Det Danske Fredsakademi

Hansen, Peter Mikael: Militærvægring 1849-1917 :
Ulovlig sessionsudeblivelse og artikuleret militærnægtelse 1901-1917

Perioden 1901-1917 var præget af en stadig tiltagende industrialiserings- og urbaniseringsproces. Politisk slog parlamentarismen igennem med indsættelsen af den første Venstre-regering i dansk historie i 1901. Systemskiftet markerede ikke alene et magtskifte i dansk politik, men symboliserede også en stadig udbygning af demokratiet. Med historikeren Kristian Hvidts ord kan man se Systemskiftet som et resultat af “den anden bølge” i dansk moderne politisk historie - bøndernes bestræbelser på at overtage magten.

Men landbobefolkningen var splittet i politiske fraktioner og partier. Splittelsen resulterede bla. i dannelsen af Det radikale Venstre i 1905. Partiet fik allerede fra start en central placering i dansk politik. Ikke mindst på det sikkerhedspolitiske område. Ligesiden 1864 - specielt siden Frankrigs nederlag i 1870-1871 til Tyskland - havde Danmark gået på listefødder i international sikkerhedspolitik. Det resulterede i en neutralitetspolitik, der overvejende blev støttet af især Venstrefolk, socialdemokrater og efter 1905 af Det radikale Venstre. I perioden op til og under 1901-1917 gennemsyrede neutralitets- og nedrustningstanken Danmarks sikkerhedspolitik. Det satte naturligvis sit præg på det militære område. Der var brug for færre soldater hvert år, end der var tjenstedygtige unge mænd i en årgang. Udbruddet af Første Verdenskrig ændrede ikke på Danmarks dybtliggende og politisk stærkt forankrede neutralitetstanke. Dog blev der fra politisk hold gjort anstrengelser for at tilfredsstille især Tyskland. Miner blev lagt ud i danske farvande, og den såkaldte sikringsstyrke blev indkaldt.

Det er i lyset af en Verdenskrig og en stigende industrialiserings- og urbaniseringsproces som gav grobund for socialismen ikke mindst i det kraftigt ekspanderende København, undersøgelsen om ulovlig sessionsudeblivelse og artikuleret militærnægtelse i perioden 1901-1917skal ses. Lad mig starte med den ulovlige sessionsudeblivelse.

Første verdenskrig

I kapitel 2 påviste jeg hvorledes krigen 1848-50 og krigen 1864 påvirkede den ulovlige sessionsudeblivelse. Mange unge sessionsduelige mænd forholdt sig aktivt til værnepligtsrisikoen i fredstid og i endnu større grad i krigstid, ved eksempelvis at udeblive ulovligt fra session. Krigsfrygt og krig havde en tydelig indvirkning på danske unge mænd, der skulle på session i perioden 1849-1901. Også i perioden 1901-1917 påvirkede krig den ulovlige sessionsudeblivelse. Omkring Første Verdenskrig forekom udsving i den procentvise ulovlige sessionsudeblivelse, der ikke alene kan forklares i udvandringen fra Danmark. I tilfælde af manglende legal mulighed for at undgå militærtjenesten i krigstid greb unge mænd ikke overraskende i stedet til den mulighed at udeblive fra session. I krise- og krigstider, er der i perioden 1901-1917 en nøje sammenhæng imellem individers - i dette tilfælde unge sessionspligtige mænds - aflæsning af risici og eres forsøg på at undgå samme. Det enkelte individ måtte i en den stadigt stigende sekulariserede og industrialiserede verden i højere grad skabe en ontologisk sikkerhed. I begyndelsen af og under Første Verdenskrig lå den gennemsnitlige ulovlige sessionsudeblivelse højere end den gennemsnitlige ulovlige sessionsudeblivelse i perioden fra 1900 og op til Første Verdenskrig. Den centrale pointe i denne undersøgelse er, at dette kan ses som et tydeligt resultat af unge sessionspligtige mænds aktive stillingtagen til en konkret krigsrisiko.

Figur 3.1 Ulovlig første-gangs sessionsudeblivelse i Danmark 1900-1919.

Kilde: Ministerialtidende afd. B.

Bemærk den relativt jævne kurve frem til 1911. Derefter ses betydelige udsving frem til 1919. To faktorer spillede ind i forhold til den ulovlige førstegangs sessionsudeblivelse i denne periode. For det første ændringen af værnepligtsloven i 1912 og for det andet udbruddet af Første Verdenskrig.

Værnepligtsloven af 8. juni 1912 var en revidering af 1869-loven. Af historisk karakter blev de præsteordineredes fritagelse for værnepligten samt skolelæreres fritagelse for at stå i forstærkningen ophævet. Dermed forsvandt den sidste rest af privilegier for bestemte grupper, og dermed var den tilpasning til en principiel lige og almindelig værnepligt som var forløbet igennem sidste halvdel af 1800-tallet, fuldendt. På papiret. I praksis blev ikke alle erklærede tjenestedygtige indkaldt. Endvidere indskrænkedes muligheden for nummerbytning yderligere, så det kun blev tilladt dem, der var indkaldt til militærarbejdertjeneste ved arbejdstropperne. Udskrivningskredsene bibeholdtes, til gengæld skulle der ikke længere være en repræsentant fra det lokale sogneråd tilstede ved sessionerne. Her er det imidlertid værd at bemærke, at alderen for indkaldelse til tjeneste blev sat ned fra 22 til 20 år, og at den særlige sø-rulle ophævedes således at den sidste rest af sø-udskrivningens særpræg slettedes.¹

Hvis man ser på udviklingen i den ulovlige førstegangs sessionsudeblivelse omkring indførelsen af værnepligtsloven i 1912, ses en tydelig indvirkning, netop grundet den nye værnepligtslov. At indkaldelsesalderen blev nedsat fra 22 til 20 havde den virkning, at flere udeblev ulovligt - med vilje eller ubevidst. For de flestes vedkommende sandsynligvis ubevidst, idet den nye lov skulle have tid til at nå ud til de berørte befolkningsgrupper. At sø-rullen blev lagt ind under landsessionen og at en repræsentant fra det lokale sogneråd ikke længere var til stede under sessionen kan også have spillet en rolle. Alt i alt tyder fordoblingen af den ulovlige sessionsudeblivelse fra 1911 til 1912 på et vist problem med implementeringen af loven. Lovens bogstav nåede tilsyneladende ikke ud til alle de nye sessionspligtige det år. Det blev bedre de efterfølgende år.

Men så brød Første Verdenskrig ud i august 1914, og året efter ses en markant stigning i den procentvise ulovlige sessionsudeblivelse. Sessionerne foregik over hele landet igennem hele året, så sessionsudeblivelsesprocenttallet for 1914 dækker således også over sessioner afholdt i første halvår af 1914 - en periode hvor verdenskrigen ikke var udbrudt. Det har formodentlig haft indvirkning på udeblivelsesprocenten. Året efter, hvor sessionerne blev afholdt i en tid hvor der igennem hele året var en tilstand af verdenskrig, ses en markant stigning af udeblivelsesprocenten på landsplan i forhold til året før.

I hele krigsperioden 1914-1918 er den ulovlige første-gangs sessionsudeblivelse på landsplan i gennemsnit højere end i perioden 1900-1914. Unge mænd, der skulle på session under Første Verdenskrig, havde en tendens til at udeblive i højere grad end i fredstid. Det skyldtes uden tvivl manglende lyst til at skulle deltage i en eventuel krig. De var bange for at dø. Særligt tydeligt er det i 1915. I begyndelsen af krigen var Danmarks rolle usikker. “Indkaldelsen af sikringsstyrken og de mange tusinders rejse gennem landet blev tolket som tegn på, at Danmark nu alligevel kom med i krigen. Det udløste ny usikkerhed og paniklignende reaktioner i dele af befolkningen”.² Som det ses af figur 4.1 havde det også indvirkning på den ulovlige sessionsudeblivelse. Men efterhånden som dagligdagen og Danmarks situation og neutralitet i krigen bundfældedes faldt den ulovlige sessionsudeblivelse støt og roligt til i 1919 at nå et niveau svarende til før-krigen og før 1912-værnepligtslovens ikrafttræden.

Hovedstaden

Hvis vi fra landsplan retter blikket ned på et regionalt plan, er det mest bemærkelsesværdige, hvad angår forholdet imellem udskrivningskredsenes ulovlige sessionsudeblivelsesprocenter, den slående ensarthed i perioden 1901-1911. Procentsatserne og udviklingen er forbavsende ens.³ Der kan være flere forklaringer på den ensartede udvikling i perioden 1901-1911. Jeg vil her fremhæve to.

For det første kan der være en metodisk forklaring. Den foregående undersøgte periode spændte over en længere årrække - lidt over et halvt århundrede fra 1849 til 1901. Sandsynligheden for at eventuelle socioøkonomiske og infrastrukturelle udviklingstendenser påvirkede den ulovlige sessionsudeblivelsesstatistik i retning af mere eller mindre temporære geografiske mønstre er selvsagt større end i en kortere periode, her blot 17 år - fra 1901 til 1917. Vi så netop i det tidligere kapitel 2 hvorledes erhversgeografien og infrastrukturen i form af Fyns tættere netværk af havnekøbstæder og større koncentration af godser og lave udstykningsrate sandsynligvis spillede en rolle i forbindelse med den ulovlige sessionsudeblivelse på Fyn i den periode. Det gjaldt i bemærkelsesværdig høj grad for store dele af perioden 1849-1901. Men der var også perioder hvor den ulovlige sessionsudeblivelsesprocent for Fyn lå endog meget tæt på hele Danmarks gennemsnitlige udeblivelsesprocent. Eksempelvis for årene 1893-1897 og 1899-1900. En kort periode, men dog en periode. En sådan periode er 1901-1917. Et tiår med bemærkelsesværdig ensartethed i den ulovlige sessionsudeblivelsesprocent blandt udskrivningskredsene i Danmark.

Den anden forklaring tager udgangspunkt i Danmarks geografiske homogenitet. Danmark var et lille land. Både arealmæssigt, kulturelt og økonomisk. Arealets udstrækning levnede kun lidt plads til klimatiske, natur- og kulturgeografiske forskelle. Udbygningen af infrastrukturen i takt med industrialiseringsprocessen foregik relativt jævn fordelt geografisk og ingen dele af kongeriget er blevet tilgodeset specielt mere end andre, hvorfor alvorlige regionale forskelle ikke er opstået.⁴ Danmark fremstod som et relativt homogent samfund. Bevares, den industrielle og bymæssige udvikling var godt i gang, og som jeg netop har påpeget tidligere sås bla. infrastrukturelle forskelle imellem Fyn og resten af landet, og imellem by og land (på Fyn), men frem til Første Verdenskrig var Danmark stadig et bondeland. Det var Danmark også under Første Verdenskrig, men industrialiserings-og urbaniseringsprocessen var taget til i omfang og begyndte at komme til udtryk i bla. arbejderbevægelsen. På trods heraf kan et relativt homogent bondeland meget vel have sat sine spor i sessionsudeblivelses-statistikken, netop i form af en relativ ensartethed i perioden op til Første Verdenskrig.

Men under Første Verdenskrig trådte derimod en forskel frem efter 1911. Den væsentligste geografiske forskel udskrivningskredsene imellem i forbindelse med ulovlig sessionsudeblivelse i perioden 1901-1917 var nu, at 1. udskrivningskreds - København og omegn - udmærkede sig ved at have en højere procentvis ulovlig sessionsudeblivelse end landsgennemsnittet i perioden 1911-1917 - med undtagelse af 1916. På trods af et relativt homogent agrart Danmark, kan det hænge sammen med at netop et storby-fænomen var begyndt at slå igennem. Det var i København arbejderklassen og socialismen primært var slået igennem. Denne forskel imellem hovedstaden og landet slog igennem i forbindelse med udbruddet af Første Verdenskrig og indkaldelsen af sikringsstyrken. Urbaniserings- og industrialiserings-processen trådte frem i sessionsudeblivelsesstatistikken i form af en større vægring udtrykt som ulovlig sessions-udeblivelse blandt den storkøbenhavnske udskrivningskreds’ unge sessionspligtige - heriblandt en hel del arbejdere og arbejdersønner. Arbejdernes centrering omkring hovedstaden gav sig i sessionsudeblivelsesstatistikken udslag i en større ulyst blandt arbejderne i at møde op til session. Ulysten bundede i en antipati overfor stat og militær, en antipati som blomstrede i de venstreorienterede arbejderkredse, med København som hovedcenter for den nye socialistiske antimilitarisme.

Figur 3.3 Storøbenhavns kreds’ ulovlige sessionsudeblivelse i forhold til resten af landet

Kilde: Ministerialtidende.

Bondekarlen udeblev

For Fyn i året 1917 gjaldt tilsyneladende samme forhold som for årene 1868-70. Procentvis træder byerne ikke entydigt frem. Tværtimod kan hverken Odense eller havnekøbstøderne fremvise ulovlig sessionsudeblivelse over 12 procent. Denne tendens sås også for perioden 1868-70. Antalsmæssigt er byerne godt repræsenteret, men procentvis er Odense og havnekøbstæderne ikke markant mere ramt af ulovlig sessionsudeblivelse end landlægderne.

Overordnet gav den fynske ulovlige sessionsudeblivelse i 1917 på lægdsplan sig geografisk til udtryk ved at være spredt ud over hele Fyn, med tendens til et landligt islæt.

Dog var Langeland, ligesom i 1868-70, overrepræsenteret mht. antallet af lægder pr. herred hvor der forekom ulovlig sessionsudeblivelse. Med de metodiske forbehold in mente, tyder det ikke på en nævneværdig forandringsforskydning over tid.

Der var stadig procentuelt en tendens til at det var landbefolkningen snarere end bybefolkningen som udeblev ulovligt fra session i 1917 set i forhold til 1868-70. Selve fordelingen mellem land og by havde således ikke i 1917 i forhold til den undersøgte periode 1868-70 ændret sig markant.

Den centrale pointe her er, at det sandsynligvis stadigvæk skyldtes behovet for at komme væk fra en trøstesløs tilværelse på landet og udsigten til et bedre liv, hvis ikke i den nærmeste by så i udlandet. Dermed spillede placeringen af havnekøbstæderne og byerne på Fyn en vigtig rolle i det ulovlige sessionsudeblivelsesmønster, som urbane tiltrækningscentre, sammenholdt med den måske ringere mulighed for at foden under eget bord.

Overordnet lader det heller ikke til, at krigen efterladte sig et tydeligt spor, hvad angår den ulovlige sessionsudeblivelse på selve fordelingen imellem land og by på Fyn.

Opsummerende kan det fastslås at der forekom to ændringer hvad angik den ulovlige sessionsudeblivelse i perioden 1901-1917 set i forhold til den forrige periode 1849-1901. Den første var Fyns ændring fra tidligere at have været overrepræsenteret med usikkerheden in mente, til i denne periode at være på niveau med resten af landet. Den anden var at storbyen København oplevede en betydeligt højere ulovlig sessionsudeblivelse end resten af landet under Første Verdenskrig. Det hang dels sammen med, at det var her, sikringsstyrken fortrinsvis var stationeret, den var en del af gadebilledet, dels industrialiserings- og urbaniseringsprocessen medfølgende arbejderklasses socialistiske agitation. Arbejderne udeblev. Dertil kom at Verdenskrigen havde en iøjenfaldende indflydelse på sessionsudeblivelsen i retning af højere ulovlig udeblivelse. I 1915 udeblev således godt 8 % ulovligt på landsplan første gang de skulle på session. Præcis hvormange som udeblev bevidst, fordi de ville vægre sig militærtjenesten, eller fordi de med en bevidst vægring indirekte eller direkte afværgede en potentiel risiko og dermed bevidst forsøgte at skabe deres egen sikkerhed er ikke muligt at fastslå, men den bevidste vægring ved at udeblive fra session var tydelig i forbindelse med udbruddet og starten af Første Verdenskrig.

Noter