Det Danske Fredsakademi

Den artikulerede militærnægtelse i perioden var et udtryk for en radikal tilpasningsreaktion. Stat-individ-konflikten slog gnister, når den ene part kategorisk afviste den anden. Gennem social praksis og skabelsen af egen ontologi udøvede militærnægterne modmagt. Hvem havde retten til kontrollen over individet. Staten, Gud eller individet selv? De nedenstående konkrete eksempler på artikulerede militærnægtere var et produkt af dette spændingsfelt og denne konflikt, der lå imellem stat og individ.

Jeg har ikke fundet eksempler på denne konflikt i form af artikulerede militærnægtere under Treårskrigen 1848-1850, men i perioden efter, over krigen i 1864 til Systemskiftet i 1901, forekom en række hidtil ukendte tilfælde.

Nægtede at modtage patent til Københavns borgervæbning

Eksempelvis nægtede Frederik B. Jurgens i 1853 i første omgang at modtage sit patent¹ på, at han skulle gøre tjeneste i Københavns borgervæbning². Den 23-årige Frederik blev pga. sin nægtelse indkaldt til krigsforhør, hvor han tilsyneladende skiftede mening, og erklærede sig villig til at modtage patentet, hvorefter sagen i følge straffelisten var afgjort.³

Sagen er medtaget, fordi det i min undersøgelse er kronologisk første gang ordet ‘nægtede’ i forbindelse med aftjening af militærtjeneste optræder i straffelisterne. Men spørgsmålet er, om den unge Jurgens vitterligt ønskede at nægte den militære tjeneste og hvorfor? Det fremgår ikke at materialet. Derimod virker straffen på 2 døgns arrest mild i forhold til forseelsens implikationer. Enten bar krigsretten over med Jurgens, da han under krigsforhør erklærede, at han nu gerne ville modtage patentet, eller også var der forhold omkring sagen, som ikke fremgår af straffelisten.

På den ene siden forekommer her for første gang i undersøgelsen en artikuleret nægtelse af en given militærpligt, på den anden side er kildematerialet kortfattet, og straffen forbavsende mild. Man kunne forestille sig, at Jurgens slet ikke opponerede imod den militære pligt, men blot det givne tid og sted. Eller at Jurgens ikke anså sig selv for at være værnepligtig af den ene eller anden grund. Måske han havde dobbelt statsborgerskab. Tysk og dansk.

Jurgens sag er noget tvetydig hvad angår militærnægtelse, og kan som sådan ikke kategoriseres som åbenlyst artikuleret militærnægtelse. Det kan tilgengæld nedenstående fire religiøse militærnægtere fra 1862 til 1871.

Religiøse militærnægtere

Niels Christensen - anså tjenesten stridende imod Guds ord

Denne undersøgelses første dokumenterede religiøse militærnægter, Niels Christensen, født 1839 på landet i Tersløse sogn i Holbæk amt på Sjælland, nægtede, et stykke tid inde i sin værnepligt, af religiøse grunde at udføre militærtjenesten. Niels Christensens vægringsforløb tyder imidlertid på, at han gennemgik en form for militærnægter-modningsproces. Første gang Niels Christensen optræder kronologisk i straffelisterne er i 1862, hvor han d. 11. oktober arbitrært idømmes 5 dages simpelt fængsel for udeblivelse af kvarteret og for tjenesteforsømmelse.⁴ Tilsyneladende en ubetydelig vægringsdom, men allerede den 22. i samme måned, kun godt en uge efter at han blev løsladt for sin første vægringsfængselsdom, blev han igen idømt fængsel, denne gang 10 dages simpelt fængsel på vand og brød for “nægtelse af at udføre sin tjeneste”.⁵ I begge disse tidlige vægrings- og nægtertilfælde er der ikke i sagsakterne anført nogen motivation. Det er der tilgengæld i en sag fra september 1863. Af denne sag fremgår, at ifølge Niels Christensen stred tjenesten nu imod Guds ord. I straffelisten noteres Niels Christensen således for “nægtelse af at udføre den ham pålagte tjeneste (…) under påskud af, at han anså den stridende imod Guds ord”.⁶ Her italesættes konflikten imellem Niels, Gud og staten. Han forsøgte at skabe sin egen ontologiske sikkerhed i et religiøst verdensbillede, uagtet statens disciplineringsforsøg. Niels blev idømt 10 dages simpelt fængsel på vand og brød.

Denne religiøst baserede artikulerede militærnægtersag fra 1862-64 er således den første af sin art hidtil dokumenteret.

En forklaring på at Niels Christensen først optræder som religiøs militærnægter et stykke tid inde i sin militærtjeneste kunne være, at han havde gået med sine samvittighedskvaler et stykke tid, inden han åbentlyst erklærede sin religiøse militærnægtelse. En anden forklaring går på, at det tog ham nogen tid at udvikle og artikulere en religiøst funderet nægtelse, eller også, som en helt tredje forklaring, blev Niels Christensens religiøse nægterytringer bare ikke nedfældet i starten i straffelisterne, hvilket ikke er usandsynligt.

Bemærk at så relativt uskyldige vægringsdomme som udeblivelse af kvarteret og tjenesteforsømmelse dækkede over en person, der senere erklærede en stærk religiøs baseret militærnægtelse. Dette understreger de metodiske vanskeligheder med at finde frem til militærnægtersager i straffelisterne. Niels Christensens tidlige arbitrære vægringsdomme har jeg metodisk efterfølgende opsporet kun, fordi de senere krigretsdomme omhandlende Niels Christensen netop henviste til hans tidligere arbitrære domme. En væsentlig metodisk grund til at jeg ikke bemærker disse to tidlige arbitrære domme er fordi, disse to tidligste domme fra 1862 netop kun optræder som arbitrære udeblivelsessager. Som nævnt indledninsgvis i kapitlet har jeg metodisk primært koncentreret undersøgelsen omkring krigsretssagerne. Alene krigsretssager udgør flere tusinde. Dernæst har jeg metodisk i gennemgangen af straffelisterne skelet til sagens beskaffenhed. Først da Niels Christensen trådte frem i kilderne som en krigsretssag og beskrevet som “nægtelse”, fik jeg øje på ham. Der kunne sandsynligvis “gemme” sig andre tilsvarende militærnægtersager i kilderne som ikke umiddelbart fremtræder som militærnægtersager, fordi sagerne, i lighed med Niels Christensens tilfælde her, er blevet noteret som værende desertion, absentation, tjenesteforsømmelse, udeblivelse eller sågar selvlemlæstelse. Se eventuelt bilag 2.5 for eksempler på slige vægringssager.

Efter den 3. dom i 1863 optræder Niels og hans religiøse indvendinger imod den militære tjeneste, ikke længere i straffelisterne fra 1863. Niels er sandsynligvis blevet hjemsendt efter endt tjeneste. Her ville den hidtil første dokumenterede religiøst artikulerede militærnægtersag i Danmarkshistorien formodenltlig være forbi - hvis det ikke var fordi, Danmark kom i krig året efter i 1864. Niels blev genindkaldt.

Han holdt imidlertid fast i sit eget verdensbillede og nægtede at efterkomme genindkaldelsesordren af religiøse grunde.⁷ Straffen blev relativ hård. Ikke overraskende når man tænker på, at Danmark på dette tidspunkt lå i krig. Dommen over Niels Christensen af 6. april 1864 - midt under det tyske bombardement af Dybbøl - lød på 20 dages simpelt fængsel på vand og brød samt et års forlænget tjenestetid.⁸ Krigen kom næppe som den helt store overraskelse hverken for Niels Christensen eller andre danskere. I de sidste uger af 1863 styrede Danmark lige mod krigen. Det var der flere årsager til. For det første havde det sønderjydske spørgsmål ligget og ulmet lige siden den første slesvigske krig sluttede i 1850. I årene op til krigen havde de nationalliberale oppisket en nationalromantisk stemning, og formået at få store dele af befolkningen med på en forfatningspolitik, der inkluderede Slesvig. Uden tøven forelagde den danske nationalliberale regering i september 1863 et færdigt grundlovsforslag både for Danmark og Slesvig. Grundlovsforslaget var kontrover-sielt i forhold til de tysksindede i hertugdømmerne, men den nationaliberale regering ledet af C.C.Hall ønskede Danmarks grænser rykket ned til floden Ejderen i Slesvig, og sekundært ønskede de med dette nye grundlovsforslag at indskrænke demokratiet. Men de gjorde regning uden vært og formåede ikke klart at analysere den udenrigspolitiske situation især ikke Kansler von Bismarcks egentlige interesse - krig med Danmark når chancen bød sig. Men hvem gjorde egentlig det i de hektiske slutmåneder af 1863? Den 13. november 1863 blev den ny forfatning, også kaldet novemberforfatningen, vedtaget i Rigsrådet. Vedtagelsen var som en rød klud for de tysksindede i hertugdømmerne og en kærkommen lejlighed for Bismarck til at demonstrere sin militære magt. To dage efter, den 15. november 1863, døde den folkekære og nationalt indstillede Frederik 7. Den efterfølgende konge, den 45-årige Christian 9., stod derimod i en umulig situation i forhold til det nationale spørgsmål, med sin halvt tyske afstamning. Ministeriet Hall forelagde den nytiltrådte konge den vedtagne grundlov til underskrivelse, og samtidig truede Hall med at gå af, hvis kongen ikke skrev under. Udenfor Amalieborgs mure råbte folk vrede ord vendt imod kongen. Fra kongens synspunkt var hele stemningen åbenbart så truende at han tilsyneladende kun havde valget imellem at abdicere eller underskrive forfatningen. Den endelige vedtagelse af den dansk-slesvigske forfatning ophidsede yderligere folket i Tyskland og blev nærmest anset som en krigserklæring. Danmark styrede mod katastrofen. I begyndelsen af december 1863 mobiliserede Danmark og de første tropper afgik fra København til sønderjylland. Indenrigspolitiske stridigheder imellem kongen og ministeriet Hall, førte imidlertid til Halls afgang og udnævnelsen af D.G.Monrad som konseilspræsident. Konflikten optrappedes og den 23. december 1863 rykkede preussiske tropper ind i Lauenborg og Holsten og truede med at fortsætte ind i Slesvig, som pant for at Danmark skulle opgive novemberforfatningen. Men ej heller ministeriet Monrad var i stand til at styre uden om krigen i sidste øjeblik. Da Danmark af Preussen og Østrig i januar 1864 fik et 48-timers ultimatum om at ophæve novemberforfatningen, et krav som ingen magter i Danmark ville opfylde, var krigen en kendsgerning. Det er i dette nationalromantiske og nærmest krigsforherligende lys Niels Christensens beslutning om militærnægtelse skal ses.

Niels var født på landet i Holbæk amt. Hans opvækst i - sandsynligvis - religiøse omgivelser formede hans overbevisning. Niels var et produkt af hans stedtilknytning og de rammer i hans omgivelser, der var sat for hans virke. Disse forhold sammenholdt med helt personlige fortolkninger gjorde ham tilsyneladende stærkt skeptisk overfor den militære tjeneste. Niels Christensens sag, og det bekræfter nedenstående yderligere eksempler også, illustrerer, at militærnægtelsen i Danmark opstod før det egentlige industrielle gennembrud, og at den første religiøst artikulerede militærnægter kom fra landet. Niels Christensen forholdt sig radikalt til “risikosamfundet”, og skabte sin egen, religiøst funderet, ontologiske sikkerhed. Det gjorde nedenstående militærnægere også

Ove H. Petersen - Af religiøs sværmeri vægret sig ved at iføre uniform

Niels Christensen var ikke alene om sin religiøse militærnægtelse. Det vidner sagen om den ligeledes religiøse militærnægter Ove Hendrik Petersen, født i landsognet Bier i Skanderborg amt, om.⁹

I perioden 1863-65 blev Ove Petersen 4 gange dømt for vægring grundet religiøs overbevisning. Første gang i 1863 blev han idømt 20 dages simpelt fængsel på vand og brød, samt 1 års forlænget tjenestetid, “for at have vægret sig ved at efterkomme indkaldelsesordren”.¹⁰ Anden gang Petersen optrådte i straffelisterne var fra 1864. Under en krigsretssag hvor dommen blev afsagt d. 6. april 1864 stod han tiltalt for “Af religiøs Sværmeri vægret sig ved at iføre Uniform og unddraget sig sin Udskrivning”.¹¹ Dommen lød på 10 dages simpelt fængsel på vand og brød. Bemærk i øvrigt datosammenfaldet d. 6. april 1864 imellem Petersens og ovenstående Niels Christensens krigsretssager.

Kort efter afsoningen af dommen afsagt den 6. april 1864 blev han for tredje gang, nærmere bestemt den 30. april igen dømt for religiøs vægring, denne gang for pga. “af religiøs Sværmeri vægret sig ved at udføre (…) Tjenesteforretning”.¹² Min parentes. Denne gang idømt 10 dages strengt fængsel på vand og brød.

Ove Petersen fortsatte imidlertid sin religiøse vægring. I 1865 blev han for fjerde gang dømt for vægring. Denne gang stak Petersen af, men blev anholdt og dømt for desertion. I straffelisten noteret i parentes: “Paa grund af religiøs Sværmeri”.¹³ Dommen lød på strengt fængsel på vand og brød i 30 dage. Den skærpede straf skal ses i lyset af hans tidligere vægringsdomme, men sandsynligvis også i lyset af, at hans gentagende vægring bundede i en religiøs funderet antipati overfor den militære værnepligt. Normalt lå en førstegangs desertion på 10-20 dages simpelt fængsel.¹⁴

En sammenfatning af Ove Petersens sagsforløb og motivation giver et tydeligt billede af en militærnægter, også selvom ordet ‘militærnægter’ ikke benyttes i kilderne. Betydningen af formuleringerne “Af religiøs Sværmeri vægret sig ved at iføre Uniform og unddraget sig sin Udskrivning”, “Af religiøs Sværmeri vægret sig ved at udføre (…) Tjenesteforretning”og “Desertion (Paa grund af religiøs Sværmeri)” er ikke til at tage fejl af.

Ligesom Niels Christensen var Ove Petersen født på landet. De var i øvrigt indkaldt til og gjorde mere eller mindre tjeneste i samme regiment. Det er nærliggende at tro, at de har kendt og påvirket hinanden.

De to første militærnægtere jeg har fundet frem til i straffelisterne kom således fra landet. Men også den tredje og ligeledes religiøse militærnægter, Jens Andersen, kom fra landet, nærmere bestem Saltum i Hjørring amt.

Jens Andersen 1865-66 - På grund af religionsskrupler nægtet at tjene som soldat

Ligeledes af religiøse grunde nægtede Jens Andersen, fra Saltum landsogn i Hjørring amt, gentagende gange konsekvent at tjene som soldat. Mindst tre gange blev han dømt for at have nægtet at tjene som soldat. Første gang i marts 1865 blev han idømt 10 dages simpelt fængsel på vand og brød, for “Nægtet at tjene som Soldat”, dog uden at der i straffelisten er anført nogen nærmere begrundelse.¹⁵ Anden gang i april 1866 blev straffen fordoblet til 20 dages simpelt fængsel på vand og brød og tredje gang i juli 1866 blev han straffet med 30 dages strengt fængsel på vand og brød, for som straffelisten anfører ved begge disse to sidste domme; “Paa Grund af Religionsskrupler nægtet at tjene som Soldat”.¹⁶

At straffen optrappedes var gængs procedure. Jeg har stødt på mange sager med et lignende vægrings- og straffeforløb, eksempelvis 1., 2. og 3. gangs desertion. Det bemærkelsesværdige ved Jens Andersens sag er imidlertid, at han blev dømt for “at nægte at tjene som soldat”, tillige anført i straffelisten pga. “religionsskrupler”. Spørgsmålet er hvor mange af lignende vægringssager dækkede over religiøs eller nok snarere anden funderet bevidst militærnægtelse, men som blot ikke træder frem i kilderne?

Et andet bemærkelsesværdigt forhold ved Jens Andersens sag er, at Jens Andersen ikke senere dukker op i hverken Straffelister eller Relationer til Kongen, hvilket han burde, hvis han havde fortsat sin konsekvente militærnægtelse. Efter den sidste dom i juli 1866 er Jens Andersen som forduftet fra de tilgængelige straffelister. Enten er de eventuelle senere kilder, hvori hans eventuelle senere militærnægtelse burde optræde, ikke bevaret, eller også er kilderne bevaret, uden at jeg har fundet dem, eller også som en tredje mulighed ophørte Jens Andersen sin religiøse militærnægtelse. Der er også den fjerde mulighed, at Jens Andersen efter sin dom i juli 1866 havde udstået sin værnepligtstid og ikke siden har været i kontakt med det militære system. Endelig er der den femte mulighed, at han blev hjemsendt før tid og dermed lempet ud af det militære system, hvilket ikke er usandsynligt. Som jeg påviser i næste kapitel blev mange af de politiske militærnægtere under Første Verdenskrig, netop hjemsendt som for tiden utjenstdygtige, for den vej at slippe uden om det prekære militærnægterproblem.

Stevnsborg - idømt 3 års forbedringshusarbejde for militærnægtelse

Sagen om Julius Thorvald Stevnsborg, født i København d. 12. juli 1846, er bemærkelsesværdig, for det første fordi han er den mest veldokumenterede, for det andet fordi han var den mest velformulerede og velartikulerede af de tidlige religiøse militærnægtere i historien, og for det tredje fordi at han adskilte sig fra de tidligere ved at være født og opvokset i København. De forrige var født på landet.

Der findes mindst tre kilder, som kan belyse Stevnsborgs sag. For det første er der Straffelister fra generalauditørens justitsarkiv i Rigsarkivet, dernæst er der generalauditørens Relationer til Kongen ligeledes generalauditørens justitsarkiv i Rigsarkivet og endelig omtales Stevnsborg i kvækerarkivet.

Julius Thorvald Stevnsborg var en konsekvent religiøs militærnægter. Første gang vi stifter bekendskab med Stevnsborg er i straffelisterne fra 1871.¹⁷ Her fremgår det, at Stevnsborg i maj 1871 blev straffet for udeblivelse fra 3 på hinanden følgende sessioner og derudover for vægring ved at udfylde sin værnepligt. Stevnsborg tilstod og blev idømt 8 dages mørk arrest - dog uden indskrænkning i kosten.¹⁸ Bemærk i øvrigt hvorledes Stevnsborg er et eksempel på én persen som ulovligt udeblev fra session pgr. sin religiøse nægtelse. Efter afstået straf, blev han løsladt og frigivet - til militærtjeneste. Men Stevnsborg var standhaftig og fortsatte sin militærnægtelse. Umiddelbart efter, i juni samme år, idømmes han simpelt fængsel på vand og brød i 30 dage “for vægring ved at tjene som soldat” og da han stadig fastholdt sin militærnægtelse idømmes han i juli samme år 3 års forbedringshusarbejde “for vægring ved at tjene som soldat”. I forbindelse med denne dom i juli 1871 sendtes hans sag til kongelig resolution. Det er her, fra general-auditørens Relationer til Kongen, at vi kan få mere detaljerede oplysninger om Stevnsborg. I forbindelse med indstillingen til kongen blev der udarbejdet en udførlig sag på Stevnsborg, som den dag idag er bevaret i Relationer til Kongen i Rigsarkivet. Det er fra denne kilde, Stevnsborgs historie klarest kommer til udtryk. Fra straffelisterne er f.eks ikke oplyst noget om Stevnborgs bevæggrunde for sin sessionsudeblivelse og vægring ved at udføre tjenesten, blot at han dømmes “for vægring ved at tjene som soldat”. Jeg har således måtte arbejde mig baglæns gennem kilderne. Først opdagede jeg Stevnsborgs sag i kvækerarkivet, dernæst i Relationer til Kongen og endelig gennemgik jeg meget nøje straffelisterne i perioden og fandt Stevnsborgs sag i straffelisterne for 15. batl. sag nr. 1, 2 og 3 i 1871.¹⁹

Stevnsborg var som søn tømrer og blev i 1860 konfirmeret. Fra skolen blev han anbefalet som en meget flittig og godt begavet dreng. Efter i 1½ år at have stået i lære i Bærentsen & Comps litografiske Institut, kom han i bogtrykkerskolen, og fik senere fast arbejde som typograf først i København senere i Viborg. Han var ikke straffet som civil, og blev betegnet som et velopdragent, ordentligt og skikkeligt menneske.

Da han efter 3 gange at være udebleven fra session, blev han med magt ført til kasernen, hvor han nægtede af religiøse grunde at modtage mundering og overhovedet at opfylde den ham påhvilende værnepligt, hvorfor han blev straffet med 8 dages mørk arrest.²⁰ Han gentog imidlertid sin vægring ved at gøre militærtjeneste og blev derfor straffet, først arbitrært med 5 dages simpelt fængsel på vand og brød og derefter med samme slags fængsel i 30 dage. Efter at have udstået også denne straf pådrog han sig straks påny tiltale for fortsat vægring ved at opfylde sin værnepligt.²¹

Efter hvad der er forklaret under forhørerne var tiltalte allerede som dreng ualmindelig bibelfast, og han læste gerne religiøse skrifter. Denne tilbøjelighed til læsning havde have beholdt, og især Søren Kierkegaard havde haft indflydelse på ham. Uden at have støttet sig til nogen menighed var han allerede i sit 18. år kommet til den overbevisning, at det var stridende mod kristendommen at befatte sig med krig eller endog blot lære at bruge våben mod mennesker. Kristus Jesus har formanet til at elske vore fjende og forbudt at ihjelslå, erklærede han, og dette var hans urokkelige overbevisning.²² Stevnsborg satte hermed konflikten på spidsen. Statens forsøg på at kontrollere ham kunne kun ske via rå magt. Som retsprotokollen skriver: “Skønt han som foran nævnt 3 gange er straffet for sin vægring ved at modtage mundering eller forrette sin ham befalte tjeneste fortsatte han sin vægring og har derfor, da der efter vedkommende læges erklæring ikke er grund til at drage hans tilregnelighed i tvivl, igen måttet stilles for krigsretten. Thi kendes for ret: Rekrut af 15. bataillon 4. Kompagni nr. 726 Julius Thorvald Stevnsborg hensættes til forbedringshusarbejde i 3 år”.²³

Afslutningsvis tilføjer kilden, at han under forhøret havde udtalt, “at det ikke ville være ham muligt at gøre tjeneste i uniform”. Generalauditøren fortsætter derefter med at beskrive sagens formaliteter og afslutter med en indstilling til kongelig resolution. Bemærk at det konstruerede ord militærnægter ikke bruges. Derimod benyttes eksempelvis “vægring” og sætningen “nægtede af religiøse grunde at modtage mundering og overhovedet at opfylde den ham påhvilende værnepligt”.

Kilden Relationer til Kongen er en samtidig førstehåndskilde til oplysningen om Stevnsborgs vægringsforløb og nægtelse af at gøre militærtjeneste pga. sin religiøse overbevisning. Kilden kan ikke siges at have tendens til at fremhæve eller på anden måde glorificere militærnægtelsen. Tværtimod. På den baggrund virker kildens beskrivelse af Stevnsborgs nægtelse troværdig. Dertil kommer, at en senere publikation om kvækerne i Danmark - Glimt fra dansk kvækerhistorie - også nævner Stevnsborgs militærnægtersag, og i øvrigt også Ove Petersens, én af de førnævnte religiøse nægtere. Glimt fra dansk kvækerhistorie kan bruges til at supplere indtrykket af Stevnsborgs og i øvrigt også Ove Petersens militærnægtelse. Glimt fra dansk kvækerhistorie udkom i anledning af 100-året for Vennernes Samfund - Kvækerne - i Danmark (1875-1975). Kvækeren Johan Marcussen var medlem af Vennernes Samfund i Danmark og redaktør af kvækerbladet Venlig Budbringer, som udkom første gang i januar 1898.²⁴ Hans datter, Martha Marcussen, var i årene omkring 1948-50 optaget af den danske kvækerhistorie, og i hendes efterladte papirer fandtes en uafsluttet artikel, som er gengivet uændret in extenso i jubilæumsskriftet Glimt fra dansk kvækerhistorie fra 1975.²⁵ Ifølge Martha Marcussens artikel skrev kvækeren I.H.Schnor i det danske kvækerblad Venlig Budbringer i 1900 følgende: “I 1864 ved Krigens begyndelse kom der Mødeordre til Ove Petersen, boende i Horsens. Af borgerlig Stilling var han Former, i Tjenesten var han Underkorporal ved 9. Battl. med Plads i Slesvig. Han efterkom ikke Ordren, eftersom han havde en fast Overbevisning om, at han ikke burde gøre det. Han afhentedes da med Militærmagt, og med lænkede Hænder førtes han til Militærfængslet i København. Her undersøgtes han af Lægen, der fandt ham normal, og af en Præst, der formanede ham til at opgive sine særegne Meninger og underkaste sig; men Ove Petersen holdt ud saavel til dette som senere, da han for Vægring paadrog sig 3 krigsretsdomme, den ene efter den anden, med Rottingslag og efterfølgende “Vand og Brød”. Derefter sattes han i betinget frihed og hjemsendtes til sin familie efter Fredsslutningen. Ove Petersen lever nu i Chicago. Senere i Fredstid, har Typograf Julius Stevnsborg nægtet at indfinde sig efter Ordre fra de militære Autoriteter - af samme grund som Ove Petersen. Da han fastholdt sin Vægring, idømtes han 16 Maaneders Cellefængsel, blev eftergivet Halvdelen og udstod de 8 Maaneder i Vridsløselille. Stevnsborg lever nu i Brazilien”.²⁶ Ifølge Martha Marcussen såvidt Venlig Budbringer. Det er ikke lykkedes mig at opspore det nummer af Venlig Budbringer hvori I.H.Schnors artikel angiveligt skulle være optrykt. Hvorfra I.H.Schnor har sine oplysninger om Ove Petersen og Stevnsborg ved jeg ikke. Men at de var militærnægtere fremgår af straffelisterne og for Stevnsborgs vedkommende tilmed fra Relationer til Kongen. De to sidstnævnte kilder modsiger i nogen grad I.H.Schnors beskrivelse af Petersen og Stevnsborg. Eksempelvis var Petersen ikke underkorporal men værnepligtig trainkudsk og han gjorde ikke tjeneste ved 9. batl. i Slesvig med tilhørte Københavns garnisons jurisdiktion. Om Petersen fik pisk, rottingslag som det også kaldtes, fremgår heller ikke af straffelisten. Overordnet bekræfter straffelisten at Ove Petersen var militærnægter i perioden omkring krigen 1864. Heller ikke Schnors beskrivelse af Stevnsborgs straffeforløb stemmer helt overens med kilden Relationer til Kongen, men supplerer på interessant vis indtrykket af Stevnsborgs militærnægtelse.

Martha Marcussen tilføjer, at hverken Ove Petersen eller Stevnsborg var kvækere på det tidspunkt, de nægtede.²⁷ I 1864 var der intet organiseret kvækersamfund i Danmark. Alligevel har Kvækernes historie i Danmark rødder langt tilbage i historien. I glimt gengiver Martha Marcussen, hvordan missionærer fra England fra midten af 1600-tallet og opefter med mere eller mindre held forsøgte at få fodfæste her i landet. Men først i 1875 var Danmark modent til et egentligt organiseret kvækersamfund. Et møde i Vejle 1875 betragtes som det stiftende møde.²⁸ Kvækernes arbejde for fred var en hjørnesten i deres tro. Antimilitarisme og militærnægtelse var derfor en naturlig konsekvens af kvækernes samvittighed. Om militærnægtelse skriver Marcussen: “Ganske vist var der med Grundloven opnaaet Religionsfrihed i Danmark, saa at ingen forfulgtes og straffedes, fordi de i deres Tro afveg fra Folkekirken; men saa langt som til Militærnægtelse strakte Friheden sig ikke, og blandt de religiøst vakte var der flere, der saa Krig som uforenelig med jesu Lære, og som tog konsekvensen af deres Standpunkt, selv om Konsekvensen var en for os i vore Dage urimelig haard Straf”, hvorefter hun som eksempel henviser til I.H.Schnors artikel i 1900 om Ove Petersen og Stevnsborg.²⁹

Ovenstående konkrete militærnægtere kan ses indefor rammen af Giddens strukturationsteori, perspektivet om ontologisk sikkerhed, brug af radikale tilpasningsreaktioner og gennem social praksis at udøve modmagt overfor staten. Risikosamfundet gjorde sig også i nogen grad og især i forbindelse med krig og fred gældende i denne periode, og det aflæste disse militærnægtere og forholdt sig aktivt til den. At ovenstående militærnægtere ikke var de eneste, vidner en række allerede kendte militærnægtersager om.

Publicerede militærnægtersager.

Noter

Top