Det danske Fredsakademi

Ned med våbnene

Af Bertha von Suttner

I FULDSTÆNDIG OVERSÆTTELSE VED SOFIE HORTEN

NATIONALFORLAGET. KØBENHAVN l928

TREDJE BOG

1864.

Østriske soldater smykker »Den tabre Land­soldat« med blomster 6. juli 1864. Vor sidste Kamp for Sønderjylland / Fortalt af Axel Liljefalk og Otto Lütken. - København : H. Hagerups forlag, 1904 s. 587.

Vi blev fjorten Dage i Wien, men det var ikke nogen fornøjelig Ferie for mig. Denne afskyelige Krig. som alle Aviser skrev om, berøvede mig enhver Følelse af Lykke.

Folk har næsten vænnet sig til at sætte Krig i Klasse med naturnødvendige Onder, og derfor tænker de ikke stort mere derpå. Jeg for min Part kunne ikke mere dele denne Opfattelse. Det Spørgsmål, om Krig da var nødvendig, det måtte jeg stedse besvare med nej, og i Stedet for Re­signation følte jeg Smerte og Raseri. Jeg ville gerne råbe til Alverden: »Gør det ikke!« Dette Slesvig-Holsten og den danske Forfatning, hvad kommer det os ved? Hvad angik det os, om Fællesforfatningen af 18. November 1863 op­hævedes eller stadfæstedes?

Skal vore Mænd og Sønner skydes ihjel for denne Sags Skyld?

Kun momentant kunne jeg forsone mig med denne Tingenes Tilstand, når nemlig Begrebet »Pligt« trådte rigtig frem for min Sjæl. Nu ja, vi hørte jo til det tyske Forbund og måtte i Forening med de tyske Brødre kæmpe for andre tyske Brødres Rettigheder. Nationalitets­principet var måske dog noget, som af al Magt krævede Dåd, set fra dette Standpunkt kunne det ikke være anderledes.

Ved at klynge mig tæt til denne Tanke dulmedes min bitre Smerte undertiden. Havde jeg kunnet se, hvordan to År senere hele det tyske Broderskab skulle opløse sig i Fjendskab, hvordan Prøjserhadet i Østrig skulle blive opflammet endnu mere rasende end Hadet til de Danske, så havde jeg allerede den Gang erkendt det, som jeg først senere lærte at indse, at Grundene, der bliver anført som Retfærdiggørelse for Fjendtlighederne, ikke er andet en Mundsvejr og Påskud.

Nytårsfesten tilbragte vi atter i min Faders Hjem. På Slaget tolv løftede han sit Punchglas, idet han rejste sig:

»Måtte det Felttog, som forestår os i det nye År, bringe vore Våben Ære og Berømmelse« - sagde han højtideligt; jeg satte mit Glas ned igen på Bordet - »og måtte vore Kæres Liv bevares!« sluttede han. Nu først drak jeg.

»Hvorfor klinkede du ikke med, Martha?«

»Fordi jeg ikke kan ønske andet om et Felttog, end at det ikke må blive til noget.«

»Min egen - min elskede - å, Frederik, Frederik!«

Han trykkede mig tæt op til sig.

»Martha, hvordan er det fat med dig - græder du Nytårsaften! Hvorfor vil du indvie det nye År med Tårer? Min elskede, lille Hustru. Er du da ikke helt lykkelig? Har jeg på nogen Måde såret dig?«

»Er du overtroisk, Martha?«

»Tror du måske, misundelige Guder vil ødelægge vor Lykke?«

»Nej, Guderne frygter jeg ikke - nej, de vanvittige Mennesker kalder selv Ulykken ned over deres Hoveder.«

»Du tænker på Krigen; den er jo ikke erklæret. Hvorfor tage Sorgerne på Forhånd? Hvem ved, om Krigen i det hele taget vil bryde ud? Og hvem siger så, at jeg bliver udkommanderet? Kom her, min egen lil1e Kone, lad os sætte os ned« - han trak mig ned på Sofaen - »spild ikke dine Tårer på noget, der kun er en Mulighed.«

»Men allerede denne Mulighed er så forfærdelig. Dersom det var Vished, å, Frederik, da kunne jeg ikke sidde så rolig her og græde ved din Skulder, da ville jeg skrige og kaste mig ned på Gulvet. Men den Mulighed, den Sandsynlighed, at du, på Grund af en Armébefaling kan blive reven ud af mine Arme, nej, det er så forfærdelig en Tanke, at jeg må græde.«

»Betænk dog, kære Martha, at du jo også går en større Fare i Møde, den Fare, som din Julegave så kærligt meldte mig, og alligevel tænker hverken du eller jeg på den frygtelige Mulighed, der truer enhver Kvinde, som føder et Barn til Verden. Lad os være glade, kære elskede Martha, og ikke tænke på Døden, der svæver over vore Hoveder.«

»Nu taler du, som kunne det være Tante Marie selv, der talte, som vor Skæbne var afhængig af »Bestemmelser«. Herregud, det er jo vore Medmenneskers Uforstandighed, Grusomhed, Dumhed og Vildskab, der ordner så meget. Hvorfor skal vi nu have Krig med Danmark?«

»Der er jo ingen Krig erklæret, kære Barn, og -« »Det ved jeg - det ved jeg meget vel, endnu kan en eller anden Tilfældighed afvende Ulykken; men det er jo frygteligt, at politiske Luner og Rænker skal kunne bestemme over Tusinders Liv og Død; her burde kun Menneskets egen fri og faste Villie bestemme. Å, hvad hjælper det, om jeg siger, at sådan burde det være, jeg kan ingen Ting forandre, jeg kan blot klage og jamre. Hjælp mig, Frederik, prøv ikke på at trøste mig med de sædvanlige, tomme Talemåder. Du tror ikke selv på, hvad du siger. Du føler selv den dybeste Modvilje - jeg ville blot ønske, du ville rase og klage og rigtigt forbande denne usalige Krig, som gør mig og så mange Tusinder andre ulykkelige.«

»Ja, min Elskede, hvis Krigen virkelig bryder ud, da vil jeg give dig Ret, da vil jeg ikke forsøge at skjule den Harme, den Afsky, jeg føler ved dette befalede Myrderi. Men i Aften vil jeg have Lov til at glæde mig over Livet - vi har jo hinanden - intet står imellem os, ikke en Skygge af Misforstaælse - lad os nyde den Lykke, så længe den er vor - ingen Fryd kan vare evig. Om Hundrede År er det ligegyldig, om vi har levet kort eller længe. Det kommer ikke an på, hvor mange herlige Dage, vi har haft, men på hvor herlige, de har været. Lad Fremtiden bringe os, hvad den vil - - - min elskede Hustru, Livet er så skønt, så herligt, så vidunderligt dejligt, at jeg ikke i dette øjeblik har Rum til andet i min Sjæl end inderlig Fryd.«

Han trykkede mig stormende til sit Hjerte og kyssede mig inderligt. Ved hans Kærtegn svandt den truende Fremtid bort fra mit Syn - også jeg grebes af øjeblikkets søde, betagende Fred og Lykke.

Den tiende Januar vendte vi tilbage til Olmütz.

Her tvivlede ingen om, at Krigserklæringen snart ville komme. I Wien tænkte man sig endnu Mulighe­den af, at det dansk-holstenske Spørgsmål kunne løses ad diplomatisk Vej; men her i Garnisonsbyens militære Kredse var enhver Tanke om Forfatning opgivet.

Officererne og deres Fruer var i en ophidset, men munter og fornøjelig Stemning - Krigen bød jo på Lejlighed både til Forfremmelse og Lønningstillæg.

»Den Krig, der nu forberedes, er en rigtig herlig Krig,« sagde Obersten, hos hvem vi var i Selskab, »og den vil blive uhyre populær. Her er intet Territorium at vove, Landbefolkningen har ingen Tab at lide, da den føres på fremmed Grund. Under sådanne Omstændigheder bliver det virkelig en dobbelt Fornøjelse at slås.«

»Hvad der begejstrer mig mere end alt andet,« udbrød en ung Premierløjtnant, »det er den gode Sag, vi skal slås for; tænk, at forsvare vore undertrykte Brødres Ret. At Prøjsen går med os eller rettere, at vi går med Prøjsen, sikrer os for det første et lykkeligt Udfald, og så knyttes desuden de nationale Bånd endnu stærkere. Nationalitetstanken -«

»Lad os hellere forbigå den i Tavshed,« afbrød Regimentschefen ham barsk. »Denne Svindel passer ikke for en Østriger. Det var den, der pådrog os Krigen med Italien.

»Et italiensk Italien«, det er den Kæphest, Louis Napoleon har tumlet om med sålænge. Al denne Snak om Nationalitet passer ikke for Østrig - Bøhmere, Ungarere, Tyskere, Kroatere - nej, lad os ikke snakke om Nationalitetsenhed. Vi kender kun et Princip, der forener os, og det er den loyale Kærlighed til vort Dynasti. Hvad der skal begejstre os i Kampen, er ikke den Tanke, at vi kæmper for Tyskere med Tyskere ved vor Side, men det, at vi er vor elskede, ophøjede Kejsers tro Soldater - Han leve!«

Alle rejste sig og drak Skålen stående.

Et Glimt af Begejstring flammede også op i mit Hjerte, men kun for et øjeblik. Det at elske en og samme Personlighed, kæmpe for en og samme Sag, når man er Tusinder, der opofrer sig, det er en Følelse, der kaldes Fædrelandskærlighed, Kongetroskab og Korpsånd, og som altid bringer ens Hjerte til at svulme. Den er ikke Kærlighed, men den virker så mægtigt, at dette Hadets Værk - dette afskyelige Hadets Værk, Krigen, som befales i denne Kærligheds Navn, står for Mennesket som Opfyldelsen af en Pligt, en Kærlighedspligt.

Min Begejstring varede dog kun et øjeblik; thi i mit Hjerte brændte en Kærlighed langt stærkere end den, jeg kunne føle for alle optænkelige Fædrelande og Landsfædre, nemlig Kærligheden til min Mand.

Hans Liv var for mig det dyrebareste af alt, og når det skulle sættes på Spil, forbandede jeg An­ledningen, enten den kaldtes Japan eller Slesvig-Holsten.

I den Tid, der nu fulgte, levede jeg i en usigelig Bekymring.

Den sekstende Januar anmodede det tyske Forbund Danmark om inden fireogtyve Timer at ophæve en Lov, mod hvilken den holstenske Stænderforsamling anråbte Forbundet om Beskyttelse. Danmark vægrede sig ved at efterkomme denne Anmodning. Hvem ville vel også lade sig befale på den Måde.

Vægringen var selvfølgelig forudset; thi Østrigske og prøjsiske Tropper stod allerede posteret ved Grænsen, og den første Februar gik de over Ejderen.

Så var den blodige Terning da atter kastet - Spillet begyndte.

Min Fader fandt sig i den Anledning beføjet til at sende os et Lykønskningsbrev. Han skrev:

»Glæd Jer, Børn, nu gives der os Lejlighed til at oprette, hvad vi tabte i 59. Når vi sejrrige vender hjem fra Norden, kan vi atter gå løs på Italien. Prøjserne vedbliver at være vore Forbundsfæller, og når de står ved vor Side, så skal det elendige Rakkerpak med samt deres intrigante Louis Napoleon få deres Bekomst!«

Til stor Sorg for Officererne blev Frederiks Regiment ikke kommanderet til Grænsen. Dette bragte os en faderlig Kondolenceskrivelse.

»Jeg må udtrykke min Beklagelse og Medfølelse for Jer, det gør mig oprigtig ondt for Tilling, at han skal stå ved et Regiment, der ikke er med i dette brillante Felttog lige fra Begyndelsen, men derfor behøver I dog ikke at tabe Modet, der er jo endnu en Mulighed for, at det senere får Marchordre. Martha vil sagtens se denne Sag fra den lyse Side og glæde sig over, at hun sparer den Ængstelse og Bekymring for sin kære Mand, som hun ellers ville gå i, og Frederik tilstaår jo, at han ingen Krigsbegejstring føler; men jeg tænker dog, at han nu forstår, at han kun principielt er en Modstander af Krig - er Krigen der først, håber jeg dog, at han foretrækker at være med, hvor den mandige Kampleg rører sig. Hele Hæren burde sendes mod Fjenden; thi det er dog hårdt for en god Soldat, når hah ikke får Lov at være med.«

»Synes du, det er meget drøjt at måtte være hjemme hos mig, Frederik,« spurgte jeg, da jeg havde læst dette Brev.

Han trykkede mig ind til sig, og det var for mig Svar nok.

Men med min Ro var det forbi. Hver Dag kunne vi vente Marchordre. Bare dog den usalige Krig snart var forbi!

Vi styrtede os med Iver over Aviserne, slugte Beretningerne fra Krigsskuepladsen og ønskede inderligt, at de Forbundne måtte vinde de afgørende Sejre. Mine ønsker var ikke ledede ene og alene af patriotiske Grunde. Naturligvis ønskede jeg dog helst, at Sejren skulle være på vor Side, men først og fremmest bad jeg til en hurtig Afgørelse, så denne forfærdelige Tid snart kunne være forbi.

Hvad i al Verden kom det mig ved, om Slesvig hørte til Danmark eller ikke!

Sælsomt var det, at såvel Danskerne som Slesvig-Holstenerne ikke indså, at det kun var Lederne, der sloges om Magten, og at det i dette Tilfælde slet ikke var deres Ve og Vel, der stredes om, men blot om, hvad der behagede Augustenborgeren og Tronfølgeren.

Når Hundene slås om Kødben, så er det dog Hundene, der kommer hjem med revne Skind, men når Folk fører Krig, er det gerne de stakkels Ben, der slår løs på hinanden og ødelægger hinanden gensidig ,i Striden for de Magter, der ligger i Uenighed om Besiddelsen af dem.

»Det er mig, Azor vil have,« og »Pluto har Ret til mig!« »Jeg vil ikke være Karos Slave« eller »Det er mig en Ære at blive ædt af Minette,« således taler Benene. »Danmark til Ejderen!« råbte de danske Patrioter. »Vi vil have Hertugen af Augustenborg!« skriger de loyale Holstenere. Vore Aviser og de politiske Kandestøbere var naturligvis; alle gennemtrængte af den Grundsætning, at den Sag, for hvilken» Vi« tog Parti, var den eneste, der kunne opretholde »den europæiske Ligevægt«.

I København forfægtedes naturligvis de stik modsatte Principer med lige så megen Tro og Iver. Hvorfor kunne man nu ikke se at komme til et Resultat - og hvis dette var umuligt, hvorfor valgte man da ikke Voldgiftsmænd til at afgøre denne Strid? Hvorfor skrålte man sig hæse på begge Sider: »Det er mig, og kun mig, der har Ret!« Ja, man skråler og skriger så længe, - selv mod sin egen Overbevisning - at man til­sidst bliver hæs, og så slår man løs, idet man overlader det til den stærkeste at sætte sin Villie i­gennem. Er det da ikke at bære sig ad som ville Dyr? Og når så en tredje Magt blander sig i Sagen, er det ene og alene for at komme med i Slagsmålet! - - Det kaldes »udenrigsk Politik«, ydre og indre Råhed er det - internationalt Barbari!

Vi fik daglig gode Efterretninger fra Krigsskuepladsen.

De Forbundne sejrede i hvert Slag.

Efter de første Fægtninger måtte de Danske straks rømme Dannevirke og Slesvig. Jylland til Limfjorden blev besat af vore Tropper, og kun på Als og i Dybbølskanserne stod Fjenden. Vi fulgte nøje med på Land­kortet.

»Når vi nu erobrer Dybbøl og tager Als, så er Krigen endt, og Østrigerne har vist, hvad de duer til. Prøjserne er selvfølgelig også tapre - vi er jo aldeles uovervindelige, når vi slutter Forbund. Enden på det hele bliver så, at Danmark erobres og indlemmes i »det tyske Forbund«, sådan snakkede de gode Olmützere og var himmelglade over Krigen.

Jeg ønskede intet hellere end at Dybbøl snart skulle stormes - jo før jo hellere; thi så måtte det hele vel være forbi; og hver Dag skælvede jeg af Rædsel for, at Frederiks Regiment skulle få Marchordre. Han var fattet på, at det skete, men han ønskede det ikke.

»Du må vænne dig til Tanken, Barn,« sagde han til mig, »det nytter ikke at gøre Oprør mod den bitre Nødvendighed. Jeg tror ikke, Krigen ender, fordi Dybbøl falder. Den udsendte Hær er for lille til at fremtvinge en Afslutning. Vi nødes til at forstærke den, og så får mit Regiment ikke Lov at blive hjemme.«

Felttoget havde nu varet i to Måneder, og der var ikke Udsigt til Afslutning. Når dog blot denne græsselige Krig kunne afgøres på en Gang som en Duel! Men nej, så snart et Slag er overstaet, leveres der et nyt, opgives en Stilling, sætter man sig fast et andet Sted, og således bliver man ved, indtil en Hær er tilintetgjort, eller Modparten er aldeles udmattet.

Den attende April stormedes Dybbøl.

Efterretningen blev modtaget med en Jubel, som om selve Paradiset havde ligget bag de sønderskudte Skanser.

Folk omfavnede hverandre midt på Gaden.

»Ved De det? Dybbøl er stormet! Leve vor tapre Hær! Det var da en Heltedåd!«

I samtlige Kirker lød Te Deum, medens alle mulige militære Musikdirektører fik travlt med at komponere »Dybbøl skansemarch«, »Dybbøl Stormgalop« osv.

Min Mands Kammerater med Fruer var lidt bittert stemte, de havde ikke »været med« - det kan man kalde Uheld at måtte sidde hjemme ved en sådan Sejr.

For mig var Sejren også en stor Glæde; thi kort derefter sammentrådte i London en Fredskongres - der fordrede » Våbenstilstand«. Å, hvor lettet følte man sig ikke ved de Ord: Våbenstilstand! Hvor alle dog måtte trække Vejret frit, tænkte jeg da for første Gang, når det for bestandig kunne hedde: Ned med Våbnene! Ned med Våbnene for Tid og Evighed! ... Disse Ord skrev jeg ind i min Dagbog, men ved Siden af står: »Utopier«.

Jeg tvivlede ikke om, at Londoner-Kongressen ville gøre Ende på den slesvig-holstenske Krig. Forhandlingerne blev trukne i Langdrag - Spændingen var stor, og jeg ville have været helt ude af mig selv, dersom jeg ikke lige fra Begyndelsen havde været aldeles sikker på, at Freden måtte blive Kongressens Resultat. Så meget forfærdeligere kom mig der for den uventede Efterretning, at Kongressen opløstes med uforrettet Sag.

Vi havde fireogtyve Timer til at træffe Forberedelser og til Afskeden. Og jeg ventede hver Dag min Nedkomst.

Jeg skulle være alene de forfærdelige Dage, hvor det er en Kvindes eneste Trøst at have en elsket Husbond ved sin Side. Hvor fortvivlet ville ikke også Frederik være ved at forlade mig i en sådan Tid.

Det var om Morgenen den tyvende Juni, jeg husker nøjagtig den mindste Enkelthed.

Heden var trykkende. Rullegardinerne var rullede ned for at lukke Solen ude. Jeg lå udmattet på Sofæn i en let Morgenkjole. Hele Natten havde jeg ikke kunnet sove og lå nu i en Halvslummer og indåndede den stærke Duft af en Rosenbuket, der stod på et Bord ved Siden af mig.

I det fjerne klang Lyden af Trompeter.

Jeg følte intet andet end Rosernes dejlige Duft, og min eneste klare Tanke var den, at Frederik snart ville bøje sig over mig og kysse min Pande. Ingen Følelse af Fare trykkede min Sjæl, og dog var jeg så vidt bevidst, at jeg var angst for at rives ud af min drømmende Tilstand. Jeg lukkede øjnene fast i og ventede, at min Elskede skulle komme.

Og han kom.

Han knælede ned ved Siden af Sofæn dg lå ubevægelig - Roserne duftede, og Trompeternes Klang døde hen. »Martha, sover du?« hviskede han sagte.

Da åbnede jeg øjnene. »For Guds Skyld, hvad er der i Vejen!« råbte jeg dødsangst; thi Frederiks Ansigt var fortrukken af Smerte.

I Stedet for at svare, lagde han sit Hoved til mit Bryst.

Jeg forstod det hele, han måtte af Sted ... Jeg slog Armene om hans Hals, og således blev vi en Stund siddende uden at tale et Ord.

»Når?« spurgte jeg tilsidst.

»I Morgen tidlig.«

»Å Gud, å Gud!«

»Fat dig, fat dig, Martha, min Elskede.«

»Nej, nej, lad mig græde - Ulykken er for stor - og jeg ved det, jeg ser dig aldrig mere, jeg læser i dine øjne, hvor fortvivlet du selv er: En sådan Smerte, som den, dit Ansigt udtrykker, har jeg endnu aldrig set i noget Menneskes Træk.«

»Ja, min elskede Hustru, jeg er ulykkelig! - Nu, netop nu, at rives fra dig!«

»Frederik! Frederik! Vi ser aldrig hinanden mer!. Jeg ved, jeg dør! «

Det var skrækkelige fireogtyve Timer. Det var anden Gang, jeg så en elsket Husbond drage i Krigen. Denne Gang var Skilsmissen dog mange Gange tungere end den første.

Klokken ti om Morgenen skulle Regimentet afmarchere. Vi var bleven oppe hele Natten, da vi ikke ville miste et Minut af den Tid, vi kunne være sammen.

Der var så meget, vi havde at sige hinanden, og dog talte vi kun lidt. Tårer og Kys sagde bedre end Ord: »Jeg elsker dig og må forlade dig!«

En Gang imellem faldt der også et forhåbningsfuldt Ord: »Når du kommer tilbage! - Det var jo muligt - der kommer jo så mange hjem!« Jeg gentog: »Når du kommer tilbage!« og gjorde mig Umage for at fore­stille mig, hvor henrivende det ville være, men forgæves; min Indbildningskraft kunne kun fremmane min Mands Lig liggende på Valpladsen, eller mig selv på en Båre med et dødt Barn i mine Arme. Frederik var optaget af lignende sørgelige Tanker; thi hans: »Når jeg kommer igen« klang ikke oprigtigt, og han talte meget hyppigere om, hvorledes alt skulle ordnes, »hvis han blev«.

»Gift dig ikke for tredie Gang, Martha. Udvisk ikke ved nye Kærlighedsindtryk Erindringen om dette lykkelige År - for, ikke sandt, det har været en lykkelig Tid?«

Vi tilbagekaldte nu i vor Erindring Hundrede små Begivenheder, som vi havde oplevet sammen lige fra vort første Møde indtil denne Time. »Og min Lille, min stakkels Lille, som jeg vel aldrig skal få at se - hvad skal den hedde?«

»Frederik eller Frederikke.«

»Nej, Martha er smukkere. Hvis det bliver en Pige, så giv hende det Navn, som hendes døende Fader -«

»Frederik, hvorfor taler du om Døden? Hvis du kommer igen -«

»Ja, hvis -« gentog han.

Da Dagen gryede, sank mine øjne sammen af Træthed. Uden at miste Bevidstheden om, at Afskedstimen var for Hånden, faldt vi begge i en let Slummer. Pludselig fór jeg op med en høj Stønnen.

»For Guds Skyld, Martha, hvad fejler du? Det er da vel ikke? - Men så tal, så tal dog!« Jeg nikkede.

Var det et Skrig, en Forbandelse eller et Hjertesuk, der trængte sig over hans Læber? Han ringede voldsomt.

»Hent øjeblikkelig Doktoren og Jordemoderen!« råbte han til Kammerpigen, som styrtede ind. Derpå knælede han ned ved min Side og kyssede mine Hænder.

»Min Hustru! Min Elskede! Og nu, nu skal jeg af Sted!«

Jeg kunne ikke tale. Jeg led den heftigste legemlige Smerte, man kan tænke sig, og min Sjælekval forøgedes ved at se Frederiks Fortvivlelse.

Snart kom både Doktor og Jordemoder, og medens de tog mig under Behandling, gjorde Frederik sine sidste Forberedelser til Afmarchen. Da han var færdig dermed, greb han Doktorens Hænder og udbrød:

»Doktor, Doktor, De lover mig, ikke sandt - De lover mig - De indestår mig for, at alt går godt? Og De telegraferer til mig?« Han nævnede de Stationer, han skulle passere på Rejsen. »Og hvis der er Fare - Ak, hvad kan det hjælpe!« afbrød han sig selv. »Om også der var den største Fare, kunne jeg jo ikke komme tilbage.«

»Det er hårdt, Hr. Baron,« indrømmede Doktoren, »men vær kun rolig: Patienten er ung og kraftig. Om nogle Timer er alt overstået, og De skal få et beroligende Telegram.«

»De må sige mig Sandheden, hører De, Doktor - giv mig Deres hellige Æresord på, at De siger hele Sandheden; thi kun under den Forudsætning kan Deres Efterretninger berolige mig. Sværg mig det til! - Ellers tror jeg, det er Løgn altsammen.«

Lægen gav ham det forlangte.

»Å, min stakkels, stakkels Mand,« tænkte jeg, »hvis du nu allerede i Aften får Efterretning om, at din Martha er døende, hvordan vil du så tage det? Du ville fortvivle, når du ikke kan vende om for at trykke hendes øjne til. Frederik!« råbte jeg højt.

Han fór hen til mig.

I det samme slog Uret. Vi havde endnu et Par Minutter, men også for dem blev vi bedraget; thi et nyt Anfald kom over mig, og i Stedet for Afskedsord kunne jeg kun vånde mig.

»Gå, Hr. Baron,« sagde Lægen, »sådanne oprivende Scener kan være farlige for Patienten.«

Endnu et Kys, og han styrtede af Sted; mit skærende Skrig var det sidste, han hørte.

I hvilken Stemning drog vel Regimentet bort? Derom gav Olmütz Avis næste Dag Besked. Der stod at læse følgende: »Med vajende Faner og klingende Spil drog i Går 6. Regiment ud af Byen for i vort nordlige, havkransede Broderland at hente sig friske Lavrbær. Begejstring fylkede Rækkerne og Kamplyst tindrede i alles øjne o. s. v. o. s. v.«

Frederik havde før sin Afrejse telegraferet til Tante Marie, at jeg trængte til hendes Hjælp. Hun kom nogle Timer efter at han var rejst og fandt mig bevidstløs og i stor Fare.

I flere Uger svævede jeg mellem Liv og Død. Barnet døde samme Dag, det blev født.

Den sjælelige Lidelse, som Afskeden med min elskede Mand havde forårsaget mig, bandt min Mod­stands­kraft just på det Tidspunkt, da jeg trængte til alle mine Kræfter for at modstå de legemlige Smerter, og jeg var meget nær ved også selv at gå bort.

Til min stakkels Mand havde Lægen overensstemmende med sit Løfte måttet sende den sørgelige Efterretning, at Barnet var dødt og hans Hustru i Livsfare.

Jeg kunne intet få at vide om ham; Feberen knugede mig jo Dag og Nat. Jeg kendte ingen og var uop­hørlig uden Bevidsthed. En ganske svag Erindring har jeg beholdt om denne Tilstand, men gengive den med fornuftige Ord ville være umuligt.

I min febersyge Hjerne dannede der sig Begreber og Forestillinger, som det Sprog, der er afpasset efter normal Tænkning, ikke har Ord for. I mit røde Hefte har jeg skrevet:

Jeg sammenblandede de to Begivenheder, Krigen og min Nedkomst, med hinanden, forvekslede Lægens Instrumenter med Kanoner, med blanke Våben, og indbildte mig, at jeg lå på mit Smertensleje mellem to mod hinanden fremstormende Hære. At min Mand var borte, vidste jeg, dog så jeg ham i den døde Arnos Skikkelse, medens Frederik, forklædt som Sygeplejerske, sad ved min Side og klappede Sølvstorken.

Hvert øjeblik ventede jeg de susende Granater, der skulle splintre Arno, Frederik og mig selv, for at det Barn kunne komme til Verden, som var bestemt til at regere over Danmark, Slesvig og Holsten - og alt dette gjorde så usigelig ondt og var dog så unyttigt. Et Steds måtte der dog findes en eller anden, der kunne forandre dette og vælte denne Byrde fra mit og hele Menneskehedens Bryst - og jeg fortæredes af Længsel efter at kaste mig for denne Mægtiges Fødder og tigge og bede: Hjælp!! Barmhjertighedens og Retfærdighedens Navn, hjælp! Ned med Våbnene, ned-« Med dette Skrig vågnede jeg en Dag til Bevidst­hed. Fader og Tante Marie sad ved Siden af min Seng, og Fader sagde beroligende:

»Ja, ja, Barn vær rolig, Våbnene lægges snart ned, og -«

Det var en sælsom Følelse atter at vågne til Bevidsthed om Livet; men Virkeligheden er næsten lige så grusom som Fantasierne, jeg var jo den syge Martha Tilling, hvis Barn var dødt, hvis Mand var i Krig. »Lever han? Er her Breve til mig -?« var mit første Spørgsmål.

Jeg fik nu en hel Hoben Breve og Telegrammer. For Størstedelen var det kun Forespørgsler om min Til­stand, Anmodninger om at sende Meddelelser hver Dag, om mulig hver Time, når han befandt sig på Steder, hvor Telegram kunne nå ham. Jeg kunne ikke straks få Lov at se Frederiks Breve, de kunne mulig ophidse mig for meget; men de fortalte mig, at Frederik var usåret, Krigen snart til Ende. og at vore Tropper havde udmærket sig i alle Retninger. Så snart nu Als var taget, ville de vende hjem, be­dækket med Hæder og Lavrbær.

SåIedes trøstede Fader mig.

Tante Marie fortalte mig min egen Sygehistorie. Der var nu gået flere Uger, siden hun kom, samme Dag som Frederik drog bort og mit Barn blev født og døde. Så meget huskede jeg selv, men om alt, hvad der senere var passeret, vidste jeg intet. Først nu fik jeg at vide, at jeg havde været opgivet af Lægen, og at Fader var kommet for at se mig for sidste Gang.

Min arme, arme Frederik, der stadig havde modtaget disse dårlige Efterretninger! For nogle Dage siden havde Lægen atter fattet Håb, og der blev straks telegraferet til Frederik, der vel nu måtte have fået den gode Efterretning.

»Når han blot selv endnu er i Live,« sukkede jeg.

»Forsynd dig nu ikke, Martha,« svarede Tante Marie, »den kære Herre Gud og hans Hellige ville så ikke have reddet dig, kære Martha, jeg har bedt så inderlig for ham, og jeg har endog sendt ham en Amulet - vær du kun rolig - du kan da ikke tvivle på, at det vil hjælpe - hvor mange Beviser har man ikke på den under­bare Kraft. Du er selvet Bevis på, hvad de Helliges Forbønner formår - thi du stod allerede på Gravens Rand, da bønfaldt jeg din Skytshelgen, den hellige Martha -«

»Ja,« sagde Fader ivrig, »og jeg skrev til Wien efter Doktor Braun, og han reddede dig.«

Tante sendte ham et bebrejdende Blik.

Den næste Dag fik jeg Lov at læse nogle af Frederiks Breve.

De fleste var kun på et Par Linier: SpørgsmåI om min Tilstand og kortfattede Meddelelser, som: »Fægt­ning i Går - er ikke såret.« »Marcherer i Dag videre - Depecher adresseret til ***.« Et længere Brev hav­de på Konvoluten denne Påskrift: »Læses først, når enhver Fare er forbi.« Dette læste jeg først:

»Min Elskede! Vil du nogen Sinde komme til at læse dette? Den sidste Efterretning, jeg modtog fra din Læge, lød på: »Patienten stærk Feber, Tilstanden betænkelig.« »Betænkelig« er det ikke et forsigtigt Ord for »håbIøs«? Hvis du nogen Sinde får dette at læse, så ved du, at Faren er overstået, og da skal du dog vide, hvorledes jeg føler mig til Mode Aftenen før et Slag, når jeg ved, at min elskede Hustru ligger døende derhjemme. Strækker du Armene ud efter mig, råber du mit Navn? Og vort Håb, vort Barn, som vi glædede os sådan til at elske, det er dødt! Hvo ved, om ikke en Kugle i Morgen træffer mig? Om jeg vidste, at du var borte, ville Døden jo være mig velkommen; men du bliver dog måske reddet. Lever du, min Martha, da vil jeg også leve, jeg føler intet til denne »Dødsglæde«, som Feltpræsten prædiker så me­get om. Hvis du lever og jeg kommer hjem, så venter mig jo endnu et Overmål af Lykke! Å, hvilken Livs­glæde du og jeg vil føle, hvis vi får Lov at nyde Fremtiden sammen. I Dag stødte vi for første Gang sammen med Fjenden. Indtil nu har vi marcheret igennem erobrede Landstrækninger, som var forladt af de danske Tropper. Rygende Ruiner, nedtrådte Kornagre, oprevet Sæd, itubrudte Våben, blodbestænkte Tornystre - Blodpøle, forrådnede Heste - det er Landskabet og dets Staffage. Vi skal vinde og sejre. Det vil sige, at endnu flere Landsbyer skal brænde, flere Agre trampes ned.

Og vi er begyndt godt i Dag. Vi er Herrer over Stillingen. Bag os brænder en Landsby. Indbyggerne var heldigvis alle flygtede; men en Hest, der var glemt i en Stald, trampede og vrinskede. Ved du, hvad jeg gjorde - det vil visselig ikke indbringe mig nogen Orden - i Stedet for at skyde nogle Danske red jeg hen for at redde Dyret. - Umuligt, Krybben brændte - Strået under dens Hoved stod i lys Lue, Manken begyndte også at brænde - da skød jeg den to Revolverkugler ind i øret, den styrtede sammen og befriedes således fra den forfærdelige Flammedød.

Så tilbage til Slagets Tummel, til Krudtdampen, til Skuddenes Larm og de Såredes Hvin. De fleste af dem, der støjede rundt om mig, var vist grebne og betagne af Kampens Raseri; men jeg vedblev bestandig at være kold og rolig mellem de ville Dyr og Mennesker, idet de fór løs på os! Kun deres Pligt. Mine Tanker gik uophørlig til dig, Martha, jeg så dig ligge stille og hvid på Ligbåren - å, blot en. Kugle måtte ramme mig - så dukkede Håbet atter op: tænk, om hun kom sig - hun er ung og stærk.

Kampen varede over to Timer. Vi beholdt Valpladsen, og den slagne Fjende flygtede. Vi forfulgte ham ikke.

Vi havde Arbejde nok. Et stort Mejeri lå i Nærheden. Det var urørt af Ilden, derhen bragte vi vore Sårede.

De Døde skal begraves i Morgen tidlig, en Del Levende bliver sagtens også begravede; thi Stivkrampe ind­træder hyppigt efter svære Sår. Mange måtte vi lade ligge både døde, sårede og uskadte, nemlig de, som ligger under de sammenstyrtede Huse. De Døde kan ligge der og gå i Forrådnelse, de Sårede forbløder sig langsomt, de Uskadte dør af Sult. Og vi andre drager videre frem, glade og fornøjede ved vort lystige, friske Felttog - Hurra!

I Morgen bliver det et ordentligt Slag. De Dødes og Såredes Antal kan da let tælles i Tusindvis; thi Kanonerne klarer de første Rækker i en Håndevending. Det er jo vidunderligt smukt ordnet; men der findes nok snart på noget, som er endnu bedre. Den menneskelige Hjerne arbejder jo ufortrødent for at udfinde, hvordan man på den bedste og billigste Måde skal dræbe det størst mulige Antal Med­mennesker.

Hvorfor skriver jeg dette til dig. Hvorfor udbryder jeg ikke i begejstrede Lovtaler over Tapperhed og Fædreland, som det sømmer sig en Soldat! Hvorfor? Fordi jeg trænger til Sandhed, tørster efter at tale rent ud - fordi jeg væmmes ved disse løgnagtige Fraser. Og i dette øjeblik, hvor jeg er Døden nær, og hvor jeg taler til dig, der måske ligger i dit sidste Suk, vil jeg sige dig, hvad der ligger mig tungt på Sinde. Lad Tusinde andre tænke anderledes, jeg vil, jeg må udtale en Gang, før jeg selv falder på Valpladsen som Offer, at jeg hader og afskyer Krig. Gid hver en, der har samme Følelse, højt og lydt ville råbe det ud, hvilket drønende Skrig ville da ikke stige mod Himlen, alle de højtklingende Fraser og de tordnende Kanoner ville da overdøves af de følende Menneskers Råb: »Krig mod Krigen«.

»Ovenstående skrev jeg i Aftes. Nu har jeg sovet nogle Timer på min Halmsæk. Om en halv Time bryder vi op, så dette kan endnu komme af Sted med Feltposten. Alle er oppe og rustet til Afmarch. De stakkels Folk, den Ro, de har fået efter Slaget i Går, er kun ringe, og de kan dog åndelig trænge til Kræfter til at del­tage i Blodbadet i Dag.

Jeg har dog fået gjort en Runde i vort improviserede Lazaret, som vi må lade blive her tilbage; der lå et Par Stykker, som jeg havde Lyst til at behandle på samme Måde som Hesten - det ville have været en Barm­hjertighedsgerning. En havde fået hele Underkæben skudt bort, en anden - men nok herom - jeg kan intet gøre, ingen Hjælp bringe, intet uden Døden kan lindre dem; men den kommer desværre ofte så langsomt! Den har altfor meget at gøre: den må bortvise dem, der så inderligt håber på Helbredelse, den, der beder: å, skån mig! Hjemme venter mig en elsket Hustru.

Min Hest er sadlet - jeg må slutte. Lev vel! Martha, lev vel - hvis du lever!«

Heldigvis fandtes der i Brevpakken Efterretning af senere Dato.

Efter Slaget skriver Frederik:

»Sejren er vor. Jeg er ikke såret. Det er to gode Efterretninger, den ene til din Fader, den anden til dig. Hvor mange Tusinder den Dag har bragt grænseløs Ulykke, det ved vi endnu ikke.«

I et andet Brev fortalte min Mand mig, at han havde truffet sin Fætter Godtfred:

»Tænk dig min Overraskelse! Hvem ser jeg ride mig forbi i Spidsen af et Detachement! Tante Komelias eneste Søn! - Drengen selv var henrykt og begejstret. Jeg så det på hans stolte og strålende Udtryk; men hvor­dan tror du, hans stakkels Moder er til Model Om Aftenen fik jeg ham ind i mit Telt.

»Hvor det er herligt,« udbrød han straks, »at vi to kæmper for samme Sag. Har jeg ikke et storartet Held med mig - tænk at komme i Ilden det første År, jeg er Løjtnant. Du skal se, jeg henter mig nok et Kors.«

»Hvad sagde Tante Komelia dertil?« spurgte jeg.

»Å, hun var som alle Mødre; hun skjulte sine Tårer for ikke at ødelægge min Glæde, og hun ønskede mig al mulig Sejr og Lykke.« .

»Hvordan følte du dig da til Mode første Gang, du var i Ilden?«

»Å, det var henrivende, herligt!«

»Du behøver ikke at lyve, min Dreng, her er det ikke Stabsofficeren, der spørger dig, og du behøver ikke pligtskyldigt at give den tapre unge Løjtnant. Jeg spørger dig som Menneske og Ven.«

»Jeg må gentage, det var storartet - rædselsfuldt naturligvis, men ophøjet. Og den Følelse, at man op­fylder sin dyreste Pligt mod Gud, Konge og Fædreland, er den ikke storartet? Og nu dette at se Døden under øjne, det hensætter i en egen, løftet, episk Stemning. Historiens Muse svæver over Ens Hoved og giver vore Sværd sejrende Kraft.

Jeg brænder af Harme over den frække Fjende, der vil træde Tysklands Ret under Fødder - og det er en stolt Følelse at turde tilfredsstille sit Had - det er en egen hemmelighedsfuld Følelse at turde dræbe sin Fjende - ikke alene turde, men at skulle, uden derfor at blive Morder, og idet man på samme Tid uforfærdet giver sit eget Liv til Pris.«

Således talte den unge Mand, vidt og bredt. Jeg afbrød ham ikke. Jeg har måske haft Følelser, der lignede hans, da Slagets Tummel første Gang brusede om mig.

»Episk - det er Ordet - alle disse Heltedigte, Heltehistorier er gået os i Blodet. Vi læres op til at føle Mordlyst - vi synker ned til blodtørstige Rovdyr - det er dem, der føler »Krigens Vellyst« - tro mig, min Martha, så dybt nede har jeg aldrig været.

Godtfred er henrykt over, at »vi Østrigere kæmper for den retfærdige Sag«. Hvorfra ved han nu det? Enhver Sag fremstilles jo i en Hærbefaling som den retfærdige.

»Ja, vi Tyskere, vi er dog et Broderfolk, et enigt Broderfolkl«

»Det så man i Trediveårskrigen og i Syvårskrigen,« faldt jeg med dæmpet Stemme ind.

Godtfred overhørte det og vedblev: »For hinanden og med hinanden besejrer vi enhver Fjende.«

»Hvis nu Prøjserne og Østrigerne i Morgen kæmper mod hinanden, min Dreng, hvad så?«

»Å, hvor vil du hen, det er jo utænkeligt. Nu da vort Blod er udgydt i Fællesskab for den gode Sag, nu kan vi aldrig mere -« »Aldrig mere?« I Politik bør man aldrig bruge Udtrykkene »aldrig« og »evig«.

Folkefjendskab og Venskab er Døgnfluer, når man ser det på Baggrund af Verdenshistorien. Jeg skriver alt dette, Martha, ikke fordi jeg tror det kan interessere dig, du stakkels Syge, men fordi jeg har den Ide, at jeg ikke kommer levende fra Slaget i Morgen, og så vil jeg, at du skal kende mine Tanker og Følelser. Mit Brev kari jo blive fundet og læst også af andre, da ved jeg, at mine Tanker ikke dør med mig, og man vil få at høre, hvad der rører sig hos uhildede og menneskelige Soldater. Ulriks Valgsprog var: »Jeg har vovet det!« »Jeg har sagt det«, det skal være min Beroligelse, når jeg må sige Farvel til Livet.«

Dette sidste Brev var fem Dage gammelt og ankommet for to Dage siden. Hvilke Rædsler kan der ikke i en Krig ske på fem Dage?

Hvorfor har vi hverken hørt fra ham i Går eller i Dag? Ingen febertørstig kunne længes mere efter Vand, end jeg efter Brev og Telegrammer.

Hvis han levede, da skulle han nu få den glade Efterretning, at jeg levede, at jeg var udenfor al Fare, hvis, å, hvis?

Min Fader måtte rejse igen. Faren var overstået og han havde meget at bestille i Grumitz. Så snart jeg kom lidt til Kræfter, skulle Rudolf og jeg rejse ud til ham for rigtig at komme mig i Landluften.

Tante Marie blev tilbage hos mig, hun ville følge mig tilbage til Grumitz, for at jeg ingen Uforsigtighed skulle begå. Mine to Søstre Rosa og Lily var allerede rejst derud. Jeg lod hende lægge Planer uden at sige hende imod, men var i mit stille Sind fast besluttet på snarest muligt at rejse til Slesvig-Holsten.

Hvor min Mands Regiment i dette øjeblik befandt sig, det vidste ingen. Det var umuligt at sende noget Brev eller Telegram.

»Ophids dig nu ikke,« formanede Papa ved Afskeden, »vogt dig for Tilbagefald. Er det noget at ængste sig, fordi du i to Dage ikke har fået noget Brev. I Felten finder man min Sandten ikke Telegrafstationer og Brevkasser, når man ønsker det; ikke at tale om, at man ikke altid er oplagt til at skrive, når man har kort Hvil og lange Dagsmarcher. Man behøver ikke at tro, at der er Fare på Færde, selvom der skulle gå fjorten Dage uden Brev eller Efterretninger I min Tid lod jeg ofte meget længere Tid gå hen mellem mine Breve, og der var ingen, som gik og ængstede sig i den Anledning.«

»Hvor kan du nu vide det, Papa? Jeg er sikker på, at de har været lige så bange for dig, som jeg nu er for Frederik. Ikke sandt, lille Tante?« »Vi satte vor Lid til Gud,« svarede Tante, »ligesom vi nu gør; vi vidste, at Forsynet ordnede alt på det bedste og beskyttede hans Liv for os -«

»Og var jeg ikke vendt tilbage, så Herregud, så måtte! jo vide, at det ikke kommer an på en Enkelts Liv så megen Fædrelandskærlighed var I dog vel i Besiddelse af -. Du, min kære Datter, har ikke den rette Følelse for dit Land. Men nu i dette øjeblik vil jeg ikke gå i Rette med dig i den Anledning. Se nu bare til at blive rask igen. Lev for din Rudi - du må ikke glemme, at han skal opdrages til at blive en dygtig Mand og en brav Soldat!« Jeg kom mig ikke så hurtigt, som de havde tænkt. Den stadige Angst ophidsede mig så stærkt, at Feberen vendte tilbage, om end ikke på langt nær så voldsomt som første Gang.

En Gang - efter en mer end almindelig grufuld Nat; jeg havde i mine Fantasier set Frederik levende un­der en Hob Lig af Mennesker og Heste - kom det af Papa forudsagte Tilbagefald, og mit Liv var atter i Fare. Den stakkels Tante Marie havde et besværligt Hverv. Hun anså det for sin Pligt at trøste mig og opfordre mig til med Hengivelse og Tillid at stole på Forsynet, og hendes Grunde, især den altid til­bagevendende »Bestemmelse«, havde den Virkning at bringe mig ganske ud af Ligevægt, og i Stedet for gan­ske roligt at lade hende prædike, blev jeg heftig, sagde hende imod, klagede højt og lidenskabeligt o­ver min Skæbne, og forsikrede hende rent ud, at jeg anså hendes Forudbestemmelse for komplet Vanvid. Tante oprørtes og blev både personlig såret og forfærdet ved Tanken om den Straf, der ventede min arme Sjæl.

Det eneste, der kunne berolige mig en Stund, var min lille Rudolf.

Han ville for Resten så nødig være der inde i det mørke Sygeværelse; han blev ganske bedrøvet ved at se sin ellers så muntre Mama ligge bleg og forgrædt i Sengen, så jeg beholdt ham kun nogle øjeblikke ad Gangen.

Fra Papa kom daglig Forespørgsler og Efterretninger. Han havde henvendt sig til Frederiks Oberst, men intet Svar fået. Hver Gang der kom ud en Liste over Døde og Sårede, sendte han straks en Depeche:

»Frederiks Navn var der ikke!«

»Mon i ikke bedrager mig,« spurgte jeg en Gang Tante. »Han er måske død for længe siden, og I ved det allesammen, skjuler det bare for mig.«

»Jeg sværger dig -«

»Ved din Tro, ved din Sjæls Frelse?«

»Ved min Sjæls Frelse!«

Så klamrede jeg mig atter til Håbet og ventede Bud fra Time til Time.

Den mindste Støj i Værelset ved Siden af var efter min Formening Bud, mit Blik var uafladelig hæftet på Døren, om den dog ikke ville åbne sig og Tante komme ind med det længselsfuldt ventede Brev eller Tele­gram i Hånden.

Når jeg skuer tilbage på de Dage, så ligger de som et langt, kvalfuldt År i min Erindring.

Den første Glæde, jeg følte, var Efterretningen om, at en ny Våbenstilstand var sluttet; denne Gang måtte det vel betyde Fred.

Dagen efter det gode Budskabs Ankomst var jeg lidt oppe.

Fred! Måske kom dog Freden for silde for mig; men alligevel følte jeg en usigelig Ro komme over mig; nu behøvede jeg da i det mindste ikke daglig at forestille mig Frederik midt imellem sine Fjender og susende Kugler, fra hvilke han umulig kunne komme uskadt hjem til mig. »Gud være lovet, nu er du snart rask,« sagde Tante den første Dag, jeg blev båret fra Sengen og hen på en Chaiselongue. »Så kan vi snart tænke på at komme til Grumitz.«

»Så snart jeg har Kræfter dertil, rejser jeg til - Als.«

»Til Als - hvor kan du finde på det?«

»Jeg vil se det Sted, hvor Frederik ligger såret eller -« jeg kunne ikke få Ordet over mine Læber.

»Skal jeg ikke hente lille Rudolf?« spurgte Tante en Stund efter. Hun vidste, Barnet var det bedste Middel til for en kort Stund at adsprede mine sørgelige Tanker.

»Nej - ikke nu - jeg vil helst være i Ro, ganske alene. Du vil også nok være så sød, lille Tante, at gå ind i den anden Stue; jeg vil se, om jeg ikke kan falde lidt i Søvn, jeg er så træt, og -«

»Ja, prøv på det, kære Barn - her står Klokken, vil du noget, så ringer du, og jeg er straks hos dig igen.«

»Har Postbudet været her?«

»Nej, det er endnu for tidligtl«

»Væk mig endelig, hvis han kommer.«

Jeg lænede mig tilbage og lukkede øjnene. Tante gled ud af Værelset med lydløse Skridt.

Jeg ville ikke sove, blot lukke øjnene og tænke. Jeg lå i det samme Værelse, på den samme Chaiselongue, som den Gang Frederik kom og fortalte, de havde fået Marchordre. Luften var varm som den Dag, Roserne duftede ved min Side og gennem Vinduet trængte Lyden af Trompetsignal.

Å, hvis jeg kunne drømme som den Gang, drømme, at Døren sagte gik op og min elskede Mand trådte ind. Roserne duftede bestandig stærkere, gennem Vinduet trængte Trompetlyden ind. Lidt efter lidt gled jeg over i en Drømmetilstand, jeg glemte alt, hvad der siden var foregået, kun den ene Forestilling blev hvert øjeblik klarere; nu måtte han vise sig for mig. Men så måtte jeg jo åbne øjnene en lille Smule, og efter nogen Anstrengelse lykkedes det mig virkelig også, da - å, da - så jeg den længselsfuldt ventede, elskede Skikkelse: Frederik, min Frederik stod på Dørtærskelen. Højt hulkende skjulte jeg mit Ansigt i begge mine Hænder og fór op af min halvbevidste Tilstand; men nu stod det så klart for mig, at det kun var en Hallucination, og efter den himmelske Lyksalighed, det Syn havde voldt mig, fulgte nu den sorteste Fortvivlelse, og jeg stønnede højt i Følelsen af min Elendighed:

»Å, Gud, min Frederik, min elskede, min døde -!«

»Martha! «

Hvad var det? En Stemme, hans Stemme, det var ham, det var ingen Drøm, intet Feberbillede ; jeg lå ved min Mands Bryst.

Jeg følte, man kunne blive vanvittig af Glæde - jeg lo, græd, hulkede og rystede som i en Feber, kyssede atter og atter hans Mund, øjne og Kind og var ikke i Stand til at sige et fornuftigt Ord.

Ved mit første Jubelskrig kom Tante Marie styrtende ind i Værelset. Hun havde heller ingen Anelse om Frederiks Tilbagekomst, og med et tydeligt: »Jesus, Maria og Josef!« sank hun ned på en Stol.

Det varede længe, før vi blev så rolige, at vi kunne begynde at udspørge hinanden. Senere hen fik vi så at vide, at min Mand var bleven liggende såret i en Bondegård, medens hans Regiment drog videre.

Hans Sår var kun let, dog lå han i flere Dage i Feber og bevidstløs. Breve havde ikke nået ham i den se­nere Tid. Da han blev rask, hørte han, at Våbenstilstand var sluttet og intet hindrede ham fra at rejse hjem. Han ville hverken skrive eller telegrafere. Dag og Nat rejste han, han vidste jo ikke, om jeg var død eller levende, og spørge sig for ville han ikke - han havde kun en Tanke: af Sted, hjem, uden at spilde et Minut, uden at miste Håbet om at finde sin Hustru levende derhjemme, og hans Håb blev ikke skuffet; vi havde igen hinanden, frelste begge to, og så ubeskrivelig lykkelige.

Kort efter hans Hjemkomst flyttede vi allesammen ud på Papas Gods. Min Mand havde af Helbreds­hensyn fået en længere Permission. Lægen havde foreskrevet ham Landluft og Ro, og begge Dele fandt han i fuldt Mål på Grumitz.

Det blev en dejlig Eftersommer. Jeg tror aldrig, jeg har levet en skønnere Tid eller følt mig lykkeligere. Hver Dag og hele Dagen at kunne være sammen med min elskede Mand efter at jeg næsten havde op­givet Håbet om oftere at få ham at se, det var en navnløs Fryd. Jeg elskede ham om muligt højere, tusind Gange højere end før, og jeg havde følt mig så fattig; hvor rig, hvor uendelig rig var jeg ikke nu!

Hele Familien var samlet i Grumitz. Også min Broder

Otto tilbragte sin Ferie i Hjemmet. Han var 15 År og skulle endnu tilbringe tre År på Wiener-Neu­stadter-Akademiet. Otto var en smuk og prægtig Dreng, han var Papas Fryd og Stolthed. Han, Rosa og Li­ly fyldte Huset med Ungdom og Lystighed; overalt hørtes der Latter og Støj, Boldspil, Løben og Springen, Ring- og Krocketspil og alle mulige Påfund forkortede Dagen. Fætter Konrad lå i Garnison i Nærheden og han forsømte ikke, så ofte Lejlighed gaves, at deltage i de gale Streger og lystige Komedier, der opførtes.

De gamle: Tante Marie, Papa og et Par af deres Jævnaldrende, som var på Besøg, dannede et Parti for sig; de spillede Kort, spadserede i Parken, nød Bordets Glæder politiserede og talte en hel Del om den nys afsluttede Krig og det endnu ikke afgjorte slesvig-holstenske Spørgsmål.

Frederik og jeg fik Lov til at have det så temmelig for os selv. Vi spiste ikke engang altid sammen med de andre der lod os være i Fred og gøre, hvad vi havde Lyst til. Vi betragtedes i Almindelighed som et nygift Par, der nød sine Hvedebrødsdage, og man forstyrrede os ikke. Vi holdt også mest af at være a­lene, vi fandt dog mest Tilfredsstillelse i hinandens Selskab. Efter de så nylig overståede tunge Sorger var vi ikke i Stand til at tage Del i de Unges Lystighed, og endnu mindre sympatiserede vi med de Ældres Måde at tilbringe Tiden på, derfor nød vi hinandens Selskab. Vi gik lange Spadsereture, foretog Udflugter i Omegnen, der varede i flere Dage, eller vi læste inde i Biblioteket, og om Aftenen, når de for­skellige Spillepartier var i Gang, listede vi os stille op på vore Værelser, hvor vi sad i en fornøjelig Passiar ved en Cigaret og en Kop Te.

Vi havde jo så forfærdelig meget at tale om.

Vi talte ofte om vor Sorg og vore Ængstelser i den Tid, vi havde været skilt fra hinanden - da følte vi Glæden over at være sammen endnu stærkere. Dødsanelsen var altså ikke andet end en Overtro, begge havde vi været overbeviste om - at skulle dø - og nu sad vi sunde og glade ved hinandens Side.

Frederik måtte skildre for mig alle de Farer, han havde gået igennem, fortælle mig om sine Følelser ved Synet af de Sårede - gennem alt, hvad han sagde, klang den inderligste Menneskekærlighed og Afsky for Krigen.

Otto og Papa bad ham også ofte fortælle om Krigen det gjorde de naturligvis af andre Grunde end jeg - og Frederiks Fortællinger var også ganske anderledes, end når han talte med mig alene.

Han skildrede de taktiske Bevægelser, Hærens Opstilling, sagde, hvad den eller den Hærfører havde ytret ved denne eller hin Lejlighed. Tilhørerne var godt tilfredse. Otto lyttede med Beundring, Generalen med sagkyndig Vigtighed; men jeg syntes ikke om denne Opremsning. Jeg vidste, at han bag de kolde Ord skjulte en Verden af lyse Tanker og ømme Følelser, og bebrejdede ham i Enrum, at han talte, som han gjorde.

»Hvad siger du? Falskhed, Mangel på Oprigtighed, kalder du det. Nej, Barn, du tager fejl, det er ligefrem kun en Slags Anstændighedsfølelse. Husker du vor Bryllupsrejse, vor Afrejse til Wien - har du nogen Sinde skildret disse Dage og Nætter for dine Veninder eller Slægtninge -?«

»Nej, hvor kan det falde dig ind - om sådanne Følelser taler man aldrlg.« »Der ser du - der gives Ting, som man ikke kan tale om I kan ikke tale om Eders Kærlighedsglæder, og vi ikke om vore Krigslidelser. Om Hvedebrødsdagenes Henrykkelse og Slagmarkens Rædsel taler ingen »kvindelig« Kvinde og ingen »mandig« Mand. Du vil ikke for nogen indrømme, at du har grædt Glædestårer i Kærligheds Hen­rykkelse, og jeg vil ikke vedkende mig, at jeg har haft Lyst til at skrige af Dødsangst -«

»Har du skreget - Frederik - til mig kan du sige det. Jeg skjuler ikke mine Følelser for dig, hvorfor kan du da ikke - - -«

»Tilstå for dig den Dødsangst, som griber os Soldater på Valpladsen. Hvordan kunne det være ander­ledes? Frasen og Digtningen lyver så meget - den opstyltede Begejstring kan nok for en Stund fortage Dødsangsten - men, du store Gud, hvor megen Angst har jeg ikke set - hvor mange for tvivlede Blikke - hvor mange Klager.«

»Og det gør dig ondt, du gode, milde Mand.«

»Å, du kan ikke fatte, hvor ondt det kan gøre. Det er så underligt, man skulle jo tro, at når et Menneskes Lidelser volder Kval, så måtte Tusinders Smerte Tusinde Gange forstærke Følelsen; men således er det ikke. Man sløves af de uendelige Gentagelser. Menneskets Evne til at føle Lidelsen er jo heldigvis begrænset - - -«

»Ja, således tænker du og et Par andre - de fleste tænker slet ikke - -«

»Nej, det er sandt, og det er deres bedste Undskyldning.«

Det var endelig lykkedes mig at overtale Frederik til at søge sin Afsked. Den Omstændighed, at han efter sit Giftermål var blevet et helt År i Tjenesten, og med Udmærkelse havde gjort et Felttog med, skærmede ham mod den Mistanke, Papa i vor Forlovelsestid havde næret imod ham, nemlig at han ved at ægte mig kun havde til Hensigt at blive fri for at være Militær og leve af vor Formue. Nu, da det så ud til, at Freden var sluttet for en Del År, så kunne han aldrig beskyldes for Fejghed, fordi han nu forlod Tjenesten.

Ganske vist pinte det Frederiks Stolthed at give Afkald på sine Indkomster og Udsigter, og som han sagde: »intet være, intet at bestille, intet at eje«, - men hans Kærlighed til mig var dog mægtigere end hans Stolthed, og han kunne ikke modstå mine Bønner. Jeg erklærede også rent ud, at det gik over mine Kræfter en Gang til at udholde de Sjælekvaler, vor sidste Skilsmisse havde voldt mig. Den Finfølelse, der før vort Giftermål ikke kunne tænke sig Muligheden af at leve af sin Kones Penge, den var nu helt udenfor Sagen, da vi var så inderligt forenede, at der ingen Forskel kunne være mellem »mit« og »dit«, vi forstod hinanden så fuldt ud, at der aldrig mellem os to kunne være så meget som Skyggen af en Mis­kendelse. Det sidste Felttog havde desuden i en betydelig Grad øget hans Uvilje mod Krigens morderiske Pligter, så hans Udtrædelse af Tjenesten ikke alene var en Indrømmelse, han gjorde vor huslige Lykke, men også en Følge af egen Overbevisning og Tilbøjelighed, og derfor lovede han mig, at han til Efteråret ville søge sin Afsked, da Fredsforhandlingen vel til den Tid ville være tilendebragt.

Vi besluttede at købe en Landejendom for mine Penge. Den skulle så Frederik selv bestyre. Derved var den første Del af hans Sorger, »intet at gøre«, lykkelig ryddet til Siden.

»Er det ikke at være noget: K. K. Oberst og et lykkeligt Menneske - er det ikke at »eje noget«, når du har Rudi og mig - og de kommende - synes du ikke, det er noget?«

Han tog mig leende i sine Arme. Vi ville foreløbig ikke omtale vore Planer for nogen; det ville give Anledning til så megen overflødig Snak, til Indvendinger, Råd og Formaninger, og da vi to, hvem det angik, var enige, så ville vi tålmodig vente, indtil vi kunne bringe vore Planer tIl Udførelse.

Jeg må gentage, det var skønne Dage, en himmelsk Tid.

Min Søn Rudolf var nu syv År. Jeg begyndte selv at læse med ham, da jeg ikke undte nogen anden den Fornøjelse. Ofte tog vi den lille med på vore Spadsereture og var utrættelige med at svare på alle hans Spørgsmål. Når han kom med Spørgsmål, som hverken vi eller nogen anden kunne besvare, Så forsøgte vi ikke at lyve, men sagde ganske oprigtig: »det ved vi ikke, Rudi!«

Undertiden styrtede han hen til Kammerpigen eller Tante Marie, der fik han altid Svar. Så kom han triumferende løbende hen til os: »1 ved ikke, hvor gammel Månen er; men jeg ved det. Tante Marie har sagt, den er 6000 År gammel - husk det nu!« Frederik og jeg vekslede et Blik, i hvilket der lå en uendelig Mængde Klager og pædagogiske Betragtninger.

En anden Ting, der i høj Grad mishagede os begge, var Drengens Soldaterlege. Begrebet »Fjende« og »hugge ind« var bleven ham bibragt Gud ved af hvem.

En Dag kom min Mand og jeg netop som lille Rudolf var i Færd med at hugge løs på to jamrende Hunde­hvalpe med en Ridepisk.

»Den der er en falsk Italiener,« sagde han og langede det stakkels Dyr et Slag, »og den der,« nu fik den anden et Hug, »er en falsk Dansker!«

Fredrik rev Pisken ud af Hånden på Rudolf og gav den lille et Par alvorlige Slag over Skuldrene. »Og her er en hjerteløs Østriger,« sagde han strengt.

Italieneren og Danskeren løb deres Vej; men den lille Østriger blev grædende tilbage.

»Er du vred på mig, Martha, fordi jeg slog din Dreng?

Jeg hylder ellers ikke Pryglestraffen, men Grusomhed mod Dyr oprører mig for meget.«

»Du har fuldkommen Ret,« svarede jeg.

»Er det bare imod Mennesker, man har Lov til at være grusom?« hulkede den Lille rasende.

»Heller ikke - endnu mindre -«

»Du har jo da selv hugget løs både på Italienerne og Danskerne -«

»Det var Fjenden -«

»Den må man altså hade?« »I Morgen vil Præsten lære ham, at man må elske sine Fjender - å, den sunde Fornuft -« hviskede Frederik sagte til mig. Derpå vendte han sig til Rudolf: »Nej, vi går ikke mod Fjenden, fordi vi hader ham; men kun fordi vi forsvarer os selv!«

»Hvorfor vil Fjenden gøre os Fortræd?«

»Fordi - vi - nej - nej -«, brød han af, »her finder jeg ingen Udvej. Gå nu hen og leg, Rudi, vi er ikke mere vrede på dig; men gør aldrig sådan noget mere.«

Fætter Konrad gjorde store Fremskridt i Lilys Gunst; jeg så med Glæde, at hendes øjne lyste, når Konrad viste sig, og Humøret svandt, når han red bort. Han gjorde egentlig ikke Kur, men viste hende en udsøgt Opmærksomhed.

»Der er mange underlige Måder at vinde en Fæstning på,« sukkede han en Dag. »Man stormer og man udhungrer - således gives der også forskellige Midler til at røve et Kvindehjerte. Et af de virksomste er: » Vane og Rørelse« ... Det må dog røre en ung Pige, at jeg elsker hende så standhaftig og bestandig kommer igen. Når jeg en Dag blev borte, ville hun opdage, at der manglede hende noget, og bliver jeg bare ved, vil hun en Gang forstå, at hun på ingen mulig Måde kan undvære mig.«

»Hvor mange Gange syv År vil du tjene for din Udkårede? «

»Det har jeg ikke så nøje overvejet. - Så længe til hun tager mig.«

»Jeg beundrer dig. Gives der da ingen andre Piger i Verden?«

»Ikke for mig. Jeg bryder mig ikke om nogen anden end Lily. Der er noget ved hendes Mund, ved hendes Gang,hendes Måde at tale på, som indtager mig. Du, Martha, er for Eksempel ti Gange smukkere og hundrede Gange klogere -«

»Tak.«

»Men jeg ville dog ikke have dig til Kone.«

»Tak.«

»Netop fordi du er så klog - du ville se ned på mig. Mine Distinktioner, min Sabel, mine Sporer imponerer dig ikke. Lily har dog Respekt for en Kriger - hun tilbeder de Militære, medens du -«

»Jeg har dog to Gange giftet mig med Militære,« sagde jeg leende.

Under Måltiderne blev der gerne politiseret ved den øverste Ende af Bordet, hvor min Fader sad med de gamle, og hvor også Frederik og jeg havde fået Plads. Ved den nederste Ende sad de unge, der lo og snakkede, muntre og glade. Af Hensyn til min svage kvindelige Forstand sagde undertiden en af Generalerne galant:

»Disse Sager kan næppe interessere vor unge Baronesse - vi skulle ikke tale om dem i Deres Nærværelse, min smukke, lille Frue.«

Imod den Forudsætning tog jeg dog ivrigt til Genmæle - Politilk morede mig meget. Jeg var næsten altid uenig med Papa, men det gjorde intet til Sagen.

Det »danske Spørgsmål« var fremdeles Dagens brændende Spørgsmål. Man skulle dog tro, at man nu var på det rene med, hvordan Hertugdømmerne skulle styres; men endnu var Spørgsmålet svævende.

Denne berømte Augustenborger, for hvis Rettigheder hele Striden var begyndt, var ikke indsat endnu. En fuldstændig ny Prædent optrådte.

Det var ikke nok med Glücksborg og Gottorp - Rusland trådte op og foreslog en »Oldenborger«.

Hertugdømmerne skulle hverken tilhøre Glücks-, Augusten- eller Oldenborgerne, men de forenede Sejrherrer.

En Artikel i Fredsunderhandlingerne lød således: 1. »Danmark afstår Hertugdømmet til Østrig og Prøjsen.«

Dermed var jeg tilfreds. Forbundsfællerne ville naturligvis nu skynde sig at overgive det, ikke til sig selv, men til den retmæssige Herre.

2. »Grænsen skal nøje reguleres.«

Det lyder jo også kønt. Når den bare var til at stole på, denne Regulering - men det går så forbavsende glat at forandre de røde og blå Streger, som de høje .Herrer tegner på Landkortet.

3. »Statsgælden fordeles blandt Befolkningen.«

Det forstod jeg ikke. Statsøkonomiske og finansielle Spørgsmål havde jeg endnu ikke vovet mig i Lag med. Jeg tog Del i Politiken, for så vidt det gjaldt Krig eller Fred; thi det var mig som Hustru og Moder og som Menneske - et Livsspørgsmål.

4. »Hertugdømmerne betaler Krigsomkostningerne.« Det forekom mig lidt underligt. De omstridte Landes Landsbyer var bleven nedbrændte, deres Sæd nedtrampet og deres Sønner dræbte, og så skulle de oven i Købet betale Krigsomkostningerne.

»Er der noget nyt om Slesvig-Holsten?« spurgte jeg selv en Dag, da Samtalen ikke var kommen ind på Politik.

»Det nyeste nyt er,« berettede min Fader, det var den trettende August, »at Hr. von Beust har stillet Forbundsrådet det SpørgsmåI, med hvilken Ret Forbundsfællerne har ladet sig afstå Hertugdømmerne af en Konge, som de aldrig har erkendt som retmæssig Besidder.«

»Det er egentlig et ganske fornuftigt Spørgsmål,« bemærkede jeg, »thi det hed sig jo dog, at Protokol­prinsen ikke var den legitime Hersker over den tyske Del af Landet, og nu ledes I jo af Christian den Niende -«

»Det forstår du dig aldeles ikke på, Barn,« afbrød min Fader. »Hr. von Beust er en fræk Fyr. Hertug­dømmerne tilhører uden videre os, siden vi har erobret dem.« »Men I har jo ikke erobret dem til Jer selv - det var jo for Augustenborgeren, I kæmpede.«

»Det forstår du ikke. De Grunde, der ved en Krigs Udbrud af Kabinetterne bliver angivet som Anledning til den, de træder i Baggrunden, når Krigen er vel begyndt eller afsluttet. Sejren eller Nederlagene skaber nye Situationer.«

»Grundene er altså ikke Grunde, kun Påskud?« spurgte jeg.

»Påskud, nej,« kom en gammel General min Fader til Hjælp. »Snarere en Anledning, et Stød til Begivenhederne.«

»Hvis man havde spurgt mig,« sagde min Fader, »så ville jeg sandelig ikke have sluttet Fred lige efter Dybbøl og Als - man havde jo kunnet erobre hele Danmark.«

»Og hvad skulle vi gøre med det?«

»Indlemme det i det tyske Forbund.«

»Du er jo dog ellers kun særlig Østrigsk Patriot, kære Fader, hvorfor tænker du nu så meget på Tysklands Udvidelse? «

»Har du glemt, at Habsburgerne har været tyske Kejsere og endnu kan blive det?«

»Og det ville glæde dig?«

»Hvilken Østriger fyldes ikke med Glæde og Stolthed ved den Tanke?«

»Men hvis nu den anden tyske Stormagt nærede lignende Drømme,« indvendte Frederik.

Fader lo højt.

»Er du forrykt - sætte det hellige tysk-romerske Riges Krone på en lille protestantisk Konges Hoved.«

»Det skulle ikke undre mig, om der opstod Strid mellem de to Stormagter. - Elbprovinserne var lette nok at erobre, det bliver vist vanskeligere at anbringe dem,« sagde Doktor Bresser. »De kan endnu give Anledning til mangehånde Forviklinger. Enhver Krig, hvorledes dens Udfald end bliver, bærer altid Spiren i sig til enhver anden Krig; det er jo ganske naturligt, - enhver Voldshandling krænker en Ret. Sent eller tidlig fordrer man Oprejsning, og en ny Krig er i Anmarch - og således går det i det u­endelige.«

Nogle Dage efter var der atter en Nyhed.

Kong Wilhelm aflagde vor Kejser et Besøg i Schönbrunn.

Yderst hjertelig Modtagelse og Omfavnelser. Overalt sås det prøjsiske Flag og Militærmusiken spillede prøjsiske Folkesange. Jublende Hurraråb hørtes.

Doktor Bressers onde Forudsigelse var nu gjort til Skamme. Der er Fred og Glæde overalt, de tænker ikke på at slås om det erobrede Bytte.

Papa glædede sig også over Mødet i Schönbrunn, dog ikke fra et fredeligt, men fra et krigersk Standpunkt.

»Jeg er glad,« sagde han, »at vi nu har en ny Allieret. Forenede med Prøjsen vil det falde os lige så let at erobre Lombardiet som Elbprovinserne.«

»Det vil Napoleon den Tredje sætte sig imod, og med ham vil Prøjsen ikke i KIammeri,« mente en af Generalerne,

»det er et dårligt Tegn, at Benedetti, Østrigs argeste Fjende, er Gesandt i Berlin.«

»Men sig mig dog, mine Herrer,« udbrød jeg med foldede Hænder, »hvorfor i Alverden slutter ikke Europas Stormagter et Forbund? Det ville dog være det simpleste!«

Herrerne trak på Skuldrene, smilede overlegent og svarede mig ikke. Jeg havde åbenbart igen sagt en af de Dumheder, som Damer plejer at komme med, når de vover sig ind på et Gebet, som ellers er utilgængeligt for dem, og som kaldes den højeste Politik.

Efteråret var kommet.

Den tredivte Oktober blev Freden sluttet i Wien, og det øjeblik var kommet, da mit kæreste ønske skulle opfyldes: Frederik skulle tage Afsked.

Mennesket lægger Planer, og Skæbnen omstyrter dem. Huset Schmith & Sønner gik fallit, og jeg mistede alle mine Penge.

Denne Fallit var også en Følge af Krigen. Kardætskerne og Bomberne skyder ikke alene de Mure sammen, mod hvilke de er rettede; ved den Rystelse, de fremkalder, falder i vid Omkreds Bankierhuse og Banker i Grus.

Jeg var ganske vist heldigere stillet end så mange andre, der i denne Tid mistede deres Formue, da Fader aldrig ville lade mig mangle. Men der kunne jo ikke længere være Tale om, at Frederik kunne forlade Tjenesten. Vi var ikke mere uafhængige. Frederiks Gage var vor eneste sikre Indtægtskilde.

Selvom min Fader ville give mig tilstrækkeligt til at leve af, så fulgte det under disse Omstændigheder af sig selv, at Frederik ikke kunne forlade Tjenesten. Ikke en Gang jeg kunne råde ham dertil; hvilket Lys måtte han da ikke stå i overfor Fader. Der var intet at gøre ved den Sag, vi måtte bøje os under Skæbnens Slag.

Det var flere Hundredtusinder, vi mistede, men hverken i de røde Hæfter eller i mit Sind satte dette Tab dybe Spor. Jeg ved kun, at det nærmest gjorde mig ondt for det smukke Luftkastel, vi havde bygget os: Afsked, Køb af et Gods, en uafhængig Eksistens langt borte fra den såkaldte Verden; forøvrigt ramte Tabet mig ikke overmåde hårdt. Min Fader ville som sagt ikke i levende Live lade mig mangle noget, og siden hen efterlade mig en tilstrækkelig stor Arv.

Også min Søn Rudolf havde sikker Udsigt til at blive rig.

Og så var der ingen Krig i Udsigt - man kunne jo håbe på en lang Fredstid, mindst på ti-tolv fredelige År.

Slesvig-Holsten og Lauenborg var i Følge Traktaten af tredivte Oktober tilfalden Prøjsen og Østrig til fri Rådighed. Begge disse, som jo var de bedste Venner, måtte glæde sig over denne Slutning, dele Fordelen broderligt og umuligt finde nogen Anledning til Strid. Intet Sted på den hele politiske Horisont sås det berygtede sorte Punkt.

Vi tog Vinterkvarter i Wien. Frederik var nemlig ansat i Krigsministeriet.

Mine Søstre og Tante Marie var i År rejst til Prag. At Konrads Regiment samtidig lå i den bøhmiske Hovedstad, var vel bare en Tilfældighed.

Jeg drillede Lily lidt i den Anledning, men hun trak blot på Skuldrene og sagde:

»Du ved jo godt, at jeg ikke vil have ham.«

Fader boede i sin Gård i Herrensgasse. Han ville overtale os til at bo hos sig; men vi ville hellere være alene og lejede Lejlighed ved Frantz Josefs Vej.

Min Mands Gage og de Penge, jeg månedlig modtog af min Fader, forslog rigelig til vor beskedne Hus­holdning; men selvfølgelig måtte vi opgive Tanken om at være med i den store Verden; det brød vi os dog ikke en Smule om; vi følte ingen Trang til Forlystelser.

For en lille Kreds af Slægt og Venner stod vort Hus dog altid åben. Især besøgte min Ungdomsveninde Lori Griesback os oftere end jeg syntes om.

Hendes Samtaler, som allerede før havde forekommet mig overfladiske, fandt jeg nu trættende, tomme, og hendes Synskreds, hvis Sneverhed jeg altid havde erkendt, forekom mig nu yderligere indskrumpet. Men smuk og livlig og koket, det var hun. Jeg forstod, at hun i Selskabslivet fordrejede Hovedet på så mange, og det hed sig, at hun ikke ugerne lod gøre Kur til sig. Hvad der ikke var mig ganske behageligt, var, at jeg lagde Mærke til, at hun syntes godt om Frederik og skød mange øjenpile af på ham, der havde til Hensigt at ramme hans Hjerte. Hendes Mand var bekendt for sine Elskovseventyr, og Lori koket­terede af alle Kræfter for at tage Hævn, men at Frederik skulle tjene hende som Redskab hertil, det syntes jeg dog ikke om.

Skinsyg? - jeg? Jeg rødmede, da jeg greb mig selv i denne Følelse, jeg var jo så sikker på hans Hjerte. Ingen, ingen i Verden kunne han elske som mig. Nu ja, elske, men et lille Sværmeri, en Flamme, den kunne alligevel blusse op ved Siden af de dybe Følelser, han helligede mig.

Lori skjulte aldeles ikke for mig, hvor godt hun syntes om Frederik.

»Hør, Martha, man kan virkelig misunde dig din elskværdige Mand,« eller: »Pas godt på ham, jeg advarer dig.«

»Jeg er ikke bange - han elsker mig og er mig tro.«

»Nej, nu er du for latterlig - Ægtemænd og Troskab har du nogen Sinde hørt, at de to Ting følges ad. Det eksisterer ikke. Du ved, hvor for Eksempel min Mand -«

»Herregud, Lori, det er måske kun falske Rygter. De er da heller ikke ens allesammen.« »Jo, tro du mig, det er de såmænd - og hvad vil de så? Åbenbart hverken øve sig selv eller mig i ægteskabelig Troskab.«

»Å, de ved formodentlig, at du er ubønhørlig. Hører Frederik måske også til den Skare, hvorfra du henter dine smukke Erfaringer?« spurgte jeg leende.

»Martha - nu er du dum - tror du, jeg ville fortælle dig det. Det er i alt Fald net gjort af mig at gøre dig opmærksom på, hvor godt jeg synes om ham. Det gælder nu om at have øjnene åbne.«

»Det skal jeg nok - dit Koketteri har længe mishaget mig.«

»Nå, så det har det, da må jeg nok for Fremtiden forstille mig bedre...«

Vi lo begge; men min Latter var ikke ægte, jeg følte, at jeg virkelig var skinsyg.

Loris Mand ærgrede sig uhyre over, at ban ikke havde gjort Felttoget med til Danmark - og Lori syntes også, det var et stort Uheld.

»Og sådan en smuk sejrrig Krig, det var,« beklagede hun sig. »Griesback ville sikkert være rykket op, men vi må trøste os med, at næste Krig -«

»Hvor kan du sige sådan noget,« afbrød jeg hende. »Der er ikke mindste Udsigt til Krig; hvorfor skulle man nu give sig til at føre Krig igen?«

»Hvorfor? Det er mig virkelig aldeles ligegyldigt. Krige kommer af sig selv hvert femte eller sjette År - således er jo Historiens Gang.«

»Men der må da være en Grund, hvorfor man slås.« »Tror du det, jeg forstår det i det mindste ikke, og min Mand heller ikke. Hvorfor slås man egentlig deroppe i Danmark?« spurgte jeg ham under sidste Krig. ~Det ved jeg ikke, og det er mig også ligegyldigt,« svarede han og trak på Skuldrene. »Det er kun ærgerligt, at jeg ikke. er med,« tilføjede han. »Se, sådan skal en Soldat være,« sluttede Lori stolt, »Soldaterne skal ikke spørge »hvorfor«, det må Diplomaterne besørge. - Vi Kvinder kan ikke gøre noget, hverken til eller fra -er Uvejret en Gang brudt løs, må vi bare bede - -«

»At det vil slå ned hos Naboen i Stedet for hos os,« sluttede jeg.

»Nådige Frue!
En Ven - eller måske snarere en Fjende - det kan jo være ligegyldigt - underretter Dem herved om, at De bliver bedragen. Deres sldnhellige Mand og falske Veninde ler af Deres Godtroenhed, jeg har mine Grunde til at rive Masken af dem begge. Det er ikke af Velvillie for Dem, Fru Baronesse, at jeg foretager dette Skridt, De vil formodentlig føle mere Smerte end Glæde ved Opdagelsen af disse to elskede Væseners Træskhed. Jeg er ikke velvillig sindet måske er jeg en forsmået Tilbeder, der hævner sig - hvad har vel Motiverne at sige - Hovedsagen er, at De får Beviser, thi uden Bevis ville De vel ikke skænke et anonymt. Brev Tiltro. Indlagte Billet har Grevinde Gr. mistet.«

Denne overraskende Epistel lå en Morgen på Frokostbordet.

Frederik sad lige over for mig og læste Aviserne, medens jeg den ene Gang efter den anden læste ovenstående. Den forræderske Billet, som Lori havde mistet, lå i en Konvolut, men jeg havde ikke Mod til at tage den ud og læse den.

Jeg så på Frederik - han var ivrig optaget af Morgenavisen, men måtte alligevel have følt mit Blik, thi pludselig lagde han Bladet fra sig og så på mig med sit kærlige Smil og spurgte:

»Hvad er der i Vejen, Martha - hvorfor ser du sådan på mig?«

»Holder du rigtig meget af mig endnu, Frederik?«

»Det er gået over for lang Tid siden,« sagde han spøgende. »Egentlig har jeg aldrig brudt mig noget videre om dig.«

»Det tror jeg ikke.«

»Er det Alvor, Martha - jeg ser nu først, du er ganske bleg, er der hændt dig noget -?«

Skulde jeg vise ham Brevet, eller skulle jeg først læse Billetten?

Tanker summede i mit Hoved. - Min Frederik, min Ven, min Husbond - min Elskede, kunne han være tabt for mig? han utro? ak, det kunne kun være en øjeblikkelig Forvillelse - - var der i mit Hjerte ikke tilstrækkelig Overbærelse til at tilgive og glemme den, til at anse den som slet ikke sket? - - Men Hykleriet! Skulde hans Hjerte virkelig holde mere af den kokette Lori end af mig? -

»Men så svar mig da, kære Martha - hvad går der af dig - vis mig det Brev, som forskrækkede dig-«

Jeg rakte ham det.

Han fór det hurtigt igennem - med en Ed sprang han op og krøllede Papiret sammen i Hånden.

»Hvor nederdrægtigt!« udbrød han, »hvor er Beviset?«

»Her - uåbnet - sig bare et Ord, Frederik, og jeg kaster det uåbnet i Ilden.«

»Min eneste, min Elskede,« han trykkede mig kærligt op til sig, »se mig ind i øjnene - tvivler du endnu om mig, eller tror du mig på mit Ord?«

»Jeg stoler på dig,« sagde jeg og kastede Papiret i Kaminen.

Det faldt kun på Risten, og Frederik sprang hurtig hen og tog det.

»Nej - nej, det må vi ikke tilintetgøre, nu er jeg nysgerrig, nu vil vi læse det sammen. Jeg husker ikke, at jeg nogen Sinde har skrevet noget til din Veninde, der kunne tyde på et Forhold, som aldrig har eksisteret.«

»Men hun synes godt om dig, Frederik - du behøver kun at - -«

»Tror du - - kom, lad os se på dette Dokument, ja; sandelig er det min Skrift! Ah, se der, det er jo de to Linier, som du selv for nogle Uger siden dikterede mig, da din højre Hånd var dårlig:

»Min Lori - kom, jeg venter med Længsel Klokken fem i Eftermiddag. Martha (endnu Invalid).«

»Betydningen af Klammen efter Underskriften har den, som har fundet Billetten, ikke forstået. Det er virkelig en komisk Misforståelse. Gudskelov, at dette farlige Papir ikke brændtes, nu er min Uskyldighed da klar som Dagen, eller nærer du endnu Mistanke?«

»Nej, fra det øjeblik, jeg så dig ind i dine kære øjne, vidste jeg, at det var Løgn aItsammen. Jeg ville have været meget ulykkelig, Frederik, men jeg kunne have tilgivet dig. Lori er så smuk og så koket - og hun har gjort Kur til dig. - Du ryster på Hovedet, ja, du har Ret, det er jo din Pligt at lyve for mig - en Mand må hverken røbe gengældt eller forsmået Kvindegunst.«

»ville du have tilgivet mig, om jeg var gået en Smule over Stregen?«

»Jeg ville nok, men det ville have forvoldt mig forfærdelige Kvaler. Å, Gud, at tænke sig dig for en andens Fødder, salig ved at kysse en andens Læber - kold og ligegyldig overfor mig - det ville være forfærdeligt. Og dog, jeg frygter ikke, at din Kærlighed til mig skulle dø, jeg føler mig så overbevist om, at vare Sjæle er så inderlig forenede, at -«

»Jeg forstår dig, forstår, hvad du mener; men jeg er virkelig ikke begyndt at føle for dig, som om vi havde fejret vort Sølvbryllup. - Al den Ungdomskraft, der findes i mig, ug den er ikke ringe, trods mine fyrretyve År, al den EIskovsevne, jeg føler, gælder dig, dig alene. Du er mig den eneste Kvinde på Jorden. Og skulle jeg virkelig en Gang blive fristet, skal jeg nok vide at stå imod. Den Lykke, som ligger i Bevidstheden om at have holdt sin Troskabsed, den stolte Følelse at kunne sige til sig selv, at man i enhver Henseende har holdt den hellig - det finder jeg altfor skønt til, at man i en forbigående Sanserus skulle tilintetgøre det. Du har gjort mig til et så fuldstændig lykkeligt Menneske, min Martha, at jeg ikke kan tænke eller føle noget udenfor dig.«

Disse Ord frydede mit Hjerte, jeg var formelig den anonyme Brevskriver taknemlig, fordi han havde fremkaldt denne Scene. Jeg har også skrevet hvert Ord ind i mit røde Hefte, og der står det endnu under Datoen: første April 1865. Ak, hvor langt - hvor langt ligger ikke dette tilbage. Frederilt derimod var rasende opbragt på den anonyme Brevskriver.

Han svor på, at han ville undersøge Sagen og se at få den Skyldige straffet.

Jeg fik dog Sandheden at vide samme Dag.

Om Eftermiddagen gik jeg hen til Lori for at vise hende Brevet. Jeg ville gøre hende opmærksom på, at hun havde en Fjende, der falskelig mistænkeliggjorde hende, og jeg glædede mig til, at vi sammen skulle le af denne mislykkede Ondskab.

Hun lod mere ligegyldig, end jeg havde ventet.

»Du blev altså forfærdelig forskrækket over dette Brev?«

»Ja, det kan du tro, og dog havde jeg nær brændt den indlagte Billet uden at læse den.«

»Men Herregud, så var hele Spøgen jo mislykket!«

»Hvilken Spøg?«

»Du har altså dog tilsidst troet, at jeg virkelig bedrog dig? så er det nok bedst, at jeg går til Bekendelse for dig I et letsindigt øjeblik -, det var efter den Middag hos din Fader, jeg havde drukket temmelig meget Champagne, og da jeg sad ved Siden af Tilling, tilbød jeg ham så at sige mit Hjerte på en Præsenterbakke -«

»Og han?«

»Han viste mig ordentlig til Rette og sagde, at han elskede dig over alt i hele Livet - det er rigtignok storartet. Men for at du kunne lære at sætte endnu mere Pris på din Lykke, så er hele Spøgen sat i Scene.«

»Hvilken Spøg taler du om?«

»Brevet og Billetten var fra rnfg -«

»Fra dig - min kære - -?«

»Herregud, har du da ikke set bagpå Papiret - der står jo Navn og Dato: første April.«

»Inderligere - bestandig inderligere!«

Jeg tror, at den Inderlighed, hvormed to, der elsker hinanden, formår at slutte sig sammen, ingen Grænser kender - alt bidrager til at føre dem nærmere sammen.

Loris smagløse Aprilsspøg var et nyt Bånd imellem os, og det samme var en heftig Nervefeber, som jeg fik noget senere, thi da steg min Mands Beundring og ømhed endnu nogle Grader for mig, hvilket jeg ville have anset for en Umulighed.

Hvor ville jeg dog nødig- dø - det ville dog være grusomt at skulle forlade det skønne, lykkelige Liv. Hvor gerne ville jeg dog ikke blive gammel med Frederik og se min Rudolf vokse op til Mand.

Lyksalige Mennesker, der elsker og elskes af andre, kan ikke med Foragt eller Ligegyldighed tænke på Døden. Foragter man Døden, da må man jo også foragte Livet!

Medens jeg lå der på min Sygeseng, medens Døden omsværmede mig, som den svæver omkring Soldaten på Valpladsen, kunne jeg sætte mig ind i de Tanker og Følelser, der besjæler sådanne ulykkelige Mennesker, der selv elsker Livet og ved, at den grusomme Død vil styrte dem, de elsker, i den dybeste Fortvivlelse.

»Vi har kun en Ting forud for den Febersyge,« sagde Frederik, da jeg meddelte ham disse mine Tanker, »og det er, at vi opfylder vor Pligt; men jeg giver dig Ret i, at vi hverken kan dø glade eller ligegyldige; det kan kun den, der ved at ofre Livet kan blive fri for at bære et skændigt og utåleligt Trældommens Åg.«

Det var henrivende at komme sig igen - at ligge stille og svag og plejes af Frederik, der var en storartet Sygeplejer.

Fader havde under min Sygdom hver Dag set til mig og været meget bekymret, og alligevel vidste jeg, at han ikke ville tage sig min Død videre nær. Han holdt langt mere af sine to yngste Døtre, men hans Otto var ham dog kærere end alt andet i Verden.

Jeg var bleven ham noget fremmed, navnlig ved mit andet Ægteskab og ved min hele Tankegang.

Da jeg helt var kommen mig - i Midten af Juni flyttede han til Grumitz og ville absolut have, at Rudolf og jeg skulle tage med. Men da Frederik ikke kunne forlade Byen, ville jeg også hellere være i Nærheden, at vi kunne ses hver Dag. Vi lejede så Sommerlejlighed i Hietzingen.

Mine Søstre og Tante Marie rejste til Marienbad. Lily skrev til mig fra Prag:

»Jeg må tilstå, at Fætter Konrad ikke mere er mig så ubehagelig som før. Hvis han bare havde passet på og friet til mig i en Kotillon, er jeg vis på, han havde fået »ja«. Men han benyttede naturligvis ikke det rette øjeblik. Da vi skulle rejse, fik han et nyt Anfald af Frierilyst, men jeg havde jo også et Anfald - og det var Lyst til at give Kurve. Da han kom med sit sædvanlige: »Vil du nu gifte dig med mig, Lily?« så kom jeg rent vanemæssig til at svare: »Det kunne aldrig falde mig ind« - men senere sagde jeg til ham, at han kunne komme igen om seks Måneder.

I Sommer vil jeg rigtig prøve mit Hjerte. Længes jeg efter ham, tænker på ham, som jeg nu gør, næsten altid, enten jeg sover eller er vågen, lykkes det ingen, hverken i Marienbad eller i Jagtsæsonen, at gøre Indtryk på mig, da har min standhaftige Fætter vundet Sejr.«

På samme Tid skrev Tante Marie:

»Mit kære Barn!

Det har været en anstrengende Vinter. Jeg skal såmænd være glad, når Rose og Lily en Gang bestemmer sig; men det ser småt ud, de har vist uddelt fire Dusin Kurve Konrads ikke iberegnet. Og nu skal vi fortsætte i Marienbad. Jeg ville så inderlig gerne rejse til Grumitz eller til dig, men må i Stedet for blive her og spille Duenna for de to utaknemlige, forlystelsessyge unge Piger.

Det er dejligt, at du nu er rask igen. Nu, da Faren et overstået, tør jeg nok sige, at vi alle har været meget bekymrede for dig. Din Mands Breve var aldeles fortvivlede, hvert øjeblik frygtede han for, at du skulle dø. Nå, det var ikke den Højestes Vilje. Han være lovet derfor. Vorherre ville bevare dig for din lille Rudi. Kys din søde Dreng fra mig. Her sender jeg ham to Bøger: »Det fromme Barn og hans Skytsengel«, og så »Fædrelandets Helte« - en Samling Krigsbilleder for Børn. Man kan ikke for tidligt åbne Børns øjne for sligt. Således var din Broder Otto endnu ikke fyldt 5 År, da han allerede kunne fortælle lange Historier om Aleksander den Store, Cæsar og andre berømte Erobrere; og hvor er han nu ikke begejstret for alt heltemodigt, det er en sand Glæde at høre ham.

Jeg hører, at du vil være Sommeren over i Nærheden af Wien i Stedet for at rejse til Grumitz. Det er meget urigtigt af dig.

Luften i Grumitz vil styrke dig ganske anderledes end Luften i det støvede Hietzingen - og din stakkels Fader kommer jo til at kede sig ganske forfærdelig, når han skal være alene. Det er formodentlig din Mands Skyld, du har fundet på dette, men jeg må dog sige dig, at du ikke helt bør glemme dine Datterpligter overfor din gamle Fader~ Tilling kunne da godt gøre en Tur til Grumitz en Gang imellem. Tro du mig, det er slet ikke godt for Ægtefolk sådan evig og altid at hænge over hinanden. Jeg har nu lagt Mærke til, at de lykkeligste Ægteskaber altid er dem, hvor Mand og Kone dog har en Smule Frihed hver på sin Side.

Lev nu vel - pas godt på dig selv, så du ikke får et Tilbagefald, og opgiv så at bo i Hietzingen. Himlen beskytte dig og Ruru, det er min oprigtige Bøn.

Din dig elskende Tante Marie.

P.S. Din Mand har jo Familie i Prøjsen. (Gudskelov, han ikke er så indbildsk som hans Landsmænd.) Spørg ham, hvad han mener om den politiske Tilstand. Den er vist betænkelig.«

Tantes Brev var det første Bud, jeg fik om, at vi atter havde en politisk Situation.

»Hvad mener Tante med sit »betænkelig«, du min »mindre indbildske Prøjser«, spurgte jeg ham og rakte ham Tantes Brev, »har vi nu igen et politisk Spørgsmål?«

»Ja, naturligvis - det har man jo bestandig - Politiken er ligeså usikker og foranderlig som Vejret.«

»Er det Elbprovinserne, man har travlt med endnu? Er ikke den Historie afsluttet?«

»Nej, nu er man først rigtig begyndt at vrøvle. SlesvigHolsten vil nu helst væk fra det »indbildske« Prøjsen. Hellere dansk end prøjsisk, hedder det sig nu.«

»Men Augustenborgeren da. Ham har de jo dog. Sig ikke, at han heller ikke er med mere - for hans retfærdige Sags Skyld har vi jo ofret Tusinders Liv og Velvære, han skulle jo også regere over de udelte, uafhængige Hertugdømmer.

»Udelt« ved du, de må være, det er jo en gammel historisk Ret, som er fastslået for Hundreder af År siden - det har kostet mig Ulejlighed nok at forstå det hele - du må sandelig ikke nu fortælle mig, at de uden videre slår en Streg over alle de lovlige Bevæggrunde.«

»Ja, stakkels lille Martha - det står kun dårligt til med din historiske Ret; og Augustenborgerne - om dem tales der ikke mere.«

Jeg sank helt sammen. Nu forstod jeg slet intet. Trods Wienerfreden og de mange undertegnede Protokoller var endnu intet fastslået. Det slesvig-holstenske Spørgs måI var endnu svævende.

Ingen vidste, hvad Forbundsfællerne egentlig ville gøre med de erobrede Provinser.

Hvad vil Prøjserne?

Det var det SpørgsmåI, som Østrig, Mellemstaterne og Hertugdømmerne fremkom med. Napoleon den Tredje rådede Prøjsen til at annektere Hertugdømmerne. Men derpå tænkte Prøjsen foreløbig ikke. Den toogtyvende Februar 1865 formulerer det endelig sine Fordringer: Prøjsiske Tropper besætter Landene; Post- og Telegrafvæsenet bliver prøjsisk, og Hertugdømmerne skal slutte sig til Toldforbundet.

Disse Fordringer ærgrede vor Ven, Minister Mensdorf Pavilly - jeg ved ikke hvorfor Mellemstaterne ærgrer sig også. Disse fordrer, at Augustenborgerne skal indsættes i Hertugdømmernes Styrelse. Østrig lader, som Augustenborgerne er Luft og vil ikke tillade Prøjsen at presse Soldater og Matroser i Hertugdømmerne - men Kielerhavnen må Prøjserne gerne beholde. De skændes uophørlig - den ene ophidser den anden man mistænkeliggøres og fornærmes.

I Mellemstaterne og Østrig øges Forbitrelsen mod Prøjsen og især mod Bismarck.

Kong Wilhelm rejser til Gastein, Kejser Frantz Josef til Ischl, Grev Blome farer som en rasende fra den ene til den anden, og omsider bliver man enige om forskellige Punkter: Mandskabet skal halvt være prøjsisk, halvt Østrigsk, Lauenborg skal indlemmes i Prøjsen - efter eget ønske - Østrig erholder en Erstatning af to og en halv Million Thaler. Det sidste kunne sandelig ikke glæde mig noget videre. Hvad Nytte kunne seksogtredive Millioner Østrigere have af denne ubetydelige Sum - selvom den uddeltes til Folket - jeg fik dog ikke mine Hundrede Tusinder igen - nej, de Penge er til ingen Nytte.

Den fjortende August sluttedes Forliget i Gastein. Det Ord klinger da smukt og fredeligt.

Striden synes bilagt. General Gablenz - den smukke Gablenz, som alle Kvinder sværmer for - blev Statholder i Holsten, Manteufel i Slesvig. Hvad bliver der så tilbage af Kærlighedserklæringen i 1460 - at de to Lande »evig« skulle høre sammen. Og Augustenborgeren, for hvis historiske Ret man havde været så begejstret - han viste sig en Gang på Skuepladsen, tiljublet af nogle få Trofaste, og blev af General Manteufel forbudt at sætte sine Ben over Grænsen.

Den, som ikke forstår, at det er en god Vittighed af Musen Klio, forstår heller ikke at vurdere »Historien« i »Fliegende BHitter«.

Sommeren gik og Vinteren med under stadig politisk Kævl. Hvad min Familie angik, da havde Rosa og Lily moret sig udmærket, men ikke forlovet sig. Konrads Aktier stod for Resten godt, siden han havde tilbragt Efteråret på Grumitz; egentlig fastslået var Forlovelsen ikke; men Sagen betragtedes af begge Parter som afgjort.

Min Fader ville absolut, at jeg om Efteråret skulle komme til Grumitz og deltage i Jagten; men da Frederik ikke fik fri, ville jeg ikke pålægge mig selv den Smerte at være borte fra ham. Jeg ville også kun nødig udsætte Rudolf for Bedstefaderens Indflydelse, Lysten til at være Soldat var nemlig allerede vågnet i den Lille, og Papa ville jo gøre alt for at styrke den.

Hos Rudolf fik jeg at se, hvad »medfødte Tilbøjeligheder« vil sige; han var ikke ustraffet Ætling af en lang Række krigerske Forfædre.

På hans Fødselsdag forærede Papa ham en Sabel.

»Papa, du ved jo, at Rudolf ikke skal være Soldat, derfor må jeg alvorlig bede dig om, at du ikke -«

»Nej, ved du hvad, min Pige, i Drengens Årer ruller godt Soldaterblod - når først han bliver voksen, kan du være vis på, han selv bestemmer, hvad han vil være - der gives intet skønnere Kald i Livet end Soldatens.«

»Martha vil nødig, at hendes eneste Søn skal udsættes for Fare,« sagde Tante Marie, som var til Stede, »men hun glemmer, at der er en, som råder for Liv og Død, og når det er hans Vilje, dør man, enten man ligger i sin Seng eller står på Valpladsen.«

»Så - når Hundredetusinde Mennesker slås ihjel i Krigen, så ville de altså også være døde, om de var bleven hjemme?« Tante Marie var ikke forlegen for Svar.

»Disse Hundredetusinde var bestemt til at dø i Krigen.«

»Men hvis nu Menneskene blev så gode og kloge, at de ingen flere Krige ville have?« henkastede jeg.

»Men det er jo en Umulighed,« udbrød min Fader, og straks var vi langt oppe i Disputen.

Min Fader havde nogle Punkter, han fandt uangribelige:

1. »Krigen er fra Gud - Hærskarernes Herre - se den hellige Skrift.

2. Krigen har altid været, følgelig må den altid vedblive at være.

3. Menneskene vil uden Krig formeres for stærkt.

4. Langvarige Fredsperioder sløver, fordærver og ødelægger Sæderne.

5. Krigen er det bedste Middel til at styrke Karakteren. Den øver Modet og Offervilligheden og øger Fædrelandskærligheden.

6. Menneskene må bestandig strides, de forskellige Anskuelser vil altid tørne sammen; følgelig er evig Fred en umulig Tanke.«

Ingen af disse Sætninger kan forsvares, når man går ordentlig løs på dem.

Tvinges man til at give Slip på Punkt 4 og må indrømme, at Kunst, Videnskab og Handel trives langt bedre i Fredstid, så siger man:

»Nu ja, Krigen er et Onde - men et nødvendigt Onde - thi vi har jo Punkt! og 2.«

Indvender man, at de kunne undgås ved Voldgift, Forbud og lignende - så svares:

»Mulig kunne det ske, men det bør ikke ske. Tænk blot på Punkt 5.«

Og således går det i det uendelige. Punkt 3 sætter mangen en Fredsven i Forlegenhed. Få er bevandrede i naturvidenskabelige og sociale Spørgsmål og lader sig derfor imponere af Punkt 3's menneskelige Klang.

Vi må jo skaffe vore Efterkommere Albuerum - tænker man og ved ikke, at en Krig er et dårligt Middel til at berede vore Børn og Børnebørn en bedre Tilværelse.

Efter en Krig stiger Fødslernes Antal, og således erstattes Tabet snart igen.

Striden mellem Fredsvenner og de, som holder på Krig, får aldrig Ende. De, der holder på Krigen, beholder altid det sidste Ord - de .taler i det uendelige. »Krigen er et Onde, men den må for Himlens Skyld ikke ophæves,« hedder det undertiden -; »Krigen kunne vel ophæves; men den er et Gode, som ikke kan undværes,« siger andre.

Å, hvor jeg dog blev træt og ophidset af disse Samtaler med Fader. Jeg blev ganske hed af Iver, og bestandig endte det med et Par Træk på Skulderen, og han sagde: »Du forstår dig ikke på de Ting, du snakker om -«, og når det siges af en gammel General til en ung Frue, så bør man vel tro, at Generalen har Ret, især når Samtalen drejer sig om Krig.

Nytår 1866. Atter sad vi allesammen forsamlede om Papas Bord, da Klokken slog tolv og dette skæbnesvangre År begyndte. Det var en munter Fest. Da Viserne just stod på tolv og Nytårsskuddene begyndte at løsnes, slyn gede til vor store Forbavselse Konrad Armene om Lily og kyssede hende lige midt på Munden.

»Vil du så have mig i 1866?«

»Ja, Konrad, det vil jeg - jeg holder af dig!«

Og så blev der almindelig Klinken og Lykønskning og Omfavnen og Glæde over al Beskrivelse.

»Leve de forlovede, Konrad og Lily leve! Til Lykke, Fætter - til Lykke, lille Søster, Gud velsigne Jer, Børn o. s. v. o. s. v.«

En glad og bevæget Stemning greb os alle.

»Så lykkelig som jeg kan Lily naturligvis aldrig blive,« tænkte jeg, »Konrad er nok et prægtigt Menneske; men der gives kun een Frederik.«

Min Fader slog nu på sit Glas. Han ville holde en Tale for det unge Par:

»Kære Børn og kære Venner,« begyndte han, »Året 66 begyndte godt. Mig bringer det en stor Glæde, et ønskes Opfyldelse - i mit Hjerte har jeg alt i flere År udset min Nevø til min Svigersøn.

Nu håber jeg, at dette fornøjelige År også må bringe Rose en Brudekrans, og Jer, Martha og Tilling, Jer vil jeg ønske Storkebesøg, det har I vist ikke noget imod.

Doktor Bresser, Dem kan jeg med en god Samvittighed ønske mange Patienter! Du, Marie, tror på en ForudbestemmeIse, jeg kender og ærer din Tro - så for dig ønsker jeg blot en fuldstændig, altomfattende Syndsforladelse sådan er det jo, du vil have det. Gid du, min Søn Otto, må tage dine Eksaminer med Glans, så du kan blive en Pryd for Armeen og en Ære for din gamle Fader. Det vigtigste kommer tilsidst, gid det kommende År bringer vort elskede Fædreland Hæder og Lykke - må tilbageerobre Lombardiet -, ... måske Schlesien - hvad kan der ikke ske -«

Slutningen af Papas Tale dræbte lidt af vor høje Stemning. Ingen af os følte nogen brændende Lyst til at erobre Lombardiet og Schlesien - jeg tillod mig en Indvending:

»Nej, Papa, lad der nu også være Fred og Nytårsglæde for Italienere og Prøjsere - vi vil ikke ønske ondt over nogen på en sådan Dag. Gid Året 1866 må gøre alle Mennesker bedre, andægtigere og lykkeligere!«

»Å, du er en Sværmerske,« sagde han medlidende.

»Aldeles ikke,« kom min Frederik mig til Undsætning. »Det ønske, Martha der udtalte, er ikke begrundet på noget Slags Sværmeri; thi dets Opfyldelse vil Fremtiden bringe os. Bedre, andægtigere og lykkeligere bliver Menneskene alt som Udviklingen går frem, men det går så uendelig langsomt, at man i så kort Tidsrum som et År ikke kan se noget nævneværdigt Fremskridt.«

»Når! tror så fuldt og fast på det evige Fremskridt. hvorfor klager! da så meget over Reaktionen og Tilbagefaldet og Barbariet?«

Frederik tog en Blyant og tegnede en Spiral. »Således er Civilisationens Gang beskaffen, denne Linie bevæger sig dog opad, om end den slår mange Bugtninger. Det År, der nu stunder til, kan ganske vist forestille en af disse Svingninger tilbage, især da det jo ser ud til, at Året vil bringe os U fred. Slige Begivenheder slynger al mulig Kultur - i material og moralsk Henseende - et godt Stykke tilbage.«

»Du taler ikke som en god Soldat bør tale, min kære Tilling.« »Jeg taler fra et almenmenneskeligt Standpunkt, kære Svigerfader. Mine Anskuelser kan naturligvis være fejlagtige, men de kan også være rigtige, om de passer sig for en Soldat, er et underordnet Spørgsmål. Når en Ting er rød, skal man ikke af Princip kalde den blå, fordi man selv bærer en blå Uniform og sort, fordi man har en sort Kjole på.«

»En hvad?« spurgte min Papa, der gerne plejede at blive tunghør, når Diskussionen gik i en Retning, der ikke behagede ham. Efter et sådant »hvad« måtte hele Talen holdes om igen, og dertil fattedes Vedkommende i Reglen både Mod og Lyst, så man opgav Kampen. Samme Nat, da vi var kommen hjem, tog jeg min Mand i Forhør.

»Hvad var det, du sagde til Fader, at det kommende År rimeligvis ville bringe en ny Krig. Jeg vil ikke mere se dig drage i Krig, hører du, jeg vil ikke mere se det -« »Ak, min Martha, hvad hjælper dit lidenskabelige »vil ikke?« Josandsynligere en Krig er, desto umuligere er det for mig at trække mig tilbage. Lige efter den slesvig-holstenske Historie kunne det have ladet sig gøre -«

»Å, disse afskyelige Penge.«

»Men nu, da Skyerne atter trækker sig sammen -«

»Du tror altså virkelig -«

»Jeg tror, at Skyerne atter trækker bort, og de Stormagter kan ikke give sig til at slås for disse Provinsers Skyld. Men siden det nu en Gang ser truende ud, ville det anses for Fejghed, om jeg nu tog min Afsked. Det indser du da selv?«

Jeg måtte naturligvis bøje mig for hans Grunde; men jeg klamrede mig fast til det lilIe forhåbningsfulde Ord: »Skyerne kan nok trække bort igen.« Med Spænding fulgte jeg nu Begivenhedernes Gang.

»Ruster, ruster,« det var Løsenet. Prøjsen rustede i al Stilhed; det samme gjorde Østrig. Prøjsen påstod, at det ikke var sandt, de rustede aldeles "ikke, det var bare os, der gjorde det. Hvis vi afvæbner, er det da også sikkert, at de andre gør det?

Det susede en om ørene med al den Snak.

»Men hvad skal! med al den Våbenklirren, når I ikke mener at angribe?« spurgte jeg Papa.

»Man skal altid i Fred være beredt til Krig,« sagde min Fader.

Rustningerne fortsattes og Fredsforsikringerne ligeledes - begge Parter ønskede Fred - de rustede kun i de fredeligste Hensigter.

Den tolvte Marts kom Papa glædesstrålende ind til mig. »Hurra, gode Efterretninger!«

»Er der afvæbnet?« spurgte jeg glad.

»Tværtimod - i Går holdtes stort Krigsråd - vi råder. over en stor Krigsmagt - vi skal nok slå de hovne Prøjsere. Med otte Hundredetusinde Mand kan de rykke ud hvad Dag det skal være. Benedeck - vor dygtigste General - bliver øverstkommanderende med uindskrænket Fuldmagt. Jeg vil i al Fortrolighed sige dig, mit kære Barn, Schlesien er vort, hvad Dag vi selv vil -«

»Å Gud, å Gud,« stønnede jeg, »skal al denne Jammer, alle disse Rædsler atter styrte ind over os. Hvem tør være så samvittighedsløs af Ærgerrighed, af Rovbegærlighed at fremtvinge noget så frygteligt?«

»Berolige dig, vi er hverken ærgerrige eller begærlige. Jeg vil inderlig gerne, at vi skulle have Schlesien igen, men Regeringen vil have Fred, det har den ofte nok forsikret.

Men vor Armes Størrelse vil indgyde de øvrige Magter Respekt. Prøjsen vil nok høre op med at føre det store Ord. Vi har, Gud være lovet, endnu lidt at skulle have sagt med Hensyn til Schlesvig-Holsten. Vi tåler ikke, at en anden Stormagt anmasser sig en altfor toneangivende Stilling i Tyskland, så kan vi let miste vor Prestige, som Franskmændene siger; det kan endog komme til at true selve vor Tilværelse - men det forstår du ikke. Det hele er en Strid om Hegemonien; - hvad bryder vi os om det elendige Slesvig. Nu skal det vise sig, hvem der skal indtage den første Rang. Efterkommerne af de små brandenburgske Kurfyrster eller Ætlingerne af en lang Række romersk-tyske Kejsere. Jeg betragter Freden som sikret; men vedbliver Prøjserne at ruste og føre det store Ord, så er Krigen uundgåelig og en glimrende Sejr er os sikker. - Vi burde sagtens ønske, at det blev til Krig. -«

»Ja, det ønsker du også, Papa, og hele Krigsrådet med.

Det er jo også bedre at sige rent ud, at! laver Krig kom blot ikke med de hykleriske Talemåder, at! kun tænker på at beskytte Folkefriheden og egentlig ønsker Fred over alt. Sig heller ikke, at alle disse Indkøb af Våben, og at hele Hærens Rustning kun sker med Freden for øje. Når! allerede viser Tænder og knytter Hænder, så er det Løgn med de milde Ord, I står og mumler - og når! ryster af Utålmodighed efter at trække blank, så lad ikke, som! kun af Forsigtighed lagde Hånden på Fæstet.«

Således talte jeg med skælvende Stemme og med stigende Heftighed, uden at min forbløffede Fader kunne få indført et Ord, og tilsidst, da jeg ikke kunne mere, begyndte jeg at græde.

Nu fulgte en Ængstelsens Tid. Den ene Dag hed det, at Freden var sikret, den anden, at Krigen var uundgåelig.

Jeg skrev hver Dag i de røde Hæfter, så jeg klart og tydeligt kan læse mig til, hvordan den skæbnesvangre Krig i 1866 forberedtes og brød ud.

Den fireogtyvende Marts udstedte Prøjsen en Rundskrivelse, hvori det beklager sig over Østrigs truende Rustning. Hvorfor afvæbner vi ikke, når det ikke er vor Mening at forarge og ægge Prøjsen?

Den otteogtyvende oplyses det, at Prøjsen har stillet to Armekorps på Benene, og at Fæstningen i Schlesien er i kampfærdig Stand -.

Enogtredivte Marts. Gud være lovet! Østrig erklærede, at alle Rygter om Væbning er falske - det tænker ikke et øjeblik på at angribe og stiller den Fordring, at Prøjsen også indstiller sine Krigstilberedelser. Prøjsen svarer: Det aldeles ikke tænker på at angribe Østrig, men Østrig havde tvunget det til at sætte sig i forsvarsdygtig Stand.

De to Lande synger en uafbrudt Vekselsang:

Min Rustning er defensiv,
din Rustning er offensiv.
Jeg må ruste, fordi du ruster.
Fordi du ruster, ruster jeg.
Altså ruster vi
og vedbliver at ruste.

Aviserne sætter Musik til denne smukke Sang.

Den syvende April benægter Østrig endnu en Gang officielt sine Rustninger, men hentyder til en Bemærkning, Bismarck. skal have sagt til Karoloi: »at Gasteinerforbundet kunne man sætte sig ud over.«

Folkeslagenes Skæbne skal altså afgøres af en Samtale mellem to mere eller mindre gnavne Diplomater. Og hvad Betydning kan et Forlig have, der kun er afhængig af Kontrahenternes gode Vilje?

Den femtende April svarer Prøjsen, at Østrigs Beskyldninger er usande. Hvis Østrig virkelig mener det alvorligt med sine fredelige Lyster, skal det straks begynde at afvæbne.

Wienerkabinettet svarer: Vi vil begynde Afvæbningen den femogtyvende dennes, hvis Prøjsen forpligter sig til at gøre det samme Dagen efter.

Prøjsen samtykker.

Å, hvor vi trækker Vejret lettet!

Trods alle Julemærker blev der dog ingen Krig den Gang.

Lutter Jubel i de røde Hæfter.

Så erklærer Østrig, at det skal nok afvæbne i Nord, men ikke i Syd - thi der trues det af Italien.

Hvis Østrig ikke vil afvæbne overalt, så vil Prøjsen heller ikke.

Nu styrter Italien til:

Vi tænkte ikke på at angribe Østrig, men efter den sidste Erklæring skynder vi os at ruste.

Nu er Sangen trestemmig.

»Den europæiske Ligevægt« føres atter i Marken. Østrig begynder pludselig at interessere sig så stærkt for Augustenborgeren, at Prøjsen bliver fornærmet og betragter det som et Brud på Gasteinerforliget. Sachsen vil også være med i Laget og melder, at nu ruster det sig også - Ophidselsen er almindelig.

Den mest hadede Mand i Europa hedder Bismarck.

Den syvende Maj gøres et Mordforsøg på ham.

Hvordan ville det vel være gået, hvis Mordforsøget var lykkedes?

Jeg fik Brev fra Tante Kornelia i Prøjsen; der ønsker man aldeles ikke Krig. Rygtet siger, skriver hun, »at Landeværnet nægter at deltage i denne Krig, denne »Broderkrig«, og at Dronning Augusta på sine Knæ har bønfaldet sin Mand om at opretholde Freden. Bismarck er lige så hadet i Prøjsen som hos os.

Gid vor skønne Kejserinde også ville bønfalde Kejseren om at arbejde for Freden -.

»Fred, Fred, ned med Våbnene!« burde enhver Kvinde i Landet råbe.

Måske Kejseren selv ønsker Fred; hvorfra kommer dette Tryk, dette forfærdelige Tryk, der frembringer Krigen ingen, selv ikke det kronede Hoved kan stå imod!

Den første Juni erklærer Prøjsen, at det vil afvæbne, hvis Østrig og Sachsen vil begynde.

Så udslynger Wien den Beskyldning, at Prøjsen for længe siden har aftalt med Italien, at de i Fællesskab skal angribe Østrig. Prøjsen nedlægger Protest. Prøjsen har Ret til at besætte Holsten, siden den ikke nægter Østrig Slesvig.

Prøjsen rykker ind i Holsten. Gablenz protesterer, men viger uden Sværdslag.

Bismarck har udtalt i en Rundskrivelse: Wien har ikke været imødekommende. Tværtimod. Kongen havde fået at vide, at Kejseren og hans Rådgivere ville have Krig for enhver Pris, dels for at komme bort fra indre Vanskeligheder, dels for at få sine Finanser ordnet.

Pressen optræder krigerisk og er naturligvis sikker på Sejren. En loyal Undersåt, der kalder sin Fyrste til Kamp, må være fuldstændig sikker på Sejr.

Fjenden behandles med knusende Foragt, »Skrædersvenden« er det Navn, hvormed de wienske Blade betegner de prøjsiske Tropper. Generaladjudant Grev Gründe har sagt: »Vi skal jage alle disse Prøjsere bort med en våd Karklud!« Med slige bevingede Ord gør man en Krig populær. Så danne Vittigheder styrker Folkets Selvfølelse.

Den ellevte Juni. Østrig fordrer, at Forbundet skal skride ind mod den prøjsiske Selvtægt i Holsten og mobilisere Forbundshæren.

Den fjortende Juni bliver Andragendet optaget til Afstemning og falder med seks Stemmer mod ni. Å, Gud, disse tre Stemmer! Hvor megen Jammer og Elendighed har ikke disse tre Stemmer voldt!

Det er sket. Den sekstende fordrer Forbundet, at Østrig og Bayern skal hjælpe Hannover og Sachsen, som allerede er angrebet af Prøjserne.

Den attende udgår det prøjsiske Krigsmanifest - på samme Tid et Manifest fra Kejseren af Østrig til Folket og Benedecks Proklamation til Hæren.

Den toogtyvende erklæres Krigen for begyndt. Prins Frederick Karl udsteder en Armebefaling.

Kong Wilhelms Manifest lyder:

»Østrig kan ikke glemme, at dets Fyrster en Gang har behersket Tyskland; det betragter ikke det unge Prøjsen som en Forbundsfælle, men som en Medbejler. Det mener, at Prøjsen kun tænker på at fremme sin egen Fordel til Skade for Østrig. Gammel usalig Skinsyge er nu brudt ud i lys Lue: Prøjsen skal svækkes, nedtrampes, ødelægges. Lige over for os gælder intet Forlig. Vi er omgivet af Fjenden - Løsenet er: Ned med Prøjsen! Til sidste øjeblik har jeg kæmpet for en fredelig Løsning.

Østrig vil ikke.«

Kejser Josef skriver:

»De sidste Begivenheder viser os tydeligt, at Prøjsen sætter Magten i Rettens Sted. Derfor er denne ulykkelige Krig, Tysker imod Tysker - nødvendig. Den, der nedkalder al denne Ulykke over Familierne og Landene, skal en Gang kræves til Regnskab for Historiens Domstol og for Gud den Almægtiges Åsyn.«

Bestandig er det »de andre«, der ønsker denne Krig og som sætter »Magten i Rettens Sted«.

Så kommer Benedecks :

»Vi står lige overfor en Stridsmagt, der er sammensat af to Dele: Linie og Landeværn. Den første består af unge Folk, der ikke er vant til Møje og Besvær og som aldrig har deltaget i et ordentligt Felttog. Den sidste er sammensat af misfornøjede Elementer, som hellere vil styrte sin egen Regering end kæmpe imod os. På Grund af den lange Fredstid ejer Fjenden heller ikke en eneste General, der er uddannet på Slagmarken. Veteraner fra Mincio og Palestro, under Eders gamle Førere vil! gå sejrrige frem og ikke give denne Fjende den mindste Fordel. Fjenden har i lange Tider pralet med sin hurtige Geværild; jeg håber, at vi ikke vil lade ham få stor Nytte af den. Gå løs på Livet af dem med Kolber og Bajonetter. Så snart, vi med Guds Hjælp har slået Fjenden og bragt ham til Flugt, forfølger vi ham ind i hans Land, og der slår vi Lejr og! nyder den Hvile og de Glæder, som en sejrrig Arme i så høj Grad fortjener.«

Tilsidst Prins Friedrich Karls:

»Soldater, det troløse Østrig har i længere Tid ikke respekteret vore Grænser i Overschlesien. Jeg kunne altså uden Krigserklæring overskride de bøhmisk.e Grænser, men jeg gør det ikke. Krigen er nu erklæret og vi betræder det fjendtlige Land for at skåne vort eget. Gud være med os. (Er det den samme Gud, ved hvis Hjælp Benedeck vil slå Fjenden ihjel med Kolber og Bajonetter?). Han leder vore Fjed, han, som styrer Folkeslagenes Skæbner og bestemmer Slagets Udgang. Som der står i den hellige Skrift: Læg Eders Hjerter til Herren og Eders knyttede Hånd på Fjenden. I denne Krig drejer det sig om vore helligste Rettigheder, om vort dyrebare Prøjsens Beståen. Østrig vil knuse os. Skal al det Blod, som vore Fædre har udgydt, og det, som strømmede ved Dybbøl og Als, skal det være flydt forgæves? Nej, vi skal frelse Prøjsen og gøre det stærkere og lykkeligere end før. Vi vil vise os Fædrene værdige. Vi stoler på Gud, vor Fader, han velsigne vore Våben. Og nu fremad med vort gamle Hærråb: Med Gud for Konge og Fædreland. Kongen level«

FJERDE BOG.

Top