The Danish Peace Academy

Globalisering = dehumanisering

Af Marina Jakobsen, Ph.D.

I midten af september 2001 blev der afholdt en seks dags international kongres i Bangalore i det sydvestlige Indien - Asiens Silicon Valley - om interkulturel filosofi. Temaet var: kulturelle konflikter i globaliseringens kontekst, hvor kulturelle asymmetrier blev trukket frem som vor tids afgørende årsag til fattigdom, vold og død.

Der var deltagere af forskellige religiøse observanser og fra alle kontinenterne, dog var den såkaldte 3. verden massivt repræsenteret. Værten var Shanthi Sadhana Forskningsinstitut som drives af franciskanske kapuciner. Shanthi Sadhana betyder i øvrigt instrument til fred.

Kongressen fandt sted under stærkt indtryk af de tragiske begivenheder i USA og i en stemning af bekymring og frygt for hvad der kommer til at ske. Efter afholdelse af to minutters stilhed for de omkomne og deres kære, samt en fælles resolution som fordømte denne lige såvel som i det hele taget alle former for voldshandlinger, begyndte deltagerne at give udtryk for deres forskellige meninger og frygt. Man frygtede først og fremmest for et angreb mod Afghanistan og for at det afghanske folk skal påføres yderligere og ubærlige lidelser. Deltagerne frygtede for et atomvåbenkapløb mellem Indien og Pak (de fleste indiske aviser skriver ikke Pakistan, men blot Pak), samt en fascistisering i kendte og ukendte afskygninger af verdensordenen, for en “brave new world værre end selv Aldous Huxley eller George Orwell havde fantasi til at forestille sig”, som Edward Demenchonok fra Fort Valley State University, USA, udtrykte det, bl. a. i sit indlæg om interkulturel dialog og om globaliseringens kontroverser. Men måske kunne begivenhederne også betyde Roms fald, thi det onde er selvdestruktivt, som Sankt Augustin filosoferede sig frem til. I Demenchnoks vision fører globaliseringen til en brave new world of the market place, et udemokratisk sted befolket med sjæl- og viljeløse forbrugere.

Kongressens præsident, prorektor for Bangalores University, professor K. Siddappa, internationalt kendt for sin forskning i atomfysik og teknologivurderinger, gav også udtryk for sin bekymring og advarede mod de dybe asymmetrier, som globaliseringen medfører: Attentatet i USA var måske blot begyndelsen. I professor Siddapas analyse lige såvel som ifølge Walter Fernandes s.j. (teolog og formand for North Eastern Social Research Centre i Guwahati) er det fattigdommen som udgør den altovervældende trussel mod freden og vores sikkerhed i dag. De opfordrede derfor kraftigt til selvkritik især hos de globaliserende parter, altså Norden. Walter Fernandes ser globalisering som en hidtil uset effektivisering af kolonialismen og imperialismen, en “cocakolonisering”, som hindrer udvikling i Syden og i stedet skaber en uoverskuelig afhængighed ved at forvandle Syden til leverandør af råstoffer og nettoeksportør af valuta, som det nu er tilfældet med Argentina.

Fælles for alle indlæg var opfattelsen af globalisering som en ny fase i imperialismen: den dekonstruerer demokratiet i Norden, hvor globaliseringen har sit udspring og hvor den virker som ensretning - kommer til udtryk i endimensionel tænkning og praksis, bl.a. med de globalisatoriske magters kultur både som normalitet og som normsættende. Globalisering analyseres som stormløb mod andre kulturer, herunder mod religionerne, og som destruktionen af livsmuligheder for de mange som ofres og bukker under. Fernandes nævnte de indiske bønders selvmord fordi støtten blev taget fra dem, og sulten som mange lider under og som svæver som en konstant trussel forskellige steder i periferien. I henhold til Fernandes skaber globalisering en middelklasse, som nyder godt af globaliseringen, hvorimod de overflødige bliver en slavehær af usete dimensioner. Filosoffen Sriniva Rao fra Bangalore formulerede det sådan i sin tale om de kulturelle asymmetriers filosofiske perspektiver og globaliseringens udfordringer: "Nowadays, people are no more transported to another continent where they slog and die as slaves; they die just where they are.”

Befrielsesfilosoffen, professor Enrique Dussel fra Mexicos Autonome Nationale Universitet og Harvard, professor Dina Picotti fra Buenos Aires Universitet samt den katolske præst og filosof, Rafael Madu, der desuden er chefredaktør på Assumpta Press i Nigeria, var ganske kategoriske i deres pessimistiske læsning af den nuværende virkelighed eller tingenes tilstand: enten ændrer vi denne udvikling radikalt eller også begår vi kollektivt selvmord, for både mennesket og naturen er under alt for stort pres. Rao henviste til tre afgørende søjler eller en trefoldig vej der har ført vesten til så respektløs adfærd mod de andre, de anderledes, de "vilde" og mod naturen: skabelsesberetningen som giver mennesket carte blanche til at beherske naturen, Aristoteles' idé om fremstilling af artefakter til brug for mennesket, og Descartes' opfattelse af naturen som en gigantisk sjælløs mekanisme. De har bevirket en utilitaristisk tilnærmelse til naturen. Og han tilføjede, at man ikke kan undre sig over, at kvindernes situation selv i vesten stadig er så prekær som den er, selvom man taler om civilisation. Thi civilisation forudsætter ikke blot at man afskaffer asymmetrierne mellem fattige og rige, mellem kulturerne som mereværdige eller mindreværdige, men også afskaffer det patriarkalske paradigme, som støttes af de ovennævnte tre søjler. I dette lys er globalisering ikke spor postmoderne, men ultramoderne.

Fælles for alle diskussioner i kongressen var at globalisering skaber asymmetrier: dybe kløfter mellem rige og fattige. Der blev rettet en hjerteskærende anklage mod Norden, ikke alene for at være motoren bag disse ulykker, men også for dens arrogance, magtfuldkommenhed, historiske og kroniske foragt for andres værdighed - for mangel på vilje til at lytte til Syden, dvs. til ghettoernes klage. Nordens uvilje mod at forstå at fattigdom er den største trussel mod vores fælles sikkerhed, kan fostre monstre som den selv bliver fanget i apokalyptisk slagsmål med.

Norden anvender konstant begrebet civilisation når den aggressivt forsøger at påtvinge de andre, de anderledes kulturer, sine værdier. Efter de forfærdelige begivenheder d. 11 september er begrebet blevet yderligere højtfrekvent på alle tv-skærme og i mange avisspalter. Bl. a. det fik filosofferne og andre intellektuelle i Bangalore til at spørge sig selv og hinanden, om en civilisation som dehumaniserer andre og som ikke regner deres liv for uerstatteligt, reelt fortjener at blive betragtet som civiliseret. Er man menneskelig og civiliseret, når man både vender det døve øre til og ufølsomt ignorerer de andres lidelser? Er de tårer som udgydes i New York og Washington mere dyrebare end dem der udgydes i Colombia, Palæstina, Indien, Nigeria og af mødre i Irak?

En civilisation, der fx.. respektløst gør vold på og forvandler andre kulturer, gør tusindårige religioner og filosofier til varer i New Age messer og supermarkeder og dermed gør vold ikke alene på disse traditioner, men også på menneskets spirituelle søgen - en civilisation der dræber for olie og guld, er en sådan civilisation, der styres af voldens og dødens logik, for nu at anvende Enrique Dussels udtryk, er den i virkeligheden ikke barbarisk? Sofistikeret, arrogant barbari?

I Mahatma Ghandis eget land, måtte man tænke på ham i en sådan sammenhæng og på et tidspunkt, hvor der mobiliseres til massiv voldsanvendelse. Verden har fået en tragisk påmindelse om, at det der ødelægger verden og dehumaniserer mennesket, er militæret og menneskenes grådighed. Engang blev Mahatma Ghandi spurgt, hvad han mente om den vestlige civilisation. Han svarede, at den var en god idé. I dag ville den indiske nations fader sikkert ikke give dette svar, for den vestlige civilisation er en aggressiv storm, som rider henover verden, især den såkaldte 3. verden. Ghandi sagde desuden: "If you are taking anything you do not need, you are stealing from someone else. When the people from that Island (Storbritannien) needs the half world's ressources to maintain that standard of life, imagine how many planets would be needed to satisfy the needs of the 40 crore indians. The world has enough to everyone's need, but not enough to a few's greed". Ghandi blev bl.a. nævnt af den muslimske filosof og medieforsker, Maqbool Ahmed Siraj, som talte om Islams kulturelle og religøse traditioner og om globaliseringens udfordringer.

Kongressen efterlyste, hvordan den interkulturelle dialog kunne iværksættes i praksis. Dialogen findes allerede til en vis grad Syd-Syd imellem, men med Norden halter den, bl.a. fordi man i Norden opererer med den fordom, at folk fra syden er tilbagestående i intellektuel formåen. Syden producerer uintelligente væsner. I vesten er det Baumann, Mombiot, Negri, Giddens, der hives frem når fornuftens lys skal legitimere globalisering, og man ignorerer - uvidende eller velvidende - de dybtgående analyser af globaliseringen en som produceres i den såkaldte 3. verden. Dér er det ikke alene økonomer, politologer og sociologer som får lov at komme til orde, men også filosoffer, teologer, psykologer, feminister, foruden sociologer og økonomer. Her kan fremhæves især teologen og økonomen Franz Hinkelammert, fra Costa Rica, teologen og sociologen, Walter Fernandes, Indien, teologen Leonardo Boff, Brasilien; Horacio Cerutti-Guldberg, Mexico, og Enrique Dussel, der i sin seneste bog "Befrielsens etik i globaliseringens og udstødningens tidsalder", sætter næsten hele globaliseringsprojektet i skammekrogen. Man burde lytte mere intenst og velvilligt til disse stemmer.

Hvad man kan gøre for at skabe klarhed om globaliseringen er bl.a. pædagogiske tiltag. Men på samme måde som man anbefaler yderligere pædagogiske tiltag i Syden, ville man også kunne gøre det over for Norden. Pædagogik forstås ikke som afretning, som instrument til at tjene et system med det formål at udnytte og undertrykke andre, men som en vej til klarsyn, som et frigørende instrument til at gennemskue manipulation, som en etisk vogter. For hvad Norden angår må man enten være manipuleret for ikke at reagere over for en så eklatant uretfærdighed som Norden repræsenterer, eller også må man være medskyldig i den. I begge tilfælde står man overfor den etiske udfordring, at den ultimative, den absolutte værdi er selve livet. Eller som Enrique Dussel formulerer det: Der er to universelle etiske bud: 1) at man ikke må slå ihjel - et bud som findes i ethvert ansigt: hindu, jødisk, muslim, animistisk, indiansk, kristen; sort, gult, rødt, hvidt, mestiz, og 2) at den sultne skal mættes.

Radikal refleksion og pædagogisk/etisk revolution kunne ændre kursen mod afgrunden. Mit eget bidrag, Kønsproblematik i Globaliseringens Tidsalder, var inspireret af bl. a. Anne Marie Petersens pædagogiske virke i Portonovo (1920-1951), hvor det primært var kvinderne, der blev uddannet, idet hun indså, at historien ikke er fuldkommen uden kvindernes deltagelse som subjekter. Og af hendes lange korrespondence med Mahatma Ghandi om de fattiges og undertryktes førsteret, om at globalisering fattiggør kvinder og at der er tale om en proces, som finder sted under det vestlige eller vestnocentriske patriarkalske paradigme, som kvinderne endda selv reproducerer.

I Ghandis land var et forslag om massiv civil ulydighed næsten forventet. Men denne gang overfor markedet: en international forbrugerfri dag, medicin undtaget, hvor man udtrykker modstand mod at blive reduceret til forbruger, og udtrykker at frihedens indhold ikke består i at vælge mellem forskellige varer som man alligevel ikke har spurgt efter, men består i en åbenhed, som muliggør en konstant og solidarisk forbedring af ens egne og af medmenneskets situation.

Men der var en appel til Norden, ikke nødvendigvis til dem der sidder på magten, men til almindelige engagerede mennesker, om at indlede en dialog, fx. på græsrods- eller NGO basis, som i Porto Alegres Sociale Verden Forum. Globalisering fra neden kunne være en farbar og bæredygtig vej for menneskeheden, en vej som kan medvirke til at genvinde og generobre demokratiet og skabe fred.

I Syden bliver globaliseringen betragtet som udemokratisk, anti-demokratisk, totalitarisme forklædt som demokratisk ideologi, der dækker over en én-dimensional tankegang (begrebet stammer fra befrielsesteologen) i stedet for den kritiske, fler-dimensionale tankegang og dialog som den interkulturelle filosofi har på dagsordenen, eller har som genstand.

Top