Det danske Fredsakademi

GANDHI OG DE NORDISKE LANDE

Redigeret af E. S. Reddy og Holger Terp.

(Oversat efter »Harijan« for den 24de Marts 1951).

Min Mand modtog til sin Forbavselse fra Udenrigsministeriet et Udklip af ovennævnte Nr. af »Harijan«. Udklippet var blevet sendt til Udenrigsministeriet fra det Danske Gesandtakab I Forenede Indien med følgende - paa Engelsk affattede - Følgeskrivelse:

»Jeg har den Ære at sende en Artikel fra »Harijan« for 24de Marts 1951 med Overskriften »En Dansk Datter af Indien«. Artiklen er til Minde om Frk. Anne Marie Petersen, som synes at være død i Indien den 9de Januar 1951 i en Alder af 73.

»Gesandtskabet har ikke modtaget nogen Beretning om Frk. Petersens Liv og Gerning i Indien, udover at hendes Navn overfor undertegnede blev nævnet med stor Hengivenhed af Mahatma Gandhi under mit Besøg hos ham i Kalkutta i September 1947, se min Indberetning Nr. 374 af 20de September 1947, Stk. 3.

»De indledende Ord, der staar som Hoved over Artlklen, bærer »Harijan«s Redaktørs, K. G. Mashruwalas Forbogstaver. Dette Blad blev grundlagt af Mahatma Gandhi og nyder stor Udbredelse som Udtryk for Mahatma's Ideer og som Talerør for mere orthodokse »Kongres«-Synspunkter end de, der i Almindelighed næres af All-India-Kongrespartiet idag.

»Artiklen formodes at være af Interesse for Frk. Petersens Familie i Danmark, hvis der er en saadan, eller for Det Danske Missionsselskab, som synes at have udsendt hende til Indien 11909.

…(sign.) Toyberg-Frandsen.«

(Gandhijee hentydede lejlighedsvis til Frk. Anne Marie Petersen i sine Taler. Jeg har en svag Erindring om at have truffet hende i Sabarmati engang for mere end 20 Aar siden. Danmark var lige saa stolt af hende, som vi burde være taknemlige mod hende. Jeg har forstaaet, at der blev holdt en særlig Takkefest for hende den 30te Januar, Aarsdagen for Gandhijee's Død. K. G. M.)

Ved »Periamma«s (»Storemor«s, som hun kærligt blev kaldt), Frk. Anne Marie Petersens Død nu den 9de Januar i en Alder af 73, gaar Tæppet ned for et langt Liv, der var viet til Indien og dets Børn et Liv, enestaaende i sin Helhjærtethed og i sin Samføling med den nationale Sag og den nationale Kultur. Til det sidste forblev hun en hengiven Beundrer og Fælle af Mahatma Gandhi; hun hører --som Deenabandhu Andrews*), til den velsignede Gruppe af udenlandske Venner, der tjente Indien i fuld Harmoni med dets Aand og Idealer.

Frk. Petersen havde levet i Indien i mere end fyrretyve Aar. Da jeg engang spurgte hende, hvornaar hun kom til Indien, svarede hun med en Spøg, som morer mig og fylder mig med Taknemlighed, hvergang jeg tænker paa den: »Jeg kom til Indien før De!« Hun er født 1878 i en Landsby i Danmark, det Land, der er berømt for sine Folkehøjskoler og for sit Folks gode Kaar. Fra sin tidligste Tid viste hun en Kærlighed til Naturen - og en stor Beundring overfor Jesu Personlighed og Budskab, to grundlæggende Træk, som tog til med Aarene og formede hendes Liv og Skæbne. 11909 sluttede hun sig til den Danske Mission og tog til Indien som en af dens Udsendinge. I mere end ti Aar fremefter ydede hun en betydelig Arbejdsindsats i evangelisk Tjeneste og i Tjenesten for Indiens Kvinder.

Imidlertid begyndte Mahatma Gandhi i 1920 og senere de nationale Bevægelser, og de rokkede ved mange af hendes Forestillinger og satte et dybt Præg paa hendes Sind og paa hendes Løbebane. Det var naturligt, at hun blev grebet af Gandhijee's aandelige Storhed og af den tapre og ædle Kamp, han organiserede imod den Britiske Imperialisme. Hun gik over fra den Missionær-Gerning, der stod fremmed og i Modsætningsforhold til Indien og i Forbund med Imperialismen, og over til den Indiske Nationalismes Strøm. Hun forlod den Danske Mission og besluttede at sætte et Velfærds-Arbejde i Gang paa egen Haand, inspireret paa een Gang af Jesus og af Gandhi. Hun tog til Danmark, rejste Landet rundt, fremlagde sine Planer og sikrede sig god Støtte fra en Kreds af Venner. Det var hendes Agt at rejse et Børne- og Kvinde-Gentrum i Porto Novo, nær Chidanibaram, og paa Hjemvejen besøgte hun Gandhijee i Alahabad og fik hans Velsignelse. Den Bygning, hun har rejst i skovagtige Omgivelser, et Stykke Vej fra baade Bane og Landevej, er et varigt Mindesmærke for hendes Kærlighed til Naturen, hendes Kærlighed til den indiske Kultur og Arkitektur og hendes Sans for Renlighed og Pyntelighed. Den har faaet Navnet »Seva Mandir«, og den er i god, solid indisk Stil, afpasset efter Indiens Klima og indisk Tradition. Mahatina Gandhi nedlagde Grundstenen under sin Rundrejse i 1921.

I omtrent tredive Aar har Seva Mandir opdraget fattige Piger, fra Barnealderen, i trygge og gode Forhold. Kærlighed til Børn og Lykke ved at se dem lykkelige, det var Periammas Hovedegenskaber - og til det sidste, i Medgang og Modgang, holdt hun Hævd over Seva Mandirs Karakter af et lykkeligt Hjem. Selv gav hun Afkald paa meget af hvad hun var vant til, klædte sig med Glæde i indisk Dragt, i hjemmespundet Khaddar.

Frihed var hendes Aandedræt og hun har aldrig kunnet forsone sig med en Regeringsanerkendelses og -understøttelses kvælende Reglementer; omtrent til det sidste ledede hun sin Skole uden nogen saadan Støtte og Anerkendelse. I 1948, efter at Staten Madras var gaaet ind for den Basie-Skoleplan, som Gandhijee havde udarbejdet, gav hun sit Minde til, at der blev oprettet et Seminarium med Statsstøtte i Seva Mandir. Men selv da kæmpede hun imod de lammende Reglementer, og hendes sidste Henvendelse til Regeringen gjaldt et saadant Maal af Frihed, at hun kunde gennemføre Basie-Undervisningen paa en sund og uhæmmet Maade.

Den Samling Bøger og Billeder, vi ser i Seva Mandir, minder os om hendes Kærhghed til indisk Litteratur og til al indisk Kunst, især Musiken. Hun var glad, naar hun kunde sende et af sine Børn til Santiniketan for at studere Kunst. Der var en særlig aandelig Forstaaelse mellem hende og Gandhijee, som plejede at kalde hende »Min Anne Marie«. Hun var en af de faa, der meldte sig til at tage hans Wardha-Skoleplan op, da han fremlagde den i 1937; da Kasturba Memorial-Fonden paa Grund af tekniske Vanskeligheder ikke kunde yde hende økonomisk Støtte til dette Arbejde, paatog han sig selv at yde hende en beskeden Hjælp.

I August 1947, da Indien fik sin Frihed, kunde ingen Udlænding være lykkeligere end Anne Marie Petersen, der dengang var paa Besøg i Danmark; men det maa have været hende et Skaar i Glæden at maatte se det gamle bureaukratiske Maskineri køre lystigt videre under Republiken. Hendes Kærlighed til Indien og til de indiske Børn forblev imidlertid usvækket til det sidste, og hendes ønske: at hun maatte dø i Indien og at hendes Legeme maatte blive eet med Indiens Jord, blev opfyldt den 9de og l0de Januar i Aar.

For den, der skriver dette, og for mange med ham har Frk. Petersens Liv været en Inspiration: hendes Eksempel har begejstret os og styrket os til at tage et Liv op i Tjeneste. For alle Indere kan hendes Liv være et haandgribeligt Vidnesbyrd om menneskeligt Fællesskab, der trodser alle Skranker, som Race og Klima sætter, og om Guds Faderlighed og Mennerskers Broderskab. Kan nogen aflægge eller ønske at aflægge et ædlere Vidnesbyrd i disse Krigsslidte og Nervepinte Tider?

Ogsaa i andre Blade, som vi har faaet tilsendt, findes der Mindeord om Anne Marie, saaledes i det kristne (Engelsk-skrevne) Ugeblad »The Guardian«, hvor hendes gamle Ven, den kristne Jurist og Politiker Chakkarai, Forfatteren til »Jesus the Avatar«, har skrevet.

Dr. Joshua, som i Anne Maries Testamente er indsat som en af de 6 Værger for Arven efter hende, har skrevet et flere Spalter langt Stykke, med Billede, i det ligeledes Engelsk-skrevne »Swatantra«. Han indleder det med en karakteristisk Udtalelse af Anne Marie fra 1919: »Det er mit Maal at gøre alle Indere til Nationalister - og at gøre alle Nationalister til Kristne« L. K.

*) sikkert den ogsaa af vor Missions Venner kendte og skattede Englænder C. F. Andrews.

Top