Det Danske Fredsakademi

GANDHI OG DE NORDISKE LANDE

Samlet af E. S. Reddy - ereddy@aol.com og Holger Terp

Løse Blade fra min Billedbog : Erindringer fra en Rejse i Indien

Af Missionær, Frk. Anne Marie Petersen.

Saa ligger det da nu udbredt for mit indre Blik: Landet - vort forjættede Land, Indien, med Sletteland, Højland, Bjærgland, Dale, Floder, Søer, nysaaede og nyplantede Marker, Risland, Majs, Sukker, Bomuld, Hvede, Cholam, grønne, grønne Marker - med Kvinder, der gaar og luger og skinner som store valmuer i deres røde Klædning - gule Kornmarker, i hvis Midte Vægteren sidder paa sin Palmemaatte paa fire Stolper - Stubmarker og Pløjemarker, hvor Bonden eller Daglejeren gaar halvnøgen bag Ploven og »roder« i Dyndet - rød Jord og sort, nøgen Jord - Agavehegn og Kaktuskrat, Palmelunde og Kratskov og store, vældige Træer. Saa nøgne, øde Strækninger, hvor det magre Kvæg søger sin sparsomme Føde.

Solen. gaar ned bag en frodiggrøn Sukkerrørsmark. Det er voldsomme, knaldende Farver: guldgult og rødt. Mørket kommer hurtigt med sin Mystik. Man ser Stjernerne i den endnu rødgule aftenhimmel og over os paa dyb-blaa Himmel. Snart kommer Maanen stor og skinnende.

Her er de to, som rejser. Den ene er ny i Landet, og derfor kommer alle Tiggere, Krøblinge, blinde, halte, spedalske og alle Slags Sælgere og omringer hende. De slaas om at komme til. For hun har røde Kinder og derfor et tilsvarende blødt Hjerte, tror man. Og det passer godt nok. Den anden er gammel i Landet. Hun har ikke mere røde Kinder. Om Hjertet vil jeg helst tie stille. Det kunde være bedre. Men om een Ting er de to enige: De vil rejse billigt og langt og se meget og mangt. De vil prøve at se godt ogsaa med Hjertets øjne.

Bekvemmelighederne paa tredie Klasse er ikke store. Der er et lille Hul i Gulvet i det tilstødende lille Rum. Naa ja, og Bænke at sidde paa i Kupeen er der jo da ogsaa, selv om de er umagelige og snavsede. Men med godt Humør kommer man langt. Det værste er, at den stakkels lille "nye" har svært ved at sove paa den haarde Bænk i det raslende Bumletog.

Men Morgenen kommer, man retter sin stive Krop, farer ud paa en Station og vasker sig ved Vandhanen.

Morgenrøde, en Sol stor og blændende glider op over et Landskab, der næsten svømmer i Vand. Det har været en ualmindelig voldsom Monsun. Vand i Damme og Søer, Vand over Markerne, og i Vandet hvide Lotus og hvide Fugle. Aldrig saa jeg saa mange Hejrer og saa mange Lotusblomster. Hvad der er Fugl, og hvad der er Blomst, kan man ikke se i Afstand. Her i Telugulandet gaar Folk ogsaa mest klædt i hvidt. Om det er for Enshedens Skyld, Véd jeg ikke. - Toget glider forbi fattige Landsbyer i Dynd og Ælte. Hvor de ser fattige og triste ud! Mange af Lerhytterne er regnet ned, allermest i Pariabyerne, som ligger i en Sump paa denne Tid af Aaret. Mennesker og Dyr lider ilde i alt det vaade. Kun Bøflerne og de sorte Svin har det godt i al Ælten.

Saa naar vi Floden, den store smukke Godavary, der er svulmende fuld af Vand.

AF DAGBOGEN.

Blev modtaget med megen Venlighed, ja Kærlighed i Rajamundry hos den amerikanske Mission der. Det var den amerikanske Nation i første Slægtled: Svensk, Tysk, Dansk, ikke rigtig sammensvejset endnu. Saa fem Pigeskoler og een Drengeskole.

I Guntur.

Vi »gjorde« Gundur paa een Dag. Mrs. Aberly hentede os i Dr. Kuglers Bil, og saa gik det fra Skole til Skole, Kirke, Hospital, Optagelseshjem o. s. v. Vi naaede at se tre blandede Skoler, een Hindupigeskole, to Mellemskoler for Drenge, den vældige Pige-skole for kristne Piger og naturligvis Hospital, Kirke, Optagelses-hjem og Bibelskole, og saa endte vi med en rigtig amerikansk Takkefest, hvor alle de amerikanske Missionærer i Guntur samt en Del fra Distriktet var samlet hos Dr. Kugler. Det var den virkelige amerikanske Mission, vi der var samlet med.

Deres Pigekostskole var den bedst ordnede Missionsskole, vi har set. Det er en Folkeskole, hvor der er syv Klasser - foruden Børnehaveklasserne, hvor Modersmaalet bruges, og hvor der gives en afsluttende Undervisning, saaledes som det er bedst for de allerfleste af vore Piger, der ikke skal fortsætte op i de højere Skoler. Men saa var der ogsaa Mellemskole, hvor kun de Piger blev optaget, som kunde og vilde læse videre. Denne fortsatte saa med Gymnasium, alt paa samme Sted. Desuden var der ogsaa Lærerinde-Seminarium for de unge Kvinder:

Skal vi have en ny Skole i vor Mission, bør det være noget i den Retning, saa Modersmaalet bruges i saa vid Udstrækning som muligt, saa der gives vore Piger en god, praktisk Opdragelse, og saaledes, at vi ogsaa kan give dem af dem, der egner sig dertil, højere Undervisning.

20/12. Saa gaar Rejsen til Poona, Bombay, Ahmedabad. Over Dekkans Højland gaar det, mærkelige, skaldede Højder med Smaabjerge og afsvedne Sletter, nu og da afløst af Daddellunde og andre, mindre Oaser. Husene er »østerlandske«, graa Stenhuse med fladt Tag af den samme graa, bløde Sten. Ingen Træer i Landsbyerne, graat er Landskabet, graa er Husene. Hvad der er Huse og hvad Klipper, er ikke let at se i Frastand. Her er forfærdeligt i Hedetiden. Selv nu ind under Jul er det en slem varm Dag i Toget over Dekkans Højland. Toget er overfyldt, Kullene er daarlige, og opad gaar det bestandig; derfor naar vi at komme til Poona om Morgenen i Stedet for om Aftenen. Det er en Fordel for os; saa sov vi gratis den Nat i Toget og kom til Poona med en Dag for Haanden at se os om i.

Nu er vi i fremmed Land. Her taler de Mahrathi, og meget faa forstaar Engelsk i Modsætning til Madras Og vor Egn, hvor mange kan bryde paa lidt »English«.

Hvor vi skulde tilbringe Julen, havde vi ikke Begreb om. »Missionary Home?« spørger vi en af de mange Hyrekuske, som omringer os. En nikker, Og saa sætter vi os op i hans Gig. Saa ar det gennem Poonas Gader - pæne, brede Veje i denne Del Byen. Luften er høj og klar og føles kold for os to, som kommer fra det altid varme Madras. Villaerne ligger fornemt tilbagetrukne med Haver, hvor Roser og Krysantemum blomstrer. Der er Jul i Luften, synes vi. Stadig gaar det i Luntetrav ad stille, hvide Veje med morgenstille Huse og Haver. Det er spændende at se, hvor vi havner, om det bliver et Sted, de vil have os, eller om det gaar lige ud i det vilde. Men endelig drejer vi ind ad en Indkørsel til et af de yderste Huse i Villabyen, hvor der staar: »N. Dannefærd. Soldiers' Home» (Soldaterhjem). Hvad er det? Det er jo et dansk Navn, stavet med et godt dansk »Æ«! Og ganske rigtig. Det er en dansk Mand, udvandret til Australien, gift med en Australier, indvandret til Indien, som nu har et Soldaterhjem for engelske Soldater. Men de tog jo da ogsaa nu og da Missionærer ind for kortere eller længere Tid.

Der holdt vi Jul 1916 sammen med engelske, australske og kanadiske Soldater og med nogle Missionærer, tilhørende Gendøbere, Tungetalere, Pinsefolk. Først gik vi til et af de store, offentlige Anlæg, hvor vi købte Roser, spadserede omkring og frydede os over de dejlige Blomster og de smukke Træer. Saa satte vi os paa en Bænk for at slikke det sidste Solskin og synge vore egne danske Julesalmer. Solen gik ned, det blev koldt, vi krøb sammen under min Frakke, mens vi sang: »Den yndigste R6se«. Saa gik vi hjem og holdt engelsk Jul med Tommy'erne (d. e. de engelske Soldater).

En Mils Vej fra Byen ligger Professor Karves Hinduenkehjem og Universitet. Det er i Sandhed et af Indiens Undere. Det ny Indien er det, som der har skudt et af sine friskeste og bedste Skud. For 25 Aar siden begyndte Karve sit Hjem med to Enker. Det var under stor Modstand, han begyndte. Hvad vilde han vel med Enkerne uden at bortgifte dem igen, sælge dem med andre Ord, og tjene Penge paa den Forretning? Saadan var Folks Mening om ham. Men han dreves kun af Kærlighed til Sagen: at bedre den stakkels Hinduenkes Kaar og i det hele skaffe Indiens Kvinder bedre, friere Kaar.

Nu er der mellem 300 og 400 Hinduenker og unge Piger af de højeste Kaster, som lever og studerer sammen der. Hvor var det ikke rørende at se en ung Hinduenke - Bramin - sidde paa Skolebænk sammen med sin tiaars Søn. - At skabe en Hær af oplyste, gode Kvinder, som kan være med at rejse Indien, det er Professor Karves Ide. - »Gode Hustruer, gode Mødre, gode Naboer« er det, han først og fremmest vil, de unge Hindupiger skal opdrages til. Men skal det blive til noget med Indiens Fornyelse, maa Kvinderne ogsaa være med i det Arbejde paa den Maade, at de kan tage Arbejdet op udadtil som Lærerinder, Sygeplejersker, Jordemødre, Læger o. s. v., og derfor fører hans Skole dem helt op i Universitetsklasserne, saa de kan tage B. A.-Eksamen ⁽¹⁾

derfra. Det mærkelige ved hans Skoler er, at hele Undervisningen gives pan Modersmaalet, Mahrathi. Ellers gives jo saa godt som al Undervisning i de højere Skoler i Indien paa Engelsk. »Men,« siger Professor Karve, »Oplysningen kan aldrig rigtig blive Folkets, allermindst Kvindernes, Eje, hvis den ikke gives paa Modersmaalene. Kun da bliver den Dannelse, de faar, en Hjerte-dannelse. Ellers bliver det noget løst Paahæng.

Hele dette store Arbejde bæres af frivillig Hjælp og ved frivillige Gaver. Selvfølgelig er de fleste Elever betalende; men hvad derved indkommer, slaar kun lige til til Kost og Ophold for Eleverne. Bygninger, Bøger, Lønninger o. s. v. bliver skaffet ved Gaver. De faar intet Statstjlskud; thi de vil ikke binde sig til Regeringens Skoleforordninger, men indrette sig efter deres egne idealer.

»Gud er Kærlighed,« var den Indskrift, vi saa i Professor Karves Værelse.

»Kunde vi bygge en Skole, en national, kristen Skole, hvor de unge Kvinder fra vor Mission, kunde lære at elske og tjene deres Land for Kristi Skyld - - saaledes som de unge Hindukvinder her bliver opdraget til at gøre det!« Det var det ønske, vi tog bort fra »Nishkâma Karma Mada « med.

Poona er kendt for sine Tungetalere. Pinsebevægelsen eller Tungetalerbevægelsen, som jo ogsaa gik over Indien blandt nogle af de Kristne, fandt især Jordbund her. Nu er den vist døet ud. Men vi taler med Tunger, vi to, kan vi sige. Naar vi taler til Folk., til Kuske, Butiksfolk, Politibetjente o. s. v., svarer de i Reglen: »No English, Memsahib. « Sætte os op i en Vogn og faa Kusken til at køre, gaar let nok. Men hvor vi saa havner, er temmelig ubestemt. Vil vi have Kusken til at standse, raaber vi: »Stop, Nillu, Niruttu ⁽²⁾

, Pruh, Pruh.« Men ikke engang Hesten, som dog er en klog Skabning, forstaar vort Tungemaal.

Bombay, 30/12

En stor, uhyggelig By, det er Helhedsindtrykket herfra. En Tur i Sporvogn fra Hovedbanegaarden til Viktona-Parken, og man har nok af Byen: høje Huse, bredere foroven end forneden med smaa, smalle Træbalkoner, hvorfra smalle Døre og Trælaager i Stedet for Vinduer fører ind til de mørke Huler bagved, hvor Mennesker er sammenhobede i en uhyggelig Grad. Snavset Tøj og Pjalter hængt paa Mennesker og hængt paa Snore og hobet op i alle Kroge, det var, hvad vi saa af Hjemmene derinde i de høje Huse - 8navs, Støv, Stank paa Gaderne og i Luften - det er Bombays indfødte Gader.

»Hvad tænker du paa? Spørger jeg min Ledsager. »Jeg tænker paa, hvor skal dog Gud faa Plads til alle disse Mennesker. Millioner lever i denne Myretue af en By. Tænk paa alle de andre store Millionbyer, tænk paa hele Verden. Hvor bliver de af, naar de gaar herfra, hvor faar Gud Plads til dem?« »Ja, det maa Gud om,« siger jeg. »Men jeg gruer for, hvordan vi skal naa ind med Frelsens Budskab til disse Menneskeskarer? Jeg bliver angst og beklemt, naar jeg ser saa mange hobet op paa eet Sted. Bliver der ogsaa gjort alt, hvad der skal gøres, alt, hvad der kan gøres?«

Saa er der Hospitalerne, de store Hospitaler, fulde af syge og saarede Soldater. Mere af Verdens Jammer.

Ogsaa Rigdommen og Overdaadigheden taler sit stærke Sprog i denne Storby. Vi gaar vor Aftentur langs Stranden. Kørende, ridende, promenerende kommer de, de fine engelske Damer og Herrer og Parserne. Disse sidste er stolte Folk at se paa, men Parserinderne er de smukkeste. Og hvilke Dragter! Børnene leger i Sandet, mens deres Barnepiger slaar en Sladder af. Sorte, ind-fødte Drenge med smaa »Masters« ⁽³⁾, som trækker af med dem, el-ler med Hunde, som de trækker af med.

Gaar man til Stranden en Morgen tidlig ved Solopgang, ser man Parsermænd og Parserkvinder komme til Stranden, tilbede Solen og Havet og udøve deres Morgenceremonier, hvorunder de løser og binder deres hellige Snor, som de har om Livet og ikke som Hindumænd over den ene Skulder. Baade Mænd og Kvinder har den hellige Snor.

1/1 1917. Turen til Nasik.

Et mærkeligt Landskab. Vand, Vand, Ringsøer om Bjerge med klippede Toppe. Opad, opad gaar det. Højland, hvor Bjergstammer lever i usselige Hytter. Bjergene ser ud som de mærkeligste Bygninger, som Fæstninger og Pyramider.

Vi er i en stor tredie Klasses Kupe. To af de rejsende taler Engelsk og er meget venlige og interesserede. De deler deres Mad og Kager med os.

Nasik ligger malerisk ved Floden. Godavary har sit Udspring her. Der er mange Templer, som i alle Indiens hellige Byer. Et meget gammelt og meget smukt: Udhugningerne i den haarde Kampesten er som fine Kniplinger at se paa. Messing og Kobber-sager staar og skinner og blinker og frister i alle de indiske Boder. Alle Kvinder bærer saadanne smukke Kobberkrukker paa Hovedet og henter Vand af den hellige Flod.

Det er saa sørgeligt ikke at kunne tale med Folk. Vor Kusk, som kører den Mils Vej fra og til Stationen, er meget flink og meget snakkesalig. Han fortæller om Egnen; han peger, og han forklarer. Vi nikker og smiler og ser saa dumt paa hinanden.

Der gaar en gammel Kone og halter af Sted. Hun ser efter Vognen, hvor vi kun er tre, men hvor der er Plads til fire. Jeg tænker: »Ja, det kan vel ikke engang gaa an at bede hende sidde op, for hvem ved, hvordan hun opfatter saadan en Opfordring! Men min unge Rejsefælle standser Vognen og faar ved Tegn og Gebærder Kusken og Konen gjort indlysende, hvad hun vil. Kusken griner, som vil han sige: »Ja, se de hvide, de er da nu de særeste Skabninger. « Men Konen ser ulykkelig ud, og efter en Tids Forløb begynder hun at hælde sig mere ud over Vognen. Vi to sidder bagest. Jeg tænker: »Bare hun ikke falder af!« men tage fat i hende tør jeg ikke; for hvem ved, hvad hun tror, vi vilde gøre ved hende. - Pludselig: dump! der ligger Konen lige paa Næsen midt i al Landevejens Støv. Heldigvis slog hun sig vist ikke meget, Støvet laa da ogsaa næsten en halv Alen tykt, for vi saa hende rejse sig og halte ind over Marken. »Nej, mange Tak, Mem-Sahib!« sagde Kusken og lo. Ja, se, det forstod vi, og det er da nok ogsaa det eneste Hindustani, vi forstaar. Ja, saadan bliver vor Venlighed optaget. Stakkels Kone, hun vilde dog hellere risikere Liv og Lemmer end blive bortført og gjort til Kristen eller noget andet slemt, hvad hun nu har tænkt, vi vilde gøre ved hende. - Og Kusken, ja han forstod ogsaa vor Venlighed paa en gal Maade. En rent urimelig ublu Betaling forlangte han. Og da vi ikke vilde betale det, skældte og smældte han, og det nyttede ikke, vi sagde, at vi ikke forstod hans Sprog.

Det var en kold Aften at vente paa Stationen. Inderne gjorde Ild og satte sig i Smaagrupper om de blussende Kulilde, mens de ventede paa Toget. Andre svøbte sig ind i, hvad Tøj de havde Hoved og alt, og laa som Bylte og Sække at se til. Vi prøvede først at gaa os til Varmen, men da vi blev trætte af at gaa i det meget Støv, svøbte vi os ind i vore Rejsetæpper og overgav os til Kulden og vore forfrosne Tanker! Kan man da fryse i Indien? spørger nogen. Ja, vi kom jo fra det varme Madras her mod Nord op i Højlandet, hvor det er koldt om Vinternætterne, selv Solen brænder aldrig saa glødende om Dagen. Men hvilken klar, straalende Stjernehimmel havde vi over os!

Det var en rigtig Nytaarsnat en Vaagenat. Ja, vi tænkte ogsaa paa det kommende Aar. Bad at det matte blive et Fredens Aar. Og jeg bad om, at Gud vilde føre mig hjem til mit eget lille Land der langt mod Nord, hvor Karlsvognen stod og lyste. Men allermest bad vi, at Guds Vilje maatte ske i dette Aar med os og ved os og med den hele Jord.

Sikken en Nat i Toget. Vi er kun to Kvinder, men ellers Parsermænd og Eastindiere. Parserne er Gentlemen helt igennem. To af dem lagde sig paa Gulvet, for at vi kunde faa Lov at have hver en Bænk at ligge paa. Paa min Bænk sad der ogsaa en rygende Eastindjer. Jeg krøb sammen saa meget som muligt for ogsaa at give ham lidt om ikke Ligge-, saa Hvileplads. Og saa sov jeg til Trods for den Haarde Bænk, Cigarrøg og Mandfolkene. Naar jeg vaagnede nu og da, saa jeg stakkels Rejsefællen min ligge krøbet sammen, forgæves prøvende at faa lidt Søvn. Ind over hende sad en koparret Eastindier og hældede sig. Nu og da nikkede han saa meget, at jeg tænkte: »Saa, nu slaar han sit Hoved mod hendes.«

Een Nat og een Dag i tredie Klasse. Ak, hvor vi snart ser ud. Nu er vi i Kupe med en rar gammel Mand, som vi kommer i Samtale med, og det viser sig, at han er Missionær og skal til Konference i Baroda. Lidt op paa Dagen begynder han at se genert ud, rømmer sig og spørger saa, om vi har faaet vor Frokost. Jo, det havde vi da. Saa trækker han sin Mellemmadspakke frem, fortæller, at han havde boet hos Fru Dannefærd i Poona, og at hun havde givet ham et Hønseben med. Om vi ikke vilde have lidt med. »Nej, mange Tak.« Ja, om vi saa ikke vilde lægge os ned og sove. Det var en lang, trættende Rejse; han havde selv voksne Døtre i Amerika. Det generede ham ikke, at vi lagde os ned. - Saa strakte vi os og hvilte, om ikke blødeligt, saa sødeligt, mens han nød sit Hvedebrød og sin Hønsehals og Hønseben. Færdig med Maaltidet tørrede han Fingrene i Haaret. Han troede vel, vi ikke saa det, naar vi sov; men det gjorde vi og tog Lære deraf. Det er praktisk, naar man rejser. Fingrene renser man, og Haaret fedter man, og begge Dele er nødvendige.

Vi maatte jo ogsaa rykke ud med, hvor vi skulde hen, at vi var ude at se Skoler, og at vi gerne vilde se Baroda, den mest fremskridtsvenlige Stat i Indien, hvor almindelig tvungen Skolegang er indført, og hvor den indiske Fyrste gør alt, hvad han kan, for at fremme Oplysningen.

Vi vilde se Statsskolerne der, og vi vilde ogsaa gerne se Missionsskolerne. »Hvor vi skulde bo?« Ja, det vidste vi intet om, men vi fandt vel et Sted. » Nej, saa maatte vi hellere komme med ham til deres Missionærkonference. Der var sikkert Plads til os, og det vilde glæde dem meget, om vi kom med.

Paa den Maade kom vi med til de amerikanske Metodisters Missionskonference. Vi blev overordentlig vel modtaget. Vi var 'ned til Gudstjeneste og Altergang først, og bagefter til Velkomstmøde og Forhandlingsmøde. Vi blev endogsaa som alle nye Medlemmer ført frem ved Haanden af Ældste og præsenteret for hele Forsamlingen, mens vi nejede og gav Haand til deres Biskop, og han sagde, vi maatte godt blive der altid. Saa saa vi deres store Pigeskole. Undervisningen foregik næsten helt paa Gujarathi. Pigerne syede og vævede en Del og tog Del i Madlavningen. Vi talte om Principperne for vore kristne Pigers Undervisning og Opdragelse. Skolebestyrerinderne var her paa disse Egne næsten alle med paa, at det gjaldt om at give dem praktiske Kundskaber, saa de blev gode Husmødre. De sagde: »Vi har prøvet at give dem et Sæt nyt Tøj til Jul. Naar de rejste bort i Juleferien, gemte de det nye Sæt derhjemme og kom i noget gammelt. Nu forlanger vi, at Børnene skal bringe alle Skolebøger, Tavler o. s. v. med sig og stille i et rent, pænt Sæt Tøj. Saa værdsætter de det og holder det bedre i Stand, og vi skal ikke altid give og give.«

Sov en dejlig Søvn i en ren Seng, hvorefter vi forlod de gæstfri Missionærer for at tage ind til Byen og se Regeringens store Pige-gymnasium og Seminarium. Det var meget interessant. De havde udmærkede, ja første Klasses Skolebygninger med første Klasses Udstyr helt igennem. Hvad der især faldt ved os, var de smukke Tegninger, disse unge indiske Kvinder kan udføre. Stiliserede Blomster og Dyr. Der kan vi aldeles ikke staa ved Siden af dem, og det er en Side af Undervisningen, vi ikke maa overse. Skønhed og Ynde er to Ting, Inderne sætter meget Pris paa hos deres Kvinder, og til at skabe Skønhed omkring sig med smaa Midler maa vi opdrage Pigerne. Vi maa paa det Omraade, som paa saa mange andre lade dem beholde deres gamle Idealer og udvikle dem paa en god Maade.

Der var netop i de Dage en stor Udstilling i Baroda. Og det var, som var det lagt tilrette for os, at den aabnedes netop den Dag, vi var der. Det var Kvindernes Dag. Og hvor strømmede de dog til! Der var en Trængsel og en Hede. Men alle var elskværdige mod os og lod os komme til at se. De vilde bare ogsaa saa gerne tale med os. Men vi kunde kun smile og nikke og sige:

»Gujarathi nej, Tamil.« VI var de eneste europæiske Damer, der var der, naar undtages en Guvernante, som bragte de smaa Prinsesser. - Dejlige Ting var der. Smukke Tegninger og Broderier lavet af indiske Kvinder, af Gujarathi-Damer og Parsi-Damer. Der var en stor og meget lærerig Skoleudstilling med Masser af Sløjd- og Børnehavearbejder.

Desuden var der lagt megen Vægt paa at faa udstillet de forskellige særlig indiske Industrisager og Haandværk. Det fornøjeligste var Haandvævene. Der sad en gammel Væver og vævede Silkeklædninger. Det var de fineste, mest kunstfærdige Mønstre. Det er Mønstre, han har lært af sin Fader, og saadan fra Slægt til Slægt er Kunsten gaaet i Arv. De vil ikke lære det fra sig, og det betaler sig heller ikke meget godt med denne Kunstvævning i vor forjagede Maskinernes Tid. Hvor havde han et fint, godt Ansigt, den gamle Væver, og hvor var han glad ved at fremvise og forklare sit skønne Arbejde. Gjort ham rig havde hans Arbejde ikke; men adlet ham havde det. Maatte den Aand dog ikke uddø eller blive ødelagt hos det nye Indien, heller ikke hos vore Kristne.

Der var en ung Mejerist. Han var Hofmejerist. Vi kom til at tale med ham om Danmark, som han gerne vilde se, da han vidste, det stod meget højt paa Landbrugets og Mejerivæsenets Omraade. Vi indbød ham til at komme til Danmark, og han indbød os med hjem. Hans lille Kone havde faaet sit første Barn, en dejlig, stor Dreng. Men selv laa hun med store, blanke Feberøjne og hostede uhyggeligt. Han fortalte os sin Kærlighedshistorie, hvorledes han ikke havde maattet faa hende, da hun var fattig og svag, og hvorledes han havde haft Mod til at sætte sig op mod gamle Oldemor, der ellers herskede med Jernspir i Familien, raadede for alle Pengesager, havde Huse og Jorder og bestemte alle Giftermaal. Men hun havde faaet Respekt for Knægten, der havde vist saadant Mod, og han havde faaet sin Vilje. - Nu laa hun der, den lille, dyrt vundne Moder. Hvad kunde han gøre for hende? Jeg fortalte om vort Sanatorium, men forstod godt, at der kom hun vist aldrig. Og om disse Mennesker saa da ejede Haab om et Gensyn hinsides. Men det ejer deres Religion ikke.

Vi saa ogsaa et af de kongelige Paladser med Kroujuvelerne. Hvilke Juveler, naa da, der kan Europa gaa hen og lægge sig.

I Toget til Ahmedabad.

Kører over fladt, frodigt Land med anselige Landsbyer. Gujarathi-folkene er større, mere velbyggede og meget lysere end vore Tamuler. Der dyrkes især Bomuld og af Korn Majs her paa disse Egne.

Vi kom til Ahmedabad om Aftenen. Og da vi kun havde 12 As. tilbage af vore Penge, og ikke vidste, hvor vi skulde finde Gandhi's Ashrama, heller ikke syntes, vi kunde komme der som saadan et Par fattige Landstrygere, saa bad vi om Lov til at ligge i Ventesalen paa Stationen. Rart var det ikke, fuldt af Væggetøj og Uro naturligvis. Men gratis Nattelogi fik vi da. Saa spiste vi et Morgenmaaltid billigt, men ogsaa griset derefter, paa Stationen og gik saa til Banken for at hæve en Anvisning. Nej, de tog ikke Anvisninger af saadanne vildfremmede Mennesker. Der stod vi net i det. - Om vi ikke kendte nogle Mennesker her i Byen. Nej, men vi havde da tænkt at besøge Missionærerne og se deres Skoler. Ja, hvis vi kunde faa Missionær Johnson eller Dr. Taylor til at skrive under paa vor Anvisning, saa vilde de gerne tage den. - Saa overfaldt vi Missionær Johnson og maatte jo rykke ud med, hvordan vi var i Klemme for Penge. Vi fik ikke alene Penge, men ogsaa en dejlig Frokost, og senere skulde vi saa besøge de andre Missionærer i deres Mission, nemlig Irsk presbyteriansk Mission. Vi blev overordentlig kærligt og gæstfrit modtaget alle Vegne, saa deres Skoler samt et stort Børnehjem, hvortil de havde faaet Børnene ved en af de store Hungersnødsulykker. I Tusinder havde de faaet dem og havde flere Børnehjem rundt omkring i deres Mission. - Gamle Dr. Taylor viste os sit Divinity College (Præste- og Evangelistskole) med stor Glæde og Stolthed. Det var som Kronen paa hans lange Missionærliv. Han havde været i Indien over 40 Aar.

Der var saa fint og rent og velordnet i Miss Mac Corleys Hjem, saa vi følte os helt uværdige til at være der, vi snavsede Eventyrere. Men sove gjorde vi i hendes rene, bløde Senge. Og da vi om Morgenen fik The med varmt, ristet Brød op paa Værelset, følte vi os næsten som Jeppe i Baronens Seng.

Da jeg beder Bordbøn afbrydes jeg paa ubehagelig Maade af en spruttende Latter og blev lidt stødt og siger med Værdighed: »Hør, du ler da altid. Det passer sig nu ikke.« »Ja, men ved du, Ann' Miss. Jeg synes, vi faar vor Mad paa saadan en sær Maade.« Naa ja, det kunde jeg jo ikke nægte. Vi levede bogstavelig talt og vidste ikke, hvor vi næste Gang skulde faa noget at spise. Men alle Vegne blev der lukket op for os, og vi mødte rare, gode Mennesker, Kristne og Hinduer, der hjalp os. Og vi saa og lærte meget mere, end vi havde ventet, vi skulde.

Saa naaede vi endelig Gandhi's Ashrama. Han havde ventet os hver Dag, mens vi havde troet, han ikke var hjemme, og derfor udsat med at besøge hans Skole.

Gandhi er en af Indiens mærkeligste og bedste Mænd. Han har studeret i England, tog en fin Eksamen og havde allerede som ung en god Stilling som Højesteretssagfører. Men da han i Sydafrika blev Vidne til den Uret, der blev gjort Inderne og de farvede i det hele, stillede han sig paa sit fattige, udvandrede Folks Side i Kampen for, om ikke lige Kaar med Europæerne, for det ventede de slet ikke at faa, saa dog taalelige menneskelige Kaar at leve under. Han blev deres Fører i denne Kamp, som de førte paa den Maade, at de ganske stille ikke adlød de uretfærdige Love. som blev givet for at ødelægge dem. Han delte Fattigdom og Fængsel med dem og rejste først hjem til Indien, da det, de led for, var gennemført.

Jeg var med til et af de Velkomstmøder, der blev holdt for ham. Hvilken Begejstring. Aldrig har jeg set noget tilsvarende. Hans Tog gennem Indien var et Triumftog. Og hvad var han saa? En lille, beskeden Mand, uanselig i Fremtræden og Klæder. Han rejser altid paa tredie Klasse og lever som en af de fattigste i Ladet. »Skal Indien rejses,« siger han, »maa vi selv gøre det. Det nytter ikke at raabe paa den engelske Reg enng eller de fremmede. Selvfornægtende Mænd og Kvinder, som er rede til at ofre alt, maa vi have.« - »Tilbage til det gamle,« siger han. »Da kunde hver Mand leve af sine Hænders Arbejde og være lykkelig i al sin Nøjsomhed. Kulturen og Civilisationen har kun bragt Forbandelse«, siger han, »med Krav og Krav for en selv og for Landet.« »Hvad vi kan undvære og alligevel skaffer os, det er et Rov, det er Tyveri.«

Hans Skole eller Ashrama, som den kaldes, er derfor tildels efter de gamle Rishi-Skoler eller Rishi-Ashramas. Haandens Arbejde bliver sat ved Siden af Aandens. De væver, maler Korn, laver Mad, gør rent og gør alt Arbejdet selv. De lever som Søstre og Brødre sammen under en streng Orden, der skal opdrage dem til et selvfornægtende Tjenersind og et Liv for deres Lands Rejsning; Brødre og Søstre - -. Ja, det er mærkeligt i et Land som Indien. Men her er ingen Kaste. Alle er velkomne her, fra Pariaen til Europæeren. Vi sad paa Gulvet i Køkkenet og spiste sammen. Rent og pænt var det i al sin Tarvelighed. Men det kneb for mig, som det kneb for mange af de besøgende Hinduer, at faa den Mad ned. Den var lavet paa sin egen Maade, helt uden Tilsætning og Krydderier. Men min Fælle? Hun kunde. Hun har den mærkeligste Evne til at finde sig tilrette alle Vegne, især blandt lndere. Og hun blev behandlet som en af deres egne - skønt hun var saa ny i Landet. Tidlig Kl. 5 var de alle oppe, den lille Missionærmissi ogsaa, mens den gamle laa træt og vendte sig paa det haarde Leje, forfrossen og sulten. Nej, Askese passede hende ikke.

Saa hørte hun Kværnene gaa: - hur - hurr. kl. 6 ^1/2 samledes alle til Morgenandagt. Det var endnu mørkt, saa man mødte med et Par Lygter og en indisk Lampe. Mesteren satte sig paa et gammelt Tæppe paa Gulvet bag den lave Pult. Børnene samlede sig om ham som smaa kvidrende Fugleunger. Lidt krøb de sammen i Morgenkulden, skudrede sig, men pippede og snakkede med Mesteren nok saa fornøjeligt. Uden om i Kredse sad saa paa Maatter eller uden Maatter de voksne. Morgenandagten var simpel og køn. Først sang de en Sang paa Modersmaalet. saa en Sanskrit Hymne; dernæst læste Gandhi et Stykke af Râmâjanam for Børnene, spurgte og forklarede. Endelig sagde han: »Skal vi saa synge en engelsk Sang«, og saa sang vi en kristen Sang. Vi sang flere af de bedste engelske Salmer, og han sagde: »Det er den skønneste Sang, jeg véd.

Endelig Kl. 7 fik man det første Maaltid, som kun bestod af nogle tørre, ugærede Fladbrød uden noget at drikke til. Saa strengt arbejde hele Dagen, ogsaa Skoletimer, indtil man om Aftenen sent sluttede med Aftenandigt, noget lignende som om Morgenen.

Saadan gaar Livet i Gandhi's Ashrama. De tænker paa at faa Landbrug, faa Jord selv - har ogsaa købt det nu, hører jeg. Indien er et agerdyrkende Land, og at lære Bønderne, de simple Folk, at forbedre deres Metoder, faa det meste ud af Jorden og staa sammen, og saa at bringe dem den nødvendige Oplysning paa Modersmaalene, det er noget af det, der trænges til i Indien, siger Gandhi. Haandens Arbejde skal æres, respekteres. Nu løber alle efter at faa Eksaminer, at faa Embeder. Indien lider af Hjernefeber. At tjene deres Land, det taler man saa meget om; men at ofre noget derfor er saa faa rede til.

Gandhi selv er alles Tjener og alles Mester. Det er det indiske Ideal af Lærer og Disciple. Han spiser selv kun een Gang om Dagen. - »Mange i mit fattige Land faar ikke mere, hvorfor skulde jeg saa,« siger han. Paa mig virkede det frastødende. Askese, Lidelse, kan, naar den bliver paatvungen af Livet selv, bliver Livets haarde Virkelighed, tages af Guds Haand. Men jeg mener ikke, man kan bære Lidelsen, naar man selv tager den paa sig.

Dog, det er jo nu det indiske Ideal af en religiøs Mand, at han skal være Asket. Hvordan det end er: Gandhi er en Mand af Sandhed, der ikke viger tilbage for at leve og dø for det, han erkender for Sandheden. Og det er beskæmmende for os Missionærer at se en saadan Kærlighedens og Tjenersindets Aand som den, der besjæler Gandhi og derfra udstraaler og udøves af alle hans Disciple. Hvor helt anderledes burde vi ikke kunne gøre det! Hvor man dog ogsaa maa bede for, at saadanne Mennesker, der har lært saa meget af Kristus og søger at leve efter Bjergprædikenen, maa lære Kristus at kende helt og fuldt, faa Del i hans Kraft og Lys og Glæde. Da vilde de kunne arbejde for Indien, som vi desværre ikke kan.

Dog, de forbereder Vejen for ham, det er der ikke Tvivl om. Og vi maa se at lære af dem, lære ogsaa at blive Inderne en lnder, om det var muligt. Vi maa faa kristne Skoler, der virkelig ogsaa er helt indiske, saa vi ikke, som vi nu skyldes for, gør den unge krisine Slægt fremmed for dens eget Folk og Land. Ubodelig Skade gjorde vi Guds Riges Sag, om det var Tilfældet.

»Mukti« nær Poona

Saa har vi da ogsaa faaet Lejlighed til at besøge Pândita Râmabajs berømte Enke- og Opdragelseshjem og Skole. Hvilket mægtigt Livsarbejde, den lille indiske Kvinde har gjort. Det er en hel By, der her har rejst sig. Og nu sidder hun paa sine gamle Dage og oversætter Bibelen paa Mahrathi for at faa en virkelig god Oversættelse.

Der er en hel Række Gæsteværelser, som altid staar rede til at 'modtage Gæster. Og een Dame har kun den Bestilling at vise de fremmede rundt. Det var jo især Skolerne, vi gerne vilde se. Ogsaa her var Undervisningssproget Mahrathi. Og Skolen var ikke understøttet af Regeringen. »Det kan vi godt faa,« sagde de, »men Pândita Râmabaj vil ikke have det. Hun vil have Frihed til at indrette det hele paa sin Maade, som hun synes rigtigt. Hun vil ikke bindes til Regeringens Regler.«

Og saa gaar det hjemad igen. Hjem til vort eget travle, urolige, snavsede, men dog saa hyggelige Madras. Hjem med nye Indtryk, som det gælder at gøre frugtbringen'de i vort Arbejde.

»Er De fra Madras?« havde man spurgt med lidt Undren omkring, hvor vi kom hos Missionærerne for at se Skoler. Ja, der har De jo Mønsterskolerne, de fine engelske Skoler. Hvad kan vi saa vise Dem? Ja, vist havde vi set Skolerne der omkring og i Bangalore, Ikkâdu (hvor de ogsaa havde Landbrugsskole), Madura og mange flere Steder i Tamullandet.

Men vi vilde ikke bare gerne se, hvor de var naaet videst efter engelsk Mønster, men især, hvad de havde naaet, hvor de prøvede at skabe indiske Skoler - Skoler, som passer for Indere.

Det er mest Hinduer, der prøver det! Kan vi ikke gøre det? Har vi ikke Kærlighed og Troens Vovemod nok til at gøre det? Jo, og atter Jo.

Noter:

1. Lidt i Retning af Cand. mag. Eksamen, men dog mindre specielt.

2. »Nillu« og Niruttu er tamulsk og betyder: »Stands!«

3. d. e. europæiske Smaadrenge.

Top