Det danske Fredsakademi

GANDHI OG DE NORDISKE LANDE

Redigeret af E. S. Reddy og Holger Terp.

Menon, Esther: En Dag med Gandhi i London. Porto Novo, 1931 no. 11 pp. 160-167

Det kan snart blive otte Aar, siden jeg sidst saa Gandhi i Hospitalet i Poona lige efter hans Operation. Meget er der sket og foregaaet i Indien i de sidste tyve Aar, Indien har kæmpet og lide for sin Friheds Skyld. Gandhi tilbragte nogle Aar i Stilhed i sin Skole, hvilket dog langtfra betød, at han var uvirksom, men han gav sine Kræfter til det sociale Arbejde, som for Gandhi er den væsentligste Forberedelse til Selvstyre. Men snart finder vi atter Gandhi ude paa den politiske Kampplads, og da der ingen positive Resultater kommer ud af hans Forhandlinger med Vicekongen Lord Irwin, begynder han sin saakaldte Ulydighedskampagne med at bryde Saltloven i Marts 1930. I April bliver Gandhi fængslet, og før ham var allerede Tusinder sendt i Fængsel, Mænd saavel som Kvinder, fordi de havde brudt samme Lov. 1930-1931 var i Sandhed et mørkt Aar for Indien, fuld af Lidelse og Smerte. For England blev det et kritisk Aar; saa kritisk, saa mange Englændere mente, at siden det store Oprør 1858 havde der ikke været noget lignende i Indien. Indien begynder langsomt at glide ud af Hænderne paa England.

Lord Irwin, som er den Vicekonge, der i den nyeste Historie har vist sig at være Indiens sande Ven, indsaa, at man udrettede intet ved Vold og Magt; kun ved at prøve paa en Forhandling mellem England og Indien, hvor begge Parter var ligestillet, kunde et Resultat opnaas.

Gandhi og mange andre politiske Fanger kom ud af Fængslet, og der kom en Forhandling i Stand mellem Lord Irwin og Gandhi, der endte med den saakaldte Irwin-Gandhi Pagt. En Sejr for begge Parter.

Indien vedblev at boykotte engelske Bomuldsvarer, forbød Salg af stærke Drikke og Opium og fik Tilladelse til at udvinde Salt, hvor det fandtes ved Kysten.

Inden Lord Irwin rejste hjem til England, - blev det bestemt, at der i Sommeren 1931 skulde finde en Konference Sted i London, hvor Indiens nye Forfatning og Krav skulde behandles. Gandhi skulde være til Stede ved denne Konference som »Den nationale Kongres« Repræsentant, eller snarere som Repræsentant for hele det Indien, som begærede et frit Indien indenfor eller udenfor det britiske Rige.

Til at begynde med saa det ud, som om der stadig skulde komme Forhindringer for Gandhis Afrejse til England, men endelig blev alle Tvivl klarede, og en Dag sent i August sejlede Gandhi sammen med sin yngste Søn, Devadas, sin Privatsekretær og sin engelske Discipel Miss Helen Slade, nu kendt under det indiske Navn: Mirabai, fra Bombay til Marseille og derfra over Land til London.

De engelske Blade var længe før Gandhis Komme meget interesserede i hans Rejse, Kost, Klædedragt o. a. Rygterne løb forud for Manden, Bøger udkom med Titler: »Den nøgne Fakir«, »Gandhi, Øjeblikkets Mand«. Den 12. September landede Gandhi i Folkestone nær London; Mængden havde staaet opstillet i Timevis for at faa et Glimt at se af denne mærkelige Skikkelse, som nogle betragtede som Englands argeste Fjende, medens andre i ham saa ikke blot en dygtig Politiker, men ogsaa en sand Ven af England.

Gandhi, som i Indien havde valgt et Liv i frivillig Fattigdom, delende Kaar med sine fattige Brødre og Søstre, valgte ogsaa i England at bo i East-Ends Fattigkvarter, idet han tog imod en Indbydelse fra en af sine mange engelske Venner, som havde besøgt ham i Indien, en Miss Lester, der har et Slags Herberg for Hjemløse, kaldet: Kingsley Hall. Og var Kingsley Hall ikke berømt før, saa er den bleven det i Løbet af en Uge; siden Gandhis ungdommelige Skikkelse færdes der.

Gandhi er, trods det tangede, raakolde Efteraar, iført indisk Dragt; et Par Sandaler, den indiske Dhoh og et groft, hjemmevævet Shal, som næsten ganske indhyller hans lille, spinkle Figur.

Man maa give England den Ros, at det gav Gandhi en god Modtagelse; men han slog ogsaa snart ved sin vindende Personlighed en Pæl igennem alle de sære Rygter, der gik om ham i England. Han vandt snart alle ved sin Hjertelighed, sit Smil og sit gode Humør.

Det var ikke helt uden Hjertebanken, at jeg rejste til London for at møde Gandhi igen efter over syv Aars Forløb, som havde bragt megen Forandring for os begge. Paa Londons kæmpestore Banegaard stod Gandhis Søn for at tage imod mig; han havde ikke forandret sig, siden jeg sidst saa ham, men han var den samme aabne, frimodige, unge Mand. Vi kørte til et stort gammelt Hus i West-End, som en rig Hindu havde lejet under sit Ophold i London. Værten i Huset var en velnæret, elskværdig Hindu, som mildest talt var vred over dette vaade, triste, kolde engelske Klima. Jeg sympatiserede med ham, da jeg selv har døjet herovre i den ualmindelig kolde Sommer, hvor man tit ønskede sig lidt af Indiens Sol og Varme.

Jeg blev præsenteret for flere Indere med Gandhi Huer og snævre, hvide, hjemmevævede Benklæder paa. De har sikkert vakt Opsigt paa Londons Strøg-gader. Men den mest forunderlige Skikkelse kom mig i Møde, da jeg for første Gang hilste paa Gandhis europæiske Discipel: Mirabai eller Miss Slade. Jeg vilde knap tro mine egne øjne, drømte jeg, eller var jeg vaagen, var det ikke en udpræget Gutterali - Højkastekvinde her stod foran mig?

Høj og nærmest kraftig med et udpræget Karakter-ansigt, Haaret var klippet tæt af, som paa de indiske Enker, Brynene var kraftige, øjnene mørke og kloge, Næsen var lige, Munden velformet og Hagen bestemt, saa den vidnede om Vilje og Modenhed; Huden var mørkere end mangen Braminkvindes. Dragten var helt indisk, et groft, hjemmevævet Skørt, der minder meget om Fanøpigens tykke Skørt, Hovedklædet og et andet groft Shal paa indisk Vis slynget henover den ene Skulder og hængende ned foran, fuldendte det indiske Snit.

Jo, det var Mirabai, Gandhis engelske Discipel, der nu gennem seks Aars Ophold i hans Skole har vist, at Østen og Vesten kan mødes; hun saa ikke ulykkelig ud, tværtimod, hun saa ud som en Kvinde, der havde fundet, hvad hun søgte efter. Der fortælles, da hun i Frankrig blev spurgt, om hun var britisk Undersaat, svarede: »Jeg er ingen Undersaat, jeg er Mahatma Gandhis Undersaat.« - Min næste overraskelse var Maaltidet,

Gandhi selv lever, ogsaa under sit Ophold i England, næsten udelukkende at Gedemælk, ristet Brød og Frugt; men de fleste Indere vilde ikke for en længere Tid kunne undvære deres »Ris og Karry«, saa den samme Hindu, der havde lejet Huset i London, havde bragt en Braminkok med sig og alt, hvad der hører til et virkelig godt indisk Maaltid. Ja, ikke det alene, men da hans Hinduisme eller Kastefølelse sikkert forbød ham at spise af vort Porcelain og med Gaffel og Ske og drikke af vore Kopper, havde han medført et indisk Service bestaaende af store massive Sølvtallerkener, saa store som et meget stort rundt Stegefad, smaa nydelige Sølvskaale og høje Sølvbægere.

Saa til min glædelige Overraskelse blev jeg sat foran et ægte indisk Maaltid, og jeg lod Maden vederfare sin Ret, da det smagte mig bedre end noget Maaltid, jeg har faaet, al den Tid jeg har været i England. Det eneste, der gjorde, at jeg ikke følte mig hensat til Indien, var, at Serveringen, Sølvbakken med alle de lækre Retter, blev bragt af en lille sjusket, engelsk Stuepige og ikke af en flunkende ren indisk Kok.

Efter en Times Hvil ringede Telefonen og sagde, at Gandhi var fri og kunde se mig i St. James Slot, hvor den indiske Konference holdtes. Jeg blev helt benauet ved at skulle gense Gandhi i Kongens Palads; for ham var det sikkert lige meget, enten han var i et Palads eller et Fængsel, de sidste Aar havde jo Gang paa Gang bragt ham i Fængselet, som han humoristisk nok kaldte »Kongens gratis Hotel«. Men mon Gandhi selv for faa Aar tilbage havde drømt om, at han efter at have siddet fængslet, en Gang for seks Aar og sidste Gang paa uvis Tid, dømt for at vække Uvilje mod den britiske Regering, saa kort Tid efter sin Løsladelse skulde rejse til England for paa Folkets Vegne at forhandle om Indiens ny Forfatning.

Mærkeligt nok skal en Astronom ved Gandhis Fødsel have forudsagt, at han engang som gammel Mand skulde rejse til England og se den hvide Kejser og bringe Selvstyre med tilbage til Indien.

Vel! den første Del af Spaadommen er gaaet i Opfyldelse, om den sidste og vigtigste Del skal gaa i Opfyldelse er endnu tvivlsomt.

Da Bilen naaede Slottet, saa jeg, at der stod en Mængde Mennesker opstillet ved Porten; de ventede daglig i Timevis for at faa et Glimt at se af »den mærkelige lille Mand«, der havde bragt selve det britiske Herredømme i Indien til at vakle. Jeg blev af Gandhis Søn ført gennem mange pragtfulde Sale ind i en dejlig smykket Sal med store kostbare Malerier og Væggobeliner, hvor Konferencens Medlemmer indtog deres Eftermiddagsthe.

Her var engelske Lorder og andre høje Embedsmænd sammen med indiske Fyrster i orientalsk Pragt og muhammedanske Ledere med funklende Ringe paa Fingrene og i europæisk Klædning og med guld-broderede Turbaner. Blandt dem alle var der kun to indiske Kvinder, den ene Sarogini Naidu, »Indiens Nattergal« og Talsmand for Swaraj - Selvstyre -, Kvindeemancipationen og Sammenslutningen mellem Hinduer og Muhammedaner, den anden en bekendt Dame fra Madras, Mrs. Subra Rao.

Men Gandhi var ikke at finde i denne brogede Forsamling. Vi fandt ham tilsidst i et lille Kontor, der var anvist ham og hans Privatsekretær Mahadeodesai.

Som i et Nu stod tre Situationer skrevet i min Erindring - Gandhi, som jeg først saa ham i hans Ashram for seksten Aar tilbage, Gandhi i Hospitalet for snart otte Aar siden og Gandhi i Paladset. Men det var den samme spinkle Skikkelse som før, øjnene de samme sjælfulde og gennemskuende, og Smilet det for Gandhi saa ejendommelige og karakteristiske, hvorméd han vinder alle.

Aarene synes ikke at have taget stærkt paa ham; Faste, Fængsel, Savn, Misforstaaelse, Kritik og meget andet havde Gandhi baaret, men det havde ikke kuet ham. Hans Aand har i en forunderlig Grad vundet Sejr over Legemet. Og dog er der intet højtravende over ham, naturlig og ligetil stod han der i sin enkle, smukke indiske, hjemmevævede Dragt; det var, som om det ikke var Aar, men kun Dage, siden jeg sidst havde set ham, da jeg hørte hans Stemme sige: »Og hvordan har du det saa?«

Er det ikke noget af det store ved Gandhis Personlighed, at midt i alt sit uhyre store Arbejde, sine Planer og sit Ansvar, saa har han altid Tid for den enkelte, og han holder ikke af at tabe dem af Syne, der en Gang har faaet en Plads i hans Hjerte.

Inden vi sammen i en Bil forlod St James Palads, fik jeg Tid til at spørge Gandhis Privatsekretær: »Tror du, I vender hjem med Sejren?« Han svarede: »Jeg tror, Indien skal først igennem endnu mere Smerte og Kamp, og mange skal atter i Fængsel !« Vemodigt! hvis Indiens Frihedstime endnu ikke er inde. Men Friheden kan ikke købes for dyrt, heller ikke for Indiens Vedkommende.

Gandhi havde lovet at tale ved et Møde over Emnet »Frivillig Fattigdom«, faa var vel som han skikket til at tale herom. Han sagde bl. a.: »Først naar du har opgivet alt dit eget, er du virkelig fri, og naar du intet ejer mere for dig selv, giver Gud dig mange Fold tilbage igen, ikke for at Selvet skal nyde det, men for at du kan bruge det i et Liv i Tjeneste.«

Kl. halvotte var der Møde i Underhuset, og naar dette var forbi, var Gandhis Dag vel til Ende. Nej, til sent ud paa Aftenen var der Mennesker, der ønskede at tale med ham og se ham. Natten blev kort, men Kl. seks stod Gandhi atter op for at møde Dagens mange brogede Pligter. I Dag i London, i næste Uge i Lancashire for med egne øjne at se den Arbeidsløshed, den indiske Hjemmeindustri har været Skyld i indenfor Bomuldsarbejderne. Og mange haaber paa, at der maa komme et Forlig i Stand mellem Gandhi og de store Fabriksejere i Manchester og Lancashire.

Men kun den, der med egne øjne har set lidt af Nøden og Fattigdommen i Indien, kan vel helt forstaa Gandhi i hans gigantiske Plan for at skaffe Masserne Arbejde og Brød ved Hjælp af Spinderokken og Væven.

Og hvo tør fordømme ham, fordi han mener, at hans egne Landsmænd er hans »Næste«, mere end den engelske Arbejder paa de engelske Bomulds-fabrikker?

Jeg forstod Gandhi den Aften med et Indtryk af, at Magt, Ære og Styrke er ikke det største i Verden, og naar det netop er en Gandhi, Gud har rejst op i Indien for at gaa sit Ærinde, selv om mange kun vil kalde ham en Johannes Døber Skikkelse, saa er det, fordi Gandhi saa helt har været villig til at give alt sit eget fra sig, Gods og Guld og Ære og derved bane Vejen for et nyt Indien, der kan vise Verden, at kun ved at miste sig selv finder og vinder man sig selv.

Maatte Gandhi opleve at se et frit, lykkeligt Indien, lutret gennem Lidelse og derved adlet til Tjeneste.

E. Menon

Top