Det danske Fredsakademi

GANDHI OG DE NORDISKE LANDE

Redigeret af E. S. Reddy og Holger Terp.

(Af K. M. Gandhi.)

Der bliver sagt saa mange sære Ting om mine Tanker med Hensyn til nationale Skoler og national Oplysning, at jeg føler, det ikke er af Vejen, at jeg prøver at klarlægge mine Tanker for Offentligheden.

Efter min Mening er det nuværende Undervisningssystem -helt fraset dets Forbindelse med en ond og uretfærdig Regering - ganske fejl anlagt.

Lad mig nævne tre Hovedpunkter:

• Systemet er bygget paa fremmed Kultur og udelukker saa godt som aldeles Folkets eget aandelige Liv.
• Det ignorerer ganske Hjærtets og Haandens Opdragelse og udvikler kun Forstanden.
• Virkelig Folkeoplysning kan aldrig gives gennem et fremmed Sprog.

Lad os nøjere undersøge disse tre Hovedmangler ved det nuværende Skolesystem.

Fra den allerførste Begyndelse i Folkeskolen giver man vore Drenge og Piger Bøger i Hænde (Tekstbøger), hvis Indhold intet har med det hjemlige og kendte at gøre, men med Ting og Ideer, som er ganske fremmede for dem. Skolen er saaledes fra Begyndelsen ude af Kontakt med, ja, i Modsætningsforhold til Hjemmet. Hvad der er galt, og hvad der er rigtigt i Hjemmet, læres ikke i Skolen. Barnet og den unge bliver ikke hjulpet til at ære og elske sit Hjem, sin Hjemstavn og sit Land. Jo mere en ung stiger i Oplysning og Lærdom, des længere kommer han fra sit Hjem, og naar han har fuldendt sine Studier, er han fuldstændig afskaaret fra og rodløs i sine Omgivelser og fremmed for Folkets Liv. Han føler ikke Hjemmets og Landsbyens Poesi. Landets Skønhed er som en lukket Bog for ham. Hans egen Civilisation er fremstillet for ham som fordærvet, barbarisk, overtroisk og unyttig til alle praktiske Fremskridt. Undervisningen er anlagt paa at gøre Barnet fremmed for dets overleverede Aandsliy og Kultur. Og hvis den studerende Ungdom endnu ikke helt er afnationaliseret - er gjort uindisk, - da er det, fordi dens gamle Kultur har saa dybe Rødder, at den ikke helt kan oprykkes med Rode selv ved en Undervisning, der er Indien fjendtlig og modarbejder dets Udvikling.

Om jeg havde Magt, som jeg har Agt, skulde jeg snart faa tilintetgjort de nuværende autoriserede Skolebøger og faa indført nye, der har det hjemlige Liv og de hjemlige Forhold som Grundlag, saaledes, at hvad der læres, kunde virke tilbage paa de nærmeste Omgivelser og blive brugbart i det virkelige Liv.

Nogle faa Ord vil jeg tilføje om Sjæle- og Hjærtelivets Opdragelse. Jeg tror ikke paa, at en virkelig Oplysning faas gennem Bøger. En aandelig Paavirkning sker kun gennem levende Mennesker.

Men hvad er det for Mennesker, der ansættes som Lærere og Lærerinder for vore Børn i Børneskolen, ja, helt op i de højere Skoler? Er det Mænd og Kvinder med Tro og Karakter? Har de Aand og Hjærte? Har de selv faaet en virkelig aandelig Oplysning? Venter man af dem, at de skal bryde sig om Børnenes Sjæleliv og Moral? Er ikke den hele Maade, hvorpaa man rekruterer Lærere til Folkeskolen, i sig selv en Hindring for selvstændige Menneskers Ansættelse? Faar Lærerne ikke en ussel Sulteløn? Ved vi ikke alle, at det sandelig ikke er paa Grund af deres Fædrelandskærlighed, de bliver kaldede! Kun den, der ikke kan finde anden Beskæftigelse, bliver Lærer i Børneskolen.

Saa er der Haandens og Legemets Opdragelse.

Hvordan det saa ellers er i andre Lande, i Indien, hvor mere end 80 pCt. af Befolkningen er Landbrugere og de næste 10 pCt. Haandværkere, der er det en Forbrydelse at gøre Undervisningen helt og aldeles til Boglærdom og udygtiggøre vore Drenge og Piger til legemligt Arbejde som voksne. Ja, jeg har den Anskuelse, at da vi maa bruge den meste Tid af vort Liv i Arbejdet for at tjene det daglige Brød, saa maa vore Børn fra deres tidligste Barndom lære at agte og ære dette Arbejde. Vi bør ikke tillade vore Børn en Skolegang, hvor de bliver oplært til at se ned paa og ringeagte legemligt Arbejde.

Jeg kan i Sandhed ingen som helst Grund se til, at Skolen skal gøre en Bondes Søn umulig i sin Faders Gerning, saaledes som det nu sker. Hvor sørgeligt er det ikke, at vor Skoleungdom foragter legemligt Arbejde!

Desuden, hvis vi haaber, som vi dog gør, at vi ogsaa i Indien skal naa til, at hver Dreng og Pige i Skolegangsalderen skal faa Lov at faa Undervisning, da er vore Kaar saaledes, at vi umuligt efter det nuværende System kan finansiere en almindelig fri, offentlig Folkeskole, saa lidt som Millioner af forældre ikke kan faa Raad at betale de Skolepenge, der for Tiden kræves. Undervisningen maa, hvis den skal være en Folkeoplysning, være fri. Men selv under en nok saa ideel Regeeringsform kan jeg ikke tænke mig, vi i det fattige Indien kan finde de 2000 Mill. Rupees, som vilde være nødvendige for at give alle Børn i Skolegangsalderen fri Undervisning.

Følgelig maa Børnene selv betale deres Skolegang - i det. mindste delvis - gennem et eller andet Arbejde.

Det mest nærliggende og mest tiltrængte Arbejde og det produktive Arbejde, Børn bedst kan udføre, og som kan indføres i alle Skoler i hele Indien, er Spinden og Væven. Selvfølgelig staar alt andet sundt og nyttigt legemligt Arbejde efter min Mening lige saa højt som opdragende Faktor. Men som Forholdene er for os, der producerer Bomulden i vort eget Land og har overflødig Arbejdskraft, er Tøjproduktionen som Skole- og Husflidsarbejde det mest paatrængte. Indien kunde før ikke alene klæde sig selv, men udføre Tøj, og var navnkundigt for sit fine Musselin og smukke Calico. Det er Vanvid, at Millioner af Kvinder nu sidder med tomme Hænder, ja, sælger deres Ære for en Haandfuld Ris, og Indien sulter og er nøgen, mens vi betaler 600 Mill. for indført Tøj. Derfor siger jeg, hvert Barn maa lære at spinde og saa mange som muligt at væve.

Indførelsen af legemligt Arbejde som Skolefag vil tjene et dobbelt Formaal i et fattigt Land som vort. Det vil betale Børnenes og de unges Skolegang, og de unge vil have lært et Haandværk, som de kan falde tilbage paa som voksne, hvis de synes om det, og intet mere nærliggende kalder dem.

Saadant et Skolesystem vil opdrage vore Børn til Selvstændighed og Selvrespekt. Intet er saa demoraliserende for et Folk som det, at det lærer at foragte legemligt Arbejde.

Til sidst lidt om Undervisningsmidlet, Sproget. Mine Anskuelser paa dette Punkt er saa vel kendte, at jeg ikke behøver at gentage dem udførligt. Jeg vil derfor kun nævne faa Punkter. Det fremmede Undervisningssprog har været Aarsag til Hjærneblødhed, har overanstrengt, ja, ødet vore Børns Nerver, gjort de unge til Udenadsramsere og Eftersnakkere, gjort dem uskikkede til selvstændig Tænkning og Forskning og alt originalt Arbejde og forhindret den Oplysning, de selv fik, fra at blive Folkets - og derved bære Frugt til Folkegavn. Ja, det fremmede Sprog, hvorpaa al saakaldt »højere Undervisning« gaves, har gjort den unge Slægt praktisk talt til fremmede og Udlændinge i deres eget Land. Og desuden har denne Foretrækken af og Hovedbrug af det fremmede Sprog hindret Udviklingen af vore indiske Modersmaal.

Dette er det mest tragiske ved hele det nuværende System.

Havde jeg en Despots Magt, vilde jeg ikke betænke mig paa den Dag i Dag at standse hele dette Undervisningssystem, hvor Oplysningen gives gennem et fremmed Sprog, og jeg vilde kræve - med Trusel om Afskedigelse - at Lærere og Professorer straks skulde begynde Undervisningen paa Modersmaalet. Jeg vilde ikke vente, til vi havde Tekstbøger skrevne paa de forskellige Maal. De vilde komme af sig selv efter Systemskiftet som en Følge deraf.

Dette er nemlig et Onde, som vi absolut maa have bortskaffet.

Min Intolerance i dette Spørgsmaal har gjort, at man beskylder mig for at være fjendtligsindet overfor fremmed Kultur og det engelske Sprog.

Dette er en ubegrundet Beskyldning. Ingen af dette Blads ⁽¹⁾ Læsere kan undgaa atter og atter at have set mig udtale, hvor højt jeg sætter Engelsk som Sprog. Det er Sproget for international Handel og Verdenspolitik, og derfor regner jeg det for aldeles nødvendigt for en stor Del af os Indere at kunne det. Og da Engelsk ejer de rige Skatte paa Videnskabens og Litteraturens Omraader, vil jeg al al Magt tilraade og støtte, at alle, der har Sprogevne, skulde tage det op som Fag og derved blive i Stand til at oversætte paa vore egne Sprog, hvad det ejer af litterære og videnskabelige Skatte.

Intet kan være fjernere fra rnine Tanker og ønsker end dette, at vi skulde afskære os fra Paavirkning fra Omverdenen, udelukke os fra andre Landes Kultur og skabe en snæversindet Nationalisme og et selvtiffreds Folk. Men med al Respekt for andres Kultur vover jeg at hævde, at en Beundring for og Tilegnelse af andres Aandsliv kan aldrig gaa først, men maa altid følge efter en virkelig Indleven i og Genopliven af vor egen Kultur, vor egen Aand.

Det er min faste Overbevisning, at ingen Kultur har saa rige Skatte som vor egen. Vi har ikke vidst det, og vi er blevet opdraget til at opgive at studere vor Kultur, ja, til at tænke ringe om vort Aandsliv. Vi er ved at opgive at leve som Indere.

Et akademisk System som dette er som et ubrugeligt Redskab. Det er som et balsameret Legeme, en Mumie, maaske smuk at skue, men fordi den er livløs uden al inspirerende og livsfornyende Indflydelse, som kun det levende kan give.

Min Religion forbyder mig at tænke ringe om andres Kultur. Men den byder mig ogsaa at leve mit eget Follæ Liv, og det betyder socialt og folkeligt Selvmord, hvis jeg ikke gør det.

Skolespørgsmaalet.

Tanker, fremsat af Anne Marie Petersen paa Grundlag af

M. K. Gandhis Artikel.

Man kunde stille det Spørgsmaal: Kan Statsskolen og den statsunderstøttede Skole nationaliseres? At Gandhi og alle Nationalister - selv de mere moderate som Dr. Tagore - betragter det som en Umulighed, ved jeg.

Det er vist ikke vanskeligt at forstaa for danske Kristne, der har Grundtvig og Kold som Læremestre. Der er vel endda Mænd og Kvinder blandt Høj skolens og Friskolens Folk, der vil mene, at en Statsskole aldrig kan blive national i den Betydning, hvori jeg bruger Ordet, nemlig folkelig. Om det et muligt i et frit Folk, der har en folkevalgt Regering, at skabe en folk lig Statsskole, skal jeg ikke her komme ind paa. Men det vil jeg hævde, at hvor Talen er om et Folk under en anden Magts Herredømme, der kan den fremmede Regering ikke - selv med bedste Vilje - skabe en national, folkelig Skole. Statsmagten vilde jo i saaa Tilfælde modarbejde sig selv.

En Statsmagt maa stræbe efter at skabe saa gode og lydige Borgere som muligt, og en fremmed Regering kan i Følge hele sin Natur kun prøve paa at skabe Tilhængere, der beundrer og følger den og ser ned paa eget Folk og egen Kultur og derved frivilligt forbliver i Umyndighedstilstanden.

Den tyske Statsskole i Sønderjylland var maaske meget god paa sin Vis, men national-folkelig over for det Land og det Folk, de danske Børn kaldte deres, det var den ikke og kunde den ikke være. Ikke alene Sproget led ilde, men hvordan gik det med dansk Historie,, danske Sange, dansk Litteratur, dansk Kultur, alt det, der er et Folks Hjærteliv?

Saaledes maa Forholdene selvfølgelig ogsaa blive herude. Jeg bebrejder aldeles ikke den tyske Statsmagt, at den prøvede at fortyske danske Børn. Og naar Englænderne taler om alle de Velsignelser, de har bragt Indien, blandt andet den moderne Oplynsing, ja, saa mener de det.

Men den, der spiser Maden, ved nu alligevel bedst, om den. bekommer ham eller ej. Rugbrød er vist udmærket for danske Maver, men de færreste Udlændinge holder af det eller kan taale det. Og hvad vilde man sige til, om jeg lærte mine Børn i Skolen at synge paa Dansk: »Kong Kristian stod ved højen Mast«, eller: »I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme«? Er det maaske bedre, naar de smaa indiske Børn tvinges til at synge: »God save our gracious King… long to rule over us«?

Naar man saa dertil betænker, at Regeringsskolerne er religionsløse, saa forstaar man let Gandhis Klage, at Undervisningen bliver aandløs og hjærteløs.

Naturligvis kan de private, statsunderstøttede Skoler i nogen Maade gøres mere folkelige og mere aandelige, hvad Missionsskolerne ogsaa har gjort og stadig gør Forsøg paa. Men i det hele og store maa de følge Regeringens Plan og er under lagte et temmelig effektivt Tilsyn. Jeg havde saaledes Lyst til at se den Skoles Skæbne, hvor man vilde lære Børnene en af de indiske Nationalsange! Eller mon man vovede at indføre Spinderokken? Det, at det er Gandhi, Folkets Fører, der atter har bragt Rokken til Ære og Værdighed, har brændemærket dette uskyldige Redskab, og det sker, at Drenge og unge Mænd bliver udvist af Skolerne, naar de møder klædt i det saakaldte »Gandhi-Tøj« (hjemmegjort Tøj).

Endda er der nogle Missionærer, som vil paastaa, og som tror, at de kan nationalisere deres Skoler. Men betegnende er følgende: da nogle af Indiens mest forstaaende og i Sydindien mest afholdte Misisonærer i aabent Brev til Mahatma Gandhi bebrejdede ham hans stærke Fordømmen af det værende Skolesystem og Prøven paa Boycotning af det og fremsatte den Paastand, at de nuværende Missionsskoler godt kunde nationaliseres, tog en indisk Kristen straks Handsken op og spurgte: »Hvorfor nationaliserer I saa ikke jeres Skoler? « - da blev de ham Svar skyldige⁽²⁾.

At Missionsskolerne, som støttes af et ikkekristent Lands Finanser, har tvungen Religionsundervisning, fremkalder en hel Del Kritik og Bitterhed og gør, at de, som Missionsanstalter eller -midler ikke opnaar det, de gerne vilde. De fleste Ledere af Missionsskoler for Tiden ønsker vist ogsaa at indføre - og mange har indført - at det skal staa Forældrene frit at bestemme, om deres Børn skal deltage i Religionstimerne eller ikke, ligesom der tales for, at Studenterne nu dette Omraade skal have Selvbestemmelsesret.

- - - Hvorledes skal da en indisk national Skole være? Ved Gennemlæsningen af Gandhis Artikel vil vi se, at han ikke blot kritiserer det nuværende System, men at der ogsaa er givet nogle Hovedlinier for, hvad han og dermed Folket kræver.

• Aands- og Hjertelivets Opdragelse paa indisk Grund og ikke bare en Forstandsopdragelse.
• Haandens Gerning skal ligestilles med Aandens.
• Undervisningssprogene bør være Modersmaalene.

Med faa Ord: Skolen skal først og fremmest være for Livet og ikke en Eksamensskole.

En Hovedsag i al folkelig Undervisning er jo nok Historieundervisningen. Det er ikke specielt indisk, men en almengyldig Regel for alle Folk. Det er Folkelivets Grundlov: »Ær din Fader og din Moder, at du maa leve længe i det Land, Herren: din Gud giver dig«. - Og man behøver bare at læse en autoriseret indisk Historie igennem, saa ved man, hvorledes dette Fag bruges i de nuværende Skoler, og at her maa ske en hel Forandring.

Det indiske Folk er intet historisk Folk, siger man. Sagn og historiske Fakta er blandet sammen. Ja, det er sandt, de tager ikke saa haandgribeligt paa Historien som vi. Men Inderne er glimrende Fortællere. Fra Slægt til Slægt levede Sagn og Sange og Historie i Folkemunde. » Hvor kunde vore Bedstemødre fortælle«, siger Indere og sukker, » og de omvandrende Sangere«. Men nu er Kunsten næsten uddøet.

At hjælpe til at denne Fortællen genoplives paa Kvinde-læber (Spinden og Fortællen hører sammen i Hjemmene) -og helst ogsaa paa den ejendommelig indiske Maade som »Sang-fortællen« - er den første Opgave for en national Skole.

Folkets egen rige Litteratur, Sang og Poesi maa fange Sindene. Hver eneste Ting, der undervises i, maa sættes i Forhold til Hjemlivet, maa have det kendte som Udgangspunkt.

Den religiøse Aand skal ikke ødelægges, men uddybes, retledes og styrkes.

Om det legemlige Arbejde skal jeg ikke sige meget, udover hvad der er sagt. Kun dette, at i Kostskoler, hvor Børnene tilbringer den meste Tid af deres Barndom og første Ungdom, bør Skolerne saa vidt muligt træde i Hjemmets Sted og lære de unge - især for Kvindernes Vedkommende - alt det Arbejde, Hjemmet kræver, og som de faar Brug for senere i Livet ⁽³⁾.

Med Hensyn til Sproget, da er vist alle danske Kristne enige med Gandhi i, at »Moders Maal er vort Hjærtesprog, kun løs er al fremmed Tale«, og kun løs og overfladisk kan den Oplysning blive, som gives paa et fremmed Sprog.

Somme siger: »Ja, men Indien har jo ikke eet, men mange Sprog; hvorledes kan saa Indien blive en Enhed, naar det ikke har et fælles Oplysningssprog? « Ja, hvorfor ikke? Er det schweiziske Folk ikke en Enhed, skønt det har tre Sprog?

Indien er jo snarere en Verdensdel en Union af flere Riger end eet Rige i det Ords snævre Forstand (en Femtedel af hele Jordens Befolkning lever i Indien). Og dog er der en stærk Følelse af Samhørighed; thi for alle, - hvad Religon, Sprog, Kaste de saa har, er Indien Baratha Mada: Moder Indien.

Men de forskellige Sprogomraader som Dravida Desa eller Tamillandet, Andra Desa eller Telegulandet, Marathi, Gujerathi, Bengalen o. s. v. har hver sit Særpræg, sit gamle Sprog med rige Minder og rig Litteratur og kan derfor saa udmærket have sin særegne Skole-Enhed med Universitet. Fællessproget for hele Indien, der vil blive tvungent Undervisningsfag i Skolerne og den indiske Fælleskongres's Forhandlingssprog, bliver da Hindi eller Hindustani, som tales i mange - særlig de nordlige - Provinser og til Dels forstaas over hele Indien.

Skolen bør være en personlig Skole, siger Gandhi. Dette er et Hovedpunkt ved Dannelsen af en national Skole. Ikke en Stab af Faglærere, der hver for sig bare tænker paa at proppe Børnene saa meget som muligt, skal bære Skolen, men en virkelig aandelig Opdrager og Lærer - være sig Mand eller Kvinde - der samler sine Disciple om sig og lever med dem, ikke i en fængselslignende Bygning, men i sit Hjem ude i Guds frie, herlige Natur, hvor Omgivelser opdragende for Legeme som for Aand; dette er Indiens gamle Skoleideal, dets »Rishi-Skole« eller Ashram. ⁽⁴⁾

Altsaa nærmest en Ungdomsskole - (Ungdoms eller Tolvaarsalderen), et Supplement til og ikke en Stedfortræder for Hjemmet, som den moderne Skole er ved at blive.

Dette er nogle faa Punkter af det, man ønsker for en virkelig indisk Skole, og som Indien nu prøver at skabe. Men at give en fuldstændig Plan for, hvordan den Skole skal være er umuligt. Thi hverken er det nogle Forandringer eller Forbedringer af det nuværende, der skal opnaas, eller en Anstalt, der der skal konstrueres, men det er et nyt Liv, der er ved at vokse frem, et nyt Skud fra det gamle indiske Folketræs Rødder.

Af de nationale Skoler, jeg har set, synes jeg, Gandhis Ashram lagde for stor Vægt paa det Legemlige Arbejde. Gandhi. hævder, at Tiden kræver det. Den savner desuden sin Guru - Gandhi selv - som sidste Aar ustandselig var paa Rejse, fordi han har faaet som Gerning at være Opdrager det hele Folk.

Digteren Tagores Ashram »Shanteniketan« var en Digter-skole, en Skole skabt af en genial Mand, Kunstner som Opdrager, men maaske ikke med nok Hensyntagen til Haandens Arbejde.

Den syriske Jakobitter-Kirkes nationale Skole for unge Mænd, »Bethany«, havde forstaaet at gribe og stærkt at fremhæve det indiske Ideal, Asketlivet. Pladsen for deres Ashram var vidunderlig i Travancore-Skovene og -Bjærgenes Ensomhed. De ejede 500 acres Land, som de selv var ved at opdyrke. Det kunde være fristende, og jeg er sikker paa, det ogsaa vilde interessere mine Læsere, om jeg fortalte mere om disse tre mærkelige Skoler, samt om flere af de mange mer eller mindre nationale Skoler, jeg har set, men jeg skal nøjes med at nævne to til, nemlig to Pigeskoler. Med Hensyn til en indisk national Kvindeskole mangler vistnok den egentlige Nybegyndelse, selv om der er mange Begyndelser.

Panditha Ramabais store Hjem - eller Koloni er det snarere - har aldrig faaet Regeringstilskud. »Vi vil staa frit,« siger hun. Men Skolen har sin Svaghed deri, at den har en Stab af amerikanske og andre vesterlandske Lærerinder, og derved. hindres Udviklingen i at blive saa selvstændig som den burde, og - som jeg tror i at gøre en virkelig betydelig Indsats i en Nyskabning af en indisk national Skole (Panditha Ramabais store betydning paa andre Omraader kan jeg ikke her komme ind paa. Her er det kun det nationale Skolespørgsmaals Omraade, der skal tales om!)

Saa er der Professor Karves Universitet for Kvinder (ogsaa i Marathilandet, nær Poona). Professor Karve har allerede for mange Aar siden, da dette var ganske ny Tale, slaaet stærkt til Lyd for Modersmaalenes Brug som Undervisningssprog, ikke alene i Børneskolen, men ogsaa paa Universitetet. Noget af det mest betegnende ved hans Skole er, at han har formanet at samle en saa stor Flok af voksne Hindukvinder. Dette er et Tegn paa, at den indiske Kvinde vil være med at bygge det ny Indien, ikke blot som Moder, men ogsaa i Samfundet udadtil. En Svaghed, som han selv paapegede, er, at Lederen selv som de fleste Lærere og Professorer er Mænd. Kun en Kvinde kan i Indien skabe en virkelig national Kvindeskole.

-- Der var ogsaa, syntes jeg, i Professor Karves Skole for meget Hjærnearbejde og for lidt af Hjærte- og Aandsfagene; men der er det maaske ogsaa, Kvindens store Indsats skal gøres. Den indiske Folkeskole, som for Spindesidens Vedkommende er i sin Vorden, bør vel vare sig for at gentage Vestens Fejltrin, men prøve med Guds Hjælp at skabe en hjærte- og aandsbaaren Kvindeskole.

Hvorledes kan nu vi give vort lille Bidrag til dette store Spørgsmaals Løsning?

Kan vi Kristne i det hele taget være med til at give Indien en national Skole?

Ja, det er min faste Tro, at vi kan det. Og havde Gandhi ikke den samme Tro, vilde han, som den Mand han er, aldrig være gaaet ind paa at lægge Grundstenen til en Skole, hvis aandelige Hovedhjørnesten er Kristus.

Men skal vi være med der, da maa vi helt opgive vor Stilling som de herskende, som dem, der vil indføre eget vesterlandsk Aandsliv, egne Skole- og Kirkeformer, og blive de tjenende. Da maa vort Missionsarbejde blive aandelig baaret og ledet af Indere, støttet af vor Sympati og Kristenkærlighed.

Og jeg tror, vi danske Kristne, som har forstaaet, at Guds Aand kun virker i Frihed, ogsaa kan være med at give den indiske Folkeaand et Fristed, hvor den kan skabe sin egen Aandsbygning saavel som Formerne for denne, skabe sin Skole og i Guds Time sin Folkekirke. Og vi skal gøre det, fordi vi maa medvirke til, at Guds Aand og Folkets Aand kan mødes.

Anne Marie Petersen.

1. »Young India«, et af Gandhi redigeret Blad, skrevet paa Engelsk.

2. Det er dog vist de færreste engelske Missionærer, der ønsker at gøre deres Skoler nationale. De ser vel saaledes paa det, at Kristendom og Vestens eller Englands Kultur er uadskillelige. - Med Hensyn til Santhalistan og den fra alle Sider anerkendte folkelige d. v. s. santhalske Pigeskole, de der har, da maa jeg beklage endnu ikke at have set den. Det nationale Spørgsmaal vil ikke føles saa brændende der, og da Regeringen favoriserer Skoler for de saakaldte »aboriginal tribes«, kan jeg indrømme, det er muligt at danne en Skole i virkelig Samklang med det santhaluke Folks Traditioner. Forresten har vist Santhalmissionen haft et lykkeligt Greb paa at bevare det santhalsk folkelige.

3. Her er det, Pigeskolen i den danske Santhalmission har været Foregangsskole. Men flere Missionsskoler har nu sat det som Maal at være Skolehjem.

4. Dermed være ikke sagt, at denne Skoles Leder - dens Fader eller Moder ikke kan have Hjælpere, der som store Søskende hjælper de smaa.