Fredsakademiet

Det var en tid med stor og opløftet sindsbevægelse. Landet var oprustet, krigen var virkelig, i hvert bryst brændte fædrelandskærlighedens hellige ild; trommerne lød, musikkorpsene spillede, legetøjs-pistolerne knaldede, kunstfærdigt fyrværkeri spruttede og hvæsede; i hver hånd, fra tage og balkoner i alle gader, så langt øjet rakte, sås et blafrende virvar af flag, som flammer i solen; dagligt marcherde de unge frivillige ned ad den brede boulevard, muntre og flotte i deres nye uniformer, de stolte fædre og mødre og søstre og kærester råbte opmuntrende til dem med stemmer grødet af lykkelige, medrevne følelser; natlige tætpakkede massemøders lyttende gispende til patriotiske taler, som ramte det dybeste dyb i deres hjerter og som blev afbrudt med korte mellemrum med bifaldscykloer, mens tårerne løb ned over kinderne; i kirkerne prækede præsterne opofrelse for flaget og nationen og anråbte krigens Gud, bønfaldene om Hans bistand til vor gode sag, gennem udgydelse af brændende veltalenhed som bevægede enhver tilhører.

Det var sandelig en fornøjelig og yndig tid, og den håndfuld besindige ånder som luftede deres afstand til krig og rejste tvivl om dens retfærdighed fik øjeblikkelig en sådan barsk og aggressiv advarsel, at de af hensyn til deres egen sikkerhed hurtigt veg bort for ikke at forbryde sig på den vis igen.

Det blev sødag morgen - den følgende dag skulle tropperne afsted til fronten; kirken var fuld; de frivillige var der, deres ansigter lyste af betydnigsfulde drømme - visioner om hurtige barske fremrykninger, den samlende fremaddrivende kraft, det stormende angreb, de lynende sabler, fjendes flugt, tumulten, den bølgende røg, den vilde forfølgelse, overgivelsen! - så hjem fra krigen, forgyldte helte, velkomsten, forgudelsen, ombrust af et gyldent hav af hæder! Hos de frivillige sad deres kære, stolte, glade og misundt af naboer og venner, som ikke havde sønner og brødre, som skulle sendes ud til ærens mark for der at vinde sejr for flaget, eller fejle og dø den ædleste død. Gudstjenesten forløb; et krigs-kapitel fra det gamle testamente blev oplæst; den første bøn blev fremsagt; den blev efterfulgt af et orgelbrus, som rystede kirken, og spontant rejste alle sig med blanke øjne og bankende hjerter, og udgød den mægtige påkaldelse - - “Du al-frygtlelige Gud! Du almægtige, lad dine basuner tordne, dine sværd lyne!”.

Så kom den “lange” bøn. Ingen kunne huske noget lignende, hvad angik følelsesladet indtrængende bøn og bevægende og smukke vendinger. Bønfaldelsens vægt var lagt på, at vores alles evigt barmhjertige og milde Fader ville vogte over vore ædle unge soldater og hjælpe, trøste og opmuntre i deres patriotiske virke; velsigne dem, beskytte dem med sin mægtige hånd, gøre dem stærke og selvsikre, uovervindelige i deres blodige forehavende; hjælpe dem til at knuse fjenden, skænke dem og deres flag og deres land umistelig hæder og ære -

En ældre fremmed kom ind og bevægede sig landsomt og med lydløse skridt op gennem midten af kirken med sine øjne fæstned på præsten, hans lange krop var klædt i en kappe, som nåede til hans fødder, hovedet var bart, hans hvide hår faldt på en udtryksløs måde mod hans skuldre, hans arrede ansigt var unaturligt blegt, blegt næsten som et spøgelses. Fulgt af alles øjne fulde af undren, skred han stille frem; uden tøven steg han op og stod ved den prædikendes side, stod der og ventede.

Med lukkede øjne fortsatte præsten, uden viden om den fremmedes tilstedeværelse, sin bevægende bøn, og sluttede endeligt med disse ord, fremsagt med brændende appel: “Velsign vore styrker, skænk os sejren, Åh, Herren vor Gud, Fader og Beskytter af vort land og vort flag!”.

Den fremmede berørte hans arm, bød ham vige - hvilket den lammede præst gjorde - og indtog hans plads. I nogen tid så han udforskende på den fortryllede forsamling med højtidelige øjne som brændte med en ild, blottet for svig; så talte han med en dyb stemme:

“Jeg kommer fra Den, som besidder Tronen med en besked fra den Almægtige Gud!” De ord slog huset med forargelsens chok; hvis den fremmede opfattede det, lod han det upåagted. “Han har hørt Hans tjeners og jeres hyrdes bøn, og vil skænke jer det, hvis dette måtte være jeres ønske også efter at jeg, Hans budbringer, efter befaling har forklaret jer dens følger - det vil sige: dens komplette følger. Det er lige så, som mange andre af menneskenes bønner således, at der bedes om mere end det, som den bedende siger og selv er klar over - medmindre han stopper op og tænker efter”.

“Gud's tjener, og jeres -, har bedt sin bøn. Stoppede han op og tænkte efter? Er det kun een bøn? Nej, det er to; en, som er udtalt, og den anden som ikke er. Begge nåede Hans ører, som hører alle bønner, både den udtalte og den ikke-udtalte. Overvej dette - husk på det. Hvis du bønfalder om en velsignelse for dig selv, pas på! for ikke samtidig at nedkalde en forbandelse over din nabo uden det var meningen. Hvis du beder om en velsignelse af regn over dine afgrøder, som trænger til det, beder du muligvis med den handling om en forbandelse over en nabo's afgrøder, som måske ikke behøver regn og kan skades derved”.

“I har hørt jeres tjeners bøn - den udtalte del deraf. Jeg er pålagt af Gud at sætte ord på den anden del - den del, som præsten, og I, i jeres hjerter brændende ønskede uden at sige det. Uvidende og ubetænksomt? Gud indrømmer jer, at det var således! I hørte disse ord: 'Skænk os sejren, Åh, Herre vor Gud'. Det er nok. Den samlede, udtalte bøn er udtrykt i disse betydningsfulde ord. De kunstfærdige detaljer var unødvendige. Når du har bedt om sejren, har du bedt om mange, usagte resultater, som følger af sejren - som må følge af den, som ikke kan undgå at følge af den. Den lyttende Gud's, Faderen's ånd blev også ramt af den uudtalte del af bønnen. Han pålagde mig at omsætte den i ord. Lyt!”

“Åh, Herre vor Gud, vore unge patrioter, vore hjerters idoler, drager i krig - vær Du dem nær! Med dem, i vor ånd, drager også vi ud fra den skønne fred ved vor elskede pejs for at besejre fjenden. Åh, vor Herre, vor Gud, hjælp os at sønderflå deres soldater til blodige lunser med vore granater; hjælp os at skjule deres smilende marker med blege figurer af deres patriotisk døde; Hjælp os at drukne kanonernes torden med skrig af deres sårede, som vrider sig i smerte; hjælp os at ødelægge deres tarvelige hjem med en orkan af ild; hjælp os at krympe hjerterne hos deres uskyldige enker med frugtesløs sorg; hjælp os at jage dem ud, ubeskyttede, med deres små børn, for at vandre venneløse i ødemarkerne i deres hærgede land, i pjalter, sultne og tørstige, jaget af sommersolens stråler og vintrens isnende vind, åndeligt nedbrudt, udslidt af møje, bønfaldende Dig om gravens tilflugt, som afslås - for vor skyld, vi som elsker Dig, Gud, ødelæg deres håb, fordærv deres liv, forlæng deres bitre pilgrimrejse, gør deres skridt tunge, væd deres vej med deres tårer, farv den hvide sne med blodet fra deres sårede fødder! Vi beder derom, i sand kærlighed, hos Ham, som er Kærlighedens Kilde, og Han, som er evigt trofast tilflugt og ven for enhver, som plaget af smerte søger Hans hjælp med ydmyge og angerfyldte hjerter. Amen”.

(Efter en pause)

“I har bedt herom; hvis I fortsat ønsker dette, så tal! Sendebudet fra Den Højeste venter.”

Man mente bagefter at manden var sindsyg, fordi der var ingen sund fornuft i det, han sagde.

Translate this page into English.

_{Oversat af Erik Lau Christensen.}

Litteratur

En Lægmands Tanker om Kirken og Krigen : En Artikel af Mark Twain. I: Freds-Varden, 1929:2 s. 13-15.

Top