Det Danske Fredsakademi

Udover eksemplerne med Ove Petersen og Stevnsborg forsøger eksempelvis Martha Marcussen ved at bringe uddrag af artikler fra Venlig Budbringer at underbygge sit synspunkt om, at der blandt de religiøst vakte var flere, som så krig som uforenelig med jesu lære, og som tog konsekvensen af deres standpunkt. Martha Marcussen skriver bla.: “[P]roblemet Militærtjeneste har været tungt for mange Kristne i Lande med tvungen Værnepligt, og mange er udvandret for at fri deres Børn for Fængselsstraf.”³⁰ Vi ser her tesen om, at unge udvandrede hvis de ville undgå militærtjenesten, gentaget. I denne forbindelse skal man huske på at Martha Marcussens manuskript er fra 1948-50 og som sådan ikke samtidigt. Hun kunne sagtens være inspireret af tidligere kilder.

En samtidig primærkilde var eksempelvis Fredsbladet. I artiklen Spørgsmål og Svar fra november 1899 skriver Rasmussen, at det norske fredsblad Fred havde modtaget en Forespørgsel fra Vladimir Tcherkoff og Leo Tolstoj, og at denne forespørgsel gik videre til Dansk Fredsforening.³¹ Tcherkoff og Tolstoj ville vide, hvor mange personer der de sidste 25 år havde nægtet værnepligten (af moralske, religiøse, samvittigheds og andre grunde), hvilke følger det måtte have haft, og om der var nogen udsigt til lov og hvilken stilling Dansk Fredsforening indtog? Dansk Fredsforening spurgte generalauditøren H.C. Steffensen og han svarede: “Der er ikke i de sidste 25 Aar forekommet noget Tilfælde, hvor nogen har nægtet at udføre enhver militærtjeneste”.³² Bemærk hvorledes generalauditøren benytter formuleringen “hvor nogen har nægtet at udføre enhver militærtjeneste”. Artiklen i Fredsbladet er primær til denne oplysning. Jeg har ikke fundet generalauditørens korrespondance desangående. Men det er givet, at et i samtiden så ømfindtligt problem som militærnægtelse behandledes varsomt af de militære myndigheder.

Artiklen fortsætter, stadig i følge generalauditøren: “Derimod er der i dette Tidspunkt forekommet følgende to Tilfælde. I 1884 er det forekommet, at en Soldat, der suksessive havde sluttet sig til Baptisterne, Fritænkerne, Mogens Sommers Tilhængere og Kvækerne, men som nu ikke hørte til noget bestemt trossamfund, idet han og en anden (civil) Person havde dannet sig en særskilt religiøs Overbevisning, der nærmede sig Kvækernes Lære, paa Grund af sin religiøse Overbevisning har nægtet at bære Vaaben, hvorimod han vel kunde indlade sig paa at være Sygepasser og gøre Tjeneste som saadan”.³³ Bemærk at generalauditørens svar var den første officielle tilkendegivelse af militærnægtelsens eksistens - i hvert fald den delvise nægtelses eksistens. Generalauditørens svar berørte også militær-nægterdefinitionsproblematikken. Artiklen fortsætter: “I 1898 har en Mand paa grund af sin religisøe Overbevisning - han hørte til “Syvendedagesadventisterne”, - nægtet at gjøre Tjeneste om “Sabbaten” (fra Solnedgang Fredag Aften til Lørdag Aften) hvorimod han var villig til at gjøre Tjeneste paa Ugens øvrige Dage”.³⁴ Bemærk hvorledes general-auditørens svar således viser, at der kunne “skjule” sig folk der vægrede sig militæret, men som var blevet overført til arbejdstropperne, sygetjenesten, hestepassere etc. - dog underlagt militæret.

Angående forespørgslens punkt 2 vedrørende følgerne af en eventuel nægtelse, referer artiklen i Fredsbladet generalauditørens svar således: “Nægtelsen har i de anførte to Tilfælde bevirket, at paagjældende ere blevne straffede for Ulydighed først med Fængselsstraffe og tilsidst med Forbedringshusarbejde i henholdsvis 1 Aar og 8 Maaneder, hvilken Straf medfører, at den værnepligtige udelukkes fra Tjenesten i Hæren og paa Flaaden, hvorimod han anvendes til Krigsmagtens Nytte paa anden Maade.”³⁵

På spørgsmålet om der kunne tænkes at blive indført en undtagelse for “nægtere” skriver generalauditøren: “næppe”.³⁶

På spørgsmålet om Dansk Fredsforenings standpunkt i sagen skriver R.P.Rasmussen at, “Dansk Fredsforening ikke har taget stilling i den henseende”.³⁷

Fredsbladet bringer ikke yderligere artikler og kommentarer vedr. generalauditørens redegørelse, men ifølge Martha Marcussen skrev Johan Marcussen i den anledning i Venlig Budbringer, at man naturligvis må “støtte sig paa statistiske Oplysninger; men selve livet leves imidlertid uden for Talrækkerne. Der findes Sjælekampe og Følelser, der er for ømfindtlige til at lade sig indordne under Tal, og om saadant kan Statistikken derfor ikke give Oplysninger. Hvor mange er i disse 25 Aar udvandret for at unddrage sig Lovbestemmerlser, der medfører Samvittighedstvang? Dette ved ingen; og hvor mange Sorger, dette har medført, ved heller ingen. Det er kun nogle faa dage siden, jeg besøgte en Familie, som snart ingen Familie er mere. For omtrent 10 Aar siden sagde fader og Moder Farvel til deres ældste søn. Han skulde til Amerika, og det er ingen hemmelighed, at det var Værnepligten, han vilde unddrage sig. Faderen var ikke Kvæker; men hans religiøse Grundsætninger var saadanne, at det vilde være ham en stor Sorg at vide sin Søn indøvet i Brugen af saadanne Redskaber, som efter hans Opfattelse kun kunde bruges imod herrens Vilje. Sønnen delte Faderens Anskuelser, men var for ung og for lidet befæstet til, at han kunde bære Følgerne af en Vægring i dette Land. Saa rejste han. Men bevidstheden om, at han nu i en Række af Aar var landflygtig og hindret i at se sine Forældre og Søskende, var for meget for ham. 5-6 Aar efter rejste Faderen til Amerika for at hente sin Søn hjem som sindsyg.³⁸ Hvad var Aarsagen? Længsel efter Hjemmet, kunde han forklare i sine lyse Øjeblikke. Kort efter døde Moderen. Sidste Sommer måtte Faderen igen sige Farvel til sin Søn. Denne gang skulde han paa en af Landets Sindsygeanstalter. Jeg tager næppe fejl, naar jeg siger, at der er mange lignende Tilfælde. Selv kender jeg adskillige.”³⁹

Bemærk hvordan Johan Marcussen påstod, at der var flere lignende tilfælde, og hvorledes udvandringen til Amerika bringes på banen. Bemærk også hans position. Han var dybt involveret i denne problemstilling og kunne mistænkes for tendens til fremhævelse af eksempler, der underbyggede hans overbevisning. Han konkretiserer ikke eksemplerne yderligere hvilket gør hans påstand svag. Dermed har man ingen mulighed for at undersøge oprigtigheden af hans påstand nærmere. Hans påstand kan derfor kun bruges som kilde til at sige, at Johan Marcussen mener, at der var lignende tilfælde, men han kan ikke bruges som kilde til at sige at der var lignende tilfælde. Hans detaljerede beskrivelse af familien virker derimod troværdig, specielt set i lyset af at han har talt med familien personligt, endda kun få dage før han nedfældede sin påstand. Endelig skal man huske på, at jeg rent faktisk i Rigsarkivets Straffelister har fundet en lignende sag. Hans kendskab til “adskillige” er sandsynlig.

Ifølge Martha Marcussen berører også I.H.Schnor i en artikel fra 1899 problemet med generalauditør Steffensens tilsyneladende manglende kendskab til militærnægtere “de seneste 25 år”, dvs. fra ca. 1875. Martha Marcussen referer til I.H Schnor, som skriver: “Det lyder mærkeligt, at der ikke i de sidste 25 Aar har fundet nogen Militærnægtelse Sted, eftersom enhver ved, at der beredes saa mange Hjem den dybeste Hjertesorg ved, at de unge maa forlade den fædrene Arne, idet de foretrækker Udvandring for Krigstjeneste”.⁴⁰Bemærk at ifølge Schnor var udvandring for at slippe for militærtjeneste ikke unormalt. Der er formodentlig herfra Schnors artikel fra 1899 Martha Marcussen, vis hun ikke fik den tidligere fra sin far Johan Marcussen, har sin opfattelse af at “mange er udvandret for at fri deres Børn for Fængselsstraf”. Bemærk især også at Schnor ifølge Marcussen benytter ordet militærnægtelse i en artikel fra 1899. Det skulle således være første gang ordet optræder i sammenhængende form i en publikation.

Martha Marcussen tilføjer, at der må være en fejl i generalauditør Steffensens statistik, som hun udtrykker det: “Der maa nu være en fejl i Statistikken; for det ny-organiserede danske Kvækersamfund sendte i 1880 to af vennerne i Vejle til København for at rette en personlig Henvendelse til Kongen angaaende en ung Mand, der var idømt straf for at nægte at gøre Militærtjeneste. De to danske Kvækere ledsagedes af den norsk-amerikanske Kvæker John F. Hanson, der i sin Bog beretter om denne rejse”.⁴¹ Bogen har jeg ikke fundet, men i 1880 udgav Vennesamfundets forlag pjecen Troesbekjendelse og Kirkeorden for vennernes samfund i Danmark. Heri gengives “vennernes” holdning til militærtjeneste: “At al Krig og Fægtninger og hvadsomhelst der bidrager til disse, ere aldeles stridende imod Evangeliets Aand, og at Kristi sande Efterfølgere have intet at gjøre med dem, hvad enten i Militær Exercering eller paa nogen Maade at bidrage dertil”.⁴² På den baggrund formoder jeg at kvækerne ikke kunne godtage at blive flyttet til ikke-væbnet tjeneste indenfor selve militæret. Og hvis Hansons bog fra 1880 skriver “at nægte at gøre militærtjeneste”, er det første gang sammenkædningen af nægtelse og militærtjeneste findes på skrift.

Senere i 1886 udgav Vennernes Samfund en ny Vennernes Samfunds Religiøse Grundsætninger og Skikke. Heri står om krig: “Vennerne tro at Krig og de hadefulde og hævngjerrige Følelser der føre til Krig, ere ganske modsat Christi Evangelium, og derfor ulovlige for Christne. Tro de, at Verdens Onder aldrig kunne helbredes ved vaabenmagt. De tænke at handle baade efter Bogstav og Aand i det ny Testamente, naar de under alle Omstændigheder afslaa at bære Vaaben, idet de tro, at ingen Forsvarsvaaben ville befindes saa virksomme til at fremme hele Menneskeslægtens vel, som Udøvelsen af Christen Sagtmodighed, Venlighed, Taalmodighed i at lide Fornærmelse, Forsagelsen af Hævn. Gjengældelsen af ondt med godt og den bestandigt virksomme Kjærlighed til Gud og Menneskene”.⁴³

Det lyder således påfaldende, at Generalauditøren ikke skulle have kendskab til en eneste militærnægter, som nægtede enhver militærtjeneste i tidsrummet 1875-1900. Ikke mindst set i lyset af kvækernes fra 1880 åbenlyse antimilitaristiske holdninger og afvisning af enhver form for militærtjeneste og Martha Marcussens referencer til Johan Marcussen eller I.H.Schnors senere artikler i Venlig Budbringer.

Dertil kommer andre uafhængige artikler i Fredsbladet omhandlende militærnægtelse i perioden. Eksempelvis nævner Jens Bayer i artiklen Brud paa Værnepligten i Fredsbladet i april 1898 eksempler på nægtelse og desertering.⁴⁴ Jens Bayer skriver bla. i artiklen at det “er ret betegnende for den rette Opfattelse af Militærvæsenet hos Folkets Masse, at Antallet af Tilfælde, der falder ind under Rubrikken “Nægtet Militærtjeneste”, i den senere Tid betydelig forøges. I Rusland er der hele Sekter, der hellere taaler de pinligste starffe fremfor at røre ved Vaaben i krigeriske Øjemed. Fra Tyskland hører man om spredte Tilfælde og saadanne begynder nu ogsaa at forekomme i de nordiske Lande. I Februar Maaned blev en 25-aarig Gaardbruger og Fisker fra Vikten i Norge idømt 30 Dages ensomt Fængsel for sidste Efteraar at være udebleven fra Vaabenøverlserne, til hvilke han var indkaldt som Sygebærer ved Sundhedstropperne. I en Skrivelse til sin Sergeant havde han oplyst, at hans religiøse Tro forbød ham “at deltage i Krigstjeneste”. Han var udtraadt af Statskirken og tilhørte en nylig stiftet Sekt “Pedersenianerne”, der kun tæller lidt over 100 Medlemmer.⁴⁵ […] Ifølge et københavnsk Dagblad (“Folkets Avis”) skal der nu ogsaa herhjemme være forefaldet et lignende Tilfælde. En hestepasser Johan Christensen paa Jægersborg skal to Gange være deserteret derfra til sin Moder i Utterslev, fordi han ikke vil gøre Krigstjeneste. Han blev første gang idømt 10 Dages mørk Arrest. Samme Dag, han var kommet ud af Kasjotten, deserterede han igen om Natten ved at springe ud af et Vindu paa første Sal! Den af “Fredsbladet” tidligere omtalte Soldat i Aarhus, der som Adventist nægtede at gøre Militærtjeneste om Lørdagen, og derfor blev idømt forskellige Fængselsstraffe, blev for sin gentagne Vægring idømt otte Maaneders Forbedringshusarbejde”.⁴⁶

Disse oplysninger i Fredsbladet skal behandles med varsomhed. For det første er artiklen 3. hånd. Oplysningen om hestepasser Johan Christensen, der to gange skulle være deserteret og taget hjem til sin mor, fordi han ikke ville gøre krigstjeneste, er taget fra det københavnske dagblad Folkets Avis. Endvidere kunne det være i forfatterens interesse at fremhæve eksempler på militærnægtelse. På den anden side kan det bekræftes i kilden straffelister fra 1898 at hestepasser Johan Peter Christensen gentagende gange rømte og blev straffet derfor. Johan Peter Christensen gjorde tjeneste ved garderhusarregimentet og ifølge straffelisten idømtes han først for rømning, mørk arrest på indskrænket kost i 15 dage, derefter for absentation, strengt fængsel på vand og brød i 20 dage og endelig 3. gang for rømning og pantsættelse af ejendele som han var i besiddelse af i tjenestemedfør, til 30 dages strengt fængsel på vand og brød.⁴⁷ Fredsbladets oplysning om at han første gang blev idømt 10 dages arrest, stemmer ikke helt overens med straffelistens oplysning om 15 dages mørk arrest på indskrænket kost, men er dog bemærkelsesværdig tæt på. Til gengæld kan Fredsbladets oplysning om at Johan Peter Christensen skulle have deserteret fordi han ville nægte militærtjenesten ikke bekræftes i straffelisten. Men det er ikke ensbetydende med at det ikke var tilfældet. Som sagt kunne man forestille sig at de militære myndigeheder var en anelse ømfindtlige hvad angik gentagende og artikulerede militærnægtere. Om Johan Peter Christensen kan betegnes som militærnægter er et definitionsspørgsmål og vil aldrig kunne besvares med de for denne undersøgelse til rådighed stående kilder. Men et faktum var det at Johan Peter Christensen vægrede sig kraftigt gentagende gange, og at sagen er kommet Fredsbladets skribent Jens Bayer for øre i en sådan grad, at Jens Bayer i en artikel fandt anledning til at omtale Johan Peter Christensen som militærnægter. Men jeg skal understrege, at en 3. håndskildes første svaghed er kildens tendens til at viderebringe tidligere fejl.

Endvidere er denne artikel i Fredsbladet bemærkelsesværdig derved, at den også omtaler en adventist som angiveligt skulle have nægtet at gøre militærtjeneste om lørdagen. Denne adventist lørdagsmilitærnægtelse også i generalauditørens svar i en senere artiklen i Fredsbladet året efter i 1899, som netop beskrevet ovenstående.

I en artikel i Fredsbladet fra oktober 1897 under overskriften Den almindelige Værnepligt II, skriver Uffe Birkedal: “Fra Rusland, Tyskland, Belgien og fra mange andre Lande høres om Værnepligtige, der hellere tager de Lidelser, der følger paa en Nægtelse af at tjene, end de tager Vaabnene op for at indøves. Herhjemme har vi nylig haft Tilfældet med Journalist Lundbeck. Alle disse enkeltstaaende Tilfælde, hvis Antal stiger, er et naturnødvendigt Udslag af, hvad der dybest bevæger Tiden og især den unge Slægt, og ethvert saadant Tilfælde yngler og afføder flere. Loven er kommen i en uløselig Konflikt med Livet […] Livet, der sprænger Loven, er en gammel Historie, der altid bliver ny, og der er intet andet at gøre end at afvente det uundgaaelige Udfald: at Livet skaber en ny Lov paa den gamles Ruiner!” ⁴⁸ Her ses endnu et eksempel på en militærnægter. Desværre har jeg ikke kunne få journalist Lundbecks militærnægtelse bekræftet andet sted. Uffe Birkedal slår i sin artikel lige ned i den allestednærværende konflikt imellem stat og individ på dette område. De var et ifølge Birkedal naturligt udslag af hvad der bevægede sig i tiden. De forsøgte at sprænge loven. De var få i starten men blev flere og flere. De var et direkte udtryk for en skabelse af egen ontologi og meældte sig ud af statens påtvungne militærtjenste. De var på vej til at skabe en lov på den gamles ruiner.

Generalauditørens konklusion er også påfaldende set i lyset af andre sekundære kilder, som henviser til forskellige former for og grader af militærnægtelse i det tidsrum. Eksempelvis nævner Klaus Berntsen under Folketingets forhandlinger i 1916 vedr. Loven om værnepligtiges Anvendelse til civilt arbejde et par eksempler på forsøg på militærnægtelse. Ifølge Klaus Berntsen blev militærnægterspørgsmålet første gang rejst i Danmark i 1884 af den daværende forstander for den jødiske menighed, prof. dr. jur. Volf.⁴⁹ Volf henvendte sig til krigsministeriet og beklagede sig over, at der ikke blev givet frihed til de værnepligtige, som tilhørte den jødiske menighed, til at helligholde de jødiske festdage. Ifølge Klaus Berntsen/Rdt. svarede krigsministeriet d. 15.9.1884, “at man maatte beklage, at man ikke saa sig i Stand til at udstede noget almindeligt Paabud til Hærens Afdelinger i den omhandlende Retning, men at der derimod intet var til Hinder for, at der i Overensstemmelse med det af Profesoren udtalte Ønske kunde tilstaas tjenestgørende jødiske værnepligtige Fritagelse for tjeneste de angivne Højtidsdage, for saa vidt det kunde ske uden Skade for Tjenestens Tarv”.⁵⁰ Klaus Berntsen fremfører videre, at der herefter var stille om militærnægterspørgsmålet indtil slutningen af 1800-tallet. Da fremkom der påny henvendelser om fritagelse fra militærtjeneste. Denne gang var der tale om Syvende Dags Adventister. Deres krav blev imidlertid ikke imødekommet, istedet blev de idømt arrest-, vand- og brødstraf, ja endog tugthusstraf.⁵¹ Ifølge Klaus Berntsen var der her tale om militærnægtere som blev straffet. Dette har jeg dog ikke kunne få bekræftet i eksempelvis straffelisterne.

Overordnet er indtrykket at de publicerede kilder bygger på hinanden. Dette er en væsentlig grund til at fare med lempe. I det tilfælde hvor der referes til generalauditørens besvarelse på Dansk Fredsforenings forespørgsel, er det desværre ikke lykkedes mig at opspore kilden. På den anden side, har det i nogle tilfælde været muligt at få bekræftet nogle oplysninger i eksempelvis Straffelister og Relationer til Kongen.

På baggrund af det undersøgte kildemateriale Straffelister og Relationer til Kongen kom 3 ud af 4 artikulerede militærnægtere i dette tidsrum fra landet. Det kunne tyde på et overvejende landligt fænomen. Denne antydning er dog baseret på et meget tyndt materiale. Kun 4 sager. Hvis vi inddrager de publicerede kilder, hvor et evnetuelt geografisk tilhørsforhold er oplyst, nævnes hestepasser Johan Christensen fra Jægersborg (landet) og adventisten fra Århus (by). Jeg har ikke fundet flere åbenlyst artikulerede militærnægtersager fra denne periode i kildegrupperne Straffelister og Relationer til Kongen. Frekvensen af militærnægtere født på landet fra disse kilder tyder, på at militærnægtelse var landligt og religiøst funderet. Men 3 ud af 4 svarede nogenlunde til Danmarks befolknings generelle land-by fordeling på det tidspunkt. På den baggrund kan man selvfølgelig sige at militærnægtelse var landligt, men rundt regnet 75-85% af befolkningen i den periode boede netop uden for købstæderne og de større byer, så på den led var der ingen landlig overrepræsentation, hvis man kan tale om overrepræsentation i forbindelse med 4 sager. Man kan omvendt heller ikke sige at det var et entydigt by-fænomen, men snarere at forholdet imellem disse militærnægteres geografi modsvarede Danmarks generelle land-by-fordeling. Det er således ikke muligt på baggrund af det kildemateriale jeg har undersøgt at afgøre om der var specielle by-geografiske forhold der fremelskede artikuleret militærnægtelse.

Det konstruerede ord “militærnægter” forekommer ikke i kildegrupperne Straffelister og Relationer til Kongen i perioden. I stedet forekommer eksempelvis sætninger som; “På grund af religionsskrupler nægtet at tjene som soldat”,⁵² “nægtede af religiøse grunde at modtage mundering og overhovedet at opfylde den ham påhvilende værnepligt”,⁵³ og “nægtelse af at udføre sin tjeneste”.⁵⁴ I arbejdet med kilderne - fortrinsvis straffelisterne - stødte jeg således på en række problemer. For det første lå der et problem i selve fortolkningen og udvælgelsen af de enkelte sager. Hvilke kriterier skulle jeg ligge til grund for min udvælgelse af eventuelle militærnægtersager - hvis der overhovedet forekom militærnægtersager? Og hvis der ikke forekom deciderede artikulerede militærnægtersager, hvilke andre sager ville eventuelt så give et billede af vægring? Og i så fald hvilke af disse vægringssager tangerede militærnægtelse?

Udvælgelseskriterierne lå i selve beskrivelsen af den strafbare handling. Dertil hørte; 1) strafudmålingen; 2) om forseelsen forekom gentagende gange; 3) udtalelser fra den pågældende i stil med: “jeg ønskede aldrig mere at vende tilbage” eller 4) andre beskrivelser af den pågældende og selve handlingsforløbet, nedfældet af protokolføreren.

De militærnægtereksempler som jeg i denne undersøgelse har fundet frem til illustrerer derfor også samtidig problemet med at definere begrebet militærnægtelse⁵⁵ og udvælge militærnægter- og vægringssager. En væsentlig dimension i dette metodiske problem er, at tilfælde af artikuleret militærnægtelse, sandsynligvis ikke altid blev nedfældet og dermed bevaret i de nu overleverede kilder. En anden dimension er, at der forekom eksempler på personer, som “nægtede” men ikke nødvendigvis var militærnægtere hverken på et moralsk, religiøst, politisk eller andet bevidsthedsmæssigt grundlag.

Et andet metodisk problem var især straffelisternes ujævnhed og inkonsekvens mht. sprog, opgørelsesmetode og form.

Der findes i straffelisterne flere hundrede sager med variationer over samme tema: desertion, rømning og vægring. Foruden de åbenlyst artikulerede militærnægtersager, som vi skal se på i dette kapitel, har jeg valgt i bilag at medbringe en række eksempler på desertering, rømning og anden vægring som i svingende grad tangerede militærnægtelse. Det har jeg valgt at gøre for at netop illustrere nogle af ovennævnte metodiske problemer, undersøgelsen har været underlagt mht. udvælgelsen af sager. Oprindeligt var det hensigten at foretage en tilbundsgående undersøgelse af samtlige deserteringer, rømninger og anden militærvægring, men jeg har måtte indskrænke undersøgelsen betydeligt undervejs. Straffelisterne er gennemgået i perioden 1849-1917, med det primære formål at finde eventuelle artikulerede militærnægtersager, men også, nu når jeg var i gang, med det sekundære formål at få samlet materiale om andre former for vægring, deriblandt deserteringer og rømninger.

Opsummerende vil jeg understrege, at selvom ovenstående eksempler fra perioden giver et væsentligt indtryk af datidens artikulerede militærnægtelse, giver eksemplerne ikke nødvendigvis udtryk for et fuldstændigt oplyst billede af datidens artikulerede militærnægtelse . Eksemplerne er i lige så høj grad udtryk for denne undersøgelses metodiske kriterier.

Det afgørende her er at slå fast, at i forbindelse med indførelsen af den almindelige værnepligt forekom der i perioden 1849-1901 artikuleret militærnægtelse. (For ikke at nævne utallige andre vægringssager). Disse konkrete militærnægtere kan ses som et resultat aflæsning af risici og skabelsen af deres egen ontologiske sikkerhed. Det spirende risikosamfund har rødder tilbage til denne periode. En aktiv og radikal stillingtagen ses i den artikulerede militærnægtelse, som sammen med fredsbevægelsen opkomst forholdt sig til og ønskede at påvirke risisci. Viden om militærnægtelse er i denne periode fortsat lokalt bestemt, individuelt og uhyre ringe udbredt, men det er samtidig i denne periode, i slutningen af 1800-tallet, den artikulerede samvittighedsmæssige militærnægtelse tematiseres, italesættes og hæves fra det lokale plan.

Industrialiserings- og urbaniseringsprocessen tog til omkring århundredeskiftet. Hovedstadens og de størrere byers ekspansion og socialismens opblomstring satte præg på militærnægtelsen. I perioden efter århundredeskiftet gav vandringen var land til by et ændret geografisk militærnægtermønster. Og i 1914 udbrød Første Verdenskrig som påvirkede sessionsudeblivelsen. Det skal vi se på i det næste kapitel.

Noter

Top