Det danske Fredsakademi

Ned med våbnene

Af Bertha von Suttner

I FULDSTÆNDIG OVERSÆTTELSE VED SOFIE HORTEN

NATIONALFORLAGET. KØBENHAVN l928

FJERDE BOG

1866

Så var vi atter midt oppe i den største af alle Ulykker, og Folket jublede som sædvanligt. Regimenterne marcherede af Sted (mon de nogen Sinde vender tilbage?). Hurraråb, Sejrsønsker og skrålende Gadedrenge fulgte dem på Vej.

Frederik var bleven beordret til Bøhmen endnu før Krigen var erklæret, netop medens Sagerne stod så, at det så ud, som om den usalige Strid om Hertugdømmerne skulle bilægges i Fred. Denne Gang var jeg altså fri for den sønderrivende Afsked, der går forud for den direkte Afmarch. Da Papa - som sædvanlig - triumferende bragte os Efterretningen om, at nu »gik det Iøs«, havde jeg allerede været alene et Par Uger og havde allerede i de sidste Dage været forberedt på Ulykken - forberedt som Forbryderen i sin Celle er forberedt på at høre sin Dødsdom. Jeg bøjede kun mit Hoved og tav.

»Vær ved godt Mod, Barn. Denne Krig vil ikke komme til at vare ret længe. Om et Par Dage står vi i Berlin og din Mand kommer hjem, som han kom hjem fra Slesvig, men her bringer han friske Lavrbær med. Naturligvis er det ikke videre behageligt for ham, der er af prøjsisk Slægt, men han har alle sine Dage tjent i den Østrigske Hær... De hovmodige Prøjsere! De vil have os ud af Forbundet de Vindbøjtler. Men det kommer de vist hårdt til at for tryde, når SchIesien først atter er vort ny Habsburgere -«

»Papa, jeg må være lidt alene!«

Han troede sagtens, jeg trængte til at græde ud, og da han er en Hader af alle rørende Optrin, føjede han mig med stor Beredvillighed. Men jeg græd ikke. Det var, som havde et bedøvende Slag truffet mit Hoved. Tungt åndende, med stive Blikke sad jeg en Stund uden at røre mig af Pletten.

Så gik jeg hen til Skrivebordet og tog et af mine røde Hæfter. Og jeg skrev: »Dødsdommen er fældet. Hundrede tusinde Mennesker skal dø. - Og Frederik - hvordan skal det gå ham? Hvordan skal ikke han og jeg gå til Grunde som de andre Hundredetusinde? Gid jeg var død -.«

Samme Dag fik jeg nogle Linier fra Frederik:

»Min egen elskede! Vær modig - husk, hvor lykkelige vi har været - ingen kan tage den Glæde fra os, som vi har følt, selvom Dommen i Dag lyder for os som for så mange andre: Det er forbi.

I Dag går vi mod Fjenden. Måske træffer vi Våbenfæller fra Dybbøl og Als - måske Goltz. Vi marcherer mod Libenon med Grev Clam, Goltz Avantgarde. Jeg får ingen Tid til at skrive, vent derfor ingen Breve, i det højeste kan jeg sende dig en Hilsen eller et Ord, som kan betegne dig al min uendelige Kærlighed; jeg ved kun et, som i sig rummer hele mit Liv -: Martha, du ved, hvad det er for mig.«

Konrad Althaus måtte også rykke ud. Han var besjælet af et levende Prøjserhad og brændte af Kampiver, men Afskeden faldt ham bitterlig tung. To Dage før Marchordren var deres Ægteskabsbevilling kommen.

»Å, Lily, Lily,« jamrede han, da han sagde Farvel »hvorfor varede det så længe, inden du ville have mig. Måske ses vi nu aldrig mere!«

Min stakkels Søster var ganske fortumlet; nu først vågnede hendes Kærlighed i sin fulde Styrke. Da han var borte, slog hun hulkende sine Arme om min Hals:

»Å, hvorfor har jeg dog ikke sagt ja for længe siden, da var jeg nu hans Hustru.«

»Da ville Afskeden have været endnu værre, Lily.«

Hun rystede på Hovedet. Jeg forstod måske klarere end hun selv, hvad der foregik i hendes Indre.

Det er tungt at skilles uden at have tilhørt hinanden tungt, måske aldrig at skulle tilhøre hinanden - ja, det er mere end tungt, det er grusomt.

Min Fader, mine Søstre og Tante Marie rejste til Grumitz. Jeg lod mig let overtale til at rejse med; så længe Frederik var borte, var mit eget Hjem mig utåIeligt. Jeg følte mig, som var jeg Enke; undertiden kunne jeg dog midt i den Sorg føle som en Jubel - »han lever! han kan komme igen; men så til andre Tider tænkte jeg mig ham liggende på Valpladsen, såret, ubevægelig; så nærmer Artilleriet sig, nærmere og nærmere kommer de, de tunge Vogne. Han stønner; bevidstløs ligger han der, men han lever dog endnu; så kommer man for at hente de døde, han tages med og så lægges han ned i den store Fællesgrav, Side om Side med de rådnende Lig -«

Med et højt Skrig farer jeg så op.

»Du bliver jo aldeles forstyrret, Martha,« skændte Papa,

»du forestiller dig så mange dumme Ting, det er syndigt af dig, ja, både syndigt og uanstændigt. Sådant kan blot hænde de menige; man lader ikke en Stabsofficer blive liggende hjælpeløs på Valpladsen. Det er urigtigt at forestille sig sådanne Rædselsbilleder. Du drager Krigen ned på den Måde; tænk på det store Hele og ikke på disse modbydelige Enkeltheder.«

»Nej, du har Ret, man må ikke tænke; Tanken er Barbariets Fjende. Hvis alle Mennesker begyndte at tænke, ville det vist gå dårligt med dine forgudede Krige.«

Vor Huslæge, Doktor Bresser, var ikke i Grumitz, han havde frivillig meldt sig ind i Sanitetskorpset og var rejst til Krigsskuepladsen.

Jeg tænkte også på at blive Sygeplejerske. Hvis jeg blot vidste, om jeg kunne have kommet til at pleje Frederik, så ville jeg dog ikke have tøvet; men jeg havde ikke Kraft og Offervillighed nok til at hjælpe de andre. kunne jeg høre de Døendes Rallen, se deres Dødskamp, når jeg ikke derved kunne være Frederik til nogen Nytte? Nej, det kunne jeg ikke.

Papa sagde, at man nødig ville have Privatpersoner med, det var kun Sanitetskorpset og de barmhjertige Søstre, der fik Lov at komme ind på Felthospitalerne.

»Pluk Charpi og send Forbindelsessager til Hjælpeforeningen, det skal! gøre, dertil har! min Velsignelse«. Og vi sad og pillede Charpi mange Timer hver Dag. Rosa og Lily arbejder under megen Bevægelse og en vis Munterhed.

»Bravo, Bravo, Børn, det er rigtigt; nu har vi igen gjort vore tapre Fædrelandsforsvarere en Glæde. Ja, jeg ved, hvad det vil sige at få en Håndfuld Charpi på et smertende Sår. Den Gang jeg ved Palestro fik et Sår i Benet o. s. v.«

Jeg nikkede, men sagde intet. Faders Billede fra Felten forholdt sig i Virkeligheden som Watteaus Billeder til det sandfærdige Hyrdeliv.

»Det røde Kors« - jeg vidste, at den oprørende Virkelighed havde fremtvunget denne Institution. Den ædle Genèveer patricier Dunants havde givet Stødet til denne Forening, idet han skildrede Valpladsen ved Solferino. Han gjorde det indlysende, at Hæren ikke var i Stand til at sørge for sine Sårede. Han skrev og arbejdede og hvilede ikke, før det røde Kors blev oprettet. Østrigerne havde endnu ikke sluttet sig til Genèveerkonventionen. Hvorfor? Hvorfor modsætter man sig alt nyt, om det end er aldrig så godt og beundringsværdigt? Ja, hvorfor?

»Tanken er smuk, men uudførlig,« hørte jeg Papa sige. »Privatpersoner på Slagmarken, hvordan skal man da kunne værne sig mod Spioneri? Og så alle de Penge, som om en Krig ikke kostede nok endda. De frivillige Sygeplejersker må jo dog have Mad. Skal de så ligge og tære på Hærens Proviant? Umuligt, det går aldrig an.«

Å, al denne Klogskab, så tør, så saglig, så lærd, og frem for alt så hjælpeløs, så dum.

Den første Træfning fandt Sted den femogtyvende Juni ved Liebenau. Papa bragte os Efterretningerne med sin sædvanlige triumferende Mine.

»En prægtig Begyndelse,« sagde han, »nu ser vi da, at Vorherre er med os. Det har noget at betyde, kan I tro, Børn, at det er »Jernbrigaden«, der først kommer i Ilden. I kender vel nok den Brigade, der så tappert forsvarede Kønigsberg ... Den vil give Prøjserne ordentlig Besked.« Men den næste Efterretning fra Krigsskuepladsen lød tristere: »Efter 5 Timers Kamp trak Chem-Gallas Avantgarde sig tilbage til Padol. General Horn fulgte og i det lyse Måneskin fortsattes Kampen.«

»I Syd går det endnu bedre end i Nord,« vedblev min Fader. »V ed Custozza er der vundet en Sejr så glimrende, som den kan være. Jeg har altid sagt, Lombardiet må blive vort. Er! ikke glade? Jeg betragter Krigen som afgjort; når vi sejrer over Italienerne, som dog har en ordentlig kampøvet Hær, så klarer vi Skrædersvendene i en Håndevending. Dette Landeværn, det er jo den rene Frækhed, at de tør sætte det op imod en ordentlig Hær, men det er nu også kun Prøjserne, der tør vove sligt. De tager Gud for bande mig Folk lige fra Værksteder og Kontorer, de kan da umuligt stå sig imod rigtige Soldater, der er vant til Møje og Besvær. Se bare, hvad Korrespondenten til et Wienerblad skriver - det er da gode Efterretninger:

»I prøjsisk Schlesien er udbrudt en Kvægpest, efter Forlydende skal den være ondartet.«

»Kvægpest - gode Efterretninger,« sagde jeg og rystede på Hovedet; det er underlige Sager, som i Krigstid regnes for at være gode«.«

Fader hørte ikke på mig, men læste fornøjet videre:

»Blandt Tropperne raser Feberen, hvilket jo er meget naturligt; thi de er på den usundeste Måde sammenstuvede i dette usunde Sumpland. Østrig gør sig ingen Ide om den prøjsiske Soldats Forplejning. Junkerne tør byde

»Folket«,

»de Menige« alt. Seks Lod Flæsk til en Mand, der ikke er vant til de forcerede Marcher eller i det hele taget til noget, der har med Felttoget at bestille.«

Bladene strømmer over af glimrende Efterretninger; læs blot om Custozza-Dagen. I Bomick-Triibau gør Ridder von Benedeck Nordarmeen bekendt med Sydarmeens Sejr og knytter dertil følgende Dagsbefaling:

»I Nordarmeens Navn har jeg afsendt følgende Telegram til Sydarmeens Overbefaling: Felttøjmester Benedeck og den samlede Nordarme sender sine ærbødigste Lykønskninger til Sydarmeens glorværdige, hertugelige Kommandant i Anledning af den glimrende Sejr ved Custozza.. Felttoget i. Syden er åbnet med en glorrig Sejr. Custozzas Navn vil altid stråle på den kejserlige Hærs Æresskjold. Soldater i Nordarmeen - med Jubel hilser! Efterretningen fra Syden, med forhøjet Begejstring drager! i Kampen, snart skal der også her fra Norden meldes Kejser og Folk om Sejre, som er Eders Tapperhed og Mod værdige. Soldater,! brænder af Kamplyst, grib Eders Våben, styrt i Kampen med Råbet:

Kejseren leve! Benedeck.«

Som Svar på ovenstående Telegram lyder det fra Sydarmeen fra Verane:

»Sydarmeen og dens Overbefaling sender sin ærbødige Tak til sin fordums elskede Fører og hans tapre Hær. Vi er overbevist om, at også vi snart får Anledning til at ønske til Lykke til lignende Sejre.«

»Overbevist, overbevist!«

»Hopper Hjertet ikke i Livet på Jer, når! læser sligt?« råbte Papa henrykt.

»Jeres Fædrelandskærlighed må da være større end Jeres små Sorger. Du, Martha, må da kunne glemme, at Frederik er i Fare, og Lily må da glæde sig inderlig over, at Konrad får Lov at være med. De to deler Lod med Fædrelandets ædleste Sønner. Er det da kun Mændene, der har det rette Fædrelandssind? Der gives ingen Soldat, som ikke med Glæde dør med de Ord på sine Læber: Alt for Fædrelandet!«

»Når de efter et tabt Slag ligger på Valpladsen med knuste Lemmer og så findes en fire, fem Dage senere, halvt vanvittige af Tørst og Smerte med åbne, lugtende Sår, tror du da også, de

»med Glæde« tænker på den Død, som altså ikke har gavnet Fædrelandet det mindste, men måske bragt deres nærmeste til Fortvivlelse?«

»Du spotter, Martha, hvor kan du, en Kvinde, tale så råt, ja, ligefrem uanstændigt?«

»Ja, du har Ret, Papa, det er råt og uanstændigt at tale Sandhed. Kun Frasen, den Frase, der er i alles Mund og som gentages tusind Gange, må høres. Papa, i mine øren klinger al denne Tale om

»at dø med Glæde for Konge og Fædreland« som tomme, løgnagtige Ord, som klingende Malm og en lydende Bjælde.«

En Gang længe efter Krigen fandt jeg mellem Frederiks Papirer et Brev, jeg havde sendt til ham, medens han var i Krigen. Dette Brev er bedre end noget andet i Stand til at bevise, hvorledes mine Følelser den Gang var beskafne. 180

»Min elskede Mand!

Jeg lever ikke - tænk dig mig siddende i et Sideværelse og lyttende efter, at der rådslås, om jeg skal hænges næste Dag eller ikke - jeg ånder vel i denne Ventetid, men jeg lever ikke. Værelset, hvori der forhandles om mit Liv, hedder Bøhmen; nej, min Frederik, Billedet passer ikke; thi hvis det kun drejede sig om mit Liv, var jeg ikke så bange. Min Angst gælder jo dig, du elskede, og din Død er endda ikke min største Kval; å nej, det ædselsfuldeste er Tanken om, at du skal lide - å, blot det dog snart var forbi det hele. Lad blot vore Sejre komme hurtig, eller vore Nederlag, om det så skal være - lad det kun få en Ende. Mon disse Linier når dig -? og hvor og hvorledes? På en Kampdag, i Lejren eller måske på Lazarettet i hvert Fald vil det gøre dig godt at høre fra din Martha. Selvom jeg ikke kan skrive glade, opmuntrende Breve, så bringer mine Ord dig dog Trøst, Frederik, for du elsker mig jo, jeg ved det, og mit Brev glæder dig og rører dig som et Kærtegn fra min Hånd. Jeg er hos dig, Frederik, med hver Tanke, med hvert Åndedræt, ved Dag og ved Nat. Her hjemme taler og handler jeg mekanisk, mit egentlige Jeg er hos dig - jeg er din, helt og holdent din. Min lille Dreng . er det eneste, der siger mig, at jeg her i Verden har noget, som ikke er dig. Stakkels lille Rudi, du kan tro, han spørger efter dig. Vi to taler altid om

»Papa«. Jeg tror næsten, han forstår, at mit Hjerte er så fyldt af dig, at jeg ikke kan udholde at tænke på eller tale om noget andet. Jeg er ham taknemlig for den Kærlighed, hvormed han hænger ved dig; det er så sjældent, at Børn holder af deres Stedfader; men der er jo heller intet stedfaderligt ved dig, du bløde, mandige, stærke, milde - å, på dig passer Digterens Ord: ligesom Himlen hvælver sig som en eneste stor Safir, så formes et ædelt Menneskes Karakter af en eneste Dyd. Godhed. - Ja, god er du, Frederik. Jeg elsker dig, det er Summen af alt, hvad jeg tænker om dig, af dine Egenskaber. Jeg hviler i dig, Frederik - varmt og mildt. Ja, når jeg virkelig har dig. Nu, da du er borte, er også al min Fred og Glæde borte. Ak, blot det hele var vel forbi. Det er det vel også, eftersom Papa fortæller: Så snart vi ved Guds Hjælp har slået Fjenden, så følger vi ham ind i hans Land, og der nyder Armeen den Hvile og Opmuntring, som den så vel fortjener. Hvad er det egentlig for Opmuntringer, Benedeck taler om, er det en smuk Omskrivning for: plyndre, brænde, myrde, skænde? Således kaldtes det jo i Middelalderen - jeg synes

»Opmuntring« klinger mat; men enhver kan jo tænke sig, hvad han vil. Hvorledes vil nu du

»opmuntre« dig i

»Fjendeland« - det Land, hvorfra du stammer - jævne Tante Kornelias smukke Villa med Jorden og danse på Ruinerne? Det er jo i Grunden et temmelig forslidt Begreb, dette med Fjendeland, en Levning fra den Tid, da Krigen virkelig var et Røvertog - den Gang lå der dog ligesom en fornuftig Mening til Grund for det hele. Kan du huske, vi har talt sammen om dette i den lykkelige Tid, da vi to kunne sidde i timevis ved hinandens Side og drøfte alle Spørgsmål mellem Himmel og Jord. Nu er her ingen, slet ingen, jeg kan tale med - selv Doktor Bresser er draget i Krigen, ikke for at slå Sår, men for at læge; for Resten, kan du tænke dig noget mere modstridende end Strid og Menneskekærlighed; de to Ting forekommer mig ligeså uforenelige som Tro og Viden. Et oprigtigt, flammende Fjendehad parret med den fuldstændigste Foragt for Menneskeliv, det er Krigens Livsnerve, akkurat som. den blinde Underkastelse er Troens Grundbetingelse. Men vi lever i en Overgangstid. De gamle Institutioner og de nye Ideer virker lige meget i os. Folk vil nødigt helt bryde med det gamle, og kan ikke undgå at påvirkes af det nye, så søger man at smelte det hele sammen og deraf opstår alle disse inkonsekvente, halvløjede Tilstande, hvorunder sandhedssøgende Sjæle lider så meget.

Å, nej, hvad er dog det, jeg her sidder og skriver om du er vist næppe oplagt til sådanne almenneskelige, Betragtninger. Hvor meget bedre for dig, om du var fyldt med de gængse Betragtninger og troede, at Soldaterlivet var det skønneste og stolteste i Verden.

Og bedre var det jo også, om jeg kunne skrive til dig, som andre Koner gør: ønske Sejr og Held for vore Våben og Elendighed over Fjenden. Vi bliver jo som unge Piger opdragne til Patriotisme for i rette øjeblik at kunne tilråbe Mændene:

»Gå og dø for Fædrelandet, det er den skønneste Lod!« Eller:

»Vend sejrende hjem, og vor Kærlighed er Eders Løn! Nu vil vi bede for Jer. Slagets Herre beskytter Eders Våben og hører vore Bønner. Vi skælver ikke, vi vil opdrage en ny Slægt af Helte, og må vi end se vort dyrebare dø, så siger vi: for Fyrste og Fædreland er intet Offer for stort!« Sådant skal et rigtigt Soldaterkone brev være; men du kunne ikke lide at høre noget sligt fra mig, kunne du vel?

Men nu vil jeg fortælle dig noget om os herhjemme. Vi er friske og raske allesammen. Papa er strålende over Sejren ved Custozza - det er, som havde han selv sørget for det hele. Lori, hvis Mand er ved Sydarmeen, skrev ogsså et Jubelbrev i den Anledning. Husker du, hvor skinsyg Jeg var på Lori? Hun vil nu komme hertil i Sommer med sin lille Beatrice - helst ville jeg dog være alene for uforstyrret at kunne tænke på dig, tænke på dig bestandig. I næste Uge kommer så Otto. Han jamrer i hvert Brev over, at Krigen er brudt ud, før han er færdig fra Skolen. Han håber til Gud, at Krigen må vare ved, til han kan komme med. Fra vore Venner og Slægtninge i Bøhmen får vi Jammerbreve. Troppernes Gennemmarch udsuger Landet. Alt er beredt til Flugt - Skattene nedgravede og Indboet indpakket. Farvel, muntert Ophold i de bøhmiske Badesteder. Farvel, strålende Efterårsjagter. Høsten nedtrampes, Fabrikerne standses -

»det er en sand Ulykke at bo i et Grænseland,« skriver en,

»og endnu værre er det, at Benedeck ikke tog Offensiven og straks angreb Prøjserne.« Rudolf sidder ved Siden af mig, medens jeg skriver; han beder dig hilse vor kære Puxel. Vi savner ham meget - hils Pintahl Puxel mange Gange, jeg trykker hans Pote og kysser hans sorte Snude. - Farvel, lev vel - du min elskede, eneste - du mit altl«

»Det er uhørtl Nederlag på Nederlag. Først stormes Podal og indtages om Natten - Cham Gallas viger - så erobres Gitckin - det er disse fordømte nye Geværer - der ligefrem fejer Soldaterne bort. De store fjendtlige Armekorps under Ledelse af Kronprinsen og Prins Frederik Karl har forenet sig og rykker mod Miinchengratz.« Således lød disse Skrækkens Budskaber, som Papa læste med ligeså megen Harme, som han havde jublet ved Custozza-Efterretningen.

Hans Tillid til vor endelige Sejr var dog ikke rokket.

»Lad dem bare komme til vort Bøhmen; der ødelægges de til sidste Mand. De indesluttes. Tilbagetoget afskæres

Landbefolkningen ruster sig - det er slet ikke fornuftigt at operere i Fjendens Land - man fortrædiges jo på alle Måder af Befolkningen. I Tratenau hældte Indbyggerne kogende Vand på Prøjserne - - -«

Jeg kunne ildte afholde mig fra et Udbrud af Modbydelighed. Papa trak på Skulderen.

»Ja, påstå dog bare ikke, at Krig forædler Menneskene - tilstå, at den nedværdiger - kogende Vand - uha!«

»Nødvendigt Selvforsvar og retfærdig Hævn, min kære Martha.«

»Tror du f. Eks., at Tændnålsgeværer gør godt - vore Soldater skydes ned som værgeløst Slagtekvæg for disse fordømte Prøjseres Geværer.«

»Men vi er alligevel for talrige, for dygtige, for disciplinerede til at kunne besejres af disse Skrædersvende. Vi har begået et Par Fejl, det er Knuden. Benedeck skulle straks have overskredet den prøjsiske Grænse. Jeg begynder at nære Tvivl om, at Benedeck er den rette Mand. Det havde måske været rigtigere at have givet ham Befalingen over Sydarmeen og så sendt Erkehertug Albrecht nordpå. Jeg vil : ikke dadle ham for tidligt; vi har jo endnu kun leveret nogle .: små forberedende Træfninger - de afgørende Slag kommer først senere, nu koncentrerer vi os ved Koniggratz der venter over Hundrede-Tusinde Mand på Fjenden; du skal få at se, at Verden snart vil høre om et nyt Custozza.«

Der skulle Frederik være med. Samme Dag havde jeg modtaget et lille Brev, hvori der stod:

»Vi marcherer nu til Koniggratz.« Jeg fik regelmæssig Brev fra ham; han forberedte mig stadig på,at der kunne indtræffe Forhindringer. Han skrev i Hast, i Teltet, med Blyant og til alle Døgnets Tider. Tidt og mange Gange anede han ikke, hvor han skulle få det besørget. Jeg har gemt alle hans Breve, disse dyrebare Blade, udrevne af hans Notitsbog. Nogle af dem skriver jeg ind her.

»Vi ligget her uden Telte - Natten er varm - stor og ligegyldig hvælver Himlen sig over det hele, koldt. funkler Stjernerne ned til de dødtrætte, sovende Soldater. Telte er slået op til os Stabsofficerer. I mit står tre Feltsenge. Begge mine Kammerater sover. Jeg sidder ved Bordet, hvorpå står de tømte Glas og et usikkert Lys. Nu skriver jeg til dig, min Elskede. Pintahl-Puxelligger på min Seng, han var træt, stakkels Fyr. Jeg angrer næsten, at jeg tog ham med - det er med ham som med det prøjsiske Landeværn - han er ikke vant til et Felttogs Møje og Besvær. Nu snøfter og sover han og drømmer vist om sin Ven og Legekammerat Rudolf, Greve af Dotzky. Og jeg drømmer om dig, du elskede, enten jeg sover eller er vågen, ser jeg din elskede Skikkelse - å, om du var her, at jeg kunne tage dig i mine Arme. - Jeg gik ud af Teltet et øjeblik. Stjernerne skinnede ligegyldigere end nogensinde. Enkelte Skikkelser sneg sig sagte frem, det var Efternølerne. Mange, mange blev ladte tilbage undervejs, de har nu slæbt sig til Lejren, ledet af Vagtilden; men alle er sikkert ikke kommen med, de er bleven liggende i Grøfter og Kornmarker. Heden var også rent utålelig i Dag. Solen brændte, som ville den stege Hjernen ud af Hovedet på os, og dertil kom så de tunge Geværer og Tornystre på de ømme Skuldre - - - der var ingen, som knurrede - men en og anden faldt og kunne ikke rejse sig mere. To, tre fik Solstik og lå døde. Ambulancevognene samlede dem op. Denne lyse, strålende Juninat er berøvet alt sit Trylleri. Man hører ikke Nattergalen og ingen Blomsterduft gennem Luften. De vrinskende Heste, de trampende Fodtrin, Patrouillens Råb har forjaget Nattergalen - og Blomsterduften er kvalt af Ridetøjets og Ruslæderets stramme Lugt. Men det bliver nok værre endnu, når først vi har været her en Stund; endnu hører vi ikke Ådselfuglenes hæse Skrig, og Luften er ikke fyldt af Krudt røg, Blodstank og rådne Dunster.

Hvor Menneskene dog er underlige. Man oprørtes i sin Tid over de Martyrbål, der flammede til Guds Ære, men den ligbestrøede Valplads synes man er ganske i sin Orden. Middelalderens Torturkamre fylder os med Afsky - de vel udstyrede Arsenaler er Herskernes Stolthed. - Nu går Lyset snart ud - så må jeg gå hen og lægge mig ved Siden af min trofaste Puxel.

En Gruppe af Generaler og højtstående Officerer er samlede på en Høj - Feltkikkerten går fra Hånd til Hånd. En alvorlig Mand, der sidder som støbt til Hesten, skygger med Hånden for Brynet og ser ud over Terrænet - således males og tegnes Krigsbilleder - eller også en slank Skikkelse på en hvid Hest, der stormer frem foran sin Bataillon - halvt vendt i Sadlen synes han at råbe:

»Efter mig, Børn!«

Det hele kan tage sig godt ud fra sådan en Høj - Valpladsen er tilstrækkelig langt borte, så man ikke nøje kan skelne de modbydelige Enkeltheder.

Linier og Former virker storartet, de lange, lige Rækker af Fodfolk, Kavaleriet og Batterierne. Og når så de to Hære tørner sammen, Solen skinner på de flagrende Faner, Klingerne blinker - alle mulige Uniformer snoer sig om hverandre, Hestene vrinsker og rejser sig på Bagbenene, så skjules det hele af en tæt Damp; Skikkelserne dukker utydelig op. Uophørlig dundrer Geværsalverne; Ekkoet fra den nærliggende Fjende svarer, og Luften fyldes med Våbenklir, sårede Hestes Skrig og en kvælende Krudtrøg. Fra Højen kan man få en nogenlunde korrekt Fremstilling af Slagets Gang. Division X. stødte i N. mod Fjenden, trængtes tilbage, stærke fjendtlige Afdelinger viste sig ved Korpsets venstre Flanke. Den, som selv er med i Slaget, kan aldrig vide noget om Stridens Gang. Han ser, tænker og føler kun det allernærmeste; hvad han fortæller, er kun noget han har set på gamle Billeder.

»Nå, TiIling,« sagde en General til mig, jeg stod ved hans Side på Højen,

»er det ikke et imponerende Skue - en Pragthær -; hvad tænker De egentlig på?«

Hvorpå jeg tænkte - ja, se, det kunne jeg ikke sige min Foresatte; derfor sagde jeg allerunderdanigst en Usandhed. Allerunderdanighed og Sandhed har aldrig noget med hinanden at skaffe. - - -- Sandheden er for stolt en Herre til nogen Sinde at ville gå i Tjenerskikkeise. Landsbyen er vor - nej, den er Fjendens - igen vor - og inden vi er blevne enige, er Landsbyen slet ikke til mere; der er kun en rygende Hob Ruiner tilbage. Beboerne (var det egentlig ikke deres Landsby?) har forladt deres Hjem for længe siden - heldigvis; thi Kuglerne slog ned gennem Tagene og splittede Væggene. En Familie var bleven tilbage i Landsbyen.

Det var et gammelt Ægtepar og deres Datter, der lå i Barselseng. Hendes Mand tjente i vort Regiment. Da vi nærmede os Landsbyen, sagde han til mig:

»Hr. Oberstløjtnant!! Huset der med det røde Tag bor min Kone og hendes gamle ForæJdre; de kan ikke flygte; min Kone venter sin Nedkomst hver Time, og de gamle er næsten lamme - for Guds Skyld, kommander mig derhen.«

Den arme Djævel, han kom akkurat tidsnok til at se sin Kone og Barn dø - en Bombe sprang lige ved Sengen. Hvad der blev af de gamle, ved jeg ikke. Formodentlig begravedes de under Ruinerne; thi deres Hus var et af de første, der blev skudt i Brand. Kampen på åben Mark er grusom, men Kampen inde mellem Husene er ti Gange værre. Bjælker styrter ned, Kvæget brøler af Angst, kvælende Røgmasser slår en i Møde. - Jeg så et Brystværn dannet af Lig - den Mur glemmer jeg aldrig; en Kammerat lagde Bøssen til Rette for at tage Sigte på det højestliggende Lig - han var ikke rigtig død, det rykkede i ham, da den anden skød - -«

I Dag havde vi en lille Rytterfægtning på åben Mark. Et prøjsisk Dragonregiment kom i Trav; Hestene holdtes stramt i Tøjlen, Sablen over Hovedet. Vi afventede ikke Angrebet, men sprængte mod Fjenden. Intet Skud blev vekslet. Vi styrtede mod hinanden. Hest mod Hest, Knæ mod Knæ; Sablerne hvinede gennem Luften. Snart var vi så tæt på hinanden, at Våbnene ikke kunne bruges, Hestene prustede og stod på Bagbenene. Jeg lå en Gang på Jorden og så Hestehovene en Linie fra mit Hoved - jeg kan ikke finde noget hverken poetisk eller behageligt i den Slags. - -

Atter en March med et Par Fægtninger.

Jeg har haft en Sorg i Dag. Naturligvis burde jeg ikke tage mig det nær, jeg som hver Dag ser langt forfærdeligere Ting; men jeg kan dog ikke andet. Var dog Pintahl bleven tilbage hos Rudolf. Han løb efter os som sædvanlig. Pludselig udstødte Dyret et Jammerskrig - en Granatstump rev Forbenene af den. Den faldt, og jeg måtte lade den blive liggende - lever den endnu, det stakkels Dyr? - Den så, at jeg vendte mig om og alligevel intet gjorde for at hjælpe den: hvad må min stakkels Puxel tænke om sin Herre. Den har ikke Begreb om de

»højere Pligter«, der bestemte min ubarmhjertige Handlemåde. Man ville naturligvis trække på Skuldrene, hvis man vidste, at en Oberstløjtnant midt i Krigen kunne skrive så meget om en Hund - du forstår mig, min Martha, min Elskede! Du får Tårer i øjnene ved Tanken om Pintahl Puxel - -

Hvad betyder dette - Eksekutionspeletonen stiller op?

Er der måske fanget en Spion? En, å, nej - denne Gang er der sytten. Der kommer de allerede. Omgivet af en Karre Soldater skrider de Dømte frem. Bagefter kører en Vogn, på Vognen ligger et Lig og bunden til det en tolv års Dreng. Drengen er den Dødes Søn. Jeg kan ikke udholde at se på Henrettelser og går min Vej, men Skuddene hører jeg. En tyk Røgsky indhyller alt, når den er borte, ligger sytten døde Legemer på Jorden og iblandt dem er Drengen.

Omsider får vi da et bekvemt Nattekvarter i en lille By. Stakkels Folk, som bor der! Den Mad, de kunne have levet af i Måneder, spiser vi på en Aften; at udplyndre et Hus kaldes i Krigssproget at

»rekvirere«, det er altid net at have smukke, sanktionerede Navne.

Jeg var nu alligevel glad ved at spise en god Aftensmad og ligge i en god Seng. Da jeg ville lægge mig, meldte min Ordonnans, at en Mand fra vort Regiment endelig ville tale med mig - Manden trådte ind.

Da han gik, trykkede jeg hans Hænder og gav ham det højtidelige Løfte at ville hjælpe hans Kone og Børn, hvis han faldt i Krigen, for han befriede mig for en stor Smerte - ved du, hvad han bragte med sig? - Puxel, såret og elendig, men salig ved at se sin Herre igen. Det var et Gensyn, kan du tro! Den logrede og bjæffede og slikkede mine Hænder, medens den så på mig med et ubeskriveligt Udtryk i sine til Døden trætte øjne. Jeg forbandt de stakkels sårede Benstumper, gav den Mad og Vand og lagde den i min Seng. Vi sov godt begge to. Om Morgenen slikkede den endnu en Gang min Hånd, sukkede, strakte Benene stift fra sig og var død. - -

Hvad har jeg set i Dag? Ja, når jeg lukker øjnene, træder disse Skrækkens Billeder med uhyggelig Klarhed frem for min Sjæl. Hvorfor har andre så mange muntre Indtryk fra Krigen, medens jeg kun kan opfatte det rædselsfulde? De vil ikke se Sandheden i øjnene - - - det hedder så kønt:

»Hjertet hos Gud, mod Fjenden med knyttet Hånd.«

Hør nu, hvilke Billeder, der har brændt sig ind i min Hjerne -: Op ad en høj, stejl Skrænt klatrer Jægerne på dens Top ligger Fjenden og skyder ned. Skikkelserne, der med Hænder og Fødder arbejder sig op, strækker pludselig Armene i Vejret, Geværet falder; de styrter baglæns ned fra Afsats til Afsats, indtil de omsider ligger dybt nede med knuste Lemmer. Således gik det, med den ene efter den anden. Jeg så en Rytter et Stykke fra mig. En Granat suser forbi - hans Hest kaster sig til Siden i samme Nu som Granaten sprang, den galoperer forbi - jeg ser Manden sidde i Sadlen. Granaten har revet Underlivet bort, Indvoldene dasker ned over hans Knæ - det er kun RyghvirvIen, der forbinder Over- og Underkrop - han falder baglæns, Foden sidder fast i Stigbøjlen, Hovedet slås mod den stenede Grund og Hesten springer videre i Dødsangst. - -

På en stejl, opblødt Vej står en Afdeling Artilleri. Kanonvognene synker ned i Sølen, Hestene driver af Sved, og det er kun de ubarmhjertige Piskeslag, der får dem til at flytte sig. En falder dødtræt om, Slag hjælper ikke; men havde nogen i Fredstid mishandlet et Dyr på den Måde, da var han bleven straffet; Kanoneren derimod gør sin Pligt, når han slår de dødtrætte Heste til Blods. Det kan de arme Dyr jo ikke vide, hvad må de tænke om så grusom en Behandling? de har kun et Udtryk for deres Herre, der må opfylde dem: Skriget - og det forpinte Dyr udstødte et langt, klagende, fortumlet Skrig før det døde, dette Skrig lyder endnu i mine øren.

Atter en Gadekamp i Landsbyen Sår - Murenes Bragen blandede sig med de Såredes og Døendes Skrig. En Granat slog ned i et Hus - mange af Soldaterne såredes af Murstykkerne, der på Grund af Lufttrykket fór om i Luften. Et Vindue var nær faldet lige i Hovedet på mig. Al den knuste Gibs fyldte Luften med et afskyeligt Støv. Kampen fortsattes fra Gade til Gade, helt hen til Torvet, midt på Torvet stod et Mariabillede. Guds Moder holder Barnet i den ene Hånd, den anden udstrækker hun velsignende. Her bliver Trængslen forfærdelig. Jeg hugger mig igennem; hvor mange jeg nar såret eller dræbt, ved jeg ikke; man mister Besindelsen i sådanne øjeblikke. To Ting så jeg dog, som j,eg aldrig vil glemme. En prøjsisk Dragon, stærk som en Goliat, reven af vore Løjtnanter, en spæd, fin Fyr ned af Sadlen og knuste hans Hoved mod Mariabilledets Fodstykke. Den fromme, hellige Jomfru stod lige ubevægelig for det. En ariden Dragon tog min Sidemand i Skuldrene og bøjede ham så kraftigt bagover, at Rygraden knækkede jeg så det - og hvad værre var - jeg hørte det!

Fra den i Krigsskuespil berømte Høj nød vi Stabsofficerer også denne Gang Synet af mange oplivende Skuespil. Vi så en lang Bro - en Række Vogne skulle køre over - hvad indeholdt de? Sårede eller Levnedsmidler? - Hvad ved jeg - som de er i stærkest Fart, gik Broen i Stykker. Heste, Mennesker og Vogne styrtede mellem hverandre ned i den brusende Flod. Begivenheden måtte vi kalde glædelig, thi Vognene tilhørte de

»sorte«, vi er naturligvis de

»hvide«. Tilfældigt var det nu heller ikke; de

»hvide« havde opsnuset, at Prøjserne skulle over den Bro, og så var Pillerne blevne savede over. Det kaldes et fint Træk. Vi så også noget andet, der ikke var fuldkommen så heldigt for os. Regimentet Khevenhiiller kommanderedes hen i et Morads, af hvilket det ikke kunne komme op igen. Det sank i og frembød de herligste Skydeskiver - de Sårede sank i Dyndet - det sorte Vand boblede, og borte var både Heste og Folk. Nå ja, - sligt er jo galt - en strategisk Fejl, ikke af videre Betydning, for Resten; det kan snart gøres godt igen.

Det var jo ubehageligere, da attende Jægerbataillon i flere Timer skød på vort Regiment. - Herregud, det var jo næsten mørkt, og Fejltagelsen opdagedes først ved Daggry. Ja, det er sandt, en Del af Regimentet

»Gyulai« styrtede ud i en Indsø; men du kan nok forstå, Martha, at sådanne Småting ikke må formørke en Soldats glade Sind!

Et er sikkert - jeg går aldrig i Krig mere. Når Felttoget er til Ende, forlader jeg Tjenesten. Alt andet må gå som det vil, men jeg kan ikke mere være med til noget, der indgyder mig en sådan Afsky. De Grunde, der før afholdt mig fra at træde ud af Tjenesten, virker ikke længere; jeg har kun et ønske, en Villie, den, aldrig mere at opleve noget så afskyeligt.

I min Sjæl findes ikke en Gnist tilbage af alt det, jeg har hørt om Krigens Nytte og Forherligelse - jeg føler kun Væmmelse, Foragt og Had.«

Slaget ved Königgrätz tabtes. Et afgørende Nederlag

Fader fortvivlede næsten. Og fra Frederik intet Brev, intet Telegram! Var han såret, død? Lily hørte fra Konrad, han var uskadt. Listerne over Sårede og døde var endnu ikke offentliggjorte, der sagdes kun, at der ved Königgrätz var fyrretyvetusinde Døde og Sårede. Det sidste Brev, jeg fik fra inin Mand, indeholdt kun de Ord:

»Martha - i Dag marcherer vi mod Königgrätz.«

Tre Dage er gået og endnu er der ingen Efterretninger kommen fra ham. Jeg græder i timevis. Når min Sorg ikke er aldeles håbløs, har jeg endnu Tårer, havde jeg vidst, at alt var forbi, så ville mine Tårers Kilde være standset.

Papa er meget nedtrykt, og Otto, min Broder, rasede af Hævntørst. Der tales om at oprette et frivilligt Korps i Wien, ved det vil han melde sig; der siges også, at Benedeck skal afsættes og den sejrrige Erkehertug Albrecht sendes mod Nord, så var der måske endnu Håb om at slå den overmodige Fjende, der nu helt ville tilintetgøre os og som skulle være i Færd med at marchere mod Wien - - - Angst, Raseri, Smerte fyldte alle Sind; Navnet Prøjser var et Udtryk for alt, hvad vi mest hadede. Min eneste Tanke er Frederik - og ingen Efterretning, intet Brev.

Nogle Dage efter kom der et Brev fra Doktor Bresser. I Omegnen af Valpladsen virkede han i sit Kald og hjalp, hvor han kunne; Nøden var grænseløs, skrev han, den over traf alt, hvad man kunne forestille sig. Han var sammen med en sachsisk Doktor Brauer, der var udsendt af sin Regering for at give Beretning om Sagernes Stilling. Om to Dage ville der også komme en sachsisk Dame, Fru Simon - en ung Miss Nethinggah - der siden Krigens Udbrud har virket i et Hospital i Dresden, og som nu havde tilbudt at rejse til Valpladsen i Böhmen for at hjælpe til på de omliggende Lazaretter. På en bestemt Dag om Aftenen KI. 7 ville Doktor Brauer være i Koniginhof, den sidste Jernbanestation før Koniggditz, og hvortil Togene endnu gik, for selv at modtage den modige Dame, og Doktor Bresser ville ledsage ham. Bresser bad os, hvis det var muligt, da at sende nogle Forbindingssager til denne Station, således at han selv kunne tage imod dem der. Næppe havde jeg læst dette Brev, før min Beslutning også var fattet - jeg ville selv bringe Kassen med Forbindingssager. Frederik lå måske syg; i et af de Lazaretter, Fru Simon ville besøge, lå Frederik måske. - Jeg ville slutte mig til hende for at finde, pleje og redde den dyrebare Syge ... denne Tanke greb mig så mægtigt, så stærkt, at jeg troede det var et mystisk Bevis for, at Frederik døende kaldte på mit Navn. Uden at underrette nogen af min Familie om min Beslutning begav jeg mig på Vej nogle Timer efter at Brevet var ankommen, idet jeg foregav, at jeg selv ville besørge de Ting, Bresser havde forlangt, og således kom jeg uden Vanskelighed bort fra Grumitz.

Fra Wien ville jeg så skrive til min Fader: Er rejst til Krigsskuepladsen.

Jeg var ganske vist noget urolig på Grund af min Uerfarenhed og Udygtighed, min Afsky for Sår, .Blod og Død; men jeg bekæmpede denne U ro, jeg kunne ikke gøre andet end jeg gjorde. Jeg så uophørlig min Husbonds blege Ansigt for min Sjæls Blik og jeg så ham strække Armene ud efter mig fra sit Smertensleje.

I Wien var alt i en ubeskrivelig Ophidselse og Forvirring. Jeg mødte fem Vogne fyldt med Sårede. Jeg spejdede stadig efter, om Frederik ikke skulle være imellem dem, men nej, han lå nok såret i Böhmen og ventede på mig. Hvis han var bleven transporteret tilbage, havde jeg nok fået Meddelelse derom.

Jeg tog ind på et Hotel, besørgede mine Indkøb, sendte Bud til Grumitz, købte en stærk, tarvelig Rejsedragt, som jeg iførte mig, og kø~e så til Nordbanegården, da jeg skulle afsted med næste Tog for i rette Tid at komme til mit Bestemmelsessted.

På Banegården herskede et rørligt Liv, alle Vegne var der opfyldt af Sårede, hvoraf mange lå i de sidste Trækninger. Der var et Virvar af Mennesker: Sygeplejere, Sanitetssoldater, barmhjertige Søstre, Læger og desforuden Mænd og Kvinder af alle Samfundsklasser, der var kommen for at se, om ikke det sidste Tog havde bragt nogen af deres med, eller også for at uddele milde ,Gaver, Vin; Cigarer og Frugt til Soldaterne. Jernbanepersonalet var overbebyrdet og gjorde sig Umage for at holde nogenlunde Orden. De ville også stoppe mig. -

»Hvad vil De - gør Plads - - -. Det er forbudt at uddele Spise- og Drikkevarer her. Henvend Dem til Komiteen, den modtager Gaver...«

»Nej, nej, jeg skal rejse - når går næste Tog?« Det varede længe, før jeg kunne få et ordentlig Svar på dette Spørgsmål. Omsider fik jeg at vide, at da Banen skulle være åben for de Tog, som bragte den ene Ladning Sårede efter den anden, afgik der så godt som intet Tog og slet intet Passagertog. Der skulle i Dag kun afgå et Tog med Reservetropper og et, som udelukkende var stillet til den patriptiske Hjælpeforenings Disposition for at bringe barmhjertige Søstre og en Ladning nødvendige Rekvisiter til Omegnen af Koniggratz. -

»Kan jeg da ikke komme med det?«-

»Umuligt.« Jeg fortvivlede. Jo vanskeligere det blev for mig at komme af Sted, jo tydeligere hørte jeg Frederiks Stemme bønfaldende råbe efter mig.

Da jeg fik øje på Baron S., som stod ved Indgangen til Forhallen, ilede jeg hen til ham. Han var Vicepræsident i den patriotiske Hjælpeforening, og jeg kendte ham allerede fra Krigen i 58.

«For Guds Skyld, Baron S., hjælp mig! Kender De mig igen?«

»Baronesse Tilling, Datter af General, Grev Althaus, jo, jeg har ganske vist den Ære at kende Baronessen. Hvormed kan jeg være til Tjeneste?«

»De sender et Tog til Böhmen; lad mig komme med! Min Mand dør, hvis jeg ikke kommer. Hvis De har et Hjerte - og De må jo være god og kærlig, siden De altid tænker på at hjælpe og lindre - så afslå ikke min Bøn!«

Efter en Del Indvendinger og Betænkeligheder endte han med at opfylde mit ønske. Han kaldte på en af de Læger, som Hjælpeforeningen sendte af Sted, og bad ham om at tage sig af mig på Rejsen. Der var endnu en Time, til Toget skulle gå. Jeg ville gå ind i Ventesalen, men alt var forandret til Hospital. Hvorhen man end vendte øjet, så man jamrende Mennesker, der lå, sad og krøb omkring, lidende og elendige. Lægerne var i Virksomhed med at forbinde dem. Jeg udholdt ikke at være derinde. Den Smule Energi, som jeg var i Besiddelse af, måtte gemmes til Turen, den måtte jeg ikke sætte til her. Al den Kraft, Hjælpsomhed og Medfølelse, jeg kunne råde over, tilhørte Frederik, min elskede Mand, ham, som kaldte på mig.

Jeg flygtede ud på Perronen, men her fik jeg endnu værre Ting at se. Per kom et langt Tog. Alle Waggonerne var fyldt med Sårede, der skulle bringes ud af dem. De let sårede stod selv ud og slæbte sig videre, men de fleste måtte hjælpes eller helt bæres. Bårerne, der stod i Beredskab, var hurtigt optagne, og de andre syge måtte lægges på Gulvet, indtil Bårerne kom tilbage. Lige ved mine Fødder - jeg havde sat mig ned på en Kasse - var der bleven lagt en, som uafladelig stønnede. Jeg bøjede mig ned for at sige et Par medlidende Ord, men rædselslagen fór jeg tilbage og skjulte Ansigtet i mine Hænder - Indtrykket havde været alt for frygteligt. Det var ikke mere noget menneskeligt Ansigt, Underkæben var skudt bort, det ene øje hang langt ud - og så den rædsomme, kvalme, søde Blodstank.

Jeg ville springe op og gå min Vej, men mine Ben ville ikke bære mig, jeg fik ondt, og mit Hoved faldt tilbage mod Muren.

»Å, jeg fejge, elendige Skabning, hvad ville jeg dog her mellem alle Rædsler, hvor jeg intet kan udrette?«

Tanken om Frederik bragte mig dog atter til mig selv; hvis jeg nu fik ham at se i samme Stilling som den Ulykkelige ved mine Fødder - å, for ham ville jeg kunne udholde det - Kærligheden ville dræbe al Rædsel og al Gru - jeg ville kysse hanS Sår.

»Frederik, min Frederik, jeg kommer!« sagde jeg halvhøjt. Det var den fikse Ide, som havde grebet mig, da Doktor Bressers Brev kom, og som ikke ville slippe mig siden. En frygtelig Tanke fór gennem min Hjerne:

Kunde det være Frederik, der lå der?

Jeg samlede endnu en Gang alt mit Mod og så ned på den Sårede:

»Nej, det var ikke ham!«

Endelig var Ventetiden til Ende. Den Ulykkelige for mine Fødder blev båren bort.

»Læg ham på Bænken der,« hørte jeg Regimentslægen sige,

»han skal ikke bringes til Hospitalet - han er allerede mere end halv død.«

Og dog må den mere end halvdøde have forstået disse Ord; thi med en fortvivlet Bevægelse strakte han begge Armene mod Himlen.

Nu sad jeg i en Kupe sammen med to Læger og fire barmhjertige Søstre. Det var kvælende varmt og Luften var opfyldt derinde af denne ubestemmelige Lugt af Karbol og Røgelse, denne Lugt, der minder om Hospital og Kirke, og som var mig så ubeskrivelig modbydelig. Jeg lænede mig tilbage og lukkede øjnene. Toget satte sig i Bevægelse.

Hvor ofte havde jeg ikke rullet ud af denne Banegård, rullet af Sted til muntre Besøg i pragtfulde Slotte eller til fornøjelige Badesteder? Ja, på min Bryllupsrejse drog jeg også ud herfra; rejste til et henrivende, lykkeligt Ophold i Prøjsen - hvor det Ord, det Navn, nu havde fået en anden Klang i vore øren! Og i Dag? Hvad var nu Målet for min Rejse? En Valplads og denne Lazaretters, Dødens og Lidelsernes Hjemsted. Jeg gyste. -

»Nådige Frue,« sagde den ene af Lægerne,

»jeg tror, De selv er syg - De ser bleg og lidende ud.«

Jeg så op, den talende var en ung Mand med et sympatetisk Udseende; han havde formodentlig lige endt sin Eksamen og var nu første Gang i praktisk Virksomhed. Jeg følte mig taknemlig mod disse mine Rejsefæller for den Lindring, som de stod i Begreb med at bringe de lidende. I mit Hjerte ydede jeg disse barmhjertige og virkelig opofrende Mennesker Beundring og Tak. Men ak, hvad var det egentlig, disse gode Mennesker bragte? Et Lod Hjælp til tusind Centner Nød. Bar de modige Søstre vel i deres Hjerte den samme urokkelige Kærlighed til alle Mennesker, som jeg til min Mand, denne Følelse, der ville have bragt min Modbydelighed til at forsvinde, om den stakkels lemlæstede Soldat for mine Fødder havde været min Husbond?

»Nej, Hr. Doktor,« svarede jeg den unge Læge på hans deltagende Spørgsmål,

»jeg er ikke syg, kun lidt angreben.«

»Baron S. sagde mig, at Deres Mand er bleven såret ved Königgratz, og at De nu rejser hen for at pleje ham,« bemærkede Stabslægen,

»ved De, hvor han ligger?« - Det vidste jeg ikke.

»Mit Mål er Koniginhof,« svarede jeg,

»der venter en af vore Venner, Doktor Bresser, mig -«

»Ham kender jeg, vi fulgtes ad for tre Dage siden, da vi på Valpladsen gik rundt og søgte om Sårede.«

»På Valpladsen,« gentog jeg gysende,

»fortæl -«

»Ja, Hr. Doktor, fortæl noget derom,« bad en af Søstrene,

»vor Tjeneste kan også medføre noget lignende.« - Og Regimentslægen fortalte.

Jeg kan naturligvis ikke gengive Ordlyden af hans Skildringer. Det var heller ikke en sammenhængende Fremstilling, han talte ligesom modstræbende og med mange Afbrydelser, og kun den hårdnakkede Spørgen, som de videbegærlige Søstre og jeg bestormede ham med, fik ham til at ved blive.

Disse usammenhængende Skildringer oprullede for mit indre øje en Række af ukendte Billeder, som har indprentet sig så levende i min Erindring, at jeg endnu den Dag i Dag kan lade dem drage forbi mig. Under andre Omstændigheder ville disse Skildringer ikke have fæstnet sig således i min Hukommelse - man glemmer jo så let, hvad man hører og læser - men hvad der her blev fortalt, gjorde aldeles samme Indtryk på mig, som om jeg selv havde oplevet det. Jeg var i en så nervespændt og ophidset Tilstand, at da jeg bestandig havde Frederik i Tanken, så forekom det mig, at han var Hovedpersonen i hver af de skildrede Scener.

Doktoren fortæller:

»Ambulanceme er opstillet bag nogle beskyttende Høje; Slaget raser, Jorden og den hede Luft dirrer, Kanonerne dundrer og Krudtdampen svøber sig tyk og tæt over det hele.

Så sender den en Patrouille ud for at opsøge de hårdt sårede og bringe dem ind til Ambulancen. Gives der noget heltemodigere end denne stille Gang midt i den værste Fare - Kuglerne hvisler om dem; de kan ikke lade sig rive med af Kampens Beruselse.

Efter almindeligt Krigsbegreb er dette Arbejde ikke nogen berømmelig Gerning. De raske, flotte Fyre, som fordrejer Hovedet på Pigeme, de hører ikke til Ambulancesoldaterne, og Regimentslægen kan aldrig hamle op med en Kavaleriløjtnant.

Sanitetskorporalen kommanderer sine Folk hen til en Fordybning, mod hvilken et Batteri just sender sine Skud. De går fremad gennem Krudtdampens blå Slør og Bloddampen. Støv og Jord hvirvler op om dem, når en Kugle slår ned for deres Fødder. De er kun gået nogle Skridt, så træffer de allerede på Sårede - let sårede, der enten alene eller parvis, gensidig støttende hinanden, søger at slæbe sig hen til Ambulancen. En synker sammen, men det er ikke hans Sår, som er Skyld deri - det er Udmattelse. Vi har i to Dage intet fået at spise - og så tolv Timer forceret March - og to Timer efter vi kom i Kvarter, sloges der Alarm, siger han og besvimer i det samme. Patrouillen går videre. Disse Sårede kan nok klare sig selv og kan nok også hjælpe deres besvimede Kammerat. Hjælpen må der spares på til andre, der er mere trængende. Ved et Stengærde på en Skråning ligger en blodig Dynge - et helt Dusin Soldater. Der bliver anlagt en Del Forbindinger; men disse Sårede bliver heller ikke taget med; de, der er midt inde i Kamptumlen, må først hentes, måske kan disse så tages med på Hjemvejen. Og Patrouillen går videre, nærmere til Kamppladsen; de møder flere og flere Sårede; FeItflaskernes Indhold deles ud, der lægges Bind på blødende Sår, medens de Sårede enten alene eller møjsommelig, understøttende hinanden, slæber sig af Sted. Det er dem, som endnu kan gå og der vises dem Vej til at finde Ambulancen. Og så går Patrouillen atter videre, forbi de døde, forbi Dynger af Lig. Mange af dem viser Spor af en forfærdelig Dødskamp. Unaturlig opspilede øjne, Hænderene borede ned i Jorden, sammenbidte Tænder bag de krampagtigt åbnede Læber - Benene udstrakte og stive, således ligger de der.

Nu går det gennem en Hulvej. Her ligger de lagvis Døde og Sårede imellem hverandre. De Sårede hilser Patrouillen som deres frelsende Engel og råber og bønfalder om Hjælp, med hæse Stemmer tigger de om Vand, grædende og jamrende, men ak, Forrådet er sluppet op, og hvad kan disse få Mennesker udrette? Hver især af dem må have hundrede Arme, hvis alle disse ulykkelige skulle hjælpes, men man gør, hvad man kan. Da lyder det høje, lange Signal, som Sanitetssoldaten må lyde. Folkene studser og standser i deres Arbejde.

»Forlad os ikke, gå ikke fra os, hjælp os,« tigger og hvisker de sårede. Stærkere og stærkere lyder dog Hornsignalet. Sanitetssoldaten må lyde.

Der kommer en Adjudant springende:

»Sanitetsmandskab?« -

»Ja.« -

»Efter mig - -«

Det er sandsynligvis en General, der er såret. Folkene må adlyde og forlade de andre.

»Frisk Mod, Kammerater, vær nu tålmodige. Siden kommer vi tilbage til Jer.« De, som siger dette; og de, som hører det, ved alle, at det ikke er sandt.

Og nu går det af Sted så hurtigt som muligt. Adjudanten springer i Forvejen for at vise Vej, de andre kommer i kort Løb bagefter. De standser ikke mere, selvom der råbes nok så højt og ynkeligt ved Siden af, eller om en Kugle strækker en eller anden af Patrouillen til Jorden - kun hurtigt videre, fremad! Forbi disse Mennesker, der krymper sig under utålelige Lidelser, som de ligger der, søndertrådte af Hestene, med Lemmer knuste af Kanonhjul, og som nu ved Synet af Sanitetsmandskabet for sidste Gang forsøger at rejse sig, men ingen tør hjælpe, de løber af Sted, og de så rede synker håbløse og ulykkelige tilbage i Sårfeberens Døs.«

Iblandt det, som Regimentslægen fortalte, var der endnu værre Ting. Således en Skildring af, hvorledes en Granat sprang og tilføjede dem, som de var i Færd med at forbinde, nye Sår, eller hvor Tilfældigheden i Slagets Gang bragte hele Ambulancen med Læger og Sårede midt ind r de kæmpende eller flygtende Troppers Vrimmel; når løse Heste kom farende og væltede Båren, hvorpå de just havde fået anbragt en hårdt såret, der nu sønderslået blev slynget henad Jorden. Eller dette, det grueligste af alle Billederne, hvorledes en Granat stak Ild på en Gård, hvor der lå flere hundrede Sårede, taknemlige over at være blevne forbundne og vederkvæge de, og så i et Minut stod hele Lazarettet i Flammer. Skriget, eller snarere Hylet, fra disse fortvivlede overdøvede al den anden Støj og vil aldrig blive glemt af dem, som hørte... Ve mig; skønt jeg ikke hørte det, glemmer jeg det dog ikke; thi medens Lægen fortalte det, forekom det mig, at Frederik var derinde, det var, som hørte jeg hans Skrig fra den brændende Marterplads.

Lægerne fortvivlede; hvad nyttede Nattens anstrengende Arbejde; det havde jo været bedre, at de syge var døde der ude på Valpladsen, end at de blev fundne og førte ind i denne gyselige Flammedød.

»De får ondt, nådige Frue,« afbrød Fortælleren sig selv.

»Jeg bar nok budt Deres Nerver for meget.«

Men endnu havde jeg ikke nok. Jeg forsikrede ham, at mit Ildebefindende kun var en Følge af Heden og en søvnløs Nat, og vedblev at udspørge ham. Det forekom mig stadigt, som om der måtte være noget endnu skrækkeligere, som om der i dette Helvede måtte være noget endnu mere djævelsk. Og det var rigtigt, der gives endnu noget gyseligere end en Valplads under Slaget, det er en Valplads efter Slaget.

»Ingen TrommehvirvIer høres, ingen Fanfarer, kun de Såredes Jammer og de Døendes Rallen. På den sammentrampede Jord ses rødglinsende Pytter, det er Blodpøle - al Markens Afgrøde er ødelagt, kun hist og her ses et Stykke Agerland, der har undgået ødelæggelsen; de før så smilende Landsbyer er forvandlet til Ruiner og Grushobe. I Skoven er Træerne forkullede og knækkede, Krattet sønderrevet af Kardætsker, og på et sådant Sted Tusinder af døde Kroppe og af Døende, af hjælpeløse Døende. Langs Vejene og på Engen ser man ikke Blomster, men Sabler, Bajonetter, Tornystre, væltede Ammunitionsvogne, Kanoner med sønderslåede Lavetter. I Nærheden af Kanonerne, hvis Mundinger er farvede sorte af Krudtrøg, er Jorden blodigst,der ligger de fleste og mest lemlæstede Døde og Halvdøde bogstavelig sønderrevne af Kuglerne. Og de døde og halvdøde Heste - blandt de sidste er der nogle, der rejser sig på Forbenene for straks igen at synke ned, og de vedbliver dermed, indtil de tilsidst hæver Hovedet og udstøder deres smertefulde Dødsskrig. En Hulvej er fyldt med Døde. De ulykkelige var formodentlig flygtede derhen for at søge Dækning, men et Batteri er kørt hen over dem - og de er bleven knuste af Hestehove og Hjul. Mange af dem lever endnu, en grødagtig, blodig Masse, men endnu levende.

Dog er det ikke det modbydeligste, Frue. Endnu har De ikke hørt om Menneskehedens dybe Skændsel:

»Valgplads-Hyænen«. Den sniger sig frem; disse Uhyrer, de lugter Ligbyttet, de bøjer sig over de Døde og over dem, der endnu lever, og river dem Klæderne af Kroppen, Barmhjertighed kender de ikke. Støvlerne trækkes af de blodige Ben, Ringen af den sårede Hånd - undertiden skæres Fingrene af, om Ringen sidder for fast; vil Offeret forsvare sig, bliver det myrdet ener får øjnene stukne ud, for at det ikke senere skal genkende Hyænen - --« Jeg skreg højt, jeg så det altsammen, så Hyænen bore sin Kniv ind i min Frederiks blide, blå, elskelige øjne.

»Tilgiv, nådige Frue, men det var Dem selv, som ville - - -«

»Ja, ja, jeg vil høre alt. Fortæl blot videre. Det, som De nu beskrev, var altså Natten efter Slaget - disse Scener må altså være foregåede ved Stjerners Skin, ved Månens Lys?«

»Og ved Fakkelskin. De PatrouiUer, som Sejrherren sender ud for at undersøge Valpladsen, har Fakler og Lygte med. Røde Lygter anbringes på Signalstænger for at betegne de Steder, hvor de flyvende Lazaretter er oprettede.«

»Hvorledes så Valpladsen ud næste Morgen?«

»Næsten endnu frygteligere. Om Natten virker det hele lidt spøgelsesagtigt uhyggeligt, men ved Dagslyset er det dog endnu frygteligere. Nu ser man først, hvor forfærdelig mange Lig, der ligger rundt omkring, på Vejene, i Markerne, i Grøfterne, bag Ruinerne, overalt døde, udplyndrede, under tiden nøgne. De sårede er i samme Tilstand. De ligger endnu spredt rundt omkring trods Ambulancesoldatens natlige Arbejde, de ser blakkede og forstyrrede ud, grønne og gule, med stirrende og sløvt Blik, eller også vånder de sig under de rædsomste Smerter og bønfalder enhver, som kommer i deres Nærhed, om at give dem Dødsstødet.

Sværme af Ådselfugle slår ned og fylder Luften med deres hæse Skrig. Sultne Hunde fra Landsbyen kommer løbende og slikker begærligt de blødende Sår.

Endnu er nogle Hyæner beskæftiget med deres væmmelige Arbejde. Og så kommer den store Begravelse.«

»Hvem besørger den? - Ambulancesoldaterne?«

»Nej, de kan ikke få Tid til det, de har nok at gøre med de Sårede.«

»Er det da Soldaterne?«

»Nej, sammenløbet Pak; Landstrygerne, Folk fra Trosset, som opholder sig ved Marketenderen, Bagagevognen osv., og som nu tilligemed Beboerne af Fattighuse og Hytter bliver drevne sammen af de militære Myndigheder for at grave Grave. Det gælder om at få dem rigtig store - dybe bliver de ikke, det er der ikke Tid til. Deri kaster man de døde Legemer hulter til bulter, som det kan træffe sig. Undertiden bærer man sig således ad, at man danner en Dynge af Lig og kaster en eller to Fod. Jord derover. Et Par Dage derefter kan det så regne, og Vandet skyller Dækket bort fra de forrådnede Lig - men hvad gør det? De flinke og lystige Graverkarle har ikke Tid til at bekymre sig om, hvis en eller anden Krop ikke skulle være død, men blot ligger i Stivkrampe. Hvad kommer det dem ved? De skuffer Jord over den Halvdøde, og nu lukker han nok Mund for evigt.«

»Å, Frederik, Frederik,« stønnede jeg fortvivlet.

»Skal jeg fortælle, hvordan Valpladsen ser ud næste Dag?« vedblev Regimentslægen.

»Det kan jeg sige Dem, Hr. Doktor!« udbrød jeg.

»Til den ene af de to vedkommende Staters Hovedstad har Telegrafen bragt Bud om den glorværdige Sejr. Så synges der Te deum i alle Kirker, medens Hyænerne plyndrer de døde, og om Aftenen stiller måske Moderen eller Hustruen til en af de levende begravede Lys i sit Vindue, thi Byen skal jo illumineres.«

Hvilken Rejse var det ikke. Lægen hayde forlængst hørt op med at fortælle, men de skildrede Optrin vedblev at stå for min Sjæls øje. For at komme til at tænke på andre Ting, så jeg ud af Vinduet og forsøgte at finde Adspredelse ved at betragte Landskabet. Men her mødte mit Blik også Billeder af Krigens Jammer.

Fjenden havde endnu ikke berejst Egnen, men Indbyggerne flygtede. Overalt sås et Mylder af Mennesker, der til Fods, til Hest og til Vogns flygtede fra deres Hjem.

På en og samme Vogn var der opstablet Kartofler, Børn og Grise, medens Mand, Kone og Familiens øvrige voksne Medlemmer traskede ved Siden af.

Hvor ville de hen? Det vidste de nok ikke selv - de ville blot bort fra Prøjsen. Således flygtede man for den knitrende Ild eller den stigende Vandflod.

Hvert øjeblik bruste et Tog forbi os - sårede, stadig flere sårede; der var ikke andet at se end askegrå Ansigter, forbundne Hoveder, Arme i Bind. Alle Perroner var fulde af lidende, i snesevis lå de og ventede på at blive transporterede - aldrig var der Ro, først fra Valpladsen til Forbindingspladsen, derfra ti! Ambulancen og fra den til de flyvende Lazaretter, så hertil, og nu på Jernbanen for at køre til Wien; der skal de fra Banegården til Hospitalet og derfra efter langvarige Lidelser tilbage til Regimentet eller måske til Kirkegården. Jeg havde så inderlig ondt af de stakkels Mennesker - jeg havde Lyst til at knæle ved Siden af hver enkelt af dem for at bevidne dem min Medfølelse. Men Doktoren ville ikke have det; når vi stod ud ved en Station, tog han mig under Armen og førte mig ind i Stationsforvalterens Kontor, og her sørgede han altid for, at jeg fik Vin eller andre Forfriskninger.

De barmhjertige Søstre varetog allerede her deres Gerning. De skaffede de Sårede, hvad der kunne opdrives af Spise og Drikke, men som oftest fandtes der intet, Forrådene i Restaurationen var i Reglen slupne op. Hvad der foregik på disse Banegårde, især på de større, forekommer mig som en ond Drøm. Denne Løben frem og tilbage - afmarcherende Tropper, Flygtninge, Sygebærere, alle de blødende og klagende Soldater, hulkende Kvinder, som vred Hænderne, Skrig, høje Kommandoråb - overalt Trængsel, intet Steds fri Gennemgang - ophobet Bagage, Krigsmateriel, Kanoner, Heste og brølende Hornkvæg - forbifarende Tog, fyldt eller snarere proppede fulde af Reservetropper fra Wien. Lig Slagtekvæg var disse Soldater anbragte i tredie og fjerde Klasses Vogne, ja, selv i Bagagevogne og Kvægvogne. Den Tanke slog mig i det samme, hvad var de ve] andet? Blev ikke også de førte til Slagtebænken? Der vælter de forbi med Skrig og Skrål, det er Krigssange, men de ska: jo også føres ud til Kanonføde, om nogle Dage køres de samme Mennesker sårede og elendige tilbage; men nu sang de, uharmoniske, .så Tonerne nåede vore øren, når To gene krydsede.

Jernbanen og Telegrafen - disse Civilisationens Mærkepæle - benyttes i det afskyelige Barbarls Tjeneste.

Disse Tanker pinte mig ved hver en Station, vi rullede forbi, og det forøgede endnu mine Lidelser. Jeg misundte næsten dem, der i naiv Smerte græd og vred Hænderne, der ikke rejste sig i Vrede mod hele denne rædselsfulde Komedie, som ikke anklagede nogen, ikke en Gang hin Hærskarernes Herre, skønt de dog troede, det var ham, der havde bestemt denne Ulykke at times dem.

Sent om Aftenen nåede vi Königinhof. Mit Rejseselskab var bleven tilbage på en af de andre Stationer. Jeg var ganske alene. Hvis nu ikke Doktor Bresser var der? Hvis jeg ikke havde længtes så usigeligt efter Frederik, havde jeg ønsket mig Døden. Toget holdt. Træt og elendig stod jeg ud af Kupeen. Jeg havde med mig en lille Håndkuffert med Forbindsager samt en lille Rejsetoilettaske.

Fuldstændig vanemæssig havde jeg ført med mig alle de små Sølvskeer, Børster, Sæber og Toiletvande. Jeg troede, at Renlighed - Kulturmenneskets anden Natur - var en bydende Nødvendighed; men nej, jeg så nok, man måtte opgive enhver Tanke på den Slags. Krig er jo også et Slag i Ansigtet på al Kultur, så det var jo den naturligste Ting af Verden, at den også medfører den højeste Urenlighed. Kassen med Materiel til de sårede var stuvet sammen med ed Del Kasser fra Hjælpeforeningen. Gud måtte vide, hvor den nu var henne? Skælvende gik jeg henover Perronen. Natten var mørk. Stationen oplystes kun af nogle matte Lamper. Jeg krøb sammen på en Kiste og havde ikke Mod til at se mig om. Doktor Bresser var naturligvis ikke til at sej Toget kom jo langt senere end bestemt. Mit Foretagende stod nu for mig som aldeles vanvittigt.

Hvor kunne jeg, som dog ellers var så temmelig fornuftig, tro på noget så overnaturligt, som at jeg skulle høre Frederik kalde på mig? Hvem ved, måske Frederik var bleven bragt såret hjem - måske død. Hvorfor søgte jeg ham dog her?

Og min lille Rudolf. Jeg var rejst fra ham uden at sige Farvel; min lille stakkels Dreng, han græd nok og længtes efter sin Mama. Hvis jeg nu ikke fandt Bresser, hvad skulle jeg så gøre? Heldigvis havde jeg da Penge nok med mig, så jeg kunne vel altid klare mig. Jeg løb hen til en vildfremmed Mand.

»Kan De sige mig, hvor jeg skal finde Stationsforvalteren?« -

»Mener De Bestyreren af Lazarettet her? Stabslæbe S.? Der står han.«

Jeg havde ikke ment nogen Doktor; men måske var det bedst at tale med ham; han kunne mulig give mig nogen Besked med Hensyn til Bresser. Jeg nærmede mig. Stabslægen talte med nogle Herrer.

»Å, det er en Elendighed,« hørte jeg ham sige.

»Her og i Turnau er indrettet Depoter for Hospitaler. Gaverne strømmer ind; men hvem skal vi få til at sortete, ordne, levere ud? Vi kan jo ingen Hjælp få!«

I det samme, jeg ville tale til Stabslægen, kom en Mand løbende. Til min Henrykkelse opdagede jeg, at det var Doktor Bresser. Jeg kastede mig om Halsen på ham.

»Baronesse Tilling, hvad vil De dog her?«

»Jeg er kommen her for at pleje min Mand. Ved De, om han er på Hospitalet her?« - »Jeg har ikke set ham.«

Følte jeg Lettelse eller Skuffelse ved at høre dette? Jeg ved det ikke. Han var der ikke. Forøvrigt kunne Bresser jo umuligt have set alle de sårede. Jeg gforde vist bedst i selv at se efter.

»Hvor er Fru Simon?« spurgte jeg.

»Hun har allerede været her et Par Timer. Det er en prægtig Dame, kan De tro. Dygtig, resolut og god. For øjeblikket er hun beskæftiget med at bringe de Sårede hen i Jernbanevogne. Hun rejser nu til Horonevas, thi der er Nøden størst. Jeg følger hende derhen.«

»Lad mig tage med, Doktor. Åh, tag mig med.«

»Hvad tænker De dog på, så svag og forvænt som De er? Og der henne -«

»Hvad skal jeg gøre her?« afbrød jeg ham.

»Hvis De er min Ven, Doktor, så tag mig med. Jeg vil gøre alt, hvad De vil have. Lad mig arbejde sammen med Fru Simon som frivillig Sygeplejerske. Tag mig med af Barmhjerughed.«

»Ja, ja da, som De vil. Der har vi Fruen.«

Doktor Bresser førte mig hen til Fru Simon og sagde, at jeg gerne ville hjælpe hende, idet han præsenterede mig. Hun nikkede blot med Hovedet og vendte sig så straks bort og gav nogle Befalinger. Lyset flakkede således her på Perronen, at jeg ikke kunne skelne hendes Træk. Fem Minutter senere var jeg på Vejen til Horonevas. Vi satte os op i en Høvogn, der lige var kommen med Sårede. Strået, hvori vi sad, var blodigt. En Soldat sad ved Siden af Kusken og lyste med en Lygte hen over Vejen.

»Det må altsammen være en rædsom Drøm,« tænkte jeg. Det eneste, der bandt mig til Virkeligheden, var Doktor Bressers beroligende Nærhed. Han tog mig under Armen og støttede mig så godt som muligt. »Læn Dem til mig, Baronesse Tilling. Stakkels Barn.«

»Jeg satte mig så godt til Rette, som det var muligt; men hvor det dog alligevel var rædsomt. Man bliver blødagtig og elendig hele sit Liv af at hvile i bløde Senge og køre i Vogne med svulmende Puder. Det værkede i alle mine Lemmer, og jeg var dog ikke såret. Hvorledes har så de det, som skrumpler af Sted med blødende, brudte Lemmer.

»Regimentslægens Fortællinger snurrede rundt i mit Hoved. En ubeskrivelig Søvnighed overfaldt mig; men Smerten hindrede mig i at sove. Bresser og Fru Simon talte sammen.

»En Del af den slagne Arme flygtede til Königgrätz,« fortalte Doktoren; »men Fæstningen var indesluttet og fra Murene skød man på Flygtningene, som i Skumringen antoges for Prøjserne. Hundrede styrtede i Gravene og druknede. Broerne over Elben var fuldproppet med Vogne og Heste, Fodgængere kunne ikke komme frem, men puffedes i Floden.«

»Der skal se rent forfærdeligt ud i Horonevas,« sagde Fru Simon. »Alle Beboerne er flygtede fra Slot og Landsby. Alle Værelser er ødelagte og opfyldte med hjælpeløse, forladte sårede, - nu kan vi dog måske bringe en Del af de Ulykkelige Lindring og Hjælp. Men vi er for få - altfor fål«

»Vi er også altfor få Læger,« vedblev Doktor Bresser,

»og vi mangler både Medicin og Instrumenter. Alle Værelser er desuden så overfyldt, at man hvert øjeblik kan vente en Smitsot af den farligste Art. Man ser fremfor alt at skaffe så mange af de ophobede Sårede af Vejen som muligt, men de er for det meste i en så jammerlig Tilstand, at man ikke kan forsvare at flytte dem, sende dem bort ville være det samme som at sIå dem ihjel, og lader vi dem blive, vil det hidføre en Epidemi. Det er en svær Forlegenhed at være i.« Doktor Bresser sukkede håbløst.

»Å, hvad jeg har set siden Slaget ved Königgrätz, det overstiger alt, hvad jeg har tænkt af rædselsfuldt. De må derfor, kære Fru Simon, være forberedt på det værste.«

»Å, jeg har mange Års Erfaring på det Område, og så har jeg Mod. Jo større Elendighed, jeg ser, desto stærkere føler jeg mig.«

»Det ved jeg, jeg har allerede mange Gange hørt Tale om Dem. Når jeg derimod ser så megen uophjælpelig Elendighed, så krymper mit Hjerte sig og jeg taber helt Modet. Det er græsseligt at høre Hundreder, ja, Tusinder, tigge om Hjælp og ikke kunne hjælpe. I alle disse flyvende Ambulancer mangler ethvert Vederkvægelsesmiddel, først og fremmest Vand. De fleste Brønde er af Beboerne gjort ubrugelige, vidt og bredt kan ikke en Bid Brød opdrives. Hvert Rum, der har et Tag, Kirker, Forpagtergårde, Lader og Hytter fyldes med Syge, alle Køretøjer bruges til de Såredes Transport, Gaderne vrimler af disse rædselsfulde Befordringer, disse djævelske Kasser, thi de Kvaler, som de er fyldte med, er sandelig at sammenligne med Helvedes Pine. Der ligger de imellem hverandre - Officerer, Underofficerer og Menige - så bedækkede med Blod, Støv og Smuds, at man ikke kan kende dem, med Sår, for hvilke der ikke gives menneskelig Hjælp; de udstøder Skrig og Jammerklager, der ikke lyder, som om de kom fra Mennesker, og alligevel er de, der kan skrige, ikke de ulykkeligste -«

»Der dør vel mange undervejs?«

»Naturligvis. Eller når. de skal tages af Vognene og lægges ind i et allerede overfyldt Rum; der udånder de tit ganske stille, men mange også i vild, rasende Dødskamp med Forbandelser, der får Hårene til at rejse sig på ens Hoved. Den engelske Mr. Triming har sagtens hørt slige Forbandelser, thi han gjorde Genèveerkonventionen følgende Forslag: Når en Sårets Tilstand viser sig at være aldeles håbløs, ville det da ikke være det bedste, om man efter at have budt ham Religionens Trøst, om han da er ved sin Bevidsthed og kan modtage den - på den mindst smerte fulde Måde gjorde Ende på hans Dødskamp? På den Måde forhindrede man, at han måske en Time efter døde aldeles sindsforvirret og med de grueligste Bespottelser på Læberne.«

»Hvor det var ukristeligt!« udbrød Fru Simon.

»Hvilket? Nådestødet?«

»Nej, men den Anskuelse, at et til Døden pint Menneskes Ord kunne skade hans Sjæl - så uretfærdig er de Kristnes Gud da ikke, og han vil nok i Nåde se til hver en falden Kriger. Muhamed lavede Paradiset til hver den, som slog en Kristen ihjel. Tro mig, Fru Simon, alle de Guddomme, som Menneskene anråber, når de vil slå hinanden ihjel, de er vist både blinde og døve. Menneskene har ingen Fjender eller Venner udenfor sig selv - de er -«

»Å, Doktor,« afbrød Fru Simon ham.

»Se der, det røde Flammeskær på Himlen; det er bestemt igen en Landsby, der brænder.«

Jeg åbnede øjnene og så det røde Skær.

»Nej,« sagde Doktor Bresser, »det er kun Månen, der står op.«

Jeg forsøgte at indtage en bekvemmere Stilling og rettede mig lidt op. Nu ville jeg ikke mere lukke øjnene, den sælsomme, halvvågne Tilstand, i hvilken min Indbildningskraft foregøglede mig alle disse Rædselsbilleder, den var aItfor pinefuld. Så ville jeg hellere tale med de andre for at blive fri for mine egne Tanker.

Men nu tav de stille. De så begge hen imod det Sted, hvor Månen stod op, og efter en kort Stunds Forløb lukkede mine trætte øjne sig igen. Denne Gang sov jeg virkelig. I det Sekund jeg mærkede, at jeg faldt i Søvn, da jeg føltft, at jeg gled over i Ubevidsthedens Tåge, overvældedes jeg af en sådan Tilintetgøreisens Fryd, at endog Søvnens Broder, Døden, i dette øjeblik ville have været mig velkommen. Jeg kan ikke sige, hvorlænge jeg havde sovet, da jeg vækkedes af en kvælende, pestagtig Stank.

»Hvad er det?« råbte vi alle tre på en Gang.

Vognen gjorde en Svingning og vi fik straks Svar på vort Spørgsmål. Månen skinnede klart på en hvid Kirkegårdsmur. Den måtte have tjent til Brystværn, thi ved Foden af den lå Lig i Dynger. Den Lugt, der havde revet mig ud af Søvnens Arme, steg op fra de Halvforrådnedes Legemer. Da vi kørte forbi, hævede en tæt Sværm Krager og Ravne sig, kredsede skrigende over vore Hoveder; men snart dalede de ned igen og fortsatte deres afbrudte Måltid.

»Frederik, Frederik -!«

»Baronesse, Deres Mand har ikke været her.«

Kusken drev Hestene frem for at komme bort fra den forpestede Luft. Vognen raslede og skumplede af Sted, som om vi var på Flugt. J eg troede, vi kørte løbsk og rystede af Angst. Med begge Hænder klamrede jeg mig fast til Bressers Arm; men jeg måtte vende Hovedet og se tilbage. Var det Månens skuffende Lys eller var det Ådselsfuglene, der sloges om deres Bytte. Jeg syntes, de Døde rejste sig, strakte Armene ud og ville forfølge os.

- Jeg ville skrige, men fik ikke en Lyd frem.

Vejen gjorde en stor Krumning.

»Så, her er det! Nu er vi i Horonevas,« hørte jeg Doktoren sige, og han bad Kusken standse.

»Hvad skal vi dog gøre med Fruen,« sagde Fru Simon i en klagende Tone. »Hun vil være os til stor Ulejlighed og ikke til mindste Hjælp.«

»Jeg samlede alle mine Kræfter.

»Nej, nej, nu er jeg bedre; jeg skal nok hjælpe.«

Vi holdt foran Slottets Port midt i Landsbyen.

»Lad os begynde med at se, hvad her er at gøre,« sagde Doktoren. »Beboerne er borte; der skal være lagt Beslag på hvert et Værelse og det hele er taget til Lazaret lige fra Kælder til Loft.

Vi steg ud; jeg kunne næppe holde mig på Benene.

»Fremad,« sagde Fru Simon. »Har vi alle vore Sager? Jeg har i min Kuffert en Del Forbindingssager.«

»Jeg har også Oplivningsmidler og Charpi.«

»Og jeg har Instrumenter og Medicin,« tilføjede Bresser. To Soldater fik Ordre til at bære vore Sager.

Vi trådte ind i Slottet. Dumpe Støn lød rundtom - overalt var der Mørke.

»Lys, men så lad os dog først og fremmest få Lys,« udbrød Fru Simon.

Og se! Alt havde vi taget med i Chokolade, Kødekstrakt, Cigarer, Lærredsbind m. m., men på Lys havde ingen tænkt. Der gaves ingen Mulighed for at oplyse det Gravmørke, i hvilket de Ulykkelige lå. Kun en Æske Tændstikker, som Doktoren havde i Lommen, hjalp os til i et kort øjeblik at se de Skrækkebilleder, der opfyldte disse Elendighedens Huler. Foden gled i slibrigt Blod, når man gjorde et Skridt frem eller tilbage.

Hvad skulle vi gribe til? Mellem de Hundreder af fortvivlede Mennesker, som her lå og sukkede og stønnede, stod nogle endnu ligeså fortvivlede og jamrede med. Hvad nu, hvad skal vi gribe til?

»Jeg vil Opsøge Præstegården,« sagde Fru Simon tilsidst, »eller se at få Hjælp et Sted i Landsbyen. Kære Doktor, lys mig hen til Udgangen med Deres Tændstikker, og bliv De her imens, Fru Martha.«

Her alene i Mørket, mellem disse jamrende og klagende Væsener i den skrækkelige kvælende Lugt! Det gøs i mig, men jeg gjorde ingen Indvendinger.

»Ja,« svarede jeg, »så bliver jeg her, indtil De kommer med Lys.«

»Nej, på ingen Mådel« udbrød Bresser og trak min Arm ind til sig. »De kan umulig være alene i Mørket mellem alle disse febergale Mennesker.«

Jeg var fuld af Taknemlighed for Doktorens Omtanke, og jeg klamrede mig fast til ham. Jeg tror, jeg var bleven gal, hvis jeg var blevet tilbage mellem de Sårede. Hvilken elendig, hjælpeløs Skabning var jeg dog ikke, og aldeles ikke voksen de Besværligheder, jeg havde påtaget mig. Hvorfor var jeg dog ikke hellere blevet hjemme, når jeg var så unyttig? Men Frederik? Der var dog en Mulighed for, at jeg fandt ham. Måske lå han netop her i Mørket? Da vi famlede os frem hen imod Udgangen, råbte jeg flere Gange hans Navn, men det Svar, jeg håbede og frygtede, kom ikke.

Vognen holdt endnu udenfor. Doktor Bresser hjalp mig op i den og sagde, at jeg skulle blive siddende ganske rolig, så ville han og Fru Simon gå hen til Landsbyen. Det ville jeg gerne; thi Benene kunne næsten ikke bære mig. Doktoren hjalp mig op. To Soldater blev hos mig og to gik med Doktoren og Fru Simon.

Efter en halv Times Forløb kom de atter tilbage uden at have opnået det ringeste. Præstegården var ødelagt såvel som alle de andre Huse i Landsbyen, ikke et Lys var til at opdrive noget Steds. Her var kun et at gøre: tålmodigt at vente på Dagens Frembrud.

Hvor mange af de Ulykkelige ville vor Grusomhed vel koste Livet? Det var en lang, en forfærdelig Nat.

Endelig dæmrede Morgenen. Nu kunne vi skride til Handling. Fru Simon og Bresser gik påny til Landsbyen og efter en Del Besvæt lykkedes det dem virkelig at opdrive et Par af de tilbageblevne Beboere. Fra Brandtomterne krøb nogle Bønder frem; først var de studse og mistroiske, men da Bresser tiltalte dem på deres Modersmål og Fru Simons blide Røst stemte i med, lod de sig bevæge til at hjælpe os. Det gjaldt fremfor alt om at få Folk, der kunne begrave de Døde, sætte Brøndene i Stand og lede efter Kedler og andet Husgeråd, tømme de Dødes Tornystre og få Linned til de Sårede.

Nu kom en prøjsisk Læge med Folk og Hjælpemidler, så det så endelig ud, som kunne de ulykkelige få Hjælp og Lindring. Jeg nærmede mig nu den Stund, hvor jeg måske skulle gense den, for hvis Skyld jeg havde foretaget denne usalige Rejse, og den Tanke bragte mig til at samle de få Kræfter, jeg endnu havde tilbage.

Fru Simon og Stabslægen gik først op på Slottet, hvor de fleste Sårede lå. Doktor Bresser ville afsøge Brandtomterne, og jeg bad om Tilladelse til at måtte gå med ham. Bresser havde nemlig allerede overtydet sig om, at Frederik ikke befandt sig på Slottet.

Vi havde næppe gået nogle Hundrede Skridt, før høje Klageskrig nåede mine ører. De kom fra den lille Kirke, hvor vi straks gik ind. Over hundrede Mennesker lå på det hårde Flisegulv, hårdt sårede, forfærdeligt lemlæstede. Med feberglødende øjne og vanvittige Miner jamrede de efter Vand; allerede på Dørtærskelen var jeg ved at segne om, men ind måtte jeg. Jeg måtte gå Rækkerne igennem, Frederik kunne jo være der.

Han var der ikke. Bresser og hans Folk tog fat og hjalp de Ulykkelige efter bedste Evne. Hvad mig angår, da var jeg ved at besvime og støttede mig op til Alteret for ikke at falde; derfra betragtede jeg dette jammers Billede med en usigelig Gru.

Dette var Guds Hus, den alkærlige Guds Tempel; rundt om stod de undergørende Helgener med foldede Hænder og Glorie strålende i gylden Glans.

»Å, hav Barmhjertighed, giv os en Dråbe Vand! Du evige Guds Moder!« bad en Soldat; det havde han sagtens i timevis eller i Dage sagt til delt døve, brogede Billede! Åh, I elendige Mennesker, før I selv lyder Kærlighedens Bud, som Gud har nedlagt i Eders Hjerter, vil! forgæves anråbe hans Nåde; sålænge Eders Grusomhed påfører os Krige, har I intet at håbe af den himmelske Barmhjertighed.

Ak, hvad har jeg ikke måttet se og høre i disse skrækkelige Dage! Det var jo ikke det letteste og det jeg helst ville, slet intet at fortælle af alt det grufulde. Man lukker øjnene, vender sig bort, når man møder noget altfor græsseligt; men Hukommelsen har jo også Evne til den Slags Udelukkelser. Man kan jo dog intet gøre. Sket er sket og kan ikke ændres. Hvorfor skal man så pine sig selv og andre med at tale om og rippe op i noget så gyseligt? Hvorfor? Det skal jeg senere sige. Nu siger jeg kitIn: Jeg må tale.

Og jeg vil ikke indskrænke mig til at gengive mine egne Oplevelser; jeg vil, så nøjagtig jeg kan, meddele, hvad jeg hørte af Fru Simon, Doktor Bresser og den sachsiske Direktør for Felthospitalet, Doktor Neundorff.

Helvede havde Filialer flere Steder end i Horonevas; i Svetti, i Havdeck, i Prablur, i Pardubitz, overalt var der Sårede, der kun længtes efter en snarlig Ende på deres Kvaler. Mange havde kun den blodige Skjorte på, så man vidste ikke, hvor de hørte hen. Alle de, der endnu havde en Rest af Liv i sig, skreg på Vand og på Brød, medens de vred sig i Smerter, eller som en Velgerning bad om a:t blive givet Nådestødet.

Doktor Brauer skriver fra Rasznitz:

Dette Sted vil jeg aldrig nogen Sinde glemme, det vil stå for mit Blik indtil min sidste Time. - Jeg blev sendt hertil af Johannitterne seks Dage efter det morderiske Slag med Rasznitz, hvor der endnu den Dag i Dag hersker den største Elendighed, man kan fremstille sig. Jeg fandt der R. tilligemed sekshundrede og halvtredsSårede, der lå her uden Forplejnmg i usle Lader og Staldrum mellem døde og døende, og for de flestes Vedkommende havae denne Tilstand varet i flere Døgn. Her var det, at jeg ved den faldne Oberst F.s Grav blev så overvældet af Smerte, at jeg en hel Time græd hede Tårer og ikke med. min bedste Vilje formåede at fatte mig. Skønt jeg som Læge er vant til Synet af megen menneskelig Elendighed og jeg i min Stand må beherske mig ved enhver Lejlighed, så var det, jeg så her, dog mere, end jeg kunne udholde. Det var også her i Rasznitz, at jeg efter i to Dage at have anstrengt mig til det yderste, kom til den Erkendelse, at vi overfor et sådant Overmål af Elendighed var magtesløse; jeg tabte Modet og hørte op med at forbinde.

»I hvilken Tilstand var ikke alle disse Hundreder af Mennesker,« skriver Doktor Neundorff. »Det er næsten umuligt med Ord at beskrive dem. 1 de åbne Sår sad Sværme af Myg og Fluer. øjnene skinnede i Feber! Kappe, Skjorte, Bukser, Kød og Blod dannede en modbydelig Blanding. Mange var fulde af Orm og en rædsom Stank opfyldte hvert eneste Rum. Alle Folkene lå på den bare Jord, kun enkelte havde en Smule Halm, som kunne støtte deres stakkels lemlæstede Krop. Nogle Steder var Jordbunden fugtig og leret, så de sank dybt ned i den, og Kraft havde de ikke til atter at arbejde sig op; alle var så bedækkede med Smuds og Uhumskhed, at det trodser enhver Beskrivelse.«

»I Maslored,« fortælle! Fru Simon, »lå syv Hundrede Sårede otte Dage efter Slaget - syv Hundrede, og der var kun Plads til halvtredsindstyve. Deres Kvaler og deres forladte Hjælpeløshed var himmelskrigende. Disse Mennesker havde ligget her i otte Dage, deres Sår var enten slet ikke forbundne eller dårlig passede. De var bragt derhen lige efter Slaget, kunne ikke røre sig af Stedet, havde fået aldeles utilstrækkelige Næringsmidler og næsten intet Vand. På et Sted lå halvfjerdsindstyve Ulykkelige. Knuste Lemmer rådnede bort, Ansigterne var bedækket med størknet Blod og uformeligt hovnede og oprevne. Tæt op til de Levende lå Lig, der allerede vrimlede af Orme. Andre lå på et Leje, der var nær ved at gå i Forrådnelse af Blod og Urenlighed; således havde de tilbragt Døgn efter Døgn. Det var nærmest levende Lig alle til Hobe; gennem de krampagtigt rystende Lemmer bevægede en forgiftet Blodstrøm sig kun langsomt. Og dog var de ikke døde, men nærede Håb om Helbredelse kunne de ikke. Jeg ved ikke, hvad der er mest forbavsende,« tilføjede Fru Simon, »enten den menneskelige Naturs utrolige Sejghed, den Livskraft, der modstår en sådan Sum af Lidelser, eller den Tilstand af Forladthed, i hvilken disse Sårede befandt sig.«

Efter min Mening var det noget andet, der måtte vække den højeste Forbavselse, det nemlig, at Mennesker kan handle således mod hverandre, at Mennesker, der har været Vidne til denne gyselige Elendighed, ikke synker ned på deres Knæ og sværger den dyreste Ed på at bekæmpe al Krig, at de ikke, når de er Kejser eller Konge, slænger Sværdet fra sig, og når de ikke er i Besiddelse af en sådan Magt, at de da ikke ofrer hele deres fremtidige Liv, hvert et Ord, de siger, hver en Tanke, de føder, at de ikke i Handel og Vandel, i Visheden og Tragten arbejder for at nå dette ene MåI: »Ned med Våbnenel«

Fru Simon - hun kaldtes »Lazaretternes Moder« - var en stor Sjæl, en Helt! mange Uger havde hun båret Trængsler og Farer og de største Besværligheder blot for at hjælpe. Hun havde reddet Soldater i Hundredevis. Dag og Nat arbejdede, virkede og styrede hun. Snart udførte hun det groveste Arbejde ved Sygesengen, snart anordnede hun Transporten og rekvirerede Levnedsmidler. Så såre hun på et Sted havde skaffet den Hjælp, der kunne ydes, ilede hun, uden at tænke på Hvile, til et andet, hvor man trængte til hendes styrende Hånd; hun fik en righoldig Sending fra Dresden og bragte den, trods alle mulige Farer og Hindringer, selv hen, hvor Elendigheden var størst; det var hende, der stod for den patriotiske Hjælpeforenings böhmiske Afdeling og indtog en Stilling, der svarede til Florenee Nightingale på Krim.

Og jeg! Nedbrudt, fortvivlet, overvældet af Smerte og Væmmelse. Intet kunne jeg gøre; intet udrette, jeg var fuldstændig udygtig til ethvert nyttigt Arbejde.

Allerede i Kirken, første Gang min Bistand fordredes, besvimede jeg og hindrede Doktor Bresser i hans Arbejde. Så kom jeg til mig selv igen og slæbte mig ud i fri Luft. Lidt efter gik jeg møjsommelig ved hans Side nogle Skridt hen til en Lade, der frembød det samme Billede, som Fru Simon havde beskrevet.

I Kirken var der så megen Plads, at de Sårede i det mindste kunne ligge ved Siden af hinanden, men her lå de i Dynger, i Kirken var der dog nogle, der tog sig af de Syge - sagtens et Sanitetskorps på Gennemmarch - og ydede dem en Smule Lindring - her lå lutter kravlende, jamrende, halvforrådnede Menneskerester. Væmmelse, kvælende Væmmelse, greb mig, Vejret gik fra mig, den bitreste Jammer fyldte min Sjæl, det var mig, som skulle mit Hjerte briste, og jeg udstødte et hvinende Skrig. Dette Skrig er det sidste, jeg mindes, så blev det Nat og Mørke omkring mig.

Da jeg atter vågnede til Besindelse, sad jeg i en Jernbanekupe. Doktor Bresser var hos mig. Da han så, jeg åbnede øjnene og stirrede forbavset omkring mig, greb han min Hånd.

»Ja, ja, Fru Martha,« sagde han, »De drømmer ikke, De sidder i en anden Klasses Waggon og rejser i Selskab med nogle sårede Officerer til Wien.« Doktoren havde bragt en Del Sårede fra Horonevas til Königinhof, og nu førte han en anden Transport til Wien. Jeg, der i dobbelt Forstand var afmægtig, havde han fået med. Jeg var jo ikke til andet end Byrde og Besvær, så Fru Simon var glad ved at blive mig kvit.

Men Frederik havde jeg ikke fundet. Jeg var blevet sindsforvirret, om jeg havde fundet ham blandt nogen af disse ulykkelige. Måske lå der nu Brev hjemme til mig. Den blotte Tanke på denne Mulighed var Balsam for min sårede Sjæl. Ja, såret og syg var jeg i mit Inderste. Kunde jeg nogen Sinde blive glad mere, hvis jeg traf Frederik frisk og rask, hvis jeg i mange År fik den Glæde at leve sammen med min Kære? Kunde jeg nogen Sinde komme over denne Rystelse? Var det muligt nogen Sinde at glemme disse umenneskelige Lidelser, som Menneskene påfører hinanden? Doktor Bresser gav mig et Sovepulver, så jeg sov næsten uafbrudt, lige til jeg kom til Jernbanestationen, hvor min Fader stod for at hente mig. Doktor Bresser, der tænkte på alt, havde telegraferet til Grumitz. Papa omfavnede mig tavs, heller ikke jeg kunne sige et Ord.

»Hvorledes skal jeg dog takke Dem, Hr. Doktor? Havde De ikke taget Dem af vor lille forrykte, så --«

»Jeg må skynde mig,« sagde han. »Jeg har Tjeneste. Deres Datter er meget rystet. Gør hende hverken Bebrejdelser eller SpørgsmåI. Få hende bare i Seng -- Orangevand og Hvile. Farvel.«

Og borte var han med det samme. Fader tog min Arm i sin og førte mig forbi den lange Række Ambulancevogne. Jeg turde ikke spørge, om de havde hørt noget fra Frederik. Jeg åbnede Munden flere Gange, men kunne ikke få Ordet frem. Endelig efter lang Tids Tavshed fik jeg sagt:

»Har! hørt noget fra Frederik?«

»Ikke da jeg rejste i Går Aftes. Måske der nu er kommet Brev hjem. Jo, du har såmænd sat os i en dejlig Angst. At tænke sig, at du rejser til Valpladsen, til disse afskyelige Fjender, der bærer sig ad som Vilde. Denne Spidskuglesejr har gjort dem ga)e, og dette Landeværn består jo ikke af ordentlig disciplinerede Soldater. Hvordan kunne du, en Kvinde, rejse derhen? Nå, jeg skal ikke sige noget, Doktoren har jo sagt, jeg må ikke gøre dig Bebrejdelser.«

»Hvorledes har Rudolf det?«

»Han skriger og hyler og leder hele Huset rundt efter dig og vil slet ikke tro, at du er rejst uden at sige ham Farvel. Og du spørger ikke efter de andre, efter Lily og Rosa, efter Otto og Tante Marie. Bryder du dig ikke det mindste om dem? Føler du ikke Deltagelse for andre?«

»Hvorledes har du det? Har Konrad skrevet?«

»De har det godt allesammen. Går fik Lily Brev fra Konrad; han er ikke såret, så Lily er lyksalig. Nu kan du tro, vi hører også snart fra Tilling. Politiken derimod går det galt med -- du har vel hørt om den store uykke?«

»Hvilken? Jeg har ikke i al denne Tid hørt eller set andet end ulykke?«

»Jeg mener Venedig. Vort skønne Venedig er kastet bort til denne intrigante Napoleon! Og det efter den glimrende Sejr ved Custozza. I Stedet for at få Lombardiet tilbage mistede vi Venedig. Ja, så er vi jo færdig i Syden og er bleven Venner med Louis Napoleon, nu kan vi med al vor Kraft vende os mod Prøjsen og tage Hævn for Sodova. Benedeck har begået store Fejl. Overbefalingen skal nu overtages af Sydanneens sejrrige Feltherre. Hvorfor svarer du ikke? Du er da - det er sandt, Bresser forlangte, du skulle have Ro. Ja, ja, du, så tier vi stille.«

Efter en to Timers Køretur var vi i Grumitz.

Begge mine Søstre styrtede ud i Slotsgården, da Vognen kørte ind ad Porten.

»Martha, Martha,« råbte de, »han er her.«

»Han er her -.« »Hvem?« - Frederik, din Mand!«

Ja, således var det. Dagen i Forvejen var Frederik sent om Aftenen kommet med en Sygetransport fra Böhmen over Wien. Han havde fået en Kugle i Benet. Såret gjorde ham fuldstændig til Invalid, men var ikke farligt.

Selv Glæden kan dog undertiden være vanskelig at bære. Da jeg så fuldstændig uforberedt hørte mine Søstres Tilråb: »Han er kommen,« besvimede jeg straks.

Jeg blev båret ind i Slottet og blev lagt i Seng. I flere Timer lå jeg nu halvt sovende og halvt i Feber. Da jeg endelig kom til mig selv og så, at jeg lå i min Seng i Grumitz, troede jeg, at alt det, jeg havde oplevet, var en forfærdelig Drøm, og at jeg aldeles ikke havde været borte fra Grumitz. Bressers Brev, mine Oplevelser i Böhmen, Frederiks Hjemkomst - dette måtte være en Drøm altsammen.

Jeg så op - min Kammerpige stod ved Sengen.

»Er Badet færdigt? Jeg vil stå op.« Tante Marie styrtede frem fra en Krog i Værelset.

»Å, Martha, arme Barn. Gud være lovet og takket, at du har din Bevidsthed igen. Ja, kom du kun i Bad. Det vil gøre godt, når man er så smudsig af Jernbanestøv, som du nu er -«

»Jernbanestøv - hvad mener du?«

»Skynd dig bare at blive færdig. Frederik forgår af Utålmodighed.« »Frederik - min Frederik.«

Hvor ofte havde jeg ikke i de sidste Dage fortvivlet råbt hans Navn; men nu var det et Jubelskrig. Nu forstod jeg det hele, det var ingen Drøm: jeg var kommen tilbage, og min Mand, Frederik, var hjemme. Et Kvarter senere trådte jeg ind til ham. Alene.

Jeg ville ingen have med mig derind. Der måtte ikke nogen Trediemand være til Stede ved vort Møde.

»Frederikl« - »Martha!« Jeg styrtede hen til Sengen og lå hulkende ved hans Bryst. - - -

Det var anden Gang, at min elskede Mand kom frelst hjem fra Krigen.

Hvilken Salighed var det ikke atter at have ham hos mig. Hvorledes kunne jeg dog nyde så stor en Lykke, når Tusinder rundt omkring mig begræder deres kæres Død. Hvor lykkelige er de ikke, som under sådanne Omstændigheder kan hæve deres øjne mod Himlen og takke Gud for hans store Miskundhed. Nej; selv Gensynets Henrykkelse kunne ikke udslette den store Følelse af Smerte og Afsky, som opfyldte min Sjæl. Jeg kunne ikke hjælpe, mine Kræfter strakte ikke til at lindre og lette; jeg kunne blot føle Medlidenhed.

»Å, Frederik, Frederik,« gentog jeg under Tårer og Kærtegn. »Gudskelov, at jeg har dig igen.«

»Og du ville altså finde mig og pleje mig. Hvor det var modigt, men uklogt, du kære, elskede Martha.«

»Uklogt, ja, det indser jeg nu. Den kaldende Røst, jeg hørte, var jo kun Overtro. Modigt, nej. Hvis du vidste, hvor elendigt fejgt jeg opførte mig, da jeg stod Ansigt til Ansigt med Ulykken. Jeg kunne ikke have hjulpet nogen anden end dig. Jeg har set Rædsler, som jeg aldrig kan glemme. Hvor kan man dog ødelægge vor skønne Verden på den Måde?«

»Jeg har også set noget så afskyeligt, at jeg aldrig glemmer det. Tænk dig, ved Sodova kom ved en Kavalerifægtning en ung Officer styrtende imod mig med opløftet Klinge.

Det var Godtfred von Tessow -«

»Tante Komelias Søn? -«

»Ja, han kendte mig straks og sænkede Våbnet.«

»Han handlede altså mod sin Pligt - skånede Kongens og Fædrelandets Fjende, fordi det tilfældigvis var en kær Slægtning ---?«

»Den stakkels Dreng!! samme øjeblik han lod Klingen falde, susede en Sabel over hans Hoved. Min Sidemand, en ung Løjtnant, ville beskytte sin Oberstløjtnant, og -«

»Dræbte ham,« hviskede jeg. Han nikkede tavs.

»Mama! Mama!« Døren reves op, og Rudolf stormede ind, fulgt af min Søster Lily.

I må ikke være vrede, fordi jeg forstyrrer Jer, men Rudolf ville absolut ind til Mama.«

Jeg kyssede min Dreng og kælede for ham - å, den stakkels, stakkels Tante Komelia.

Samme Dag telegraferede vi til Wien efter en Kirurg, der kom og forbandt Frederiks Fod. Seks Ugers absolut Ro var nødvendig, men så ville han også være fuldstændig rask. Vi var nu begge enige om, at Frederik skulle forlade Tjenesten. Planen kunne dog først iværksættes, når Krigen var til Ende. Forøvrigt skulle man tro, den var det. Efter Afståelsen af Venedig var den italienske Konflikt ordnet, Napoleons Venskab vundet og ved hans Hjælp var det muligt at opnå en nogenlunde fordelagtig Fred med den nordiske Sejrherre. Vor Kejser ønskede selv at få en Ende på det ulykkelige Felttog og ville ikke udsætte sin Hovedstad for en Belejring. De prøjsiske Sejre i det øvrige Tyskland, ligesom også deres Indtog i Frankfurt am Main den 10. Juli, angav Modstanden med en vis Glans, der også i vort Land tiltvang sig Beundring og vakte en Slags Tro på, at Prøjsen i dens Sejrvindinger udførte en historisk Mission. Ordet »Våbenstilstand«, »Fred« var nu en Gang faldet, og da kunne man nok gøre Regning på, det blev til Alvor, ligesom man i de Tider, hvor der trues med Krig, kan være sikker på, den nok vil bryde ud. Selv Papa indrømmede nu, at under de nuværende Omstændigheder, så var det tilrådeligt at få Ende på Fjendtlighederne. Hæren var svækket, Tændnålgeværets Overlegenhed måtte anerkendes, og de fjendtlige Troppers Fremrykning mod Hovedstaden, Wiens Belejring og måske også Grumitz ødelæggelse var Muligheder, som ikke tog sig synderlig tiltalende ud, selv ikke for min kamplystne Hr. Papa. Hans Tillid til de Østrigske Troppers Uovervindelighed var dog rokket ved Kendsgerningen, og den menneskelige Ånd er nu en Gang tilbøjelig til at tro, at Begivenhederne optræder rækkevis, at der på Held følger Held, på Ulykke atter Ulykke. Bedst ville det da være at standse i Ulykkernes Rækkefølge. Oprejsningen og Hævnens Tid ville nok komme.

Vi fik et Brev fra Tante Komelia, i hvilket hun i rørende Ord skildrer sin store Angst for, at noget ondt skal tilstøde hendes eneste Bam - arme, arme Tante, hvor Frederik og jeg græd over det Brev. Når vi sad sammen om Aftenen, fordrev vi aldrig Tiden med Sang, Latter og munter Passiar - nej, Talen gled altid hen på Sorg og Død. Alle hjemme var vrede på mig, fordi jeg var rejst til Krigsskuepladsen; men alle ville de gerne høre om mine Oplevelser - Rosa sværmede for Fru Simon og forsikrede hende, at hun ville være Sygeplejerske, hvis Krigen vedvarede.

»Fruentimmerne har ingen Tmg i Krigen at gøre - det vil sige med Undtagelse af Marketenderskerne og de barmhjertige Søstre. Tag blot Eksempel af Martha, hvor uduelig var hun ikke, hun var naturligvis kun til Besvær. Din Mand skulle ordentlig læse dig Teksten for den Streg, - at du også kunne få så forrykt et Indfald.«

Frederik klappede mig blot og svarede:

»Ja, GaIskab var det; men en slig Galskab er dog langt smukkere end den kolde Fornuft.«

Når jeg talte åbent om de Ting, jeg havde set og hørt, afbrød Papa og Tante Marie mig stadig: »Hvor kan du sige noget saå. afskyeligt - du, en fin Kvinde?«

Og da jeg en Aften talte om de Ulykkelige, der i Mandsmodets og ,Mandsærens Navn drager i Krig og som vender tilbage, for evigt, berøvet deres Manddom

»Martha, Martha dog, for Guds Skyld, husk dog på de unge Piger!« stønnede Tante Marie dybt rystet.

Da tabte jeg Tålmodigheden.

»Hvor jeg hader Eders Snerperi, Eders usle Velanstændighed! lader roligt alle mulige Rædsler foregå for Eders øjne, men der må ikke tales om det. Vi skal brodere Faner, men må ikke vide noget om det Blod og de Rædsler, hvorover de skal vaje. De unge Piger skal love Soldaten Kærlighed som Belønning for hans Tapperhed, men de må ikke ane, at Krigen ofte berøver dem Evnen til at modtage denne Kærlighed - Drab og Mord er ikke afskrækkende Ord for Jer - velopdragne Damer; men rødmer, blot man nævner Livets Forplantning. Å, I dyrker en grusom Moral, og grusomme og fejge er I. I lukker øjnene for alt, som gør ondt - tag dog en Gang Mod til Jer, se Elendigheden i øjnene og hjælp til at udrydde -«

»Bliv nu ikke så heftig - om vi end tænker og taler aldrig så meget, kan vi dog ikke udrydde al Jordlivets Elendighed - Jorden skal jo være en Jammerdal, og det bliver den altid ved at være.«

»Nej, det bliver den ikke.«

Denne Gang ville jeg dog beholde det sidste Ord.

»Du skal bare se, at de snart går hen og slutter Fred,« klagede Otto en Dag.

Vi sad allesammen omkring Bordet - Frederik lå på en Chaiselongue i Nærheden - Bladene var kommen og vi havde i dem læst Efterretningerne om, at Benedeck var kommen til Böhmen, sandsynligvis med det Hverv at indlede Fredsunderhandlingerne.

Og der var intet, min lille Broder frygtede, som han frygtede Fred. I hans øjne ville det være forfærdeligt, om der blev en Afslutning på Krigen, inden han selv havde været med til at jage Fjenden ud af Landet. Til Wiener-Neustads var der nemlig indløbet Efterretning om, at i Fald Fjendtlighederne atter optoges, skulle de ganske unge Officerer, ja, selv Kadetterne, træde i aktiv Tjeneste. Og denne Udsigt satte de unge Helte i en sand Henrykkelsestilstand.

Fra Akademiet og i Krig - hvilken Lykke: Akkurat således glæder en Skolepige sig til sit første Bal; hun har lært at danse og længes efter i Festdragt at vise sin Færdighed han imødeser med samme Utålmodighed øjeblikket, da han skal stille sin smukke Uniform til Skue og under Kanonernes Torden danse den første Kotillon.

Fader var lykkelig over sin Yndlings krigerske Iver.

»Vær kun rolig, min tapre Dreng,« sagde han beroligende til Otto og klappede ham på Skulderen, »du har et langt Liv for dig - kan du ikke komme med i År, så kommer du nok til næste År; så går det sikkert løs igen.« Jeg sagde intet. Efter min sidste Kamp med Tante Marie søgte jeg, efter Frederiks Råd, så meget som muligt at undgå disse ørkesløse Trætter angående Krig. Det førte ikke til andet end Bitterhed, og mit Had til og Foragt for Krig var vokset i den Grad, at jeg følte hvert undskyldende eller rørende Ord om den som en personlig Krænkelse. Frederik og jeg var enige om, at han skulle tage sin Afsked og at Rudolf ikke skulle opdrages i nogen militær Opdragelsesanstalt. Jeg adspurgte en Gang min Broder om Undervisningsmåden og om, hvordan Krig opfattedes der, hvor han havde fået sin Opdragelse.

Af hans Svar forstod jeg, at Krigen betragtedes som et nødvendigt Onde (dog som et Onde - formodentlig Tidsåndens Indflydelse), men tillige som noget, der hos Mennesket vækker de højeste Dyder, det vil sige: Mod, Forsagelse, Offervillighed, og først og fremmest som det vigtigste Led i Kulturens Udvikling; ErobrerneAleksander, Cæsar, Napoleon, fremførtes som de skønneste Eksempler på, hvad menneskelig Storhed kan opvise; Krigens Fordele og heldige Resultater, understregedes på det kraftigste, mens man i Tavshed forbigår de Ulykker, den uundgåelig drager efter sig; nå, i min Skoletid lærte vi akkurat det samme, derved havde jeg jo fået en så grænseløs Beundring for de Lavrbær, man vandt på Valpladsen. Selv havde jeg jo sørget over, at jeg ikke som Drengene kunne gå med, hvorfor skulle jeg da nu forarges over, at min unge Broder nærede en Overbevisning, der var en naturlig Følge af hele hans Udvikling og Opdragelse.

Derfor tog jeg heller ikke til Genmæle, men fortsatte ganske roligt min Læsning - det var som sædvanlig en Avis, fyldt med Krigsberetninger.

Her står en Korrespondance fra en Læge, der var med på vore Troppers Tilbagetog ... skal jeg læse højt?« spurgte jeg.

»Tilbagetog!« råbte Otto, »nej, det vil jeg ikke høre noget om; var det om Fjendens Tilbagetog, ja, så var det en anden Sag.«

»Det forbavser mig,« sagde Frederik, »at nogen skriver om Flugt, det plejer Deltagerne gerne at tie stille med.«

»Du har ikke Lov til at kalde et ordnet Tilbagetog for Flugt,« indvendte Fader, »i Året 49 ved Radetzky gjorde vi en Gang - - -«

Jeg kendte Historien for godt til at kunne udholde at høre den endnu en Gang og afbrød ham derfor med de Ord:

»Beretningen er indsendt til et medicinsk Ugeblad og ikke bestemt for militære Kredse. Hør nu -!«

Og uden at spørge om Tilladelse begyndte jeg at læse: »Omtrent ved Firetiden begyndte vore Tropper at trække sig tilbage. Vi Læger var fuldt optagne med at amputere og forbinde. Med et sprængte Kavaleriet løs på os, stormede rundt om os over Højder og Marker. Mange styrtede og trampedes ihjel af Hestene. Vognene væltede og knuste Fodfolket. Vi splittedes ad til alle Kanter.

»Frels Jer, som! kan bedst,« råbtes der til os. Midt i Skriget og Skrålen lød Kanonernes Drøn og Granatstumper faldt ned imellem os. Vi blev revne med; at gøre Modstand var umuligt; vi anede ikke, hvor vi dreves hen i den ville Flugt. Jeg troede, min sidste Time var kommen - min gamle Moder, - min Elskede - lev vel begge to! ... Pludselig stod vi ved et Vand; til højre en Jernbanedæmning, til venstre en Hulvej, fuld af Rekvisitions- og Sygevogne, bag os en uoverskuelig Masse Ryttere. Vi vadede over Vandet. Nu kom der Ordre til at overskære Skaglerne, se til at redde Hestene og lade Vognene i Stikken. Også Sygevognene? Ja, dem også. Vi Fodgængere var Fortvivlelsen nær, flere Gange vadede vi i Vand til højt over Knæerne, stadig i Angst for at drukne eller blive skudt ned. Tilsidst nåede vi en Banegård, der var barrikaderet. En hel Del brød gennem Barrikaden, andre sprang over den; med omtrent Tusinde Infanterister løb jeg bag om den. Nu kom vi til en Flod, vadede over, sprang over fældede Træer og nåede henimod Klokken et om N atten til en lille Skov, hvor vi, halvdøde af Udmattelse og rystende af Feber, segnede om på Jorden.

Klokken tre marcherede vi videre, drivende af Vand, skælvende af Kulde, det vil sige, det var kun en Del af os, der kunne fortsætte Marchen. Resten blev liggende for at dø der, hvor de var faldne om. Alle Landsbyerne lå forladte, ingen Mennesker, ingen Levnedsmidler, ikke en Drik var at op drive noget Steds. Luften var forpestet af de rådnende Lig i det nedtrampede Kom, kulsorte Lig med øjnene ude af øjenhulerne -«

»Hold op - hold dog Op,« udbrød Søstrene.

»Slige Ting burde Censuren virkelig forbyde,« sagde Papa.

»Det kan jo helt spolere ens Glæde over at være Soldat!«

»Ja, især spolere ens Glæde over Krig! Og det er Jammerskade!« faldt jeg harmfuldt ind.

»Det er uanstændigt at sætte sig til at skrive om sin egen Flugt - det er såmænd ikke noget særligt ærefuldt i at have været med til at frelse sig, hvem der kunne. Den Slubbert, der råbte de hæslige Ord: »Frels Jerl« og derved givet det første Signal til Flugten, burde skydes ned på Stedet! Det er en fejg Hund, som kan råbe sligt og dog kan et sådant Råb demoralisere Tusinder af ellers tapre Karle.«

»Når en tapper Soldat brøler: »Fremad!« så må også Tusinder af fejge følge med,« sagde Frederik, »og så føler de sig tapre en Stund, det er ikke så lige at gøre Skel mellem fejge og modige. Enhver har sine fejge og modige øjeblikke. Og hvor det drejer sig om hele Skarer, der kan det hele afhænge af en enkelts Opførsel. Vi er nu en Gang skabt til at være Hjord, af Naturen går vi i Flok. Når et Får springer over, følger de andre med, når en springer frem og råber: »Hurra,« brøler de øvrige med og styrter af Sted, og hvor en smider sin Bøsse og tager Benene på Nakken, der følger Resten som oftest hans Eksempel. I første Tilfælde lovprises den »tapre Flok«, i andet Tilfælde forbigår man Flokkens Opførsel med en meget sigende Tavshed, og det er de samme Mennesker, Talen er om. Ja, akkurat de samme Mennesker, der handler modigt eller fejgt, alt efter den Påvirkning, der øves mod dem. Man må vist ikke betragte Tapperhed eller Frygt som en Egenskab, snarere som en Sindsstemning. Under mit første Felttog blev jeg selv en Gang reven med på en sådan hvirvlende Flugt! Generalstabens Rapport tales naturligvis kun om et »velordnet Tilbagetog«, men det var ikke desto mindre en vild Flugt. I ubeskrivelig Forvirring væltede og rasede man af Sted. Våben, Oppakning, Tornystre og Chako kastedes, ingen Kommandoråb hørtes, skrigende og hylende i Dødsangst rasede den opløste Bataillon af Sted - Fjenden efter. Vi var ikke længere kæmpende Modstandere, nej, vi var Vildtet og Fjenden Jægerne. Jægerne er ophidset af rå, vild Blodtørst, Vildtet besjæles af den mest fortvivlede Dødsangst. Alle disse store, dejlige Ord om Fædrelandskærlighed, Offervillighed og Mod glemmes under Flugten; man beherskes kun af en eneste Følelse: Selvopholdelsesdriften. Den stiger med Faren, ryster en som en Krampe. Ingen kan fatte den Grad af Lidelse, som ikke har deltaget i en Flugt. Man bliver næsten afsindig, og er man. på Toppunktet, synker man, vild af Dødsangsten, senere under Hundekoblets Tænder - - -«

»Men Tilling;« afbrød Papa min Mand, »hvor kan du være så ufornuftig at tale således i Ottos, en vordende Soldats Nærværelse? Du udtaler Ord som Dødsangst -«

Frederik trak på Skulderen og svarede: »Det var vist det bedste, om Ordet »Natur« blev slettet af Eders Leksikon.«

Frederiks Helbredelse skred stadig fremad. Ordet »Fred« hørte vi også nævne tit og ofte. Prøjserne marcherede rolig fremad; de mødte ingen Modstand. Over Briinn - hvis Nøgle Borgmesteren egenhændigt overrakte Kong Wilhelm - gik det mod Wien. Det hele lignede dog langt mere en fredelig Spadseretur end noget som helst andet; den femogtyvende sluttedes også en Våbenstilstand i Nokolsburg og Fredsunderhandlingen begyndte. En stor Glæde beredles Papa ved Admiral Tegethoffs Sejr ved Lyssa. Italienske Skibe sprang i Luften - det var virkelig tilfredsstillende. Jeg kunne desværre ikke ret tage Del i hans Glæde; jeg kunne i det hele taget slet ikke forstå, hvorfor dette Søslag leveredes, da Venedig dog var afstået. Men et er vist, at alle Wiens Blade strømmede over af Jubel over denne Efterretning. En Sejr er nu gennem Århundreder gjort til en så folkelig Glæde, at Efterretningen kaster Glans over hele Nationen.

»Nu er du vel endelig tilfreds,« sagde Papa en Dag. »Østrig har sluttet sig til Genèveerkonventionen ; du kalder Krigen barbarisk; nu ser du selv, hvor vi er menneskelige. Jeg holder meget på, at de Sårede skal plejes omhyggeligt mange kan ved god Pleje komme sig hurtigt og atter træde ind i Rækkerne.«

»Ja, Papa, det er en god Grund; der kan atter blive brugbart Materiale - det er jo Hovedsagen. Men efter hvad jeg har set, så kan det røde Kors ikke strække til, selvom det havde ti Gange flere Folk og ti Gange flere Penge til sin Rådighed, at afvende al denne Elendighed, der følger efter et Slag.«

»Afvende vel ikke, men dog mildne. Hvad man nu en Gang ikke kan undgå, må man søge at mildne.«

»Erfaringen viser, at man magter så forsvindende lidt. Jeg vil derfor vende Sætningen om - det som ikke kan mildnes, bør undgås.« Hos mig begyndte denne Tanke om Krigens Ophør formelig at blive til en fiks Ide. Krigen måtte ikke eksistere. Hvert Menneske burde gøre sit til, at Menneskeheden kunne rykke det Mål nærmere, selvom den enkelte kun kunne virke i det små.

Jeg kunne aldrig glemme de Rædsler, jeg havde set i Böhmen. Lige siden den Nat, da jeg fór op af Søvne, følte jeg det som en Smerte, som et Hjertesår og stadig lød det i mine øren: Det skal forhindres, det skal undgås, tål det ikke længere!

Men hvad skulle jeg gøre, min Afmagt var for stor. Jeg kunne lige så gerne tale til det brølende Hav i Stormvejr! Og da var min næste Tanke altid, især når jeg havde ham så nær, at jeg kunne høre ham drage Ånde: »Ja, Frederik har jeg da fået igen!« Til denne Tanke prøvede jeg så helt at hengive mig.

Jeg slyngede Armen om min elskede Mands Hals og kyssede ham med Fare for at forstyrre ham og vække ham af en styrkende Slummer. Min Søn havde Ret til at være skinsyg på sin Stedfader, og det begyndte han også at blive. Jeg Jejste til Grumitz uden at sige Farvel til ham, og da jeg kom hjem, var han ikke den første, jeg trykkede i mine Arme; jeg tilbragte omtrent hele Dagen ved Frederiks Side - alt det pinte min lille Dreng, og en skøn Dag kom han og kastede sig hulkende om Halsen på mig.

»Mama, Mama - du bryder dig ikke mere om mig.« »Hvad er det for noget Snak, du siger, Barn?«

»Du taler bare med Papa - kun - kun - med Papa

- - - og jeg - jeg vil slet ikke blive stor, når du ikke holder af mig.«

»Skulde jeg ikke holde af dig, du mit eneste Barn, min søde Dreng? Jeg elsker dig jo over - nej, ikke over alt men jeg elsker dig usigeligt.«

Jeg kyssede og kælede for det grædende Barn. Efter dette lille Optrin var min Kærlighed til Drengen vågnet til nyt Liv, - i den sidste Tid havde jeg været så optaget af Frederik, at Barnet virkelig var bleven sat til Side.

De Planer, Frederik og jeg lagde i Forening, var følgende: Efter Fredens Slutning skulle han tage sin Afsked, og vi ville trække os tilbage til et stille, billigt Opholdssted, hvor vi kunne leve af hans Pension og mine Indtægter. Som et Par Nyforlovede glædede vi os til denne Ensomhed. Rudolf skulle naturligvis med os, og hans Opdragelse skulle være en af vore vigtigste Beskæftigelser.

Vore Dage skulle ikke hengå i Lediggang, vi havde opsat en hel Liste over de Studier, vi i Forening ville dyrke.

Især ville vi hellige os til en Gren af Retsvidenskaben, nemlig Folkeretten, der mer end alt andet forekom Frederik vigtig. Han havde til Hensigt at undersøge Folkeretten rent praktisk, uden at indlade sig på fantastiske og følsomme Utopier. Papa, der foreløbig holdtes udenfor vore Planer, havde ganske andre Ideer, og han indrettede i sine Tanker vort Liv helt anderledes.

»Du er en ung Oberst, Tilling. Om ti År kan du godt være General. Vi får da forhåbentlig en ny Krig; du får da Kommandoen over et helt Armekorps, og måske er den store Lykke dig beskåren, at du bliver den, der gengiver vore Våben deres tabte Glans. Ja, jeg mener, at vi nu for øjeblikket er stillet i Skygge af disse fordømte nye Geværer; men får vi blot Bagladningsgeværer, så skal vi nok lære de Herrer Prøjsere, hvordan Østrig kan føre Krig.«

»Men Papa,« indvendte jeg,

»kunne det ikke tænkes, at vi blev gode Venner med Prøjserne og sluttede Forbund med dem?« Papa trak på Skuldrene.

»Når Damer dog ville holde sig fra at tale om Politik,« sagde han ringeagtende. »Efter det nu forefaldne er der kun et at gøre: vi må tugte de overmodige Røvere, vi må tage de anekterede - således kalder de det, jeg siger røvede Provinser tilbage; komme til vor Ret igen - vor Ret, som de på det skammeligste har trådt under Fødder; det fordrer vor Ære og vor Stilling som europæisk Magt. Venskabsforbund med disse Røvere! Aldrig! Det skulle da være, om de bad om det på deres Knæ.«

»Hvis de gjorde det,« svarede Frederik, »så satte vi straks Foden på deres Nakke. Man slutter kun forbund med dem, man frygter, eller når man trænger til hinanden for at bekæmpe en fælles Fjende. I Politik er Egenkærligheden det styrende Princip.«

»Kalder du Hensynet til Fædrelandets Ære Egenkærlighed, så har du Ret, thi for det må alle andre Hensyn vige.«

»Gid man dog snart ville indse, at denne fædrelandske Egenkærlighed godt lader sig forene med Næstens Velfærd. Det fremmer jo ikke altid ens egen Lykke at tilføje Næsten ondt.«

»Hvad behager?« spurgte Papa, som meget belejligt fik et Anfald af sin Døvhed. Naturligvis ville Frederik ikke gentage denne lange Sætning - så Diskussionen var for denne Gang sluttet.

»I Morgen kommer jeg til Grumitz.

Enhver kan tænke sig, med hvilken Jubel Lily hilste dette Telegram. Ingen bliver modtaget med en så overstrømmende Henrykkelse som en hjemvendende Kriger. Ganske vist kom Konrad ikke som den »med Lavrbær kronede Sejrherre«, der fortrinsvis fremstilles på Kobberstik og besynges i Balladerne, men en elskende Bruds Følelser kan nu en Gang ikke helt dæmpes af Sorg over Fædrelandets Ulykker, og jeg er nærved at tro, at om så Konrad havde indtaget selve Prøjsens Hovedstad, ville dette ikke have været i Stand til at øge Lilys længselsfulde Glæde eller hendes Fryd ved Gensynet.

Han ville naturligvis hellere være kommet hjem med Pomp og Pragt; ham havde det uden Tvivl været kærere, om han havde været med at erobre Schlesien tilbage for sin Kejser. Imidlertid er det jo allerede ærefuldt for en Soldat at have vovet sit Liv i Kampen, selvom han bliver slagen, ja vel især om han bliver på Valpladsen. Otto har da sagt mig, at Navnene På alle de Elever fra Wien-Neustadtter Akademiet, der falder i Krigen, bliver indgraveret på en dertil bestemt Ærestavle. I Frankrig hedder det: »tué a l ennemi« og det er der, som overalt, en meget skattet Egenskab hos Forfædrene. Jo flere ens Familie kan opvise, der er faldne på Ærens Mark - enten Slaget så tabtes eller blev vundet -, jo stoltere kan Efterkommerne være, jo større Pris må de sætte på deres Navn, og jo ringere må de agte deres Liv. For at vise sig sine slagne Aner værdig, må man føle en enten aktiv eller passiv Glæde ved Slagteriet.

»Nå, det er jo godt, at der, sålænge Krig tåles, må findes Mennesker, der kan løftes, begejstres - ja glædes! Dog bliver disse Menneskers Tal stadig ringere, mens Hærene med hver Dag vokser. Hvad skal dette føre til?« »Til Splidagtighed.« - »Og hvorhen fører da denne Følelse?«

Ja, så langt frem tænkte Konrad ikke. Hans Opfattelse faldt omtrent sammen med den bekendte Løjtnantsarie i

»Den hvide Dame«:

»Hvilken Fryd, jeg er Soldat!«

Når man hørte ham tale, kunne man formelig misunde ham, at han havde været med på denne Ekspedition. Min Broder skjulte heller ikke sin Ærgrelse over, at han havde måttet sidde i Kakkelovnskrogen, mens Fætteren tumlede sig på Ærens Mark. Denne Kriger, der nu kom hjem fra Blod- og Ilddåben, der allerede før så dejlig ud i den prægtige Husaruniform og nu havde fået et klædeligt og mandigt Ar tværsover Hagen, han, der havde været med i Kuglereg nen, der vist havde givet mangen Fjende Dødshugget, han stod nu som omstrålet af Helteglorie.

»Dette Felttog var jo ikke egentlig lykkeligt for vore Våben,« sagde Konrad; »men jeg har dog nogle herlige Minder! «

»Å, Konrad, fortæl - lad os høre,« bad Lily og Otto.

»Enkelthedeme lader sig vanskelig gengive,« lød Svaret, »det ligger altsammen noget uklart for mig, Krudtdampen stiger en jo så underlig til Hovedet. Den krigerske Begejstring griber en egentlig allerede ved Afmarchen. Naturligvis var det hårdt at skilles fra Kæresten, mit Hjerte var fuldt af Vemod ved Afskeden, men når man først kommer ud, ud mellem Kammeraterne, når det hedder: nu gælder det at øve den skønneste Manddomsgerning; nu skal! forsvare Fædrelandet - og så Musiken spiller Radetzkymarchen, mens Silkefanerne vifter i Vinden, da vil jeg tilstå, Lily, at jeg ikke ville have vendt om, selvom jeg havde haft Lov dertil - selvom du havde kaldt på mig. Thi jeg følte, at jeg kun var din Kærlighed værdig, når jeg havde gjort min Pligt sammen med mine Brødre; at vi gik til Sejr, derom nærede jeg end ikke en Skygge af Tvivl. Vi anede jo ikke noget om de afskyelige Spidskugler. Det var alene dem, der var Skyld i vore Nederlag! Jeg siger Eder, de slog ned mellem os som en Haglbyge; dårlige Førere havde vi for Resten også den Benedeck ! I skal se, han kommer nok for en Krigsret! Gå på - det skulle vi have gjort! Bliver jeg nogensinde kommanderende General, skal min Taktik være at angribe tage Offensiven! Defensiven er efter min Mening meget vanskeligere, meget kunstigere! Men det er ikke derom, vi skal tale; jeg var nu tilfældigvis ikke kommanderende General, altså har jeg i dette Tilfælde intet at bebrejde mig; Generaleme må se at komme overens med deres egen Samvittighed. Vi underordnede Officerer og de Menige har gjort vor Skyldighed, vi har lystret vore Ordrer, mere kan ingen forlange af os. Vi gik på, når vi fik Befaling dertil, og deri er der en egen Løftelse: Forventningen, Spændingen, når man støder på Fjenden, og når det går løs! Den Bevidsthed, at man spiller en Rolle i et verdenshistorisk Drama, og så Stoltheden over sin egen Tapperhed, Døden både til højre og til venstre, den store, hemmelighedsfulde Død, som man mandig byder Trods -«

»Aldeles som min stakkels lille Gotfred Tessow,« mumlede Frederik hen for sig: »nå ja - det er ganske naturligt, det er den samme Lærdom, de har fået!« Ivrigt fortsatte Konrad:

»Hjertet slår stærkere. Pulsen flyver, og så kommer man i en Slags Henrykkelsestilstand, ens Kamplyst vågner, man bliver rasende, besjælet af Had til Fjenden, der opflammes af den inderligste Kærlighed til Fædrelandetj man farer af Sted og hugger løs med vild Glæde. Nu er man ikke mere i den Verden, man ellers kender, alle Begreber forvandles; der vendes op og ned på alle vante Forestillinger - kun Ære, den yderste Selvopofrelse, det uovervindelige Heltemod bliver stående for ens øje, alt andet forsvinder i Kampens usigelige Forvirring. Og så kommer Krudtrøgen, Kampskriget! Jeg siger Jer, man kommer i en Tilstand, der aldeles ikke kan beskrives, den ligner intet andet i Verden! Måske kan en Løvejæger tænke sig, hvad man føler, når han mindes sin Stemning i det øjeblik, han styrter sig mod de vilde Dyr -«

»Ja,« afbrød Frederik ham, »Kampen mod Fjenden, som truer ens Liv, den stolte Længsel efter at sejre - rummer en egen Vellyst... undskyld, Tante Marie! Alt, hvad der opholder Tilværelsen og skaber Liv, virker på Mennesket som GIæde. Kamp og Strid blev en Fryd, fordi Mennesket stadig truedes af fir- eller tobenede Angribere, hvis Død sikrede dem selv Livet. Når vi Kulturmennesker overvældes af denne samme ville Lyst, er det ikke andet en Resten af en Følelse, som havde sin Berettigelse hos Urmennesket. Og her i Europa, hvor vi ikke mere har hverken Rovdyr eller Vilde, har vi så anskaffet os kunstige Angreb. Det hedder her: Pas nu på,! har blå Frakker og de derhenne har røde Frakker; så snart der er klappet tre Gange i Hænderne, bliver disse Rødkjoler til Tigere. Altså: En, to, tre - der blæses til Storm, Trommen røres, nu kan! fare løs, æde hinanden, slå hinanden i tusinde Stykker! Og når ti Tusinde - nu kan man vel med de store Hære gerne sige hundrede Tusinde Mand - har revet og flået og splintret hinanden ad, under gensidige Henrykkelseshyl, da har der stået det store, glorværdige Xdorferslag. Om et grønt Kongresbord samles de Personer, der har sat Legen i Gang ved HåndkIap, de regulerer Grænserne på et Kort, fordeler Krigsomkostningerne, skriver et Papir under, og dette indskrives i Historien som Freden i Xstad; atter klappes tre Gange i Hænderne, der siges til de tiloversblevne Rød- og Blåkjoler: Fald så i hinandens Arme, Folk!«

Rundt om i Egnen indkvarteres Prøjserne. Nu kom Turen vel snart til Grumitz.

Skønt Våbenstilstanden var indtrådt og Freden næsten sluttet, så var dog Bønderne meget bange. Den Forestilling, at Tigrene med Pikkelhuerne kunne rive dem i Stykker, var ikke så let at jage bort. HåndkIappene i Nikolsburg havde endnu ikke bragt Krigserklæringens HåndkIap i Glemmebo gen, og endnu kunne Bønderne vanskelig betragte Prøjserne som deres »Brødre«. Alene Fjendens Navn bliver jo i Krigstid et Skældsord, der udtrykker den dybeste Foragt, det mest brændende Had.

Derfor var det ganske naturligt, at Folkene rystede af Skræk, når en prøjsisk Kvartermester kom for at skaffe Husly til en Troppeafdeling. Hos mange ytrede der sig for uden Frygt også Had; de troede, de opfyldte deres Pligt ved at gøre Prøjserne Fortræd, og var rigtig glade, når de fra et Baghold kunne komme til at sende »Fjenden« en Kugle. Sligt var temmelig hyppigt sket, og når den Skyldige blev greben, blev han uden Omstændigheder skudt; Følgen heraf var, at man bed sit Had i sig og modtog Indkvarteringen uden synlige Vanskeligheder. Og så vakte det tit ikke liden Forundring, når man så, at »Fjenden« var lutter godmodige, skikkelige og ærlige Mennesker.

En Morgen i de første Dage af August sad jeg i Biblioteket og så ud af det åbne Vindue, hvorfra man havde en vid Udsigt over Egnen. Det forekom mig, at jeg langt borte så en Trop Ryttere, der bevægede sig henad Landevejen ad Grumitz til. »Der har vi Indkvarteringen,« var min første Tanke.

Jeg tog en Kikkert og så ud: Ganske rigtig, der var omtrent et Dusin Ryttere med små sorte og hvide Faner på Lansespidsen. Der var også en Fodgænger i Jagtdragt. Men hvorfor gik han så underligt mellem Hestene? Mon det var en Fange? Kikkerten var ikke stærk nok; jeg kunne ikke se, om det måske var en af vore Skovfogder. Imidlertid skyndte jeg mig af Sted for at meddele de andre denne Nyhed. Jeg fandt Papa og Tante Marie nede i Dagligstuen.

»Prøjserne kommer, Prøjserne kommer!« udbrød jeg ganske åndeløs. Man er jo altid glad over at være første Overbringer af en vigtig Nyhed.

»Gid Fanden havde dem!« brølte Papa. Men Tante Marie rejste sig hurtigt: »Jeg vil straks gå ud og give Fru Walter Ordrer til at gøre i Stand til dem.« »Hvor er Otto?« spurgte jeg. »Du må tale med ham, Papa, og bede ham tage sig i Agt, at hans Prøjserhad ikke løber af med ham.«

»Otto er ikke hjemme,« sagde Papa. »Han gik ud i Morges for at skyde Agerhøns. Du skulle bare se, hvor hans Jagtdragt klædte ham godt; han bliver en prægtig Fyr - ham har jeg sandelig Glæde af.«

Imidlertid kom der Bevægelse i Huset, hastige Trin hørtes løbe op og ned ad Trapperne. »Nu har vi dem straks, de Slyngler,« sagde Papa.

Døren reves op og Frants, Kammertjeneren, styrtede ind. »Prøjserne, Prøjserne!« råbte han, som var der Ild i Huset.

»Nå, nå, de æder os vel ikke,« sagde Papa gnavent.

»Men de bringer en med,« sagde Manden med dirrende Stemme - »en Grumitzer, en, som ville skyde på dem; hvem vil ikke gerne skyde på det Pak - men den Stakkel er nok færdig.« Nu hørtes Hestetrampen og Lyd af mange Stemmer i Gården. Vi gik ind i Vestibulen og så fra Vinduet der ned i Slotsgården. Ulanerne red ind, og mellem dem gik min Broder Otto med et blegt, trodsigt Åsyn.

Papa udstødte et Skrig og løb nedad Trappen. Mit Hjerte stod stille i navnløs Rædsel. Hvis Otto virkelig havde skudt på Prøjserne - og det kunne godt ligne ham at have gjort det - kunne vi vente os det forfærdeligste. Jeg havde ikke Mod til at følge efter Papa. Råd og Trøst kunne jeg kun finde hos Frederik og ville derfor gå ind til ham; men i det samme gik Døren op, og Papa og Otto trådte ind. På Udtrykket i deres Ansigter kunne jeg se, at Faren var forbi.

Under Forhøret var følgende blevet opklaret: Skuddet var et Vådeskud. Otto ville se på UhIanerne, løb, snublede, og i Faldet var han .kommet til at berøre Aftrækkeren, så Geværet var gået af. Soldaterne havde i første øjeblik draget den unge Mands Udsagn i Tvivl, de hayde derfor taget ham i Forvaring og bragt ham som Fange til Slottet, men da de hørte, at han var den unge Grev Althaus og selv Officer, tog de hans Ord for gode Varer. »En ung Mand, der er Søn af en Soldat og selv skal blive Soldat, ville aldrig skyde på Fjenden under en Våbenstilstand; han kan kun anfalde dem i Krigen under åben Kamp.«

På disse min Faders Ord gav de ham fri.

»Er du virkelig uskyldig?« spurgte jeg Otto. »Med de Følelser, jeg ved, du nærer for Prøjserne, ville det ikke undre mig, om du -« Han rystede på Hovedet.

»ForhåbentIig får jeg vel en Gang Anledning til at skyde på dem, men fra et Baghold - nej aldrig; ikke uden selv at Vove Livet og vise dem, at jeg ikke er bange for at stå Ansigt til Ansigt med dem.«

»Bravo, min Dreng,« udbrød Papa, der var henrykt Over sin Yndling. Desværre delte jeg ikke hans Begejstring. Alle disse Ord, der så flot og ringeagtende omhandlede Menneskeliv, var mig i den Grad modbydelige, at jeg ikke kan sige det. Jeg var jo henrykt over, at Sagen var løben af på den Måde. Hvor rædsomt ville det ikke have været for min stakkels Papa, hvis disse Folk straks på Stedet havde skudt den formentlige Forbryder. Så ville denne ulykkelige Krig alligevel have styrtet vort Hus i Ulykke - hidtil var vi jo bleven sparet.

Delingen skulle ganske rigtig have sit Kvarter hos os. Vi skulle have to Oberster og seks Officerer. Mandskabet var spredt rundt i Landsbyen. To Mand stilledes på Vagt i Slotsgården. Et Par Timer efter kom de ubudne Gæster. Fru Walter havde gjort alt i Stand til deres Modtagelse. Kok og Tjener havde fået de strengeste Ordrer til, at alt skulle ordnes på det bedste. De Herrer Prøjsere måtte intet mangle.

Da Middagsklokken på Grumitz den Dag kaldte Selskabet sammen, frembød Bordet et muntert og strålende Skue. Herrene var allesammen i Uniform, selv Minister »Ganske vist«, der for Tiden var vor Gæst; Damerne var i elegante Toiletter. Det var første Gang i lang Tid, vi havde pyntet os. - Lori var især elegant, - den kokette Lori, der samme Dag var kommen fra Wien, havde ved Efterretningen om den prøjssiske Indkvartering taget sin smukkeste Kjole på og pyntet sig med friske Roser. Hun havde vist til Hensigt at fordreje Hovedet på en eller flere af de fjendtlige Officerer. For min. Skyld måttehun gerne erobre hele Prøjserhæren, blot hun lod Frederik være i Fred. - - - Lily, der var henrykt over sin Konrad, var i lyseblåt, Rosa, som var glad over en Gang igen at være sammen med unge, fine Kavalerer, var i rosenrødt Ttill og omgaves af den luftige Kjole som af en Sky; kun jeg alene var i sort. Jeg kunne ikke lade være at klæde mig i sort i Krigstiden, selvom jeg ingen af mine kære havde mistet.

Jeg mindes så godt det Indtryk, jeg fik, da jeg trådte ind i Salen, hvor hele Selskabet var samlet. Alt strålede i Glans og Glæde og fornem Pragt, pyntede Damer, smukke, glimrende Uniformer; hvilken Modsætning til al den Rædsel, jeg for så korl Tid siden havde været Vidne til, til al denne Jammer og Elendighed, til alt det Smuds og al den Skræk, jeg med egne øjne havde set. Og det var jo netop alle disse fornemme, højtstående, prægtige Mennesker, der frivillig sætter Elendigheden i Scene, der intet vil gøre for at afskaffe den, der tværtimod sætter en Ære i den og pynter den med Guldtresser og Stjerner, sætter deres Stolthed i at være Bærere og Støtter for dette Rædselsværk.

Min Indtrædelse afbrød den Samtale, som de forskellige Grupper førte, da samtlige fremmede Oficerer måtte præsenteres for mig. Det var lutter fine Navne, ja, der var endog en Prins - en Henrik - jeg ved ikke hvilket Nummer, af Huset Reusz.

Det var altså vore Fjender. Fuldendte Verdensmænd med det fineste Væsen, de nobleste Manerer. Jeg ved jo nok, at man nu fører Krig, uagtet det ikke mere er med Hunner og Vandaler - men alligevel forekom det mig sælsomt, at Fjenden ikke var en vild Horde, og man har en vis Vanskelighed ved at forstå, at han står på samme Dannelsestrin som en selv. Præsten havde Søndagen forud talt om den »fnysende Fjendes Rasen«. Hvad måtte hans Sognebørn da ikke tænke .om Prøjserne? Deres Forestilling svarede aldeles ikke til det Syn, vor Spisesal frembød. Her så man kun fornemme, fine Verdensmænd, der høflig bød Damerne Armen for at føre dem til Bords... Disse Tanker stormede ind på mig, medens vi satte os om det pragtfuldt smykkede Bord, der prangede med friske Blomster, med Krystal og Sølvtøj, som efter Våbenstilstanden var kommen frem af Skjulestedet.

Jeg sad til Bords mellem en statelig Oberst og en slank Løjtnant. Lily havde naturligvis Konrad ved sin Side. Prinsen havde taget Rosa til Bords og det var lykkedes den nedrige Lori at have fået Frederik. Skinsyg ville jeg dog ikke være, han var min Frederik, min alene...

Stemningen var i høj Grad animeret. Prøjserne var øjensynlig glade ved at sidde om et velbesat Bord og efter alle de overståede Strabadser atter befinde sig i godt Selskab; og Bevidstheden om Sejren, de havde vundet, kunne jo ikke andet end forhøje den fornøjelige Stemning. Men også vi - de slagne - lod til at glemme vor Harme og Beskæmmelse; i hvert Fald gjorde vi os Umage for at vise os som forekommende Værter.

Jeg, der kendte Papa, vidste nok, at dette måtte koste ham en Smule Overvindelse; men han spillede sin Rolle beundringsværdig. Otto var stille. Det er jo også hårdt nok, at en ung Mand, der brænder af Lyst til at skyde Fjenderne ned, bliver nødt til at spille den høflige Vært. Man undgik omhyggeligt at nævne Ordet Krig. De fremmede behandledes som om de besøgte vort Hus på en .tilfældig Gennemrejse. De selv var yderst ængstelige for, at vi skulle huske, de var vore Overvindere. Min unge Løjtnant prøvede endogså på at gøre Kur til mig. Han gav mig sit Æresord på, at der intet Steds var så morsomt og hyggeligt som i Østrig, og at de Østrigske Damer - her fik jeg et aldeles uimodståeligt øjekast - var Verdens skønneste Kvinder.

Det kan ikke nægtes, at jeg også koketterede en Smule, men det var ene og alene for at vise Lori og hendes Sidemand, at jeg kunne hævne mig, dersom jeg ellers havde Lyst. .. men Frederik sad ligeså rolig som jeg selv i Virkeligheden var, under min Løjtnants Ildblikke, der måske ikke helt var prellet af på den kære Lori. Konrad og Lily var umulige; de klinkede med hinanden, talte med hinanden, så på hinanden og brød sig ikke det ringeste om os andre. Rosa og Prinsen lod til at befinde sig yderst vel i hinandens Selskab og hans Ansigt udtrykte den dybeste Beundring. Efter Bordet gik vi tilbage til Salonen, over hvilken den store Lysekrone nu kastede en festlig Glans. Døren til Verandaen stod åben. Jeg gik derud. Det var en mild Sommeraften med Fuldmåne, der kastede sine klare Stråler over de høduftende Græsplæher og den i Baggrunden liggende Dam...

Var dette virkelig den samme Måne, som for kort Tid siden havde vist mig Ligdynger opad Kirkegårdsmuren? Og var det de samme Mennesker? - Nu åbnede en af de fremmede Officerer Flygelet og spillede en Mendelsonsk »Lied ohne Worte«, - var det dem, der for nogle Uger siden havde hugget løs på mine Landsmænds PandeskalIer? Lidt efter kom Prins Henrik ud med Rosa. De så mig ikke sidde i den mørke Krog og gik forbi. Nu stod de og støttede sig på Rækværket, tæt, meget tæt op ad hinanden. Jeg troede end også:, at den unge Mand - Prøjseren - Fjenden - holdt Rosas Hånd i sin. De talte sagte, men enkelte Ord nåede mit øre: Pludselig vågnende Kærlighed, - Længsel efter huslig Lykke - Tærningen kastes - vær barmhjertig - indgyder jeg Dem Had og Afsky? Rosa rystede meget bestemt på Hovedet. Så førte han hendes Hånd til sine Læber og ville lægge Armen om hendes Liv. Den velopdragne unge Pige river sig dog hastigt løs. Ah, jeg tror, jeg hellere ville have set hende kysse ham i det klare Måneskin. Efter alle de rædsomme Optrin, så fuld af Had og Gru, ville det have været mig en Fryd og Lise at se ømhed og Kærlighed.

»Å, sidder du der, Martha!« Rosa havde fået øje på mig. Først blev hun lidt opskræmmet ved at nogen havde været Vidne til denne lille Begivenhed, men så beroligede det hende, at det var mig. Dog var Hans Højhed en Del forlegen. Han kom hen til mig. »Jeg bad Deres Søster blive min Hustru, nådige Frue, læg et godt Ord ind for mig! Min Fremgangsmåde kunne måske synes Dem noget overilet og kæk. Måske ville jeg på ethvert andet Tidspunkt have handlet besindigere; men i de sidste Uger er jeg bleven vænnet til at gå lige løs på Målet; vi har ikke haft Lov til at nøle eller vakle, og nu har jeg uvilkårlig med Hensyn til mit Livs fremtidige Lykke båret mig ligedan ad ... Tilgiv mig og vær barmhjertig imod mig. De tier, Komtesse. Giver De mig intet Håb?«

»Min Søster kan dog ikke så øjeblikkelig afgøre sin Skæbne,« svarede jeg, for at Rosa kunne samle sig en Smule. »Ingen kan jo vide, om Papa vil give sit Samtykke til Rosas Giftermål med en fjendtlig Officer, og hun kan vel ikke efter så kort Bekendtskab være klar over sine Følelser med Hensyn tIl Dem, Prins Henrik.«

»Jo, det er jeg,« lød Rosas blide Stemme, og hun rakte den unge Mand begge sine Hænder, men han trykkede hende stormende til sit Bryst.

»Å, I er nogle tåbelige Børn,« sagde jeg og gik nogle Skridt henimod Døren for at passe på, at der i det mindste i dette øjeblik ingen kom ud på Verandaen.

Dagen efter fejredes Forlovelsen. Min Fader modsatte sig ikke. Jeg troede, at hans Prøjserhad skulle have gjort Forlovelsen umulig, men nej.

»Jeg hader Nationen, ikke Individet,« sagde han.

Hans Ærgerrighed vandt måske også en Sejr over Hadet, og mulig smigrede en Forbindelse med et Fyrstehus hans Forfængelighed; vist er det, at det unge Menneskes pludselige Kærlighed rørte ham, og at han beredvillig gav sit Samtykke. Med Tante Marie var det mere vanskeligt at komme til Rette. Hun udbrød straks:

»Umuligt, Prinsen er jo Lutheraner!« Hun slog sig dog omsider til Ro ved Tanken om, at Rosa vel nok ville få sin Mand omvendt til Katolicismen. For Otto var det dog værst. »Hvor kan I gøre noget sådant? Tænk blot på, at når Krigen atter bryder ud, må jeg dog være med til at jage min egen Søsters Mand ud af Landet.«

Papa fik dog tilsidst gjort også ham begribeligt den store Forskel mellem Nation og Individ. Otto lod til at forstå det; min Forstand strakte ikke til. Hvor hurtigt man dog glemmer overstået Elendighed, når man lever blandt glade Mennesker! To elskende Par - ja, jeg har Lov til at sige tre Par - thi Frederik og jeg sværmede ligeså varmt for hinanden som de nyforlovede, - så megen Kærlighed kastede ligesom et Skær af Lyksalighed over hele Selskabet på Grumitz, der i de nærmest følgende Dage var fuld af Munterhed og Livslyst. Efterhånden trådte endogså mine grufulde Minder i Baggrunden. Ikke uden Samvittighedsnag følte jeg, hvorledes min Medlidenhed med den mishandlede Menneskehed lidt efter lidt svandt hen. Fra Yderverdenen kom nu og da et Sorgens Budskab: Klager fra Folk, som Krigen havde ruineret, eller som havde mistet deres Forsørger på Valpladsen; man talte om truende Finanskatastrofer, og det hed sig, at Koleraen var brudt ud mellem det prøjsiske Mandskab - i vor egen Landsby skulle der have vist sig et Tilfælde.

»Å, det er bare Diarrhoe; den optræder jo hver Sommer,« trøstede man sig; man ville ikke tænke på noget sørgeligt.

»Hør en Gang, Martha,« sagde Rosa en Dag, »denne Krig var vist forfærdelig; men jeg må jo dog alligevel velsigne den; thi uden den var jeg jo aldrig bleven så vidunderlig lykkelig, som jeg nu er. Hvis ikke den var brudt ud, havde jeg jo aldrig lært Henrik at kende. Han ville heller aldrig have fundet nogen, der elsker ham så højt som jeg.«

»Ja, jeg ville gerne dele din Opfattelse; men - kan Eders Lykke veje op imod de Tusinders ulykke?«

»Det drejer sig ikke alene om den Enkeltes Skæbne, Martha! For den vindende Part bringer Krigen store Goder. Du skulle blot høre Henrik tale! Han siger, at alle Prøjserne er henrykte og begejstrede for Feltherrerne, der har ført dem til Sejr. Du skulle høre ham - den tyske Velstand - den historiske Mission - svag, jeg husker ikke, hvad han siger; du skulle høre ham selv.«

»Hvorfor taler du ikke hellere med din Forlovede om Eders Kærlighed? Det må da ligge Jer begge nærmere end politiske og militære Sager.«

»Å, vi taler om alt muligt, og alt, hvad han siger, klinger som Musik. Jeg forstår så godt, at han var stolt og lykkelig over at have kæmpet denne Kamp for Konge og Fædreland.«

»Og som Bytte erobret en så forelsket lille Brud.« Papa følte sig rigtig tiltalt af sin nye Svigersøn. Og hvem måtte ikke holde af det prægtige unge Menneske. Dog meddelte han ham sin Sympati under en Del Forbehold og Advarsler.

»Som Menneske, Soldat og Prins beundrer jeg Dem i enhver Henseende, kære Reusz,« sagde han stadig; »men som prøjsisk Officer er De mig naturligvis meget imod, og jeg har intet højere ønske, end at vi atter må komme i Krig, hvor Østrig med høje Renter kan betale Jer denne skammelige Overrumpling. Men man må fuldstændig adskille de politiske og personlige Spørgsmål. Min Søn skal en Gang - Gud lad mig opleve det - drage i Kamp mod Prøjsen; hvis jeg ikke var for gammel, og. hvis min Kejser ville betro mig en Kommando, drog jeg gerne med for at tugte Eders overmodige Bismarck. Dette hindrer mig dog ikke i at anerkende Eders Dygtighed og strategiske Evne, og jeg vil finde det naturligt, at De i næste Felttog, i Spidsen for Deres Bataillon stormer Wien og måske selv er med til at stikke Ild på det Hus, hvor Deres Svigerfader bor - kort sagt -«

»Kort sagt; du er i høj Grad i Vildrede angående dine Følelser, kære Papa,« afbrød jeg en Gang denne Parodi. »Modsætningeme sluger hinanden som Infusorier i en Vanddråbe. Således går det bestandig, når man vil sammensmelte modstridende Begreber. Hade det hele og elske de enkelte Delel Som Menneske tænke på een Måde, som Østrigsk General på en anden. Det går ikke. Enten - eller. Så priser jeg de Vilde, de føler en inderlig Lyst til at skalpere hele den fjendtlige Stamme.«

»Men Martha, mit Barn, sådanne Lyster passer da ikke for vor menneskekærlige, civiliserede Tid.«

»Sig hellere, at vort Civilisationstrin ikke passer for aen Vildhed, vi har bevaret fra forbigangne Tider. Sålænge der endnu er Spor af Krigsånd tilbage, bør vi ikke ,tale om Humanitet eller Fornuft. Herregud, Papa, du kan da ikke mene, hvad du siger? Der var jo ikke sund Fornuft i din Snak til Prins Henrik - du elsker ham som Menneske og hader ham som Prøjser; du giver ham med Glæde din faderlige Velsignelse og siger samtidig, at han gerne må sætte Ild på dit Hus. Bliv ikke vred, Papa, men der findes jo ikke sund Sans i det hele.«

»Hvad siger du? Du taler så hurtigt; jeg fatter, Gud hjælpe mig, ikke et Ord af det hele.«

Hans Tunghørighed meldte sig som sædvanligt meget belejligt.

Et Par Dage efter var der igen stille og fredeligt på Grumitz. Vor Indkvartering drog bort og Konrad måtte støde til sit Regiment. Lori Griesbach og Ministeren havde allerede forladt os. Begge mine Søstre skulle giftes i Oktober Måned; de skulle vies på samme Dag, og Brylluppet skulle stå på Grumitz.

Prins Henrik ville forlade Tjenesten og trække sig tilbage til sine Godser. De elskende tog en smertelig, men dog lykkeblændet Afsked. De skulle hver Dag skrive sammen, og den sikre Udsigt til et lykkeligt Gensyn mildnede Skilsmissens Bitterhed. Sikker Udsigt til Lykke - når har man det? - Aldrigl - Mindst dog i Krigstid. Da sværmer Ulykken så tæt som Myg i Høstens Tid, og det er sjældent, nogen går Ram forbi. Krigen var ganske vist forbi. Det vil sige - Freden var forbi. Man ved, at et Ord kan skabe al denne Elendighed, så tror man vel også, at et Ord kan hæve Forbandelsen; men her hjælper intet Magtsprog. Krigen kan nok ophøre; men dens Virkninger raser i Folket. Spiren til fremtidige Krige er sået, det nys endte Felttogs Frugt modnes i al sin Rædsel, Elendighed, Ruin, Sygdomme. Ja, thi det dyttede ikke at nægte det eller at ville skyde Tanken bort: Koleraen rasede omkring i Landet. Det var om Morgenen den ottende August. Vi sad alle rundt om Frokostbordet, der var dækket ude på Verandaen. Posten var lige kommen, jeg kiggede lidt i Bladene, metlens de unge Piger var fordybede i Kærlighedsbrevene.

Jeg læste: Fra Wien skrives der:

»-Koleratilfældene tager til i en betænkelig Grad; på Hospitalerne er indlagt en Del Patienter, der har den virkelige, asiatiske Kolera, og der må gribes til energiske Midler for at holde den voksende Epidemi i Tømme.« Og jeg ville netop til at læse disse Linier højt, da Tante Marie, der havde fået Brev fra en Veninde der på Egnen, slog Hænderne sammen i Forskrækkelse og skreg: »Forfærdeligt! Betty skriver til mig, at to Personer er døde i hendes Hus - og hendes Mand er syg.«

»Skolelæreren vil gerne tale med Hr. Generalen.«

Læreren så bleg og forstyrret ud. »Hr. Greve, jeg anmoder ærbødigst om Tilladelse til at lukke Skolen. To Børn er døde i Dag.« »Af Kolera?« råbte vi. »Det tror jeg i det mindste; vi kan vist ikke skjule Sygdommens Navn. Den såkaldte Kolerine, der bortrev tyve af de indkvartede Prøjsere, har naturligvis ikke været andet end den frygtelige Smitsot. I Landsbyen hersker den største Rædsel; Lægen, der er kommen herud fra Byen, har uden Omsvøb erklæret Egnen for angrebet af Smitten.« »Hvad er det?« spurgte jeg lyttende. »Det ringer - jeg hører Kirkeklokken?«

»Det er Dødsklokken, Fru Baronesse,« svarede Skolelæreren, »det er vel en, der ligger i de sidste Trækninger. Doktoren siger, at Klokken ringer Dag og Nat inde i Byen.« Vi så blege og forfærdede på hinanden. Nu var den her alt så igen, den grusomme Død med sin knoklede, udstrakte Hånd. - »Vi må flygte,« sagde Tante Marie.

»Flygte, hvorhen?« spurgte Læreren -

»Koleraen raser jo overalt.« - »Bort - langt bort over Grænsen!«

»Der bliver trukket en Grænse; gennem den slipper ingen.«

»Men det er jo skrækkeligt; man kan dog ikke nægte Menneskene at forlade et forpestet Land.«

»Jo, det kan man. De sunde Steder må jo sikre sig for Indførelse af Smitten.«

»Hvad kan vi gøre? Hvad skal vi dog gøre!« Tante Marie vred sine Hænder.

»Afvente Guds Bestemmelse!.« Sagde Papa med et dybt Suk.

»Du er jo allerede troende. Marie: Jeg fatter slet ikke at du kan tænke på Flugt. Gud har bestemt vor Skæbne - men det ville være bedst, om Børnene kunne have rejst deres Vej - og du. Otto. du smager ikke Frugt. hører du?«

»Jeg vil straks telegrafere til Bresser,« sagde Frederik. »og bede ham om at sende os Desinfektionsmidler -« Hvordan alt gik fra dette øjeblik husker jeg ikke så nøje, thi Scenen ved Frokostbordet er min sidste Optermelse fra denne Tid. - de røde Hæfter lå længe urørte. Jeg må ene og alene holde mig til min Hukommelse. Hvor var vi dog bange allesammen! Jeg ville gerne have bragt Rudolf i Sikkerhed og selv Papa med al sin Fatalisme ivrede for at få os bort. Han selv ville blive for at ordne Landsbvens Sager - Beboerne tabte fuldstændig Besindelsen. Frederik ville blive for at stå ham bi, og hvor Frederik var, der ville jeg også være.

Tante Marie skulle altså hurtigt skaffes af Sted med mine tre Søskende og lille Rudi. Hvorhen? Det var ikke bestemt: foreløbig ad Ungarn til, så vidt det var muligit. De unge Piger gjorde ingen Indvendinger, de hjalp skyndsomt at pakke deres Kufferter. Dø - nu da de snart skulle forenes med deres elskede, - det var en skrækkelig, en grufuld Tanke. Kufferterne bragtes ned i Spisesalen for at Arbejdet kunne gå hurtigere for Hånden. Jeg kom med en hel Favn fuld af Rudolfs Tøj.

»Hvorfor hjælper din Kammerpige dig dog ikke?« spurgte Papa.

»Det ved jeg ikke; jeg har ringet to Gange på Nellie uden at hun har vist sig.« -

»Du ødelægger dine TjenestefoIk,« sagde Papa ærgerlig og gav Tjeneren Ordre til at finde Nellie. Lidt efter kom han tilbage med forstyrrede Miner.

»Nellie - ligger inde på sit Værelse - hun er - hun har - hun er - hun -«

»Hvad er hun? Så tal da, for Satan!« buldrede Papa løs.

»Hun er - sort -«

Vi skreg af Rædsel. Så havde vi altså den gyselige Gæst i selve Huset. Hvad skulle vi nu gøre? Kunde den Ulykkelige ligge derinde og dø alene? Gik man til hende, var det den visse Død, ikke alene for sig selv, men for de andre, som man kom til at smitte.

»Hent Lægen,« befalede Papa, »og I, Børn, se til at komme af Sted.«

»Lægen er for en Time siden taget til Byen,« sagde Tjeneren.

»Å Gud, å Gud, nu får jeg ondt,« stønnede Lily og klamrede sig krampagtigt til Ryggen af en Stol. Vi løb til for at støtte hende.

»Det er kun Angsten, vær ikke så tåbelig - det er jo kun Angst.« Vi hjalp den ulykkelige Pige i Seng, hvor hun straks fik heftige Opkastninger i Forbindelse med andre umiskendelige Symptomer. Det var det andet Koleratilfælde på Grumitz.

Stakkels Lily led så forfærdelig. Og ingen Læge. Frederik hjalp så godt han kunne; han var den eneste, der havde nogen Sans for, hvad der burde gøres: varmt Omslag, Surdejg, Is og Champagne for at standse Opkastningen - alt forgæves. Disse Midler mod lettere Anfald var aldeles utilstrækkelige her. Intet hjalp.

Efter Opkastningen og Koliksmerterne kom Krampen; hele hendes Legeme vred sig og rystede så det knagede i alle Lemmer. Den Ulykkelige ville jamre sig, Stemmen svigtede hende, Huden blev blå og kold, hun trak Vejret med Besvær. Fader gik frem og tilbage i Værelset og vred sine Hænder.

»Dette er Krigens Frugter,« sagde jeg.

»Vil du nu ikke forbande denne Afskyelighed?« Han stødte mig bort uden at svare.

Ti Timer efter udåndede Lily. Nellie var allerede død for flere Timer siden - ganske alene -, vi havde allesammen været omkring Lily, og af Folkene havde ingen haft Mod til at nærme sig den uykkelige.

Imidlertid kom dog Doktor Bresser. Han bragte selv de Medikamenter, Frederik havde telegraferet om. Han tog straks Kommandoen over Huset. De to Lig bragtes hen i et afsides liggende Værelse, de Stuer, hvori de stakkels unge Piger var døde, afspærredes og vi andre desinficeredes.

En gennemtrængende Karbollugt fyldte hele Huset, og endnu den Dag i Dag, når denne Lugt slår mig i Møde, stiger Koleratidens Skrækkebfllede lyslevende frem for min Sjæls øje. Flugten måtte for anden Gang opsættes. Dagen efter Lilys Død holdt Vognen forspændt - alle var færdige - da måtte Kusken stige ned af Bukken - han var syg.

»Så skal jeg køre for Jer,« sagde Papa, da han modtog Efterretningen herom.

»Hurtig - skynd Jer - er I parat allesammen?« Rosa kom frem.

»Kør! kun, I andre, jeg bliver - jeg følger Lily,« sagde hun mat. Og hun havde Ret.

Næste Morgen blev den anden unge Brud bragt hen på Ligstuen. Alle var så rystede af denne ulykke, at ingen nu tænkte på at rejse. Midt i denne Skræk og Angst glemte jeg ikke Årsagen til denne Jammer. Da Rosa blev båret bort, lå Papa hulkende på Knæ på Gulvet med Hovedet støttet mod Væggen. Jeg gik hen til ham, tog ham om Halsen og sagde:

»Papa - dette er Krigen.« Intet Svar.

»Hører du, hvad jeg siger - nu eller aldrig: vil du forbande Krigen?« Han rejste sig.

»Du minder mig om Krigen - det var Ret, Barn - jeg skal vide at bære denne ulykke som en Soldat bør - jeg ikke alene, men hele Fædrelandet må bringe Blod og Tåreofre.«

»Hvad gavner din og dines Elendighed Fædrelandet?

Hvad Nytte har det af de tabte Slag, af disse to unge Pigers Død? Papa, forband Krigenl - Se -« jeg trak ham hen til Vinduet - en sort Kiste kørtes ind i Gården - »se, det er til vor yndige Lily; i Morgen kommer de med en til Rosa og i Overmorgen - å Gud, hvorfor skal alt dette dog ske?«

»Det er Guds Vilje, Barn.«

»Gud, bestandig Gud, alt Ondt, al Råhed og ulykke kalder I Guds Vilje.«

»Bespot ikke, Martha - vogt din Tunge her, hvor Guds straffende Hånd ligger så tungt på os!«

En Tjener trådte ind. »ExceIlence, Snedkeren nægter at bringe Kisten ind i Stuen, hvor Komtesserne ligger - Ingen tør -« »HeIler ikke Du?« -

»Jeg kan ikke uden Hjælp.«

»Så skal jeg give dig en Håndsrækning - jeg skal selv lægge mine Døtre...« Og han gik med faste Skridt henimod Døren. »Gå - dig vil jeg ikke have med!« råbte han, da jeg ville følge ham. »Du må på ingen Måde komme derind - dig vil jeg ikke miste - husk på din Sønl« Hvad skulle jeg gøre? Jeg vaklede. Dette er måske det pinligste ved sådanne Tilfælde, at man end ikke ved, hvad der er Ens Pligt. Skulde jeg vogte min egen Person for Frederiks og Rudolfs Skyld, eller skulle jeg opgive alle Forsigtighedsregler. Tilsidst indrømmer selv Bresser, at alt var forgæves, vi måtte gøre, hvad der faldt os naturligst; hans Nærværelse, hans lmtftige, utrættelige, styrende Hånd gav os i det mindste den Følelse, at det synkende Skib ikke var uden Fører.

Å Gud, denne Kolerauge på Grumitz. Mere end tyve År er henrunden, men det farer mig endnu gennem Marv og Ben, når min Tanke dvæler ved den. Tårer og Jammerklager, sønderrivende Dødsscener, Karbollugt, Krampeskrig og Stønnen, de græsselige, modbydelige Sygdomsytringer, den stadige Klokkeklang, Begravelserne - nej, Nedgravningerne - thi i sådanne Tider er der ingen Pomp eller Højtidelighed; - hele Husordenen forstyrret og opgivet - ingen Måltider - Kokkepigen død - ingen Gåen i Seng om Natten -, nu og da tog vi os stående en Bid Brød og et Glas Vin, og henimod Morgengry en halv Times urolig Søvn på en Stol. Og udenfor - en Skæbnens og Naturens Ironi - udenfor det herligste Sommervejr - glad Fuglekvidder, yppig Farvepragt i Blomsterbedene - inde i Landsbyen uafladelige Dødsfald - alle de indkvarterede Prøjsere var døde, den ene efter den anden.

»I Dag mødte jeg Graveren,« fortalte Frantz, Kammertjeneren, »netop som han kørte en tom Vogn hjem fra Kirkegården.

»Nå, nu har De nok skaffet nogle Stykker i Jorden igen?« spørger jeg. »Ja, en seks, syv Stykker, hver Dag så dan et halvt Dusin, sommetider flere; en Gang imellem bilder jeg mig ind, der er en og anden, der rører sig, men det bryder jeg mig ikke om - bare ned i Graven med de Prøjsere. «

Næste Dag døde dette fæle Menneske, og en anden måtte overtage hans Hverv - for Tiden det besværligste Embededer på Stedet. Posten bragte kun sørgelige Efterretninger; overalt rasede Epidemien. Og så hver Dag Kærlighedsbreve fra den intet anende Prins Henrik.

Til Konrad havde jeg telegraferet for at forberede ham:

»Lily meget syg!« Han kunne ikke komme straks. Først fire Dage efter styrtede den Ulykkelige ind til os.

»Lily,« råbte han, »kan det være sandt?« - Undervejs havde han hørt Rædselsbudskabet. Vi nikkede grædende. Han stod ganske stille med tørre øjne.

»Og jeg har elsket hende i så mange År,« sagde han hen for sig. Så spurgte han med fast Stemme:

»Hvor ligger hun - på Kirkegården? Jeg må hen til hende - lev vel - hun venter mig -«

»Skal jeg gå med dig?« spurgte jeg.

»Nej, jeg går hellere alene.« Han gik, og vi så ham ikke mere levende.

Han skød sig en Kugle gennem Hovedet på den Elskedes nys tilkastede Grav. Således døde Konrad, Grev Althaus, Oberstløjtnant i fjerde Husarregiment, i sit syvogtyvende År.

Til enhver anden Tid ville dette Dødsfald vist have rystet os alle forfærdeligt; men nu, hvor mange Officerer var ikke døde i Krigen? Og i samme Nu, som vi hørte om hans fortvivlede Gerning, blev vi ramt af en anden Elendighed. Otto - Papas eneste, elskede Søn, hans Stolthed og Fremtidshåb - var grebet af Smitsoten og våndede sig i Smerte og Pine. Den hele Nat og den følgende Dag tilbragte vi afvekslende i Håb og Fortvivlelse. Klokken syv om Aftenen var alt forbi. Papa kastede sig over sin døde Yndling med et hjerteskærende Skrig, der gav Genlyd i hele Huset. Vi kunne næppe få ham revet bort fra Liget. Å, aldrig skal jeg glemme den gamle Mands Stønnen, Klagen, Jamren, som i mange Timer genlød, hvor vi stod og hvor vi gik. Hans Søn, hans Otto, hans et og alt!

Efter disse rasende Fortvivlelsens Udbrud fulgte pludselig stum Fortvivlelse. Han kunne ikke overvære Begravelsen, men lå stum og næsten bevidstløs på sin Sofa; jeg tror ikke, han var ved sin Samling.

En Timestid efter så det ud, som om han kom til sig selv igen. Tante Marie, Frederik og jeg stod om hans Seng. Længe så han sig om med et sælsomt spørgende Blik, så satte han sig overende og ville tale; men der kom intet Ord over hans af Smerte fortrukne Læber; han kæmpede for at få Vejret. Da begyndte han at vride sig, som om han havde et Anfald af den skrækkelige Krampe, der ellers plejer at være Forløber for Dødskampen, og dog havde han ikke haft et eneste Symptom på Kolera. Tilsidst fik han fremstønnet:

»Martha.« -

»Kære, elskede Papa.« Han lagde sin Hånd på mit Hoved.

»Dit ønske,« sagde han utydeligt,

»er opfyldt, jeg for - forbander Kri -«

Han fik ikke Ordet udtalt, men sank tilbage i Puderne med lukkede øjne. Bresser sagde, at Papa var død af et Hjerteslag.

»Det skrækkeligste er, at han døde med en Forbandelse på Læberne,« jamrede Tante Marie.

»Å, Tante, det ville være Menneskeslægtens største Velsignelse, om denne Forbandelse ville lyde fra alles Læber,« beroligede jeg hende.

Det var Koleraugen på Grumitz. l syv Dage døde ti af Slottets Beboere: Papa, Lily, Rosa, Otto, min Pige Nellie, Kokkepigen, Kusken og to Stalddrenge. l Landsbyen var død over firsindstyve Personer. Og ikke Grumitz alene var bleven så hårdt medtaget.

Fra den niende til den trettende August døde således på Slottet Stochern: Den tyveårige Søn Rudolf, Søstrene Emilie og Bertha, Onkel KandId og fem af Tjenerskabet. Den yngste Datter, Pauline von Engelshofen, skånedes. Hun blev senere gift med en Baron Suttner, og hun fortæller kun med Gysen om Koleraugen på Stocheni. Vi var helt sløve, havde ikke mere Evne til at føle Smerten i al dens Styrke. Jeg følte nærmest Forbavselse for hver Dag, der gik, uden at Frederik og Rudolf reves bort.

- - -

Resten af Sommeren tilbragte vi i Genève. Det var dog sluttelig lykkedes Doktor Bresser at få os til at forlade den smittebefængte Egn. l Begyndelsen satte jeg mig imod en hver Rejseplan; jeg ville og kunne ikke forlade de friske Grave, der var alt, hvad jeg havde tilbage af Familie, og desuden var jeg, som alt bemærket, bleven så ligegyldig ved Dødstanken, at jeg fandt det ganske urimeligt at gøre noget som helst for at bevare Livet; dog vandt Bresser alligevel Sejr, da han foreholdt mig, at det var min Pligt mod lille Rudolf såvidt mnligt at fjerne ham fra Fare. Det var efter min Mands ønske, at vi valgte Schweiz til Opholdssted. Han ville gerne gøre personligt Bekendtskab med de Mænd, der havde indstiftet det røde Kors.«

Han havde udbedt sig et halvt Års Orlov samtidig med, at han indgav sin Ansøgning om Afsked.

Jeg var nu meget rig. Mine Søskendes og Papas Død satte mig i Besiddelse af den store Familieformue, Grumitz og samtlige Familieejendomme.

»Se her,« sagde jeg til Frederik, da jeg fra vor Sagfører fik tilsendt det Dokument, ved hvilket hele Formuen overgaves i mine Hænder. »Hvad ville du sige, om jeg nu glædede mig over, at Krigen havde gjort os til rige Folk?«

»Da ville du ikke være den Martha, jeg kender og elsker. Men jeg forstår forresten godt, hvad du mener med disse Ord. Den hjerteløse Egennytte, der kan glæde sig over Vinding på andres Bekostning, denne Glæde, der omhyggelig skjules af Individet, når han virkelig har nok til at huse en slig Følelse - den vedkender Nationer og Kongehuse sig ganske frejdigt og åbenlyst: Tusinder af Mennesker har lidt og grædt Strømme af Tårer, men vi har derved vundet Land og Magt; altså være Himlen takket og priset for denne Krigs lykkelige Udfald!«

Vi levede stille og tilbagetrukne på en Villa nede ved Søen. Jeg var så knust af al den Sorg, der havde ramt os, at jeg ikke tåIte at se fremmede Mennesker. Min Mand forstod mig og prøvede ikke på at foreslå mig det sædvanlige trivielle Middel

»Adspredelse«. Han forstod, at jeg i nogen Tid måtte græde i Fred over mine Kære. De stakkels Døde, der var berøvet alle Livets Glæder, skulle ikke også berøves den Erindringsplads, de havde i mit sørgende Hjerte.

Frederik selv var ofte i Byen, hvor han ivrigt beskæftigede sig med »det røde Kors«. Jeg har ikke mere nogen bestemt Erindring om Gangen i hans Studier; på den Tid førte jeg ingen Dagbog, og derfor rar jeg glemt en hel Del af det, Frederik fortalte mig om dem.

Kun et Indtryk har jeg bevaret. Fred, Stilfærdighed og munter Travlhed hos Folkene, mellem hvem jeg boede og som jeg tilfældig traf; det var, som levede jeg i en Fredens og Godmodighedens Tidsalder. Intet Steds hørtes der Tale om den overstandne Krig, i det højeste omtaltes Felttoget som en Begivenhed, der i og for sig kunne være ganske interessant Stof til en Samtale. Det var, som havde den rædselsfulde Kanontorden fra den bOhmiske Valplads ikke gjort mere Opsigt i dette Land end en ny Opera af Wagner.

Jeg læste for det meste franske Blade og i disse drejede alt sig om den i 1867 forestående Verdensudstilling, om Hoffesteme i Compiegne, om literære Personligheder (Flaubert og Zola var begyndt at dukke op), om Teaterbegivenheder, en ny Opera af Gounod, en Glansrolle, som Offenbach tiltænkte Hortense Schneider og lignende.

Henimod Midten af Oktober forlod vi Schweiz og begav os til Wien, hvor min Nærværelse udkrævedes i Anledning af Arvespørgsmålet. Når dette var ordnet, tænkte vi at tage til Paris, hvor vi så ville slå os til Ro for længere Tid; Frederik ville gøre alt, hvad der stod i hans Magt for at fremme Fredsligaernes Ide, og han mente, den nær forestående Udstilling frembød en ypperlig Lejlighed, som man ikke måtte lade gå ubenyttet forbi, til at foranstalte en Fredskongres. Paris var det rette Sted, hvor en international Sag kunne fremmes.

»Med Krigerstanden har jeg taget Afsked,« sagde min Mand, »og de Erfaringer, jeg har gjort i Felten, har bragt mig til dette Skridt. Nu vil jeg virke for min dyrt købte Overbevisning. Jeg melder mig til Tjeneste i Fredshæren. Det er jo indtil nu kun en lille Hær, der ikke har andre Våben end Retfærdstanker og Menneskekærlighed. Men alt, hvad der en Gang er bleven stort, er begyndt småt.

»Å,« sukkede jeg modløs,

»det er en håbløs Begyndelse. Hvad kan du - en enkelt Mand - opnå mod hin mægtige Skanse, der er Tusinder af År gammel og tæller Millioner af Forsvarere?«

»Opnå? Jeg? Nej, så ufornuftig er jeg sandelig ikke, at jeg skulle håbe personlig at bevirke en Omvæltning i Samfundsordenen. Jeg siger jo kun, at jeg lader mig indrullere i Fredshærens Rækker. Da jeg stod i Krigshæren, bildte jeg mig jo heller ikke ind, at jeg alene kunne erobre en Provins eller redde Fædrelandet. Nej, den enkelte kan kun tjene, han må tjene. Den, som gløder for en Sag, må arbejde for den, han har slet ikke andet, om det så skal koste ham Livet, ja, selvom han ved, at dette Liv ofres til ingen Nytte.«

»Ja, du har Ret - bare Millioner følte som du.«

Fra Wien tog vi ud til Grumitz; men jeg var ikke i Stand til at gå ind på selve Slottet. Kun Kirkegården besøgte jeg for at lægge en Krans på hver af mine Kæres Grave; så vendte vi atter tilbage til Hovedstaden. Da vore Sager var bragt i Orden, foreslog Frederik mig en lille Rejse til Berlin, - han ville se til den ulykkelige Tante Komelia. Jeg gik gerne ind på hans Forslag og betroede, medens vi var borte, lille Rudolf til Tante Marie, der var uendelig nedtrykt efter Rædselsugen på Grumitz. Alt, hvad hun havde elsket, hele sin Livsgerning havde hun mistet - og den Kærlighed, hendes Hjerte rummede, udøste hun over min lille Søn, så jeg håbede at adsprede hende en Smule ved at give hende Barnet for en Tid.

Første November forlod vi Wien. I Prag overnattede vi og Dagen efter foretog vi igen en Pilgrimsfart i Stedet for at fortsætte vor Rejse til Berlin.

»Alle Sjæles Dag!« sagde jeg, da mit Blik om Morgenen faldt på en Avis, medens vi sad ved Frokosten i Hotellet. - »Alle Sjæle!« - gentog Frederik, »hvor mange stakkels Faldne ligger ikke upåagtede hen endogså i Dag - de Dødes Dag - fordi de ingen selvstændig Grav har - hvem besøger dem, hvem sender dem en venlig Tanke - -?«

Jeg betragtede ham en Stund i Tavshed, så sagde jeg dæmpet: »Vil du?« Han nikkede. Vi havde forstået hinanden. En Time senere var vi på Vejen til Chlum og Königgråtz.

Hvilket Synl Det mørknede alt, da vi nåede Chlum. Det sneede ganske let og Tågen lagde sig klam om en, medens Novembervinden hylede i de nøgne Træers Grene.

Her var Masser af Grave, men ingen Kirkegård. Mange, mange tilbragte Alle Sjælesdag her. Både Venner og Fjender var komne for at knæle og bede herude. Jernbanetoget, vi rejste med, var fyldt af sørgende.

»Tre Sønner har jeg mistet, aUe tre faldt ved Sadowa,« klagede en gammel, nedbrudt Mand til mig; flere andre i Waggonen stemte i med, en begræd sin Broder, en anden sin Fader, en tredje sin Mand. Men intet gjorde et så dybt Indtryk som Oldingens dumpe, tåreløse, ensformige: »Tre Sønner, tre Sønner!«

På selve Slagmarken sås mørke Skikkelser bevæge sig i alIe Retninger, knæle ned eller med Besvær vakle af Sted, medens en og anden undertiden med en høj Hulken faldt sammen og blev liggende.

Her var kun få enkelte Grave og endnu færre med Korseller Inskriptioner. Vi gik videre, overalt var store Gravhøje, under vore Fødder smuldrende Soldaterlig. Tågen bliver bestandig tættere...

»Frederik, sæt din Hat på, du forkøler dig.«

Men Frederik blev gående med blottet Hoved, og jeg gentog ikke min Bøn; jeg forstod ham så godt.

Blandt de sørgende var mange Officerer og Menige, det var vel sagtens Folk, der selv havde været med på den Dag, det gik så hedt til ved Königgrätz, og nu havde følt Trang til at valfarte hertil denne Dag for at se det Sted, hvor deres faldne Kammerater var. Nu kom vi til en Plads, hvor Gravene var tættest, Ven og Fjende mellem hverandre; her var et Slags Hegn som omkring en Kirkegård og til den Plads styredes de fleste sørgendes Skridt; her var størst Sandsynlighed for at finde en af dem, de begræd. Her knælede de efterladte, og under Tårer lagde de her deres Kranse.

En høj, slank Mand, en fin, fornem, ungdommelig Skikkelse, indhyllet i en Generalkappe, trådte i dette øjeblik til; de andre veg ærbødig til Side og jeg hørte en Stemme hviske: »Kejseren!«

Ja, det var Frantz Joseph! Det var Landets Herre, Landets øverste, der AIle Sjæles Dag valfartede til dette Sted for i Stilhed at bede en Bøn for Landets faldne Børn. Også han stod med bøjet Hoved i smertefuld Ærbødighed overfor Dødens Majestæt. Længe, længe stod han ubevægelig. Det var mig ikke muligt at vende mine øjne fra ham.

Hvilke Tanker måtte ikke drage gennem hans Sjæl, hvHke Følelser måtte ikke bevæge hans Hjerte, dette Hjerte, der jo, det vidste jeg, var ømt og kærligt! Det var mig, som følte jeg med ham, som vidste jeg klart og tydeligt, hvad der bevægede sig i dette sænkede Hoved.

»Her ligger I, mine tapre Døde - faldne - og hvorfor? Sejr har vi ikke vundet og mit dejlige Venedig - tabt. Og foruden det er meget andet tabt. Alle disses Liv, de er ofrede til ingen Nytte - for mig! Ak, kunne jeg dog give Jer dem tilbage. Jeg har jo ikke forlangt dette Offer for mig selv; det er for Jert Land, for Jer egen Skyld, at! er dragne i denne ulykkelige Krig. Ikke er det mig, skønt det skete på min Befaling ... mon jeg ikke blev tvungen til at give denne skæbnesvangre Ordre? Jeg er til for mine Undersåtters Skyld, og jeg er rede til at dø for mit Folk, når det skal være! Havde jeg fulgt mit Hjertes Stemme, da alle omkring mig råbte på Krig, så havde jeg svaret: Nej, nej.« Men den Gang kunne jeg ikke gøre Modstand, dertil er Gud mit Vidne! Jeg ved knapt, hvordan det gik til, men et uimodståeligt Tryk udefra tvang mig - det var Eder selv, I, mine døde Soldater. Å, Gud, hvor sørgeligt! Hvad har vi ikke alle lidt, og nu ligger! her, døde og borte, her og andre Steder ligger I, reven bort af Kuglerne, af Tyfus, af Kolera! Havde jeg kunnet sige Nej ... Du bad mig, Elisabethl Ak, havde jeg dog kunnet! Denne Tanke smerter og piner mig - havde jeg dog lyttet til din Røst - Tanken er ikke til at udholde - hvor dette Liv er bittert, fortvivlende -«

Og alt medens jeg således tænkte med ham, holdt jeg øjnene fæstede på hans Ansigt. Ja, jeg læste Jammer og Sorg i hans Mine.

Nu skjulte han Ansigtet i sine Hænder og brast i heftig Gråd. Dette skete Alle Sjæles Dag på Valpladsen ved Sadowa.

FEMTE BOG.

Top