Det danske Fredsakademi

Maria Jacobsen og folkemordet i Armenien

Af Karekin Dickran, 2004

Indledning

Maria Jacobsen, 1910

Byen Harpoot, på bjergenes skråninger kan man se de amerikanske bygninger der tjener som boliger, hospitaler, skole og universitet, 1907

Maria Jacobsen er født den 6. November 1883 i Siim Dover, hendes fader var portner ved Crom & Goldschmidts fabrikker, og hun levede sin barndom i Horsens.

Det var omkring århundredskiftet. Den unge sygeplejerske Maria Jacobsen var kommet til København og havde straks fået ansættelse på Sundby Hospitals børneafdeling. Hun elskede sine små patienter, men hun var ensom og råd­vild.

Indtil hun en dag fandt ind til K.F.U.K.

Her traf hun andre unge piger - og de var i samme situation. De havde fundet sig et job - men de havde ikke fundet den rigtige plads i tilværelsen. De fælles problemer havde ført dem sammen og Maria Jacobsen blev nu valgt til at lede en lille studiekreds, der beskæftigede sig med missionsarbejde.

Efterhånden blev hun så opslugt af dette vidt­omspændende felt, at man inden for missionsarbejdet også studerede hende - og en dag tilbød man hende selv at rejse ud som syge­plejerske og missionær. Men Maria Jacobsen sagde nej tak - hun følte trods alt, at hendes plads var mellem Sundby Hospitals små syge børn - og hun erklærede sig godt tilfreds med forsat at lede sin lille studiekreds. Men da der senere kom endnu en varm op­fordring til hende om at rejse ud i mis­sions­arbejdet - denne gang til Indien - begyndte hun alligevel at vakle. Et personligt kald blev stærkere og stærkere, og en søndag, hun var til gudstjeneste i Trinitatis Kirke, traf hun sin beslutning: “Herre, hvis du vil, så vil jeg gå”, svarede hun næsten uhørligt til den stemme, hun syntes at høre i kirkerummet - bagefter gik hun til alters - og fra det øjeblik var en fantastisk dansk kvindeskæbne beseglet.

I efteråret 1905 påbegyndte sygplejerske Frøken Maria Jacobsen et kursus på Kvindelige Missionsarbejderes missionsskole hun var antaget af K.M.A.'s Armenier komité, hun kom 1906 efter uddannelsen og sommerferiens afslutning tilbage til missionsskolen og deltog i undervisningen der, intil hun afrejste til London, hvor Marie Jacobsen i nogle månede beskæftiget på en poliklinik for at få praktisk øvelse i det engelske sprog.

Maria Jacobsen havde truffet sin beslutning, og den 4. oktober 1907 blev hun indviet til sin nye gerning ved et udsendelsesmøde i Garnisons menighedshus.

Maria Jacobsen var den femte i rækken af de søstre, som K.M.A. havde sendt ud til Lilleasien for at bringe hjælp til Armenierne. Hendes hjerte brændte af kærlighed og medlidenhed overfor de forfulgte kvinder og børn.

Hun rejste nu til Berlin, hvor hun traf en tysk søster Laura, der før havde været ude i missionsarbejde, og for første gang fik Maria Jacobsen en lille fornemmelse af sin ukendte fremtid. Søster Laura græd og græd, da toget kørte ud fra Berlin - og Maria Jacobsen begyndte at forstå, at ét var at høre om missionsarbejdet i en lille studiekreds i København, og noget helt andet selv at være midt i det i en eller anden afkrog af verden.

Fra Berlin kom hun til havnebyen Constance i Rumænien og sejlede videre til Konstantinopel. (Istamboul). En vrimmel af råbende og skrigende mennesker i laser og pjalter var hendes første møde med en ny og mærkelig fremmede verden - man rev og sled i hendes kufferter, og hun selv troede for et øjeblik, at hun var havnet mellem vilde mennesker. Hun var helt fortumlet, da hun omsider slap om bord på et skib, der skulle føre hende til den lille havneby Samson på Lilleasiens nordkyst, og før hun rigtig kom til sig selv, var hun ude i rum sø, og så begyndte søsygens kvaler.

Fra Samson skulle hun til byen Harpoot (Kharpert), der ligger på den Anatoliske højslette - midt inde i Lilleasien. Rejsen ville vare 16 dage og forgik i fladbundede vogne med kaleche. Andre missionærer var undervejs stødt til, og man benyttede nu et kort ophold i Samson til at forsyne sig med de mest nødvendige ting til den anstrengende tur. Kogekar, primusapparater, feltsenge, tæpper, osv., osv. - Et tæppe blev bredt ud på bunden af vognen, og det var den danske syge­plejerskers opholdssted under hele transporten. Når man gjorde holdt for natten, måtte man indrette sig i stalde for heste og æsler, hvor der også var flokke af mænd - feltsengen blev så stillet op, kogeapparaterne taget frem, og man lavede sin mad, spiste, vaskede op, så godt forholdene nu tillod det - og lagde sig udaset til hvile. Men den bedste hvile - den fik man trods alt om dagen i den skramlende vogn - nætterne var en lidelse! Det samme gentog sig dag efter dag - kun blev det værre og værre, efterhånden som man trængte længere ind i Lilleasien.

Den første opmuntring, der kom Maria Jacobsen i møde, var en amerikanske læge, Dr. Reynold, der i en årrække havde virket som missionær i Armenien og bl. a. havde oplevet massakrerne i Tyrkiet i 1895-96. Han var selv faldet i tyrkernes hænder og havde fået næsen hugget af, men han satte sig foran et spejl og syede den selv sammen igen.

Da han kom ridende på sletten og traf den danske sygeplejerske, slog han med armene og udbrød: “Det er Dem, vi har bedt for måtte komme.”

De amerikanske missionærer havde oprettet en missionsstation i Kharpert og åbnet et interimistisk hospital. Man havde læger, men man havde ingen sygeplejersker, og den danske sygeplejerskes tilsynekomst var den største begivenhed, man havde oplevet i umindelige tider. Hun skulle arbejde sammen med lægerne, og længe inden hun overhovedet var kommet ud til Lilleasien, havde man talt om hende som den frelsende engel - og i små grupper red man hende i møde! Den sidste etape formede sig som et sandt triumftog - og da det opklaredes, at Maria Jacobsen fyldte 25 år, netop som hun ankom til byen, blev hun fejret efter alle kunstens regler.

Men allerede den næste dag begyndte alvoren.

Normalt fik missionærerne et eller to år til at lære det armenske sprog - for Maria Jacobsen var det helt anderledes. Man behøvede sygplejersker mere end noget andet - og der var ingen anden udvej end at begynde straks. Missionsstationen lejede et hus, sygesenge blev stillet op, og Maria Jacobsen indlogerede sig ovenpå med sin feltseng, sit primusapparat og sit kogekar.

En armensk apoteker blev udpeget til at undervise hende i armensk - og det kunne kun forgå om aftenen - efter en lang dags strengt arbejde. Byens høje beliggenhed bevirkede også, at klimaet var udmattende - og en hel vinter igennem sled den danske sygeplejerske med sit arbejde og sine sprogstudier. Ikke én eneste fritime blev levnet hende. Hun måtte med lægerne ad sted på hesteryg over bjerge og sletter for at bistå ved fødsler - hun havde aldrig været i nærheden af en hest, da hun kom derud, men hun lærte sig det, som hun lærte alt andet - hun red op til fem dage i snestorm for at hjælpe med til at bringe et lille nyt menneske til verden, og hun klagede aldrig eller fortrød et eneste sekund, at hun havde sagt farvel til en rolig tilværelse i København for at hellige sig et opslidende humanitært arbejde i Lilleasien.

Folkemordet i Anatolien

Deporterede, 1915

Eliten af armenske intellektuelle blev myrdet eller hængt for at sprede frygt iblandt armenierne i det Ottomanske Rige, 1915

Resterne af en familie som står magtesløse foran et døende familiemedlem, under massakrerne, 1915

Et flok børn begræder deres pinsler for at blive taget ind i Maria Jacobsens børnehjem “Emaus” i byen Harpoot, 1915

En af de mange forældreløse børn der flakker målløse nøgen og udsultet, 1915

Det officielle portræt af Maria Jacobsen, 1960

Under første verdenskrig, da amerikanerne blev tvunget til at forlade landet med øjebliks varsel, blev hun alene tilbage for at passe hospitalets børn så godt, det var muligt, fuldstændig afskåret fra den øvrige verden som hun var. Så brød det armenske blodbad ud omkring hende.

Da tyrkerne og kurderne iværksatte den grufulde massakre mod armenierne i 1915, var det alligevel næsten mere, end den lille danske kvinde kunne bære.

Tyrkerne drev kvinder og børn sammen for at føre dem til det sydlige Armenien - og missionsfolkene måtte hjælpeløse se til. Soldatervagter var posteret både ved dørene og på hustagene, for at ingen skulle undslippe, og missionsfolkenes henvendelse til regeringen om at få lov til at ledsage deportationerne for at kunne hjælpe alle dem, der ville blive syge undervejs, blev afvist med den motivering, at man selv sendte læger og sygeplejersker med. Men da de som slagtefår var drevet ud af byen, over højsletten og op i bjergene, begyndte man at dræbe dem. I tusindvis og atter tusindvis blev de med bestialske metoder myrdet - ligene lå tæt over vejene - og der var ingen læger og ingen sygeplejersker til at fjerne dem! Store tungt lastede vogne kørte hen over dem.

Først seks måneder senere kunne missionærerne komme ud af byen, og da lå skeletterne der endnu. Myrderierne var forsat. Før var man ofte taget ud til en lille sø på sletten for at holde ferie, og da man nu igen kom derud, mødtes man af et gruopvækkende syn. Tyrkerne huggede kvinder og børn ned og kastede dem i søen. Ikke alle døde straks - syge, døende og dræbte lå i tykke lag, og rundt om grøfterne og på sletten så man en hånd eller et hoved stikke op af jorden - man havde kun dækket ligene nødtørftigt med jord, og ikke alle steder var de helt dækket. Missionærerne kunne intet gøre! Blot se til! Deres by blev kaldt “Slagterhulen”, fordi folk fra alle dele af Lilleasien blev drevet dertil, og tyrkerne og kurderne myrdede løs - de kunne gøre, hvad de ville. På en enkelt dag blev 30.000 mennesker jaget ud af byen, og næsten ingen overlevede de frygtelige massakrer.

Den heroiske armenske folk var ved at gennemleve Jesus lidelse på korset, dog denne gang på et forkulet kors. Forældreløse børn flakkede om, næsten sindssyge af rædsel, og en lille syv-årig pige, som tyrkerne havde taget med sig og solgt til en beduin-familie, var sluppet fri. Hun havde søgt tilflugt i et træ, hvor hun klamrede sig til stammen med begge arme af angst for at falde ned - og blive opdaget. Hun blev syg, og en soldat fandt hende bevidsløs ved træets fod. Han tog hende med sig hjem og kaldte hende “Hans” for at tyrkerne skulle tro, det var en dreng, hvis han blev “opdaget” - det var nemlig ikke så alvorlig en forbrydelse, som hvis det havde været en “pige”, han havde skjult - men han turde alligevel ikke beholde hende og bad den danske sygeplejerske, om hun ikke ville tage hende til sig. Maria Jacobsen skjulte hende i sine stuer og døbte hende “Hansa” - og senere levede “Hansa” i Canada som en lykkelig mor til to dejlige drenge.

Det blev Maria Jacobsens første adoption i Armenien, den næste blev Beatrice som i dag lever i Californien, den tredie blev Lilli som hun fandt ved en vejgrøft. Få år efter havde hun taget 3600 børn til sig.

Hver morgen, når hun kom ud af sit hus, stod de den danske sygeplejerske. Hver dag kunne hun samle 14-15 børn, der var døde af sult og udmattelse, og en gammel kone gravede dem ned for hende. Men hun var blind, og derfor blev gravene ikke særlig dybe - og om natten dukkede de vilde hunde op og kastede sig over ligene. Næste morgen stod der nye børn uden for Maria Jacobsens dør - og hver dag lukkede hun sit store hjerte og sit hjem op for dem. De fleste armenske huse var indrettet med et hul i gulvet og en underjordisk gang, hvor armenierne plejede at søge tilflugt, når de følte sig truet, og her søgte børnene så at skjule sig. Maria Jacobsen kunne kun sende forsyner til børnene om natten. Maden blev delt i tre dele, så de kunne få tre måltider ud af det, men det var langtfra tilstrækkeligt. Brødet blev dårligere og dårligere, og til sidst måtte hun lave en suppe af hakkede hvedekorn og vand, som hun kogte. Det eneste brændsel, hun havde, var gødning, som de gamle armenierkoner gik rundt og samlede og derefter tørrede.

“Sådan levede vi et år, og det så ud, som alle børnene skulle dø af sult. Hver dag stod der en ny flok børn uden for mit hus og bad om hjælp, men hvad skulle jeg gøre, jeg havde jo intet at give dem. En dag stod der i flokken en 13 årig dreng, han var ikke opsvulmet af sult som de fleste andre, og jeg sagde til ham; Der er mange, der er dårligere, end du er, jeg er ked af det, men jeg kan ikke tage dig ind.

Den aften, da jeg kom til pladsen hvor vi kogte børnenes mad i gruekedler og vaskede deres tøj, fik jeg øje på et barn, der lå sammenkrøben i den varme aske. Det var drengen, jeg havde sendt bort dagen i forvejen. Han var død af sult. Den dag troede jeg aldrig, jeg skulle kunne smile mere. Hver dag fandt vi 10-12-14 børn, der var bukket under for sulten og døde”.

Da de amerikanske missionærer fra “Near East Relief” vendte tilbage med 20 tungt lastede biler, der bragte alle mulige levnedsmidler og beklædningsgenstande til fordeling blandt børnene, havde Maria Jacobsen 3600 små forældreløse armenske børn. Nu overtog amerikanerne dem alle sammen.

Maria Jacobsen overværede tyrkernes blodige massakre på det armenske folk i forsøget på at skabe et storrige. Hensynsløse udryddede man store dele af befolkningen, mænd, kvinder og børn blev myrdet i flæng, og rædslerne gjorde naturligvis et dybt indtryk på Maria Jacobsen.

Det var tyrkerne, der iværksatte den store massakre - og Maria Jacobsen følte den dybeste afsky for den nådesløse forfølgelse af armenierne i Islams navn - men på et vist tidspunkt hvor tyrkerne var i krig blev hun alligevel den lindrende og omsorgsfulde sygeplejerske for de sårede tyrkiske soldater.

De lidelse, hun oplevede, var så forfærdelige, at hun simpelt hen ikke kunne se til uden at gribe ind. Der var i tusindvis af syge soldater - og når de ikke kunne leve mere, fik de “ferie”! Officielt sendte man dem hjem på “ferie! i et par måneder - men de måtte selv klare transporten, og det betød, at de skulle gå, og havde de haft kræfter til at stå turen igennem, ville det have varet et par mådeder. Men de nåede aldrig så langt! De døde som fluer undervejs, lå overalt på vejene og frembrød et frygteligt syn. De havde ingen penge og ingen mad og næsten ikke klæder på kroppen. Det var bidende koldt, sneen lå meterhøjt, og når Maria Jacobsen kom rundt omkring i landsbyerne for at tilse befolkningen, kunne hun simpelhen ikke gøre andet end bringe hjælp, hvor der endnu var blot et svagt livspust tilbage. Det var hendes mening at oprette herberger langs landevejene, men det lykkedes hende ikke.

Maria Jacobsen havde både fødder og hænder omviklet med naftalinbind for ikke at blive smittet - men det hjælp alt sammen ingenting! Hun blev selv angrebet af plettyfus, og hun fik hjerne­betændelse. Gennem seks måneder lå hun hjælpeløs hen, og de syge var igen overladt til sig selv - uden “den danske engel”s lindrende omsorg. Men selv på sit sygeleje undgik hun ikke at opleve krigens gru - hun kunne se dem slå pæle i jorden og stille mænd op, der blev bundet for øjnene og skudt af 12 soldater. Ligene blev stablet på vogne og kørte bort.

Da Maria Jacobsen atter blev rask, rejste hun hjem til Danmark; men rygtet om hendes fantastiske indsats i Tyrkiet som “mor” for 3600 børn havde nået Amerika, og man ville se hende, man vil høre hende! Hvordan var det muligt? 3600 børn! Maria Jacobsen rejste derover, og i syv måneder fortalte hun over hele USA om de tunge timer i Tyrkiet, lidet anende, at hun kort efter igen skulle komme til at stå med alle børnene omkring sig!

Det skete, efter at hun var vendt tilbage til Danmark fra USA. Tyrkerne var igen begyndt at røre på sig; men før nye myrderier atter satte ind, havde amerikanerne fået tilladelse til at føre 110.000 forældreløse børn ud af Tyrkiet! De blev sendt til Grækenland, til det russiske Armenien og til Libanon, langt de fleste kom til Libanon og her stod Maria Jacobsen og tog imod dem!

Hun var af Kvindelige Missionsarbejdere straks blevet sendt til Beirut. Sammen med Karen Maria Petersen de fik deres inderligste ønske opfyldt: at komme ud til det folk, de elskede. 17. januar 1922 rejste de med usigelig glæde af sted.

I februar 1922 møder vi Maria Jacobsen og Karen Maria Petersen nede i Syrien (Lebanon), hvor de igen hver på sin måde forsøgte at tage sig af de hjemløse skarer og elendige børn, der blev drevet ud af deres fædreland ned til et ukendt land og til fremmede mennesker, der kunne tåle dem iblandt sig.

“Near East Relief” samlede forældreløse fra de forskellige flygtningelejre og anbragte dem på børnehjem. Maria Jacobsen begyndte 3. juli med 208 børn fra Cilicien i nogle bygninger i Zouk Michail mellem Djoubeil og Beirut, spiren til den senere “Fuglereden”. De mest syge og underernærede af børnene blev samlet sammen og overdraget til Maria Jacobsen, og hun tog dem alle hvor hun plejede dem så godt, det nu var muligt.

I løbet af de første måneder fandt mange omflakkende, forældreløse Armenske børn vej til hende. Hjemmet voksede så hurtigt, at problemerne blev mange, også mangel på vand tvang hende igen ud, og der stod hun med alle sine børn og anede ikke sine levende råd! Nu hjalp en drussisk prins hende imidlertid. Han havde et pragtfuld slot i Saida (Sidon), hertil flyttede de 1. maj 1923 og her blev hun, indtil prinsen et par år senere selv skulle benytte det.

En dag stod hun på hjemmets store trappe med en lille flok af de efterhånden tre hundrede børn, hun havde samlet sammen, foran sig. I hånden havde hun en pose bolsjer, som hun skulle til at dele ud af. Børnene masede på i deres iver, råbte “Mama”, “Mama” og strakte hals og arme ud for at sikre sig deres bolsje, og pludselig slog det ned i Maria Jacobsen: De er ligesom fugleunger!. Fra den dag hed hjemmet “Fuglereden”, og under det navn er det kendt ikke alene i Danmark og Libanon, men over hele Mellemøsten. Da endelig lykkedes det hende at få et fast hjem for sine små armeniere.

Gruppefotografi af alle hjemmets børn. Fotoet er afsendt som en julehilsen til Fugleredens danske fædre.

Den 14. december 1954 blev Maria Jacobsen æret af den Libanesiske regering og den Armenske Apostolske Kirkes overhoved med fortjenstmedaljen i guld for sin humanitære indsats iblandt armenske flygtnige.

Amerikanerne havde op­retholdt et børnehjem for 1500 armenierdrenge i Djoubeil; det blev i 1925 over­draget Maria Jacobsen, og blev det nu efterhånden sagnagtigt berømte “Fugle­reden” der stadig findes udenfor Beirut og stadig er den lune rede for for­ældre­løse armenierbørn. Maria Jacobsen fik ved sit 50 års jubilæum, den 14. december 1954, fortjenstmedaljen i guld tildelt af både den Libanesiske, den protestan­tiske og den gregorianske menighed som en aner­kendelse af sin indsats iblandt armenierne.

Hun var en tur hjemme i Danmark i 1957 og mente da selv, at det blev sidste gang, hun så Danmark. Hun vil leve og dø blandt sine elskede armenier. Trods legemlig skrøbelighed i de sidste år har hun dog været på sit kontor og styret hjemmet “Fuglereden”.

Maria Jacobsen døde den 6 April 1960. Efter et langt og travlt liv, hele tiden med det ene ædle mål for øje: at hjælpe. I onde som gode dage var hun missionær, sjæles frelse stod for hende som det største, og som Moder for de mange børn var det hende alt om at gøre at vise dem Kristus.

Hendes sidste gerning var at knytte og holde forbindelsen ved lige med de mange Fugleredebørn og deres venner. Til hendes sidste jul skrev hun over 600 breve, et arbejde som næppe nogen i hendes alder vil kunne gøre hende efter. Mindet om hende lever stadig, hendes navn og virke er nået til mytisk højder blandt armenierne. Hun har sat lysende spor, dér hvor mørket var størst.

Efter Maria Jacobsens død overtog Fugleredens ledelse hendes søster Anna Jacobsen der kaldes “Moster”. Hun var kommet til Fuglereden i 1931 for et ferieophold, men ferien varede til maj 1967. Siden da har hun stået sammen med hende i arbejdet, ligesom hun glædede sig over et godt samarbejde med pastor Oluf E. Paaske, hans norskfødt kone (Tante) Kirsten samt Magda Sørensen.

1970 overgav Kvindelige Missionsarbejdere det fulde ansvar for “Fuglereden” til den Armenske kirke, og syv danske missionærer rejste hjem. Siden 1970 er hjemmet drevet af den Armenske Kilikiske kirke som har sit hovedsæd i Antelias. I 1980 ophørte K.M.A. som missionsselskab, og Folkekirkens nødhjælp påtog sig at formidle gaver og arv fra vennerne i Danmark.

“Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort imod mig.” Matth. (25, 40). siger Jesus, og hun vil ingenlunde miste sin løn.

Kildematerialet er hovedsagligt hentet fra K.M.A.'s arkiv i Rigsarkivet.

Hun selv var et lys i mørket : Mindeord om Maria Jacobsen af Pastor Paaske

Kære venner derhjemme.

Mamma, vor kære Maria Jacobsen, lange arbejdsdag er endt. Herren har kaldt hende hjem til den hvile, som venter hver trofast tjenere, når løbet er fuldført, og furen pløjet til ende.

Mamma havde længe været meget svag og måtte for en ugestid siden gå til sengs. Allerede i søndags dæmrede det for hende, at nu var Guds time ved at oprinde og evighedens morgen ved at gry. Hurtigere end vi havde tænkt os, mistede Mamma kontakten med os og lå for det meste stille hen i den døs, som lidt efter lidt gled over i bevidstløshed. Nogle gang, når Mamma syntes lidt klar, havde vi andagtsstund; men tirsdag aften var det klart, selv for de mest uerfarne blandt os, hvor det bar hen. Ordet “Mamma skal dø” gik stille hele “Fuglereden” rundt; mange af børnene, måske alle, bad den Herre Jesus være Manna nær, og det var Han. Den lange nat svandt hen, og onsdag morgen d. 6 april var alle vi danske og mange armeniere samlet om Mammas dødsleje i stilhed og bøn. Ved titiden om formiddagen drog Mamma det sidste åndedræt, og både på dansk og på armensk forenedes vi i en bøn og tak til Herren for alt, hvad Han havde givet os gennem hende.

Det blev mig, som måtte ned til børnene og fortælle dem, at nu var Mamma gået hjem til Jesus, og nu måtte de begynde at sige ham tak for alt, hvad Han havde givet dem gennem Mama.

Herude må vi jo, som vennerne ved, hurtigt tænke på begravelse, og allerede samme eftermiddag kl. 15.00 blev Mamma bisat. De af børnene og medarbejderne, som ønskede det, fik lejlighed til at defilere forbi den åbne kiste, som stod i missionærboligens store sal. Vi sang derefter en salme og havde en bønnestund, og så blev kisten lukket og båret på stærke arme ned vejen til kirken, mens alle børnene fulgte.

I kirken bredte vi, efter Mammas inderlige ønske, et mægtigt dannebrogsflag over kisten, så læste vi et ord fra Bibelen sammen, sang en salme og bad fadervor. Og hele natten strålede lys i kirken ud i den mørke nat.

Samme aften og i dag formiddag har vi haft et stort og rørende rykind af mennesker, som efter orientens skik kommer på kondolencevisit. Det drejer sig om flere hundrede, både amtmand, borgmester og andre højtstående mennesker, men også lange række af jævne mennesker, for hvem Mamma har været til velsignelse, og som nu må give det udtryk.

Til stor glæde, både for armenierne og for vore arabiske bysbørn fra Djoubeil, blev Mammas grav indrettet i “Fuglereden”. Lige indenfor hovedporten ligger en lille trekantet have op ad en høj mur. Der beredte vi Mammas sidste hvilested, og efter samråd med vore mænd lod jeg dem lave et kraftigt gravkammer af beton under havens jord. De arbejdede til langt ud på aftenen for at få det færdigt, og i dag til morgen havde børnene travlt med at bringe grønne grene og markblomster i tusindvis til at smykke det lille gravkammers tag og omgivelser.

I eftermiddags begyndte så folk at samles. Begravelsen var gennem avisannoncer, kort og opslag ansat til kl. 15.30, og en hel del fik simpelthen besked ved rygtets hjælp. Klokken begyndte at klemte før tiden, og hele vore kirke blev stuvende fuld af mennesker. Der var naturligvis flest armeniere, men i øvrigt folk af flere nationaliteter og trosbekendelser.

Højtideligheden begyndte med, at vort kor på 60 drenge og piger sang “Deep River”, som Mosto havde lært dem, og som Mamma elskede, men som ingen havde tænkte sig skulle bruges til denne højtid. Og børnene overgik sig selv i dag; de sang den uden dirigent. Helt alene samledes de i denne skønne hyldest til Mammas minde.

Den amerikanske pastor Eder læste af skriften på engelsk. Så talte dr. Pyzant Hadidian, gift med den ene af Mammas to plejedøtre, på familiens vegne, jævnt og ligefrem og med et smil gennem tårer.

Næste taler var fader Sempad Lapadjian, en ung, Armensk-gregoriansk præst, som en gammel “Fuglerede”-dreng, der i sin tid kom hertil som spæd. Han talte på tusinder af drenges og pigers vegne, fra alle Mammas børn, som kun Gud i himlen ved tallet på - talte, så kun få havde tørre øjne, allermindst han selv, hvad måske gjorde det stærkeste indtryk.

Af salmen “For alle helgen -” sang vi tre vers. Så talte moderatoren for den Armenske protestantiske kirke, rektor for den teologiske skole i Beirut, pastor Aharonian, blændende stærkt og dynamisk, så han rev hele forsamlingen med sig. Efter ham kom den gamle Armensk kirkes ærkebiskop for Libanon, Khoren Paroyan, som repræsentant for Catholicos (den Armenske kirkehøvding) og for det hele folk. Og han frembar sin tak og sin hyldest på martyrfolkets vegne i skøntformede og indholdstunge sætninger, som mundede ud i apostlens ord: (2. Tim, 4, 7v.).

Den gode strid har jeg stridt,
løbet har jeg fuldført,
troen har jeg bevaret.
Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans,
som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig.

Efter endnu tre vers af “For alle helgen -” lyste den gamle, ærværdige pastor Hadidian velsignelsen, og det store sørgetog satte sig i bevægelse mod graven. Forrest drenge og piger med kors og kranse, så kisten, båret højt på strakte arme over alle hovederne, derefter følget, hvoraf de første - til alles glæde og rørelse var - ærkebiskop Khoren, som havde taget den gamle, svage protestantiske pastor Hadidian under armen. Her ved Mammas båre var de bare armenier, og alle konfessionsforskelle blev lagt til side i gensidig agtelse.

Ved graven tog pludselig den arabiske sognefoged fra Terzaya ordet med kæmperøst og holdt en glødende lovprisningstale på arabisk; den mundede ud i, hvor godt det sømmede sig, at Mamma blev begravet omtrent som de gamle fønikiske konger; det fortjente hun, og hendes hvilested og minde skulle holdes helligt til sine tider.

Jordpåkastelsen foregik efter dansk skik og på dansk. Og så blev kisten forsigtigt sat ind i det snævre gravkammer, og mens dette blev muret til, sang ærkebiskoppen og hans præster en armensk begravelsessalme, hvorefter gamle pastor Hadidian endnu engang løftede sine hænder og sin ånd til bøn. Ja, sådan sluttede Mammas jordefærd, en hellig højtid for en træt arbejder, som blev kaldt ind til sin Herres glæde.

Og i nat brænder der lys over Mammas grav med de mange dejlige blomster og kranse, et lys i den mørke nat, et symbol på, at hun selv var et lys i mørket, tændt af ham, som lysets kilde, og båret hjem til endnu dejligere stråleglans for Hans trone.

De kærligste hilsner fra os alle.
Oluf E. Paaske

Litteratur

Dickran, Karekin: Various Titles of Publications related to Northern resources by one or another way.
Dickran, Karekin: Maria Jacobsen and the genocide in Armenia - as pdf-file.
Lous, Eva: Karen Jeppe - Danmarks første befrielsesfilosof.

Karekin Dickran er 58 år, opvokset i Danish Bird's Nest (Elementær skoling) i Libanon, efter 7de klassens afgang gik han i højskole: Armenian Evangelical High School (Højere fakultet) også i Libanon, og derefter til Academi Guvder (Kunstakademi) og forsat sit videre uddannelse i Academi Des Beux Arts (Kunstakademi med udvidet kommercielle fag) Efter endt uddannelse kom han i det internationale reklamebureau Promotec i Beirut og fungeret som Art Director i perioden mellem 1966 - 1971.

Immigreret til Danmark i 1971 og arbejdet som tegnestuechef fra 1972 - 1982 i EC Reklame og Marketing i Århus og har siden været selvstændig reklametegner og har beskæftiget sig med Ide og Design opgaver. Karekin Dickran er Menighedsrådsformand for Den Armenske Apostolske Kirke i Danmark og i sin fritid udbreder han kendskab om Armenien, og har interesse i de danskere der hjælp armenierne under og efter det Armenske folkemord.

Top