Civilt beredskab kendes i Danmark fra anden verdenskrig, hvor det civile beredskab
i Handelsministeriet bestod i rationering, produktregulering
o.s.v. NATO-militærdoktrin udviklet
fra 1952. Baggrunden for CB i NATO var frygten for, at en krig
kunne starte uvarslet og indledes med et angreb af
kernevåben. NATO havde ikke ressourcer nok til at
gennemføre transport af soldater og deres udrustning fra USA
til Europa. Derfor skulle civile
transportmidler som fly, skibe og biler kunne
beslaglægges til militære
formål og civilbefolkningen skulle holdes borte fra veje.
Planlægningen af CB startede i Danmark under Sues-krisen i
1956, hvor Regeringsudvalget for civilt beredskab nedsættes.
Myndighederne mente, at kamphandlinger på dansk område
kunne vare i flere måneder efter et indledende angreb med
atomvåben. Hovedopgaven for CB i en krigs første fase
var derfor, at sikre 'befolkningens overlevelse,
regeringsmyndighedens opretholdelse og den civile støtte
til det militære forsvar'. For at kunne gennemføre
beslaglæggelse af civile transportmidler m.m. oprettes et
samarbejde mellem militære myndigheder, politiet, hjemmeværnet og
civilforsvarets statslige, amtslige og kommunale myndigheder,
kaldet totalforsvaret. Koordinering
af planlægningen foregår i Indenrigsministeriets Beredskabsstyrelse. Pr. 1. februar 2004
flyttes det civile beredskab over i
Forsvarsministeriet.
Se også: Egenbeskyttelse ;
nødbegravelsespladser.
Litteratur
Hansen, H. C. Statsminister H. C. Hansens tale om det civile
beredskab. I: Orientering fra Civilforsvarsstyrelsen,
1959:12 s. 1-7.