☮ Fay Honey Knopp blev født i Bridgeport,
Connecticut d. 15. august 1918. Hun døde torsdag 10.august
1995 i sit hjem i Shoreham, Vermont i USA, af
kræft.
Honeys engagement og følelse af forpligtelse til
samfundsændringer tog form i 1939, da hun blev tilknyttet Kvækersamfundet. Hun fik formelt
medlemskab i 1962 og blev udpeget til Besøgsperson i
Forkyndelsen i fængsler. Hun var den ene af kun to, som fik
tilladelse af fængselsvæsenet til at besøge alle
fængsler i USA. Som kvæker havde Honey fundet en
måde at udtrykke sig åndeligt, der modsvarede hendes
åndelige følelse af fællesskab og tjeneste.
I 1962 anførte Honey en march gennem Genève i Schweiz
for at aflevere et fredsbudskab til den amerikanske
ambassadør Dean og USSRs ambassadør Zorin for at
protestere mod atomvåbenforsøg.
I 1964 hjalp hun Claire Harvey fra Kvindemagt-Unionen med at
arrangere og fremme en dialog på tværs af racer blandt
kvinder i Sydstaterne. Honey stillede op i Czechoslovakiet i 1968
for protestere imod den sovjetiske invasion, og hun var til stede
ved Fredskonferencen i Paris for at støtte en
forhandlingsfred i Vietnam. Hun var koordinator for
Centralkomiteen for Militærnægtere og rådgav
mange unge mænd om værnepligt. Honey arbejdede som
vicedirektør for AFSC i New York regionen og var fra 1965
til 1972 leder af Specialprojekter inden for AFSC’s Nationale
Fredsuddannelse.
Da Honey begyndte sine fængselsbesøg, erkendte hun det
forgæves i at bure fok inde uden at give dem en behandling,
som kunne skabe forandring, med det resultat at mange af dem blev
løsladt til samme adfærd der havde bragt dem i
fængsel. Mens hun undersøgte alternativer til et
overvejende straffende fangeprogram, oprettede Honey et
Fængsels-Forsknings-Uddannelses-Aktions-Program i 1976. Tidligt i
80erne blev dette program til Sikrere Samfunds-Program og Presse.
Under Honeys ledelse, vejledning og førerskab blev det til
et internationalt respekteret program for forskning og indsats for
forebyggelse af kriminalitet, med særlig vægt på
behandling af sexforbrydere. Skønt hun trådte tilbage
som Direktør for organisationen i 1993, var hun hurtig i
vendingen med at rette enhver misforståelse om hendes
fratræden! Fra det oprindelige kontor for bevægelsen,
som blev bygget til tømmerhuset som Knopp-familien rejste da
de flyttede til Vermont, fortsatte Honey aktivt med sit travle
program med offentlige foredrag,
interviews i medierne, telefonrådgivning og
skribent-virksomhed. Hendes sidste bog om det komplekse i
traumatiske erindringer fra seksuelt misbrug af børn udkom i
januar 1996. Hun vedblev med at deltage i adskillige
aktionsgrupper, komiteer og rådgivende organer –
indbefattet ATSA Rådsledelse og ATSAs Komite for Offentlig
Forvaltning.
I sin karriere modtog Honey talrige priser og
æresbevisninger, blandt andre at blive udnævnt til en
af de 100 Fremtrædende Kvinder i Connecticut af
guvernør Ella Grasso i 1978. I 1980 fik hun Martin Luther
King Junior-Prisen fra Forsoningsforbundet; i 1981 tildelte Fortune
Society hende Karl Menniger-Prisen; i 1990 udpegede guvernør
Madeline Kunin hende som en Usædvanlig Vermont-borger; i 1991
tildeltes hun Samfundstjener-prisen fra Minnesota Universitetets
Program for Menneskets Sexualitet, og i 1992 gav Dismas House, et
overgangscenter for resocialisering af indsatte, hende Jack Hickey
Prisen.
Honeys indsats i arbejdet for at fjerne sexuelt misbrug skabte
fremgang for sagen og gjorde mange småsamfund sikrere, alt
imens hun mindede os om, hvorfor vi gjorde det arbejde. Hun var
vores lys og fyrtårn. Hun var vores vejleder og
støtte. Hun var vores fortrolige og vores holdleder. Hun var
vores realitetskontrollør og skabte vore drømme. Hun
gav os næring og styrke. Hun drev os frem mod vore mål
og gav os opmuntrende kram, når vi mest behøvede dem.
Hun støttede og hjalp os når vi løb en risiko,
og gav os al æren når det lykkedes for os. Hun
lærte os visioner og forlod os med mange varme minder,
uvurderlige gaver af håb og oplysende smil til at
hjælpe os fremover.
Connie Isaac
Fhv. Direktør for ATSA
Veninde og kollega til Honey Knopp.