Det danske Fredsakademi

Næste skridt imod fred

Af Linus Pauling 1964

Oversat af Esther Brinch

Det er min overbevisning, at der aldrig mere vil komme en verdenskrig, en krig hvor man vil benytte de frygtelige våben, der bygger på atomkernernes energi. Det er også min overbevisning, at det er de videnskabelige opdagelser, hvorpå konstruktionen af de frygtelige våben blev baseret, der nu tvinger os til at gå ind i en ny periode i verdenshistorien, en periode, hvor fred og fornuft hersker, hvor verdens problemer løses i overensstemmelse med menneskets intelligens og ikke ved krig eller ved vold, men i overensstemmelse med verdensomfattende love, på en måde, som er retfærdig over for alle nationer og tjener alle folks vel.

Vi må nu forlade vor indgroede sædvane, krigen, og samtidig de egoistiske fordele af økonomisk udnyttelse og national opportunisme, som er det grundlag, krigen egentlig bygger på.

Aristoteles stillede det spørgsmål »Kan et moralsk menneske repræsentere sin nation«, og han svarede »Nej; fordi nationer er umoralske. Det anses for rigtigt af en stærk nation at angribe en svag, hvis den selv kan få fordel deraf, uden hensyn til hvad moralske principper siger om en sådan handling.«

Nu er det tiden, hvor vi skal sørge for, at nationer bliver moralske - at de accepterer de etiske og moralske principper, som fortidens store religiøse og filosofiske ledere lærte, og som accepteres af de fleste enkeltpersoner, over hele verden.

Vi - De og jeg - som tror på, at de moralske principper må være fremherskende, må sætte vore kræfter ind på at arbejde imod de nationale regeringers umoral, krigens umoral.

Må jeg minde om, at Alfred Nobel ønskede at opfinde »et stof eller en mekanisme med en så frygtelig evne til masseødelæggelse, at krig derved blev umuliggjort for bestandig«. To trediedel århundrede senere opdagede videnskaben de eksplosive stoffer, som Nobel ønskede at opfinde - de spaltbare stoffer uran og plutonium, hvis eksplosive kraft er en million gange så stor som Nobels foretrukne eksplosionsstof nitroglycerin, og stoffet litiumdeuterid, der kan undergå en fusionsproces med en energiudvikling, der er syv millioner gange så stor som den, man får fra nitroglycerin.

De første af de frygtelige mekanismer, der indeholdt disse stoffer, uran-235- og plutonium-239-bomberne, bragtes til eksplosion i 1945 i Alamogordo, Hiroshima og Nagasaki. I 1954, ni år senere, bragtes den første fissions-fusions-fissions-, den såkaldte tretrins-superbombe til eksplosion, nemlig den 20 megatons store Bikinibombe med en eksplosionskraft, der var tusind gange større end atombomben, som ødelagde Hiroshima i 1945.

Denne ene bombe, superbomben af 1954, indeholdt mindre end een ton atomsprængstof. Den energi på 20 megatons = 20 millioner tons TNT, der udløstes ved eksplosionen af denne ene bombe, var større end energien af alle de eksplosionsstoffer, der er brugt i alle de krige, der har fundet sted i hele verdenshistorien, inclusive den første og den anden verdenskrig.

Der er nu fabrikeret tusinder af disse store superbomber, og i dag, 18 år efter konstruktionen af den første atombombe, har kernevåbenmagterne så store lagre af disse våben, at hvis de blev brugt i en krig, ville hundreder af millioner mennesker blive dræbt, og selve vor civilisation ville muligvis ikke overleve katastrofen.

På denne måde er de mekanismer, Nobel havde i tankerne, nu blevet en kendsgerning, og krig er blevet umuliggjort for bestandig.

Verden er nu begyndt på sin metamorfose, sin forvandling, fra sin histories primitive periode, da konflikter mellem nationer blev løst ved hjælp af krige, til sin modenheds periode, hvor krig vil blive afskaffet og verdenslove træde i stedet. Den første store etape af denne metamorfose eller forvandling skete for kun nogle få måneder siden - afslutningen efter års diskussion og forhandling af en traktat mellem De forenede Stater, Storbritannien og Sovjetunionen, hvori man afstår fra prøveeksplosioner med kernevåben på jordens overflade, i havene og i det ydre rum - og næsten alle verdens nationers ratifikation og underskrift af denne traktat.

Jeg tror, at fremtidens historikere meget vel kan betegne oprettelsen af denne traktat som det vigtigste skridt, regeringerne nogensinde har taget, nemlig som den første af en serie traktater, der vil føre frem til en ny verden, hvori krig er afskaffet for bestandig.

Som amerikaner føler jeg en særlig taknemmelighed over for vor store præsident John F. Kennedy, som fik en så tragisk død for kun 6 uger siden. Efter min mening kunne denne betydningsfulde internationale traktat ikke være blevet afsluttet og ratificeret uden præsident Kennedy's overbevisning, beslutsomhed og politiske dygtighed.

Videnskab og fred er nøje forbundet med hinanden. Verden har undergået store forandringer på grund af videnskabsmænds opdagelser, især i det sidste århundrede. Vor øgede viden giver os nu mulighed for at udrydde fattigdom og sultedød, for betydelig lindring i de lidelser, der er forårsaget af sygdom, for effektiv udnyttelse af verdens rigdomme til menneskehedens vel. Men den største af alle forandringer er indtrådt med hensyn til krigens karakter - den mange millioner gange forøgede eksplosionskraft.

Endog afprøvningen af kernevåben forårsager skade på mennesker; af de næsten 100 millioner børn, der kommer til verden hvert år, har omkring 4 millioner så alvorlige fysiske eller mentale defekter, at de vil betyde store lidelser for dem selv og deres forældre og lægge større byrder på samfundet. Arvelighedsforskere skønner, at for omkring 5 0/0, altså årlig 200.000 af disse børn, stammer de alvorlige skader fra de såkaldte genmutationer, d. v. s. forandringer i arve anlæggene, som er forårsaget af den naturlige, energirige stråling d. v. s. kosmiske stråler og naturlig radioaktivitet, som vore kønsorganer ikke kan beskyttes imod. Dette talmæssige skøn er temmelig usikkert, men arvelighedsforskere er enige i, at det er af den rigtige størrelsesorden.

Endvidere er arvelighedsforskere enige i, at en hvilken som helst yderligere udsættelse af de menneskelige kønsceller for energirig bestråling medfører en forøgelse i antallet af mutationer og en forøgelse i antallet af defekte børn, der vil blive født i kommende år.

Eksplosionen af kernevåben i atmosfæren frigør radioaktive spaltningsprodukter - cæsium 137, strontium 90, jod 131 og mange andre. Yderligere vil de neutroner, der opstår som resultat af eksplosionen, sammen med kvælstofatomkerner i atmosfæren danne store mængder af et radioaktivt isotop af kul, kulstof 14, som så vil blive indbygget i ethvert menneskes organiske stoffer. Disse radioaktive produkter virker nu skadeligt på den samlede masse af menneskelige arveanlæg og øger antallet af børn, der fødes defekte.

Nogle mennesker har fremhævet, at forøgelsen i antallet af alvorligt defekte børn som følge af afprøvning af kernevåben er lille sammenlignet med det samlede antal defekte børn, og har derfor ment, at man ikke skulle tage hensyn til den genetiske skade forårsaget af bombeeksplosionerne. Jeg har derimod hævdet, at hvert eneste menneske er vigtigt, og at hvert eneste barn, som på grund af vore handlinger kommer til verden for at leve et liv i lidelser og elendighed, bør tynge vor samvittighed. I sin radiotale til det amerikanske folk den 26. juli 1963 sagde præsident Kennedy:

»Tabet af bare et menneskeliv eller vanskabningen af bare et lille barn - selvom det fødes, længe efter at vi er borte - bør angå os alle. Vore børn og børnebørn er ikke bare statistik, som vi kan være ligegyldige overfor.«

Efter mit skøn vil ca. l 00.000 levedygtige børn blive født med alvorlige fysiske eller mentale defekter forårsaget af cæsium 137 og andre spaltningsprodukter fra de prøveeksplosioner, der har fundet sted fra 1952 til 1963, og hvis den menneskelige race overlever, 1.500.000 flere med alvorlige skader forårsaget af kulstof 14 fra disse prøveeksplosioner. yderligere kan det ventes, at omkring ti gange så mange vil dø på fosterstadiet, ved fødselen eller i barnealderen - ca. en million som følge af spaltningsprodukterne og 15 millioner af kulstof 14. Et endnu større antal børn vil måske have mindre skader som følge af prøveeksplosionerne; disse mindre skader, som vil gå i arv fra den ene generation til den anden og derfor ikke forsvinde igen, kan blive skyld i mere lidelse i tidens løb end de større defekter.

Ca. 5 % af virkningen af spaltningsprodukterne og 0,3 % af virkningen af kulstof 14 vil måske vise sig i den første generation, d. v. s. ca. 10.000 levedygtige børn med alvorlige fysiske eller mentale skader og 100.000, der dør på fosterstadiet, ved fødselen eller i barnealderen.

Disse skøn stemmer i hovedsagen overens med andre videnskabsmænds og med nationale og internationale komiteers skøn. De er alle meget usikre grundet på manglerne i vor viden. Usikkerheden udtrykkes sædvanligvis ved, at man siger, at de virkelige tal kan være en femtedel så store, eller de kan være fem gange så store, og fejlene kan faktisk være endnu større.

For tre dage siden, ved min pressekonference, var jeg rystet over et eksempel på dansk journalistiks mangel på ansvarsfølelse. Jeg mindes ikke at have oplevet noget sådant, da min kone og jeg for 36 år siden arbejdede i Niels Bohrs Institut for teoretisk fysik. En journalist, der repræsenterede en førende københavnsk avis, anmodede mig forleden om at forsvare mig over for den beskyldning, at jeg havde gjort mig skyldig i stærk overdrivelse af den skade, der forårsages af prøveeksplosionerne med bomberne. Han sagde, at jeg havde hævdet, at 16 millioner børn i næste generation ville lide alvorlig skade på grund af prøveeksplosionerne.

Han tog fejl. Jeg havde aldrig sagt det. Jeg havde sagt 16 millioner gennem 100 generationer - kun ca. 110.000 børn i første generation. Men kan vi forsvare at ofre blot 110.000 af vore børn i første generation på det projekt at forbedre våben, så de kan dræbe hundreder af millioner af mennesker? Vi kan være taknemmelige for, at de fleste nationer i verden ved at ratificere traktaten af 1963 er gået ind på ikke at deltage i afprøvning af kernevåben i atmosfæren; men hvilken tragedie, at denne traktat ikke blev afsluttet to år før. Af de samlede afprøvninger af 600 megatons indtil nu har tre fjerdedel af prøverne, 450 megatons, fundet sted i 1961 og 1962. At der ikke blev afsluttet en traktat i 1959, 1960 eller 1961, tilskrev regeringerne i De forenede Stater, Storbritannien og Sovjetunionen de eksisterende uoverensstemmelser i opfattelsen af metoderne til inspektion af underjordiske prøver. Disse uoverensstemmelser var ikke ryddet af vejen i 1963, og dog blev den traktat, der standser afprøvninger i atmosfæren, afsluttet. Hvilken tragedie for menneskeheden, at regeringerne ikke accepterede denne løsning, inden de i 1961 tog det frygtelige skridt at genoptage afprøvningerne af kernevåben!

En verdenskrig ville være en katastrofe for hele menneskeheden og ville måske ødelægge vor civilisation og udslette den menneskelige race.

En enkelt 20-megatons-bombe kunne med lethed ødelægge en hvilken som helst by i verden og dræbe de fleste af dens indbyggere. Tusinder af disse store bomber er fabrikeret tillige med de fremføringsmidler, der skal kaste dem.

Præcise oplysninger om de eksisterende lagre af kernevåben er ikke frigivet. Deltagerne i den sjette Pugwash-konference i 1960 gik ud fra det anslåede tal 60.000 megatons. Dette er 10.000 gange den mængde eksplosionsstoffer, der blev anvendt i den anden verdenskrig, hvilket vil sige, at verdens lager af militære eksplosionsmidler gennemsnitlig er fordoblet hvert år siden 1945. Mit skøn for 1963, under forudsætning af den fortsatte fabrikation af kernevåben i de tre sidste år, er 320.000 megatons.

Betydningen af den anslåede samlede mængde på 320.000 megatons atombomber vil man forstå af følgende: Hvis der i morgen udbrød en 6-megatons-krig, svarende i eksplosionskraft til hvad der blev brugt i den anden verdenskrig, og hvis en sådan krig brød ud igen den følgende dag o. s. v., dag efter dag i 146 år, ville det nuværende lager være udtømt, men faktisk kunne dette lager også bruges på en enkelt dag, dagen for den tredie verdenskrig.

I en større kernevåbenkrig kunne der udmærket godt bringes i alt 30.000 megatons, en tiendedel af de anslåede lagre, til eksplosion over de befolkede egne af De forenede Stater, Sovjetunionen og de andre større europæiske lande. Studiet af Hugh Everett III og George E. Pugh fra Afdelingen for Vurdering af Våbensystemer ved Instituttet for Forsvarsanalyser i Washington, D. C., gengivet i beretningerne for 1959 for U. S. Kongressens specielle underkomite for strålingsspørgsmål, gør det muligt for os at danne os et skøn over de skader, der ville være en følge af en sådan krig. Dette skøn går ud på, at 60 dage efter den dag krigen var begyndt, ville 720 millioner af de 800 millioner mennesker i disse lande være døde, 60 millioner ville være levende, men alvorligt skadet, og der ville være 20 millioner andre overlevende. De levendes skæbne antydes af følgende konstatering af Everett og Pugh: »Endelig må det betones, at de to tale skader på den 60' dag muligvis ikke siger noget om de endelige skader. Sådanne senere virkninger som desorganisation af samfundet, afbrydelse af samfærdsels- og kommunikationsmidler, udslettelse af husdyrbestanden, skader i arveanlæg og den langsomme udvikling af stråleforgiftning ved optagelse af radioaktive stoffer i organismen kan forøge det samlede tab betydeligt.«

Ingen konflikt mellem nationer kan retfærdiggøre en krig med kernevåben. Der er intet forsvar mod kernevåben, som ikke kan slås over ende ved et angreb i endnu større målestok.

Civilforsvar, bygning af beskyttelsesrum mod bomber og mod fall-out er bedrag, fordi den beskyttelse, de kan yde mod en lille kernebombe, er værdiløs over for en større bombe. Civilforsvar er selv en form for militarisme, er ensbetydende med og kan ophæves af andre former for militarisme. Civilforsvar er værre end unyttigt - det kan tjene til at forøge faren for krig ved at give folk en falsk følelse af sikkerhed.

Den eneste fornuftige politik, verden kan føre, er at afskaffe krig.

Den store betydning af prøvestoptraktaten af 1963 ligger i, at den er et første skridt på vejen til afrustning. For at nævne, hvilke andre skridt der må tages, vil jeg nu citere noget af det, præsident Kennedy sagde i sin henvendelse til FN's generalforsamling den 26. sept. 1961:

»Målet (afrustningen) er ikke mere en drøm. Det er et praktisk spørgsmål om liv eller død. Den risiko, der løbes ved nedrustning, blegner i sammenligning med den risiko, der er forbunden med en ubegrænset kaprustning...

Vort nye nedrustningsprogram omfatter:

1. alle staters underskrift af atomprøvestop-traktaten...
2. standsning af produktionen af atomspaltningsmateriale og forhindring af levering til (andre) nationer...
3. forbud mod at afgive kontrollen over kernevåben til andre nationer
4. ingen kernevåben til det ydre rum
5. gradvis ødelæggelse af eksisterende kernevåben
6. standsning... af produktionen af strategiske fremføringsmidler for kernevåben og gradvis ødelæggelse af dem.«

Det fjerde skridt, der er foreslået af præsident Kennedy, at holde kernevåben borte fra det ydre rum, blev taget for to måneder siden i FN gennem en forpligtelse til at afholde sig derfra, som fik tilslutning fra mange nationer.

Det tredie punkt, forhindringen af spredning af kernevåben, er overordentlig vigtigt; det kunne føre til en betydelig formindskelse af internationale spændinger og af chancen for udbrud af en verdenskrig. Traktaten af 1960, som gør Antarktis til kernevåbenfri zone, er et vigtigt eksempel. Ti latinamerikanske nationer har foreslået, at hele Latinamerika skulle være den anden kernevåbenfri zone, og et lignende forslag er stillet for Afrika. Godkendelse af disse forslag ville være et vigtigt skridt henimod en varig fred.

Endnu vigtigere ville det være, at princippet om demilitarisering, om våbenfri zoner, blev udvidet til Centraleuropa som foreslået af Rapacki, Kennan og andre for flere år siden. Efter dette forslag ville hele Tyskland, Polen og Tjekkoslovakiet og måske nogle andre lande blive stærkt militært udtyndet og deres grænser og nationale integritet blive sikret permanent af Forenede Nationer. Jeg er ikke i øjeblikket i stand til at gå nærmere ind i en diskussion om det komplicerede problem omkring Berlin og Tyskland, men jeg er sikker på, at hvis man nogensinde når til en anden løsning end ødelæggelse ved kernevåben, vil det være ved demilitarisering, ikke ved remilitarisering.

Der findes nu en stor nation, som ikke er blevet accepteret i nationernes verdens fællesskab - den Kinesiske Folkerepublik, den folkerigeste nation i verden. Jeg tror ikke, at De forenede Stater og Sovjetunionen vil gennemføre nogen større etape af afrustningsprocessen, medmindre den mægtige stormagt, den Kinesiske Folkerepublik, skriver under på afrustningstraktaten, og den Kinesiske Folkerepublik vil ikke underskrive en sådan traktat, før den bliver accepteret i nationernes fællesskab, på betingelser, der er dens stilling værdig. At arbejde for anerkendelse af Kina er at arbejde for verdensfred.

Vi kan ikke vente, at de nu eksisterende kernevåben skal blive ødelagt i de første mange år, måske ikke i årtier. Er der ingenting, vi kan gøre straks for at mindske den øjeblikkelige store fare for udbrud af en krig med kernevåben ved et eller andet teknologisk eller psykologisk uheld eller som resultat af en række begivenheder af en sådan art, at selv de klogeste statsmænd ikke kunne afværge katastrofen?

Jeg tror, at der er een ting, vi kan gøre, og jeg håber, de nationale regeringer vil gå med til det. Mit forslag er, at der - med den størst mulige hurtighed, som er forenelig med forsigtighed - skal organiseres en forenet national-international kontrol med lagrene af kernevåben, således at der kun kunne gøres brug af de amerikanske kernevåben med både den amerikanske regerings og De forenede Nationers godkendelse og kun kunne gøres brug af de sovjetiske kernevåben-med både den sovjetiske regerings og De forenede Nationers godkendelse. Et lignende system af tosidet kontrol skulle naturligvis oprettes for de mindre kernevåbenstater, hvis de ikke ødelagde deres lagre.

Selvet lille skridt i retning af dette forslag, f. eks. tilladelse til, at der stationeres observatører fra De forenede Nationer på kernevåbenmagternes kontrolstationer, kunne mindske sandsynligheden for en krig med kernevåben i betydelig grad.

Erstatningen af krig med lov må omfatte ikke blot store krige, men også små krige. Afskaffelsen af oprørskrige og guerilla-krigsførelse, som ofte er kendetegnet ved den yderste vildskab og store menneskelige lidelser, ville være en nådegave til menneskeslægten.

Der er imidlertid lande, i hvilke folkene er underkastet vedvarende økonomisk udnyttelse og undertrykkelse af en diktatorisk regering, som opretholder sit styre ved våbenmagt. Det eneste håb for mange af disse folk har været revolution, omstyrtning af den diktatoriske regering.

Jeg tror, tiden er kommet for verden som helhed til at afskaffe dette onde ved fremsættelse og vedtagelse af passende verdensomfattende lovbestemmelser.

Jeg kunne tænke mig at foreslå, at målet kunne nås ved en verdenslovgivning, under hvilken der, måske en gang hvert tiende år, skulle afholdes en folkeafstemning, overvåget af De forenede Nationer, om folkets vilje med hensyn til deres nationale regering - og afholdt adskilt fra de nationale valg i hvert land i verden.

Det er muligt, at det kan tage mange år at gennemføre en sådan tilføjelse til komplekset af verdenslove. I mellemtiden kunne der gøres meget ved en ændring i de store staters politik. I de senere år er oprør og borgerkrige i små lande blevet iscenesat og forværret af stormagterne, som desuden har leveret våben og militære rådgivere og således forøget krigenes vildskab og folkets lidelser. I fire lande i 1963 og flere andre i de forudgående år er demokratisk valgte regeringer med en politik i retning af social og økonomisk reform blevet styrtet og erstattet med militære diktaturer med en eller flere stormagters godkendelse, om ikke efter deres tilskyndelse. Disse handlinger fra stormagternes side beror på en nu antikveret militaristisk politik, der varetager egne nationale økonomiske interesser. Jeg håber, at verdensopinionens tryk snart vil have til følge, at denne politik forlades og erstattes af en politik, der er forenelig med principperne for moral, retfærdighed og broderskab mellem folkene i hele verden.

Når vi arbejder for at afskaffe krig, arbejder vi også for menneskenes frihed, for det enkelte menneskes rettigheder.

Krig og nationalisme har sammen med økonomisk udnyttelse været det enkelte menneskes store fjender. Jeg tror, at når krig er afskaffet i verden, vil de sociale, politiske og økonomiske systemer forbedres i alle lande til hele menneskeslægtens vel.

Jeg husker det norske Stortings aktion i 1895, hvor det indtrængende henstillede, at der blev afsluttet permanente traktater angående voldgift i konflikter mellem nationer, og udtalte, at »Stortinget er overbevist om, at denne tanke har støtte hos en overvejende del af vort folk. Akkurat som lov og retfærdighed for længe siden har erstattet næveretten i stridigheder mand og mand imellem, således baner tanken om at afgøre konflikter mellem befolkninger og nationer sig vej med uimodståelig styrke. Mere og mere forekommer krig i den almindelige bevidsthed at være et levn af forhistorisk barbarisme og en forbandelse for menneskeslægten«.

Nu er vi nødt til for bestandig at fjerne dette levn af forhistorisk barbari, denne forbandelse for menneskeslægten, fra verden. Vi - De og jeg - nyder det privilegium at leve i denne extraordinære tidsalder, denne enestående epoke i verdenshistorien, den epoke, hvori der sættes skel mellem de forbigangne årtusinder af krig og lidelse og fremtiden, den store fremtid, hvor der hersker fred, retfærdighed, høj moralsk standard og menneskelig velfærd. Vi har fået det privilegium at have lejlighed til at bidrage til opnåelsen af det mål at afskaffe krig og erstatte den med verdenslov. Jeg er forvisset om, at dette store arbejde vil lykkes for os, at verdenssamfundet derved vil blive befriet ikke blot for de lidelser, krige fører med sig, men ved den bedre udnyttelse af verdens rigdomme, af videnskabsmænds opdagelser og af menneskehedens anstrengelser, også for sult, sygdom, analfabetisme og frygt, og at vi i tidens løb vil blive i stand til at bygge en verden, hvis kendetegn er økonomisk, politisk og social retfærdighed, for alle mennesker, og en kultur, der er menneskets intelligens værdig.

Flere eksemplarer af Nobel-fredspristageren, professor

LINUS PAULING's foredrag

NÆSTE SKRIDT IMOD FRED

kan rekvireres ved indsendelse af betaling til en af nedennævnte sammenslutninger, der var arrangører af mødet i Tivolis koncertsal den 3. januar 1964.

Aldrig mere Krig, Egegade 8, København N.

Danmarhs Demokratiske Kvindeforbund, Venedigvej 13, København S.

Dansk Fredskonference, Knabrostræde 3. København K.

Dansk Fredskomite, Ane Katrinesvej 32, København F.

Kampagnen mod Atomvåben, Vendersgade 13, København K.

Komiteen for Oplysning om Atomfaren, Cellovej 13, Herlev.

Studentersamfundet, Sankt Hans Torv 26, København N.

Pris kr. 1,- incl. OMS

HELGE FOGHMAR . KØBENHAVN

Top