The Danish Peace Academy

GANDHI AND NORDIC COUNTRIES

Collected by E. S. Reddy and Holger Terp. Editors and publishers E. S. Reddy and Holger Terp.

PORTO NOVO

Nr.6. Juli 1933. 25. Aarg.

Brev fra Anne Marie Petersen.
Nasim Bagh, Kashmir, 8. Maj 1933.

Kære Venner!

Jeg lovede i mit sidste Brev, at jeg vilde fortælle om min Rejse herop. Det bliver der nu ikke noget af denne Gang. Jeg maa skrive om det, som mit Sind er optaget af, som Indien, ja hele Verden vel taler og skriver om, nemlig Mahatma Gandhis Faste. Han begynder den i Dag den 8. Maj. Og over hele Indien er der kaldt til en Bods- og Bededag, en Fastedag.

Der kommer et Par gode Venner, Indere, for at holde Bedemøde med os (vist tildels for min Skyld, da de ved, at jeg er frygtelig medtaget over Gandhis Beslutning). Men jeg kan ikke holde ud at have andre Mennesker om mig, naar jeg har det saaledes. De føles som Jobs Venner. Naar jeg er i Sjælenød, maa jeg ty til Gud alene og udkæmpe det med Ham. Hvis jeg var i Danmark, gjorde jeg maaske det samme, rendte fra Eder alle ud i Ensomheden. Derimod synes jeg, her langt borte, at jeg maa sidde og tale med Eder gennem det taalmodige Papir. I hører jo nok daglig i Radioen og læser i Avisen om Gandhis Faste og dens Forløb, og inden I faar dette at læse, er Gaaden løst, nemlig hvad denne Faste betyder, og hvad der kommer ud deraf.

Jeg tænker mig nemlig, at er det en Gaade for mig, da maa det være saa meget mere for Eder.

Derimod kan det umulig være saa frygtelig alvorlig en Sag for Eder, som det er for mig.

Gandhis Beslutning om en 21 Dages Faste kom ganske bag paa os alle, selv hans nærmeste. Ganske vist har han vedblivende sagt, at en ny, ja flere Faster maatte blive nødvendige for ham.

Dog haabede vi jo, han havde opgivet det, foreløbig da, til en eller anden særlig Begivenhed tvang ham til dette, som vi synes, alt for drastiske Skridt.

Ingen har mærket paa ham, at han følte sig saa tynget under denne sin Prøven paa at rense Hindusamfundet fra dets Kræftskade, dets Holden en Del af Landets Børn for urene og urørlige, for Væsener uden Menneskerettigheder, og at Byrden af hans egen Afmægtighed og over Lunkenheden og Modstanden i denne Sag, var ved at blive ham for overmægtig.

Da jeg 1. April [1934] besøgte Gandhi i Yeravda Fængslet, syntes han saa glad og let til Sinds, som jeg nogensinde har set ham. Vi talte en hel Del, baade om, hvad vi, hvad vor lille Mission kunde gøre for disse urørlige - hos os i Sydindien - saakaldte Pariaers Opløftning. Jeg fik ogsaa indført det Spørgsmaal, som saa længe har brændt paa hos mig, og som jeg ønskede at faa direkte Svar fra Indiens store Reformator paa, nemlig, om han under Svaraj vil have tvungen Skolegang eller ej. Dertil svarede han, at han var imod al Tvang, men navnlig en Hader af Skoletvang. "Jeg ønsker gode Skoler og fri Skoler for alle, saa alle Børn og Unge kan faa Lejlighed til den bedst mulige Oplysning. Men selv den bedste Skolegang bliver ødelagt, hvis den er tvungen. Men," føjede han til, "jeg ved, jeg er i ynkelig Minoritet i det, saa vel som i mange andre Spørgsmaal."

"Det gør intet, Bapu, om De er aldrig saa ene, De har Retten og Sandheden paa Deres Side, og vi faa, som tror paa Frihedens Sejr, vil sejre. Indien kan jo ogsaa umuligt, saa fattig som hun er, gennemføre tvungen Skolegang; det vil komme os til Hjælp." Da jeg forlod ham, spurgte jeg, hvornaar jeg skulde faa ham at se igen. Han lo og sagde: "Naar De rejser tilbage fra Kashmir." Men jeg udbrød: "Her i Fængslet? Gud forbyde det!" "Hvorfor ikke," svarede han, "jeg har," og saa viste han sine fem Fingre, "saa mange Aar tilbage! Jeg er fuldkommen lykkelig her." "Men Spørgsmaalet er ikke, om De er lykkelig eller ej; men om vi er det med Dem i Fængsel, om vi, om Indien kan undvære Dem." Det indrømmede Gandhi, og vi skildtes med eet, at som Guds Vilje var, saaledes blev det nok.

Og nu dette, denne Faste, er den, kan den være Guds Vilje? Jeg kan ikke se det, kan ikke faa Klarhed. Et Øjeblik synes jeg, det er at friste Gud, og at Gandhi har ingen Ret til at "lege" med Liv og Død og prøve Gud og os hans Venner paa den Maade.

Og saa siger jeg igen, at Gandhi maa jo bedst selv kende Vejen, han skal gaa, og at han ikke let sindigt gaar ind under Lidelsen og sætter sit Liv paa Spil, uden at han føler sig tvunget under Guds mægtige Haand. Maaske bliver Udfaldet saa ikke, som han tænker. Maaske har Gud noget helt andet -ikke Hindusamfundets Renselse og Fornyelse, men dets Nederlag og Opløsning som Maal. I disse Dage har jeg maattet tænke paa en Bemærkning, Gand hi lod falde, da vi talte om de kasteløse (eller Harijans, Guds Børn, som Gandhi elsker at kalde dem), nemlig: "Kan Hindusamfundet ikke reformeres, ikke rense sig fra denne Skamplet og indoptage de for trykte og undertrykte Harijans, da fortjener Hinduismen ikke at leve, da kan den ikke leve."

Hvad Gandhi har følt som den største Sorg er ikke blot, at alle ortodokse Hinduer, hele Præsteskabet, alle, som mener sig at være rettroende Hinduer, staar ham haardt imod, og at Regeringen halter til begge Sider og skyder sig ind under, at de har los vet at være nevtrale i religiøse Spørgsmaal, saa Lige stilling for Loven for Harijans end ikke synes at kunne gennemføres; men at hans egne Disciple, Konsgressen og Reformfolkene sløjer af, lader sig optage af politiske Partistridigheder og ikke sætter Livet ind paa at frelse og frigøre Indien, hvilket maa være at begynde inde fra og opbygge deres eget Samfund.

Set saaledes bliver Gandhis Faste nu en Henstilling, en Appellering til Hindusamfundet, om nu at rense sig selv fra denne blodige Synd, som dette Urørlighedsspørgsmaal er. Hvis han nu dør, hvad saa? Menneskelig talt er der ikke meget Haab om, at han, gammel og svag, som han er, skal kunne gennemleve en 5 Ugers Faste. Hvis Gud vil, saa kan Han jo holde ham i Live. Vi vil da have set et Under ske for vore Øjne.

Vil Gud gøre det Under? Ja, det ved jeg ikke. Men jeg kan ikke se rettere, end at dør Gandhi, da er Indien som saadan fortabt. Ikke, at Indien ikke vil leve videre, som den nu lever, som vi alle lever, i nedadgaaende Linje mod Undergang. En anden Profet som Gandhi, een der vil sætte Livet ind for sit Folks Redning, tror jeg ikke vil opstaa. Gud taler nu, som jeg har maattet henstille til Indien, fordi jeg følte, Gud havde noget at sige gennem mig, og vil det ikke høre og ikke vende om og gaa til sin Fader, da vil det dø i sin Synd.

Det, jeg havde haabet paa, som jeg havde levet for, at et nyt Indien skulde genfødes, leve og gøre sin Verdensmission, det Haab mister jeg vist, hvis Indien ikke nu bestaar sin Prøve, men Gud lader Gandhi dø, fordi Indien ikke er værd, at han skal leve.

Det eneste, der holder mig oppe, er dette: Kristus Jesus, han lever dog. Hvad saa, om alt andet, alle andre gaar under. "Min Naade er dig nok," er det Ord, der lyder til mig i disse Dage. Hvorfor lader jeg saa ikke være med at spekulere over, hvad jeg dog ingen Vegne kommer med? Hvorfor bryde mig om, enten Gandhi dør eller lever? Hvorfor pine mig med hans selvpaatagne Plage? Hvorfor bryde mig om, hvad der sker i Indien? Ja, kunde jeg bare lade være! Men det kan jeg ikke. Vi lever nu engang ikke Livet for os selv. Vor Skæbne er bundet til vore kæres, til vort Folks, til dem Gud gav os at leve med og for. Og jeg er bundet til Indien saaledes, at selv om jeg river i mine Baand og siger: "Jeg vil hade dig og intet have med dig at gøre mere!" saa skærer Baandene bare dybere ind i mit eget Kød. -

Jeg føler, det er ikke rigtig mod Eder, Venner, for alt, hvad I holder af mig og ofrer paa mig, at disse Dage har taget saa meget paa mig, at alt, hvad der var bygget op for mit Helbred her den sidste Maaned, det er nu tabt igen. Og hvordan jeg skal komme igennem disse 21 Dage, det begriber jeg ikke! Somme Tider ønsker jeg, at de maa blive forkortede, at Gud vil hugge Knuden over og vise os, hvad det er, han vil.

Men jeg ved jo, at Gud lægger ikke tungere Byrder paa os, end vi kan bære. Han prøver os ikke over Evne. Fører Han kun sin Kamp igennem, da er alt jo godt. Og, ogsaa nu, medens jeg har prøvet at udøse mit Hjerte for Eder, for det syntes jeg, jeg maatte, har Han talt trøstende til mig. Hans Vilje ske, Hans Rige komme. Alt skal blive godt.

Men hvor meget maa Han ikke knuse, maaske os med, for at Han kan faa sit frem.

Eders Anne Marie.

Gandhi overlevede fasten.

Gandhis Faste

A. M. P. har sendt nedenstaaende Artikel til forskellige indiske Blade, og hun har ogsaa ønsket, at danske Venner skulde have Del i den.

E R.H.

Srinagar, den 6. Maj 1933.

Brødre og Søstre!

Taler Gud ikke til jer, som han taler til mig, og siger os, at nu er Prøvelsens Stund kommet til os, at Indien nu maa vælge, om hun vil følge Livets Vej eller Dødens? Hvis hendes Mahatma, hendes Sjæl dør, kan hun saa leve? Er det ikke for vore Synders Skyld, at Gandhi nu lider, og dersom han dør, er det saa ikke os, der har dræbt ham? Vi er blevet advaret, og vi lovede, at vi vilde angre og fjerne Urørlighedens Synd. Men hvad har vi gjort? Vi har talt meget, men har ladet Kræftskaden æde dybere og dybere ind i Indiens Indvolde, og hendes Mahatma kan ikke længere udholde Byrden af hendes Synder og Lidelser. Kun et Mirakel kan redde Gandhis Liv. Men vi maa gøre vort bedste for at fortjene, at Gud skulde lade dette Mirakel ske og bringe vor store Helgen tilbage til os fra Dødens Skyggedal, lad os derfor nu angre og rykke denne Urørlighedens dødelige Synd op med Rode.

Lad disse 21 Dage være Naades-Dage. Lad os bede Qud om Barmhjertighed, og om at han vil glemme vor Skyld og hjælpe os til at begynde et nyt Liv, saa at Gud maa modtage hans Offer og vor Anger, saa at hans Vilje kan ske paa Jorden, saaledes som den sker i Himlen.

Skulde ikke alle vi, som elsker Gandhi, gøre et helligt Løfte om, at hans Bod ikke skal være for gæves, og at vi vil holde ham oppe ved at gøre, hvad han ønsker, vi skal, og derigennem give ham den Fred og Styrke, som er nødvendig for at bringe ham frelst igennem Prøvelsen, nemlig: At rykke Urørlighedens dødelige Synd op med Rode, saa at den ikke mere skal eksistere her i Landet. Sig ikke: "Det kan ikke gøres." Det kan og maa gøres, ikke blot ved vor egen Kraft, men ved Guds Hjælp. Har Han ik ke lovet: "Min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed."

Lad os staa op og handle. Vi kan alle gøre vort i denne Sag. De, som kan, skulde gaa til ethvert urørligt Menneskes Hus paa den Maade, Gandhi selv har vist os. Vi Kvinder maa aabne vore Hjerter og Hjem for vore urørlige Brødre og Søstre. Lad os dele vore Maaltider med de sultne, for det vil sikkert give vor elskede Fører langt mere Fred, end hvis vi fastede sammen med ham. Gud vil lede os og vise enhver af os, hvad vi skal gøre. Hvis nogle af Templerne lukker deres Døre for de Urørlige, lad os da med Glæde være kastet ud sammen med dem. "Gud bor ikke i Templer, skabt af Menneskers Hænder; Han tjenes ikke af menneskelige Hænder, som om Han behøvede noget, for det er Ham, som giver Liv og Aande og alting til alle Mennesker." Hvor der er Kærlighed, der er Gud, og Menneskehedens Tjeneste er sand Tilbedelse.

Lad os derfor lytte til Guds Kald nu, saa at Hans Lys ikke maa blive taget bort fra os, men at vi maa se Hans Dag fra det Høje gry over Indien, og over den hele Verden.

Underskrevet: Søster Marie.

Top