Det danske Fredsakademi
Den oversete kernevåbentrussel
Af John Avery
Under den kolde krig, og specielt under Cuba-krisen, forårsagede truslen om en kernevåbenkrig mellem de to supermagter årsag til stor bekymring i befolkninger verden over. Der var reel risiko for at en tredje verdenskrig ville blive udkæmpet med brug af kernevåben, der ville slå flere hundrede millioner af mennesker ihjel verden over – både i de krigende stater, men også i neutrale lande pga. af det radioaktive nedfald.
Det er forståeligt at europæerne ved afslutningen af den kolde krig ønskede at fortrænge det ubehagelige problem med de eksisterende kernevåben. Desværre er problemet med kernevåben ikke forsvundet. Selvom faren for en altudslettende krig mellem USA og Rusland ikke et realistisk scenarie i dag, er kernevåbentruslen større end nogensinde bl.a. grundet spredningen af kernevåben til nye stater og Bush-administrationens nye kernevåben politik.
Siden 1940 er mere end 3.000 tons (3.000.000 kilogram) af højt beriget uran og plutonium blevet produceret – nok til at fremstille flere hundrede tusinde kernevåben. Af disse 3.000 tons fissionsmateriale er omtrent 1.000 tons fremstillet i Rusland, som i dag er utilfredsstillende bevogtet, i institutioner hvor teknikkerne ikke er tilfredsstillende lønnet, hvorfor de er modtagelige for bestikkelse. Der er en konstant fare for at dette radioaktive materiale ville falde i hænderne på terrorister, organiserede kriminelle eller uansvarlige regeringer.
Vi må huske FNs generalsekretær Kofi Annas bemærkning efter angrebet på World Trade Centeret d. 11. september 2001;”Denne gang var det ikke en kernevåben eksplosion”. Meningen med bemærkningen er klar; hvis det internationale samfund ikke agerer og tager skridt hen imod at få elimineret fissilt materiale og kernevåben, er det kun et spørgsmål om tid før kernevåben vil blive brugt af terrorister i et angreb mod en storby. Hverken terrorister eller den organiserede kriminalitet bliver afskrækket af truslen om et kernevåbenbaseret gengældelses angreb, mod hvad skulle man rette et sådant gengældelsesangreb? Terrorister kan ikke nemt isoleres fra resten af befolkningen. Et missilforsvarssystem kan heller ikke beskytte mod et kernevåbenangreb fra terrorister, siden deres kernevåben kan blive bragt ind i ethvert land i en skibscontainer, som der årligt ankommer hundredetusinde vis af hvert år; et antal for stort til uddybende kontrol.
En række internationale aftaler som forsøger at reducere den globale kernevåbenfare, er blevet forhandlet på plads under store besværligheder. Blandt disse er Ikke-Sprednings-aftalen fra 1968 (Nuclear-non-Proliferation-Treaty, NPT-aftalen) af afgørende vigtighed. NPT-aftalen blev udformet således at 1) undgå spredningen af kernevåben til andre stater end dem der allerede i 1968 besad disse kernevåben dvs. USA, USSR, UK, Frankrig og Kina, 2) at forhindre at fredelig udnyttelse af kernekraft af ikke-kernevåbenbesiddende lande slog over i kernevåbenproduktion 3) at fremme fredelig udnyttelse af kernekraft til produktion af energi samtidigt med at kernevåben ikke ville blive spredt og 4) at komme nærmere en fuldstændig nedrustning af kernevåben af alle stater, foruden skridt mod omfattende kontrol med konventionel krigsudrustning (Artikel VI).
De ikke-kernevåbenbesiddende stater insisterede på at Artikel IV blev inkluderet i NPT-aftalen som prisen for at de skulle opgive deres ambitioner om at udvikle og besidde kernevåben. Den fulde tekst i artikel IV lyder:” De underskrivende parter forpligter sig til at forfølge forhandlinger mod etablering af effektive initiativer relaterende sig til ophør af kernevåbenkapløbet så tidligt som muligt og at arbejde hen imod en aftale om generel og fuldstændig afrustning af kernevåben under international kontrol”.
NPT-aftalen er i dag underskrevet af 187 lande og har været en del af international lov siden 1970. Dog har Israel, Indien, Pakistan og Cuba nægtet at underskrive NPT-aftalen og Nordkorea valgte efter at have underskrevet aftalen valgt at udtræde af aftalen i 1993. Israel begyndte at producere kernevåben sidst i 1960’erne ved hjælp af en kernekraftsreaktor opført med hjælp fra Frankrig, og det formodes at Israel besidder 100 – 150 kernevåben hvilket også skulle inkludere brintbomber. Israels officielle politik er ” nuklear gennemsigtighed” – dvs. åbenlyst at besidde kernevåben mens man officielt benægter at besidde dem. Sydafrika besad også kernevåben, produceret med hjælp fra Frankrig og Israel, og disse blev testet i det Indiske Ocean i 1979. Dog underskrev Sydafrika i 1991 NPT-aftalen og afrustede siden landets kernevåben totalt.
Indien formåede hvad landet selv kaldte en “fredelig nukleareksplosion” i 1974. I 1989 oprensede indiske videnskabsfolk lithium-6 isotopen, en nøglekomponent i de meget kraftigere termonukleare bomber. I 1998 udførte Indien underjordiske test af kernevåben, og det formodes at Indien i dag besidder 60 sprænghoveder, skabt af plutonium forarbejdet i ”fredelige kernekraft reaktorer”.
Pakistans forsøg på at erhverve sig kernevåben blev ansporet af Indiens “fredelige nukleareksplosion” i 1974. Zulfiquar Ali Bhutto, der startede Pakistans kernevåbenprogram, siden Minister for Brændstof, Energi og Naturressourcer og senere Premierminister og Præsident deklarerede:” Der findes en kristen atombombe, en jødisk atombombe og en hindu atombombe. Det er bidende nødvendigt at der også findes en muslimsk atombombe. Vi vil skabe den, om vi så skal sulte – selv hvis vi skal spise græs”. Ved hjælp af Kina var Pakistan klar til at teste fem kernevåben i 1998. De indiske og pakistanske test af kernevåben, udført kort tid efter hinanden, antydede for verden at disse altødelæggende våben ville kunne blive anvendt i konflikten om Kashmirregionens nationale tilhørsforhold. Faktisk bekendtgjorde Pakistan at i tilfælde af en krig udkæmpet med konventionelle våben, ville Pakistans kernevåben blive anvendt i et tidligt stadie af krigen.
Hvad er status for NPT-aftalen? Artikel VIII i NPT-aftalen garanterer, at der afholdes en konference hvert 5. år for at undersøge om NPT-aftalen fungerer efter hensigten. Under evalueringskonferencen 2000 blev NPT-aftalen forlænget til at gælde evigt, på trods af en generel mistillid til de kernevåbenbesiddende stater; de havde nedrustet nogle kernevåben, men der var ikke taget skridt mod fuldstændig afrustning af staternes kernevåben.
Evalueringskonferencen for NPT-aftalen i 2000 gjorde det klart for de kernevåbenbesiddende stater, at de ikke kan udskyde deres forpligtelse til total nedrustning af deres kernevåben ved at sammenkæde det med en general og total nedrustning. Dette er et separat og uafhængigt mål for Artikel VI. Slutdokumentet fra konferencen indeholdt 13 håndgribelige trin for nedrustning af kernevåben, inklusiv ratificering af ”The Comprehensive Test Ban Treaty”, CTBT-aftalen opstart af en ”Fissile Material Cutoff Treaty”, bevarelse og styrkelse af ”Anti-Balistic Missil” aftalen, større gennemsigtighed vedrørende kernevåbenarsenalerne og derudover at ophøje begreber som irreversibilitet til et bærende princip indenfor kernevåben nedrustning. Den næste Evaluerings konference afholdes i 2005, året der markerer 50-året for ødelæggelsen af Hiroshima og Nagasaki.
I mellemtiden bragte det amerikanske valg I 2000 en gruppe af neokonservative til magten, en gruppe der efterfølgende kun har vist foragt for internationale love, aftaler og normer. I 2002 offentliggjorde Bush-administrationen ”The Nuclear Posture review”, et dokument der totalt underminerer ikke kun NPT-aftalen men også den endnu ikke ratificerede CTBT-aftale.
”Nuclear Posture Review” dokumentet fra 2002 bekendtgør, at amerikanske kernevåben bør rettes mod syv lande: Rusland, Kina, Libyen, Syrien, Irak, Iran og Nord Korea. Scenarier hvor kernevåben tænkes anvendt er ved krig i Mellemøsten, i konflikten mellem Kina og Taiwan, ved en Nordkoreansk invasion af Sydkorea eller som besvarelse på en ”overraskende militær udvikling”. En svag vending, der kan dække over mange hændelser. Yderligere efterspørger ”Nuclear Posture Review” dokumentet en produktion af anvendelige kernevåben, f.eks. i form af en ” robust earth penetrator”, der skal anvendes ved ødelæggelsen af dybt beliggende underjordiske bunkeranlæg. Udviklingen af disse nye atomvåben kræver nye prøvesprængninger, og sådan et uviklingsprogram vil bryde CTBT-aftalen. Udviklingen af mindre kernevåben vil bagatellisere og legalisere anvendelsen af kernevåben, og derved langsomt nedbryde kernevåbentabuet der i det sidste halve århundrede har forhindret kernevåbentragedier siden ødelæggelsen af Hiroshima og Nagasaki.
Der er udtalt fare for, at NPT-aftalen vil blive afgørende svækket af Bush-administrationens nye kernevåbenpolitik. Staterne der har ratificeret NPT-aftalen, er i forvejen skeptiske pga. af de kernevåbenbesiddende staters manglende vilje til afvikling af deres kernevåben. De vil med rimelighed spørge sig selv: ”Hvis verdens førende militærmagt på konventionelle våben - en nation hvis militærudgifter overstiger alle andres nations militærudgifter tilsammen - er overbevist om, at det behøver flere atomvåben for at føle sig sikker, skal vi så ikke også have dem?”. Faren for et nyt atomvåbenkapløb fremprovokeret af Bush-administrationen er særdeles reel.
I denne betænkelige situation, hvad kan Danmark så gøre? Hvad kan Europa gøre? Først fremmest kan vi gøre det klart for USA, at landets kernevåbenpolitik - udstukket i Bush-administrationens ”Nuclear Posture Review” dokument - er uacceptabel, da den overtræder international lov. Ud over at overtræde NPT-aftalen, overtræder den også den Rådgivende Indstilling fra den internationale Domstol i Haag afsagt i 1996. I denne historiske kendelse, afgjorde domstolen at ”truslen og brugen af kernevåben generelt vil være i konflikt med de international love der er gældende for en væbnede konflikter, og i særdeleshed være et brud med humanitære principperne og regler. Den eneste mulige undtagelse for denne kendelse vil være som modtræk til ekstreme omstændigheder, hvor selve statens eksistens vil være i fare”. Domstolen afviste at selv under disse ekstreme omstændigheder at kende det for lovligt at bruge kernevåben, og domstolen lod definitionen af ekstreme omstændigheder stå åben. Baggrunden for domstolens kendelse er kernevåbens vilkårlige natur: de slår et enormt stort antal mennesker ihjel uden hensyntagen til skyld eller uskyld.
Det er ikke kun den internationale domstols holdning, det er også verdens befolkning altovervejende holdning. Truslen om anvendelsen af kernevåben er en forbrydelse mod menneskeheden, - en forbrydelse på samme niveau som folkemord, totur eller slaveri. Der er ikke plads til kernevåben i en civiliseret verden. Derfor bliver vi nød til at gøre Bush-administrationen vores misbilligelse klar samtidigt med, at vi spørger til NATOs politik på området, og genovervejer den kommende Europæiske Hærs politik på dette område. Kan vi acceptere at NATO bruger totur som standard metode? Hvis nej, hvorfor tillader vi så at NATO stadig har kernevåben? Hvorfor er disse kernevåben udstationeret på Europæisk jord?
EU kunne spille en mere aktiv og vægtig rolle i beskyttelse og ultimativt elimineringen af fissilt materiale. Den 3. november 2003 talte Mohamed El Baradei, General direktør for den Internationale Energi Kommission til de Forenede Nationer hvor han efterspurgte ” begrænsning af oparbejdelsen af beriget materiale, separeret plutonium og højt beriget uran anvendeligt til produktionen af kernevåben, i civile kernekraftanlæg og videre oparbejdelse ved genanvendelse og yderligere berigelse. Denne begrænsning kan opnås ved at tiltræde aftaler, der begrænser disse operationer til at blive foretaget på faciliteter, der er under international kontrol”. Det er uforståeligt, når man forstår faren ved kernevåbenspredning, at sådanne restriktioner ikke er blevet indført tidligere. Kernekraftanlæg anvendt til fredelig energiproduktion producerer desværre fissile isotoper af plutonium, neptunium og americanium og disse isotoper kan anvendes til kernevåben. Derfor må anvendelsen af alle kernekraftværker anses som flertydig, og de må alle sættes under international kontrol. Man må spørge sig selv om spredningen af kernekraften til energiproduktion er denne risiko værd.
Da Hiroshima og Nagasaki blev ødelagt for et halvt århundrede siden, skrev den franske forfatter og eksistentialist Albert Camus: ”Vores tekniske civilisation har netop opnået det højeste uciviliserede niveau i grusomhed. Vi vil i nær fremtid blive nødt til at vælge mellem kollektivt selvmord eller intelligent brug af de videnskabelige erobringer. Menneskehedens foruroligende fremtidsmuligheder gør det klart, at det kun er freden der er værd at kæmpe for. Dette er ikke længere en bøn, men et krav til alle mennesker og regeringer – et krav til endeligt at vælge mellem fornuft eller helvede”. Kernevåben kan ikke uopfindes igen. Når først den nuklear ånd er sluppet ud af lampen kan den ikke lokkes ned i den igen. Det eneste alternativ for verden er at prøve at opnå en modenhed der kan matche den accelererende videnskabelige udvikling.
 |
 |