Det danske Fredsakademi
Ned med våbnene
I FULDSTÆNDIG OVERSÆTTELSE VED SOFIE HORTEN
NATIONALFORLAGET. KØBENHAVN l928
FEMTE BOG
Fredstid.
I Berlin herskede stor Glæde!
På Gader og Stræder bares en sikker Sejrsbevidsthed til Skue allevegne, hvor man vendte sig; men rundt om i de Familier, vi besøgte, fandt vi dog mange sorgfulde Ansigter, mange, der begræd dem, de havde mistet på Østrigs Valpladser.
Mest frygtede jeg dog for at gense Tante Komelia.
Jeg vidste jo, at hendes Søn, hendes Gotfred, havde været hendes et og alt. Vi havde meldt hende vort Besøg. Med Hjertebanken trådte jeg ind i Fru Tessows Bolig. Tjeneren, der førte os ind, bar sort Livre. I det store Modtagelsesværelse var Spejle og Malerier behængte med Flor, alle Stole bar sorte Overtræk og i Kaminen var ingen Ild. Tante Komelia ventede os i Soveværelset. Det var et. stort, rummeligt Værelse, hvor Sengen stod skjult bag en Portiere. Siden Gotfreds Død opholdt hans Moder sig næsten altid der. Hun gik aldrig mere ud, undtagen om Søndagen for at overvære Gudstjenesten i Domkirken; hele sin Tid tilbragte hun i dette Værelse, kun en Time hver Dag opholdt hun sig i Sønnens Arbejdsværelse. AIt stod her som den Dag, han havde forladt det. Den Dag, da han rejste, fandt hun på hans Bord følgende Brev, som hun viste os, da hun gik derind med os:
»Min egen, søde lille Moder!
Jeg ved godt, at du straks går ind i mit Værelse, når jeg er rejst, og da skal du finde nogle Ord fra mig. Vi har taget Afsked med Kys og Håndtryk, men desto mere vil det glæde dig endnu at finde et Bevis på, at min sidste Tanke endnu dvæler hos dig. Vær ved godt Mod, min egen, Moder, du skal se, jeg kommer igen. Skæbnen kan ikke rive os to fra hinanden; men først skal jeg vinde Hæder og Ære, komme dekoreret hjem med Sejr for vort Land og så hurtigstmulig gøre dig til mangefold Bedstemoder. Jeg kysser dine Hænder, din kære Pande - din Mund og Kind, du min elskede lille Moder!
Tante Komelia var ikke alene, da vi trådte ind. En Herre i lang, sort Frakke, hvis Udseende straks røbede Præsten, sad hos hende. Da den gamle, nedbøjede Moder omfavnede mig, brast vi begge i Gråd. Ingen af os kunne tale de første Minutter. Endelig tørrede hun sine øjne og sagde:
»Min Nevø, Oberst, Baron Tilling - Konsistorialråd Møller.« Vi hilste stumt.
»Min Ven og Sjælesørger,« tilføjede hun så, »der har påtaget sig at støtte mig i min store Sorg og Smerte.«
»Men som det desværre endnu ikke er lykkedes, kære Frue, at indgyde Dem den rette Hengivelse under Korset, Herren har pålagt Dem,« sagde Præsten.
»Hvorfor skulle jeg nu igen se Dem græde så mange unyttige Tårer, det gør Dem kun træt og sjælesyg, kære Veninde!«
»Ak, tilgiv mig. Da jeg sidste Gang så min Nevø og hans kære, unge Kone, da levede endnu min - - -« her kvaltes hendes Stemme af Tårer.
»Da levede Deres Søn endnu i denne syndige Verden, udsat for Tusinde Farer og Fristelser, - nu hviler han i den himmelske Faders Skød, efter at have lidt den ærefulde Død for Konge og Fædreland. De, Hr. Oberst,« her henvendte han sig til min Mand, »som selv er Soldat, De må hjælpe mig til at yde denne nedbøjede Moder Trøst ved at sige hende, at hendes Søn har haft en misundelsesværdig Skæbne. De må jo kende den Dødsglæde, der besjæler Krigeren, som ofrer sit Liv for Fædrelandet. O, forkIar hende den Henrykkelse, den unge føler, når han stormer frem, kæmpende for Retfærdighed og vidende, at han skal opstå og tage sin Plads i den store Hær, der tilbeder Hærskaremes Herre. De, Hr. Oberst, er jo en af dem, som Vorherre har skånet i denne retfærdige Kamp -«
»Undskyld, Hr. Konsistorialråd, men jeg stod i Østrigsk Tjeneste.«
»Å, jeg tænker - å, således - om Forladelse,« sagde den gejstlige Herre forvirret. »Den Østrigske Arme er også en prægtig, tapper Hær.« Han rejste sig op.
»Nu vil jeg ikke længere forstyrre - Slægtninge har naturligvis mange Familieanliggender at drøfte. Lev vel, nådige Frue, jeg kommer snart igen og ser til Dem. Indtil da må De vende Deres Tanker til den alforbarmende Gud, uden hvis Villie der ikke krummes et Hår på vore Hoveder; husk: at ikke en Spurv falder til Jorden uden det er vor Faders Villie, der er i Himlen! Farvel sålænge.« Tante trykkede hans Hånd.
»Lad mig snart se Dem igen? Ret snart, hører De?« Pastoren bukkede for os alle og gik henimod Døren. Frederik standsede ham. »Hr. Konsistorialråd, tør jeg rette en Anmodning til Dem?«
»Tal kun, Hr. Oberst.«
»Af Deres Tale kan jeg forstå, at De er stærkt besjælet; både af kristelig og militær Nidkærhed. De kunne gøre mig en stor Tjeneste.« Jeg lyttede spændt til hans Ord. Hvad var Frederiks Mening?
»Min Hustru,« vedblev Frederik, »er opfyldt af alle mulige Tvivl og Anfægtelser; hun mener, at Krigen ikke kan være tilladelig fra et kristeligt Standpunkt. Jeg ved så godt, at hun har Uret, thi der har i alle Tider hersket ubrødelig Enighed mellem Herrerne, Tjeneren og Krigerstanden, dog står det ikke i min Magt at få hende overbevist. Vilde De, Hr. Konsistorialråd, tilstå os en Samtale om dette Emne i Morgen eller Overmorgen for at - - -«
»Med stor Glæde,« faldt Pastoren ind. »Vil De give mig Deres Adresse?«
Frederik gav ham sit Kort og Tiden til dette Besøg fastsattes. Så blev vi alene med Tante.
»Trøster denne Mand dig virkelig?« spurgte Frederik.
»Trøst findes ikke for mig på denne Jord. Men han taler smukke Ord om de Ting, jeg helst hører nævne! Om Død og Sorg og Smerte, om Kors og Offer og Forsagelse; han skildrer den Verden, min Gotfred har forladt og fra hvilken jeg nu længes bort, som en sådan Jammerdal, en sådan Syndens og Fordærvelsens Bolig - at jeg synes, når jeg hører ham, det er mindre sørgeligt, mit Barn er kaldet bort herfra. Han er jo i Himlen, og her i Verden...«
»Hersker ofte Helvedes Magter, ja, det er sandt nok, det har jeg set med egne øjne,« sagde Frederik eftertænksomt. Tante spurgte nu ud om alt muligt, Krigen vedrørende, og Frederik fortalte og kunne bringe hende, den samme Trøst, som han en Gang bragte mig, at den begrædte havde været sparet for Lidelser.
Det var et langt og sørgeligt Besøg. Endelig skiltes vi under bitre Tårer.
»Hvad i Verden vil du med Konsistorialråden?« spurgte jeg min Mand, da vi steg op i Vognen, der skulle køre os fra Tante Komelias Villa.
»Forstår du ikke det? Han skal tjene mig som Studie. Jeg vil endnu en Gang høre og notere op - hvorledes Præsterne forsvarer Folkemord, Massemord og alt det. Du skal være den ledende. Det er rimeligere, at en ung Kvinde får religiøse Betænkeligheder end en Oberst - - -«
»Men; kære Frederik, du ved godt, at min Tvivl skriver sig fra humane, ikke fra kristelige Grunde.«
»Til Konsistorialråden behøver vi ikke at tale om Humanitet; thi det fører Striden over på et andet Felt, der ikke vedkommer ham. Fritænkerens Bestræbelser for at opnå almindelig Fred over hele Verden lider aldeles ikke af de Modsigelser, der findes mellem Læren om Kristenkærlighed og Krigens Berettigelse, og netop disse Modsigelser ville jeg gerne høre klarere af en Feltpræst, det vil sige, en Præst, som i Følge sinStilling må opmuntre Soldaterne til at gå i Krig.«
Den Gejstlige Herre var præcis. øjensynligt var det ham en kær Pligt at holde en belærende Omvendelsestale for en tvivende Sjæl. Derimod forekom det hele mig en Smule pinligt. - jeg spillede under Dække med Frederik imod Pastor Møller og fandt ikke, det var helt rigtigt; men Hensigten heIliger Midlet. måtte jeg trøste mig med.
Efter at vi havde hilst på hinanden og taget Plads foran Kaminen, tog Pastoren Ordet:
»Lad os straks begynde på den Sag, om hvilken De, nådige Frue, ønskede at tale med mig. Det gælder jo om at fri Deres Sjæl for nogle Skrupler, der ikke er uden en vis Berettigelse - i det mindste tilsyneladende, men som også let kan gå over til at blive Sofisme. De finder vel, at Kristi Bud:
»Elsk din Fjende,« og Ordene: »Hvo som griber til Sværdet skal omkomme ved Sværdet,« står i Modstrid til Soldatens Pligter, der netop lyder at berøve Fjenden Liv og Lemmer.
».Ta, Hr. Konsistorialråd, disse Modsætninger formår jeg ikke at udgrunde. Der gives jo også et Bud, der hedder:
»Du skal ikke ihjelslå«.«
»]a, jeg forstår så godt, at man, når Sagen betragtes overfladisk, tror, at her findes en Modsigelse: men disse Tanker forsvinder, når ens Ånd trænger ind i Skriftens Dybde. Hvad det femte Bud angår, var det rigtigst at oversætte det med: »Du skal ikke myrde« (således hedder det også i den engelske Bibeloversættelse ). Thi Drab som Nødværge er intet Mord! Og Krig er kun Nødværge i stor Stil. Vi kan og må elske vor Fjende således, som Frelseren fordrer; men det betyder ikke, at vi skal finde os i åbenbare Overgreb og VoldshandIinger.«
»De mener altså, at kun Forsvarskrig er tilladt - man må ikke løfte Sværdet, før man angribes. Den fjendtlige Nation går ud fra samme Grundsætning - hvorledes kan så en Krig begynde? ! den sidste Krig, Hr. Konsistorialråd, var det Prøjserne, der først overskred Grænsen.«
»Når man skal forsvare sig mod en Fjende, nådige Frue, så er man forpligtet til at benytte den gunstige Tid. Det står Landherren frit for at komme Voldsherren i Forkøbet. Han opfylder derved Skriftens Ord: »Den, som griber Sværdet, skal omkomme ved Sværdet«. Han er da Guds Hævner og Tjener - den uretfærdige Angnoer skal omkomme ved Sværdet.«
»Der må dog være noget galt,« sagde jeg og rystede på Hovedet, »disse Grunde kan da umulig være lige for begge Partier -«
»Og med Hensyn til Deres Indvending,« vedblev Pastoren uden at bryde sig om min Afbrydelse, »at Krig skulle mishage Gud, så falder den ganske naturlig bort, når vi læser i den hellige Skrift og ser, hvorledes Vorherre befalede sit udvalgte Folk at erobre det forjættede Land, hvorledes han førte det gennem Kamp til Sejr og velsignede det. 4. Mosebog 21, 14, er der endog Tale om »Jehovas egen Krig«. Og hvor ofte takkede Salmister Herren for hans Hjælp i Krigen. Kender De ikke Salomons Ordsprog: Hesten står rustet på Slagets Dag, men Gud alene giver Sejr. I den Hundred og fjortende Salme priser David Herren, »der har lært hans Hånd at stride«.
I det ny Testamente har Lukas talt om Jesus - uden at dadle ham - om en Konge, der vil røre Krig med en anden. Hvor ofte henter ikke Apostelen Paulus Billeder fra Krigslivet - Romerbrevet tretten - fire - »øvrigheden bærer ikke Sværdet forgæves, men er Guds Tjener og en Hævner over den, der gør ondt«.«
»Så ligger altså Modsigelsen i Bibelen selv. De rydder ikke Modsigelserne til Side ved at bevise mig, at de findes.«
»Hvor anmassende og overfladisk bliver ikke enhver Dom over Guds hellige Ord - Modsigelser er noget ufuldkomment, menneskeligt, noget, der ikke sømmer sig for Guddommen. Når jeg altså viser dem, at disse Ord findes i Biblen, er det dermed sagt og bevist - selvom menneskelig Forstand ikke fatter det - at der intet modsigende kan findes i de omtalte Sætninger.«
Jeg følte en brændende Lyst til at svare ham, at alle disse Bibelsteder på Grund af den indre Modsigelse umuligt kunde have et guddommeligt Udspring; men det ville jo være at komme bort fra vort egentlige Stridspunkt.
»Hr. Konsistorialråd,« sagde Frederik, »nu skal De høre, hvad en Oberst fra Trediveårskrigens Tid skriver om Krig; han forsvarer den også fra Bibelens Standpunkt. Jeg har læst det højt for min Kone, men hun kan ikke forsone sig med dette lille Skrift. Visse Ting forekommer for Resten også mig lovlig drøje. Nu vil jeg gerne høre Deres Højærværdig heds Mening derom.«
Han gik hen og tog i en Skuffe et Papir, udfoldede det og begyndte at læse: »Gud har selv opfundet Krigen og lært Menneskene den. Den første Soldat var en Engel, Vorherre havde sat til at vogte Paradisets Have med et tveægget Sværd for at passe på og straffe den første Oprører -- Adam. I Mosebogen ser vi, hvorledes Gud opmuntrer Jøderne til Kamp, ja, giver dem endogså Præsterne med som Avantgarde. Gud benytter sig også af Krigslist. I Krigen mod Staten Hai måte Solen blive stående på Firmamentet i to hele Døgn for at den ene Part kunne forfølge Sejren og mange Tusinde foruden Kongeme kunne ihjelslås. Alle mulige Krigsrædsler helliges af Gud; thi i den hellige Skrift vrimler der af sådanne, hvilket noksom beviser, at den retfærdige Krig er en Herrens Gerning, opfunden af ham, og at ethvert Menneske således kan leve, tjene og dø i Krigen med den roligste Samvittighed. Sin Fjende skal han brænde op, nedhugge, skænde eller hugge i Stykker, eftersom det behager ham; thi det er altsammen Ret, hvad der end kan siges mod en sådan Fremfærd; i dette Stykke har Gud ikke nedlagt noget som helst Forbud, men rent ud billiget, at man farer frem med den mest ufunderede grusomste Måde.
Profetinden Deborch naglede Sissares Hoved fast til Jorden. Gidean, den af Gud selv indsatte Høvidsmand, straffede en Oberst, der stjal hans Proviant, på følgende Måde: han sønderreves med Torne - pintes til Døde; men det var Gud velbehageligt. David, Manden efter Guds Hjerte, opfandt de grusomste Pinsler for de overvundne Ammons Børn - han huggede dem i Stykker, kørte over dem med Jernvogne, stak dem med Knive. Desuden -«
»Dette er jo oprørende!« udbrød den gejstlige Herre; »fy! kun en rå Soldat fra den ville Trediveårskrig kan finde på at fremdrage slige oprørende Eksempler fra Bibelen og derpå støtte sin Berettigelse til Grusomhed mod Fjenden. Vi forkynder en ganske anden Lære! I Krigen skal man stræbe efter at gøre Fjenden uskadelig uden onde Hensigter mod den enkeltes Liv. Indtræder Mordlyst eller udøves Grusomhed mod værgeløst, så er det lige så forkasteligt umoralsk i Krig som i Fred. Nu i vore Dage kæmper man ikke for Byttet, men for Menneskehedens største Goder - for Frihed, Selvstændighed, Nationalitet, Tro, Ære, Sæder og Skikke.«
»De, Deres Højærværdighed,« faldt nu jeg ind, »er i hvert Fald både menneskeligere og blidere end Høvidsmanden fra Trediveårskrigen. - De henter ikke i Bibelen Berettigelsen til at udøve Rædselsgerninger, ved hvilken vore Forfædre i Middelalderen og i endnu højere Grad Hebræerne, fandt Glæde og Fornøjelse; men det er jo dog samme Bog og samme Jehova, der ikke er bleven mildere siden hin Tid, hos hvem hver og en søger så megen Undskyldning eller Retfærdiggørelse, som han har behov.«
Den Guds Mand holdt nu en kyndig Straffeprædiken for mig på Grund af min Mangel på Ærbødighed for Guds Ord og for min Mangel på Evne til at udlægge samme i den rette Ånd.
Endelig lykkedes det mig at føre Samtalen tilbage til det egentlige Emne. Konsistorialråden udviklede, hvorledes Tapperhed og Fromhed altid var forenede.
Hvem kunne vel frejdigere storme frem end den, der vidste, at det evige Liv ventedes hinsides Døden.
Således vedblev han i det uendelige. Snart var Tonen mild, øjnene halvt lukkede, Hovedet bøjet. Ord om »ydmyg Kærlighed« og »Sagtmodighed« gled da fra hans Læber så kunne han pludselig kaste Hovedet bagover, Næseboerne udspiledes, Ryggen rettedes, da var hele Manden stram militær og »Sværd«, »Forsvar«, »Død« var da Løsnet. »Glæde« kendte Konsistorialråden ikke uden i Sammensætninger som: »Kampglæde«, »Dødsglæde«, »Krigsglæde« o. s. v.
Fra et feltpræsteligt Standpunkt syntes selv det at dræbe og blive dræbt som den vigtigste Glæde her i Livet. Alt ondt er kun sløvende, syndig Lyst.
Vers fremsagde han i lange Baner, han deklamerede både Körner og Lessau, både gamle Kæmpeviser og moderne Krigssange og til Slutning Luthers Ord: Betragter man Krigen som noget, der beskytter Hustru og Børn, Hus og Hjem, Gods og Ære, som noget, hvorved man opnår Fred, da er Krigen en meget kostelig Ting.
»Ja vist så, betragter man en Panter som en Due, da er en Panter sikkerlig et blidt Dyr,« sagde jeg for mig selv.
Feltpræsten lod sig ikke standse i sin Svada, og da han endelig var færdig og anbefalede sig, havde han den Overbevisning at have lært mig to Ting: »at Krigen fra et kristeligt Synspunkt er ganske tilladelig, og at den i og for sig var ret en kostelig Ting, en udmærket og kristelig Opfindelse.«
Han rejste sig for at gå. Vi takkede ham for den Venlighed, hvormed han havde opfyldt vore ønsker.
»Det er mig, som må takke,« sagde han. »Det er herligt at have fået Nåde til at bort jage denne Tvivl, som måtte virke ødelæggende såvel på Deres Kristenliv som på Deres Ægteskab. Deres Sindstilstand måtte jo virkelig være fornærmende for Deres Mand, den tapre Soldat. Fred være med Eder.«
»Å,« stønnede jeg, da han var ude af Døren, »hvor det var stygt.«
»Ja, du har Ret,« svarede Frederik, »det var mig ubehageligt at sidde og ligesom gøre Nar ad Manden, .der jo sad og talte i den Tro, at vi virkelig lod os overbevise. Der var et øjeblik, hvor jeg var lige ved at sige til ham: »Jeg er fuldstændig enig med min Kone og vil blot høre Dem tale for rigtig at forstå Deres tomme Grunde«, men. jeg holdt min Mund. Hvorfor skulle jeg også såre en brav Mand, der mener alt det Vrøvl, han siger.«
»Er du sikker på, at han mener det? Tror han virkelig, han taler Sandhed, når han taler om den sikre Sejr ved Guds Bistand. »Vor Sag, vort Folk,« som om Prøjserne var Guds udvalgte Folk - sligt troedes og sagdes i Middelalderen; men nu - jeg gyser bare jeg tænker på hans afskyelige Ord - Dødsglæde - gives der værre Modsigelser.«
»Alt har to Sider, Martha,« udbrød Frederik, »vi afskyr Krigen så heftig, at alt, som siges til dens Forsvar, forekommer os så oprørende.«
»Ja, naturligvis; thi således vedligeholdes det, vi hader og afskyer.«
»Ikke alene derved. Gamle Indretninger står fast, har mange og lange Rødder i Samfundets forskellige Lag, og sålænge de står, er det alligevel godt, at der findes Tanker og Følelser, som forskønner disse i vore øjne forkastelige Ting. Sålænge Krigen er, sålænge unge Mænd må drage ud og lade sig dræbe, er det godt, at de trøster sig med, »de dør for Fædrelandets Ære« - »at de skal opstå i Guds Hær«. Hvor mange hår ikk~ stormet frem i Begejstring fordi deres Hjerne fra Barndommen af var fyldt med Ord som »Dødsglæde«. Det er lykkedes Præsten og Digteren at lyve bort mange af Krigens Rædsler, og det må man på en Måde være dem taknemlig for.«
Vi måtte pludselig forlade Berlin. Tante Marie var syg og ville gerne se os, Jeg fandt hende døende.
»Nu er Turen til mig,« sagde hun,
»og jeg vil gerile bort herfra. Siden min Broders og Børnenes Død binder intet mig til Verden. Deroppe finder jeg ,dem, der er gåede forud for mig. Konrad og Lily er nu forenede, det var ikke så bestemt, at de skulle forenes her på Jorden.« Nej, overfor Tante måtte jeg tie stille med mine Indvendinger - jeg ville aldrig forsøge at rokke ved hendes Tro på Forudbestemmelser.
»En Trøst har jeg dog: Det er din Lykke, kære Martha, som skænker mig den. Det er Guds Bestemmelse, at du og Frederik skal leve for hinanden. Gud sparede ham i to Krige, og Koleraen skånede Jer begge. Opdrag nu Rudolf til en god Kristen og til en tapper Soldat, så hans Bedstefader kan glæde sig i sin HimmeI.«
»Rudolf skal aldrig blive Soldat,« tænkte jeg, men jeg sagde intet.
»Jeg skal i min Himmel bede for Jer, at! må leve længe og lykkelig.«
Jeg fortalte Tante, at vi i Berlin havde været sammen med Prins Henrik, der i sin Have rejste et Mindesmærke af Marmor over Rosa. Efter tre Dages Forløb døde Tante Marie stille og roligt. Så var da alle mine borte!
Rudolf var hendes Arving, og Minister »ganske vist« var indsat til hans Værge. Denne Bestemmelse bragte os atter i Berøring med Papas gamle Ven. Han var næsten den eneste, vi kom sammen med. Vi levede naturligvis aldeles stille. Til Paris kunne vi først rejse, når mine Anliggender var ord nede.
To Gange om Ugen kom den gamle Minister til os; han havde taget eller fået sin Afsked - hvilken af Delene kunne man aldrig få Rede på, men han holdt altid meget af at tale om Statssager. Jeg sad med mit Håndarbejde efter Middagen og hørte min Mand og Ministeren disputere, for de var - ikke så underligt for Resten - uenige om de fleste Ting.
»I Dag kan jeg fortælle Dem noget meget betydningsfuldt, min kære Tilling,« sagde Ministeren en Dag med en overlegen Mine. »I Krigsministeriet omgås man med Planer om at indføre almindelig Værnepligt.«
»Hvorledes? Før sidste Krig kunne man ikke finde Ord stærke nok til at betegne sin Foragt for denne - -, bevæbnede Skrædersvende, hed det dal«
»Ganske vist nærede vi Fordomme imod det en kort Tid; men man må lade sig belære, og Systemet har hjulpet Prøjserne - det lader sig ganske vist ikke nægte. Fra et moralsk såvel som fra et demokratisk Standpunkt er denne Tanke berettiget - Fædrelandets Sønner skal uden Hensyn til Stilling og Stand opfylde de samme Pligter: forsvare Fædrelandet. Og fra et strategisk Standpunkt: Tror De, Prøjserne havde sejret, havde de ikke haft Landeværnet?«
»Når Landeværnet indføres overalt, så medfører det ingen Fordel for nogen. Krigsskakspillet spiller med flere Figurer, men Sejren afhænger nu som før af Spillernes Dygtighed. Jeg sætter, at alle europæiske Magter indfører aImindelig Værnepligt - Magtforholdet bliver det samme. Forskellen bliver den, at Millioner slagtes i Stedet for Tusinder.«
»Finder De det ret og rigtigt, at en Del af Befolkningen ofres for at forsvare de andres Goder? Med den nye Lov ophører dette Uvæsen - da kan det ikke længere lade sig gøre at købe sig fri - enhver må gå med. Og netop de dannede, hvis Hjerne er udviklede, hvis Forstand er skærpet, vil sikkert sejre.«
»Men disse Elementer har Fjenden jo også - Fordelen ved de dannede Underofficerer ophører jo derved. Og så berøves Landene de mest dannede, de, som ved Opfindelser, Kunst og Videnskaber fremmer Kulturen - det er dog grusomt at stille disse Mennesker i sluttet Række for at skydes ned.«
»Å, Snak, alle disse Fyre, der lever af Opfindelser og Kunst, studerer Forholdene og Gud ved hvad - de fremmer da ikke Fædrelandets Magt det aIlermindste.«
»Hm!«
»Hvad behager?«
»Nej, nej; jeg sagde ingenting. Fortsæt De, Minister.« »Og til den Slags får de altid Tid nok. De behøves jo ikke i Tjeneste alle deres Dage. Alle Mennesker kan have godt af nogle Års streng Disciplin. Det vil lære dem deres Borgerpligter. Blodskat må vi nu en Gang for alle betale, og så er det bedst, den fordeles ligeligt.«
»Hvis den enkelte på denne Måde fik mindre - så var det godt. Således er det jo ikke - Blodskatten fordeles ikke, den forøges blot. Jeg håber, at Forslaget ikke går igennem. Det har uberegnelige Følger. Den ene Magt vil søge at overbyde den anden. Tilsidst har. vi ikke Armeer mere, men et bevæbnet Folk. Flere og flere Folk drager i Tjenesten, Tiden bliver længere, Omkostningerne større. Selv om der ikke bliver Krig, kommer Krigstilberedelserne til at udsuge Landene.«
»Min kære Tilling, De tænker altfor langt.«
»Man kan aldrig tænke for langt. Begynder man på noget, er man nødt til at tænke på Følgerne.«
Vi sammenlignede Krigen med Skak - Taktiken er også et Spil, og den taber, der kun beregner et Træk. Hvor vil dette ende - evig og altid vil den ene søge at overrumple den anden. Skal Kvinderne og Børnene måske tilsidst også drage med i Krigen - å - det går jo lige ind i ødelæggelsen.
» Vær rolig, bedste Tilling, De er da en ægte Fantast. Sig os ;Midlet til at afskaffe Krig - det ville ikke være så galt. Men siden det er umuligt, så må hver Nation især søge at sikre sig den største Mulighed for at gå sejrrig ud af den uundgåelige Kamp. Man må jo sætte alt ind for ikke at gå under i Kampen for Tilværelsen - er det ikke således, det hedder i det darvinistiske Sprog?«
»Hvis jeg foreslog Dem Midler til at forhindre Krig, så ville De kalde mig en endnu større Fantast - en sentimental Svindler - er det ikke således, Militaristerne kalder Fredsvennerne?«
»Ganske vist kan jeg ikke skjule, at jeg finder, at denne Fredsdrøm savner enhver Mulighed for at virkeliggøres. Man må regne med de Faktorer, man har på Hånden. Dertil hører de menneskelige Lidenskaber og Umuligheden af, at Stateme kan enes om de forskellige Spørgsmål.«
»Man havde Voldgiftsretten -«
»De suveræne Stater - Folket ville aldrig bøje sig for et Tribunal.«
»Folket? Potentater og Diplomater vil det måske ikke, men Folket. Fredsønsket er levende og sandt hos dem, medens Regeringernes og Diplomaternes Fredsforsikring ikke har sandt i sig. Indføres almindelig Værnepligt, vil Folkets ønske om Fred stige højere og højere. Nu er det at tilhøre Soldaterstanden noget meget ærefuldt - noget, der ligesom er omgivet af en vis Glans; når Soldaten vender hjem til Landsbyen er der Fest - de derhjemme betragter dem som Beskyttere - Professoren, Politikere, alle de, som er i Sikkerhed, synger til Soldatens Pris - nu vil dette Kor forstumme. Når Digtere, Videnskabsmænd, alle disse milde, klogere Mennesker skal tvinges til at være Krigere, så kommer Afskyen vel en Gang til Orde.«
»De tier vel stille med denne Mening, hvis de kommer til at føle således, som De tror - de har ikke Lyst til at falde i Unåde på højere Steder og vil vel heller ikke synes om at anses for fejg.«
»De vil ikke tie. Jeg har tiet længe, nu taler jeg, og det vil De også komme til. Når Følelsen stiger, vil den finde Form. Jeg blev fyrretyve År, før min Overbevisning blev så stærk, at den måtte have Luft. Jeg har brugt to til tre Decenier, før jeg talte. Mængden vil måske bruge to til tre Slægtled, men en Gang vil det ske.«
Det er Nytår 1867.
Vi fejrede Nytårsaften alene sammen, min Frederik og jeg. Da Klokken var tolv, spurgte jeg sukkende:
»Husker du den Tale, Papa holdt forrige År? Jeg tør næsten ikke ønske dig til Lykke. Fremtiden kan bære i sig så meget rædsomt, som intet Menneske kan hindre.«
»Lad os tænke tilbage, min egen Martha. Hvor ondt har du dog ikke haft det i de forløbne År. Så mange af dine kære har du mistet og så de skrækkelige Dage på .de bohmiske Valpladser.«
»Jeg beklager ikke, at jeg så de Rædsler - nu kan jeg af hele min Sjæl slutte mig til dine Bestræbelser.«
»Vi må opdrage vor Rudolf til at fortsætte den Gerning, du og jeg begynder. Hvor Menneskene dog jubler ude på Gaden - de hilser det nye År med Glæde - glemmer, hvad de led i det gamIe.«
»Bebrejd dem ikke, Frederik, at de glemmer - jeg vil også glemme. Vi har dog så meget at glæde os ved. Er det ikke herligt, at du og jeg er sammen? Vi er unge og rige og elsker hinanden. Vi vil rejse og se denne skønne Verden. Den er skøn, vidunderlig herlig i Fredstid - og skulle der atter udbryde Krig, så skal du ikke være med; og Rudolf skal aldrig blive Soldat.«
»Du hørte nok Minister
»ganske vist« sige, at her skal indføres almindelig Værnepligt.«
»Å, det er Vanvid. Nej, vi vil rejse - vi vil glæde os vi vil opdrage Rudolf til et dygtigt Menneske - og vi vil fryde os i vor Kærlighed.«
»Du min elskede, tilbedte Hustru.«
Han drog mig ind til sig og kyssede min Mund. Det var første Gang efter denne Sorgens, Rædslens og Skilsmissens Tid, at jeg følte Kærlighedens Ild i hans Kærtegn. Elskov flammede atter op i os, og i denne salige Sylvesternat glemtes Krig, Kolera og Død.
Vor lille Datter, der fødtes første Oktober 1867, døbtes Sylvia.
Wien hvirvlede rundt i Fornøjelser i denne Vinter som så mange tilforn. Vi deltog naturligvis ikke i noget. r hver Familie havde de dog mistet en eller anden, men det hindrede dem ikke i at deltage i alle mulige Forlystelser. I det højeste Aristokrati lukkede enkelte Huse, men der manglede dog ikke derfor Ungdommen på Anledning. De mest af. holdte Dansere var Officerer, der var vendt tilbage fra de italienske eller böhmiske Valpladser. Alle Damer sværmede for den unge Admiral Tegethof, som havde kæmpet ved Lissa. Custozza og Lissa var de Navne, man helst kom med, når Talen drejede sig om denne Krig. Bagladningsgeværer og Landeværn skulle herefter tilsikre Østrig Sejren for evige Tider. Når og med hvem vi skulle kæmpe, omtaltes ikke; Revanchetanken lå i Luften. Om vi ikke selv begyndte, så ville dog måske en eller anden Slægtning hævne os. Det så næsten ud til, at Frankrig havde Lyst til at binde an med vor Overvinder, og da kunne mangt og meget betales igen. I diplomatiske Kredse havde Tanken
»La Revanche de Sadowa« allerede vundet frem. Det fik vi at vide af Minister »ganske vist«.
I Begyndelsen af Foråret dukkede atter et sort Punkt op i Horlzonten. Spørgsmålet hed denne Gang Luxemburg.
Luxemburg? Hvorfor fik nu den verdenshistorisk Betydning? Nu måtte jeg atter til at studere ligesom den Gang, jeg arbejdede mig igennem det Slesvig-Holstenske Spørgsmål. Efter Overenskomsten af 1814-16 tilhørte Luxemburg Kongen af Nederlandene og det tyske Forbund. Prøjsen havde Ret til at lægge Garnison i Hovedstaden.
I 1866 sluttede jo Prøjsen sig til det tyske Forbund, hvad skulle det så med sin Garnisonsret. Det var SpørgsmåIet. Pragfreden havde jo indført et nyt System i Tyskland og med det var Sammenslutningen med Luxemburg ophævet. Hvorfor beholdt så de Prøjsere Ret til at lægge Garnison i Hovedstaden? Dette var »ganske vist« et indviklet Spørgsmål, der bedst kunne løses ved, at nogle Hundrede-Tusinder Mennesker sloges ihjel; det må da vel enhver Diplomat kunne indse.
Det hollandske Folk havde aldrig lagt noget videre Vægt på denne Besiddelse, og Kong Vilhelm den Tredje ville gerne overdrage Provinsen til Frankrig for en anselig Sum til sin Pengekasse. Så begyndte hemmelige Underhandlinger mellem Kongen og den franske Regering. »Hemmeligheden« er jo Kernen i alt Diplomati.
Folkene må intet vide om disse Stridigheder - når det kommer til Udbrud, har de Ret til at dø for dem. Hvorfor de skal dø, er ikke andet end en Bisag - det kommer jo ikke den menige Mand ved.
I Slutningen af Marts offentliggør Kong Vilhelm Sagen og telegraferer til Frankrig, at han går ind på Forslaget. Den prøjsiske Gesandt i Håg underrettes derom. Så begynder Underhandlingeme med Prøjsen, der påberåber sig Overenskomsten af 1859.
Den offentlige Mening i Prøjsen er rystet ved Tanken om, at det gamle tyske Rigsland skal løsrives.
På den nordtyske Rigsdag - første April - interpelleres der om denne Sag. Bismarck forholder sig kold overfor Spørgsmålet Luxemburg; men benytter dog Lejligheden til at ruste. Frankrig skynder sig at følge hans Eksempel. Å:, hvor godt kendte man ikke denne Vekselsang. Cassagnac og Emile Girardin i Paris, Menzel og Heinrick Leo i Berlin pustede til Krigsflammen alt det, de kunne. Anede mon disse Mennesker Størrelsen af deres Forbrydelse? Jeg tror det ikke.
Mange År senere hørte vi, at Professor Simon den Gang sagde til Kronprins Frederik af Prøjsen:
»Er Holland og Frankrig enige nu, så betyder det Krig for os.« Kronprinsen svarede oprørt:
»De har aldrig set Krig, derfor nævner De Ordet så roligt. Jeg har set den, og jeg siger Dem, at det er ens første Pligt så vidt muligt at hindre Krig.«
Og denne Gang blev den hindret. En Konference fandt Sted i London. Første Maj kom man til det forønskede fredelige Resultat. Luxemburg erklæredes neutralt og Prøjsen trak sine Tropper bort.
Fredsvennerne var strålende, men der var Folk nok, som ærgrede sig over denne Vending. Den franske Kejser selv var glad ved Freden, men det franske Krigsparti rasede. I Tyskland skreves: »Man har ofret et Bolværk«. »En til Frygt gramsende Eftergivenhed« - og mange andre af, den Slags æggende Floskler.
Hvad Londoner-Konferencen udrettede, det kunne jo altid udrettes i den Slags Stridigheder. Når blot Staternes ledende Mænd ville være enig med den ædle Frederik i, hvad han kaldte den første Pligt.
I Maj rejste vi til Paris for at se Udstillingen.
Jeg havde aldrig været der før og var aldeles blind af den Pragt og munter Liv. Kejserdømmet var i sin ypperste Glansperiode og Europas kronede Hoveder samledes der for at nyde Livet. Paris forekom den Gang En som alle Landes Hovedstad - og tre År efter skulle den bombarderes af sin østlige Nabo. Jordens Folkeslag forsamlede sig nu til en fredelig Væddekamp på Marchmarken.
Man grebes af Henrykkelse ved at se al den Kunst, Skønhed og Dygtighed; som her oprulledes for ens Blik.
Kunde nogen have Hjerte til ved en ny Krig at forstyrre dette fredelige Arbejde? Alle disse Konger, Fyrster og Diplomater, som viste hverandre så meget Venskab, som boede så muntert sammen, kunne de virkelig skyde på hinanden og ødelægge hinandens Lande? »Nej - det var umuligt!«
Hvad der endnu mere bestyrkede mig i denne Mening, var den Meddelelse, at Kejser Napoleon den Tredjes Yndlingstanke var almindelig Afvæbning.
Kejseren ville ved første passende Anledning foreslå samtlige europæiske Regeringer, at Hærene skulle sættes med et Minimum. Det lod sig høre. Det var da en fornuftigere Tanke end den almindelige Værnepligt.
På den Måde ville Kants bekendte Fordring om evig Fred opfyldes, der i Præliminær-Artikler er formuleret således:
»Stående Hære (miles parpatunus) skal med Tiden ophøre. Disse truer nemlig bestandig de andre Stater ved den Hurtighed, hvomed de kan rykkes ud. De ophidser Staterne til altid at ville overbyde hinanden. I Fredstid koster de endnu mere end i en kort Krig, så de ligefrem opfordrer til Angreb.«
Hvilken Regering kunne afslå Napoleons Forslag uden at blive mistænkt for at omgås med Erobringsplaner. Hvilket Folk ville ikke gøre Oprør mod et Afslag. Denne Plan måtte lykkes.
Frederik var ikke enig med mig heri.
»Fremfor alt tænker jeg på, om det er Napoleons alvorlige Mening, og selvom det virkelig er Tilfældet, så vil Krigspartiet hindre ham i at fremsætte det. De kronede Hoveder hindres altid i at fremkomme med deres personlige Meninger. Forøvrigt lader et levende Væsen sig ikke således kommandere til at opløse. Det sætter sig til Modværge.«
»Om hvilket levende Væsen taler du?«
»Om Armeen! Den er en levende Organisme med Selvopholdelsesdrift, der nu står i sin fulde Blomstring. Tanken om almindelig Værnepligt udbreder sig med rivende Hurtighed -«
»Alligevel vil du kæmpe mod den?«
»Ja, men ikke på den Måde, at jeg vil træde op og forlange, at Uhyret skal dø. Armeen vil ganske vist ikke lægge sig død for det. Men jeg vil kæmpe mod den for at oparbejde de Livssyn, der lidt efter lidt skal suge Saft og Kraft fra Armeen. Det er væsentlig din Skyld, Martha, at jeg tænker og taler naturvidenskabeligt. Det var dig, der fik mig til at læse de moderne Naturforskeres Værker. Man forstår først det sociale Livs Fremtoninger, deres Fremkomst og Udvikling, når man opfattende dem som stående under Indflydelse af evige Naturlove. De fleste Politikere og Embedsmænd drømmer ikke en Gang om Naturlove, og Armeen foragter kun den Slags. Det er jo ikke mange År siden, jeg selv begyndte at tænke.«
Vi boede på Grand Hotel på Boulevard des Capucines. Det var fyldt med Englændere og Amerikanere. Af Landsmænd traf vi ingen. Østrigerne rejser ikke meget. Vi levede fremdeles meget stille.
Rudolf havde vi naturligvis taget med os. Han var nu otte År og en ualmindelig udviklet lille Fyr.
Vi havde til Hovmester for ham antaget en ung Englænder, da vi jo tilbragte mange Timer dels på Udstillingen og dels på lange Udflugter i Omegnen. Alt det ville have trættet den Lille for meget og nu var han jo desuden så stor, at han måtte begynde at lære noget. Hvor denne Verden forekom mig ny og blændende. Alle disse fremmedartede Mennesker, der stimlede sammen på denne lille Plet - disse brogede muntre Fester - Optogene - jeg blev rent fortumlet. Fra den morende Verden holdt vi os fjern.
Vi aflagde Visit hos Fyrst Metternich, men på Grund af vor Familiesorg ville vi ikke indføres i Selskabslivet eller præsenteres ved Hoffet.
Frederik opsøgte alle de Mennesker, som det var tænkeligt kunne være ham behjælpelig med hans Fredsarbejde. Alt det, der angik denne Sag, indførte vi i en Bog, som vi kaldte »Fredsprotokollen«. I Tidens Løb fyldtes både den og flere. Den Gang var der kun sparsomme Indførsler i min Protokol.
Senere er det blevet anderledes. Det viser sig dog, at Fredstanken er gammel, at Verdens første Mand har troet på den. Al stor Gerning må begyndes i det stille, og så vokser den frem, som oftest ganske ubemærket, men tilsidst gribes Mængden, Folket - det vågner, ser hvad det virkeligt er - og da har Sagen sejret.
Min svære Time nærmede sig.
Men denne Gang var det anderledes, end da Frederik reves bort fra min Side for Augustenborgerens Skyld. Nu var han på Ægtefællernes rette Plads; ved sin Nærværelse og sin Medlidenhed lindrede han Hustruens Kvaler.
En Pige! Det var Opfyldelsen af vore stille ønsker. Vi havde jo en Søn, nu skulle vi også nyde den Lykke, der følger ved at have en blomstrende, ung Datter. Vi tvivlede intet øjeblik på, at hun i sin Person jo vilde forene Skønhed og Ynde. Jeg behøver ikke at fortælle alle vore Dumheder og Barnagtigheder ved vor lille Piges Vugge. Lykkelige Forældre har selvoplevet det samme, og andre Mennesker kan slet ikke forstå det.
Hvor Lykke gør egenkærlig. I denne Tid glemte vi alt udenfor vort Hjem. Koleraen tænkte jeg nu kun på som en ond Drøm. Frederik forfulgte heller ikke sit Mål med den tidligere Styrke. Man kunde fristes til at tabe Modet. Hvor man kom frem med sine Tanker, trak man på Skuldrene, smilte medlidende eller afviste os kort og godt. Verden vil ikke alene bedrages, men den vil også have Lov til at være ulykkelig. Såsnart man kommer frem med Forslag til at afskaffe Elendigheden, så kaldes det »Utopier - barnagtige Drømme«.
Frederik fordybede sig i Studier om Folkeretten og satte sig i skriftlig Forbindelse med :iluntschli og andre Lærde i dette Fag.
Vi to læste naturvidenskabelige Værker sammen. Frederik forberedte sig jo til at skrive et Værk »Krig og Fred«. Men det krævede indgående Forstudier.
»Jeg er nok en gammel Oberst,« sagde han, »og de fleste af mine Kammerater vilde vel sagtens skamme sig ved at måtte læse og lære nu - ja, jeg tænkte det for nogle År siden. Men nu kan jeg ikke finde mig i min Uvidenhed. I min Ungdom lærte man intet eller akkurat det modsatte af de Erkendelser Videnskaben nu er kommen til. Jeg må trods mine grå Hår begynde forfra.«
Den første Vinter efter Sylvias Fødsel boede vi i Wien. Næste År rejste vi til Italien. Det hørte jo med til det Mål, vi havde sat os, at lære Verden at kende. Vi var rige og uafhængige, intet hindrede os i at rejse, hvorhen vi vilde. Det er ganske vist noget ubekvemt at rejse omkring med Børn, men når man kan få tilstrækkelig Hjælp, går det endda an. Jeg fik således fat på min Søsters gamle Barnepige, der nu var bleven Enke.
»Fru Anna« rejste med os overalt, og til hende kunde jeg trygt betro min lille Sylvia, når Frederik og jeg gjorde nogle Dages Udflugt for os selv.
Det var en herlig, en vidunderlig Tid! Skade kun, at jeg i de Dage var så efterladende med at skrive i mine røde Hæfter. Jeg kunde dog have indført så meget strålende smukt, kunde have fortalt om så mange lyse, lykkelige Dage.
Jeg gjorde det ikke, og derfor husker jeg nu ingen Enkeltheder. En Artikel af Desmoulins indførtes i Freds-Protokollen. Det var et Forslag til den franske Regering om at foregå de europæiske Stater ved sit Eksempel og straks begynde Afvæbningen. Ingen brød sig naturligvis om denne Artikel.
Vinteren 68-69 tilbragte vi i Paris. Denne Gang deltog vi i den store Verdens Adspredelse.
Det var trættende, men ganske fornøjeligt for en kort Tid. Vi havde lejet et lille Hotel ved Champs Elysee, hvor vi kunde se vore talrige Venner hos os. Ved Hoffet indførtes vi af vore Ministre, og hen på Vinteren var vi hver Mandag til Midddag hos Kejserinden.
Vi omgikkes også Prinsesse Mathilde, Hertuginden af Moucbx, Dronning Isabella af Spanien m. fl.
Mest Glæde havde vi dog af vore literære Bekendtskaber - den største af dem alle lærte vi dog ikke personlig at kende, Victor Hugo levede i Landflygtighed. Renau, Dumas, Fader og Søn, Octave FeuiIIet, George Sand, Arsene Houssaye kom vi sammen med alle til Hobe. Hos den sidste var vi til Maskebal.
Når Forfatteren til »Grandes dames« holdt Fest i sit pragtfulde lille Hotel på Avenue Friedland, så hændte det ofte, at den fine Verdens Damer i Skjul af Masken giorde Bekendtskab med en anden Sfære end dens egen. Vi gik flittigt i Teatret. Mindst tre Aftener om Ugen tilbragte vi enten i den italienske Opera, hvor Adeline Patti henrev Publikum, eller i Theatre francais. Det var også en udsøgt Nydelse at se Hortense Schnejder som Hertuginden af Gerolsttin.
Det er dog sælsomt, når man styrter sig ind i den Hvirvel af Luksus og Adspredelser, bliver den IiIle Kreds, der kaldes den fornemme Verden, så umådelig vigtig. Man rives med i alle disse Modespørgsmål og Forlystelsesplaner. Det ville forekomme En aldeles forfærdeligt, om man ikke altid fik de bedste Pladser i Teatret, kørte til Boulogneskoven i det eleganteste Køretøj med de prægtigste Heste, om man tog til Hofbal uden at have en Dragt fra Worth eIler satte sig til Middagsbordet uden at have flere Tjenere til vor Opvartning.
Hvor taber man ikke sig selv og sin huslige Lykke i al den Tummel. Hvis Frederik ikke havde været den, han var, så ville jeg formodentlig være gladere ved og som så mange andre være druknet i Pariser-Forlystelsernes Malstrøm. Han glemte hverken Livet eller Hjemmet. Hver Formiddag sad han og jeg hjemme og passiarede og læste og tog os af Børnene. Vi gjorde virkelig det Kunststykke at more os og samtidig være lykkelige. - I Paris blev vi Østrigere behandlet med stor Venlighed.
I politiske Kredse taltes om Revanche de Sadowa. Revanchel - Som om den Slags Ulykker kunne ophjælpes. Kan ikke Slag læges ved andet end ved atter at uddele Slag, når bliver man så færdig? Folk troede altid at sige min Mand noget rigtigt behageligt, når de talte om denne Revanche og om Nødvendigheden af at give de ovennodige Prøjsere en ordentlig Tilrettevisning. Det hjalp kun lidt, at vi forsikrede, vi ingen Hævn ønskede - bare håbede, at Freden skulle vare ved. Det var virkelig også Napoleons ønske. at Freden skulle vare ved. Såsnart han følte sig tryg for Tilstanden i det Indre af Landet, ville han foreslå almindelig Afvæbning.
I det Indre herskede desværre stor Utilfredshed, og i Tronens Nærhed fandtes et Parti, der bestandig hævdede, at en Krig var det eneste Middel til at holde Folket i Tømme. Et Triumftog op ad Rhinen ville sprede Glans over det napoleonske Dynasti. Hæren var jo i udmærket Stand, det var en ren Skandale, at Luxemburgstriden bilagdes. I Længden ville det være umuligt at hindre en Krig mellem Prøjsen og Frankrig, hvorfor så ikke heller få den straks? Således vedblev disse Mennesker uophørligt. Vi hørte kun lidt dertil - de arbejdede i det skjulte. I Bladene stod der af og tit forblommede eller åbenbare Antydninger i den Retning.
Imidlertid dansede og morede Paris sig mere end nogen Sinde. Det ligesom greb om sig. Paris var som en strålende, blomsterfyldt Balsal.
I Forårsmånederne nåede Forlystelserne Højdepunktet. Lange Køreture til Eoulogneskoven, Væddeløbene, Salonen og andre Udflugter udfyldte Dagen. Vi begyndte at længes bort herfra. Dette Liv var egentlig kun Tillokkelse, når man har Koketteri og Kærlighedshistorier i Hovedet. Unge Piger, der gerne vil gøre et godt Parti. Koner, der lader sig gøre Kur til, og Mænd, der søger Elskovseventyr - for dem kan hver en Fest, hvor de kan møde den Udkårne, have stor Interesse, men for Frederik og mig! ...
Jeg var min Mand fuldtud tro både i Sind og Tanker - det var ikke nogen Dyd hos mig; men jeg følte kun for ham alene. Hvis jeg ikke elskede ham så inderlig, er det ikke godt for mig at vide, om jeg havde kunnet modstå alle de Fristelser, en smuk, ung og rig Kvinde er udsat for men Forelskelsen i sin egen Mand er det allerbedste Panser. Hvad Frederik angår har jeg aldrig tvivlet på hans Troskab.
Sommeren havde holdt sit Indtog, og da de store Væddeløbsdage var forbi, begyndte Selskabet at spredes. Nogle rejste til Trouville og Dieppe, Biarritz og Vichy, andre til deres Slotte - Prinsesse Mathilde til $t. Gratien, Hoffet til Compiegne.
Vi fik mange hjertelige Indbydelser; men vi længtes i den Grad efter at være alene for os selv, at vi afslog dem alle. Jeg ønskede ikke at rejse til Grumitz, da det ville vække alt for sørgelige Minder. Vi lovede vore Venner i Paris at komme tilbage næste Vinter og drog glade af Sted til Schweiz. . Vi spadserede, læste, tog os af Børnene, spiste, hvilede, og sov - så sorgløse og lykkelige, at jeg aldrig følte Trang til at skrive i de røde Hæfter.
Europa lod også til at befinde sig i sorgløs Ligevægt. Man hørte ingen Tale om sorte Punkter i Horizonten. Min eneste Sorg den Sommer var om, at Østrig virkelig indførte almindelig Værnepligt. Min Rudolf måtte altså være Soldat. Og så taler Folk endda om personlig Frihed. »Det er jo kun et År,« trøstede Frederik. Jeg rystede på Hovedet.
»Om det så kun var en Dag. At et Menneske virkelig skal tvinges ind i noget, han føler Modbydelighed for, selv kun en Dag. Han skal tages i Ed, forsikre, at han med Glæde gør alt det, han kan føle Væmmelse ved. Staten tvinger min Søn til at lyve, når jeg, hans Moder, fremfor alt vil lære ham Sanddruhed.«
»Han burde være født et Par Århundreder senere til Verden - du kære, ivrige Sjæl,« sagde Frederik leende. »Kun et frit Menneske kan leve i Sandhed. Sandhed og Frihed er slet ikke velanset i vore Dage.«
Herude på Landet arbejdede Frederik med stor Iver. Så lykkelige og tilfredse som vi levede i vor Ensomhed, besluttede vi dog at tilbringe næste Vinter i Paris.
Vi ville så ikke deltage i så mange Forlystelser, men på en eller anden Måde virke mere praktisk for vort Formål.
Vi satte yor Lid til Napoleons Afvæbningsplan. Frederik havde fået fat på Sullys Memoirer; i disse stod Henrik den Fjerdes Fredsplaner nøjagtigt optegnede. Kejseren skulle have en Afskrift heraf. Gennem vore Forbindelser i Østrig og Prøjsen ville vi forberede Regeringen på Kejserens Forslag. Jeg ville henvende mig til Minister »ganske vist«, og Frederik var beslægtet med flere indflydelsesrige Personer ved det prøjsiske Hof.
I December, da vi ville rejse til Paris, blev vi forhindret. Vor Skat, vor lille Sylvia blev syg. Det var tunge Timer. Napoleons og Henriks Planer trådte for os i Baggrunden: vort Barn var Døden nær.
Men det døde ikke! Efter fjorten Dages Forløb var al Fare forbi, dog forbød Lægen os at rejse med Barnet i den strenge Vinterkulde, og vi forlængede derfor vort Ophold i Schweiz. Først i Marts rejste vi til Paris. Denne Sygdom og denne Helbredelse, hvor greb den ikke vore Hjerter. Fælles Angst og fælles Glæde, hvor smelter det ikke Sjælene sammen.
Jeg havde ikke troet det muligt, at Frederik og jeg kunne komme hinanden nærmere, end vi alt var - men Sylvias Sygdom lærte os, at et Samliv kunne blive endnu inderligere end vort havde været.
 |
 |