- Den særlig litteratur, som vil give oplysning om ting,
som for den naturlige menneskelige erkendelse er
utilgængelige, men som ved overnaturlig foranstaltning (ved
»åbenbaring«, apokalypsis) er bleven
afslørede for forfatteren. Sådanne Skrifter findes hos
forskellige folk, f. eks. hos perserne i gammel tid, men
særlig betydning har de senjødiske og de kristne
apokalypser fået. I de sidste århundreder før
vor tidsregning havde det jødiske folk som oftest trange
kår under fremmedherredømmet; men jo hårdere
trængslerne blev, desto kraftigere blussede håbet op
om, at det engang ville blive anderledes, ja, at der snart vilde
oprinde en lysere og lykkeligere tid for Israel. Til de gamle,
nationale længsler kom ofte beslægtede tanker fra de
orientalske religioner, i særdeleshed fra parsismen, og
kombineredes med dem; og ved denne sammensmeltningsproces
fremkom der en række forskellige
forestillingskomplekser, som bestandig ændredes og
indgik nye forbindelser, efterhånden som de overleveredes fra
mund til mund og fra slægt til slægt.
De skulle jo bringe trøst og opmuntring under de
forhåndenværende lidelser, og de blev da
uvilkårligt modificerede for bedst muligt at kunne tjene
dette formål. En særlig
kritisk situation opstod for jøderne i Palæstina, da
den syriske hersker Antiochos Epiphanes (175-164) gjorde
forsøg på helt at udrydde deres nationale
ejendommeligheder og bringe dem til at antage hellenistisk
gudsdyrkelse og livsførelse. For da at formane de fromme til standhaftig fastholden ved den
fra fædrene overleverede tro og levevis og tillige
trøste dem under de lidelser og genvordigheder, som denne
holdning nødvendigvis måtte medføre, fremkom
ca. 165 f. Kr. Daniels bog, der kan betragtes som den første
egentlige apokalypse og blev forbillede for alle de senere skrifter
af denne art, såvel de jødiske som de kristelige.
Ejendommeligt for denne litteratur er det, at den betragter hele
den jordiske tilværelse som
så ufuldkommen og så stærkt præget af synd
og elendighed, at fremtidshåbet
ikke kan knyttes til en fornyelse af den. Apokalyptikeren regner
derfor med, at hele den nuværende
verdensorden må gå til
grunde og afløses af en ny himmelsk
tilværelsesform, og han inddeler verdensløbet i to
skarpt adskilte tidsperioder: den nuværende tidsalder, hvor
djævelen og de onde magter hersker, og den kommende, hvor Gud
og de hellige skal have herredømmet. Den sidstnævnte
herlighedstid hidføres ved en direkte indgriben fra Guds
side, og det er også i hans rådslagning fastsat,
når dette skal ske. For mennesker, der lever i ulykkes- og
trængselstider, er det en stor trøst at vide, at den
forhåndenværende onde tid stunder mod sin afslutning;
og apokalyptikeren søger derfor ved beregninger af
forskellig art at forvisse sine læsere om, at verdens ende og
messiasrigets komme er nær forestående begivenheder; i
særdeleshed finder han forventningen herom bekræftet
ved, at der nu er indtruffet forskellige foreteelser, som er
forvarsler om det afgørende tidsskifte. Disse
»tegn«, som bebuder verdensafslutningen, er store
ulykker og plager, der rammer forskellige egne af jorden, f. eks.
hungersnød, krig, pest, jordskælv og
græshoppesværme.
Højdepunktet når disse forudgående
trængsler i Antikrists fremtræden; men han får
kun lov til at rase en kort tid, inden han endeligt besejres og
tilintetgøres af Messias. Derefter indtræder de
dødes opstandelse, verdensdommen og til sidst den evige
salighed, der undertiden tænkes virkeliggjort i to tempi,
idet der forud for den endelige verdensdom regnes med et jordisk
messiasherredømme i en begrænset tidsperiode
(»Tusindårsriget«).
De vigtigste jødiske apokalypser, der er blevet til i
tidsrummet 150 f. Kr. - 150 e. Kr. og for de flestes vedkommende
oprindelig skrevet på hebraisk eller aramaisk, er: Den
ætiopiske Henochbog, Jubilæerbogen, De tolv Patriarkers
Testamenter, Den slaviske Henochbog,
Moses Himmelfart, Fjerde Ezrabog, Den syriske Baruchapokalypse,
Abrahamapokalypsen og Adam og Evas Livshistorie. Blandt de
kristelige Apokalypser kan - foruden Johannes åbenbaring
nævnes: Jesajas Himmelfart, Petersapokalypsen og Hermas' Hyrde, der alle stammer fra 2.
århundrede.
- Se også: Armageddon ;
eskatologi.
Send
kommentar, email
eller søg i Fredsakademiet.dk