Det Danske Fredsakademi

Militærnægterloven af 1917 var et konkret produkt af de politiske militærnægteres kamp mod staten. En stat-individ-konflikt, der rakte længere tilbage i tiden end blot året 1917. Denne spænding imellem stat og individ var i væsentlig grad et resultat af samfundets omkalfratering og moderniseringsproces specielt industrialiserings- og urbaniseringsprocessen.

Landbobefolkningens vandring til byen og dermed bondens frisættelse hvor han solgte sin arbejdskraft - og i øvrigt medtog en distance til det statslige hegemoni ikke mindst militæret - var en væsentlig årsag til fremkomsten af socialis-men.

Magtkampen stod ikke længere imellem stand, men også imellem klasser - rig og fattig, arbejdsgiver og arbejder. Industrialiseringsprocessens medfølgende arbejderbevægelse med udgangspunkt i byerne tog form og voksede sig stærkere og efter århundredeskiftet var arbejderbevægelssen en faktor magthaverne i stigende grad måtte tage højde for.

Militærnægterloven var et marginalt men dog konkret resultat af denne magtkamp. På en måde fremkom militærnægter-loven dels som et pres fra den syndikalistisk prægede yderste venstrefløj dels som et forsøg på afvæbning af netop de revolutionære militærnægtere.

Med nægterloven tog myndighederne broden af de revolutionære konsekvente militærnægteres agitation. Men loven skal også ses som en imødekommelse af grundlæggende moralske værdier som ikke lå fjernt fra dele af samfundet og Regeringen, og endelig mere overordnet kan militærnægterloven ses som et eksempel på fra statens side at kontrollerere og disciplinere individet - nationalstatens forsøg på at forankre sig.

Hvis der var nogle, der ikke ville kontrolleres og disciplineres, var det militærnægterne. Både de religiøst funderede militærnægtere men også i et hidtil uset omfang de politiske eller moralske militærnægtere.

Blandt de politisk erklærede militærnægtere, var der et væsentligt personsammenfald imellem aktivister på venstrefløjen og de som dannede Foreningen af Konsekvente Anti-Militarister (FKAM) den 17. september 1915. Langt hen ad vejen var FKAM endnu et redskab for aktivisterne på den yderste venstrefløj i deres daglige magtkamp med staten.

Militærnægtelsen viste sig at være et langt bedre redskab til opnåelse af offentlig opmærksom og konfrontation med staten end taler og paroler. Man havde her fundet et effektivt middel, ved konsekvent at nægte militæret - i nogle tilfælde endog med sultestrejke.

Men “[s]elv om den danske arbejderbevægelse fra sin tidligste start var modstander af militær spillede antimilitarismen ikke nogen væsentlig politisk rolle for bevægelsen før århundredeskiftet”. Socialdemokratiet havde nærmest en mekanisk opfattelse af at selve den europæiske arbejderbevægelses fremvækst forhindrede krig. Første gang man knyttede kampen mod militarisme sammen med kampen for det socialistiske samfund, var med den socialistiske fremvækst i første ti-år af 1900-tallet. Bagrunden var dels internationalt som nationalt. “Nationalt var det af betydning, at kampen for parlamentarisme med “systemskiftet” i 1901 var slut, således at Socialdemokratiet kunne stille sig mere kritisk til partiet Venstre”. Med Venstres nedtoning af kritiken af militæret og en voksende politisk interesse i arbejderklassen, skærpedes den socialistiske opfattelse af hærens klassekarakter. “Antimilitarismen og kritikken af regeringen blev derfor snævert knyttet til den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, først og fremmest til Socialdemokratisk Ungdomsforening i København”.

De første antimilitaristiske opråb blev uddelt til de nye rekrutter i København i foråret 1903. Det var på dette tidspunkt ikke militærnægtelsen man fokuserede på. Man forsøgte istedet at føre klassekampen ind i hærens rækker ved at hverve soldater med arbejderrødder for sagen, og som hvis der udbrød krig eller krise skulle vende våbene den anden vej. I 1905 udsendte Socialistisk Ungdomsforbund et nyt antimilitaristisk opråb “Tænk dig om”. 1200 opråb blev uddelt i Århus og Helsingør og opråbet beskrev som noget nyt bla. lydighedsnægtelse som et middel. I takt med at den socialistiske agitation tog til i omfang skærpede myndighederne kursen. Myndighederne besluttede at benytte straffeloven for krigsmagten af 7. maj 1881 - angående lydighedsnægtelse indenfor militæret - i forbindelse med en række civile retssager imod nogle af de socialistiske agitatorer i 1906-07. Ansvarshavende redaktør af Socialistisk Ungdomsforbunds blad “Ny Tid”, Mikkel Christensen, som var hovedansvarlig for et ekstranummer af “Ny Tid” hvori soldaterne opfordredes til selv at bestemme i hvilken retning kuglen skulle sendes, blev med denne straffelov idømt 30 dages fængsel, mens 12 andre, heriblandt Andreas Fritzner, blev idømt 10 dages fængsel, netop for forsøg på overtrædelser af krigsmagtens straffelovs paragraffer om lydighedsnægtelse indenfor militæret.¹ Dette tvivlsomme retsgrundlag ophidsede socialisterne og dele af befolkningen som betegnede den som en ren klassedom, men dette “misbrug” af retssystemet skabet også intern debat blandt ungsocialisterne om hvilke midler man skulle benytte.² Man havde en fornemmelse af, at opråbene ikke havde den ønskede effekt, og umiddelbart efter dommen vedtog afdelingerne Christianshavn og Sundby en resolution med følgende ordlyd: “Forsamlingen udtaler, at vi som bevidste socialister absolut må erklære nægtelsen af militærtjeneste, som det mest konsekvente middel i kampen mod militarismen”.³ Herfra dominerede tanken om militærnægtelse i den anti-militaristiske kamp i den “stadig mere syndikalistisk inspirerede fløj af Socialistisk Ungdomsforbund”.⁴ Kort efter den føromtalte dom den 12. marts 1907 foreslog Andreas Fritzner i et indlæg i det anarko-syndikalsitiske blad “Korsaren” bla. at “gribe til handlingens propaganda mod militarismen ved en konsekvent gennemført militærnægtelse”.⁵

Men debatten om hvilke midler man skulle bruge i den antimilitaristsike kamp var dermed ikke slut. Uenighederne om midlerne svarede stort set til hhv. den socialdemokratiske fløj og den syndikalistiske fløj i Socialistisk Ungdomsforbund, og ved en organisatorisk splittelse i 1908 deltes vandene. Syndikalisterne fortsatte arbejdet i bla. Syndikalistisk Forbund hvorfra initiativtagerne til Foreningen af Konsekvente Anti-Militarister i 1915 kom fra, hvorimod fortalerne for agitationen overfor soldaterne i hæren fortsatte i Socialdemokratisk Ungdosmforbund.⁶

Fra 1908 til Første Verdenskrig var der mere eller mindre stille om den politiske konsekvente militærnægtelse, men med udbruddet af Første Verdenskrig og indkaldelsen af sikringsstyrken fik den politiske militærnægtelse vind i sejlene igen. Fænomenet greb om sig, og den første alvorlige politiske militærnægterbølge kulminerede omkring vedtagelsen af militærnægterloven i 1917.

Flere faktorer bidrog således til vedtagelsen af militærnægterloven i 1917.

For det første nærede myndighederne ikke noget udpræget ønske om at give de revolutionære kræfter vind i sejlene. Myndighederne var presset af en verdenskrig, der medførte store omvæltninger ude i Europa, hvor revolution brød ud og soldater og arbejderråd så dagens lys, og regeringen var vel bekymret for at noget lignende skulle ske i Danmark. Man var bange for, at de revolutionære og deres agitation skulle få rod blandt de mange indkaldte i sikringsstyrken, hvoraf mange gav udtryk for en stigende utilfredshed. Arresthusene fik en opblomstringsperiode under Første Verdenskrig, mens sikringsstyrken var inde,⁷ og ifølge Andreas Fritzner havde militærnægterne en “kolossal indflydelse på myndighederne og på hele ånden i hæren”.⁸ Fritzners udtryk “kolossal” må tilskrives agitationskontoen, men indtryk gjorde de uden tvivl.

Dertil kom følgerne af verdenskrigen som især ramte arbejderklassen. Store dele af arbejderklassen blev ramt af dyb social krise i krigsårene. Arbejdsløshed, sult og elendighed gav grobund for især syndikalisterne som aktivt og direkte hjalp de svagest stillede. For megen fokus på syndikalisterne og de konsekvente militærnægtere som sultede sig kunne give sympati for bevægelsen og brede sig.

For det andet var der i fredsbevægelsen en stigende sympati for at acceptere militærnægtelse på enten et religiøst, moralsk eller sågar politisk grundlag.⁹ Det var den klassiske konflikt, der her udspillede sig. Individet overfor staten. Individet var støttet af Dansk Fredsforening, Kristeligt Fredsforbund og andre midtersøgende og venstreorienterede progressive borgerlige kræfter. Staten stod i et dilemma, hvor staten på den ene side ikke var meget for at anerkende retten til militærnægtelse og på den anden side overfor et væsentligt pres fra flere sider af fredsbevægelsen, som spændte fra de på det tidspunkt tre hovedorganisationer; Dansk Fredsforening, Kristeligt Fredsforbund og så naturligvis Foreningen af Konsekvente Anti-Militarister.

Dertil skal det for det tredje ikke undervurderes, at der under verdenskrigen netop sad en radikal regering med parlamentarisk støtte, der inkluderede personer, der kunne gå ind for en form for lovfæstet militærnægtelse. Konseilpræsident Zahle var trådt ud af Dansk Fredsfornings hovedbestyrelse så sent som i 1916, Munch var medlem og Niels Petersen sad som formand for Dansk Fredsforening.

Dertil kom de bjørnbakse og hørupske antimilitaristiske visioner og ideer som havde slået rod i samfundet.¹⁰ De bjørnbakse og hørupske antimilitaristiske udtryk og grundlag skal ikke ses i en ubrudt sammenhængende linie, men det er ganske vist, at antimilitarismen i perioden fra 1880erne og op til Første Verdenskrig fik en betydelig plads i mange danskeres sind. De politiske og samfundsmæssige omstændigheder iform af en radikal regering med rødder i fredsbevægelsen sammenholdt med frygten for de revolutionæres agitation banede således vejen for Militærnægterloven af 1917.¹¹ Men hvor mange var de egentligt?

Over 200 militærnægtere

I perioden 1901-1917 påviser denne undersøgelse, at der forekom over 200 eksempler på artikuleret militærnægtelse. Dette tal er flere gange højere, end den hidtidige litteratur på området har antaget. Larsen hæfter sig eksempelvis ved Andreas Fritzners erindringer, hvor Fritzner siger, at kredsen omkring FKAM ikke udgjorde flere end 40-50 stykker. Larsen har denne oplysning fra Carl Heinrich Petersens Danske Revolutionære, hvor Fritzner erindringer er udskrevet.¹² Maskinfabrikant Johannes Nielsen, medlem af FKAM, var dog tilbøjelig til at sætte tallet noget højere, til ca. 200, bla. under henvisning til at foreningen nåede op på 1600 medlemmer i 1919. “Men da forlangte man ikke af medlemmerne, at de skulle være nægtere, og da foreningens medlemstal kulminerede efter krigen, kan Andreas Fritzner’s tal måske alligevel være i nærheden af det rigtige”, skriver Carl Heinrich Petersen.¹³ Både Carl Heinrich Petersen og Larsen og dermed den øvrige litteratur, der findes på området, henviser til FKAM’s egne optegnelser, hvor antallet af arresterede medlemmer angives til 28 i beretningen for FKAM fra 17. sept. 1915 til 31. dec.1917, og til 52 for året 1918.

Hvis man kigger på antallet af aktive medlemmer angivet i FKAM’s egne arkiver fremgår det for perioden 1915-1917, at der med sikkerhed var 53 og 203 ved udgangen af 1918. For 14 navnes vedkommende er det nøjagtige medlemsårstal ikke anført, men det var sandsynligvis et sted imellem december 1917 og februar 1918.

At de politiske konsekvente antimilitarister i og omkring FKAM udgjorde en skare på godt og vel 50 er ganske givet korrekt hvad angår perioden til og med 1917. Men nærværende undersøgelse viser, at der var andre og flere både religiøse og politisk og moralsk baserede artikulerede konsekvente militærnægtere end dem, der var opført i FKAM’s lister. Jeg har fået særlig tilladelse til at se i Krigsministeriets 1. kontors arkiv indeholdende registre over militærnægtere, og her fremgår det, at der var betydeligt flere end blot 50 militærnægtere i perioden - hvis man skal tro Krigsministeriets egne registre. Dertil kommer generalauditørens straffelister. Af de samlede kilder benyttet i denne undersøgelse fremgår således over 200 militærnægtere i perioden.

Under den Første Verdenskrig blev militærnægtelsen gjort offentlig kendt og synlig, ikke mindst takket være de politisk motiverede socialistiske militærnægtere. Hidtil havde den kun været debatteret i fredsbevægelsen og lukkede kredse, og med ringe held forsøgt introduceret af ungsocialisterne omkring 1908. Spredningen af viden om og informationerne om de konsekvente militærnægteres metoder og begrundelser omkring Første Verdenskrig havde uvilkårligt effekt på andre potentielle militærnægtere. Det var selvsamme grund til at myndighederne frygtede, at syndikalisternes og de konsekvente militærnægteres agitation skulle sprede sig i sikringsstyrken. Vidensspredningen havde stor betydning for militærnægtelsen.

Et er sikkert - fænomenet greb om sig og brød igennem i forbindelse med Første Verdenskrig. Ikke fordi militærnægtelse ikke var benyttet eller ukendt førhen. Men omfanget og den offentlige fokus på den artikulerede konsekvente militærnægtelse androg et omfang ikke tidligere set, især antallet af artikulerede militærnægtere som konsekvent nægtede på et politisk grundlag antog et hidtil ukendt omfang. Lad os se på nogle konkrete eksempler.

Politisk artikuleret militærnægtelse

Der findes mange illustrerende eksempler på politisk militærnægtelse. Her skal blot beskrives en håndfuld.¹⁴ Nogle af de som gjorde størst indtryk, var de som startede den konsekvente militærnægtelse og sultestrejkede, og de som også var aktive på den yderste venstrefløj. Blandt dem var det svært at skelne mellem “at være militærnægter” og at være “revolutionær socialist”, eksempelvis Thøger Thøgersen, Andreas Fritzner og nogle af stifterne af FKAM, eksempelvis typograf Hans Madsen, kobbersmed Niels Johnsen og Johannes Nielsen.

Thøger Ingvard Marius Thøgersen var én af de mest aktive på den revolutionære venstrefløj. Han var født i 1885 i Viborg, blev udlært sadelmager og i 1902 formand for Socialdemokratisk Ungdomsforening i Viborg. Var rekrut i militæret i 1905 og blev senere konstabel. Blev ekskluderet af Socialdemokratiet i 1914 for at have kritiseret partiets støtte til militærbevillingerne. Da han blev indkaldt til sikringsstyrken udeblev han ulovligt i perioden 12.4.1915 til den 18.8.1917. Her begynder hans militærnægterløbebane som den kommer til udtryk i straffelisterne.¹⁵

Af straffelisten fremgår det, at han tidligere var straffet 3 gange arbitrært, og senest idømt mørk arrest på indskrænket kost i 10 dage for absentation. Nu stod han imidlertid sigtet for hhv. ulovlig bortgang i nævnte periode 12.4.1915 - 18.8. 1917, i det tidsrum var Thøgersen blevet medlem af FKAM, og udeblivelse fra indkaldelse igen den 2.10.1917. Han blev første gang anholdt den 19.8.1917 efter at have været bortgået ulovligt siden den 12.4.1915, og umiddelbart efter sin anholdelse indsat til afsoning. Han nægtede imidlertid at spise, og blev fem dage senere indlagt på sygehuset. Under krigsretsforhør tilstod han at være bortgået for helt at unddrage sig tjenesten, og ville som konsekvent antimilitarist nægte at gøre tjeneste. Herefter blev han efter krigsministeriets ordre imidlertidigt hjemsendt med senere indkaldelse for øje, men da han blev indkaldt igen udeblev han og af politiet anholdt og ført til kasernen. Ifølge straffelisten nægtede han her igen både at iføre sig uniform og spise, og ligeledes under krigsretsforhør tilstod han endnu engang, at han ville nægte at gøre tjeneste og sulte sig til løslades. Han blev dømt ved krigsret for ulovlig fraværelse fra afdelingen samt nægtelse af lydighed til simpelt fængsel på vand og brød i 30 dage. Dommen blev afsagt den 2.11.1917, men Thøger Thøgersen blev efter krigsministeriets ordre hjemsendt 3.11.1917 uden at have afsonet straffen og uden at blive genindkaldt. Thøgersen var et porblem for militæret.

I Militærnægteren er hans sag fulgt med megen indignation. Det skal bemærkes at Militærnægteren er en tendentiøs kilde, men Militærnægterens beretninger om samtidens militærnægtersager giver alligevel et spændende indblik i de konsekvente antimilitaristers metoder. Her lidt om Thøgersens sag som læsere af Militærnægteren kunne følge den. “Th. Thøgersen, der for et Par Aar siden deserterede, og senere har opholdt sig i Udlandet indtil for kort Tid siden, da han atter kom hjem, indmeldte sig i Foreningen af Konsekvente Anti-militarister. Han blev imidlertid valgt til Formand for sin Fagforening og blev Lørdag den 18. August anholdt af 2 Betjente paa Fagforeningskontoret i København. Herefter førtes han til Kastellet, hvor han idømtes 10 Dages mørk Arrest for at have deserteret. Denne straf afsoner han for Tiden i Stokhuset. Vor Kammerat har straks paabegyndt Sultestrejken”.¹⁶ Senere i samme udgivelse skriver redaktøren under den redaktionelle notits Sidste Nyt, at “militærnægteren Th. Thøgersen er nu overført til Garnisonssygehuset’ 1ste Service, hvor han fortsætter Sultestrejken. Vi vil altsaa snart se vor Kammerat sat i Frihed igen”.¹⁷ I næste nummer af Militærnægteren beskrives den store sejr, da Thøgersen slippes fri angiveligt grundet hans sultestrejke. “Thøgersen sat i frihed igjen grundet hans konsekvente sultestrejke. Efter kun 14 dages kamp havde myndighederne kapituleret.” Thøgersens kamp skulle uden tvivl have været den mest konsekvente, der endnu har været, skriver Militærnægteren, idet han “baade paa Sygehuset og i Arresten har nægtet at tage den mindste Smule Næring til sig. Han fik da ogsaa den Kompliment fra de militære Myndigheder, at han var den stædigste Militærnægter, de endnu havde haft med at gøre”.¹⁸ Men i Nyt fra fængslerne i december-nummeret 1917 skriver Militærnægteren at “Th. Thøgersen, atter [er] bleven anholdt, antagelig ført til kastellet”.¹⁹ Dette var det sidste nummmer af Militærnægteren, som herefter gik ind. Som antydet i Militærnægteren var Thøger Thøgersen netop blevet valgt til formand for Sadelmagernes Fagforening i København. Han gik ind i Fagoppositionensn Sammenslutning (FS) og var medstifter af Socialistisk Arbejderparti i 1918 og dets blad Klassekampen. Thøgersen sad derefter i fængsel 1918-20, i øvrigt sammen med andre af de revolutionære syndikalister og antimilitarister eksempelvis Andreas Fritzner. Hans sagsakter fra kriminal- og politiretten i København fra retssagerne i 1918-20 ligger i øvrigt i Kriminal- og politirettens arkiv i Landsarkivet for Sjælland mm. (Se denne pådømte sager 1919).

Én af grundene til at FKAM og Militærnægteren går tilbage var blandt andet netop myndighedernes hårdere fremfærd. Lange fængselsdomme til de allermest toneangivende blandt de politiske konsekvente antimilitarister lammede dele af bevægelsen og deres organisation.

Andreas Fritzner, medlem af FKAM i 1917.

Én af dem var den særdeles aktive militærnægter Andreas Fritzner. Ligesom for Thøgersens vedkommende var militærnægtelsen for Fritzners vedkommende et middel i kampen mod staten og det kapitalistiske hegemoni. Fritzner var en af de mest aktive i det revolutionære socialistiske miljø, således fængslet flest gange - angiveligt den dansker som skulle være fængslet flest gange på grund af politisk aktivitet, bla. for stormen på Børsen. Husk på at det først var under Første Verdenskrig at den antimilitaristiske agitation blev kædet sammen med nægtelse af militærtjeneste. I følge Fritzner selv blev han idømt en enkelt straf på 10 dages vand og brød for militærnægtelse i 1910 for ikke at møde på session, men han rejste til Norge i 1913 og var der til slutningen af 1915 eller begyndelsen af 1916.

Bemærk hvorledes Fritzner omtalte den ulovlige sessionsudeblivelse som militærnægtelse. Kildekritisk skal det understreges, at Fritzners beretninger er afgivet mange år efter hændelsen, plus at Fritzner generelt besidder en tendens i sin beretning. Han kan ikke have de enkelte detaljer present og han må være tilbøjelig til at huske det for ham væsentlige og sikkert gunstige. Men det fjerner ikke hans personlige opfattelse af, at han var militærnægter og at hans udeblivelse fra session skal ses i det perspektiv.

Dette er i øvrigt endnu et konkret eksempel på en militærnægter som, i en tid hvor man ikke kunne nægte militæret, gjorde det ved at udeblive ulovligt fra session.

Bemærk også hvorledes Fritzner mener, at han var i Norge i den periode hvor Foreningen af Konsekvente Anti-militarister dannedes. Fritzner optræder da heller ikke i FKAM’s egen forhandlingsprotokol fra det stiftende møde. Ifølge Fritzner var det kammerater indenfor ungsocialisterne, især i Århus, som havde taget sagen op og dannet FKAM. “Den søgte gennem nægtelse af militæret at skabe en antimilitaristisk stemning og at påvirke arbejderne i almindelighed og de indkaldte i særdeleshed til at udvise en mere aggressiv holdning overfor militæret”.²⁰

Fritzner fortæller videre om sin egen sag, om hvorledes han indkaldes til fæstningsartilleriregimentet, og hvorledes han nægtede og derfor gennemgik forskellige straffe og sammenstød med de militære myndigheder, hvor han til sidst endte på garnisonssygehuset, fordi han sultestrejkede, og hvorledes han ved en kassationsret kasseredes og hjemsendtes som foreløbig utjenstdygtig, og ifølge Fritzner selv aldrig mere hørte noget fra militæret.

Fritzners beretninger som de kan læses i Danske revolutionære skal behandles forsigtigt, men der er næppe tvivl om, at Fritzner var en særdeles konsekvent politisk militærnægter. Ifølge FKAM’s egen Aktive medlemmer-liste meldtes Fritzner ind i foreningen i november 1917, som nr. 10 på listen.

I modsætning til Fritzner var typograf Hans Madsen med fra starten af FKAM’s historie. Han blev indmeldt ved dannelsen den 17. september 1915 og allerede i marts 1916 indsendte han en erklæring til krigsministeriet om sin nægterstatus. Han blev anholdt den 6. april 1916 i Esbjerg og ført på tvangssession i Århus den 7. april og udtaget til infanterist. Han blev idømt en bøde på 20,- kr. som han afsonede i 3 dage hvorefter han tilsyneladende blev løsladt, ifølge FKAM’s medlemsfortegnelse.²¹

Niels Johnsen, medstifter af FKAM i efteråret 1915.

Også kobbersmed Niels Johnsen fra Århus var én af de toneangivende politiske militærnægtere. Han var med til dannelsen af foreningen FKAM, og var forinden straffet for antimilitaristisk propaganda. Niels Johnsen indsendte erklæring om sin nægterstatus allerede den 15. marts 1916. Han blev anholdt den 8. april 1916 i et forsamlingshus i Århus under et foredrag om militærnægtelse, ført på tvangssession og slag i slag modtog han den ene dom for militærnægtelse efter den anden. Niels Johnsen sad sammenlagt 62 dage i fængsel for sin militærnægtelse. Blev redaktør af Militærnægteren, FKAM’s blad i 1917, og udgav allerede i 1915 pjecen Kampen mod Værnepligten.

Ligeledes var maskinarbejder Johannes Nielsen ved dannelsen af FKAM. Han indsendte sin erklæring om militærnægtelse til krigsministeriet i marts 1916. Han blev anholdt den 27. september 1916 og sad 8 dage i varetægt i Vester Fængsel, der tilsyneladende skulle udgøre det for straf for udeblivelse fra sikrinsgstyrken. Han overførtes derefter til Kastellet og sultestrejkede her i 5 dage, hvorefter han overførtes til garnisonssygehusets 6. afdeling. Efter 17 dages ophold på sygehuset, førtes han tilbage til Kastellet, hvor han igen sultestrejkede i 5 dage og igen blev ført tilbage til garnisonssygehuset, hvor han sultestrejkede i 4 dage og blev overført til 6. afdeling. Her sultestrejkede han delvist i 5 uger idet han kun nød mælk og te, men ingen fast føde. Johannes Nielsen blev ironisk nok tillige idømt 20 dages simpelt fængsel på vand og brød, og efter udstået “straf” løsladt den 10. december 1916, efter i alt 74 dages mere eller mindre sultestrejke.²² Oplysningerne er alle fra FKAM’s medlemsfortegnelse med generalia. Ifølge Krigsministeriets fortegnelse over Militærnægtere findes der en Nielsen opført ud fra årstallet 1916. Han var indkaldt til 2. kystartilleribataillon, med nummer 732/1916. Under nærmere oplysninger anføres: “Spisevægring, overført til kommunehospitalets 6. afdeling; fare for lungebetændelse og begyndende tuberkulose; krigsret; hjemsendt som for tiden tjenstudygtig. N.B. Akterne afgivet til brug i Rigsdagen”.²³ Krigsministeriets liste indeholder ikke nærmere datoer og yderligere beskrivelser, men selvom der er visse uoverensstemmelser imellem Krigsministeriets fortegnelse og beskrivelsen i FKAM’s egen medlemsfortegnelse med genralia, så er der sandsynligvis tale om samme person. Johannes Nielsen var således én af de første der konsekvent sultestrejkede sig for at markere sin antimilitarisme og militærnægtelse. Den næste på Krigsministeriets liste er i øvrigt Andreas Fritzner. Også han står opført med oplysning om spisevægring, sygehus, krigsret, hjemsendt som for tiden tjenstudygtig og at akterne var afgivet til Rigsdagen. De første fire (Nielsen, Fritzner, Jensen og Rasmussen) på denne Krigsministeriets liste står anført med oplysningen om at deres akter er afgivet til brug i Rigsdagen. Dette viser, hvor betydningsfuldt de første poltiske militærnægteres sultestrejke betød for indførelsen af militærnægterloven i 1917. Ironisk nok som delvist resultat af de politiske militærnægteres aktiviteter, et resultat de politiske militærnægtere i FKAM bekæmpede med megen indignation. De mente at en militærnægterlov, blot var en forlængelse af statsmagten og statsmagtens råderet over dem - helt i tråd med Foucaults disciplinerings-teori.

Johannes Nielsen var identisk med Nielsen fra Krigsministeriets liste, og Lars Johannes M. Nielsen fra Generalauditørens justitsarkivs straffelister i Rigsarkivet. Ifølge straffelisten i Rigsarkivet var Lars Johannes M. Nielsen blevet straffet for udeblivelse fra session og lydighedsnægtelse. Under krigsretsforhør tilstod han at have nægtet, efter at være afleveret til bataljonen af politiet. Han nægtede “at lade sig iklæde og han vedblev at vægre sig”.

Maskinarbejder Johannes Nielsen, medstifter af FKAM i 1915, indsendte sin erklæring om militærnægtelse til krigsministeriet i marts 1916.

Han erklærede videre, at det stred mod hans moral at være soldat og at han var medlem af Foreningen Konsekvente Anti-Militarister. For dette konkrete eksempel på forsøg på at skabe sin egen socialistisk baserede ontologiske sikkerhed blev han idømt 20 dages simpelt fængsel på vand og brød - for lydighedsnægtelse.

Bemærk hvorledes han idømmes lydighedsnægtelse og bemærk især hvorledes han - i lighed med mange militærnægtere - var udeblevet ulovligt fra session. Dette er endnu en direkte bekræftelse på den antagelse, at der blandt de personer som ulovligt udeblev fra session, i lighed med Andreas Fritzner, var nogle som gjorde det udfra udfra religiøse, moralske eller i dette tilfælde politiske antimilitariske grunde.

En anden sag fra straffelisterne omhandler Arthur Jensen. Arthur Jensen var født i København. Af straffelisten fremgår det, at han tidligere var straffet den 14.10.1916 med fængsel på vand og brød i 10 dage for udeblivelse fra session. Bemærk endnu engang at en senere artikuleret militærnægtelse startede med ulovlig sessionsudeblivelse. Ifølge straffelisten her for 1917 blev han nu sigtet for lydighedsnægtelse, brud på arrest og ulovlig udeblivelse.

Efter at han havde afsonet den idømte straf af 10 dage, nægtede han at iføre sig uniform og blev arresteret. Han brød imidlertid ud af arresten d. 27.10, men blev allerede anholdt den 1.11 s.å. Han blev dømt til simpelt fængsel på vand og brød i 20 dage.²⁴

Valdemar Petersen blev indmeldt i FKAM i maj 1917, og i krigsretten gentog han sin militærnægtelse og motiverede den med, at det ville være “skruebrækker-arbejde”.

En anden sag fra straffelisterne er eksempelvis Valdemar Ludvig Petersens sag fra 1917. Ifølge straffelisten havde han i 1906 været straffet for forsømmelighed, i 1907 på grund af udeblivelse fra kvarteret, i 1915 for absentation og i 1916 for absentation flere gange. Han havde således oparbejdet et langt vægringsregister. I sagsbeskrivelsen for 1917 fremgår det bla., at han i “Krigsretten den 7.6.1917 gentog sin Nægtelse af at være Soldat og motiverede den med, at det vilde være Skruebrækkerarbejde…”. Han tiltaltes bla. for hhv. absentation, respektstridig optræden, rømning og lydighedsnægtelse til strengt fængsel på vand og brød 20 dage. Ifølge Krigsministeriets fortegnelse over militærnægtere skulle Petersen tillige have foretaget spisevægring og være blevet hjemsendt som for tiden utjenstdygtig, dog med den tilføjelse at han ikke var færdig med strafafsoning og at han skulle for en ny session. Valdemar Petersen blev indmeldt i FKAM i maj 1917.

Sideløbende med stigningen i antallet af politiske militærnægtere, forekom der andre især religiøst definerede artikulerede militærnægtere.

Lad os se nærmere på nogle typiske religiøse militærnægtersager i denne periode.

Religiøst artikuleret militærnægtelse 1901-1917.

Top

Noter

Top