Det danske Fredsakademi

Ned med våbnene

Af Bertha von Suttner

I FULDSTÆNDIG OVERSÆTTELSE VED SOFIE HORTEN

NATIONALFORLAGET. KØBENHAVN l928

ANDEN BOG

Fredstid.

Der er nu hengået fire år. Begge mine Søstre; der er bleven 17 og 18 år, skulle forestilles ved Hoffet, og ved samme Lejlighed skulle jeg selv begynde at vise mig i Selskabslivet.

Tiden havde lidt efter lidt læget mine dybe Sår. Fortvivlelsen var efterhånden bleven til Sorg, Sorgen til Vemod, Vemod til Ligegyldighed, og denne endelig til genfødt Livsglæde.

En skøn Dag gik det op for mig, at jeg egentlig indtog en misundelsesværdig Livsstilling; jeg var 23 år, smuk, rig, fornem, fri, Moder til et yndigt Barn, omgivet af en kærlig Familie - var det ikke tilstrækkelig til at være glad ved Livet?

Min korte Ægtestand lå bag mig som en smuk Drøm. Af hele mit Hjerte havde jeg jo elsket min smukke, stolte Husarofficer; han havde været en øm og kærlig Mand imod mig og gjort mig usigelig lykkelig. Vor Skilsmisses Smerte og den ville, fortvivlede Sorg, som havde grebet mig ved hans Død, var nu altsammen forbi. Min Kærlighed havde ikke fået Tid til at vokse så inderligt sammen med min Tilværelse, at min Mands Død for bestandig skulle knuse al min Livsglæde. Jeg havde jo heller ikke for ham været det højeste og eneste i Verden, ellers havde han vel ikke, uden at være nødt til det, glad og vel tilrnode draget i Krigen, hans Regiment var jo ikke bleven sendt til Italien. Desuden var jeg i disse fire år bleven en ganske anden! Min åndelige Synskreds havde udvidet sig; nu var jeg i Besiddelse af Kundskaber og Anskuelser, som jeg, da jeg giftede mig, aldrig havde drømt om, og om hvilke Arno, det indså jeg nu godt, heller intet Begreb havde; var han kommen tilbage fra Graven, ville han i mange Henseender have stået fremmed overfor mit Sjæleliv.

Denne Forandring var gået således for sig:

Da det første År af min Enkestand var hengået, blødte min Sjæl endnu af dyb Smerte, men Fortvivlelsen havde måttet vige for en mere rolig Sorg. Om at gå i Selskab ville jeg slet ikke høre Tale, jeg ville indvie hele min Fremtid til min Søns Opdragelse. Jeg kaldte aldrig mere Barnet Ruru eller »Korporalen«, den Bameleg var forbi, den lille var nu »min Søn Rudolf«, han var mit Fremtidshåb, min eneste Glæde, det Midtpunkt, om hvilket mit Liv drejede sig. For at kunne følge med ham i hans fremtidige Udvikling, fordybede jeg mig i vort Biblioteks Skatte. Især havde jeg Lyst til at genoptage mit gamle Yndlings­studium: Historien.

Nu, da Krigen havde krævet så mange, tunge Ofre, var min Begejstring dog bleven afkølet, og jeg ville nu, om muligt, opflamme den med passende Læsning. Det ydede mig virkelig også mangen Gang Trøst at læse Beskrivelser af Slag og de dertil knyttede Heltebedrifter; jeg tænkte da, at min egen Sorg kun var et Gran, et Støvkorn i det vældige Verdensdrama.

Jeg siger mangen Gang - ikke altid. Jeg kunne aldrig mere drømme mig ind i den Begejstring, der bragte mig til at misunde Jomfruen af Orleans. Mangt og meget klang nu hult og falskt i mine øren, når jeg kom til at tænke på den rædselsfulde Virkelighed.

Snart havde jeg gennemlæst alt, hvad vort Bibliotek indeholdt af historiske Værker. Jeg modtog så til Gennemsyn fra vor Boghandler, Thomas Buckler, »History of Civilisation in England«. Dette Værk er ikke fuldendt,« skrev Boghandleren, men de medfølgende Bind danner et afsluttet hele, og har vakt umådelig Opsigt i England og i hele den dannede Verden; Forfatteren har efter Sagkyndiges Mening lagt Grunden til en aldeles ny Opfattelse af Historien.«

Og det var rigtigt - en ganske ny Opfattelse.

Efter at jeg atter og atter havde gennemiæst disse to Bind, følte jeg mig til Mode som en, der hele sit Liv igennem har boet i en dyb Dal og en Gang er kommen op på en høj Bjergtinde, hvorfra han kan skue vidt over Hav og Land, over Bjerge og Dale.

Jeg fattede naturligvis ikke denne Bogs Storhed, så overfladisk som min Uddannelse var. Det så jeg først, da jeg 15 eller 20 år efter atter læste den efter at have studeret andre Værker, skrevet i samme ånd. Men mit Syn på Livet og Menneskene blev mægtigt udvidet, og det var mig klart, at Menneske­hedens Historie bliver ikke bestemt af Konger og Statsmænd ved Krige og Traktater, som nogles Ærgerrighed, andres Snedighed fremkalder, men ved Intelligensens fremadskridende Udvikling.

Jeg prøvede en Gang at tale til Papa herom, men det var talt for døve øren, han ville på ingen Måde læse Bogen.

Nu fulgte atter et år, hvor min Sorg blev til blid Vemod. Jeg læste og studerede med endnu større Iver. Bucklers Værk havde givet mig Lyst til at læse flere i samme ånd, og den Nydelse, disse Studier beredte mig, bidrog mægtigt til, at den tredje Forvandling foregik: min Melankoli forsvandt jeg fik atter Mod og Lyst til at leve. Men da mærkede jeg også, at de tørre Studier ikke var mig nok, at Livet endnu havde mange Glæder at byde mig - og således gik det til, at jeg i Vinteren 1863 selv tilbød mine yngre Søstre at indføre dem i Selskabslivet, på samme Tid, som jeg atter åbnede mit eget Hus.

»Grevinde Martha Dotzky, rig, ung Enke.«

Således stod jeg opført på Personlisten i »den fine Verdens Komedie« - det var jo meget lovende.

Jeg nødes også til at indrømme, at denne Rolle tiltalte mig. Det er morsomt at modtage Hyldest fra alle Sider, at blive feteret og fejret, hvor man viser sig. Det er ingen ringe Nydelse efter fire års Forløb atter at flyve ind i en Hvirvel af Adspredelser, at træffe højt begavede og højt stillede Mennesker, næsten hver Dag at bivåne glimrende Fester og desuden føle sig selv som Genstand for almindelig Op­mærksomhed. Vi tre Søstre havde fået Tilnavnet: »Gudinderne fra Idabjerget«, og de var utallige, de Æbler, som vore moderne Prinser »Paris« bød os, dog blev jeg som oftest foretrukken i min Egenskab af »rig, ung Enke«. Der fortaltes almindeligt, at jeg havde i Sinde at gifte mig igen. Tante Marie omtalte ikke mere i sine Prædikener »den salig Hedengangne«, der »ventede mig hisset«, thi dersom jeg nu giftede mig for anden Gang, så ville Gensynet i Himlen jo miste en Del af sit rørende Præg.

Alle omkring mig syntes at have glemt Arno - alle undtagen jeg. Tiden, der havde mildnet Sorgen, havde dog ikke været i Stand til at udslette hans Billede af mit Hjerte. Man kan ophøre at begræde sine døde, men man kan ikke glemme dem. Jeg betragtede mine Omgivelsers Tavshed angående Arno som et andet vilkårIigt Drab, og jeg lovede højt og helligt mig selv, at hans Minde skulle leve i min Sjæl, så længe jeg selv kunne tænke. Jeg talte hver Dag til min lille Rudolf om hans Fader, og hver Aften bad han i sin Aften bøn: »Du kære Vorherre, lad mig blive en flink Dreng, så Moder og Fader Arno kan få Glæde af mig.«

Mine Søstre og jeg morede os kosteligt, jeg i ikke mindre Grad end de unge Piger. Jeg havde jo egentlig ikke før del taget i Selskabslivet. Første Gang havde jeg vist mig for lovet, senere som nygift, og da havde selvfølgelig alle Tilbe derne holdt sig på Afstand, og hvad er Selskabslivet uden Tilbedere og FIirt? Der var dog ikke en af dem, der gjorde Indtryk på mig, der lå som en uoverstigelig Skranke imellem os.

Alle disse unge Herrer, hvis højeste Interesse var Krig, Heste og Hunde, Spil og Hofsladder, havde ikke den fjerneste Anelse om den Verden, mine Bøger havde åbnet for mig.

Blandt den Slags unge Mænd ville jeg ikke vælge min Livsledsager. I det hele havde jeg aldeles intet Hastværk med at blive min Frihed kvit, dertil holdt jeg for meget af den. Jeg forstod også at holde de omtalte Tilbedere i en ærhødig Afstand, så ingen vovede et Frieri, ja, der kunne end ikke i min Kreds udtales det kompromitterende Ord om mig, at denne eller hin gjorde Kur til mig«. Min Søn Rudolf skulle ikke behøve at skamme sig over sin Moder. Men skulle det hænde, at mit Hjerte atter vågnede, så skulle min Kærlighed kun falde på en, der var værdig til den, og i så Tilfælde ville jeg følge den Trang og den Ret til jordisk Lykke, som min Ungdom endnu kunne gøre Krav på. Jeg ville da påny gifte mig.

Imidlertid - når undtages Kærligheds Lykke - bød Livet mig mange Glæder, der ikke var til at foragte. Dog forsømte jeg ikke hverken min egen eller min lille Rudolfs Uddannelse. Ganske vist blev derved Skranken mellem mig og mine Balkavallerer højere for hver Dag, men det var ingen Ulykke. Gerne ville jeg have draget nogle af åndens Store ind i min Kreds, men den egnede sig så lidt hertil. Disse frem­ragende Personer ville sikkert have kedet sig forskrækkeligt i min Salon mellem en Masse små Komtesser og unge Officerer, gamle Generaler og værdige Matroner. Hvor gerne havde jeg ikke også efter en Middag sat mig hen i en Krog til et Par af vore berejste Diplomater eller andre betydelige Mænd og udvekslet Tanker og Meninger om Sager af Betydenhed, men det var aldeles umuligt; jeg måtte blive mellem de gamle Damer og tale om Pynt og de Toiletter, vi skulle have til næste Bal. Det ville også kun have nyttet mig lidt, om jeg havde trængt mig ind mellem de ældre Herrer, al alvorlig Samtale ville øjeblikkelig være forstummet, og man ville straks have sagt: »Å, Grevinde Dotzky, hvor var De for­tryllende på Ballet i Forgårs!« eller: »I Morgen skal De vel med til Soiréen hos den russiske Gesandt?«

»Kære Martha,« sagde min Fætter, Konrad Althaus, - må jeg præsentere Oberstløjtnant, Baron Tilling!« Jeg hilste. Min Fætter gik sin Vej, og Baronen blev stående tavs foran mig. I den Tro, at han ville danse med mig, rejste sig mig fra Stolen, hvor jeg sad, og løftede venstre Arm for at lægge den på hans skulder.

»Undskyld, Grevinde,« sagde Baronen med et lille Smil, der viste en Række skinnende hvide Tænder; »men jeg kan ikke danse!« »Å, så meget desto bedre,« svarede jeg og satte mig atter ned, »jeg havde netop valgt denne Plads for at hvile mig lidt.«

»Og jeg har bedt Deres Fætter om den Ære at blive præsenteret for Dem, fordi jeg havde noget at sige Dem, Fru Grevinde.«

Jeg så på ham med et forbavset Blik. Baronen havde et meget alvorligt Udtryk, et Udtryk, der for Resten syntes at være ham naturligt. Han var ikke ganske ung, kunne vel være omkring de Fyrretyve, med Sølvtråde i Hår og Skæg, i det hele en fornem, tiltalende Skikkelse.

Hver Gang en ny Fremtoning blev præsenteret, så jeg jeg prøvende på ham og tænkte: »skulle du mon være en Frier? Mon jeg vil sige ja til dig?« Begge disse Spørgsmål blev i dette Tilfælde besvaret med et afgørende Nej! På Baronens Ansigt sås ikke Spor af dette underdanig-tilbedende Udtryk, der er u­adskilleligt fra de Herrer, der har såkaldte Hensigter med Damer, og hans Uniform var nok til at frem­kalde et benægtende Svar på det andet Spørgsmål. For anden Gang ville jeg ikke gifte mig med en Soldat; det havde jeg bestemt foresat mig. Ikke alene, fordi jeg ikke endnu en Gang ville udsætte mig for det forfærdelige at se min Mand drage i Krig, men også fordi mine Anskuelser om Krig i Almindelighed var så forandrede, at jeg umulig kunne leve i Samklang med en, der tilhørte Officersstanden. Oberst­løjtnant Tilling efterkom ikke min Opfordring til at sætte sig ved Siden af mig.

»Jeg skal ikke opholde Dem ret længe, Fru Grevinde. Det, jeg har at sige Dem, passer ikke i en Balsal. Må jeg tillade mig at besøge Dem i Deres Hjem? Vil De være så elskværdig at sige mig, hvilken Dag og Time, der passer Dem bedst?«

»Jeg tager imod hver Lørdag mellem to og fire.«

»Da kan man vel sammenligne Grevindens Salon med en Bikube, hvor de flittige Bier stadig strømmer til med Honning.«

»Og jeg sidder i Cellen som Bidronningen, mener De vel. Det er en ganske original Kompliment.«

»Jeg kommer hverken med Komplimenter eller med Honning, nådige Frue. Derfor vil jeg nødig komme om Lørdagen; thi jeg ville gerne tale i Fred med Dem, og alene.«

»Nu gør De mig nysgerrig! Lad os da sige i Morgen, Tirsdag, mellem to og fire, jeg skal da være hjemme for Dem alene.« Han takkede, bukkede og gik. Lidt efter kom min Fætter Althaus forbi. Jeg kaldte på ham, gjorde Plads ved Siden af mig og spurgte ham, hvem denne Baron Tilling var.

»Kan du lide ham? Har han lige straks taget dig med Storm? Du kan godt få ham. Han er ugift, men der hviskes i Krogene om, at hans Frihed desuagtet er indskrænket, at en Prinsesse af det regerende Hus beærer ham med sin Gunst, og at det er derfor, han er Pebersvend. Det er ikke ret længe siden, hans Regiment er forflyttet hertil, derfor har han først nu vist sig i Selskabet; desuden siges der, at han er en Hader af Baller og den Slags Fester. Jeg har gjort hans Bekendtskab i vor Klub, han kommer der gerne et Par Timer hver Dag, så læser han i sine Aviser og får sig et Parti Skak, som han spiller udmærket. Jeg blev meget forbavset over at træffe ham her, skønt Husets Frue er hans Kusine, hvilken Omstændighed forklarer hans Nærværelse trods Ballet. Nu er han for Resten allerede gået. Han tog bort straks efter at han havde talt med dig.«

»Har du præsenteret ham for andre Damer?«

»Nej, kun for dig! Men du skal ikke i den Anledning blive indbildsk, jeg tror ikke, det var ham så særlig magtpåliggende at gøre dit Bekendtskab. »Kan De ikke sige mig,« spurgte han, »om en Grevinde Dotzky, født Althaus - formodentlig i Familie med Dem - er her i Aften? Jeg må tale med hende!« »Ja,« svarede jeg, »hun er her ganske rigtig, hun sidder der henne på Sofaen i Hjørnet af Salen.« »Ah, vil De gøre mig den Tjeneste at præsentere mig!« Hvilket jeg så pligtskyldigst gjorde; jeg anede jo ikke, at han skulle blive farlig for dig.«

»Sig ikke sådanne Dumheder, kære Konrad! Mit Hjerte er ikke så let fængeligt. Tilling! Hvor kommer han fra, jeg har aldrig hørt det Navn før.«

»Nå, så du vil vide merel Han kan sige, han har Lykken med sig. I tre Måneder har jeg sukket for dig uden mindste Resultat, og så kommer den stive Oberstløjtnant - for kold og stiv er han - han kommer, ser og sejrer! ... Hvorfra Familien Tilling stammer? Jeg tror, den er fra Hannover, for Resten var Faderen i østrigsk Tjeneste; Moderen er fra Prøjsen. Du har vel lagt Mærke til hans nordtyske Akcent?«

»Ja, han taler smukt Tysk.«

»Ja, naturligvis er han fuldkommen i alt!« Althaus rejste sig.

»Se så, min smukke Kusine, nu har du fået alle de Oplysninger, jeg formår at yde, nu vil jeg overlade dig til dine Drømmerier og se at finde en Dame, der -«

»Der låner øre til dine åndrigheder! Ja, umuligt er det jo ikke.«

Jeg tog tidlig hjem fra Ballet. I Aften følte jeg mig så forunderlig træt, længtes så inderlig efter Ro og Ensomhed. Hvorfor? Dog vel ikke for at tænke på Tilling?' Det kunne næsten se således ud; thi Klokken tolv om Natten skrev jeg følgende i mit røde Hefte: »Et interessant Menneske, denne Tilling. Den højtstående Dame, der elsker ham, tænker sagtens på ham nu, eller måske knæler han nu for hendes Fod og hun sidder ikke så allene som jeg; ak, hvor dejligt det er at elske af hele mit Hjerte! Han skulle dog ikke være som Tilling, ham kender jeg ikke, jeg misunder ikke Prinsessen, at hun ejer ham, jeg misunder hende blot, at hun er elsket, og jo varmere og inderligere deres Kærlighed er, jo mere misunder jeg hende.«

Da jeg om Morgenen slog øjnene op, var Tilling min første Tanke. Ja, ganske rigtig, han havde jo bedt mig om at måtte komme, han havde en vigtig Meddelelse at gøre mig, sagde han. Det var længe siden, noget havde optaget mig så stærkt som dette Besøg.

Klokken to gav jeg Ordre til, at ingen skulle modtages uden Oberstløjtnant Tilling. Tante og mine Søstre var ikke hjemme. Jeg ventede Oberstløjtnanten i min Kabinet; jeg havde klædt mig i en smuk violet Dragt, som jeg vidste klædte mig, så tog jeg en Bog og ventede.

Ventetiden blev ikke lang; ti Minutter over to trådte Tilling ind i Stuen.

»Som De ser, Grevinde, har jeg benyttet mig af den Tilladelse, De i Aftes gav mig!« sagde han nu, idet han kyssede min Hånd.

»Jeg er glad over, at De kom,« svarede jeg og pegede smilende på en Stol. »Deres Ord har sat mig i stor Spænding.«

»Så vil jeg straks uden Indledning gå lige til Sagen og ikke lade Dem vente.! Går tav jeg; jeg kunne ikke nænne at kaste Skygge over Deres glade Ansigt.«

»De gør mig bange! «

»Jeg var med ved Solferino, Frue.«

»Og De har set Arno falde, dø!« udbrød jeg.

»Ja, det har jeg, Jeg kan give Oplysning om hans sidste øjeblikke.«

»Tal!« sagde jeg med skælvende Stemme.

»De må ikke være forfærdet, ikke skælve. Hvis Grev Dotzkys Død havde været rædselsfuld, som des­værre så mange Soldaters, da ville De sikkert ikke have set mig her; intet er jo pinligere, end at høre om vore kæres Lidelser, noget sådant har jeg ikke at fortælle Dem.«

»De letter en tung Sten fra mit Hjerte. Fortæl mig, hvad De ved.«

»Jeg vil ikke komme med Fraser, ikke bruge den sædvanlige Talemåde: han døde som en Helt, jeg ved ikke egentlig, hvad der menes dermed, men den Trøst kan og vil jeg give Dem: han døde uden at vide det. Lige fra Felttogets Begyndelse var han overbevist om, at han skulle vende uskadt hjem. Vi var meget sammen og han talte tit om sit lykkelige Familieliv, viste mig Billedet af sin unge, smukke Hustru og sit yndige Barn, bad mig, når vi var kommen hjem fra Felten, da at besøge sig. I selve Slaget var jeg tilfældigvis ved hans Side. Jeg forskåner Dem for Beskrivelser af Sammenstødet, slige Ting trodser en­hver Beskrivelse. Mænd, der er begavede med krigerisk ånd, bliver i Slagets Tummel så øre og så ophidsede af Kugleregnen og Krudtdampen, at de næppe ved, hvad der foregår. Dotzky var født Soldat. Hans øjne lynede, han førte Klingen med fast Hånd, han var helt beruset af Kampen, det så jeg vel, rolig og nøgtern som jeg var. Da kom en Bombe og faldt ned et Par Skridt fra os. Den sprang, og ti Mand styrtede om. Dotzky var blandt dem, og han gav ikke en Lyd fra sig, han var dræbt på Stedet. Et Par af Kammeraterne og jeg bøjede os over de Sårede og ville hjælpe dem. Hjælp var dog her umulig, de droges alle med Døden, var på det gyseligste sønderflængede og lemlæstede, vred sig i de forfærdeligste Li­delser; kun Dotzky, hos hvem jeg knælede ned, åndede ikke mere, hans Hjerte slog ikke, og fra hans oprevne Side væltede en sådan Blodstrøm ud, at Livet var flygtet i samme Nu. For en Besvimelse kunne vi altså ikke frygte --«

»Besvimelse,« faldt jeg ind, medens Tårerne løb ned over mine Kinder.

»Ja, vi kunne kun med Rædsel tænke på at lade disse hårdt sårede ligge; thi foran os lød igen de mor­deriske Jubelråb. Bag os stormede Kavaleriet frem, Hestene ville om et øjeblik fare hen over dem, der lå på Jorden, Held den, der ikke var ved sin Bevidsthed. Dotzkys Ansigt var blegt og roligt, ikke en Muskel var fortrukken, ikke et af de smukke Træk var vansiret, og da vi bagefter kunne samle vore Døde op, fandt vi ham på samme Sted, i samme Stilling og med samme fredelige Udtryk. Og det var det, Fru Grev­inde, som jeg ville fortælle Dem. Jeg kunne muligvis have gjort det for længe siden, kunne have skrevet det til Dem, da vi ikke traf sammen; men jeg tænkte ikke derpå, før i Går min Kusine sagde til mig, at Grev Dotzkys Enke om Aftenen skulle være hendes Gæst.

Tilgiv mig, at jeg har vakt smertelige Erindringer til Live hos Dem, men jeg tror, jeg har gjort min Pligt og befriet Dem for mange pinlige Tanker.« Jeg rejste mig og rakte ham min Hånd.

»Tak, Baron Tilling,« sagde jeg, idet jeg tørrede mine øjne. »De har i Sandhed skænket mig en kostelig Juvel i denne Beroligelse, denne Vished for, at min elskede Mands Dødsstund ikke var kvalfuld. Men gå nu ikke straks, lad os tale lidt sammen. De har, måske Dem selv uafvidende, anslået en Streng, der har givet stærk Genlyd i min Sjæl, lad os tale uden Omsvøb: De afskyer også Krig?«

Tillings Ansigt blev mørkt.

»Undskyld, Grevinde,« sagde han, »men jeg kan ikke indlade mig på dette Emne. Tilgiv mig også, at jeg bryder op; man venter mig.«

Nu fik mit Ansigt et koldt Udtryk; Prinsessen var det formodentlig, som ventede ham, og det var mig en ubehagelig Tanke.

»Så vil jeg ikke opholde Oberstløjtnanten,« sagde jeg stift. Uden at bede om Tilladelse til atter at besøge mig, bukkede han og gik.

Sæsonen nærmede sig sin Slutning. Rosa og Lilli, begge mine Søstre, havde moret sig udmærket. Hver især havde de gjort et halvt Dusin Erobringer, men »den Rette« havde end nu ikke vist sig. Det var de dog ikke bedrøvede over; de længtes ikke efter at ofre deres Frihed.

Og jeg? Mine Indtryk findes i mit røde Hefte.

»Gudskelov, at denne evindelige Dansen nu er forbi. Det blev tilsidst noget ensformigt. Altid de samme Ture, den samme Konversation og altid de samme Ansigter. Ikke en fremragende Personlighed, nej, ikke en eneste. Jo, en kunne der være Tale om; men han er jo ikke fri

- han tilhører sin Prinsesse. Hun er smuk, det er sandt; men i mine øjne er hun ikke sympatetisk.

Skønt den egentlige Sæson med Baller og Fester var forbi, var al Selskabelighed dog ikke til Ende. Soireer, Middage, Koncerter, florerede endnu. Der taltes også om en stor dramatisk Aften­underholdning, hvor der skulle spilles Dilettantkomedie, dog først efter Påske. I selve Fasten måtte vi ikke nyde for meget af den Slags. Tante Marie fandt, vi gik for meget i Selskab. Hun syntes heller ikke om, at jeg ikke regelmæssig gik til Fasteprædiken, og hun søgte at råde Bod på min Lunkenhed med at slæbe mine Søstre med sig. I Fasten holdt jeg mig dog ikke alene tilbage fra Kirken, men også fra Sel­skaber. Jeg havde pludselig mistet al Sans for den Slags Ting, jeg foretrak at sidde hjemme, lege med min Dreng, og når han var kommen i Seng, sidde ved Kaminilden og læse i en god Bog. Undertiden kom så Fader ind og fik sig en Passiar med mig. Jeg havde fortalt ham, hvad jeg havde fået at vide om Arnos Dødsstund, dog lod det ikke til at gøre noget Indtryk på ham. Det forekom ham at være en temmelig ligegyldig Sag, om han havde lidt noget mere eller mindre. »At blive på Valpladsen,« som han sagde, var i hans øjne en så berømmelig Død, at han slet ikke kunne nedlade sig til at tænke på legemlige Lidelser. I hans Stemme lød der altid en Klang af Misundelse, når han talte om dem, der var bleven på Valpladsen, man kunne høre, han betragtede det som en Udmærkelse, og næstefter at »blive« var det at blive såret en Lykke. Den Stolthed og den Respekt, hvormed han omtalte sine egne og andres Sår, fik hans Tilhørere til helt at glemme, at et sådant Hæderstegn kunne volde Smerte. Hvilken Forskel mellem Papa og Til­ling! Igennem Oberstløjtnantens Fortælling om de ti Ulykkelige, der brød ud i høje Jammerskrig, idet Bomben knuste og sønderflængede dem, klang en gribende Medfølelse. Dog gentog jeg ikke Ordene for min Fader, jeg havde en bestemt Følelse af, at han ville finde dem alt andet end passende for en Soldat, at Tilling derved ville synke i hans Agtelse, og den Tanke var mig ubehagelig; thi netop den mindre krigeriske, men fuldt ud menneskelige Måde, hvorpå han havde omtalt sine Kammeraters skrækkelige Død, var gået mig nær til Hjerte.

Jeg ville så inderlig gerne have talt noget mere med Tilling, men det så ud, som brød. han sig ikke noget. om mit nærmere Bekendtskab. Der var nu gået fjorten dage siden hans første Besøg, og han var ikke kommen igen; jeg havde heller ikke truffet ham i Selskab. Et Par Gange havde jeg mødt ham i Rivy­gaden, og en Gang så jeg ham i Burgteatret; han hilste mig ærbødigt, jeg havde svaret ham med et ven­ligt Smil - og derved var det blevet... men hvoraf kom det, at mit Hjerte hver Gang i mange Timer efter, og atter og atter havde genkaldt mig den Bevægelse, han havde gjort, da han hilste mig?

»Kære. Bam, jeg har noget, jeg vil bede dig om.« Det var Papa, som en Formiddag med en lille Pakke i Hånden kom ind til mig.

»Her er noget til dig,« tilføjede han, da han lagde Pakken fra sig på Bordet. »En Anmodning og en Gave på samme Tid,« svarede jeg smilende; »det plejer man jo at kalde Bestikkelse!«

»Hør nu først min Bøn, før du lukker Pakken op og blændes af Gavens Pragt. Jeg giver i Dag en ked­sommelig Middag ...«

»Ja, det ved jeg, tre gamle Generaler med deres Fruer.«

»Og to Ministre med Fruer - kort sagt, en højtidelig, stiv kedelig og søvndyssende Historie.«

»Du har dog .vel aldrig fået den Ide, at jeg -«

»Jo, netop den Ide har jeg fået, da jeg har indbudt Damer, må jeg have en Dame til at gøre Honnør ved Bordet.«

»Det Hverv opfylder Tante Marie jo uforligneligt, kære Papa.«

»Ja, men i Dag har hun fået sin nervøse Hovedpine, så er ieg nødt til - -«

»Du er nødt til at ofre din Datter på Konvenientsens Alter - som det altid, lige fra den grå Oldtid, har været Skik -; ofrede Agamemnon ikke Ifigenia? Jeg føjer mig og bøjer mig for Nødvendigheden.«

»Forøvrigt er der da mellem mine Gæster også et Par yngre Herrer. Doktor Bresser, der var så om­hyggelig mod mig under min Sygdom; jeg har villet vise ham en Artighed ved at indbyde ham, og så Oberstløjtnant TiIIing men hvad fejler du, du bliver med et aldeles blodrød i Ansigtet, er du syg?«

»Nej, Fader; det var Nysgerrigheden, der pludselig over vældede mig. Jeg må dog se, hvad der er i den Pakke.« Med de Ord gav jeg mig til at løse Papiret op.

»Det er slet ikke til dig, bild dig bare ikke ind, at det er et Perlehalsbånd - det er til Rudi.«

»Ja, det ser jeg nu. En Legetøjsæske - Tinsoldater -!

Men Papa, Rudolf er kun fire år - skal han allerede...«

»Jeg var kun tre år, da jeg legede med Tinsoldater, man kan ikke for tidlig begynde den Leg. Mine tidligste Erindringer knytter sig til Trommen, Sablen, Eksercits og Kommando; på den Måde får man Lyst til sin Stand - på den Måde - -«

»Min Søn Rudolf skal ikke være Soldat,« faldt jeg ham i Talen.

»Men Martha, hvad er det for Snak - jeg ved da, at hans Faders ønske - - -«

»tMin stakkels Arno er død og borte. Rudolf tilhører mig, og jeg vil ikke på nogen Måde ...«

»At han skal slå ind på den skønneste, mest ærefulde Bane.«

»Mit eneste Barns Liv skal ikke sættes på Spil i en Krig.«

»Jeg var også eneste Søn og er alligevel bleven Soldat. Arno havde heller ingen Søskende; din Broder Otto er også min eneste Søn, og dog har jeg ladet ham blive Kadet.« Vore Familietraditioner fordrer, at et Skud af Althaus og Dotzkys gamle Stamme skal vies til Fædrelandets Tjeneste.«

»Fædrelandet kan bedre undvære ham end hans Moder kan.«

»Hvis nu alle Mødre var af den Mening?«

»Så var der vel ingen Revuer og Parader, og ingen Nedsabling - ingen Ulykker, Papa.«

»Å, de Fruentimmer,« sagde han med uskrømtet Ringeagt. »Heldigvis spørger Drengen vist ikke om Forlov, i hans årer flyder rent Soldaterblod. Nå, hvem siger så, at han vedbliver at være din eneste Søn. Du skulle virkelig gifte dig igen, Martha! Er der ikke en af dine Tilbedere, der kan finde Nåde for dine øjne! Der er Oberst Olansky. Han har forleden åbnet sit Hjerte for mig. Ham kunne jeg godt lide at få til Svigersøn!«

»Men jeg vil ikke have ham til Mand.« »Så er der jo Major Millersdorf -«

»Ja, om du så remsede alle giftefærdige Officerer op, ville det være spildt Ulejlighed. Hvad Tid kommer dine Gæster? Hvornår vil du have mig?« spurgte jeg for at lede Samtalen i en anden Retning.

»Til Klokken fem er Dineren ansat. Jeg ser dog helst, at du kommer en halv Time før. Og dermed Gud befalet. Jeg må nu gå. Hils min lille Rudi, min lille, fremtidige, østrigske kommanderende General.«

»En højtidelig, stiv, søvndyssende, kedelig Historie,« havde Fader kaldt sin Middag, og således ville jeg også have anset den, hvis der ikke havde været en Gæst, i hvis Nærhed jeg betoges af en sælsom Bevægelse ...

Baron Tilling kom kun et øjeblik før vi skulle gå til Bords, jeg havde derfor kun vekslet et Par Ord med ham i Forbigående. Ved Bordet sad jeg mellem to alderstegne Generaler, og Baronens Plads var så langt fra mig, at den Samtale, vi førte, umulig kunne nå ham. Jeg glædede mig til at komme ind i Salonen igen, der kunne jeg komme til at tale med Tilling, han skulle fortælle mig om Slaget, og jeg skulle atter høre den Stemme, hvis Klang første Gang havde gjort et så mægtigt Indtryk på mig.

Jeg kunne dog ikke få Lejlighed til at nærme mig Baronen, begge mine gråhovede Kavalerer blev hos mig, også efter at vi havde rejst os fra Bordet, og sad trofast ved min Side, medens jeg serverede Kaffen. Desuden kom Papa, Minister X, Doktor Bresser og tilsidst Tilling, med hvem jeg ikke under den almindelige Samtale kunne komme til at tale alene. De øvrige Gæster, hvoriblandt alle Damerne, havde sat sig til Ro i den anden Ende af Salen, hvor der ikke blev røget, medens Herrerne omkring mig tillod sig qette, da jeg selv havde tændt en Cigaret.

»Mon det ikke snart går løs igen?« bemærkede en af de gamle Generaler.

»Hm!« mente den anden, »næste Krig bliver sagtens med Rusland.«

»Skal der absolut føres Krig?« bemærkede jeg. Ingen ænsede mine Ord.

»Nej, snarere med Italien,« forsikrede Papa. »Vi skal og må have Lombardiet tilbage - jeg kunne nok lide at opleve sådan en March lige lukt ind i Milano, som den Gang i 49, da vi havde Fader Radetzky i Spidsen. Det var en dejlig, solklar Formiddag...«

»Å, Papa, vi kender så godt Indtoget i Milano,« afbrød jeg ham.

»Også Historien om Hupfauf - den tapre Hupfauf.«

»Jeg i alt Fald, og jeg finder den så inderlig modbydelig.«

»Hvad mener du med det?«

»Lad os kun få Historien, Althaus, ingen af os kender den.« Det lod Papa sig nok ikke sige to Gange.

»Hupfauf, der stod ved Tyroler-Jægerne og selv var Tyroler, udførte en udmærket Bedrift. Han var den bedste Skytte, man kunne tænke sig. Ved hver en Skyttefest blev han Konge, traf altid i Centrum. Hvad tror I nu, han gjorde, da Majlænderne gjorde Oprør? Jo, han udbad sig Tilladelse til med flere Kam­merater at skyde på Rebellerne fra Domkirkens Tag. Dertil fik han så Lov - de fire Kammerater bestilte ikke andet end ustandselig at lade Bøsserne og række ham dem, så han ingen Tid spildte. På den Måde nedlagde han halvfemsindstyve Italienere.«

»Afskyeligtl« udbrød jeg. »Alle disse Italienere, som han har dræbt deroppe fra sin sikre Plads, havde en elsket Moder, Søster eller Brud i Hjemmet.«

»Det var hans Lands Fjender, det forandrer Sagen.«

»Det er sandt,« sagde Doktor Bresser. »Sålænge Mennesket tillader Begrebet Fjende, så længe kan Menneskehedens Bud ikke respekteres.«

»Hvad mener De, Baron Tilling?«

»Jeg ville først have smykket hans Bryst med en Præmie for hans Skydefærdighed, og derpå ville jeg have sendt en Kugle ind i hans hårde Hjerte. Begge Dele var vel fortjent.«

Jeg sendte ham et varmt, takkende Blik, men alle de andre med Undtagelse af Doktoren følte sig ilde berørt af hans Ord. Der opstod en liIIe Pavse.

»Har De hørt Tale om en engelsk Bog af en Naturforsker, der hedder Darwin?« spurgte Doktoren min Fader.

»Nej, jeg har såmænd ikke.«

»Jo, Papa, husker du ikke, at Boghandleren sendte os den allerede for fire år siden, den Gang sagde du, at den snart ville være glemt af al Verden.«

»Hvad mig angår, da har jeg også trolig glemt den.«

»Hele Verden er forøvrigt sat i Oprør over den,« vedblev Doktoren. »Overalt strides der for eller imod den ny Afstamningslære.«

»Å, nå, De mener vel disse Abeteorier,« sagde nu min General til højre. »I Går talte de derom henne i Officersklubben. De Herrer Lærde får dog besynderlige Indfald. Mennesket skal altså efter denne Darwins Mening oprindelig have været en Orangutang.«

»Ganske vist,« nikkede Ministeren (når Ministeren begyndte med at sige ganske vist, var det ganske sikkert Tegn på, at han ville komme med et længere Foredrag) »klinger det noget latterligt, men kan ikke godt opfattes som Spøg. Teorien er fremstillet med Talent og støttet af Kendsgerninger, der »ganske vist« modsiges af en Del Fagmænd, men alligevel, som alle vidtgående Ideer - de være aldrig så magtesløse - gør en vis Virkning og finder mange Forsvarere. Det er jo formelig bleven moderne i denne Tid at diskutere Darwin. Om kort Tid opfinder man vel Ordet »Darwinisme« - »ganske vist« ville omtalte Teorier, selv på dette Tidspunkt, ikke blive taget alvorlig. Det er en stor Fejl, at Folk bekæmper denne engelske Særlings Lærdomme med så megen Alvor og Hidsighed, denne Lære får der med en Betydning, som den aldeles ikke fortjener. Det er især Gejstligheden, der råber »Vagt i Gevær«, oprørt over, at det i Guds Billede skabte Menneske skulle nedstamme fra Dyreriget - en Anskuelse, der »ganske vist« fra et religiøst Standpunkt set må kaldes en højst modbydelig Tanke. Kirken kan dog ikke hindre denne Lære fra at bredes, den skulle derfor heller overlade det til Videnskaben at ødelægge den. Hvad Darwinismen angår, så er »ganske vist« ...«

»Men det er jo det rene skære Vanvid,« faldt min Fader ind, han frygtede sagtens for, at Minister »ganske vist« skulle kede Gæsterne for meget.

»Hvordan kan Aber vel blive til Mennesker, man behøver såmænd ikke at at være lærd for at vide, at dette strider imod den sunde Fornuft.«

»Jo, Tvivl kan der være,« tog Doktoren til Orde, »den ny Lære vil have mange for sig, men det vil tage Tid, før de Lærde bliver enige.«

»De Herrer bliver aldrig enige,« sagde Generalen på min venstre Side, der plejede at tale i Wiener-Dialekt og med barsk Stemme. »De lever jo af at skændes. Jeg har også hørt noget om disse Abehistorier, men man måtte jo tabe både øjne og øren og sin sunde Fornuft, om man skulle høre efter alt det Sludder, disse Herrer Stjernekigere, Græsplukkere og Frøhalesøgere disker op med. Forøvrigt har jeg nylig i et illustreret Blad set et Billede af Darwin, og han ligner min Tro en Abe godt nok, så det slet ikke hører til Umulighederne, at hans Bedstefader har været en Chimpanse.« Generalen lo skraldende af sin højst tarvelige Vittighed; men af Høflighed måtte Papa le med.

»Latteren er også et Våben, og et Våben, man ikke bør foragte,« sagde nu Ministeren ganske alvorligt, »men den beviser intet. »Darwinismen« - jeg benytter allerede det ny Ord, som De hører, mine Herrer, - kan man kun overvinde ved alvorlige, på videnskabelig Grund hvilende Argumenter. Når man mod en Forfatter uden Autoritet kan opstille Navne som Linné, Cuvier, Agassiz, Quatrefages, så må hans System styrte sammen. Ganske vist kan det på den anden Side ikke benægtes, at der mellem Mennesket og Aben hersker en stor Slægtlighed.«

»Trods denne Lighed er dog Kløften himmelvid,« afbrød den blide General. »Kan man tænke sig en Abe, der opfandt Telegrafen? Alene Talen hæver et Menneske højt over Dyrene -«

»Undskyld, Ekscellence,« sagde Doktor Bresser, »Talen og tekniske Opfindelser er ikke Mennesket med­født. En Vild kan ikke den Dag i Dag konstruere et Telegrafapparat; det er altsammen Frugten af en langsom Udvikling -«

»Ja, ja, kære Doktor,« sagde Generalen. »Jeg ved nok, at Udvikling er en ny Teoris Slagord, men en Kænguru bliver min Tro aldrig til en Kamel. Og hvorfor ser man aldrig nu til Dags, at en Abe bliver et Menneske?«

Jeg vendte mig om mod Baron Tilling.

»Sig De mig nu Deres Mening. Har De hørt om Darwin og er De blandt hans Tilhængere eller Mod­standere?«

»Jeg har hørt meget om ham og hans Lære, Fru Grevinde, men da jeg ikke har læst hans Hovedværk: »Arternes Oprindelse«, tør jeg ikke udtale nogen Dom.«

»Jeg må tilstå,« sagde Doktoren, »at jeg heller ikke har læst det.«

»Læst det har jeg ganske vist heller ikke,« tilstod Ministeren.

»Jeg heller ikke,« lød det fra de andre.

»Men,« vedblev Ministeren, »Sagen bliver så meget omtalt, og Systemets Slagord er i alle Munde: »Kam­pen for Tilværelsen, det naturlige Udvalg, Evolution« o. s. v., så man godt kan danne sig et klart Begreb om det hele og resolut stille sig på Tilhængernes eller Modstandernes Side. Ganske vist -«

»Nej, jeg synes, det er umuligt at danne sig nogen Mening uden at trænge ind i den ny Læres Grund­sætninger. Sandsynligvis gentages af Hoben de sletteste og de dummeste Grunde, der kan stilles op mod det ny, og det kunne ikke falde mig ind at støtte min Dom på Hobens Skrig. Copernikus Lære opstod, så blev den fordømt, fordi Rom slyngede sin Bandstråle mod det ny System.«

»I vort århundrede dømmer vi ikke Videnskaben fra et ortodokst Standpunkt, men lader selve Viden­skaben dømme,« faldt Ministeren ind.

»Selv indenfor de Lærdes Kreds sætter man sig op imod alt nyt og vil ikke gerne rystes i sine gamle ind­groede Anskuelser. Det var ikke alene Kirkefædrene, men også Astronomerne, der ivrede mod Copernikus Lærdomme.«

»De vil da vel ikke påstå,« sagde den barske General, »at en forrykt Englænders Abe-Ide er lige så korrekt som Copernikus Lære, at Jorden løber rundt om Solen?«

»Jeg vil aldeles intet påstå, da jeg som sagt ikke har læst Bogen. Jeg vil læse den og så måske danne mig en Mening. Jeg siger måske, da mine Forkundskaber ikke er store. Indtil da må jeg indskrænke mig til at tro, at man af en Lærer, der" støder på en så lidenskabelig Modstand, »ganske vist« må lære noget, der taler for den.«

»Du modige, klartskuende ånd,« hviskede jeg hos mig selv.

Klokken otte brød Gæsterne op.

Min Fader ville holde på den allesammen, jeg mumlede også nogle forbindtlige Fraser, om de ikke ville blive og drikke en Kop The, men de var optaget allesammen.

Tilling og Bresser, der havde rejst sig tilligemed de øvrige, ville nu også sige Farvel.

»Hvad vigtigt har de to Herrer så for i Aften?« spurgte min Fader.

»Jeg egentlig ingen Ting,« sagde Tilling smilende. »Men da alle de andre Gæster tog Afsked, mente jeg, det var ubeskedent at blive siddende.«

»Ja, det samme er Tilfældet med mig,« faldt Doktoren ind.

»I så Fald får De ikke Lov til at slippe, ingen af Dem.«

Nogle Minutter senere tog Doktoren og Fader Plads ved Spillebordet og fordybede sig i et Spil Piquet, medens Baron Tilling satte sig ved Siden af mig ved Kaminen.

»Jeg burde egentlig være vred på Dem, Baron! Hvorfor har De ikke besøgt mig siden?«

»De har ikke opfordret mig til at komme igen.«

»Jeg sagde Dem jo, at jeg hver Lørdag -«

»Ja, mellem to og fire. - Det reflekterer jeg ikke på, Fru Grevinde. Sådanne officielle Modtagelsesdage er det skrækkeligste, jeg ved. At være til Stede på en sådan overstiger mine ringe selskabelige Evner.«

»De synes i det hele taget ikke at have Smag for Selskabelighed. Er De menneskefjendsk? Dog nej, dette Spørgsmål tager jeg tilbage. Af alt, hvad De siger, forstår jeg, at De må elske Menneskene.«

»Menneskeheden elsker jeg, Grevinde, ikke Menneskene. Der eksisterer blandt dem alt for mange bor­nerte, egennyttige, koldblodige, grusomme Individer, dem kan jeg ikke elske, skønt jeg beklager, at de­res Opdragelse og Forhold ikke har tilladt dem at blive elskværdigere.«

»Forhold og Opdragelse? Karakteren afhænger da væsentlig af de medfødte Anlæg. Tror De ikke det?«

»Hvad De kalder medfødte Anlæg, er måske det samme, som jeg kalder Omstændigheder, nedarvede Omstændigheder.«

»Efter Deres Mening er altså et slet Menneske uskyldig i sin egen Slethed og bør således ikke drages til Ansvar eller betragtes med Afsky?«

»Eftersætningen er ikke betinget af Forsætningen. Et sådant Menneske er nok uskyldigt, men derfor ikke mindre afskyeligt - - - De kan da ikke gøre for, at De er så smuk, at man må beundre Dem?«

»Baron Tilling, vi begyndte at tale sammen som to for nuftige Væsner taler om alvorlige Ting, fortjener jeg så at blive behandlet som en behagesyg Baldame?«

»Tilgiv mig! Således mente jeg det ikke. Jeg greb kun det nærmest liggende Argument.« Der opstod en lille Pause. Tillings Blik var fæstet på mig med et beundrende, ja kærligt Blik. Jeg burde have slået øjnene ned, set bort, men det gjorde jeg ikke. Jeg mærkede, at mine Kinder brændte, vidste, at havde han før fundet mig smuk, så måtte han nu finde mig så meget mere tiltrækkende. Det var et gud­dommeligt, henrivende Øjeblik, en Følelse af en sælsom betagende Lyksalighed, der sneg sig over mig og varede måske et halvt Minut. Længere måtte det ikke vare. Jeg slog Viften op, forandrede min Stilling og sagde i en ligegyldig Tone:

»De gav før Minister »Ganske vist« et fortrinligt Svar.« Tilling fór sammen som vækket af en Drøm,

»Jeg? - Når - jeg husker det ikke. Tværtimod har jeg en Følelse af, at jeg vakte Forargelse ved mine Be­mærknininger over den brave Skytte, denne Springauf eller Hujfauf.«

»Hupfauf.«

»De var den eneste, Grevinde, der syntes om, hvad jeg sagde. Eksellencen følte sig naturligvis fornærmet over min højst upassende Ytring. Snakke om en Soldats »hårde Hjerte«, Manden gør jo sin Pligt og bruger Fjenden som Skive. Det er en gammel Historie, at de koldblodige Soldater i Reglen er skikkelige, godmodige Fyre; i det melodramatiske Repertoire er der jo ingen mere rørende Skikkelse end den grå­hærdede, blødhjertede Kriger, der ikke nænner at gøre en Flue Fortræd.«

»Hvorfor er De egentlig bleven Officer?«

»Dette Spørgsmål beviser, at De ser mig lige ind i Hjertet, Grevinde. Nej, det er ikke mig, den niogtrediveårige Frederik Tilling, som har gjort tre Felttog med, der har valgt denne Stilling, men den lille tolvårige Fritz, der var opvokset mellem Træheste og Tinsoldater, og hvis ordenssmykkede, guld­broderede Fader, Generalen og den uimodståelige Morbroder, Løjtnanten, altid sagde: »Glæd dig, Dreng, til du bliver Soldat med et skarpt Sværd og en rigtig Hest!«

»Fader bragte i Dag en Æske Tinsoldater til Rudolf, men han skal aldrig få dem at se mere. Men da Fritz udviklede sig til Manden Frederik, hvorfor blev han så i en Stand, der vækker hans Afsky?«

»Afsky? Det er vel meget sagt. Jeg afskyr den Tingenes Tilstand, der tvinger os Mennesker til en så af­skyelig Pligt som det at føre Krig. Men jeg kan ikke afsky de Mennesker, der påtager sig de deraf følgende Pligter og samvittighedsfuldt opfylder dem. Tror De, der føres færre Krige, om jeg gik ud af Arméen? På ingen Måde. Der vil kun træde en anden i mit Sted og sætte Livet ind, og lade Livet kan jeg jo også.«

»Kunne De ikke gøre Deres Medmennesker mere Nytte i en anden Stililng?«

»Jeg ved det ikke! Jeg har ikke grundig Kendskab til andet, end netop hvad der angår Militærvæsenet. Naturligvis kan man gøre Nytte og virke til det gode. Jeg har Lejlighed til at gøre Livet behageligere for mine Underordnede. Jeg nyder den Agtelse, som Verden viser min Stand; jeg har gjort en ganske god Karriere, er afholdt af mine Kammerater og glæder mig derover. Formue har jeg ikke; som Privatmand kunne jeg altså ikke ernære hverken mig selv eller andre. Hvorfor skulle jeg så opgive min Løbebane?«

»Fordi det er modbydeligt at slå ihjel.«

»Når det gælder om at forsvare sit eget Liv, hører Ansvaret for et andet Menneskes Liv op. Krigen kal­des ofte meget træffende Massemord, men den enkelte føler sig ikke som Morder. Det, som er mig mod­bydeligt, er Jammerskrigene, de Såredes Smerter, jeg lider derunder, men mangen Sømand lider jo også af Søsyge, og er han en brav Fyr, holder han sig på Dækket og går atter til Søs, når han er nødt dertil.«

»Ja, når man er nødt dertil. Men er Krig da uundgåelig?«

»Det er et andet Spørgsmål; men den enkelte må, gå med, og det giver ham, om end ikke Lyst, så dog Kraft; til at opfylde sin Gerning.«

Vi vedblev at samtale en lang Stund med dæmpet Stemme for ikke at forstyrre de Spillende. Vi talte om alt muligt. Jeg følte, at det fra Tillings Side var Tegn på en stor Tillid, at han så uforbeholdent meddelte mig sin Livsbetragtning.

»I snakker så ivrigt,« råbte Papa hen til os, »brygger i på en Sammensværgelse?«

»Jeg fortæller Grevinden Felttogshistorier!«

»Se, se! Det er hun vant til fra Barnsben. Jeg fortæller også undertiden Historier fra Krigen. Seks Om­gange, Hr. Doktor!«

Vi optog atter vor dæmpede Samtale. Med et, medens Tilling talte - han så mig atter ind i øjnene og hans Stemmeklang var så inderlig tillidsfuld -, kom jeg til at tænke på Prinsessen. Jeg følte det som et Stik gennem Hjertet og vendte Hovedet bort. Tilling stoppede op midt i en Sætning.

»Hvor De pludselig ser kold ud, Grevinde! Har jeg sagt noget, der mishager Dem?«

»Nej, nej, det er bare en ubehagelig Tanke. Tal blot videre.«

»Nu ved jeg slet ikke, hvad vi talte om. Sig mig hellere, hvad De tænkte på. Jeg har nu hele Tiden talt så åbent med Dem. Gør De nu Gengæld?«

»Det er umuligt at sige Dem, hvad jeg tænkte på nu!«

»Umuligt! Men jeg må prøve på at gætte? Angår det Dem selv?«

»Nej!«

»Mig?« Jeg nikkede.

»Noget om mig, der gør Dem forstemt! Vil De ikke sige mig? Er det -«

»Det nytter ikke, at De forsøger at gætte det, og jeg kan ikke forklare Dem, hvad jeg tænkte på.«

Jeg rejste mig og så på Uret.

»Allerede halv ti! Ja, så må jeg sige Godnat, kære Papa! «

Fader så igen op fra Kortene.

»Skal du i Selskab?«

»Nej, jeg tager lige hjem. Jeg kom så sent i Seng i Går Aftes, at -«

»At du nu er søvnig! Det er nydeligt for Dem at høre på, Baron.«

»Nej, nej,« indvendte jeg smilende. »Baronen har sandelig ingen Skyld. Han har underholdt mig meget livligt.«

Jeg sagde Farvel til Papa og Doktoren.

Tilling bad, om han måtte følge mig til Vognen. Det var ham, der i Forværelset lagde Kåben om mine Skuldre og derefter bød mig Armen ned ad Trappen. Ved Vognen blev han stående et øjeblik og spurgte alvorligt:

»Grevinde, har jeg såret Dem?«

»Nej, på Ære!«

»Så er jeg rolig.«

Idet han hjalp mig ind i Vognen, trykkede han min Hånd og førte den til sine Læber.

»Når tør jeg hilse på Dem, Grevinde?«

»Lørdag mellem to og fire.«

»Ah, jeg forstårl - Altså slet ikke.«

Han bukkede og gik.

Jeg ville have råbt noget til ham, men Tjeneren slog Vogndøren i.

Jeg kastede mig tilbage i Vognen og var nærved at bryde ud i Gråd som et uartigt Barn. Jeg var så opbragt på mig selv. Hvor kunne jeg dog være så kold, ja næsten uhøflig mod et Menneske, der indgød mig så megen Sympati? Det var bare den Prinsesses Skyld. Hvor jeg hadede hende! Men hvorfor? Skinsyge? Du store Gud! Var jeg da forelsket i Tilling?

»Forelsket, forelsket, forelsket!« klang det rundt omkring mig.

Dagen efter skrev jeg i mit røde Hefte:

»Hvor jeg dog var overspændt i Aftes hos Papa. Forelsket? Nej, men jeg synes godt om Baron Tilling. Han tiltalte mig som et fornuftigt, dannet og elskværdigt Menneske. Men at give mit Hjerte til en, der elskede en anden, det kunne aldrig falde mig ind. Han følte også Sympati for mig, vi var enige i så mange Ting; måske var jeg den eneste, til hvem han havde betroet sine virkelige Tanker om Krigen - men derfor behøver han da ikke at være forelsket i mig - og jeg lige så lidt i ham. Det var måske rigtigt, at Jeg ikke anmodede ham om at besøge mig alene. Om et Par Uger vil jeg møde ham ligeså rolig som enhver anden. Gudskelov, at jeg i Dag er roligere, at jeg kan se roligt og klart på Tingene. Nu skal jeg ikke mere for­tæres af Skinsyge.«

Samme Dag besøgte jeg min Veninde, Lori Griesback, hende, hos hvem jeg fik at vide Arnos Død. Hun var den blandt mine Bekendte, jeg omgikkes mest. Vore Anskuelser stemte just ikke synderlig overens; men vi havde leget sammen som Børn, vor Stilling i Samfundet var den samme, vi kom hos de samme Familier, så vi havde utallige Tilknytningspunkter; men mit virkelige Sjæleliv var en lukket Bog for Lori. Om de forskellige Meninger og Anskuelser, jeg ved Læsning havde erhvervet mig, havde jeg aldrig talt med hende, følte heller ingen Trang til at åbne mit Hjerte for hende. Og hvor sjældent træffer man forøvrigt et Menneske, for hvem man kan lægge hele sin Sjæl blot? Jeg har så ofte i Livet mærket, at jeg gav denne en og hin en anden Del af min sjælelige Personlighed; hver anslog en enkelt Akkord, men ingen spillede på Klaviaturet.

Lori og jeg havde Samtalestof nok til, at vi i Timevis kunne tale fornøjeligt med hinanden, vi havde vore Barndomsminder, vore Børn, vor fælles Omgangskreds, Kjoler og Moder og engelske Romaner. Lorls lille Dreng, Xaver, var på Alder med Rudolf, og Loris Datter, Beatrice, der var ti Måneder gammel, kaldtes altid for Spøg min Svigerdatter.

»Nå, ser man dig endelig en Gang!« råbte Lori, da jeg trådte ind. »Du er nok ved at blive en Slags Eneboerske i den sidste Tid! Min tilkommende Svigersøn har heller ikke gjort os den Ære at hilse på os. Han må sandelig anstrenge sig lidt mere, skal han have min Beatrice. Men, kæreste Ven, fortæl nu, hvad du har taget dig til, og hvorledes lever Rose og Lily? - - Jeg har for Resten en Nyhed til Lily; min Mand fortalte i Går, da han kom fra Kaféen: Der er en, der er dødelig forelsket i hende, en, om hvem man troe­de, at han sværmede for dig - - - men det kan vi senere tale om. Hvor din Dragt er nydelig, og hvor den klæder dig. Den er fra Francine, ikke sandt? Det ser man lige straks, den har et aldeles uforligneligt Snit. - Og Hatten? Fra Gindreau? Den klæder dig nydeligt. Nu har han også lagt sig efter at sy hele Dragter, ved du vel? Hvorfor kom du ikke til Dietrichstejn i Aftes? Nini Chetak havde en Dragt på fra ham, der næsten gjorde hende smuk - - -«

Således passiarede vi længe, og efter at jeg tilsidst med megen Snedighed havde drejet Samtalen hen på Dagens Sladrehistorier, spurgte jeg i en temmelig ligegyldig Tone:

»Har du hørt, at der skal bestå et Forhold imellem Prinsesse *** og en vis Baron TiIling?«

»Ja, jeg mindes nok, der har været Tale om det en Gang. Men det er en gammel Historie. Nu er det al­mindelig bekendt, at Prinsessen sværmer for en Skuespiller fra Burgteatret. Å, interesserer han dig, den Baron TilIing? Ja, det nytter ikke, du ryster på Hovedet, for du bliver rød - du skulle meget hellere tilstå straks. Desuden er det ligefrem ubegribeligt, så kold og følelsesløs, du har været; det ville være en Tilfredsstillelse for alle vi andre, om du også en Gang blev forelsket. Ganske vist er Tilling ikke noget Parti for dig, du har ganske anderledes Tilbedere. Han har intet, siger man; men for Resten har du jo nok for Jer begge. Hvor gammel ville stakkels Arno have været nu? Hvor det dog var forfærdeligt, at han skulle falde så ung. Hvor det var sørgeligt. Å, Martha, jeg glemmer. aldrig, da du skulle læse min Broders Brev for mig. Krig er en afskyelig Indretning, det må man indrømme - for nogle at sige -, for andre kan den jo være storartet brilliant. Min Mand ønsker intet hellere, end at det snart igen skulle gå løs, han brænder af Længsel efter at udmærke sig, og det forstår jeg godt; når man nu en Gang er Soldat, må man jo ønske at udføre en eller anden stor Bedrift, så man kan få en høj Rang og mange Ordner. Så må man jo i Krig -«

»Ja, for at skydes ihjel eller gøres til Krøbling.«

»Det tænkte jeg ikke på. På sligt må man ikke tænke. Man har ikke Lov til at tænke på det. Det er jo bestemt af Gud. Det var Guds Vilje, at du så ung skulle blive Enke.«

»For min Skyld havde han måske bestemt, vi skulle have Krig med Italien?«

»Og når det nu måske er min Bestemmelse at blive Generalinde i en forholdsvis ung Alder?«

»Så må han jo se at arrangere en ny Krig, for at Grieshack kan få Lejlighed til at avancere. Du ordner det hele på en nem Måde, Lori. Hvad var så det, du ville fortælle mig om Lily?«

»Jo, Jeres Fætter Konrad sværmer for hende. Jeg tror, at han snart har i Sinde at fri til hende.«

»Det tror jeg næppe. Konrad Althaus er altfor ustadiglil at tænke på at gifte sig.«

»Sådan er de jo allesammen; men gifte sig, det gør de alligevel, når de bliver forelsket. Tror du, Lily vil have ham?«

»Det ved jeg ikke. Jeg har ikke lagt Mærke til, hun nærer varmere Følelser for ham.«

»Han er et godt Parti. Når hans Onkel Drontheim dør, arver han jo Godset Selavetz. - Men ved du, at Ferdi Drontheim, han, som ødelagde sin hele Formue på GriIIi Danserinden - du husker hende vist -, ved du, at han gifter sig med en hovedrig Bankierdatter - naturligvis vil han ikke blive modtaget noget Steds. Kommer du i Aften til den engelske Minister? - Heller ikke? Egentlig holder jeg med dig. Man føler sig lidt underlig til Mode ved disse Gesandtskabs-Selskaber, der er så mange løjerlige Mennesker, man ved ikke ret, om de hører til Selskabet eller ej. Enhver rejsende Englænder behøver jo kun at lægge sit Kort for at få en Indbydelse, selvom han ikke er andet end Fabrikant eller borgelig Godsejer. Jeg holder ikke af Englændere uden i Tauchnitz. Har du læst »Jane Eyre«? Er den ikke himmelsk, storartet? Såsnart Beatrice, begynder at tale, skal hun have en engelsk Bonne; jeg er utilfreds med Xavers franske Guvernante. Forleden, da hun spadserede med Drengen, mødte jeg dem, og ved Siden af hende gik ganske rolig en ung Mand, der så ud til at være Kommis eller noget lignende, i dyb, fortrolig Samtale med hende. Du kan ikke tænke dig, hvor hun blev flov, da hun fik øje på mig. Ja, man har sit evige Bryderi med de Mennesker.! Går kom min Kammerjomfru ganske frejdigt og siger op, fordi hun skal giftes; nu er jeg vant til hende, og det er virkelig aldeles utåleligt stadig at se nye Ansigter omkring sig! - -Men, kære Martha, du skal da ikke allerede gå?«

»Jo, min egen Lori, nu må jeg ud at aflægge nogle aldeles nødvendige Visiter - Farvel!«

Det med Visiterne var kun et Påskud, men jeg lod mig dog ikke bevæge til at blive »blot fem Minutter endnu«. Ellers kunne jeg i Timevis sidde og passiare med Lori, høre på hendes indholdsløse Sladder og selv sladre med; men i Dag var det mig modbydeligt. å, hvor jeg længtes, længtes inderligt efter i Stilhed og Ro at sidde en Stund og passiare med Frederik Tilling. Hvor ubetydeligt, hvor indholdsløst var dog ikke det Liv, som jeg førte. Jeg måtte bort, ud i en friere, en renere Luft. Tilling var fri - Prinsessen sværmede for en Skuespiller ved Burgteatret. Det hele var vel et gammel, glemt Eventyr, andet ikke.

Der gik flere Dage, uden at jeg så Tilling. Jeg gik både i Teatret og på Soiéer i det Håb at træffe ham; men alt forgæves.

Min Modtagelsesdag kom, og mine Stuer var fulde af Venner og Bekendte, men han kom ikke. Det havde jeg heller ikke ventet. Ved Vognen sagde han jo: »Jeg forstår, altså slet ikke.« Jeg havde fornærmet ham, og nu ville han ikke komme. Han undgik mig endogså. Hvad skulle jeg gøre.

Jeg længtes efter at gøre min Uvenlighed god igen, jeg længtes efter atter at tale fortroligt og åbenhjertigt med ham, som den Aften efter Papas Midagsselskab.

Næste Lørdag kom der heller ingen Tilling, men hans Kusine hilste på mig.

Da hun trådte ind, begyndte mit Hjerte at banke; nu kunne jeg da endelig få noget at vide om ham, der ikke et øjeblik var ude af mine Tanker. Dog turde jeg ikke rette noget direkte Spørgsmål til hende af Frygt for at røbe mine Følelser - jeg følte, at jeg ikke kunne få hans Navn over mine Læber, uden at Blodet forræderisk steg op i Kinderne og Panden, - derfor underholdt jeg mig med min Gæst om alle andre Ting, blandt andet også om Vejret, kun ikke om det eneste, der havde Værd for mig at tale om.

»Å. Martha,« sagde hun pludselig, »lad mig nu ikke glemme at hilse dig fra min Fætter Frederik - han rejste i Forgårs.«

Jeg følte, at jeg blev bleg.

»Rejst! Hvordan - er hans Regiment forflyttet?«

»Nej, han har fået Permission for at rejse til Berlin, hvor hans Moder ligger for Døden. Stakkels Frederik! Jeg har så ondt af ham! Han ligefrem forguder sin Moder!«

To Dage senere fik jeg et Brev fra Berlin. Udskriften var mig fremmed.

Før jeg havde åbnet det, vidste jeg, at det var fra Tilling. Det lød således:

     »Dyrebare Grevinde!

Jeg må klage - - - hvorfor dog netop til Dem? Har jeg nogen Ret dertil? Nej, kun en uimodståelig Trang. De vil lide med mig, det føler jeg. Hvor De ville have elsket den Døende, hvis de havde kendt hende. Dette varme Hjerte, denne lyse Forstand, denne Munterhed, dette Højsind - og alt det skal nu dø - begraves. Her er intet Håb. Jeg har tilbragt hele Dagen ved hendes Seng og vil våge over hende i Nat, - - - - den sidste Nat!

Hun går meget igennem, den Stakkel. Nu er hun rolig, Kræfterne svinder, Pulsen er næppe at mærke. Hendes Søster og Lægen sidder med mig i Sygeværelset.

Hvor Døden dog er rædsom. Man ved, den må komme, men man forstår ikke, at den tør gribe ind i vort Liv. Hvad min Moder har været for mig - det kan ingen forstå! Det formår jeg ikke selv at sige.

Hun ved, hun må dø.

Da jeg kom i Morges, modtog hun mig med et Glædesskrig.

»Så kom du dog, Fritz, jeg var bange for, du skulle komme for sent!«

»Du bliver nok rask igen, Mor!«

»Nej, det er der ikke Tale om, min kære Dreng. Forsøg ikke at trøste mig med de sædvanlige Talemåder, man bruger til Syge og Døende. Lad os rigtig få sagt Farvel -«

Jeg lå hulkende på Knæ ved Sengen.

»Du græder, Fritz - - og jeg vil heller ikke sige til dig det almindelige: »Græd ikke«. Jeg er glad over, at du sørger, nu da du skal tage Afsked med din bedste og ældste Veninde. Dine Tårer er mig en Borgen for, at du sent vil glemme mig.«

»Aldrig vil jeg glemme dig, Moder.«

»Men glem så heller ikke, hvor megen Glæde jeg har haft af dig, Fritz. Når jeg undtager den Bekymring, dine Barnesygdomme har forvoldt mig, og den Angst, jeg var i, når du var i Krig, har du kun gjort mig glad og lykkelig, og du hjalp mig trolig at bære de Sorger, der faldt i min Lod. Jeg velsigner dig derfor, mit Barn.«

Så fik hun et voldsomt Anfald. Å, Gud, hvor hun jamrede sig og stønnede, hvor hendes Ansigt fortrak sig i Smerte. Det sønderrev mit Hjerte. Døden er en hæslig, afskyelig Fjende. Når jeg tænker på, at Menne­sker påfører hinanden Døden, tvinger unge, kraftige Mennesker i den Død, som alle de gamle og ud­slidte uvilkårligt kæmper så hårdt for at undgå - å, det er nederdrægtigt. Hvor den Nat er lang! Bare hun kunne sove, men hun ligger med vidt åbnede øjne, stakkels Moder. Jeg sidder i lange Tider stille ved hendes Leje, og så skriver jeg igen et Par Ord. Klokken er allerede fire. Fra alle Tårne slog Klokken de velbekendte fire Slag, - det lyder så koldt og udeltagende - Tiden glider rolig frem i al Evighed, medens Tiden - i al Evighed - snart skal ophøre for et elsket Væsen.

Men jo koldere og mere udeltagende alt omkring os er, desto dybere Trang har vi til at udgyde vor Smerte for et andet Menneskehjerte, som vi tror viI føle med os. Derfor har jeg siddet her og skrevet til Dem, og derfor sender jeg Dem dette.

Klokken er syv. Det er forbi.

»Lev vel, min Fritz,« var hendes sidste Ord. Så lukkede hun sine øjne og var død.

»Sov sødt, du kære, gamle Moder!« Grædende kysser jeg Deres Hænder.

Deres til Døden

Dette Brev har jeg endnu. Hvor det nu er krøllet, hvor Papiret er gulnet. Men det er ikke årene alene, der har forandret dets Udseende, det er også de Kys og Tårer, som det dyrebare Brev er bleven overøst med. »Bedrøvet indtil Døden«, ja, det var jeg ved at læse, men også opfyldt af salig Fryd. Skønt der ikke stod en eneste Tøddel om Kærlighed, så kunne en Mand dog ikke tydeligere røbe sine Følelser, end Tilling her havde gjort. At han i en sådan Stund, ved sin Moders Dødsleje, ville græde sin Smerte ud ved mit Hjerte og ikke ved Prinsessens - det måtte vel bort jage al Skinsyge.

Samme Dage sendte jeg en Krans af hundrede store, hvide Kamelier og en eneste rød Rose.

Mon han forstår, at de hvide Blomster betyder Sorgen over den Døde og den røde Rose betyder - -?

Der var nu gået tre Uger.

Konrad Althaus havde friet til Søster Lily og fået en Kurv. Han tog dog ikke Sagen fra den tragiske Side, men kom lige så meget til os som før.

En Gang udtalte jeg min Forbavselse derover og sagde: »Det glæder mig naturligvis, kære Konrad, at du ikke bliver vred, men det er mig også et Bevis for, at din Følelse for Lily ikke var videre dyb - en forsmået Tilbeder plejer dog gerne at være både vred og sørgmodig.«

»Deri tager du ganske fejl, højstærede Kusine, jeg vil forfærdelig gerne have Lily og er rasende forelsket i hende. Først troede jeg, at mit Hjerte tilhørte dig, men du var altid så irriterende kold, så jeg i rette Tid vendte om. En kort Tid optoges så alle mine. Tanker af Rosa, men nu ejer Lily mig helt og holdent og for bestandig.«

»Det ligner dig, min Ven!«

»Du må tro mig, Lily eller ingen!« »Hun vil jo ikke have dig, Konrad.«

»Tror du, jeg er den første, som har hentet sig en Kurv både en og to og tre Gange? Det ender dog altid med, at den Elskede siger ja, om ikke for andet, så for at blive, det Overhæng kvit. Lily er ikke forelsket i mig, jeg forstår det ikke, men sandt er det ikke desto mindre. For Resten synes jeg forbandet godt om, at hun uden videre siger Nej til et så udmærket Parti, som jeg er, og modstår unge Pigers sædvanlige Lyst til at blive Frue. Du skal få at se, kære Martha, at lidt efter lidt rører min Udholdenhed nok Lilys Hjerte; hun kommer til at holde af mig, og du bliver min Svigerinde, kære Martha. Ja, for du vil vel ikke modarbejde mig?

»Jeg, nej tværtimod. Jeg synes godt om dit Tålmodighedssystem, sådan skulle alle Mænd bære sig ad. Dertil har vore unge Herrer i Almindelighed hverken Tid eller Lyst; de vil ikke kæmpe for deres Lykke, men helst plukke den som en Blomst ved Vejkanten.«

Tilling var kommen til Wien for fjorten Dage siden, men han havde ikke opsøgt mig. I Selskabslivet var der ikke Tale om at træffe ham; hans Sorg holdt ham fra al Selskabelighed. Jeg havde dog i mit stille Sind håbet, at han ville have skrevet mig til eller kommen op og hilse på mig, men den ene Dag gik efter den anden, uden at jeg så ham eller hørte fra ham.

»Jeg forstår ikke, hvad der fejler dig, Martha,« sagde Tante Marie en Morgen til mig. »Du er i den sidste Tid så forstemt, så adspredt - det er sandelig en stor Fejl af dig, at du siger nej til alle dine Friere. Jeg har jo fra den første Tid sagt dig, at du passer ikke til at stå alene i Verden.

Du får jo blot Spleen, - du har den allerede. Har du for Resten tænkt på, at vi snart har Påske! Du skulle tænke lidt på din Sjæls Frelse, det ville gøre dig godt.«

»Jeg troede, at både Ægteskab og Skriftemål skulle ske af Kærlighed til selve Sagen og ikke som Kur mod Spleen. Jeg synes ikke om nogen af mine Friere, og hvad min Sjæls Frelse angår -«

»Så er det på høje Tid - i Morgen er det Skærtorsdag. Har du Adgangskort til Fodvaskningen?«

»Ja, Papa gav mig et, men jeg ved ikke, om jeg vil gå.«

»Jo vist skal du gå, der gives jo intet skønnere, mere ophøjet Syn end denne Ceremoni. Det er den kris­telige Ydmygheds Apoteose, Kejseren og Kejserinden knælende på Jorden, vaskende de elendige Hos­pitalslemmers Fødder; vi ser det ikke, hvor lidet den jordiske Magt betyder ved Siden af den gud­dommelige?«

»Kære Tante, man må føle sig meget ophøjet for ved Knæfald at fremstille sin Ydmyghed. Hvad Guds Søn var i Forhold til Apostlene, det er nu Kejseren i Forhold til disse Fattiglemmer. Er det grumme ydmygt, Tante? Og det er jo Ydmyghed, hele Ceremonien betyder?« »Du har så mange forkerte Ideer, Martha.! de tre år, du tilbragte på Landet, har du tilegnet dig så mange fejlagtige Anskuelser og Meninger. Det er naturligvis alle de dårlige Bøger, du har læst derude, som er Skyld deri.«

»Dårlige Bøger?«

»Ja, dårlige Bøger, det siger jeg endnu en Gang. Forleden Dag kom jeg i al Uskyldighed til for Erke­biskoppen at nævne Titlen på en Bog, som jeg havde set ligge på dit Bord. »Jesu Liv« hed den, og Forfatteren hed Strausz. Jeg troede, det var en Andagtsbog; men Hans Højærværdighed slog af For­færdelse Hænderne sammen og råbte: »Du store Gud, hvor kender De en så ugudelig Bog? For Deres Saligheds Skyld, kast den i Ilden!« Martha, du bør brænde den Bog; »jeg sagde naturligvis til Hans Højærværdighed, at jeg aldeles ikke kendte den, men blot havde set den hos en af mine Slægtninge.«

»Dersom vi havde levet for et Par hundrede år siden, så ville vi have haft den Fornøjelse at se, ikke alene Bogen, men også Forfatteren, blive brændt - det var virksommere - i øjeblikket i det mindste, og det tog sig ud.«

»Du svarer mig ikke. Vil du brænde Bogen?«

»Nej.«

»Siger du lige rent ud nej?«

»Kære, lille Tante, du og jeg bliver ikke enige om disse Ting, lad os derfor hellere tale om noget andet. Nu skal du høre, hvad Rudolf sagde i Går -« Lykkeligvis bragtes Samtalen over på et Emne, hvor der ingen Meningsforskel var mellem Tante og mig. Hos os begge stod det urokkelig fast, at Rudolf Dotzky var den flinkeste, morsomste, mest fremmelige Dreng i Verden.

Næste Dag bestemte jeg mig dog alligevel til at være til Stede ved Fodvaskningen. Lidt før Kl. ti kørte min Søster Rosa og jeg - klædte som det sømmer sig i den stille Uge hen for at overvære Fodvasknings­ceremonien i den store Festsal i Borgh.

Der var på en Estrade reserveret Pladser til Medlemmer af Aristokratiet og til de fremmede Gesandter.

Gallerierne var tæt pakkede af Mennesker. Her var Publikum blandet, men nede i Salen fandtes kun créme de la créme, skønt Galleripublikumet også måtte være forsynet med Adgangskort. Rang­forordningen var nøje overholdt ved denne Ydmyghedsfest.

Jeg skal ikke kunne sige, om nogen af de andre følte sig religiøst grebet, men jeg sad her akkurat med samme Følelser, som når man i Teatret venter, at Tæppet skal gå op.

Midt i Salen stod et langt Bord, ved hvilket de tolv gamle Kvinder skulle tage Plads. For Resten var jeg glad over at være kommen herhen, jeg var forventningsfuld efter at se dette Skuespil; for et øjeblik jog Tanken på det mine Bekymringer på Flugt. Ellers drejede alle mine Tanker sig jo om Tilling. Hvorfor lader han sig ikke se? klang det bestandig i mit Indre. Nu glemte jeg for en Stund Tanken om ham. Det, jeg nu ønskede at se, længtes efter, det var Kejserparret og de gamle Mennesker, der medvirkede i denne Ceremoni.

Ligegyldigt lod jeg mit Blik glide rundt i Salen, hen over de mange kendte Ansigter. Da så jeg pludselig Tilling stå på Estraden lige over for os. Det fór igennem mig som et elektrisk Stød. Han så ikke på mig. Hvor var hans Ansigt dog sørgmodigt, hvor bar det Spor af dybe Lidelser. Jeg ville så inderlig gerne have udtrykt ham min Medfølelse ved et varmt Håndtryk. Nu lod jeg Blikket hvile fast på ham og håbede derved, ligesom ved en magnetisk Kraft, at tvinge hans Blik til mig, men forgæves.

»Nu kommer de, nu kommer de!« udbrød Rosa og stødte til mig. »Men så se dog på dem! Hvor smukt! Akkurat som et Maleri!«

Det var de gamle Mænd og Kvinder i gammeltyske Dragter, som nu blev førte ind på deres Plads. Den yngste af Kvinderne var otteogfirsindstyve År, den yngste af Mændene femogfirsindstyve; rynkede, tandløse og bøjede af Alder var de. Jeg kunne ikke tage Del i Rosas Begejstring.

Det, hun fandt så smukt, var måske nærmest deres Dragt, der aldeles stod i Samklang med den hele middelalderlige Forestilling.

Vi, i vore moderne Dragter og med vore moderne Tanker, passede ikke ind i denne Ramme.

Da de gamle Mænd og Kvinder var komne til Sæde, trådte en Del guldbroderede og ordenssmykkede Herrer ind. Tilsidst kom Gejstligheden, der naturligvis også skulle medvirke. Statisterne var nu alle på Plads; vi ventede kun på dem, der skulle spille Hovedrollen.

Mine øjne søgte ofte hen til Tilling, og omsider fik også han øje på mig og hilste.

Rosa tog mig i Armen.

»Martha, er du syg? Du blev så bleg lige med et, og nu farer Blodet dig op i Kinderne - å, se, nu er de der!«

Og ganske rigtig. Orkesteran - nej, Overceremonimesteren mener jeg - hævede sin Stav som Tegn på, at Kejserparret nærmede sig. Det var nok værd at se på det; thi foruden at være det fornemste Par i Landet, var det sikkert også det smukkeste Par.

Med dem fulgte Erkehertugen og Erkehertuginden, og så kunne Festen begynde.

Væbnere og Svende bragte de fyldte Fade ind, og Kejserparret rakte dem til de Gamle.

Det lignede mere og mere et Maleri.

Næppe var dog Maden sat frem, før Bordet atter blev afdækket - et Arbejde, der ligeledes som Tegn på Ydmyghed delvis blev udført af Erkehertugen.

Så blev Bordet flyttet ud, og det hvad Franskmændene kalder le clou de la piece - Fodvaskningen - begyndte.

Det var naturligvis en Skinvaskning, ligesom Måltidet havde været et Skinmåltid. Kejseren knælede ned på Gulvet og strøg med et Håndklæde hen over den gamle Mands Fødder, som en Præst først havde hældt Vand på, medens Kejserinden, som man var vant til at se stolt og majestætisk, har sig ad på samme Måde med de gamle Kvinder.

Imidlertid oplæste Hofpræsten Dagens Evangelium, der ved denne Lejlighed tog sig ud som et for­klarende Kor.

Jeg ville gerne i det øjeblik have været i Stand til at læse de gamle Menneskers Tanker. Formodentlig havde de vel ingen klar Følelse af det, som foregik. Det var såmænd underligt, at de ikke mistede deres Smule Forstand ved at se al den Stads, der blev gjort af dem, lige fra de stadselige Dragler og så til at se Majestæterne ligge på Knæ foran dem.

Det hele forekom dem vel som en Drøm, hvoraf det eneste virkelige var den røde Silkepung med tredive Sølvpenge og den store Kurv med Fødevarer, som hver især fik med sig hjem, når Ceremonien var til Ende.

For Resten gik det temmelig hurtigt, og Salen tømtes i en Fart.

Først trak Hoffet sig tilbage, så vi fra Estraderne, og til sidst Publikum fra Galleriet.

»Å, hvor det var dejligt!« sukkede Rosa med et dybt åndedrag.

Jeg svarede ikke. Egentlig burde jeg mindst tale om de Gamles forvirrede Begreber; jeg selv havde kun en yderst mangelfuld Forståelse af Ceremonierne og tænkte hele Tiden kun på det eneste: Mon han venter på os ved Udgangen?

Vi kom ikke så hurtig til Udgangen, som jeg havde håbet. Vi måtte hilse på så mange af vore Bekendte og veksle et Par Ord med hver især.

»Goddag, Martha, så du er her da?«

»Goddag, Lori.«

»Er De optaget Påskesøndag, Grevinde?«

»Mandag Aften venter vi Dem, Ekscellence.«

»Hørte du Fasteprædiken i Går i Dominikanerkapellet?«

»Nej, jeg var i Sacre-coeur.«

»Vær nu punktlig på Tirsdag, Baron; husk på, vi skal have Generalprøve.«

»Martha, så du, hvordan Erkehertug Ludvig Viktor skelede over til sin Gudinde?«

Det surrede om ørene på os; man skulle ikke. tro, vi kom fra en af de mest ophøjede religiøse Ceremonier. Endelig kom vi til Porten. Gaden var fuld af Folk, der i det mindste ville se de lykkelige, der havde været i Nærheden af de højeste Herskaber.

I det samme vi trådte hen til Vognen, stod Tilling der.

»Tak, Grevinde Dotzky, for den smukke Krans, De sendte min Moder.«

Jeg rakte ham stiltiende Hånden; i dette øjeblik var det mig umuligt at tale.

Rosa skyndte på mig for at komme ind i Vognen, Tilling hilste og ville træde tilbage; men nu gjorde jeg en kraftig Anstrengelse for at synes rolig og sagde med en Stemme, der klang fremmed i mine egne øren:

»På Søndag mellem to og tre er jeg hjemme!«

»Du har vist forkølet dig, Martha,« bemærkede min Søster, idet vi kørte, »du er ganske hæs. Og hvorfor præsenterede du ikke din vemodige Stabsofficer for mig? Jeg kan forøvrigt ikke sige, han så synderlig opmuntrende ud.«

På den bestemte Dag og på det bestemte Klokkeslet lod Tilling sig melde hos mig.

Før han kom havde jeg skrevet følgende i mit røde Hefte:

»Jeg har en Anelse om, at denne Dag vil afgøre min Skæbne. Jeg er så underlig til Mode, ængstelig og dog glad. Denne Stemning må jeg fæstne på Papiret, at jeg kan læse det om mange år og levende gen­kalde i min Erindring denne Stund. Måske går det anderledes end jeg tænker mig, måske ganske som jeg forestiller mig, i hvert Tilfælde ville det more mig en Gang i Fremtiden at se, hvorvidt jeg har været i Stand til at forudsige, hvad der ville ske -

Han elsker mig, han må elske mig, ellers kunne han ikke ..krive til mig den Nat, og at jeg elsker ham, det må han have forstået af den røde Rose i Kransen. Og nu skal vi mødes, vi to alenel Vi behøver vist ikke at sige mange Ord, der vil stå Tårer i hans øjne og i mine, skælvende vil vore Hænder mødes, og så er alt klart imellem os, vi har fuldtud forstået hinanden ... to Mennesker, der elsker - elsker hinanden - og er u­ endelig lykkelige - mens man i Selskabet ligegyldigt vil tale om os, trække på Skuldren og sige: »Har De hørt det? Martha Dotzky har forlovet sig med Tilling - et dårligt Parti.« »Nu er Kl. fem Minutter over to - nu kan han være her - det ringer - mit Hjerte banker, det må være ham --«

Så langt var jeg kommen. De sidste Linier var næsten ulæselige, et Bevis på, at min Skælven og Hjerte­banken ikke var blot og bar Talemåde.

Å nej, Virkeligheden var dog ganske anderledes end jeg havde tænkt mig den. Tilling sad hos mig en halv Time og konverserede koldt og fornemt.

Han bad om Tilgivelse, fordi han havde vovet at skrive mig til. Dette Brud på al Form kunne kun undskyldes ved, at et fortvivlet Menneske kan finde på det utroligste jeg måtte tilgive ham.

Så fortalte han lidt om sin Moders sidste Dage, men sagde ikke et Ord om det, jeg ventede at høre.

Efterhånden blev Så også jeg stiv og kold. Da han rejste sig, gjorde jeg intet Forsøg på at holde ham tilbage og bad ham ikke om at gentage sit Besøg.

Og så snart han var ude af Døren, styrtede jeg hen til mit Skrivebord, greb mit røde Hefte og skrev:

»Jeg føler, at alt er forbi - jeg har bedraget mig selv, han elsker mig ikke, nu må han også tro, at jeg ingen varmere Følelser nærer for ham, at han er mig så ligegyldig som jeg ham.

Jeg har næsten været frastødende imod ham. Jeg føler, han kommer aldrig igen. Og dog er han den ene­ste i hele Verden, jeg bryder mig om. Så god, så ædel, så åndfuld er ingen - og ingen har elsket dig som jeg - ingen, ikke en Gang Prinsessen, til hvem du vel nu vender tilbage! Min Søn Rudolf, du skal være min Trøst og min Styrke. Jeg vil ikke elske mere. Moderkærligheden skal udfylde mit Hjerte. Hvis det lykkes at gøre en Mand af dig, sådan som han, så - dersom du en Gang vil begræde mig, som han begræd sin Moder, så har jeg nået mit Mål.«

Disse Dagbøger er egentlig nogle dumme Indretninger. Når man som gammel læser dem igennem, må man jo skamme sig ved disse bestandig skiftende ønsker, Forsætter og Anskuelser. Ja, man må love for sin Standhaftighed i den Alder, man har grundigt gennemtænkte Anskuelser.

Anden Påskedag var en dejlig sollys Forårsdag, og Køreturen på Prateren var vidunderlig.

Jeg husker så godt, at al den glade Forårsstemning og denne lyse Munterhed passede kun dårligt til min Sindsstemning.

Og dog ville jeg ikke have byttet min nuværende Kummer for den muntre Tomhed, der herskede i min Sjæl for omtrent to Måneder siden, førend jeg lærte Tilling at kende.

Min Kærlighed var nok ulykkelig; men Kærlighed var det dog.

Nej, jeg ville ikke miste denne varme, ømme Følelse, der bragte mit Hjerte til at banke så ofte mine Tanker dvælede ved ham.

Jeg turde ikke håbe at få ham at se her midt i Lystigheden - og dog, ligesom jeg adspredt lod Blikket glide ned ad Ridestien, så jeg langt borte en Rytter galopere hen imod os, en Officer, som jeg, trods min Nærsynethed, dog straks så var Tilling.

Han red forbi vor Vogn, og jeg besvarede hans Hilsen ikke alene med et Nik, men med ivrigt at vinke. I samme øjeblik faldt det mig ind, at dette var en alt andet end passende Opførsel.

»Hvem gør du Tegn til?« spurgte Lily. »Var det Papa - å nu ser jeg, der kommer jo den uundgåelige Konrad anstigende. Det var altså ham, du vinkede ad, Martha?«

Den uundgåelige Konrad gjorde mig denne Gang god Nytte. Jeg viste ham min Taknemlighed ved at sige til Lily:

»Hør nu en Gang, Lily, Konrad er et prægtigt Menneske, og han bryder sig ikke om nogen anden end om dig. Du skulle forbarme dig over ham - å, dersom du vidste, hvor sødt det er at holde rigtig inderligt af et Menneske, så ville du ikke lukke dit Hjerte. Du skulle prøve, om du ikke kunne gøre ham lykkelig, han er virkelig så god og rar.«

Lily så forbavset på mig.

»Men når jeg nu ikke bryder mig en Smule om ham,Martha.«

»Elsker du da en anden?«

Hun rystede på Hovedet.

»Nej, jeg elsker ikke nogen anden.«

»Å, din Stakkel!«

Vi kørte endnu et Par Gange frem og tilbage i Alléen. Men jeg så ikke mere et Glimt af Tilling. hvor meget jeg end spejdede.

En Eftermiddag nogle Dage senere kom Tilling op til mig. Han traf mig desværre ikke alene. Papa, Tante Marie, Rose, Lily, Konrad og Minister »Ganske vist« var hos mig.

Jeg måtte gøre Vold på mig selv for at undertrykke et højt Udbrud af Overraskelse. Hans Besøg kom så uventet og glædeligt. Men Glæden blev snart forbi.

Tilling hilste først på de Tilstedeværende, satte sig så hen ved Siden af mig og sagde formelt:

»Jeg er kommen for at sige Dem Farvel, Grevinde. Om et Par Dage forlader jeg Wien.«

»Hvorlænge - hvorhen - hvorfor?« spurgte de andre livligt, medens jeg sad stum - lamslået.

»Måske for bestandig. Jeg tager til Ungarn, lader mig forflytte til et andet Regiment af Kærlighed til Magyarerne,« svarede Tilling på de forskellige Spørgsmål.

Imidlertid havde jeg fattet mig.

»Den Beslutning er kommen noget pludselig,« sagde jeg så roligt som muligt. »Hvad ondt har da Wien gjort Dem, siden De således vil vende den Ryggen?«

»Den er mig for lystig og livlig. Jeg er i en Stemning, der bringer mig til at længes efter den ensomme, vidtstrakte Fusstas Fred.« '

»Å, hvad,« mente Konrad, »jo mere trist man er til Mode, jo mere længes man efter Adspredelse. En Aften i Carlteatret forfrisker mere end flere Dages Ensomhed.«

»Det bedste for Dem, kære Tilling,« sagde min Fader, »vil være en rask, frisk Krig, der kunne ryste Sorgen af Dem, men desværre har vi kun ringe Udsigt, Freden truer med at blive uendelig.«

»Hvor dette dog er en mærkelig Sammensætning!« kunne jeg ikke undlade at bemærke:

»Krig og - munter; Fred og truende.«

»Ganske vist,« bemærkede Ministeren, »viser der sig på den politiske Horisont endnu ingen sorte Punkter, dog kan Tordenskyen uventet hurtigt trække op, og Chancerne til at enkelte Uoverens­stemmelser, - selv ubetydelige, - snart vil kunne bringe Krigen til atter at udbryde, er aldeles ikke ude­lukket. Det kan jeg sige Dem til Deres Trøst, Hr. Oberstløjtnant. Hvad mig angår, der i Kraft af mit Embede har at bestyre Landets indre Anliggender, så må mine ønsker ganske vist være rettet på at opretholde Freden; dog hindrer det mig ikke i at forstå et fra et militært Standpunkt berettiget ønske.«

»Tillad mig, ,Deres Ekscellence,« faldt Tilling ham i Talen, »jeg må bekende, at jeg, hvad mig angår, al­deles ikke ønsker Krig, og jeg må også protestere mod, at det militære Standpunkt skulle være andet end rent menneskeligt. Vi Militære er jo dog kun for at beskytte vort Land, når Fjenden truer det, som det er Brandvæsenets Hverv at slukke Ilden, der angriber vore Huse, men Soldaten er lige så lidt berettiget til at ønske Krig, som Brandmanden til at ønske Ildebrand. Begge Dele er en stor Ulykke, og intet Menneske har Ret til at ønske Ulykke over et Medmenneske.«

»Du kære, gode Mand,« tænkte jeg. Han vedblev:

»Jeg ved nok, at der bydes os Lejlighed til at udmærke os, når en Ulykke rammer Landet, men det Menneske måtte både være smålig og egenkærlig, der satte sine egne Interesser over det almene Vel. Freden er den højeste Velgerning eller - rettere sagt - Krig er den største Ulykke. Freden er den eneste Tilstand, hvori Folkets Vel virkelig kan befordres. Hvis vi førte Krig for at beskæftige og fornøje Armeen, så ville det for mig være det samme, som om vi lavede Ildebrand, for at Brandfolkene kunne få Lejlighed til at udmærke sig ved Slukning.«

»Deres Sammenligning halter, Hr. Oberstløjtnant,« sagde min Fader. Mod Sædvane tiltalte han Tilling med hans militære Titel, måske for at antyde, at hans Udtalelse ikke var i Overensstemmelse med hans høje Rang.

»Ildebrand bringer kun Skade, men Krig bringer Landet i Glans og Magt. Hvad andet end sejrrige Felt­tog har gjort Staterne store og mægtige? Det er ikke bare Soldaternes personlige Ærgerrighed, der fryder sig ved Krigene. Først og fremmest er det Kærligheden til Fædrelandet og den nationale Stolt­hed, der i Krigen finder sin kostelige Næring -«

»Kærlighed til Fædrelandet! Jeg forstår ikke, med hvilken Ret vi Militære forpagter denne så al­menmenneskelige Følelse. Enhver elsker det Sted, hvor han er opvokset; enhver ønsker Held og Vel­stand for sit Folk; men Ære og Berømmelse kan et Land opnå ved ganske andre Midler end Krig. Jeg for min Part er meget stoltere af vor Anastasius Grøn end af denne eller hin General!«

»Hvor kan man dog drage Sammenligninger mellem en Digter og en General?«

»]a, derom spørger jeg også. De uplettede Lavrbær må uomtvistelig være skønnere, end Krigens blodige Hæderskrans.«

»Men kære Baron,« sagde nu Tante Marie, »jeg har dog aldrig før hørt en Soldat tale såIedes. Hvad skal der blive af Kampbegejstringen, det krigerske ildfulde Mod, når Faren truer?«

»Det er ikke ukendte Følelser for mig, nådige Frue. Da jeg som nittenårig Yngling drog i Kampen, følte jeg det altsammen, men da jeg så i Virkeligheden - da jeg var Vidne til al denne oprørende Brutalitet, som Krigen fører med sig, var det forbi med Begejstringen, og i de øvrige Slag, hvori jeg har deltaget, gik jeg med, ikke af Lyst, men af Pligt.«

»Hør, ved De hvad, Tilling, jeg har gjort flere Felttog med end De, og jeg har også set flere Rædsels­scener; men Begejstringen forlod mig dog derfor ikke. Da jeg i Anno 49 marcherede som ældre Mand af Sted med Radetzky, var det med samme Jubel som første Gang.«

»Undskyld, Ekscellence, men De tilhører også en ældre Generation, en Generation, i hvilken den krigerske ånd var mere levende end i vor. Vi føler Medlidenhed, vi fordrer Afskaffelse af al denne Jammer, men det kendte man ikke til i Ekscellencens Tid.«

»Hvad kan det så nytte altsammen? Elendigheden og Jammeren kan lige så lidt afskaffes som Krigen.«

»Ser De, Grev Althaus, med disse Ord tilkendegiver De, at De står på det samme Standpunkt, som hele Deres Generation - det nemlig at betragte Verdenselendigheden som noget naturnødvendigt og u­for­anderligt; men når en Gang Spørgsmålet: Er dette nødvendigt, kan det ikke undgås? har trængt sig ind i ens Hjerte, så kan man ikke stå kold, og ved Siden af Medlidenheden føler man også Anger: ikke per­sonlig Anger, men en fælles, almenmenneskeligt Samvittighedsnag.«

Min Fader trak på skulleren.

»Det går sandelig over min Horisont! Jeg kan kun forsikre Dem om, at det ikke alene er os Bedstefædre, der med Stolthed og Glæde betragter og mindes deres Felttog; men spørger man de yngre og de aller­yngste, om de gerne vil i Krig, så svarer de som med en Mund: »Ja, ja, heller end gerne!«

»De yngste, ja! De er endnu enthusiastiske, og de andre svarer tit »jo gerne«, fordi det anses for modigt og tappert, og fordi et Nej ville blive antaget for Fejghed.«

»Ak,« sagde nu Lily med en let Gysen, »jeg ville være rædsom bange! Det må jo være forfærdeligt, når Kuglerne kommer susende fra alle Kanter!«

»Ja, i en ung Piges Mund klinger det naturligt nok, men vi Soldater skal fralyve os Selv­opholdelsesdriften, vi må heller ikke føle Medlidenhed med al den Elendighed, vi ser rundt om os! Vor Medlidenhed bliver kaldt Sentimentalitet, og det er den største Last hos en Soldat.«

»Kun i Krig, kære Tilling, kun i Krig,« sagde Fader. »I Privatlivet har vi Gudskelov også bløde Hjerter.«

»Ja, jeg ved det. Det er en Slags Trolddom. Efter Krigserklæringen lyder det om alle Rædsler: »Det gælder ikke!«sådan leger Børn jo undertiden. »Når jeg gør det eller det, så gælder det ikke,« siger de. Sådan er det også i Krigslegen: Slå ihjel, betyder ikke at slå ihjel, Rover ikke Rov, men Rekvisition, brændende Landsbyer er ikke Brandulykke, men en indtaget Stilling; men når Valpladsen er oversået med døde og sårede Soldater, kan man da også sige, det gælder ikke? For dem i det mindste er det blodig Alvor.«

»Der er noget sandt i det,« sagde Tante Marie eftertænksom. »Der står jo skrevet: Du skal ikke ihjelslå, ikke stjæle, du skal elske din Næste som dig selv, tilgive dine Fjender - -«

»Gælder ikke,« gentog Tilling, »og de, hvis Pligt det var at indprente disse Bud, var de første til at nedbede Himlens Velsignelse over Myrderiet.«

»De er også i deres fulde Ret,« sagde Fader. »Allerede Jødernes Gud var en Krigens Gud, Hærskarernes Herre, ham er det, der befaler os at føre Sværdet, ham er det -«

»Ham er det, Menneskene påkalder, hans Vilje er det, der udføres, når de gør, hvad de selv lyster, ham er det, Mennesket tilskriver den evige Kærligheds Love - Love, som han atter ved et Magtsprog op­hæver, sålænge hans Børn leger den grusomme Krigsleg med hinanden. Lige så hård, lige så urimelig, lige så barnagtigt som Mennesket selv er den Gud, han tilbeder. Og nu Grevinde,« tilføjede han, idet han rejste sig, »tilgiv mig, at jeg har fremkaldt denne alvorlige Diskussion, og lad mig så sige Dem Farvel.«

Mit Hjerte bankede, som det ville sprænge Brystet, Blodet susede for mine øren som en Stormflod. Alt, hvad Tilling havde sagt, havde kun bragt mig til at elske ham endnu højere, og nu skulle vi skilles - måske for bestandig; det var umuligt - jeg ville briste i Gråd i samme øjeblik, han lukkede Døren efter sig. Det måtte ikke ske.

Jeg rejste mig.

»Et øjeblik, Baron Tilling,« sagde jeg, »før De går, må jeg dog vise Dem det Fotografi, vi talte om.«

Han så forbavset på mig; thi vi havde aldrig talt om noget Fotografi.

Imidlertid gik han med mig hen til den anden Ende af Salen, hvor der lå nogle Album på et Bord, og hvor ingen kunne høre, hvad vi sagde.

Jeg lukkede et Album op, og vi bøjede os begge over det, medens jeg skælvende hviskede: »De får ikke Lov at rejse således. Jeg vil og må tale med Dem.«

»Som De vil, Grevinde, jeg hører.«

»Nej, nej, ikke nu. De skal komme i Morgen ved denne Tid.«

Han svarede ikke.

»Jeg befaler Dem at komme. Ved Deres Moders Minde, Mindet om hende, som jeg sammen med Dem har begrædt!«

»O, Martha!«

Han udtalte mit Navn således, at det bragte mig til at skælve af Henrykkelse.

»Altså i Morgen,« gentog jeg og så ham ind i øjnene.

»På samme Tid!«

Vi var enige.

Jeg gik igen hen til de andre. Tilling førte ærbødigt min Hånd til sine Læber, bukkede og gik.

»Et besynderligt Menneske,« bemærkede Fader og rystede på Hovedet. »Det, han her har sagt, ville næppe vinde Bifald på højere Steder.«

Den følgende Dag på den fastsatte Tid gav jeg Befaling til, at jeg kun var hjemme for Baron Tilling.

Jeg imødeså den forestående Samtale med blandede Følelser, jeg var på en Gang angst, utålmodig, lykkelig og en Smule forlegen.

Hvad skulle jeg egentlig sige ham, jeg vidste det ikke og ville heller ikke overveje det.

Dersom han spurgte mig: »Hvad har De at sige mig, Grevinde, hvad ønsker De af mig?« kunne jeg umulig svare ham med Sandheden, der ville lyde således: » Jeg elsker Dem og vil have, at - du skal blive her.« Men han kunne vel ikke have Hjerte til at spørge mig således.

Hovedsagen var endnu en Gang at få ham at se. Ved den blotte Tanke om Skilsmisse fik jeg Tårer i øjnene.

I dette øjeblik trådte han ind.

»Jeg adlyder Deres Befaling, Grevinde, og - men hvad fejler Dem,« afbrød han. »De har jo Tårer i øjnene, De græder!« »Jeg? - nej - der var lidt Røg - i Værelset ved Siden af - Kaminen - Sæt Dem ned, TilIing -"- Jeg er så glad over, at De er kommen -«

»Og jeg er lykkelig over, at De har befalet mig at komme - Husker De, befalet mig i Moders Navn at komme. Derfor har jeg nu også foresat sig at sige Dem alt - alt, hvad jeg har på Hjertet. Jeg -«

»Hvorfor standser De?«

»Det falder mig vanskeligere at tale, end jeg har troet.« »De viste mig dog så megen Tillid den tunge Nat, da De vågede ved Deres Moders Dødsleje! - Hvor kan det så være, De har mistet den nu?«

»I den forfærdelige Stund vidste jeg næppe, hvad jeg selv gjorde - men jeg indser godt, at jeg den Gang overskred Grænsen for det passende. For ikke atter at overskride den, har jeg - flyet Dem.«

»Ja, De har undgået mig - men hvorfor?«

»Fordi - fordi jeg tilbeder Dem!« Jeg svarede ikke. For at skjule min Bevægelse vendte jeg Hovedet bort. Tilling sad nu ganske stille. Omsider fattede jeg mig så meget, at jeg brød Tavsheden.

»Hvorfor vil De nu forlade Wien?«

»Af samme Grund.«

»Kan De ikke forandre Deres Beslutning?«

»Måske - endnu er jeg ikke forflyttet.«

»Så bliv!«

Han greb min Hånd.

»Martha!«

Det var anden Gang, han kaldte mig ved Navn. Disse to Stavelser havde en bedårende Klang for mig. Jeg så på ham og sagde ganske sagte: »Frederik!« "

I dette øjeblik åbnedes Døren, og Papa trådte ind. »å,er du hjemme! Tjeneren sagde, du var ikke hjemme; men jeg ville vente på dig. Goddag, Tilling! Nå, det er overraskende at se Dem her i Dag! De sagde jo Farvel i Går Aftes.«

»Min Rejse bliver ikke til Alvor, Ekscellence, derfor kommer jeg - for -«

»For at sige Goddag til min Datter? Godt, godt! Åh, Martha, der er et Familieanliggende, vi to skal tale om.« Tilling rejste sig.

»Jeg forstyrrer måske?«

»Det haster jo ikke - det haster jo ikke.«

Jeg ønskede Papa og hans Familieanliggende langt bort.

Ubehageligere kunne han aldrig være kommen. Tilling måtte jo gå, enten han ville eller ej; men efter det, der nu var foregået imellem os, var der jo ikke mere Tale om Afsked eller Adskillelse. Vore Tanker, vore Hjerter var for evigt forenede.

»Når får jeg Dem at se igen?« spurgte han sagte, idet han kyssede min Hånd til Farvel.

»I Morgen Kl. 9 på Prateren - ridende -«, svarede jeg hastigt, ligeledes med dæmpet Stemme.

Min Fader hilste temmelig koldt, og Døren var næppe lukket, før han sagde strengt:

»Hvad skal det betyde? Du nægter dig hjemme, og så finder jeg dig alene med denne Herre?«

»Jeg blev rød, halvt af Vrede, halvt af Forlegenhed.

»Hvad er det så for et Familieanliggende -«

»Det var netop det. Jeg ville fjerne din Tilbeder for at sige dig min Mening herom. Og jeg betragter det som meget vigtigt for vor Familie, at min Datter, Grevinde Dotzky, ikke ødelægger sit Rygte.«

»Kære Papa! Min Søn Rudolf er den sikreste Vogter for sin Moders Ære. Og hvad din faderlige Myndig­hed angår, så må jeg i al Ærbødighed minde dig om, at den er jeg som Enke vokset fra. Jeg har ikke i Sinde at tage mig en Elsker, hvis det er det, du er bange for. Men hvis jeg beslutter mig til at indgå nyt Ægteskab, så vil jeg vælge frit efter mit Hjertes Tilbøjelighed.«

»Du vil da vel aldrig gifte dig med Tilling - hvad tænker du på? Det ville først rigtig være en Skandale! Det ville jeg min Sandten hellere - Nej, det ville jeg ikke have sagt! men alvorligt talt, Martha, du går vel ikke om og tænker på noget så vanvittigt?«

»Hvad har du at indvende imod ham? Du har jo ganske nylig foreslået mig både en Oberstløjtnant og en Major - Tilling er jo allerede Oberstløjtnant ...«

»Ja, det er netop det, der er galt! Var han kun Civil, så kunne man endda bære over med hans An­skuelser, men hos en Militær grænser det til Forræderi. Han skulle meget hellere tage sin Afsked, så slap han da for at komme i Felten og blive udsat for Strabadser og Ubehageligheder, som han er så bange for, og da han ingen Formue har, er det en ganske god Tanke af ham at ville gøre et godt Parti. Jeg håber dog til Gud, at ingen Kvinde vil lade sig bruge dertil. Og så tænke sig, at han kaster sine øjne på dig, Datter af en gammel Soldat, der har kæmpet i fire Krige og endnu med Begejstring vil rykke ud, og Enke efter en tapper ung Mand, der fandt sin Heltedød på Ærens Mark.«

Min Fader løb op og ned i Værelset og var højrød i Hovedet, medens hans Stemme skælvede af Vrede.

Jeg var også rystet i mit Inderste.

Alle de Fraser og hule Ord, hvori Angrebet på min Elskede førtes, var mig imod. Men jeg ville ikke svare. Når Papa i den Grad misforstod Tillings Udtalelser, var det umuligt for mig at få ham til at forandre sit Syn på ham. Der var et bundløst Svælg mellem deres Synsmåder. Min Fader var blind, og jeg kunne ikke gøre ham seende.

Gudskelov, jeg var fri.

Min Faders Misbilligelse kunne vel bedrøve mig, men ikke tvinge mig. Den vidunderlige Lyksalighed, som den sidste Time havde skabt mig, var så stor og overvældende, at jeg ikke kunne tænke på andet end den, og derfor gjorde hans Vrede intet videre Indtryk på mig.

Næste Morgen vågnede jeg med en Følelse, der havde stor Lighed med den, jeg som Barn havde haft, når jeg Juleaftensdag vågnede op - samme usigelige Forventningsfuldhed, samme sælsomme Rørelse, samme Forestilling om noget stort, noget glædeligt skulle ske. Vel blandede sig en Smule Misstemning i min Glæde ved Tanken om Faders heflige Udfald, men den Sky jog jeg snart bort fra min solklare Himmel. Klokken var endnu ikke ni, da jeg ved Prateralléen forlod min Vogn og besteg min Hest, som Rideknægten havde ført derhen. Vejret var mildt, og den forårsagtige Himmel var rigtig grå, så Solskin var det ikke, men i min Sjæl var der Solskin, og Luften var så dejlig. - Om Natten havde det regnet. Bladene glitrede i fugtigt grønt, og Jorden bugnede af Grøde.

Jeg var næppe kommen Hundrede Skridt ned ad Alleen, før jeg hørte hurtige Hovslag bag mig.

»Nej, se Godmorgen, Martha! Det var da morsomt at træffe dig så tidligt!« Det var Konrad, den u­undgåelige! Det var Synd at sige, at jeg var henrykt over at træffe ham, men Prateren var jo desværre ikke min private Park, og det dejlige Forårsvejr ville formodentlig lokke mange ud at ride. Hvor kunne jeg så være så dum at tro, man der kunne have et uforstyrret Stævnemøde.

Althaus satte sin Hest i samme Trav som min og forberedte sig øjensynlig på at være min trofaste Ledsager.

Nu så jeg Frederik Tilling længere henne i Alleen.

»Fætter, jeg er din gode Kammerat, ikke sandt, du ved, jeg gør alt, for at Lily skal være god imod dig?«

»Du er den ædleste af alle Kusiner.«

»Det er ikke længer siden end i Går Aftes, at jeg frem hævede dine mange gode Sider, for du er virkelig en prægtig Fyr - elskværdig - hensynsfuld -«

»Hvad er det, du vil have mig til?«

»At du skal give din Hest et lille Smæk og så trave videre - lidt rask!«

Tilling var nu ganske nær ved.

Konrad så først på ham, så på mig, og uden at sige et eneste Ord nikkede han smilende til mig og red af Sted i fuldt Firspring, som flygtede han alt, hvad Remme og Tøj kunne holde.

»Igen denne Althaus!« var Frederiks første Ord, så snart han red ved Siden af mig.

Hans Tone og Mine udtrykte Skinsyge. Det glædede mig inderligt.

»Blev han forstyrret ved at se mig, eller tog Hesten Magten fra ham?«

»Jeg sendte ham bort, fordi -«

»Grevinde Martha, jeg kan ikke udholde at se Dem sammen med denne Althaus. Ved De, at Verden på­står, han er forelsket i sin Kusine?«

»Det er sandt.«

»Og anholder om hendes Hånd?«

»Det er ligeså sandt.«

»Ikke aldeles håbløst?«

»Ikke uden at nære et vist berettiget Håb -«

Tilling tav. Jeg så ham lykkestråIende ind i Ansigtet.

»Deres Ansigt modsiger Deres sidste Ord,« sagde han efter en Pavse; »thi i Deres øjne læser jeg: »Althaus elsker mig håbløst!«

»Han elsker aldeles ikke mig. Det er min Søster Lily, han elsker.«

»De vælter en Sten fra mit Hjerte. Det var meget for hans Skyld, jeg ville forlade Wien. Jeg kunne ikke holde ud at se på -«

»Hvilke andre Grunde havde De?«

»Angsten for, at min Lidenskab skulle vokse i den Grad, at jeg ikke mere ville være Herre over den, men at den ville gøre mig på en Gang latterlig og ulykkelig...«

»Er De da ulykkelig i Dag?«

»Å, Martha, jeg har siden i Går levet i en sådan Hvirvel af Følelser, at jeg ikke er mig selv mægtig. Jeg er bange for at vågne op til den kolde, nøgne Virkelighed. Hvad kan jeg vel byde Dem? Jeg kender ikke mere mig selv - er det virkelig Frederik Tilling, der føler og taler såIedes, jeg der plejer at være et roligt, fornuftigt Menneske, jeg, der hader alle mulige Overdrivelser - men når jeg er sammen med Dem, synes intet mig overdrevent. De har Magt til at gøre mig lyksalig eller fortvivlet.«

»Lad os nu også tale om min Tvivl: Prinsessen -«

»Har De også hørt den Sladder? Der er ikke et sandt Ord deri...«

»De nægter naturligvis - det er Deres Pligt at være diskret.«

»Denne Dames Hjerte er jo fængslet til Burgteatret - det er noget al Verden ved. Hvor længe det varer, kan ingen vide; thi hun skifter hurtigt; så overfor hende behøves ingen Diskretion, derfor kan De trygt stole på mig. Desuden ville jeg vel ikke være taget bort fra Wien, dersom dette Rygte var sandt.«

»Skinsyge er døv for alle Fornuftgrunde. ville jeg have bedt Dem om at komme herhen, hvis jeg ville have haft et Møde med min Fætter Althaus?«

»Å, Martha, det falder mig mere og mere vanskeligt at ride så roligt her ved Deres Side. Jeg ville ligge for Deres Fødder, eller i det mindste kysse Deres elskede Hånd ...«

»Frederik,« sagde jeg kærligt, »man kan også kærtegne med Ord. Ord kan hylde ligeså ømt som et Knæfald, som -«

»Et Kys!« fortsatte han.

Efter disse Ord, der elektriserede os begge, så vi hinanden ind i øjnene og følte, at man også kan kysse i et Blik.

Han talte først.

»Siden når?« spurgte han.

Jeg forstod godt, hvad han mente.

»Siden den Middag hos min Fader,« sagde jeg.

»Og De?«

»Dette De er en Mislyd, Martha. Skal jeg svare på dette Spørgsmål, må det formes anderledes.«

»Og - du?«

»Jeg - det var samme Aften. Det blev mig dog først rigtig klart, da jeg sad ved Moders Dødsleje, da alle mine Tanker længtes efter dig.«

»Ja, sådan forstod jeg det også. Men du forstod ikke, hvad jeg mente med den røde Rose, som jeg satte mellem de hvide Dødsblomster. Ellers ville du straks være kommen til mig. Jeg begriber endnu ikke, hvad der holdt dig tilbage fra mig, og hvorfor du ville forlade Wien.«

»Fordi jeg ikke vovede at håbe på at vinde dig. Først da du ved min Moders Minde befalede mig at komme til dig, først da begyndte jeg at håbe.«

»Hvis jeg altså ikke på en Måde havde tvunget dig til at komme, så var du uden videre rejst din Vej?«

»Du havde så mange Tilbedere! Jeg ville ikke blive borte i deres Skare.«

»Å, Gud, hvem regner dem? De fleste tænker jo kun på den rige Enke.«

»Ja, se der er Ordet, som også stødte mig bort. Du en rig Enke, og jeg - uden Formue. Jeg ville hellere gå til Grunde af ulykkelig Kærlighed, end at du et øjeblik skulle tvivle om mine Bevæggrunde.«

»Du, som er stolt og ædel, min Elskede! Om dig kunne jeg aldrig tvivle, dig kunne jeg aldrig tænke noget lavt om.«

»Hvorfor ikke? Du kendte mig jo kun så lidt?«

Og nu søgte vi gensidigt at læse i hinandens Hjerte. På Spørgsmålet: hvor længe har du elsket mig? fulgte det andet lige så vigtige: hvorfor elsker du mig? Det, der først drog mig til ham, var hans An­skuelser om Krigen. Hvad jeg i mit eget Hjerte havde tænkt og følt i den Tro, at en Soldat aldrig kunne rose en slig Overbevisning, det var jeg henrykt over at høre bekræftet hos ham. Og så hans smukke, fornemme Skikkelse; hans bløde og dog faste Stemme, og så fordi han elskede sin Moder så højt.

»Og du, hvorfor elsker du mig?« afbrød jeg mig selv.

»Af tusinde Grunde og af en.«

»Lad mig høre. Først de Tusinde.«

»Det store Hjerte - den lille Fod - de dejlige øjne - det yndige Smil - det skarpe Vid - den lyse Forstand - den hvide Hånd - den kvindelige Værdighed -.«

»Nej, nej, stands nu, du kunne jo blive ved i det uendelige. Sig mig så hellere den ene Grundl«

»Den er også langt mere ligefrem og i Kraft af sin Uimodståelighed omfatter den alle de andre. Jeg elsker dig, Martha, fordi - jeg elsker dig. Kun derfor!«

Fra Prateren kørte jeg lige hjem til Papa.

Jeg vidste, at det, jeg ville fortælle ham, ville give Anledning til Ubehageligheder, men det var bedst at få det overstået så snart som muligt.

Papa, der ikke var morgenduelig, sad ved sin Frokost, da jeg trådte ind til ham. Tante Marie var også til Stede og i Færd med at læse Aviser.

»Marthal så tidligt og i Ridedragt. Hvad betyder det?«

Jeg omfavnede dem først begge to og sagde Godmorgen, kastede mig så i en Lænestol og sagde:

»Det betyder, at jeg kommer fra en Ridetur på Prateren, og på den hændte der noget, som jeg straks ville fortælle Jer. Derfor tog jeg ikke en Gang hjem og klædte mig om, men -«

»Det er altså noget vigtigt,« sagde Papa, »fortæl blot, vi længes efter at høre det.«

Skulde jeg komme med Omsvøb, gå udenom? - nej, så heller lige på Hovedet i Vandet.

»Jeg har forlovet mig!«

Tante Marie slog Hænderne sammen og Papa rynkede Panden.

»Jeg vil dog håbe, at det ikke -«

Jeg lod ham ikke tale ud.

»Forlovet mig med en Mand, som jeg elsker og højagter, og som jeg tror kan gøre mig fuldstændig lykkelig - med Baron Frederik Tilling.«

»Der har vi det! Og det efter alt det, jeg sagde dig i Går! «

Tante Marie rystede på Hovedet.

»Jeg ville nu også hellere have hørt et andet Navn!

For det første er Baron Tilling jo intet Parti, han skal ikke eje nogen Verdens Ting, og for det andet er hans Grundsætninger og Anskuelser -«

»Hans Grundsætninger og Anskuelser stemmer overens med mine, og min Formue er sådan, at jeg ikke behøver at tage Hensyn til, om min Mand er noget Parti. - Papa, lille, kære Papa, se nu ikke så vred ud! ødelæg nu ikke min Glædel Vær nu god, Papa!«

»Mit Barn,« svarede han i en lidt mildere Tone, »det er jo kun din Lykke, jeg tænker på! Jeg kunne ikke blive lykkelig med en Soldat, der ikke var Soldat med Liv og Sjæl.«

»Du behøver jo heller ikke at gifte dig med Baron Tilling,« sagde Tante Marie ganske træffende; »hvad mig angår, så synes jeg, at det med Soldatervæsenet har mindre at sige; men jeg kunne aldrig blive lykkelig med en Mand, der talte om Guds hellige Bog på en så uærbødig Måde.«

»Men kære, lille Tante, du behøver jo da heller ikke at gifte dig med Tilling.«

»Mands Vilje, Mands Himmerig,« sagde Papa, idet han med et Suk satte sig ned.

»Tilling vil naturligvis nu tage sin Afsked!«

»Det har vi ikke talt om. Jeg ville ønske det, men jeg er bange for, han ikke vil.«

»Når jeg tænker på, du kunne være bleven gift med en Fyrste, sukkede Tante Marie, »og nu stiger nedad i Rangforordningen.«

»Hvor! er uvenlige begge to, og jeg troede dog, at I holdt af mig. Men det lader næsten ikke til det. For første Gang efter Arnos Død kommer jeg til Jer glad og lykkelig, og i Stedet for at glæde Jer med mig, sidder I blot og søger om alle de Fejl, I mener at se, og taler om dem. Og hvad er det for Fejl? Militærvæsenet - Vorherre og Rangforordningen!«

Efter en halv Times Forløb lykkedes det mig dog at om stemme de to gamle Mennesker og gøre dem mildere i Tanken om min Ven. Jeg havde for Resten tænkt mig Papas Modstand stærkere; men han forstod måske, at det nyttede ingen Ting at sætte sig imod det. Eller var det måske Synet af den Jubel, den overstrømmende Lykke, der talte ud af hele mit Væsen, som gjorde ham mildere? Var det Fader­kærligheden, der bort jog hans Harme og uvilkårlig tvang ham til at være glad ved min Glæde? Nok er det, da jeg rejste mig for at gå hjem, trykkede han et Kys på min Kind og lovede at komme hjem til mig om Aftenen for at hilse på sin tilkommende Svigersøn.

Det er kedeligt, at mit røde Hefte intet fortæller om den uforglemmelige Aften, om hvilke Enkelt­hederne næsten er udslettede af min Erindring, så meget mindes jeg dog, at herlige Timer var det. Hele Familien var samlet hos mig til Te og jeg forestillede Frederik Tilling som min Forlovede.

Rosa og Lily var henrykte.

Konrad Althaus råbte:

»Bravo, Martha! Skynd dig, Lily, at følge din Søsters Eksempel!«

Enten havde Papa glemt sin tidligere Uvilje mod Tilling eller det er lykkedes ham godt at skjule den for ikke at forstyrre min Glæde.

Tante Marie var rørt og mild.

»Ægteskabet sluttes i Himlen,« sagde hun, »og det er altsammen Vorherres Tilskikkelse. Med Guds Hjælp bliver! nok lykkelige, og jeg skal ikke glemme at bede for Jer.«

Min Søn Rudolf blev også forestillet for sin »nye Papa«, og jeg følte en sælsom vemodig Glæde, da jeg så den elskede Mand tage min kære Dreng i sine Arme, idet han kyssede ham og sagde: »Vi to skal nok gøre en Mand af dig, min lille Dreng.«

I Løbet af Aftenen bragte Papa sin Idé angående Afskeden på Tale.

»Nu vil De formodentlig straks opgive Deres Løbebane, Tilling, da De jo dog ikke er nogen Ven af Krigen?«

Frederik kastede med en overrasket Mine Hovedet tilbage.

»Opgive min Løbebane, træde ud af Armeen? Hvad skulle jeg så tage mig for? For at passe sin Tjeneste behøver man jo ikke at være nogen Ven af Krigen, lige så lidt som-«

»Ja, ja,« afbrød min Fader ham, »det sagde De jo forleden: lige san lidt som en Brandmand behøver at holde af Ildebrand.«

»Jeg kan godt komme med andre Eksempler: lige så lidt som en Læge holder af Kræft og Tyfus, eller en Dommer nærer nogen særlig Forkærlighed for lridbrudstyverier. Men opgive min Karriere, hvorfor i Alverden skulle jeg dog det?«

»For at spare Deres Hustru for Garnisonslivet,« sagde Tante Marie. »Det skulle jeg mene var Grund nok - og for Angst og Uro i det Tilfælde, at der atter skulle udbryde Krig - skønt denne Angst jo ikke er andet end Tåbelighed; thi er det ikke bestemt, at man skal dø, så lever man såmænd nok, selv midt i Farerne.«

»Disse Grunde er ganske vist betydningsfulde, og det skal være min Livsopgave, så vidt det står til mig at fjerne Ubehagelighederne ved et sådant Liv fra min Hustru, men den Ubehagelighed at være gift med en Mand, der hverken har Formue eller Stilling, må dog være værre end nogen anden. Og Frygten for, at det skulle blive udlagt som Fejghed eller Dovenskab, om jeg tog min Afsked, tror jeg ville Være værre end Frygten for et muligt Felttog. Jeg selv har Ikke et eneste øjeblik tænkt på at tage min Afsked, og jeg håber, at heller ikke De, Martha -?« (I andres Nærværelse sagde vi ikke »du« til hinanden).

»Hvis jeg nu stillede det som en Betingelse?«

»Det gør De ikke. I så Fald måtte jeg give Afkald påa den højeste Lykke. De er rig, jeg har ikke andet end min militære Stilling, min Gage og Udsigt til Avancement; denne min eneste Kapital opgiver jeg ikke. Det ville stride mod mine Begreber om Ære, og -«

»Bravo, min Søn, nu er jeg forsonet. Det ville være Synd og Skam at opgive Deres Løbebane, det har De Ret i, De er snart Oberst og vil sikkert blive General - tilsidst vil De måske endog drive det til Fæstnings­kommandant - Guvernør, ja, Krigsminister. Det giver jo også Deres Frue en anset Stilling.«

Jeg tav. Den Udsigt, at blive Kommandantinde havde aldeles ikke noget tillokkende for mig. Allerhelst ville jeg sammen med min Mand have levet i landlig Stilhed på et af vore Godser; men jeg kunne alligevel ikke andet end give ham Ret i hans Udtalelser; den måtte jo i Papas øjne rense ham for al Mistanke.

»Ja, jeg er aldeles forsonet med Dem,« gentog Papa. »Thi, oprigtig talt, så troede jeg, dette, - navnlig var Dem om at gøre - nå, nå - De behøver ikke at se så krænket ud - jeg mener, at jeg troede, De ikke ville have noget imod at trække Dem tilbage til Privatlivet, og deri ville De have gjort Uret også mod Martha - hun er nu en Gang Soldaterbarn og Soldaterenke - og jeg kan umulig tro, hun for Alvor ville have elsket en Civilist.«

Nu måtte Tilling le.

Han tilkastede mig et Blik, der tydeligt sagde: Jeg kender dig bedre.

Og så svarede han Papa:

»Det tror jeg heller ikke; hun har måske kun forelsket sig i min Uniform.«

I September samme år stod vort Bryllup. Min Mand havde fået to Måneders Permission, den benyttede vi til at gøre en Bryllupsrejse. Først tog vi til Berlin. Jeg havde ytret det ønske at nedlægge en Krans på Frederiks Moders Grav, før vi rejste noget andet Sted hen.

Vi opholdt os otte Dage i den prøjsiske Hovedstad. Frederik forestillede mig for sine derboende Slægtninge, der alle forekom mig at være elskværdige Mennesker. Naturligvis ser alt rosen farvet ud, så længe man ser det i Hvedebrødsdagenes Briller; desuden bliver nygifte altid mødt med en enestående Forekommenhed og Elskværdighed; alle er enige om at strø Roser på den i Forvejen blomstersåede Sti. Vort første Besøg i Berlin - efter at vi havde været på Kirkegården - gjaldt min Mands Tante, hans Moders Søster. Ved at tale med hende fik jeg ligesom et Begreb om, hvor elskværdig og betydelig en Personlighed Frederiks Moder måtte have været, når hun havde lignet Grevinde Kornelia von Tessow. Hun var Enke efter en prøjsisk General og havde en eneste Søn, som den Gang lige var bleven Løjtnant.

En smukkere Mand end Godtfred von Tessow har jeg aldrig i mit Liv mødt, og rørende var det at se, hvorledes Moder og Søn hang ved hinanden, også deri syntes Fru Kornelia at ligne sin afdøde Søster. »Hvorledes kan en Moder lade sin øjesten, sin eneste Søn slå ind på en så farlig Karriere som Soldatens?«

»Der gives nu en Gang Tanker, kære Barn,« sagde hun, »Tanker, som ingen tænker, nærliggende Fore­stillinger, som ingen har. En sådan Tanke er Faren ved Soldaterkaldet. Den får ikke Lov at komme frem, i den mener man ligger noget upassende, noget fejgt, man må slet ikke anstille Be tragtninger derom. Faren for at måtte dø er der jo; men den Fare må jo enhver dødelig løbe, og ingen tænker på Døden. ånden formår det utrolige i at jage ubehagelige Tanker på Flugt. Og når alt kommer til alt: hvilken Stilling er så behagelig for en prøjsisk Adelsmand, eller er mere anset end en Kavaleriofficers?«

Tante Kornelia lod også til at synes godt om mig. »Ak,« sukkede hun en Gang, »hvor det dog er sørgeligt, at min stakkels Søster ikke skulle opleve den Glæde at se sin Svigerdatter og se sin Frederik så lykkelig, som han er med dig. Det var altid hendes inderligste ønske, at han skulle gifte sig. Men han stillede så store Fordringer til den Kvinde -«

»Det lader det ikke til, kære Tante, siden han tager til Takke med mig.«

»Du fisker nok efter en Kompliment, min Ven. - Jeg ville ønske, min Godtfred kunne få en Kone som dig. Nu er jeg helt utålmodig efter at blive Bedstemoder; men det må jeg vist vente længe på; min Søn er jo kun 21 år.«

»Han vil komme til at fordreje Hovedet på mange unge Piger,« sagde jeg, »knuse mange Hjerter.«

»Det ville ikke ligne ham; en bedre, mere retskaffen Dreng findes ikke. Han vil nok en Gang gøre sin Kone meget lykkelig -«

»Ligesom Frederik vil gøre sin -«

»Endnu kan du ikke vide, hvor lykkelig han vil gøre dig, kære Barn; derom kan vi tales ved om ti år.! de første Uger er alle Ægteskaber lykkelige. Dermed være ikke sagt, at jeg nærer nogen som helst Tvivl med Hensyn til min Nevø og dig. Jeg tror selv, at I vil blive lykkelige.« Tante Kornelias Spådom har jeg indskrevet i min Dagbog; nedenunder står: »Gået i Opfyldelse? - at besvare om ti år,« og så et Stykke blank. Hvorledes jeg i 1873 udfyldte dette Stykke - ja, det kan endnu ikke fortælles på dette Sted.

Fra Berlin rejste vi til flere tyske Badesteder. Fraregnet min korte Rejse til Italien med Arno - om hvilken jeg kun bevarer en tåget Erindring - havde jeg ikke været hjemmefra. Nu at se fremmede Mennesker med anden Levevis end vor egen, fremmede Steder og alt det herlige, en Rejse fører med sig, satte mig i en glad Stemning. Verden var med et bleven så stor, så smuk og interessant. Dersom jeg ikke havde haft min lille Rudolf derhjemme, ville jeg have foreslået Frederik: Lad os rejse omkring ligesom nu i årevis. Lad os besøge hele Europa og derefter de andre Verdensdele; lad os nyde denne Nomade­tilværelse, dette omstrejfende, fri og ubundne Liv, på den Måde samler vi rige Erfaringer og nye Indtryk. Hvorhen vi end drager og hvor fremmed Land og Folk end er for os, så vil vi to tilsammen dog altid bringe et Stykke Hjem med os overalt.

Hvad mon Frederik ville have svaret mig på et sådant Forslag? Formodentlig, at man ikke kan tilbringe et helt Liv på Bryllupsrejse, at hans Permission ikke varede længere end to Måneder og andre lignende fornuftige Indvendinger.

Vi besøgte Baden-Baden, Hamborg, Wiesbaden, overalt det samme bevægelige, muntre Liv - overalt så mange interessante Mennesker.

I Omgang med alle disse Udlændinge lærte jeg først at kende, at min Mand med største Lethed talte både Fransl, og Engelsk, hvilket bragte mig til at beundre ham endnu mere. Bestandig fandt jeg hos ham Fuldkommenheder: Sagtmodighed, Munterhed og den livligste Modtagelighed for alt skønt.

En Tur ned ad Rhinen satte ham i Henrykkelse, og i Teatret eller i en Koncertsal lyste hans øjne af Glæde. Selvfølgelig forekom Rhinen og dens gamle Borge mig dobbelt romantiske, og jeg nød i hans Selskab dobbelt de berømte Skuespilleres og Virtuosers Foredrag.

Desværre gik de to Måneder altfor hurtigt. Frederik bad om forlænget Permission, men fik Afslag. Det var den første Ærgrelse, vi havde haft siden vort Bryllup, da dette dumme officielle Papir kom og i korte og tørre Ord beordredt os hjem.

»Og det kalder de Mennesker Frihed!« udbrød jeg, idet jeg kastede Dokumentet hen ad Bordet.

Tilling smilede.

»å, jeg bilder mig aldeles ikke ind at være fri, min Herskerinde,« sagde han.

»Hvis jeg var din Herskerinde, kunne jeg befale dig at sige Militærtjenesten Farvel og kun være til min Tjeneste.«

»Jeg troede, vi en Gang for alle var bleven enige om det Spørgsmål -«

»Naturligvis, det er vi. Jeg har måttet føje dig; men det beviser jo netop, at du ikke er min Slave - og det er mig i Grunden kært, du min Elskede, min stolte Mandl«

Da vi kom hjem, flyttede vi til en ganske lille mährisk By, Fæstningen Olmütz, hvor Frederiks Regiment lå i Garnison. Vi levede fuldstændig for os selv, da der jo ikke i den lille By kunne være Tale om Sel­skabe­lig­hed. Vi var altid sammen med Undtagelse af Tjenestetiden, han som Oberstløjtnant mellem sine Dragoner og jeg som Moder for min Rudolf. Med Regimentets Damer havde jeg udvekslet de nødvendige Visiter, men derved blev det, vi havde bedre Ting at tage os til end høre på, at deres små Interesser blev drøftede.

Den Verden, hvori vi levede, oår vi sad sammen ved den snurrende Temaskine, lå så inderlig fjern fra Olmiitzer Selskabeligheden. Også i bogstavelig Forstand var vi hævede højt over Jorden: vort Yndlings­studium var just i denne Tid Astronomi, og vi læste sammen flere videnskabelige Værker, der belærte os om Firmamentets Vidundere. Vi trængte helt ind i Jordkloden og fløj rundt i Himmelrummet, og jo u­mådeIigere Verden forekom os, jo ubetydeligere blev de Olmützer-Interesser. Blandt andre Bøger tog jeg nu for tredie Gang fat på min kære Buckle, jeg længtes efter, at Frederik skulle gøre Bekendtskab med denne min Yndlingsforfatter, som også straks faldt i hans Smag. Vi forsømte dog ikke derfor Digterne eller Romanliteraturen, og således blev vor fælles Læsning til en sand og virkelig åndsnydelse, mens vort øvrige Liv var en uafbrudt Hjertets Fest. Med hver Dag der gik, kom vi til at elske hinanden højere; hvad vor Kærlighed mistede af lidenskabelig Ild, vandt den i Inderlighed, Højagtelse og Fasthed.

Forholdet mellem Frederik og Rudolf var ligeledes en Kilde til Glæde for mig, de var som et Par gode Kammerater. Det var ligefrem kosteligt at se dem lege sammen. Frederik var næsten den barnagtigste. Naturligvis blandede jeg mig i Legen og Munterheden, og de Narrestreger, der her gik for sig - dem må de vise Mænd tilgive os, dem, vi så flittigt studerede, når Rudolf var bragt i Seng. Vi talte tit og ofte om Drengens Fremtid. Skulde han være Officer? Nej. Dertil ville han ikke egne sig, dertil blev han ikke dresseret tilstrækkeligt i Opdragelsen. Diplomat? Måske. Men den største Sandsynlighed var dog, at han blev Landmand. Som Arving til Dotzkyernes gamle Fideikommis, der ved Arnos Onkels Død tilfaldt ham, burde han jo kunne styre sine Ejendomme selv. Han kunne så gifte sig med sin lille Beatrice og leve stille og roligt, blive et lykkeligt Menneske.

Vi var selv så overstrømmende lykkelige, Frederik og jeg, at vi gerne ville tænke os alle andre lykkelige.

Dog lukkede vi ikke øjnene for den Jammer og Elendighed, i hvilken en stor Del af Menneskeheden må leve; især tænkte vi dog på det største Onde af alle, på Krigen. »Å, Gud, kunne man dog gøre noget for at vælte denne Byrde bort fra Menneskeheden!« Dette Suk steg ofte op fra vore Hjerter, men ved at betragte de nuværende Forhold og Tilstande, måtte vi bestandig svare på dette ønske med et bedrøveligt: » Umuligt! «

I Juleferien rejste vi til Wien for at fejre Julen sammen med min Familie.

Papa var nu aldeles forsonet med Frederik som Svigersøn. Hans Aktier var stegne betydeligt, derved at han blev i Tjenesten. Naturligvis vedblev det at være hans og Tante Maries Overbevisning, at jeg havde gjort et dårligt Parti, men de tilgav alt, da de så, hvor lykkelig han gjorde mig. Rose og Lily var ulykkelige over, at de den Vinter skulle deltage i Selskabslivet under Tante Maries Beskyttelse og ikke under min, hun var så streng.

Konrad Althaus var som altid »den uundgåelige«; men det lod til, at Lily syntes bedre om ham nu end før.

Juleaften forløb rigtig muntert. Der var tændt et stort Juletræ og uddeltes en Mængde Gaver. Festens Midtpunkt og den, der fik flest Gaver, var naturligvis min lille Rudolf; men de andre blev heller ikke glemte. Frederik kunne ikke undertrykke et Glædesskrig, da han så min Foræring til ham. Det var en Brevpresser af Sølv i Form af en Stork, der holdt en Seddel i Næbbet. På Sedlen havde jeg skrevet:

»I Sommeren 1864 bringer jeg noget.«

Frederik omfavnede mig henrykt; hvis vi havde været alene, ville han sikkert have opført en Runddans.

Første Juledag var hele Familien igen samlet til Middag hos min Fader. Hans Excellence Minister »Ganske vist« og Doktor Bresser var de eneste Fremmede. Da vi sad ved Bordet i den gamle velbekendte Spisestue, måtte jeg hele Tiden tænke på det Middagsselskab hos Papa, da Frederik og jeg for første Gang blev klare over vore Følelser.

»Husker De det Parti Piket, som jeg spillede med Deres Fader, medens De sad og passiarede med Tilling henne ved Kaminen?« sagde Doktor Bresser. »Ikke sandt, jeg så ud, som jeg var ganske fordybet i Spillet; men jeg kunne dog ikke lade være at lytte til Deres Stemme; - Ordene kunne jeg ikke høre, men der var noget i Stemmeklangen, der indgav mig den Overbevisning: Der bliver nok et Par ud af de to. Og når jeg nu ser Dem sammen, så kan jeg tilføje: »og et lykkeligt Par er det blevet«.«

»Jeg beundrer Deres Skarpsindighed, Doktor. Ja, vi er lykkelige. Om vi vedbliver at være det, afhænger jo desværre ikke af os, men af Skæbnen. Over enhver Lykke svæver en Fare. Jo inderligere Lykken er, jo grusommere er Faren.«

»Hvad er De bange for?«

»For Døden.«

»For Døden! Det faldt mig ikke ind. Jeg har jo ganske vist som Læge Lejlighed til ret jævnligt at træffe sammen med den Kammerat, men jeg tænker aldrig på ham. Den ligger jo også i en så fjern Fremtid for unge, raske Mennesker, at - - -«

»Hvad hjælper Ungdom og Sundhed Soldaten?«

»Slå de Tanker af Hovedet, Fru Baronesse. Nu er der jo ingen Udsigt til Krig. Ikke sandt, Deres Excellence« her henvendte han sig til Ministeren, - »for øjeblikket er der jo intet sort Punkt på den politiske Himmel?«

»Der er ikke længere Tale om noget sort Punkt,« sagde Ministeren; »der er snarere en stor, sort Sky.«

Jeg bævede i mit Inderste.

»Hvorledes, hvad mener De?« råbte jeg hurtigt.

»Danmark gør det snart for broget -«

»Å, Danmark!« sagde jeg lettet. »Skyen truer altså ikke os. Det gør mig altid bedrøvet, når jeg hører, de vil slås et eller andet Sted, men når det er Danske og ikke Østrig, så føler jeg nok Medlidenhed, men ingen Frygt.«

»Der er heller ingen Grund til Frygt,« udbrød min Fader, »selv om Østrig skulle tage Del deri. Hvis Østrig blander sig i dette og forsvarer Slesvig-Holstens Ret mod Danmarks Overgreb, så udsætter vi os jo ikke for noget derved. Her drejer det sig ikke om Østrigsk Territorium, som et ulykkeligt Felttog kunne bringe os til at tabe.« .

»Å, Papa, tror du virkelig, jeg ville tænke på Territorier og alt sådant noget, når jeg ser Vore Tropper afmarchere?

En eneste Ting vil jeg kunne føle: den Livsfare, hvori vore Kære nu skal styrtes, - og Faren er lige stor, af hvad Grund Krigen end føres.«

»Den enkeltes Skæbne, mit kære Barn, kan ikke komme i Betragtning, når det drejer sig om verdens­historiske Begivenheder. Udbryder en Krig, så sluges fuldstændig det lille Spørgsmål om, hvor mange, der falder, af det store Spørgsmål, om Fædrelandet skal være det sejrende. Og, som sagt, blander vi os i denne Krig, kan vi ikke miste Land; men efter al Rimelighed vil vi udvide vor politiske Magt. Jeg drømmer altid om, ser du, at Habsburgerne atter skal komme i Besiddelse af den tyske Kejserkrone - det er deres Ret. Vi er den betydeligste Stat i Forbundet - men det er ikke nok. Jeg ville betragte Krigen med Danmark som en meget gunstig Lejlighed til ikke alene at udsone Skaden fra 59, men også til at gøre vor stilling i det tyske Forbund så heldig, at vi får rig Erstatnmg for Tabet af Lombardiet - og, hvem ved - Vinder så meget Magt, at Tilbageerobringen af denne Provinds vIl være en let Sag.«

Jeg så hen til Frederik. Han havde ikke taget Del i Samtalen men var fordybet i en ivrig og munter Samtale med Lily. En brændende Smerte pressede mit Bryst sammen nu skulle måske alt det, jeg en Gang havde oplevet, opleves påny, blot meget forfærdeligere. Der ville udbryde en Krig, og han mit alt, min elskede Mand, skulle med; han skulle måske lemlæstes, blive en Krøbling, måske dø, og Barnet under mit Hjerte, det, hvis Komme han i Går havde hilst med så megen Jubel, skulle måske komme faderløs til Verden? ødelagt - vor unge, friske, næppe udfoldede Lykke forstyrret, ødelagt! Og min egen Fader sidder og glæder sig ved Tanken om al den Elendighed - ingen Fare truer, intet Overgreb er begået mod vor Selvstændighed og Frihed, og for et usikkert Håb om større politisk Magt skal Tusinders Lykke ofres. Hvis nu alle fornuftige, rettænkende Mennesker forenede sig for at forhindre dette for­færdelige -.

»Sig mig, står Sagerne virkelig så dårligt,« sagde jeg højt til Ministeren. »I Ministre og Diplomater, kan I ikke hindre en sådan Konflikt?«

»Tror De måske, Baronesse, at det hører vort Embede til at søge at opretholde den evige Fred? Det ville »ganske vist« være en skøn Mission, men ikke mulig at gennemføre. Vi sidder der kun for at våge over vore respektive Staters Interesser, modarbejde ethvert Forsøg på at forringe vor Magt, hævne Fornærmelsen - -« »Kort sagt,« afbrød jeg ham, »1 handler efter de krigeriske Grundsætninger: at betragte enhver anden Stat som Fjende, skade ham, når Lejlighed dertil gives, og udbryder der Strid, så skal man hårdnakket påstå, at man har Ret, selvom man har Uret og indser det - ikke sandt?«

»Ganske vist - - -«

»Så mister omsider de stridende Parter Tålmodigheden,

Krigen erklæres, og - nej - det er afskyeligt!«

»Det er dog den eneste Udvej. På hvad Måde skulle vel ellers en sådan Strid bilægges?«

»Hvorledes bilægges Stridigheder mellem Folk i Almindelighed?«

»Ved Forligskommissionen; men et Folk kan ikke under kaste sig sådanne Domme.«

»Lige så lidt som de ville Folkeslag,« sagde Doktor Bresser, »Folkene er i deres Samkvem med hinanden uciviliserede, og det vil vare længe, inden man kommer så vidt, at Uenighed mellem Stater afgøres ved international Voldgift.«

»Dertil vil det aldrig komme,« sagde min Fader. »Der gives Ting, der kun kan udfægtes. Selvom man forsøgte at oprette en sådar. Voldgift, tror De så, at det mægtigste Land ville bøje sig for Afgørelsen? - På ingen Måde. Lige så lidt som to Adelsmænd, når den ene har fornærmet den anden, ville bringe deres Mellemværende for Retten de krydser deres Klinger og afgør således Trætten.«

»Dueller er også en barbarisk, uciviliseret Skik - -«

»Jeg vil i det mindste ikke anerkende den, Excellence.«

»Hvad siger du, Frederik,« sagde min Fader til sin Svigersøn. »Synes du også, man skal gå til Domstolene og for; lange Skadeserstatning, hvis man bliver fornærmet?«

»Jeg ville ikke gøre det.«

»Du ville udfordre Fornærmeren?«

»Det forstår sig.«

»Doktor - Martha - hører I det -« råbte Fader triumferende. »Tilling, som ikke er en Ven af Krig og den Slags, holder på Dueller.«

»Holder på -? Det har jeg ikke sagt. Jeg siger bare, at sådan som Forholdene nu er, så ville jeg duellere, om nogen fornærmede mig, ligesom jeg jo går i Krig, når jeg kommanderes dertil. Jeg føjer mig efter Ærens Love. Men dermed vil jeg ikke på nogen Måde sige, at disse Love falder sammen med mine Idealer. Disse Idealer vil lidt efter lidt vinde Indpas, og vore Begreber om Ære vil undergå mange Forvandlinger. En rå og brutal Fornærmelse vil blive Fomærmerens Skam, ikke den Fornærmedes. Det at tage sig selv til Rette, vil mere og mere falde bort, ligesom Selvjustitsen jo allerede er forsvunden i andre Ting. Indtil da -«

»Så kan vi vente længe,« afbrød Fader, »så længe der findes Adelsmænd -«.

»Ja, de vil vel heller ikke findes bestandig,« mente Doktoren.

»Ja så, De vil endog afskaffe Adelen, De Radikaler?« udbrød min Fader.

»Den feudale i det mindste. Fremtiden behøver ingen Adelsmænd.«

»Men Adelsmennesker,« sagde Frederik.

»Og disse nye Skabninger vil finde sig i ørefigen?«

»De vil fremfor alt ingen give.«

»Og de vil forsvare sig, når Nabostaten angriber dig?«. »Nabostaten vil ikke mere være en naturlig Fjende, og ligesom Slotsherreme nu ikke mere bruger væbnede Svende -«

»Så vil altså den tilkommende Stat kunne undvære staænde Hær. Hvad bliver der så af de Herrer Oberstløjtnanter?«

»Hvad er der blevet af de væbnede Svende?«

Striden fortsattes endnu længe.

Jeg hørte med Henrykkelse på Frederiks Ord: det gjorde mig så godt at høre ham tolke den ædle Menneskeheds Sag, og i Ånden gav jeg ham selv det Navn, hvormed han benævnte Fremtidens Mænd og Kvinder: Adelsmenneske.

TREDJE BOG.

Top