Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 20. februar 1903 / Time Line February 20, 1903
Version 3.519. Februar 1903, 21. Februar 1903
02/20/1903
Hvad Krig
er
Af Peter
Munch
Siden den store
Styrkeprøve mellem Frankrig og Tyskland, har der ikke
været nogen Krig, der bragte saa store Ulykker over
Menneskene, som Kampen mellem Rusland og Japan nu truer med at
bringe.
Den Gang stod Tysklands 42 Millioner mod Frankrigs 36; nu er det
Ruslands 140 Milioner mod Japans 50. Den Gang begyndte Tyskerne
Krigen med en halv Million mod Franskmændenes henved 300,000,
og i Krigens Løb bragte hvert af de to Lande mellem 1 og 2
Millioner Mand under Vaaben. Nu raader Rusland over 3 ½
Million Linjetropper og en lige saa talrig Reservestyrke; lidt
efter lidt kan det sende til Valpladsen omtrent saa mange, det skal
være; Japans Hær regnes til ½ Million; hvormeget
den kan forøges, derom vides intet. Den store Forskel er
der, at denne Gang er Valpladsen ikke et højt kultiveret
Land, Kampens Brændpunkt ikke Verdens kulturelle Hovedstad.
De to Folk, der staar mod hinanden, er, sammenlignet med
Vestevropas Kulturfolk, begge Barbarfolk; de fører Kampen
paa fremmed Jord, som de begge ønsker at røve. Men
dette betyder blot, at de kan føre Krigen med en endnu mere
utæmmet Grusomhed, at de kan forøve et endnu
større Ødelæggelsesværk. Det betyder
desuden endnu større Lidelser for de to Landes Hære,
og det skaber Mulighed for, at Kampen kan trækkes ud
længe, meget længe. Det ser jo ud, som om Japan i det
mindste en Tid vil have Overmagten; dette vil føre til, at
det ene Hundredtusind efter det andet af Ruslands
uudtømmelige Menneskemasser vil komme til at drage Vejen
gennem Sibirien, Vejen til Elendighed og Død. Hele Ruslands
Historie bærer Vidnesbyrd om, at dette Folk er sejgt;
Russerne opgiver ikke. Det gælder jo Æren,
Krigsæren, den mest ulykkebringende Afgud, hvortil Menneskene
nogen Tid har ofret. Hundredtusinder af Liv, Milliarder af Rubler
har Russerne ofret den før, og de vil gøre det igen;
Landet er forarmet og udpint til det yderste; lige meget, de vil
forarme og udpine det mere; 1 Million Mennesker holder Rusland
altid under Vaaben i Fredens Dage, 1 Milliard Kroner giver det ud
dertil hvert eneste Aar; det vil lægge til i Krigens Dage,
hvad der behøves; Sult og Nød, Elendighed i alle
mulige Former vil det betyde for Millioner af Mennesker; ligemeget,
det vil ske; den vanvittige Lov, som Magtsyge og falske
Æresbegreber skrev Staterne, kræver det. Med mindre!
Med mindre det vidunderlige, det næsten umulige skulde ske,
at Forstanden, at Nutidens Følelser sejrede over Fortidens
Fordomme hos dem, der nu raader i Rusland. Eller det endnu
vidunderligere, det lige saa utrolige, at Fornuften med et Slag
skulde bryde igennem i det russiske Folk, saa det fejede disse
Bærere af en raa og taabelig Fortids vrange Forestillinger
til Side.
Overalt i Landene er i disse Dage Opmærksomheden vendt mod
Valpladsen; med Spænding følger noget nær alle
Telegrammernes Virvar, gransker Slagplaner, studerer Kort og
fantaserer over Begivenhedernes Gang. I Iveren derfor glemmer de
fleste at gøre sig klart, hvilke Lidelser og hvilket Vanvid
det er, disse Telegrammer i Virkeligheden beretter om. Lad os
søge at give et Indtryk deraf ved at kaste et Blik paa den
sidste store Kamp for en Menneskealder siden.
Nogle faa Tal giver Maalestokken for den Sum af Ulykker, Krigen
1870 — 71 bragte Frankrig. En moderat og yderst forsigtig
fransk Historiker, den tidligere Udenrigsminister Hanotaux, har for
nylig gjort det op. Han regner for den franske Hær alene
139,000 Døde og 143,000 Saarede, og dertil et ubestemmeligt
Antal Syge; 340,000 Mand indlagdes ialt paa Hospitalerne. Men dette
er kun en Brøkdel af det Tab, Frankrigs Befolkning led; ved
Drab af civile Mennesker, ved Sygdom og Svækkelse, skabt af
Sult og Nød, ved Fødselstallets Formindskelse osv.,
led det franske Folk et Tab, som Hanotaux beregner til 1,200,000
ialt. Man forsøge at kalde frem for sin Bevidsthed den Sum
af Lidelser, dette Tal er Maalestok for, man tænke sig
Smerten for dem, der led af Sult og Saar, Angsten og Sorgen for det
hele Folk, hvor der neppe var et eneste Menneske, der ikke
begræd en Slægtnings eller Vens unaturlige
Død.
Og nu Pengetabet. Hanotaux regner den franske Statskasses Tab til
15½ Milliard, det vil sige halvanden Gange det Beløb,
hele Danmark og alt det Danske ejer, er vurderet til. De Pengetab,
de enkelte Mennesker led ved Udpresninger og Tyveri, ved
Forretningernes Standsning og Høstens
Ødelæggelse, derfor gives ingen Maalestok.
Men vandt da det sejrende Tyskland Fordele, som opvejede, hvad det
ofrede? 40,000 Døde og 90,000 Saarede, Hundredtusinder Syge
var Tysklands Offer. Derfor fik det henved 6 Milliarder, ikke stort
mere, end Krigen kostede Tysklands Statskasse. Det Tab, som
Standsning af Forretningsliv og af Arbejde bragte det tyske Folk,
fik man intet for. —
Men Krig betyder ikke blot Død og legemlig Smerte, ikke blot
Ødelæggelse af de materielle Goder, hvormed Menneskene
gør sig Livet taaleligt. Det betyder tillige en Forstyrrelse
af det normale Sjæleliv, en Forvirring af Tanken, en
Forraaelse af Følelsen. Retter vi nu vort Blik mod disse
Tyskere og Franskmænd fra Kampens Aar, da synes de for os to
Hærskarer af Vanvittige, der — som det hænder
sindssyge — af deres Forstand kun har bevaret en eneste Evne:
Opfindsomheden i at udfinde Midler til at skabe Ulykke og
Ødelæggelse.
Tag saaledes Franskmændene i de Dage, da Krigsvanvidet greb
dem som en epidemisk Smitte. I en Uges Tid godt og vel havde
Krigsrygterne svirret gennem Paris; fra først af
hørte de allerfleste dem med Uvilje, men lidt efter lidt
hypnotiseredes de op; fra de fea, der altid gaar med Kamplysten i
sig, bredte den sig til næsten alle, Krigsbegejstring og
Fædrelandskærlighed blev pludselig et og det samme; kun
ganske faa stod imod. I Regeringen sejrede de taabelige,
Fantasterne paa næsten uforstaaelig Vis, ved et pludseligt,
uimodstaaeligt, forrykt Følelsesgénnembrud,
skønt Kejseren og Førsteministeren til det sidste
forstod, hvor afsindig man handlede.
Og saa stod da den 15. Juli denne samme Førsteminister paa
Deputeretkamrets Talerstol for at forelægge Folkets kaarne
Mænd Krigsbudskabet. 300 var de omtrent, et halvt Hundrede
radikale, Resten ligelig delt mellem det moderate Regeringsparti og
det gamle Højre. De havde ikke hørt Krigsbudskabet
til Ende, før Vanvidsjublen slog sammen om Ministeren. Kun
den gamle Thiers og det radikale Venstres Mænd beholder
Hjernerne klare mellem alle de kampberusede. I Skræk og
Fortvivlelse samles de om Thiers.
,Jeg saa Uvejret bryde løs over vore Hoveder," siger han
selv, „men jeg vilde have trodset Lynet, vis paa
Døden, hellere end at se rolig paa den Taabelighed, man var
ved at begaa. Jeg For op fra min Plads og tog Ordet. Rasende Skrig
slog sammen om mig fra alle Salens Kanter. Et halvt hundrede
vanvittige Mennesker truede mig med Næverne,
overdængede mig med Skældsord, raabte til mig, at jeg
vanærede mig selv, at jeg besudlede mine hvide Haar."
Saa prøver han at tale; Sætning for Sætning, tit
Ord for Ord, hugges hans Tale i Stykker af rasende Tilraab.
Forrædenavnet slynges mod ham, „Til Coblenz med ham,"
brøler man fra Højres Bænke. Med en
beutidringsværdig Kraftanspændelse fører dog den
73-aarige Mand sin Tale igennem. Han faar sagt de manende Ord, der,
inden et Aar var gaaet, skulde blive hans Adkomst til den
første Plads i den franske Stat.
Men lige meget hjælper det. Hans Forslag om at kræve
fuld Besked af Regeringen forkastes; det overdrages et Udvalg af
krigsberusede at modtage Oplysningerne. Udenrigsministeren Gramont,
„Evropas største Dumrian'', som Bismarck har kaldt
ham, møder i Udvalget; man spørger, om han har
allierede; han svarer med hemmelighedsfuld Højtidelighed:
„naar jeg har ladet Udvalget vente paa mig, er det, fordi jeg
i Udenrigsministeriet havde en Samtale med Østrigs og
Italiens Gesandter, jeg haaber, at De ikke vil spørge om
mere.!" Og selvfølgelig forbyder Patriotismen at
spørge om mere. Lige saa elendig Besked faar man af
Krigsministeren. Det gør intet. Med Begejstring
erklærer Udvalget sig tilfreds; Krigens Vanvid er over dem og
har røvet dem al sund Sans.
Og følger vi saa det franske Folk gennem de første
Ugers Henrykkelsestilstand og siden gennem Ulykkens Dage, saa
møder der os Træk efter Træk, der vidner om,
hvor vilde Fantasier, der omtumledes i disse forpinte,
overnervøse, overophidsede Hjerner. Vi finder disse
Vidnesbyrd i Victor Hugos og i Gambettas Proklamationer saa godt
som i Beretningerne fra Paris' Klubmøder. Tag f. Eks.
Opfinderideerne, alle de vidunderlige Midler til Tyskernes
Ødelæggelse, man fantaserede over, tit under
Hundreders eller Tusinders andagtsfulde, forventningsfulde Lytten.
Der er en, der foreslaar, at man skal slippe Rovdyrene i zoologisk
Have løs paa Tyskerne, en anden, som forbedrer det til, at
man først skal lade dem forsvarlig gennemprygle Vogtere i
preussiske Uniformer, for at de kan erhverve det rette Sindelag mod
den Slags Mennesker. En tænkte sig først med
Skræk, at Tyskerne kunde finde paa at komme ind gennem
Kloakeme, men trøstede sig dog snart med, at saa kunde man
saa bekvemt skyde dem, efterhaanden som de kom op af
Kloakmundingerne. Og saaledes kunde man citere videre og videre i
det uendelige. Selvfølgelig er ikke alt Ufornuft, ikke alle
revne med, men alligevel, vi er i alt dette langt, uendelig langt
fra det normale Sjæleliv. Og naturligvis gælder dette
ikke blot Franskmændene i 1870; hvert Folks Krigshistorie er
rigt paa Eksempler af lignende Art. —
Det er hos de besejrede Ligevægten mest brydes, og de
vildeste Ideer kommer frem. For Sejrherrerne derimod er Kampen mere
en Opdragelse til Brutalitet, til Vold og Røveri. Tyskernes
Handlinger i Frankrig i 1870 — 71 er en Kæde af
Vidnesbyrd derom. Vi tager et enkelt Eksempel ud mellem Tusinde.
Det er den sindige, politisk moderate Historiker, den tidligere
Kultusminister Ram baud, som beretter det.
Det hændte, at en lille fransk Troppeafdeling overrumplede
nogle Tyskere og sprængte en Jernbanebro. Dagen efter kom
tyske Hærafdelinger til Landsbyen, som de franske Soldater
straks havde forladt igen.
„Alle Indbyggere, som man kunde faa fat paa," fortæller
Rambaud, „Mænd og Kvinder, blev brutalt drevne sammen i
Flok. En stakkels krumbøjet Olding paa 83, som vilde
nærme sig sine Slægtninge, som man slæbte af med,
blev strakt til Jorden ved et Skud, dødelig saaret."
„Andre Tropper, Uhianer og Bajrere, kom til fra Nancy og
begyndte at sætte Ild paa." „Man overhældte
Straaknipper med Petroleum; med Bajonetterne dreves Indbyggerne ind
i deres brændende Huse. De slap kun levende fira det ved
Hjælp af Bagdørene. En gammel lam Kone brændte i
sin Seng." „Adskillige Fanger blev mishandlede, saa de siden
døde paa Hospitalet. " Af 55 Huse brændte 50.
„Nogen Tid derefter kom nogle prøjsiske Officerer fra
Toul, der var Amatørfotografer; de rettede deres Apparater
mod Skuepladsen for den smukke Bedrift; de opdagede da, at et Hus i
Forgrunden endnu var uskadt; det tog sig ikke godt ud i Landskabet,
og saa blev det ogsaa ødelagt."
Og som de tyske Soldater lærte at brænde og myrde,
lærte de at stjæle. Vi tager atter et enkelt Eksempel,
valgt mellem utallige. Det er en tysk Soldat, der skriver hjem:
„Vi bliver allesammen fuldendte Kæltringer." „Vi
stjæler alt, hvad vi kan faa fat i. Især bliver
Vinkældeme undersøgte," „dernæst kommer
Hestene" „og saa alle Toilettesager, Kamme, Børster,
Sko, Strømper, Lommetørklseder, især Nathuer"
osv. „Officererne bevarer ogsaa i den Henseende deres
Forrang, de stjæler kostbart Hesteseletøj, Sadler og
især værdifulde Malerier." „Prins W. sagde i
Forgaars til mig: Meyer, stjæl blot alt, hvad De har Lyst
til. Vi skal dog vise de Folk, at de ikke for ingen Ting har
skaffet os Krig." Jeg kunde naturligvis, da det var en Befaling,
kun svare: Som Deres Højhed befaler." —
Saaledes bringer Krigen de kæmpende Folk Menneske- og
Pengetab, Tankernes Forvirring og Følelsernes Brutalisering.
Og ogsaa efter Krigen bærer Folkene Mærker deraf. Den
Vanvidskrise, det franske Folk gennemgik lige efter Krigen, den
haarde brutale Aand, som Sejren skaffede Herredømmet i
Tyskland, er Vidnesbyrd derom. Det er troligt, at den Kamp, som nu
udfægtes, vil bringe alt dette i ikke ringere Maal end den
fransk-tyske. —
Men ogsaa i de Folk, som staar udenfor, mærkes Kampens
Dønninger. Den bringer for de fleste Tab ved
Forretningslivets Forstyrrelse, selv om en og anden kan tjene
derved. Det er et Fingerpeg til Forstaaelse af, hvor meget dette
kan betyde, at den Dag de japanske og russiske Gesandters
Tilbagekaldelse meldtes i Paris, faldt Kursen paa de 11 Milliarder
Francs, som Rusland efterhaanden har laant i Frankrig, saa
stærkt, at disse Obligationers Værdi ialt formindskedes
med ½ Milliard. Men dernæst øver selve
Læsningen om Krigsbegivenhederne ofte en ikke helt ringe
Indflydelse til Oplivelse og Udvikling af den Haardhed og
Ufølsomhed, der endnu er bevaret store Rester af hos de
fleste Mennesker. Sjældent faar man Krigens Rædsler
saaledes for Øje i Skildringerne, at man væmmes ved
dem; langt oftere faar man dem i spændende Beretninger, som
man læser med en vis Nydelse. Det er jo saa pirrende, saa
umaadelig interessant, en helt velgørende Afbrydelse i
Hverdagslivets Ensformighed. Den engelske Tænker Fr. Harrison
skrev i 1870 om denne Krigsberetningernes demoraliserende
Indflydelse, maaske med nogen Overdrivelse, men ingenlunde uden
Berettigelse:
„Af alle denne Krigs skrækkelige Onder er maaske intet
sørgeligere end dette, at den offentlige Mening er bleven
forpestet af Blodsmitten." „Denne blodige Kamp vænner
os mere og mere til Blodets vederstyggelige Lovbog. I flere
Maaneder har Bladene overfyldt os med Lejrens væmmelige
Sprog, og blodige Slag skildres daglig for os med modbydeligt
Velbehag. Kvinder og Børn oplæres omhyggelig i alle
Krigens stygge Talemaader og læser ustandselig om
„smukke Angreb", „prægtige" Bombarde«
menter og „livlige" Geværsalver." „Denne
abekatteagtige Fornøjelse ved at efterligne Krigens Tone
nedværdiger den moralske Bevidsthed, og den
skrækkeligste af alle menneskelige Lidenskaber, Lysten til
Tilintetgørelse i dens mest* udprægede og
fagmæssige Skikkelse, næres, udsmykkes og pirres, saa
den vokser op til at blive en Slags Mønsteranskuelse." Han
siger om Betydningen deraf: „Det synes nødvendigt nu
atter at gentage de gamle forslidte Sandheder, at Menneskeslagteri
i og for sig er rædsomt, og at Menneskeslagtemes Moral
nødvendigvis maa staa lavt."
„Krigsvæsenet bliver det sande Udtryk for det
menneskelige Samfund; en eller anden samvittighedsløs
Rænkesmed, en Statsmand og det Folk, som er det bedst
indeksercerede og det bedst væbnede i Evropa skal gaa i
Spidsen for vor Civilisation.
Hvilken dyrisk og urimelig Tro."
Og i nogen Grad griber Krigens Svimmelhed selv de neutrale. Nu til
Dags dog vanskelig saaledes, at de kaster sig ind i Krigen.
Ulykkerne, der truer, er saa uhyre og staar saa klart for
Statsmændenes Sind, at en Verdenskrig, ja overhovedet en
Stormagtskrig i Evropa, særdeles vanskelig bryder løs;
selv en Krig mellem Rusland og England, der snarest kunde
tænkes, fordi ingen af dem kan rammes for Alvor i sit eget
Land, vil kræve, at Vanvidet hos en af de to Staters,
styrende Mænd naar sin yderste Grænse.
Men selv om man bliver udenfor, mærkes det, hvorledes den
militære Aand trænger ind med Krigstelegrammerne.
Krigens Mænd fører det store Ord i saadanne Tider, og
de faar Ørelyd ogsaa hos Folk, der ellers plejer at vende
det døve Øre til, naar Officererne taler til dem om
mere Krigsvæsen.
Vi har set det selv herhjemme ogsaa denne Gang. Gennem en
Menneskealder har det danske Folks overvældende Flertal ved
Valg efter Valg slaaet fast, at de anser Kjøbenhavns
Befeestning for en Daarskab, en Fare for Landet. Bortset fra en
lille Flok Fantaster, har alle været enige om, at naar Krig
stod paa mellem andre, da gjaldt det for det lille, det ganske
lille Danmark at dukke Hovedet, at gøre sig saa lille og
beskeden som mulig og for enhver Pris undgaa, at
Opmærksomheden rettedes mod det.
Og dog, aldrig saa snart kæmpes der ovre paa den anden Side
af Jordkloden, før den fanatiske Fæstningspolitiker,
som en ulykkelig Skæbne gjorde til Krigsminister i Venstres
Ministerium, føler sig stærk nok til at sætte
sig i Krigsposition. I Huj og Hast indkalder han Mandskab til denne
samme Fæstning, og med den Blanding af Hemmelighedsfuld og
Hastværk, der mest af alt er egnet til at vække Opsigt,
forberedes Indkaldelse af det meste af Hæren,
Befæstningsarbejder sættes i Gang o. s. v., o. s. v. I
sin ærlige, men blinde Fanatisme, tager han intet Hensyn til,
at der vanskelig kunde tænkes noget farligere Øjeblik
til Sabelraslen herhjemme, saa lidt som han bryder sig om den Uro,
der skabes, den Forstyrrelse, der voldes saa mange Mennesker i
deres daglige Liv. Og saa paastaas det endda i de Blade, som staar
ham nær, at alt dette kun er en Manøvre for at vise,
hvor hurtig Krigsapparatet kan sættes i Gang, og at om 1 4
Dage kan de indkaldte sendes hjem igen. Med andre Ord, det hele er
kun endnu et desperat Forsøg paa at hypnotisere vort Folk
ind i Troen paa, at Fæstningen er Danmarks Frelse.
Krigsministeren har grebet Lejligheden dertil nu, som han nys greb
den Lejlighed, der bød sig, til at faa Kasemater i
Vestfronten.
Men saa langt er vi dog paa Afstand fra denne Krig, at det er lidet
troligt, at det skulde lykkes ved Hjælp af den i
højere Grad at omtaage det danske Folks Forstand; det er at
haabe og at vente, at Folketingets Flertal vil beholde Hjernerne
klare nok til at sætte saa snevre Grænser for
Krigsministerens Handlefrihed, at han ikke faar Mulighed for at
anrette flere Ulykker. Dog bedre var det, om man :snarlig frigjorde
sig for denne for Landet saa farlige, for Venstre saa skadelige
Mand. Det ser jo ud til, at hans Fæstningstro er saa
stærk, at han, naar det gælder den, ikke viger tilbage
for at følge Sætningen: Hensigten helliger Midlet, og
det viser sig Gang efter Gang, at det er næsten umuligt for
Folketinget at kontrolere, hvad det egentlig er, han
gør.
— Men er det da kun ondt, der kan siges om Krigen? Er der
ikke fornuftige Grunde, som kan forklare dens Magt i Verden, dens
daarende Magt over Menneskers Sind? Fostres der ikke i Kampene
store Og gode Følelser, opøves ikke Offervilligheden,
gør ikke Krigen Gavn saavelsom Skade? I nogen Grad jo. Men
Krigens Pris er sunget tit nok, og er der andre, der endnu har Sind
dertil, saa faar de gøre det. De forklarende Grunde er mest
nedarvede Vildfarelser og nedarvede Instinkter, der har deres
Udspring i overdreven Selvhævdelsestrang. Og de gode
Følger er atter og atter overdrevet indtil det urimeligste;
de betyder saa uendelig lidt sammenlignet med Ulykkerne.
I Fredens Dage arbejder Menneskene med alle de Evner, de ejer, paa
at finde Midler til at gøre Livet godt og lyst for hinanden.
Læger og Teknikere søger at mildne Lidelser,
forlænge Livet og anvende alle Naturkræfterne til
Menneskenes Nytte, Statsmænd arbejder paa at gøre
Fordelingen af Livets Goder retfærdigere. Tænkere og
Opdragere sætter deres Energi ind paa at gøre
Menneskenes Tanker selvstændigere og klarere, deres
Følelse varmere og mildere, deres Vilje mere behersket.
Men en Gang imellem bryder saa Menneskene i flokkevis løs
mod hinanden, nedbryder, hvad de nys byggede op, dræber og
ødelægger, tilintetgør Frugterne af lange
Tiders Arbejde. Og naar det ene af disse Anfald af Vildskab er
ovre, saa bereder man sig med yderste Energi til det nęste, fulde
af Iver for ret at gøre Ødelæggelsesmidleme
fuldkomne.
Dette er Vanvid. Krigen er Folkenes Vanvid. Men den Trøst
byder dog Historien os, at det Arbejde, Menneskehedens
største og bedste Aander har gjort for at bekæmpe
denne Sindssygdom, ikke er gjort forgæves. Den, som gaar
Krigenes Historie igennem, vil se» hvorledes Anfaldene dog
bliver sjeldnere og sjeldnere og i det Hele og Store ogsaa mindre
ulykkebringende trods Ødelæggelsesmidlemes tekniske
Fuldkommengørelse. Vi gaar fremad, men vi gaar langsomt
fremad, og der er langt igen.
Kilde: Det ny Aarhundrede, 1903: 2 s. 687-693.
 |
 |