Det Danske Fredsakademi

GANDHI OG DE NORDISKE LANDE

Redigeret af E. S. Reddy og Holger Terp.

Ellen Hørup og Indiens Venner

Af Holger Terp

For at styrke formidlingen af oplysninger og nyheder om indernes frihedskamp opretter Ellen Hørup og nogle af hendes venner i oktober 1930 foreningen og tidsskriftet "Indiens Venner" i København.

Når Ellen Hørup i slutningen af tyverne tager initativ til en international kampagne til fordel for indernes frigørelseskamp, er dette en nyskabelse i kampen. Gandhi mener på det tidspunkt, at indernes frihedskamp skal foregå i Indien og ikke udenfor landet. Så Ellen Hørup kommer med sine planer om en international journalistkampagne, lidt på tværs af Gandhis planer. Hun er dog ikke alene med diisse planer for rundt omkring i Europa, såvel som i andre verdensdele, dannes der samtidig tilsvarende støtteorganisationer og tidsskrifter som "Indiens Venner".

Disse organisationer og tidsskrifter er i dag stort set glemte. Mig bekendt er de ikke omtalt i de forholdsvis få bøger, der er skrevet om fredsbevægelsernes historie, hverken internationalt eller herhjemme. I efteråret 1989 registrerede jeg små 500 bøger om den internationale fredsbevægelsens historie og fandt ikke en eneste omtale af "Indiens Venner" og kun to omtaler af "den verdensberømte danske journalist Ellen Hørup".

Foreningen Indiens Venner

"Indiens Venner" i København oprettes i oktober 1930 med det formål, at udbrede kendskabet i Danmark om forholdene i Indien. Foreningens programerklæring i prøvenummeret af "Indiens Venner", oplyser, at:

“Indiens Venner er Navnet paa en Sammenslutning af Indieninteresserede Danske. Formaalet er at udbrede Kendskab til og vække Interesse for Indiens kulturelle og sociale Forhold gennem Tiderne. At bidrage til at udjævne de Racefordomme, som endnu findes. At bidrage til at Indien faar den Plads blandt Folkene, som dets ældgamle Kultur og Aand berettiger det til. Men "Indiens Venner" gaar videre. I den "ikkevoldelige" Uafhænighedsbevægelse, som er rejst af Gandhi, ser de Indledningen til et nyt Afsnit i Menneskehedens Historie, hvor Vold og Vaaben er afskaffet, og hvor Modsætningerne mellem Racer og Nationer ikke mere hindrer Forstaaelsen blandt Menneskerne”.

Fra starten er den temamæssige bold givet op, idet pacifisten Emil Dehn, på foreningens første møde, foredrager om "Ikkevolds Tanken".

Blandt foreningens ialt ca 250 medlemmer er der i oktober 1931 i arbejdsudvalget: Ellen Hørup, forfatteren og den senere redaktør af "Ude og Hjemme" i årene 1933-1936 Fru Tove Kjarval, Axel Pille fra Aldrig mere Krig, Fru S. Høgsbro Holm, Emil Dehn, maleren Roger Scavenius, Fru Marie Schmidt, keramikeren Cathinca Olsen, Frk. Maya Scavenius. Senere kommer Kommunelærer Jens Jacob Jensen med i arbejdsudvalget. Kasser i Indiens Venner er fuldmægtig Walther Pusch, Ellen Hørups moders plejebarn.

Tidsskriftet Indiens Venner

Foreningen Indiens Venner udgiver tidsskriftet "Indiens Venner" som udkommer, i lighed med Ellen Hørups senere tidsskrifter månedligt, fra november 1930 til november 1938. Der indledes med to prøvenumre. I det første år af tidsskriftets eksistens er forfatteren og den senere redaktør af ugebladet "Ude og Hjemme", Tove Kjarval (1890-1958) redaktør af bladet. Tove Kjarval er forfatteren og satirikeren Hans Scherfigs idealistiske og okulte Fru Drusse. Resten af tiden er Ellen Hørup redaktør af "Indiens Venner". Blandt de danske bidragyderne til bladet er foruden Ellen Hørup journalisten Axel Pille, specielt efter at "Nye Veje" går ind i 1933 (bladet blev senere i 1936 og 1937 forsøgt genoplivet) og kunstmaleren og keramikeren Cathinka Olsen, som sammen med en fjerde bidragyder, filosoffen og Magasindirektøren Carl Vett, er samemn med Ellen Hørup hos Gandhi i Indien, pacifisten og redaktøren Aksel Knudsen fra tidsskriftet "Øst Vest", Tove Kjarval, indien missionæren Anne Marie Petersen, Henni Forchhammer fra Aldrig mere Krig, H. Bjerrum, L. H. Bjørner fra "Retsforbundet", Jens Jacob Jensen, pastor og indienmissionær Johannes Bittermann, og Karen Stampe Bendix.

Blandt de udenlandske bidragydere i "Indiens Venner" er notabiliteter som: Mahatma Gandhi, Rommain Rolland, de amerikanske journalister Wilhelm Shirer og Sydney Strong, den amerikanske forfatter J. T. Sunderland, den indiske digter Rabindranatm Tagore, den indiske kongrespolitiker Taraknath Das, schweizeren Edmond Privat, inderne: Fru Keron Bose, Subbas Chandra Bose, Anatm Natm Bose, Jawaharial Neru, englænderne: præsten og forfatteren C. F. Andrews, Walther Walsh, Reginald A. Reynolds viceformand i "Friends of India Society", i London; den norske sangerinde Caroline Bokken Lasson, Nordmændene M. Gormsen, Agnes Herber, Olaf Klausen, Johannes Hohlenberg, den belgiske pacifist Frans Dael den schweiziske militærnægterorganisator professor Pierre Ceresole, Wilfred Wellock og Michael Mendelsohn.

En imponerende samling pacifistiske skribenter.

Ud over journalistiske artikler skrevet direkte til tidsskriftet sakser redaktionen fra en del udenlandske aviser og tidsskrifter, specielt Gandhis egne tidsskrifter: "Young India" og "Harijan", det engelske tidsskrift "India Bulletin" fra organisationen "Friends of India" grundlagt i 1932, det schweiziske "GandhiBriefe", et Japansk Gandhi tidsskrift "Indian Flag" omtales, "Free Press Journal", det amerikanske fredsblad "Unity", og andre indiske tidsskrifter, eksempelvis: "The Modern Rewiev", The New Asia", og "Hindustan Times".

I tidsskriftet "Indiens Venner" beskæftiger man sig hovedsageligt med den aktuelle politiske og kulturelle udvikling i Indien. Denne beskrives og kommenteres. Fra fra midt i trediverne kommer der desuden flere pacifistiske artikler og flere kvindesagsartikler i bladet.

“Udgiverne af dette Blad har paataget sig en meget vanskelig Opgave naar man tænker på, hvad Læsere i Almindelighed er vante til nemlig at have det samme Princip for Øje, som Mahatma Gandhi har taget som Grundlag for sit Blad "Young India": Aldrig at skrive andet, end hvad der er Sandhed, og aldrig at bruge Overdrivelser.Vi ved, at det er et Princip, Gandhi har gennemført al den Tid han har arbejdet for sit Folk. Vi ved, at Gandhis Ærbødighed for Ordet er saa stor, at han under hvilke som helst Forhold vilde praktisere dette Princip.Ordet har i vor Tid undergaaet en Forvandling, der ikke staar tilbage for noget andet i vor af Tekniken beherskede Tid. Den "Overproduktion" af Ord, der finder Sted nu, gør, at det ligesom en Vare har tabt i Værdi.”.

Ordet bevares ikke mere, det modtages ikke mere som noget betydningsfuldt. Ord drukner Ord.Men Ordet er ligefuldt en Magt. En af de største, der findes. Og en af de farligste. Selve Mængden af Ord er en Fare. Mennesker beruser sig i Ord, bedøver sig. Ord er efterhånden blevet en daglig Narkose, der under Masken af Kultur elller Nødvendighed til den Grad optager og betager Menneskene, at deres Personlighed gaar til Grunde i dem. De vogter sig navnlig ikke for Arten af de Ord, de tillader at faa Indpas i og optage deres Tanker. Og i Særdeleshed er der en Mængde af de Mennesker, der producerer Ordet, der ikke vogter sig for at misbruge det. Disse er i en saa væsentlig Grad i Overtal, at de langt færre, der har Ærbødighed for Ordet, og ønsker at bruge det til Gavn og Højnelse for Menneskeheden, næsten bliver borte melllem dem.Ordet kan være et frygteligt Vaaben. En forfærdelig Gift. Millioner Mennesker er gaaet under i Revolutioner, i Krig, i Pinsler, i Nød fordi Ord fra enkelte Mennesker forgiftede Sindene og bragte Tilstandene til Eksplosion. Og Millioner synes endnu at skulde forgaa, fordi Ordet bestandigt bruges paa den Maade.Tænk om alle de førende Hjerner i Verden vilde veje deres Ord paa en Guldvægt, før de slap dem løs. Som Mahatme Gandhi gør det. Før de talte det, før de skrev det. Før de løftede det som flammende Bannere over deres Hoveder til at vildføre eller retlede den villige Menneskehed. Før de brugte Ordet til at gøre Vold mod Menneskesindet. Mahatma Gandhi har ved hele sit væsen, i hele sin Gerning fornyet de smukkeste Ord, der gennem aartusinder af Menneskehedens store Lærere er sagt os. Han har gjort dem levende igen. Men for at de skal kunne høres Verden over, for at de ikke skal drukne i de giftige, de overflødige, de frygtsomme Ord, maa de gentages af saa mange som muligt. De maa blive et Raab, der kan overdøve Revolutionens, Krigsgalskabens, undertrykkelslystens Ord Verden over…”.

Ellen Hørup skriver op igennem 1930'erne en lang række artikler om Gandhi og forholdene i Indien. Endog både læserbreve og artikler i "Berlingske Tidende", hvis redaktion gør avisens undrende læsere opmærksom på, at: "Fru Ellen Hørup skriver naturligvis ganske for egen Regning"! Artiklen i Berlingske Tidende, er en anmeldelse af Richard B. Greggs pjece: "Gandhis ikke voldelige kamp. Heri konkluderer hun, den 25.7.1930, om nytten af den ikkevoldelige modstand:

“Og lige som den enkelte overfor den ikkevoldelige Modstand begynder Soldaterne at tvivle paa deres Sags Retfærdighed. Og Tvivlen virker opløsende paa alt det, der svejser en Hær sammen til en ubrydelig Helhed. Disciplinen, Tilliden til Officerne, Regeringen, Landet. Hvorfor er de blevet udkommanderet mod den slags Mennesker? Hvad har de gjort? En Soldats Haandværk er Krig, men Krig forudsætter en væbnet voldelig Fjende. Hvorfor skal de slaa løs paa de rolige ubevæbnede Folk? Det er ikke Krig, det er Overfald. Her er ikke noget at forsvare, her er ikke noget at beskytte. Og grimt ser det ud, baade i deres egne og andre Folks Øjne. Med den Slags Ræsonnementer opløses den sidste Rest af Moralen. Imod den ikke voldelige Modstand er Vaapene til ingen Nytte. Imod den Hær, der i Ordets bedste Forstand ikke er voldelig, kan ingen Soldater kæmpe. Heller ikke i Indien”…

Ud over tidsskriftet, udgiver og formidler foreningen "Indiens Venner" også en række pjecer skrevet af forskellige forfattere om forholdene i Indien.

I takt med den stigende politiske krise i Europa med nazisterne og fascisternes fremgang, nedtones aktiviteterne i Indiens Venner som ender sine dage i foråret 1940. I mellemtiden er Ellen Hørup i lighed med alle andre udenrigspolitisk orienterede i mellemkrigsårene flyttet til Genève, som blev oplyst af den nye stjerne i menneskehedens broderskab som skulle forhindre krige og ødelæggelser: Folkeforbundet.

Top