Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 3 Oktober 1909 / Time Line October 3, 1909

2. Oktober 1909, 4. Oktober 1909

10/03/1909
Fredsvenlig udvikling
Af Fredrik Bajer
http://www.archive.org/details/gadsdanskemagasi03kobeuoft
Fredrik Bajer i 1892.
»Excelsior —«
Det er mig en ære at være opfordret til at skrive en artikel enten omhandlende en skildring af mit „arbejde i fredssagen" eller af „fredssagens historie".
Jeg skal gøre et forsøg, idet jeg dog sætter „både — og" i stedet for „enten — eller", om end artiklen derved får et mer „causerie"-agtigt præg.
Jeg forbigår det forsøg, som 1867, efter brevveksling med Fr. Passy, blev gjort af mig på at stifte en dansk fredsforening.
Det lykkedes først den 28. november 1882. Men den nyfødte fik navnet „Foreningen til Danmarks nevtralisering". Jeg nærede næmlig den gang den tro, at dette formål lettest og hurtigst kunde nås. I nevtralisering ligger garanteret nevtralitet. I 1898 var jeg — især gennem påvirkning af min svenske ven, rigsdagsmand Dr. Ad. Hedin — bleven klar over, at garanteret nevtralitet var betydningsløs, ja endog kunde blive skadelig. Det lykkedes mig at få „Dansk Fredsforening" til at ændre sit program i den henseende. Formålet blev fra nu af: at virke for, at Danmark erklærer sig vedvarende nevtralt.
Hvad ligger deri?
Det ligger i ordet erklæring, at her ikke er tale om noget, som afhænger af andre magter, men om noget, som den suveræne stat gør af egen fri magtfuldkommenhed. Det var udenrigsminister Bluhmes standpunkt under Krimkrigen. Det er det standpunkt, som den folkeretskyndige Fr. de Martens har tilrådet Danmark at indtage. Og det er uden tvivl en misforståelse af fhv. udenrigsminister Deuntzer , når han opfatter en sådan erklæring om vedvarende nevtralitet som „en blot demonstration, hvorved Danmark ikke kan opnå nogen fordel" o. s. v. (se Bilag til Forsvarskommissionens Betænkning p. 6). Jo, den en gang for alle erklærede principielle nevtralitet har den fordel fremfor den tilfældige, — den, som erklæres for hvert enkelt tilfælde, når krig er ved at bryde ud imellem andre magter, — at den betrygger imod alliancetilbud fra disses side. Den stat, som har erklæret sig principielt og vedvarende nevtral, har meget lettere ved at holde sig fri for krigsalliancer, end den, som andre stater mener at kunne vinde for sig som forbundsfæller. Erklæringen, afgiven en gang for alle, virker som en para-alliance — (jævnfør parasol).
Misforståelsen kommer vel for en del deraf, at man, både fra den ene og fra den anden side, ofte altfor meget sætter nevtralitetsspørsmål i forbindelse med forsvarsspørsmål. De magtmidler, som en nevtral stat har brug for til opretholdelse af sin nevtralitet eller varetagelse af sine folkeretlige pligter under krig mellem andre magter, bliver uden tvivl de samme i alle tilfælde. De afhænger ikke af, om nevtraliteten er af den ene eller den anden natur. Forskellen er i det højeste, at den en gang for alle erklærede nevtralitet i højere grad opretholder suveræniteten, medens den garanterede nevtralitet åbner adgang til indblanding fra garanti magternes side i den nevtrale stats ordning af dens militærvæsen.
Men er dette rigtigt, står nevtralitetsspørsmålet heller ikke i umiddelbar forbindelse med afvæbningsspørsmålet. Dettes løsning foregår imellem staterne på samme naturlige måde som det, i hundredårenes løb, er foregået imellem borgerne i samme stat. Når den internatjonale retssikkerhed er bleven så stor, at det ingen nytte længer er til at være bevæbnet, falder våbnene bort af sig selv. Politi og domstole i internatjonal forstand vil efterhånden i tidernes løb fremme afvæbningen, om end aldrig væbnet magt helt vil kunne undværes — lige så lidt internatjonalt som natjonalt, Ingen vil naturligvis gøre begyndelsen med afvæbning, så længe stridigheder imellem natjonerne ikke kan afgøres ad retslig vej, ved voldgift, mægling eller på anden fredelig måde. Først, når det er tilfældet, forsvinder våbnene efterhånden.
Det er også en misforståelse at anse våbnene som selve sygdommen. De er kun sygdommens ydre kendetegn. Man helbreder ikke en koppepatient ved at barbere kopperne bort. Der må en grundigere kur til. Det, som bevirker koppernes fremtræden i det ydre, må bort.
Det er den gode forståelse — Entente cordial — , som, i forbindelse med de internatjonale retsmidlers forbedring, må være fredsvennernes hovedopgave. Lige som i lægekunsten er de forebyggende midler vigtigere end de, som må tilgribes, når sygdommen — krigen i dette tilfælde — er udbrudt.
Der er derfor noget, som for fredsvennerne må stå som endnu højere formål end voldgift o. lign. Voldgift forudsætter strid. Men bedre endnu end for Voldgift er det at virke for, hvad vor store legatstifter Alfred Nobel i sit testamente har betegnet som »folkens förbrödrande« (hans modersmåls udtryk taber ved oversættelse). Denne sandhed erkendes mer og mer af de ledende fredsvenner i alle lande. Derfor er der en stigende tilbøjelighed til at danne internatjonale politiske sammenslutninger. Ti derved udelukkes, så vidt muligt, krig imellem de stater, som slutter sig sammen. Der har bl. a. hævet sig røster for at forene Tomagtsforbundet og Tremagtsforbundet til et Femmagtsforbund eller lignende. Men der er en fare ved at virke for sligt uden tilstrækkeligt hensyn til forbundsmagternes selvstandighed. Faren er imperialistisk. Og imperialismen bliver i længden den største fare for fredssagen, idet den er tilbøjelig til at sætte magt i stedet for ret. De store magters hjærtelige omfavnelser er vel glædelige, men dog kun for så vidt som de små staters selvstændighed ikke knuses imellem de stores favntag. Derfor har jeg ved enhver lejlighed i de senere år betegnet som kantonalisme, hvad der bør fremmes for at afværge imperialismens farer. Den meget frugtbare, fredsvenlige forfatter Alfred Fried har med rette taget til orde for Verdens organisation. „Organiser Verden!" oversat på mange sprog, er endog brugl som indskrift på oblater til at lukke breve med. Jeg har gjort opmærksom på, at det ikke er nok at organisere, når man ikke organiserer på den rette måde. Forbilledet kan findes i Svejtser-forbundets organisation. Dets 22 kantoner kaldes endog „suveræne" i forfatningsloven. Deres selvstændighed er hævdet. I Svejts viser historien, hvorledes store og små „stater" — endog med forskelligt sprog og forskellige trosbekendelser — kan føre et fredeligt samliv i indbyrdes forståelse med hverandre. Heri ser jeg forbilledet for det „folkens forbrodrande", Nobel nævner som det første formål i sit testamente.
Hermed har jeg i flygtige træk antydet den åndelige udvikling, jeg i de sidste firti år har gennemgået som fredsven. Jeg har med det samme meddelt lidt om mit eget arbejde i fredssagen, løvrigt håber jeg i løbet af året at kunne udgive „mit levned". Et menneskes levnedsløb er tit parallelt med en hel tidsalders, og har for så vidt mer end rent personlig interesse.
Kilde: Gads danske magasin, 1909.

10/03/1909

Top