstændigheder,
der findes i dag - nyhedsformidlingen med TV og fotos, der bringer
krigen tæt ind på livet af folk, de civile
netværk for menneskerettigheder og alternativ
sikkerhedspolitik, der sørger for en nyhedsformidling af en
helt andet karakter end den officielle, og det internationale
samfunds nye officielle krav om at løse kriser og krig i
stedet for at lade dem rase ud til den bitre ende - er det dem, der
har skabt muligheden for en mere nuanceret forståelse af,
hvad der egentlig foregår. Kriges udvikling har måske
ikke ændret sig, men det har vore muligheder for at
forstå sammenhænge, der tidligere forsvandt i
statsideologier og heltedyrkelse.
Hvad med nazisterne før og under 2. verdenskrig? Der tales
om den særlige tyske mentalitet, der disponerede tyskerne til
at godtage nazismens grusomheder. Ja, endnu dag hører man af
og til sådanne synspunkter. Men sammenligner man
begivenhederne i Tyskland i 20'ernc og i begyndelsen af 30'erne med
begivenhederne i Jugoslavien nu, tegner der sig påfaldende
lighedspunkter. En autoritært opdraget befolkning og
magtambitiøse kredse, der forstod at udnytte det forhold, at
befolkningen var lette ofre for manipulation, godt hjulpet af
elendige økonomiske forhold. Som i Tyskland i 20'erne,
oplevede det jævne folk i Jugoslavien gennem 80'erne en
stadig forringelse af deres økonomiske vilkår. For
mange var det efterhånden svært at se, hvordan de kunne
overleve. Ganske vist lykkedes det for Ante Markovic at rette op
på økonomien i 1990-91, men da var det for sent.
I den forbindelse bliver myten om Vestens svig i Miinchen i 1938
meningsløs. På det tidspunkt var det for længst
for sent. Lige som det var for sent, da Vesten begyndte for alvor
at interessere sig for begivenhederne i Jugoslavien. Hvis de
vestlige lande, og det vil først og fremmest sige England og
Frankrig, havde lyttet til de advarende røster fra Tyskland
i de tidlige 30'ere, kunne 2. verdenskrig måske være
undgået. Men på det tidspunkt var de mere optaget af at
sikre deres aktier i og deres samarbejde med den tyske
sværindustri - derunder våbenindustrien, industrier der
direkte støttede Hitler. Ser vi på andre og samtidige
krige, krigen i Somalia og krigen i Rwanda, tyder alt på, at
man kan genfinde det samme mønster. De blodige stammefejder
er blevet oppiskede som brikker i et magtpolitisk spil. Og som i
Nazitysklands tilfælde har Vesten, her Frankrig, også
haft sine interesser at sikre dér. Betyder det, at
hovedparten af krige gennem verdenshistorien kan forstås
på denne måde? Skal vi skrive verdenshistorien om?
Selvfølgelig har der været forskelle, og
selvfølgelig har de givne forholds forskellige faktorer
spillet ind, men betragter man historien med de nye briller, vil
meget tage sig anderledes ud. Mest tydeligt er det i de mange
borgerkrige rundt om i verden. Og er det ikke et velkendt aksiom,
at har en statsledelse indenrigspolitiske problemer, er det godt at
finde en ydre fjende, der kan aflede opmærksomheden.
Men denne erkendelse må få direkte konsekvenser for vor
opfattelse af konfliktløsning. Det er en lykkelig udvikling,
at der både på det civile og politiske plan er ved at
brede sig en stor interesse for konfliktløsning, men
konfliktløsningen træder endnu sine barnesko. Hvis
konfliktløsning skal blive effektiv, er det vigtigt, at man
gør sig klart, at der findes forskellige former for
konflikter, og at de vil kræve forskellige former for
konfliktløsning. Selvfølgelig er det af uvurderlig
betydning, at befolkningsgrupper lærer at håndtere
deres store og små konflikter. Men lige så vigtigt,
eller måske endnu vigtigere er det, at de lærer at
frigøre sig fra politiske autoritetstro, at udvikle deres
egen selvstændighed og at gennemskue de forsøg
på manipulation, der under uheldige omstændigheder kan
få så katastrofale følger.
Til at forstå manipulationens mange veje og midler er Misha
Glennys bog om Jugoslaviens sammenbrud en glimrende lærebog.
Den bør indgå i det nødvendige pensum for
enhver konfliktløser, der vil andet end at formane folk om
at opføre sig pænt.
Litteratur: Misha Glenny, Jugoslaviens Sammenbrud, Gyldendal
1994, 245 s., Kr. 248,-.
Kilde: Fred og frihed nr. 2 1994.
07/01/1994
DiB indvies.
 |
 |