Det danske Fredsakademi
Ned med våbnene
I FULDSTÆNDIG OVERSÆTTELSE VED SOFIE HORTEN
NATIONALFORLAGET. KØBENHAVN l928
SJETTE BOG
1870-71
Forudfølelsen? Nej, den gives ikke. Paris gjorde et strålende, smilende Indtryk, da vi en mild Forårsdag i 1870 kørte ind for Paris' Banegård.
Vi havde lejet det samme Hotel og beholdt den samme Hushovmester.
Fra Banegården kørte vi over de elysæiske Marker, mødte flere Bekendte og vekslede muntre Velkomsthilsen er. De mange smukke Violkærrer opfyldte Luften med Vellugt. Solen spillede i Springvandets høje Stråler. Hestene tyggede i Bidslerne og havde Lyst til at galopere af Sted med de lette Vogne.
Den skønne Kejserinde kørte forbi mig og vinkede venlig med Hånden, da hendes Vogn passerede vor.
»Hvor Paris dog er herlig,« udbrød Frederik, og jeg grebes af en barnlig Henrykkelse ved Tanken om, at vi nu skulle bo her en Stund igen. Jo, Paris var skøn, smilende, munter, berusende den milde Martsdag.
Havde jeg vidst, hvad der ventede mig, hvad der ventede denne sorgløse By! -
Vi afslog alle Indbydelser til Bal og besøgte heller ikke Teatrene så flittigt som før, så vi tilbragte de fleste Aftener sammen med nogle gode Venner.
Hvad vore Planer angik, så lykkedes de egentlig ikke.
Napoleon havde vel ikke opgivet Tanken; men øjeblikket var yderst uheldigt valgt. Misfornøjelsen forøgedes stadig ude i Landet - Tronen stod på svage Fødder, Folkets Klager lød mere højlydt. Krigspartiet påstod, at en Krig var det eneste Middel til at undgå Oprør. I et sådanf øjeblik at tale om Afvæbning, ville være at tage al Glans bort fra Napoleonernes Navne. I Prøjsen og Østrig slikkede de just heller ikke Fingrene efter noget sådant - nej, nu skulle Armeen netop styrkes - Franskmændene var ikke til at stole på. Italienerne lurede blot på en Lejlighed til at styrte sig ind i Triest og Trient. Kort sagt, det ny Landeværnssystem måtte udnyttes til det yderste.
»Tidens Fylde er endnu ikke kommet,« sagde Frederik,
»og jeg har aldrig bildt mig ind, at jeg kunne fremskynde Begivenhedernes Gang. Jeg kan kun gøre så grumme lidt dertil, men jeg føler det som en ubønhørlig Pligt - altså arbejder jeg.«
Foreløbig måtte vi altså opgive enhver Tanke om Afvæbning; men heldigvis var der ingen Krig i Sigte. Krigspartiet, der mente, at »Dynastiet måtte opfriskes i Blod«, måtte opgive Triumftoget på Rhinen. Frankrig havde ingen Forbundsfæller og Misvækst. Fodermangel ventedes, Militærheste solgtes og Ollivier forsikrede, at Europas Fred var sikret. Sikret! Hvor jeg frydede mig over disse Ord. - Alle Blade gentog dem og Tusinder glædede sig med mig.
I Dag ved vi alle, hvad den Sikkerhed havde at betyde, den Sikkerhed, som en Statsmand højlydt forsikrede om den tredivte Juni 1870. Vi burde allerede den Gang af lang Erfaring have vidst, at den Slags Statsmandsudtalelser ikke har Spor af Værdi. Freden. betragtes som sikret, fordi der for øjeblikket ingen svævende Spørgsmål findes. Men et Spørgsmål kan der let findes på, og først når man har udfundet et andet Middel end Krig at besvare det med, først da kan man tale om, at Freden er sikret.
Atter splittede Pariserselskabet sig i alle Retninger. Vi blev tilbage på Grund af Forretninger. En Amerikaner ville nemlig pludselig sælge et lille halvfuldendt Hotel i Avenue de l' Imperatrice, og vi købte det, da det jo var vor Mening hvert År at tilbringe nogle Måneder i Paris. Det er så morsomt at udstyre sit eget Hus, så vi med Fornøjelse blev i Paris Sommeren over. En hel Del af vore Venner boede i Nærheden, så vi lå stadig på Rejse til dem.
I Prinsesse Mathildes Salon hørte jeg første Gang om et nyt »Spørgsmål«, der tegnede til at blive svævende.
Vi sad på en Terrasse med Udsigt over Parken. Hvem vi var - ja, nu husker jeg ikke andre end Taine og Renim, - St. Gratiens åndfulde Herskerinde elskede at omgås lærde og åndfulde Mænd.
Samtalen var livlig. Renan talte gnistrende ivrigt. Han afgiver et Bevis for, at man trods en ubegribelig llterhed kan virke bedårende.
Så faldt Talen på Politik. Den spanske Trone var ledig, en Kandidat søgtes. En Prins af HohenzolIern var udset. Jeg hørte ikke videre efter, det interesserede mig ikke; det var mig så rasende ligegyldigt, hvem der blev Konge i Spanien.
Da udtalte en af Selskabet:
»En HohenzolIer - det vil Frankrig ikke finde sig i.«
»Finde sig i,« det Ord skar mig i Sjælen. Når et Land ikke vil finde sig i noget, er det det samme som diplomatiske Underhandlinger - og det fører til Krig.
Samtalen gled snart over til noget andet.
Ingen af os anede den Gang, hvor det spanske SpørgsmåI skulle blive skæbnesvangert.
Efter den Dag begyndte Bladene at fyldes med Betragtninger over denne HohenzolIers Kandidatur.
Man var dybt rystet over, at nogen turde byde Frankrig en sådan Fornærmelse. Det måtte jo være Prøjsens Mening at udfordre Frankrig.
Forøvrigt var jeg uden Sorger. Vi fik Breve fra Berlin, hvor de forsikrede os, at man ved Hoffet ikke lagde mindste Vægt på, hvem der kom til at beklæde den spanske Trone. Vi var fremdeles langt mere optaget af vort Hus end af Politik. Lidt efter lidt blev vi dog opmærksomme. Før et . Uvejr skælver Træernes Blade og før en Krig hører man dumpe Råb fra Folket. »Nous aurons la guerre,« - »nous auronr la guerre,« bølgede det gennem Paris Gader.
 |
|
Tidstavle i Den
fransk-tydske Krig i 1870. S. Ferslev, 1870 s. 61. Bertha von
Suttners referat af begivenhederne op til krigens udbrud
passer i mindste detalje.
|
Hvor jeg dog blev angst - ikke for mine egne - vi østrigere var jo udenfor det hele - ja, vi ville måske end også få Satisfaktion, den bekendte Sadowa Revanche - nej, jeg fyldtes af Rædsel ved Tanken om de Lidelser, Menneskene nu skulle gennemgå.
At overdrage Kronen til Prins Leopold! Ved Efterretningen herom holdt Hertugen af Grammont følgende Tale i Parlamentet:
»Vi blander os ikke i fremmede Anliggender, men - jeg tror ikke, at Agtelsen for Nabostaternes Ret forpligter os til at tåIe, at en fremmed Magt sætter en af sine Prinser på Karl den Femtes Trone - til Skade for den europæiske Ligevægt - til Skade for Frankrigs Ære.« Dundrende Bifald. Jeg har læst et Eventyr af George Sand, der hedder »Gribouille«.
GribouilIe har den Egenskab: at han af Frygt for at blive våd styrter sig i Floden hver Gang, det truer med Regn. Jeg må altid tænke på Gribouille, når nogen vil begynde en Krig for at forebygge truende Fare. - Taleren fortsatte:
»Vi har den sikre Forvisning, at denne Kroning ikke vil finde Sted. Vi går ud fra det tyske Folks Klogskab og Spaniernes Venskab. Skulde det ske - da, mine Herrer, regner vi sikkert På Eders Støtte. I vil opfordre Nationen til at gøre sin Pligt uden Vankelmod og Svaghed.« Stormende Bifald. Så begynder Pressen at ophidse Folket.
Girardin indprenter Folket, hvilken blodig Fornærmelse Tyskerne har tilføjet både dem selv, deres Børn og Fædre. Det ville krænke Frankrigs Værdighed - gøre det latterligt - og Prøjserne, de vanvittige, v i l have Krig. Fordi de havde Held med sig i 1866, tror de, at de kan fortsætte deres Røvertog også over Rhinen - men vi skal nok lære Pikkelhuerne Mores, lad dem bare komme - og såIedes i det uendelige.
Napoleon strider imod, han vil så nødig; men alle hans Omgivelser forsikrer ham, at en Krig er nødvendig for at standse de indre Oprør -«
De øvrige europæiske Kabinetter adspurgtes. Alle erklærede, at de ønskede Fred. I Tyskland offentliggjordes et Manifest - undertegnet af Liebknecht - hvori der står: »Alene Tanken om en fransk-tysk Krig er en Forbrydelse.«
Ved denne Lejlighed erfarede vi, at der gaves Hundred-Tusinde af Mennesker, som havde kastet alle Standsfordomme bort og kun betragtede Nationerne som en Enhed.
Benedetti overdrages det til at opfordre Kongen af Prøjsen til at forbyde Prins Leopold at modtage den spanske Trone. Kong Wilhelm rejser til Badet i Ems. Benedetti rejser efter ham, og den niende Juli får han Audiens. I stor Spænding venter vi Svaret. Kongen svarer ligefrem, at han ikke kan forbyde en voksen Prins noget.
Krigspartiet jubler: »Således vil man have det - man vil hidse os til det yderste. Kongen skulle ikke kunne forbyde et Medlem af sit Hus at tage en fremmed Krone - nej Tak, det tager man ikke for gode Varer. Hohenzollern vil altså sætte sig fast i Spanien og overfalde vort Land fra Syd og øst. Og vi skal tålmodig sidde og vente, til det behager dem, - aldrig; vi ved, hvad vor Ære fordrer.«
Gæringen stiger
Den tolvte Juli kommer et Budskab, som fylder mig med Henrykkelse:
»Don Salusto Olozaga meddeler den franske Regering, at Prins Leopold af Hohenzollern har afslået den spanske Krone for ikke at give Anledning til Krig.«
Gud være lovet! Nu er altså Spørgsmålet ryddet af Vejen. Klokken tolv Middag får Deputeretkammeret Underretning herom, og Ollivier erklærer, at hermed er al Strid til Ende. Samme Dag sendes imidlertid Tropper og Krigsmateriel til Metz, og i det samme Møde siger element Davernois:
»Hvad borger os for, at ikke Prøjserne snart finder på en lignende Forvikling som denne spanske Historie. Det må forebygges.«
Atter Gribouille: der kunne måske en Gang komme en svag Regn - altså rask ud i Floden!
Endnu en Gang sendes, Benedetti til Ems; - Kong Wilhelm skal love, at Prinsen aldrig vil tænke på Kronen, hverken nu eller i Fremtiden. Er det tænkeligt andet, end at der svares med et utålmodigt Skuldertræk.
Den femtende Juli er der atter et mærkeligt Møde i Kammeret. Ollivier forlanger fem Hundrede Millioner til Krigen. Thiers stemmer imod.
Ollivier erklærer, at han med Ro afventer Historiens Dom. Kongen af Prøjsen har nægtet at modtage den franske Udsending og sendt en Note til Regeringen. Venstre forlanger at se denne Note. Majoriteten gør stort Spektakel og satte ved Afstemningen igennem, at denne Note ikke fremvises - (den findes formodentlig slet ikke). Den bevilger derpå alt, hvad Regeringen ønsker til en Krig. Denne fædrelandssindede Offervillighed, der uden Betænkning fremmer ødelæggelsen, bliver naturligvis beundret og besunget med de herligste Fraser.
Sekstende Juli. England søger at forhindre Krigen. Forgæves.
Nittende Juli. Den franske Gesandt i Berlin overrækker den tyske Regering Krigserklæringen.
Dette Aktstykke har jeg indført i de røde Hæfter:
»Hans Majestæt Kejseren af Frankrigs Regering betragter den Tanke, at en tysk Prins skulle bestige Spaniens Trone, som uforenelig med Frankrigs territoriale Sikkerhed og har derfor set sig nødsaget til at forlange Hans ,Majestæt Kongen af Prøjsens Forsikring om, at lignende Forbindelser ikke må forekomme i Fremtiden.
Hans Majestæt Kongen af Prøjsen vægrer sig ved at afgive nogen Forsikring og forbeholder sig at have frie Hænder. Frankrig må i Kongens Svar se en Bagtanke, der kan blive farlig for Frankrig og den europæiske Ligevægt. Hans Majestæts Erklæring bliver endnu mere truende ved den Omstændighed, at Kongen har nægtet at modtage den franske Gesandt. På Grund heraf anser den franske Regering det for sin uafviselige Pligt uden Ophold at forsvare sin krænkede Værdighed, og den vil i dette øjemed gribe til alle lovlige Midler og Forholdsregler og betragter sig fra nu af som værende i Krig med Prøjsen.«
»Som værende i Krig«; mon de Mænd, der skrev disse Ord, betænkte, at de dyppede deres Pen i Strømme af Blod, af Tårer og af Giften fra de stinkende Lig?
Fordi en ledig Trone skal besættes, og fordi to Fyrster begynder at ærgre sig og drive Underhandlinger, derfor styrtes to Folk i Elendighed. Skulde Kant have Ret i den første Paragraf i sin Bog:
»Den borgerlige Forfatning skal i enhver Stat være republikansk.« Med Kongedømmets Fald ville mange Årsager til Krig bortryddes - Dynastier kæmper, og en Konges Magt beror jo ofte på hans Held i Krig, - å, men Republiker kan også være krigerske. Ånden er det, som det kommer an på - Rovlyst, Had og Krigsglæde hersker enclnu i Menneskets Bryst.
Hvilken ejendommelig Stemning beherskede mig i denne Tid. Hele Folket var i voldsom Ophidselse, og hvem kunne undgå at rives med af slig Feber. Naturligvis betragtedes Felttoget som en Række Sejre - det er jo Pligt.
»Til Berlin, til Berlin!« skreg Folket i Gaderne. Marseillaisens frihedsgnistrende Toner fyldte Luften - le jour de gloire est arrivé! Ved hver en Teaterforestilling måtte . Primadonnaen frem og i Jeanne d'Are-Dragten synge deres Kampsang. Publikum rejste sig så fra deres Pladser og sang med. Frederik og jeg var i Teatret en sådan Aften; vi måtte rejse os som de andre. Vi måtte - ikke i Kraft af nogen Trang; thi vi sad bagest i en Loge, men vi måtte, fordi vi elektriseredes.
»Ser du, Martha,« sagde Frederik, »en sådan Gnist, der springer fra Menneske til Menneske, tvinger hele Masser til at føle en Stemning, og som driver denne Stemnings Styrke højt op over det dagligdags - det er Kærlighed-«
»Tror du - denne Sorg gløder jo af Had -«
»Det gør intet - Had, som forener, er en Form af Kærlighed. Når to eller flere slutter sig sammen i en Følelse, så holder de af hinanden. Når nu en Gang Menneskene i Stedet for denne snævre Fædrelandskærlighed slutter sig sammen i Kærlighed til Menneskeheden, da -«
»Å, når bliver vel det?« sukkede jeg.
»Når? Ja, det er meget relativt. I Forhold tll vor egen Livstid - aldrig; i Forhold til Slægtens - i Morgen.«
Når en Krig bryder ud, deler Folket i de neutrale Lande sig i to Partier. Med hvem skulle Frederik og jeg sympatisere - hvem skulle vi ønske Sejr?
Som gode Østrigere kunne vi vel lide at se vore Overvindere underkuet denne Gang. Og så er det jo naturlig, at man føler med de Mennesker, man er iblandt. Men Frederik var af prøisisk Herkomst, og vi var 10 Tyskere og talte samme Sprog og Krigserklæringen var kommen fra Frankrig - uden Foranledning af Prøjserne. Kong Wilhelm sagde i sin Trontale den 19. Juli:
»Det tvske og franske Folk, der begge nyder Velsignelsen af en kristelig Civilisation og en stigende Velstand burde kappes i sund og fredelig Væddekamp og ikke i blodig Strid. Men Frankrigs Magthavere har forstået at udnytte vort store Nabofolks berettigede Selvfølelse til Fordel for sine personlige Interesser og Lidenskaber -«
Kejser Napoleon udstedte følgende Proklamation:
»Vi har sat os op imod Prøjsens Anmasselser. Det spottedes. Så fulgte Begivenheder, der røbede Foragt for os. Vort Land såredes dybt og Krigsråbet lød fra den ene Ende af Landet til den anden. Nu må Våbnene afgøre vor Skæbne. Vi bekriger ikke Tyskland, hvis Uafhængighed vi agter, og vi ønsker oprigtigt, at det tyske Folk frit må råde over sin Skæbne. Vi vil kun værge vor Sikkerhed nu og for Fremtiden. Vi ønsker en varig Fred. grundet på Folkenes sande Interesse. Vi vil, at den elendige Tilstand skal ophøre, den Tilstand, der tvinger Nationerne til at udtømme deres Hjælpekilder i gensidigt Selvforsvar.«
Du store Gud - dette Felttog måtte altså begynde, for at Landet kunne opnå vedvarende Fred og Sikkerhed! Og hvad har det udrettet - Fjendskab, vedvarende Fjendskab. Nej, nej, man kan ikke male hvidt med Kul, og man kan ikke sikre Freden ved Hjælp af Krig, hvor meget værre er den ikke bleven, den Tilstand, Napoleon hentyder til. Han måtte give efter for sine Omgivelser og opgive sine Afvæbningsplaner ! - Selv i Krigsproklamationen må han omtale dem. Han har trøstet sig med, at det altsammen skulle iværksættes, når denne Sejr var vundet. Det blev helt anderledes.
Hvor var altså vor Sympati? Når man afskyr Krigen så inderlig, som Frederik og jeg gør, så kan man naturligvis ikke føle Begejstring for nogen af Parterne. Vor eneste Følelse var: »Gid dette Felttog aldrig var begyndt, gid det snart var forbi!« Vi troede ikke, at Krigen ville vare længe eller have videre Følger.
»Når der først har stået et Par Slag,« tænkte jeg, »så begynder de vel at underhandle, for de slås jo om ingen Ting. Franskmændene var besat af ridderlig Eventyrlyst, og Tyskerne skulle forsvare sig. Modstanderne ville snart række hinanden Hånden.«
Å, jeg dumme, tåbelige Menneske! Som om Krigens Følger står i det mindste Forhold til dens Oprindelse. Udfaldet er det, som bestemmer Følgerne.
Vi ville gerne forlade Paris. Befolkningens Begejstring berørte os pinligt. Men Vejen mod øst var spærret, og så var det Huset, vi var i Færd med at ordne, kort sagt: vi blev. AI selskabelig Omgang hørte op. De fleste, der var i Stand dertil, forlod Byen, og de få, der blev tilbage, tænkte på alt andet end Fornøjelser.
Nogle Literater var vi dog sammen med. En ung Forfatter, Guy de Maupassant - som senere er bleven så berømt - sagde en Dag noget, som gjorde et så dybt Indtryk på mig, at jeg skrev det ned i de røde Hæfter:
»Når jeg blot hører Krig nævne, så føler jeg en Afsky, som om man talte til mig om Hekse, om Inkvisition, om tilbagelagte, afskyelige, unaturlige Laster. - Krig - at slås - hugge i Stykker; - lemlæste. Og vi som tror, vi har nået så højt i Udvikling, vi har endnu Skoler, hvor man lærer at dræbe i så lang Afstand som muligt. Det forunderligste er, at ikke Folket rejser sig, at det ikke gør Oprør alene ved Ordet: Krig!
Enhver, der regerer, er ligeså forpligtet til at undgå Krig som en Skipper til at undgå Skibbrud. Hvis en Skipper forliser, stilles han for en Søret og forhøres. Han straffes, hvis nogen Skødesløshed kan påvises. Hvorfor stilles ikke Regeringerne for Retten? Folkene burde forstå, at det ville være forbi med Krige, om de vægrede sig ved at lade sig dræbe uden Grund.«
Og Ernest Renan sagde:
»Med et Slag styrter nu sammen det, vi har arbejdet på i Årevis. Sympatien de forskellige Folk imellem, ForståeIsen, det frugtbare Samarbejde. Og, hvor dræber ikke en sådan Krig al Sandhedskærlighed. I de næste halvtredsindstyve År vil disse Folk tro alt ondt om hinanden, Beskyldninger vil blive disket op og vinde Tiltro i begge Lande. Vi kan ikke i hundrede År oprette, hvad disse Mennesker ødelægger på een Dag.«
Jeg læste et Brev, FIaubert i de Dage skrev til George Sand. Det lyder såIedes:
»Jeg er fortvivlet over mine Landsmænds Dumhed. Menneskenes uforbederlige Barbari fylder mig med Sorg. Jeg vil gerne dø for at slippe for Synet af denne Begejstring, blottet for enhver Ide. De gode Franskmænd vil slås; for det første: fordi de tror sig krænket af Prøjserne; for det andet: fordi Menneskenes naturlige Tilstand er Vildskab; for det tredje: fordi Krigen i sig skjuler et mystisk Element, som river Menneskene med sig. Er vi atter vendt tilbage til Racekampen? Jeg frygter det. Disse skrækkelige Slag, som nu forberedes, kan jo næppe dækkes af et Påskud. Det er simpelthen Lysten til at slås, der gør sig gældende.
Hvor jeg sørger over disse sprængte Broer og Tunneller. Hvor mange skønne Resultater af den menneskelige Hjemes Arbejde vil ikke denne Krig ødelægge. De har vel læst, at en Deputeret foreslog, at Storhertugdømmet Baden skulle plyndres? Ak, at jeg ikke lever mellem Beduiner!«
»Gud give vi var født fem Hundrede År senere til Verden, det ville være bedre end at leve mellem Beduiner,« udbrød jeg, da jeg havde læst dette Brev.
»Så lang Tid vil Menneskene dog vel ikke bruge for at blive fornuftige,« indvendte Frederik.
Nu begyndte Proklamationer og Armébefalinger.
AIle de sædvanlige Slagord og begejstrede Udbrud benyttedes; de henrev også Folket, der jublede, som om Sejrene var vundne.
Den otteogtyvende Juli udstedte Napoleon fra Hovedkvarteret i Metz følgende Proklamation, som jeg har indført i de røde Hæfter, ikke af Beundring, snarere af Vrede over alle disse tomme, hule Fraser:
»Vi forsvarer vort elskede Fædrelands Ære. Vi vil sejre. Intet er for meget for de sejrende Soldater fra Afrika, Krim, Kina, Italien og Meksiko. Endnu en Gang vil vi vise Verden, hvad en af Fædrelandskærlighed gennemglødet fransk Arme formår. Hvor vi end drager hen, overalt vil vi møde vore Fædres berømte Sejre. Vi vil vise os dem værdige. Af vore Sejre afhænger Frihedens og Udviklingens Skæbne. Soldater, gør Eders Pligt, Hærskarernes Herre er med osl«
»Le Dieu des armées« er naturligvis med Franskmændene. At overvundne Anførere har sagt det samme Hundrede, Gange før, det gør ikke det mindste; hver Krig indledes med de samme Ord, og Virkningen udebliver aldrig. Folkets Hukommelse er svag. HefterDen 3I. Juli forlader Kong Wilhelm Berlin og udsteder følgende Manifest:
»Idet jeg i Dag rejser til vor Hær for sammen med den at kæmpe for Eders Ære og højeste Goder, giver jeg Amnesti for alle politiske Forbrydere. Mit Folk ved, at Fredsbrud og Fjendskab ikke kommer fra os. Men udfordret vil vi kæmpe til det yderste for Fædrelandets Ære og sætte vor Lid til Gud.«
»Nødværge, Nødværgel« Begge Modstanderne råber:
»Jeg værger mig!«
Er det ikke den rene Galskab - å nej, ikke så ganske; thi over begge råder en tredje Magt - den gamle, altid opblussende Krigsånd. For at værge sig mod den burde alle forene sig. Ved Siden af disse Manifester står der indført noget i mine Hæfter med den besynderlige Titel: »Ville Krigen være udbrudt, om Ollivier havde ægtet Meyrbeers Datter?«
Sagen forholder sig således:
»Blandt vore Bekendte i Paris var også Literaten Aleksander Weill, og ham var det; som kom med ovenstående besynderlige SpørgsmåI: han fortatte følgende:
»Meyrbeer søgte en talentfuld Mand til sin anden Datter, og hans Valg faldt på min Ven Emile OlIivier, der var Enkemand. Han havde først været gift med Lisvts og Grevinde d' AgouIts (Daniel Sterm) Datter. OIiviers Ægteskab havde været, lykkeligt, og han havde Ord for at være en dydig Ægtemand. Han havde ingen Formue, men han var en herømt Statsmand og Taler. Meyrbeer ønskede at lære ham personlig at kende. I det øjemed gav jeg et stort Bal i April 1864, hvor OIIivier spillede en fremtrædende Rolle, jeg havde naturligvis underrettet ham om Meyrbeers Planer. Denne syntes godt om ham, men Sagen var ikke så let, at ordne. Meyrbeer kendte sin begavede Datter godt nok til at vide, at han ikke turde bestemme en Mand til hende: hun måtte have Lov til at vælge frit. Det bestemtes. at OIIivier skulle rejse til Baden og der gøre Frøkenens Bekendtskab. Fjorten Dage efter døde imidlertid Meyrbeer pludselig. Ollivier holdt en begejstret Lovtale over ham - husker De? Var Ægteskabet kommet i Stand, havde vi været sparet for denne Krig. Meyrbeer, der hadede og foragtede Kejserdømmet, havde aldrig ladet sin Svigersøn blive Minister. Vi ved, at hvis OIIivier havde truet med at indgive sin Demission, hvis Krigen bleverktæret, så ville Kammeret have bøjet sig for ham. Denne Krig er Kejserindens og hendes tre intime Husministres Værk - deres Navne er Jerorne David, Poul de Cassagnac og Hertugen af Grammont. - Kejserinden er jo en leddeløs Dukke i Pavens Hånd, og han har ophidset hende til denne Krig; hun er sikker på Sejren og tror, Krigen vil sikre hendes Søns Stilling.
Hendes tre pavelige Venner har hjulpet trolig til at vildlede Kejseren og Kammeret ved løgnagtige og forvrængede Depecher fra TyskIand.«
»Å, Gud, er det dette, man kalder Diplomati,« udbrød jeg gysende.
»Hør videre,« vedblev Aleksander Weill. »Den 15. Juli traf jeg OlIivier på Place de la Concorde. Han sagde: »Freden er sikret, ellers indgiver jeg min Demission.« Hvorledes kan det så hænge sammen, at den samme Mand nogle Dage senere siger i Kammeret, at han går til denne Krig med let Hjerte?«
»Med let Hjerte!« råbte jeg gysende.
»Her stikker en Hemmelighed under, som jeg kan opklare.
Kejseren, der kun elsker Penge for dermed at købe Selskab og Venskab, tror, at hele Frankrig er tilfaIs. Når han får en Minister, der ikke er rig, plejer han at give ham en Million Francs for at knytte ham fastere til sig. Daru, der fortalte mig dette, afslog hans Gave. Han var også den eneste, der indgav sin Demission. Så længe Kejseren vaklede, kæmpede Ollivier for Freden - men den gyldne Lænke var svær at afryste, og da Kejseren endelig blev overtalt af sine tre uItramontane Rådgivere, så talte OlIivier for Krigen med let Hjerte og tung Pengepung.«
»0, Monsieur, o, Madame - hvilken Lykke, hvilken stor Efterretning!«
Med disse Ord styrtede Frederiks Kammertjener ind i Værelset. Det var Dagen før Slaget ved Worth.
»Hvad er det?«
»Et Telegram er opslået på Børsen: Vi har sejret! Kongen af Prøjsens Hær er så godt som ødelagt - Byen illuminerer, og Trikoloren vajer overalt.«
Om Eftermiddagen viste det sig, at Efterretningen var falsk - en Børsmanøvre. Fra sin Altan holdt Ollivier en Tale til Folket. Nu så meget desto bedre, så blev man da fri for at illuminere. Den glædelige Efterretning om den ødelagte Armé bragte mig til at istemme Flauberts Ord: »Ak, gid jeg dog var hos Beduinerne!«
»Den 7. August kom en ulykkelig Efterretning. Kejseren iler fra St. Cloud til Krigsskuepladsen. Fjenden er trængt ina i Landet. Bladene finder ikke Udtryk bitre nok til at betegne deres Raseri. Råbet: »Til Berlin!« tydede dog på, at Franskmændene havde tænkt sig noget lignende, hvis de havde haft Held med sig.
Krigsministeren udstedte et Dekret: Alle Borgere mellem tredive og fyrretyve År, som ikke tilhører Nationalgarden, må straks melde sig. Krigs-Budgettet forhøjes fra 500 til 1000 Millioner. Hvor Mennesker dog kan være rørende flotte med andres Liv og Pung.
Publikum mærker snart noget vist uhyggeligt; når man vil veksle Banknoter, tager Veksellererne ti pCt. -; der er ikke så meget Guld på Hånden som Frankrigs Bank kan udstede Sedler.
Gang på Gang sejrer Tyskerne. Paris Udseende forandrer sig. I Stedet for det overmodige, lystige Lune, mærker man nu Bestyrtelse og Vrede. Man har Fornemmelsen af, at en Skare Vandaler overstrømmer Landet. De forunderligste Fortællinger sættes i Omløb. »Ulanerne, Ulanerne!« De nævnes omtrent som man siger. »Den vilde Hær«.
I Folkets Indbildning antog denne. Troppeafdeling et djævelsk Udseende. Hver tapper Dåd til UIanerne - de betragtes som Halvmennesker, der levede af det Bytte, de erobrede. Frederik dikterede mig følgende Linier af »Le Volontaire« :
»Den 16. August havde Tyskerne mistet Hundrede og fireogfyrretyve Tusinde Mand, Resten er nærved at dø Hungersdøden. Fra Tyskland hidkaldes de sidste Reservetropper, både Landeværn og Landstorm. Gamle Mænd på tredsindstyve År med Flintestensgeværer ved venstre Side, en uhyre Tobaksdåse ved den højre, i Lommen en endnu større Brændevinsflaske og i Munden en lang Træpibe. På Tornystret sidder fastsnurret en Kaffemølle; bøjet under Byrden, hostende og snøftende drager de frem mod den venstre Rhinbred, forbandende dem, som har revet dem ud af deres Børnebørns Arme.
Hvad de mange tyske Sejre angår, så vær forvisset om, at det er de sædvanlige prøjsiske Løgne.«
Den 20. August forkyndte Grev Palikao i Deputeretkamret, at tre forenede Armékorps, der sendtes mod Bazaine, var kastede i Stenbruddene ved Jâumont. Ingen vidste, hvad det var for Stenbrud, eller hvad det ville sige, at tre Armékorps var kastet ned i dem; men fra Mund til Mund lød det glade Budskab: »Ved De det allerede? - i Stenbruddene - ja, tænk i Stenbruddene ved Jâumont!«
Ingen ytrede Tvivl eller fremkom med Spørgsmål; det var, som om alle var født ved Jâumont og kendte de arméslugende Stenbrud ud og ind.
På dette Tidspunkt udspredtes det Rygte, at Kongen af Prøjsen var bleven vanvittig af Sorg over Hærens Tilstand. Man hørte nu ikke andet end Rygter og Afskyeligheder fra Krigen. Befolkningens Ophidselse øgedes gruopvækkende.
Krigen betragtedes ikke længere som en Paradernarch, nu skrives og og tales der om ødelagte Hære, vanvittige Førere, djævelske Horder og Kamp på KnIven. Kampen ved Bazaille bliver skildtet, så man må tro, at Bayrerne har hengivet sig til de vildeste Grusomheder.
»Kan du tro dette om vore godmodige Bayrere?« spurgte Frederik.
»]a, det kan gerne være sandt. Den, som kæmper for sit Liv og efterstræber andres, han har ophørt at være »menne skelig«, det er lige meget enten han kalder sig Tysker, Franskmand, Bayrer, Tyrk eller Indianer. Det menneskelige er borte, Dyret alene behersker ham.«
Metz falden! - Efterretningen
genlyder i den store By som et eneste stort Smertensskrig.
Jeg var næsten glad. Så må det vel en Gang få Ende. Men nej, nu måtte man netop tage sig sammen - Lykken kunne vende sig.
Trochu følte sig kaldet til at oplive Befolkningens synkende Mod ved en ny Proklamation, hvori han benyttede det gamle bretagneske Valgsprog: »Med Guds Hjælp for Fædrelandet!«
I mine øren klang det ikke ganske nyt, men det gjorde den tilsigtede Virkning: Folket var begejstret.
Paris skal nu forvandles til Fæstning. Paris til Fæstning!
Jeg kan ikke fatte Tanken. Den By, som Victor Hugo kaldte la Ville lumière, denne By, der var Midtpunktet for al den Kunst og Videnskab, Livslyst og Luksus, som findes i Verden, den skulle nu barikaderes, beskydes, måske stikkes i Brand. Folket skrider til Forvandlingsarbejdet med feberagtig Iver og Offervillighed. Der bygges Volde og Mure med Skydeskår og Krudtmagasiner, og på Seinen svømmede snart en hel Flåde af Kanonbåde. Hvilke Masser af Kløgt og Penge anvendtes ikke, og det skete jo ikke en Gang til Selvforsvar - nej, det var et strategisk Skaktræk.
Byen provianteredes for at kunne udholde en lang Belejring. Efter vor Erfaring har der aldrig eksisteret nogen uindtagelig Fæstning, Overgivelse er altid kun et Tidsspørgsmål; men dog provianteres og slides der af alle Kræfter. Forholdsreglerne var storartede. Man indrettede Møller og anlagde Kvægparker; men en Gang må det øjeblik dog komme, da Melet er sluppet op og Kødet spist. Så langt tænker dog ingen, inden den Tid er Fjenden trængt tilbage eller ødelagt. Alle melder sig til Tjeneste. Brandvæsenets Mandskab indkaldes til Paris, i Provinserne kunne det gerne brænde, hvad gjorde det. Sådanne små Ulykkestilfælde tænker man ikke på, når det gælder Krig.
Den 17. August var allerede 60,000 Pompiere rykkede ind i Paris. Matroserne indkaldtes også; daglig dannedes nye Troppekorps med forskellige Navne: Volontairer, Eclaireurs, Franctireurs - -
Man tænkte ikke på andet end »mort aux Prussiens«. I officielle Kundgørelser, i Gadeopløb, i de offentlige Forsamlinger hørtes kun det af Had glødende Råb: »mort aux Prussiens!« Det klinger i Troppernes Hornmusik, i Arbejdsvognenes Raslen, når der køres Sten og Grus til Befæstningen; man kan jo også omskrive det og kalde det Kærlighed »pour la patrie«. Det klinger smukkere, men Meningen er den samme.
Jeg sagde til Frederik:
»Du er dog af prøjsisk Herkomst, hvilke Følelser har du ved disse hadefulde Udbrud?«
»Du gjorde mig det samme Spørgsmål i 1866, og den Gang svarede jeg dig som i Dag, at jeg som Menneske lider under alt dette Had - men ikke som tilhørende dette eller hint Land. Sætter jeg mig på disse Menneskers Standpunkt, så forstår jeg naturligvis godt deres Had. Denne Ophidselse udgør en vigtig Del af den krigerske Fædrelandskærlighed. De går nu fuldstændig op i den Tanke at forsvare deres Land mod den fremrykkende Fjende - at de selv ved Krigserklæringen har hidkaldt Fjenden, det synes de fuldstændig at have glemt. De har jo ganske vist heller ikke selv gjort det, de troede på Regeringens Ord, når den sagde, den var nødt dertil. Nu spilder Folket ikke Tiden med unyttige Bebrejdelser - det er nu en Gang således, at alle vover de med Begejstring deres Liv. Tro mig: Vi Menneskebørn gemmer på megen Kærlighed, det er kun sørgeligt, at den anvendes i slige Fjendtligheder. Kom ikke Prøjserne, så stormede Franskmændene Berlin. Husker du endnu, hvordan de råbte: Til Berlin! Til Berlin! «
»Nu marcherer Berlinerne til Paris. Hvor kan de betragte det som en Forbrydelse?«
»Fordi der ikke findes sund Fornuft i den Fædrelandskærlighed, hvis øverste Grundsætning er:
»Vi er vi - det vil sige de eneste, de andre er Barbarer. Jeg har været Soldat og ved, hvilken Jubel og Stolthed man føler ved Ordet: Sejr. Den er jo Målet. Lønnen for al Møje.«
»Hvorfor beundrer da ikke Soldaterne deres Overvindere, hvorfor forstår de ikke deres Glæde over Sejren?«
»Fordi - jeg gentog det - Krigsånden og den egoistiske Fædrelandskærlighed ødelægger al Retfærdighed.«
Jeg kan se i mine røde Hæfter, at vi i den Tid aldrig tænkte på andet en denne gyselige Krig.
Vor Lykke - vor stakkels Lykke - vi turde ikke glæde os. Vi elskede hinanden, vi var rige, Børnene var friske og søde, men hvor kunne og turde man glæde sig, når alt om os dirrede af Skræk.
»Denne Trochu er da en teatralsk Fyr,« sagde Frederik en Dag, - det var den femogtyvende August - »hvad tror du, han har fundet på i Dag?«
»Indkaldt Kvinder til Militærtjeneste?« udbrød jeg.
»Det drejer sig nok om Kvinden, men indkaldt er de ikke - netop det modsatte.«
»Er Marketendersker og de barmhjertige Søstre afskaffede?«
»Nej, du fatter det ikke - Marketendersker kan du gerne kalde dem, jeg taler om; thi Vellystens Bæger rækker de, og barmhjertige er de også på deres Måde - kort og godt: Demimonden er udvist.«
»Og det efter Krigsministeriets Ordre, hvad er Meningen dermed?«
»Jeg forstår det ikke; men Folket er henrykt over denne Forholdsregel. De er glade blot fordi der sker noget. De tror, at hver ny Forandring skal bringe Lykke med sig. Når Lasten drives ud af Byen, så tror de fromme, at Himlen med mere Styrke vil tage sig af deres Anliggender. Hvad skal man med de ødelæggende Glædespigeri denne Alvorstid. Forholdsreglen gør et sædeligt og fædrelandskærligt Indtryk; der er mange Udlændinge blandt den Slags Kvinder; de kan mulig benyttes som Spioner. Nej, nu har Byen kun Brug for sine dydige Børn.«
Den 28. August: »Inden tre Dage skal alle Tyskere have forladt Paris,« - det var den næste Forholdsregel.
Nu var Tyskerhadet vakt til Live. Fra nu af var ikke Frankrig og Tyskland to Folk, hvis Hære udfægtede en ridderlig Tvekamp; - hele Folket brændte af Had til Modstanderne. Jeg havde Anledning til at se, hvor umenneskelig hård den Udvisningsdom var for mange brave, stræbsomme Familier. Blandt de Håndværkere, der arbejdede hos os, var flere tyske. De fortvivlede. I tyve til tredive År havde de været bosatte her - inden tre Dage skulle de være borte fra det hele.
Og hvorfor? Fordi de tilhørte en Nation, hvis Hær havde Lykken med sig - eller rettere sagt, fordi Spanierne fandt på at byde en Hohenzoller den spanske Krone. Ak nej, det med den spanske Krone var jo blot Påskudet.
Sedan. Kejseren - Napoleon - har overgivet sit Sværd.
Efterretningen overvælder os.
Den franske Hær er slagen. Dens Førere matte og svage, - så er vel Krigen forbi.
»Forbi, forbi,« jublede jeg; »gaves der nu Folk, der havde Ret til at kalde sig Verdensborgere, da skulle, de illuminere - Slagteriet var forbi - forbi.«
»Glæd dig ikke for tidligt, min Ven,« sagde Frederik.
»Denne Krig har ikke længere Karakter af at være et Slag, der udkæmpes på Slagmarker af to Hære - hele Folket vil kæmpe med. Er en Hær ødelagt, stampes en ny frem af Jorden.«
»Er det da retfærdigt? Det er jo bare de tyske Soldater og ikke Folket, som trænger ind i Landet, så synes jeg, de kun bør bruge franske Soldater imod dem.«
»Du er da uforbederlig - taler du nu igen om. Retfærdighed og Fornuft; de Ting har intet med dette at bestille. Frankrig raser af Smerte og Vrede, og fra et fædrelandsk Standpunkt betragtet er dets Smerte hellig, dets Vrede retfærdig. Selvom den begår de mest fortvivlede Ting - så sker det af Offervillighed og Kærlighed. Når blot disse Ofre, hele den Sum og selvfornægtende Kærlighed bragte noget andet end Krig, denne Krig, der atter vil sætte os så langt tilbage.«
»Jeg tror, at Krigen nu er til Ende.«
»Jeg tror det ikke; men selvom så var, så har den Krig lagt Spiren til en ny - og det kan du være sikker på.«
Den 4. September. Atter et lidenskabeligt Udbrud af Fædrelandskærlighed: Kejseren afsættes. Frankrig erklærer sig for Republik. Det, som Napoleon den Tredie og hans Armé har gjort, det gælder ikke.
Kejseren og hans Mænd har vist Fejghed, Vankelmodighed og Forræderi. Frankrig ikke. Idet Frankrig styrter Napoleon, rives Bladene om Metz og Sedan ud af Frankrigs Historie.
»Nu vil Landet selv føre Krigen - hvis Tyskland fremdeles vil vedblive - -«
»Men hvis nu Napoleon havde sejret?« spurgte jeg, da Frederik havde fortalt ovenstående.
»Da havde Landet taget sig hans Sejre og Berømmelse til Indtægt.«
»Kan det være retfærdigt?«
»Kan du aldrig vænne dig af med det Spørgsmål?«
Jeg måtte nok opgive Håbet om, at Nederlaget ved Sedan skulle gøre Ende på Felttoget. Alt om os blev mere og mere krigerisk. Luften var hedet med vildt Raseri og hed Hævntørst.
Raseri imod Fjenden, men næsten ligeså meget imod det styrtede Dynasti. Det var modbydeligt at høre den Hån, Spot og de rå Smædeviser, der nu regnede ned over Kejseren, Kejserinden og de uheldige Feltherrer. Mængden troede at kunne vælte hele Nederlagets Elendighed over på et Par Mennesker - nu skulle Landet vise, at det var uovervindeligt.
Paris gjorde store Forberedelser til at modtage Fjenden. Bygningerne i de Kvarterer, hvor man nærmest turde vente Fjendens Angreb, tømtes. Der kørte forbi os store Tog af Mennesker, der førte med sig alt deres Husgeråd. Gudske lov, endelig en god Efterretning!
Ved engelsk Mellemkomst er det udvirket, at Bismarck og Jules Faure skal have en Sammenkomst i Ferrieres. Gid de der må blive enige og ordne Fredsbetingelserne.
Netop det modsatte skete. Kløften bliver nu først ret synlig/ For nogen Tid siden udkastede de tyske Aviser et Spørgsmål om Elsass-Lothringen. Man fordrer tilbage det Land, der fordum var tysk. De historiske Grunde viser sig ikke videre holdbare, men det strategiske er så meget bedre:
»uundværligt som Bolværk ved kommende Krige.«
Som bekendt sejrer de strategiske Grunde mere end alt andet. Frankrig havde tabt; følgelig kunne Sejrherren bestemme Prisen. Den sejrende Hær trænger frem.
Tyskerne står foran Paris' Porte. Elsass-Lothringens Afståelse fordres nu offiåelt. Dertil svares: »Ikke en Tomme af vort Land, ikke en Sten af vore Fæstninger.« Ja, Tusind Liv, vær så god - blot ikke en Tomme Jord.
Det er den fædrelandskærlige Grundtanke. Man vil ydmyge os; nej, før skal Paris begraves under sine Mure.
Vi ville rejse. Hvorfor blive i en fremmed, belejret By? Hvorfor leve mellem Folk, der kun tænker på Hævn og Had, som truer os med knyttede Hænder, når de hører vort Sprog? Vi var bleven der altfor længe. Det var nu forbunden med store Vanskeligheder at komme af Sted - men af Sted måtte vi.
Den stærke Spænding havde rystet mine Nerver. Jeg fik Anfald af Febergysen og Krampegråd.
Vore Kufferter stod pakkede og alt var færdigt til Afrejse, da jeg atter fik et Anfald, denne Gang så heftigt, at jeg bragtes til Sengs. Den tilkaldte Læge erklærede, at det enten blev Nervefeber eller muligvis Hjernebetændelse. Nu kunne der altså ikke tænkes på Rejse.
Jeg lå i en halv Døs og så Frederiks elskede Ansigt bøjet over mig Dag og Nat. Børnenes søde Stemmer fyldte mig med stille Glæde. Jeg tænkte ikke på noget, der lå udenfor mine fire Vægge. Børnene og Frederik var for mig Verden. Så kom den langsomme Helbredelse. Var det en Lykke? Nej. Med Helbredelsen kom Forstanden og med den Forståelsen af alle de Rædsler, hvoraf vi nu var omgivne.
Krigen rasede endnu.
Vinteren brød frem. Nu først fik jeg at vide alt det, som var hændet under min lange Sygdom.
Strassburg, det skønne Strassburg bombarderet! Strassburg indtaget.
Landet fortvivler. Fortvivlelsen udarter til Vanvid.
»Ak, var jeg hos Beduinerne!« udbrød Gustav Flaubert.
»Ak, var jeg tilbage i min Sygdoms ubevidste Drømmeland!« jamrede jeg.
Nu begynder atter mine Notitser i de røde Hæfter.
1. December: Trochu sætter sig fast På Højderne ved Champigny. - 2. Decbr.: Hårdnakket Kamp om Bril og Champigny. - 5. Decbr.: Kulden bliver bestandig strengere. Vi lider forfærdelig derved. Folk har ingen Fortjeneste. Brænde og Kul kan ikke skaffes tilveje. - 21. Decbr.: Udfald mod Paris. - 25. Decbr.: Der skydes på en lille Afdeling prøjsisk Kavaleri i Nærheden af Troa og Souge (det er Patriotens Pligt), General Kraatz befaler, at disse Steder skal straffes (det er Kommandantpligt ).
»Antænd!« lyder Kommandoen, og Soldaten må lystre Ordre. Flammerne står mod Himlen, og Murene styrter bragende sammen oyer skrigende, brølende, jamrende Mennesker.
O, du hellige, salige Juleglæde!
Skal Paris udhungres eller bombarderes? Skal alle disse Kunstskatte mases sønder og sammen af Kuglerne? Hele den neutrale Presse ivrede mod den oprørende Tanke, at disse Pragtbygninger skulle skydes i Grus. Men Berlinerpressen stod på, at det var det eneste Middel til at få Ende på Krigen. Så skete det da, at jeg den 28. Decbr. skrev med skælvende Hånd:
»Nu begynder det - et dumpt Drøn - en Pause - og så igen -«
Mere skrev jeg ikke. Men jeg husker så tydelig de Dages Følelser. Ved Siden af Angsten var der en Slags Befrielse, en Slags Lettelse ved, at den vedholdende Nervespænding nu var forbi. Det man så længe havde frygtet og næsten troet umuligt, det var nu sket. Vi sad ved Frokosten - det vil sige, vi spiste Brød og Ost. Det var allerede vanskeligt at få Levnedsmidler.
Som sagt, Rudolf, Frederik, Hushovmesteren og jeg sad sammen, da det første Skud lød. Vi fór sammen og så på hinanden. Skulde det være - - -?
Nej, det måtte være en Tilfældighed. Alt var jo stille igen. Vi begyndte atter Samtalen uden at hentyde til den Angst, vi alle havde følt.
Da lød atter dumpe Drøn.
»Det er Bombardementet!« udbrød Frederik og gestikulerede højt og ivrigt.
Alle Pigerne og Tjenerne trængte sig sammen i den åbne Dør. Ved slige Tildragelser ramler alle sociale Skranker sammen, da føler alle sig lige. Det var rædsomt, og dog, jeg husker tydelig ,mine Følelser: En Slags beundrende Rædsel, en Slags Tilfredsstillelse ved at opleve noget så vældigt, ved at stå midt i en verdenshistorisk Begivenhed og ikke bæve for sit eget Liv. Min Puls bankede, og jeg følte - ja, hvad skal jeg kalde det Stolthed.
Sagen var forøvrigt ikke så frygtelig, som den forekom os ved første øjeblik.
Ingen brændende Bygninger, ingen Skrig, kun disse dumpe Drøn. Man vænnede sig næsten til det. Pariserne valgte til deres Spadsereture det Sted, hvor Kanonmusikken hørtes bedst. Bomberne sårede og dræbte mange, men i denne Millionby gjorde det forholdsvis liden Virkning. Hungeren og Kulden var det, som forårsagede mest Kummer. Men en Tildragelse bragte mig til at gyse.
Vi fik et sortrandet Kort, hvorpå der stod:
Hr. og Fru N. underretter Dem herved om sine to Børns Død. Francois (8 År) og Amalie (4 År) dræbtes af en Bombe. Vi beder om stille Deltagelse.
»Stille« Deltagelse. Jeg skreg af Angst; thi jeg tænkte naturligvis på vore to. Nej, nej, det var ikke til at udholde.
Man får naturligvis kun få udenbys Efterretninger i en sådan Tid. De mest modstridende Rygter udspredtes. Snart meldtes om sejrrige Udfald, snart fortaltes, at Prøjserne ville sætte Ild på Byen.
For hver Dag, der gik, blev det vanskeligere at skaffe Mad. Alle Køer og Får blev opspist. Hestene er også sluppen op, og nu gøres der Jagt på Katte, Rotter, Hunde og Mus. Selv den stakkels, elskede lille Elefant i Jardin des plantes må slagtes. I Timevis venter man udenfor Bagerbutikerne for at få en Smule Brød, men de fleste må gå tomhændede tilbage. Under sædvanlige Forhold dør ca. et Tusinde og et Hundrede Mennesker om Ugen. Nu viser Dødslisten et Antal af fire til fem Tusinde.
Den tyvende Januar kom Frederik hjem fra Byen og råbte til mig:
»Tag din Bog og skriv ind, i Dag har jeg vigtige Ting at melde dig -«
»Hvilken af mine Bøger - Fredsprotokollen?«
Frederik rystede på Hovedet.
»Å, med den er det vist forbi for lange Tider. Den Krig som nu udfægtes, er for voldsom til, at den ikke skulle virke krigerisk langt ud i Fremtiden. Den har bragt Sejrherrerne så store Fordele, at den krigeriske Stolthed hos dem vil tage et sørgeligt Opsving.«
»Hvad er der sket?«
»Kong Wilhelm skal i Versailles udråbes til tysk Kejser.
Nu gives der et Tyskland, et Rige, et mægtigt Rige. Det bliver et nyt Afsnit i den såkaldte Verdenshistorie. Luk du derfor kun din Fredsprotokol sammen. For lange Tider står vi under Krigsgudens blodige Jernhånd.« Jeg skælvede.
»Her på Jorden gives kun en skøn, lykkebringende Følelse, min Martha, det er Kærlighed, og, det kan du og jeg tale med om.«
Jeg lagde mig tæt op til hans Bryst, så ham ind i hans klare blå øjne og sagde:
»Ja, du har Ret. Hvad kommer så Tysklands Kejser os ved, når blot vi to er sammen.«
Vi talte længe sammen om den store Forandring, som Krigen således havde bragt over Tyskland, dets Folk og Fyrste, men først og sidst dog om vor Kærlighed.
Senere talte vi om Fremtiden. Paris måtte snart kapitulere - Krigen slutte - og vi kunne atter nyde vor Lykke. I vort otteårige Ægteskab havde vi endnu aldrig vekslet et hårdt Ord. Gennem al vor Lidelse havde Kærligheden taget Vækst, og vi frygtede ikke, at den nogen Sinde skulle kølnes. Når vi var bleven et Par hvidhårede gamle Folk, kunne vi med Glæde se tilbage på disse Kærlighedsår. Jeg så os så tydelig: Frederik i FIøjlsslåbrok gik om og puslede i Haven med en Gartnersaks, og jeg fulgte ham. På mit hvide Hår sad en koket sort Kniplingskappe. Vi smilede og nikkede fornøjet til hinanden: »Husker du den Gang - husker du, da vi var der - - -«. Ak, hvilket lykkeligt gammelt Par - - -.
Disse Blade har jeg skrevet med stor Overvindelse.
Jeg har gjort det af Pligt. Min elskede Mand sagde en Gang: »Dør jeg førend du, da skal du overtage min Opgave - du skal af hele din Sjæl, al din Evne arbejde for Fredssagen.«
Havde jeg ikke fået den Befaling - nej, da havde jeg ikke været i Stand til så skånselsløs at rive op i mine smertende Erindringer.
Nu er jeg nået til en Begivenhed, som jeg ikke kan skildre. Nej, jeg kan ikke - jeg kan ikke.
Jeg har prøvet derpå: ti sønderrevne, halvbeskrevne Blade ligger på Gulvet ved Siden af Skrivebordet. Jeg kunne ikke mere - jeg måtte kaste Pennen og græde, heftigt, klagende, jamrende som et Barn.
Nogle Timer senere begyndte jeg igen. Men Enkelthederne kan jeg ikke beskrive -.
Frederik blev - på Grund af et Brev fra Berlin, der fandtes hos ham - mistænkt for Spioneri.
Han omringedes af en fanatisk Skare og under Råbet:
»Død - Død over Prøjserenl« slæbtes han for Patriottribunalet.
Den første Februar 1871 blev han - skudt.
 |
 |