Det danske Fredsakademi

En Læge ser paa Krigen : Krieg als Krankheit

Af Axel Pille

Flusser, Emil: Krieg als Krankheit : Mit einem geleitworth von Prof. Einstein.
- Heide in Holstein : Paul Reichert, 1932. - 150 s.

Det er altid lærerigt at se Krigen under ny Synsvinkel, dette kommer man til ved Læsningen af Emil Flusser's "Krieg als Krankheit" (Krig som Sygdom). Et Eksemplar af denne Bog var med til fra Baalet at kaste Glans over Nazismen, og dens Fremkomst lige før Hitlerregimets Sejr gjorde, at den saa at sige ikke blev kendt.

Emil Flusser var som Militærlæge med i Krigen paa østrigsk Side, og dette har ført ham in[d] paa at betragte Krigen fra Lægestandpunkt. Selv om det er umuligt at give ham Ret i, at det er det eneste rigtige at se paa Krigen under denne Synsvinkel, saa virker dog denne nye Betragtningsmaade ogsaa paa den læge Læser saa befrugtende og paa hele Studiet af Krig og Krigsaarsager saa fornyende, at Bogens Synspunkter fortjener at kendes af en videre Læsesekreds herhjemme.

Straks i første Afsnit gør Lægen op med den filosofiske Etik og vender sig endda først og fremmest mod Kant, som skarpt har fordømt Krigen, “Kun den gode vilje hos en Personlighed, der er fuldkommen fri for ydre og indre Paavirkniriger, fører til gode Gerninger. Da en saadan Personlighed ikke kan gives, er Værdien af den Kant’ske Morallære kun ideel, og Loven har ingen Betydning for det praktiske Liv”, slaar Flusser fast. I Modsætning hertil opstiller han den medicinske Etik.

Som Læge maa han “betragte Menneskelivet og det menneskelige Samfund som det værdifuldeste og højeste paa Jorden”. Hvad der gavner Livet er sundt, hvad der skader det er sygeligt. Mens altsaa den filosofiske Etik skelner mellem ond og god Vilje, saa kender den medicinske Etik kun en sund og en sygeligt forandret Viljekraft.

Da nu Krigen altid medfører sjælelige Forandringer, som ophæver Dømme kraften og derfor fører til skadelige Handlinger saavel for den enkelte som for Samfundet, saa følger allerede heraf, at den maa være en Sygdom.

Etisk vilde man slutte, at den var “forkastelig”; men en Sygdom kan ikke være forkastelig, ingen kan være Skyld i en Sygdom. Krigen staar ligesom enhver Naturbegivenhed udenfor Etikens godt og ondt, Den kan kun bedømmes efter, hvorvidt den skader eller gavner Mennesket og Samfundet. Af disse Grunde er det ogsaa fornuftstridigt at forbyde Krigen. Der er for Lægen kun den ene Vej frem at foretage en Undersøgelse, opstille et Sygdomsbillede, saa Aarsagen kan erkendes.

Og Krigsaarsagerne er “psykiske Foreteelser, som i deres Enkeltheder er erkendt som sygelige”.

De vigtigste endogene eller indre Sygdomsaarsager, der ligger til Grund for Krigen, er Vi Sygen (Hjorddrifte), Tilbøjeligheden til Kollektivaffekt og Sensationslysten. De exogene eller ydre Aarsager er alle, der kan gavne og forøge Krigsberedskab, først og fremmest militær Propaganda, men ogsaa aandelig og materiel Nød maa tages i Betragtning. Endelig er Magtviljen baade virksom som endogen Faktor hos Herskerne og som exogen hos den lydige Masse.

Det er en Forudsætning for psykisk Smitte, at Jeg-Bevidstheden forvandles til en Vi-Bevidsthed. Flusser rammer saa umiddelbart, hvad der fører Mennesker over i denne Hjorddrift, naar han karakteriserer det med Sætningen: “Det er langt herligere at være et stort Vi end et lille jeg”. Fædreland og Folk er saadan et stort Vi, og den lille, der ikke selv har kunnet tilkæmpe sig Anerkendelse, bytter sin egen Ringhed bort for Glansen fra Fædrelandet, det større Vi. Jo mere Jeg-Bevidstheden træder tilbage for Vi-Bevidstheden, des mere skrumper Selvkritiken ind, og det bliver ikke længere den indre Vilje, der bestemmer ens Handlen; man retter sig i Stedet efter “de andre”, som man vil behage. l Fredstid skaber det harmløse Typer som Modenarre og Fodboldfanatikere, men i vanskelige Tider svinger disse Mennesker altfor let, de rives med og river andre med, og “hvor Hjorddriften sejrer over Selvopholdelsesdriften, fører det til alvorlige psykopatiske Masseforteelser”.

Vi-Sygen fører let til Kollektivaffekt, og her er det ikke nok at tænke paa Affekt som Følelse, Ordet maa tages, som det bruges i Sætningen “saa kom han rigtignok i Affekt”.

Flusser nævner som to Kollektivaffekter af største praktiske Betydning: Fædrelandskærlighed og politisk Had. Ordet Fædreland alene er nok til at hæve Menneskesjælen op over alle Realiteter; men Kærligheden til Fædrelandet kan dog maales ud i noget saa materielt som Penge. Man kan garantere Borgeren fra Staten X en bedre Levestandard i Staten Y, og den Sum Penge, som faar ham til at opgive sit Fædreland, viser Størrelsen af hans Fædrelandskærlighed. Det kan være en mindre eller større Sum, men det hører til de sjældne Undtagelser, at ikke en vis Sum kan faa en Mand til at gaa fra Stat til Stat. Noget et Menneske virkeligt elsker, f. Eks. et Barn, forlader det derimod for ingen Pris.

Men hvordan saa med Kærligheden til Folket? En Undersøgelse fører til, at et Menneske ikke elsker et andet Menneske, blot fordi de tilhører samme Folk. Men paa samme Maade hader intet Menneske et andet, blot fordi vedkommende hører til et andet Folk. “Kun Kollektiver hader hinanden eller elsker deres Fædreland saadan, at de ofrer Gods og Liv derfor”, og Menne skenes Hang til at danne Kollektiver er derfor “den betydeligste endogene Aarsag til Sygdommen Krig”.

Allerede Forberedelsesstandpunktet viser den sygelige Tilstand. Da Europas Folk ved Slutningen af det attende Aarhundrede næsten helt havde mistet Fædrenes fromme Tro, og den himmelske Fader og Englenes Hærskarer ikke mere af Borgerskabets førende Aander ansaas for noget guddommeligt, men nærmest betragtedes som naiv Fantasi, og da den følende Menneskesjæl dog stadigt i Skovens Susen, Foraarets Blomster, Tordenen over Bjergene saa mere end Farve, Lyd og Lys eller kemiske og fysiske Foreteelser, saa maatte der igen opstaa noget Evigt, noget Guddommeligt, mod hvilket Menneskene kun vende deres Længsel og Følelse.” Det blev: Fædreland og Nation.

“Begrebet Fædreland bliver ophøjet, gjort til Helligdom, løst fra alt ydre fatteligt og banalt, fra alt virkeligt, og af Illusionen bliver en Virkelighed.” Som Troen paa Gud og Helgene fik Menneskene til at skabe skønne Ting i Digt og Kunst, saaledes ogsaa Fædrelandstroen. Men foruden den smukke Side har enhver Tro paa noget uvirkeligt, enhver Religion og Illusion ogsaa en dæmonisk og hierarkisk Side. “Til Paradis og Himmel hører et Helvede til enhver Gud en Djævel, og til enhver Religion hører ogsaa en Kirke, hører ogsaa Præster.” Troens Stjerne kan kun rigtigt straale paa Baggrund af Vantroens Mørke. Modsætningerne betinger hinanden, og jo mere af Hungersnød, Pest og Krig, des mere straalende tegner sig den himmelske Salighed. Saaledes ogsaa i Verdenskrigen. Hvad i Gudetroen Djævelen er for den naive troende, blev “Fjenden” for Fædrelandsforsvareren. Og “Fædrelan det som en Sjælens Helligdom, Fjenden som Røver al denne Helligdom, er Forestillinger, født i det nittende Aarhundrede, Forestillinger, som imidlertid først de sidste Aartier før Verdenskrigen bragte til Modning”. Lige op til den franske Revolution kunde Soldaterne købes, og gik til den, der bød mest. Da kom la grande nation som Forkynderen af Frihed, Lighed og Broderskab, men siger Flusser, det var Tyskerne med Filosoffer som Fichte, Schelling, Hegel og Schleiermacher, der gjorde Fædreland og Nation til Religion. Som “Historien bliver Forsyn, Folkesamfundet Evighed, Nationen et Guds Redskab, saadan bliver Soldaten i Marken Fuldbyrder af den guddommelige Vilje,” og det maatte føre til almindelig Værnepligt og Kaprustning og Massedød paa Slagsmarken. Alle Stormagter og deres smaa Efterlignere var indstillet paa Krigen - maaske talte og skrev de andre ikke saa meget som Tyskerne, de handlede  dog i samme Aand, undergivet Fædrelandstroens dæmoniske Side.

Hvad den hierarkiske Side angik, saa har Staten opnaaet en større Magt, end Kirken nogensinde har halt, en “ubegrænset Raadighed over Borgernes Liv og Ejendom”. Men at “Borgernes Underordnen under en Autoritet bliver til en Lydighed, hvis Konsekvens er, at de, endda med største Glæde, gaar i Døden for Fædrelandet, er kun muligt, naar Fædrelandet bliver til en Guddom, Borgerne til en Hjord, der er besat af Kollektivaffekt”.

Kollektivaffekten er som talrige andre Gifte, i smaa Doser virker den oplivende, i store lammende. Dens skadelige Virkninger viser sig i en Svigten af Dømme- og Viljekraften, der endog helt kan forsvinde.

Mennesker kan ikke udholde lutter Ro, Spænding maa der til og Udløsning af Spændingen. Krigserklæringen 1914 kom som en saadan Udløsning. Lidelse i stor Maalestok var den rette Næring for Mængdens Sensations trang, Og da der nu foregik saa meget stort derude paa Slagmarken, og hele Interessen samlede sig derom, saa vilde alle være med deri, og at have en tapper Søn eller Mand blev enhver Kvindes Længsel. Hjemme blev Pengefortjenesten den store Sensation. Hvad der før tjentes, paa Aar, tjenes paa faa Uger. Desuden havde man ogsaa Sejrsmeldingerne at svælge i. Det var Mængdens Sensationslyst, der gjorde det umuligt for noget tænksomt Menneske ved Krigens Udbrud at advare. Som en Rustilstand besatte den Folk, og en Rus, der kommer indefra, maa skyldes sygelig Tilstand.

Flusser gaar fra de endogene tilde exogene Aarsager og siger her om Statskunstens Udøvere, at de ved at føre Europa ud i Katastrofen 1914 har vist deres Utilregnelighed paa en saadan Maade, at de burde umyndiggøres eller sættes under Lægetilsyn. Staten har mange Midler til at skalle sig Herredømme over Borgernes Liv og Død. “Vi ved, med hvilket Skarpsind, Paranoikere udstyrer deres System af sindssyge Illusioner i alle Detaljer... Militarismen og den hele Fædrelandskultus udgør nu et et saadant System i største Fuldkommenhed”, og som et paranoisk Aandsprodukt støttes og begrundes Fædrelandsdyrkelsen paa tendensiøse Fremstillinger, forkerte Slutninger og Usandheder.

Som den kirkelige saaledes læres ogsaa den fædrelandske Katekismus i Skolerne fra Barnsben. Historien om Fjenden paa den anden Side [af] Grænsen, der vil røve vort Land, gør mere Indtryk pae Barnesjælen end meget andet, og allerede hermed skabes et sygeligt Anlæg, der yderligerere udvikles gennem den fortsatte Indpodning af smukke Historier, hvoraf hver eneste Stat har en Samling, der udgør Statens og Folkets Historie. Da Grundsætningen er dette at fremhæve det egne Folk som det gode, der trues af det onde, bliver hele Historien en Krigshistorie med Forherligelse af Herskerhuse og Førere, al Krigsgerning bliver til Heltedaad. Ingen fortæller Børnene den bitre Sandhed, at al Krigshistorie er Historien om menneskelige Forvildelser, sygelige Forvildelser hos Hjordmennesker og deres Frempi skere, der havde mistet Dømme- og Viljekraft.

Historien behandler hele Folkets Skæbne, en Kollektivskæbne, af enkelte Mennesker taler den kun om Førerne, og dog bliver Folkets Skæbne mange Gange slet ikke oplevet af de enkelte Landsmænd. Hele "Historiefremstillin gen betyder en systematisk Omtydning af Begivenheder til Oplevelser”. Begivenhederne gøres endda ved Brugen under Opdragelsen til affektbetone de, særligt ønskebetonede Oplevelser. “Der berettes om Krigen for at opdrage til Krigslyst.” Vi-Bevidstheden styrkes gennem den berømmelige Krigs historie; men denne Vi-Bevidsthed fremmer ikke den sociale Følelse, Medmenneskeligheden, som kun vinder frem gennem forstandsmæssigt Overlæg. Vi-et fører ikke til klar Tænken og Føleri, men til hemningsløse Affekthandlinger og Eventyr.

Historien bliver altid farvet subjektivt tendensiøst, og meget af, hvad der læres, har aldrig fundet Sted. Flusser giver et Eksempel:

“Den 4. November bliver i Italien fejret som en national Festdag, for den 4. November 1918 udkæmpedes Slaget ved Vittorio Veneto. I dette Slag skal den italienske hær under Anførsel af Marskal Diaz have slaaet den kongelige og kejserlige østrig-ungarske Hær saa ødelæggende og afgørende, at Resterne af den spredtes for alle Vinde. Dermed begyndte Fremmarchen mod Triest og Trient, hele ltalia irredenta blev befriet gennem denne straalende Sejr.

Jeg var den 31. Oktober 19I8 i Vittorio Veneto. Den 28. Oktober 1918 vidste man allerede langs hele Piavefronten, hvad der samme Dag var sket i Prag, at det østrig-ungarske Monarki officielt havde ophørt at eksistere. Den 29. Oktober drog alle i tvangfri Grupper i fuldkommen Ro og Orden, og saa vidt man som Enkeltmand kunde overse det, uden Kommando tilbage fra Fronten, de høje Officerer og Kommandanter i Bil til nærmeste Jernbanesta tion, de andre til Hest, Vogns og Fods ad Hjemegnen til. I det gamle Østrig gik alt saa gemytligt for sig, selv Hærens Opløsning. Italienerne skød paa tomme Grave, saa sendte de nogle Flyvemaskiner efter os, men til en Forfølgelse eller Kamp kom det ikke. Den 1. November om Morgenen tidligt var der sikkert ikke mere i Vittorio Veneto og dens Omgivelser nogen bevæbnede kejserlige- og kongelige Tropper; jeg selv traf kun Efternølere, der saa at sige alle havde smidt Vaabnene fra sig. Der kunde ikke have fundet noget Slag Sted den 4. November, da de sidste østrigske Tropperester paa denne Dag forlængst var borte. Saadan har det sig med den historiske Sandhed. Og dog er Slaget ved Vittorio Veneto autentisk og dokumentarisk fastslaaet med alle Detaljer, og ingen, som  ikke tilfældig var tilstede; vil tvivle paa Fremstillingens Rigtighed. Og der var altsaa ingen tilstede". 

Flusser fortæller ogsaa om, hvorledes han ofte hjalp en højtstaaende Generalstahsofficer med at affatte Kampberetninger til Krigsministeriet. "Det var alt andet end objetive Fremstillinger," men smukt skuIde de klinge, Skildringerne maatte i deres Opbygning være stærkt dramatisk tilsnittet, saa Feltherren kunde blive stillet i straalende Relief.

Fædrelandskultusen har ogsaa sin Dogmatik og Apologi.

Dogmet er, at enhver Statsborger er forpligtet til at lade sig dræbe, naar Statens Suverænitet paa den ene eller anden Maade er truet. Enhver Tvivl om Gud var en Synd, og enhver Tvivl om Fædrelandets Hellighed og Statens Ret er Landsforræderi.

Krigens Apologi lærer, at Krig har der altid været; ganske vist har der ogsaa altid været Sygdomme og Naturkatastrofer, som man ikke  har undladt at søge Aarsagerne til og bekæmpe.

Som Kirken havde sine Helgener, saaledes har Tidens Kultus sine Helte, der staar som Forbilleder, hvor det gælder Opofrelsen for Fædrelandet, og Heltedøden er det samme for den fædrelandstroende, som Martyrdøden var det for den hellige. Under Krigen forefaldt der Tilfælde af Aandsforvirring, hvor hele Skarer af unge Mænd gik syngende 1 Døden. Ved Forgudelsen af een Mand, Helten, kastedes der Glans over Krigerhaandværket og over hele Krigerstanden.

Middelalderens Relikviedyrkning, Forklarelsens Skær over Død og Forraadnelse, har sit Sidestykke i den ukendte Soldats Grav, der i hver Hovedstad vogtes som en Helligdom. Helteforherligelsen med dens fantasti ske Vrøvl hører til den mest virkningsfulde og farligste Art af Krigspropa ganda. Den er som en Fortryllelse, den jævne Mand ikke kan modstaa. Den er blevet Legende, og den fortæller intet om Soldatens Elendighed, om Lus og Rotter, om Angst og Fortvivlelse.

Militarismen har sin Inkvisition i Landsforræderi- og Spionageprocesser. Der er smaa og store. De smaa opføres til Stadighed, de større sættes i Scene nu og da, de er kostbare og kræver et stort Apparat. Virkningen er stor og holder sig nogle Aar. Er den forflygtiget, startes en ny Højforræderiproces. Disse Processer hjælper til allerede i Fredstid at indgive Statsborgerne Forfølgel sesideer. Under Krigen stiger Beskyldningerne til det rædselsfuldeste. Da Staten kræver, at Borgerne skal dræbe og lade sig dræbe, maa den som Kirken udelukke al Tvivl for at kunne lede Sjælene. "Det vigtigste Middel hertil er Krigerkasten, som Præsterne er den en anset og fin Stand. Uniformer, Manøvrer og Parader kaster Glans over den. Kirkens Litanier, Rosenkranse osv, har den omsat i sin Ekcersits, der undertrykker enhver selvstændig lndividualitet, saa Bevidstheden helt indstilles paa Vi-et". Men "som Landsbypræsten ikke repræsenterer Kirkens

Magt, saaledes er Soldaten og Officeren kun Militarismens Følgeorgan. De virkelige Magthavere virker i det skjulte og plejer Krigen som Kirken Troen ... En Kæde af fælles Interesser og et Baand af fælles Sindelag omslynger alle Krigsprofetier i Verden, saa de danner en i Krig interesseret Klike ".

Heller ikke Diplomatiet tildeler Flusser nogen smuk Rolle. Diplomateme færdes elegant og i bedste Forstaaelse mellem hverandre. "De ved, at de er der for at glatte Rivningerne ud, men for at kunne glatte, maa de ogsaa vedligeholde Rivningerne, for at kunne afværge Krige, maa der først være nogle. Krigen maa altsaa ikke blot være et Spøgelse, den maa være en Realitet, deraf afhænger deres Eksistens og Uundværiighed", og derfor gaar de i Sammenspil med Militaristerne.

Skæbneaaret 1914 traf en Menneskeslægt, som det i materiel Henseende gik straalende, og Sundhedstilstanden var saa god som aldrig før; men, siger Flusser, bag denne Tilstand "skjulle sig en alvorlig psykisk Krise". Amerika niseringen er blevet Europas Ulykke. "En Slægt, der vender sig fra Klogskaben til Videnskaben, plejer Aanden og lader Sjælen forkomme, den maatte være viet Undergangen". Aanden plejer man at ligne ved en Flamme, som altid flakker og fortærer, hvad den faar fat i. Sjælen er som en lille Sø, stille og rolig og dog følsom overfor hver lille Bevægelse, livgivende og en Fjende af Ilden. De sidste Aar før Verdenskrigen stod i Kampens Tegn mellem disse to store Fjender Ild og Vand, Aand og Sjæl. Flusser underken der ikke, at Menneskehaand har bragt Slægterne store Gaver, men Verdenskrigen "var ikke den sunde Menneaands, men den syge Sjæls Værk", og "til Menneskehedens store Ulykke blev Aanden Sjælens Forbundsfælle". Da Aandens Tidsalder kom, og Teknik og Naturvidenskab frembragte en Masse viunderlige Ting, saa blev de kun til Markedsvarer og Handelsartik ler. Og "Mennesket selv var ogsaa kun saa meget værd, som han kunde frembringe af Varer og Handelsværdi." Verden manglede Varer, men stadigt mere yderige Maskiner blev opfundet, og Arbejdsløsheden satte Haandens og Aandens Arbejdere udenfor. De maatte føle deres Jeg tilsidesat, de søgte Erstatning og fandt den i et mægtigt Vi. For Haandens Arbejdere blev det de universelle politiske og faglige Organisationer. Men Aandsarbejderne fra Butik og Kontor vilde netop ikke ligestilles med dem, Og de fandt deres Vi i Fædreland og Folk, Officersstanden, Kejserens og Fædrelandets umiddel bare Tjenere, blev deres Forbillede, og bare det at blive Reserveofficer var for mange af dem et brændende Ønske.

Men selv Socialismen blev revet med. Proletaren saa nemlig sit Program deri, at der ikke mere var nogen Proletarer, at "alle hans Kammerater, men først og fremmest han selv, rykkede op i de besiddendes Klasse". Og "hvem, der bar Kejserens Frakke var ikke mere en Proletar. Selv for en Socialist var altsaa Uniformen en Ønskedrøm. Og saa skete det sørgelige, at Aanden ikke kunde modstaa Massepsykosen, der lammede Menneskenes Dømmeog Viljekraft. At Aanden "endnu engang blev Sjæl bragte Menneskehedens Katastrofe".

Meget udførligt behandler Flusser den sygelige Magtvilje, vi har paa Dansk Ordet Magtstræb. "En Magt, som ingen tror paa, er ingen Magt", og Statens Magt beror paa Borgernes Tro paa denne Magt. Vaabnene, som Folket giver Statsmagten, skal beskytte Staten mod de ikke-Troende, der misligholder de Love, som de Troende er enedes om. "men hvor der er Troende er der ogsaa et Hierarki, der misbruger Troen og de Troende til egen Fordel ". Den største Magt faar Fædrelandstroens Præsteskab gennem Troen paa Nødvendighe den af at have Vaaben til Brug mod Fjender, der truer Grænserne. I alle militaristiske Stater bliver den Tro planmæssigt næret. Hertil kommer Troen paa Pengene. "Pengebegæret, den laveste og farligste Form, som den sygelige Magtvilje antager, lader den civiliserede Europæers Sindstilstand synke langt under Kannibalernes, ja Hyænernes". Rustningsindustrien smeder Vaaben og sælger til den højstbydende. "Men de Troende staar der og glor, akkurat som de for 3000 Aar siden uforstyrret i deres Tro gloede, mens man kastede deres Børn i Gabet paa Molok". "En saadan Lydighed fra Masserne lader sig simplest forklare som en sygelig Magtviljes exogene Indvirkning og patologisk Dumhed hos Mennesker; der føler sig som "Vi", som Masse og har sat Dømme- og Viljekraften over Styr". Heroverfor maa Lægen gøre et Oplysningsarbejde.

Flusser kommer ind paa Forholdene vedrørende Versaillesfreden, vender sig først imod Frankrig, der paa sygelig Vis holder fast ved, at Tyskland skal kues, og skriver derefter om Tyskland: "Paa denne Side al Rhinen har en Klike forstaaet at vække og ægge Had-, Røver- og Progrominstinkt hos Millioner af Troende. Det er Nationalsocialismen, som med denne Sætning bringes ind i Bogen. Den tænksomme Læser kan ikke undgaa at drage Sammenligning og se, hvor meget i det hele taget Fascisme og Nazisme har tilfældes med den sygelige Militarisme. Magtviljen fra Førernes Side og Massepsykosen blandt Tilhængerne er saa fremherskende, at man kun ved Verdenskrigens Udbrud saa noget lignende.

Heroverfor "kan kun planmæssig organiseret Lægehjælp udrette noget", og Lægerne maa gøre sig klart, at alle deres Anstrengelser i Kampen mod Sygdomme er til ringe Nytte, naar Frugterne af deres Arbejde skal tilfalde en Menneskeslægt, der er viet til Undergang ved Massepsykose. Lægerne maa gaa ind for et aktivt Arbejde til Udryddelse af Krigsaarsagerne, de maa arbejde for en Sanering af Samfundsforholdene. Det er efter Flussers Mening ingen umulig Opgave; thi Jordens Skatte og Mulighederne for at udnytte dem er fuldt ud tilstrækkelige til, at alle Mennesker kunde leve i Overflod. "Kun er Menneskene ikke fornuftige nok til at fordele dem rigtigt". Vi maa bort fra den Tilstand, at Maskinerne arbejder for Mennesker, som "aldrig kendte Arbejdets Sved", og vi maa vænne os til den Tankegang, at selv de arbejdsløse maa garanteres en god Levestandard. Maskinen skal blive til Forbandelse og Ulykke, naar det ikke er en Selvfølge, at den Arbejder, som udelukkes af den, ogsaa uden at arbejde deltager i den Gevinst, Maskinen bringer. "Enhver anden Løsning af Arbejdsløshedsspørgsmaalet betyder forsætlig Misforstaaelse af Maskinens Væsen og Fremme af Magtvilje og Pengebegær paa Bekostning af Livet og Samfundsfællesskabet".

l et særligt Afsnit viser Flusser nogle Typer paa Sindssygdom fra Verden skrigens Dage. Soldaterne blev drevet frem af Lydighed mod en Magt, hvis Indehavere led af Massedrabsmani. Drabslængsel og Blodrus, Ktinomani, er saa gammel som Menneskeheden selv, og som et Bevis anfører Emil Flusser sine Erfaringer fra Krigen, at "aldrig vilde en højtstaaende Dame pleje syge, altid kun saarede. Hun vilde se Blod og nøgne, smertepinte Mennesker. Sensationen ved en saadan kraftig og bestandig ny Pirring af Sanserne var langt stærkere end Motivet sand Hjælpsomhed". Det sidste kunde forekom me, men det var ikke Reglen. Og Hysteriet skabte en helt ny Type, Heltemo deren, der ofte uden Spor af Tegn paa Smerte, gik rundt og modtog Lykønskninger i Anledning af sin eneste Søns Død.

Ude ved Fronten udartede Ekstasen til en Massepsykose, man aldrig har set Magen til. Hundreder af engelske Officerer kunde berette om, hvordan de ved Mons havde set den hellige Georg dække deres Tilbagetog. Kampgalska ben greb Soldaten, saa den blev til en Rus, der fik ham til at gaa imod enhver Modstander uden at ane Faren. Tjekoslovakere faldt i russisk Fangenskab og gik med i Krigen paa russisk Side, kæmpende mod deres egne Lands mænd. "Blodtørst var stærkere end Blodslægtskab".

Forretningsmænd hilste deres Kunder og Lærere deres Elever med Hilsenen: "Gud straffe England." En Hilsen, intet Menneske med fuld Fornuft vilde tage i sin Mund. De eneste, som tog deres Fornuft i Brug, var de Mennesker, der tog Krigen som en Forretning.

I Bogens sidste Afsnit kommer Flusser ind paa Lægens Kompetence til at gribe ind overfor Krigen. "Hvad der fremmer menneskeligt Liv og menneske ligt F'ællesskab er sundt, hvad der skader menneskeligt Liv og menneskeligt Fællesskab er skadeligt, er sygeligt. Lægen maa fremme det sunde og bekæmpe det sygelig;” siger han, og vilde Lægerne handle herudfra, behandle Krigen som Sindssygdom med samme Selvfølgelighed, som de ellers behandler paranoide Lidelser, saa "er dermed ikke alene Lægernes, men ethvert tænkende og socialt Menneskes Stilling til Krigen givet. Den vil blive bekæmpet efter Grundsætningerne for den Offentlige Sundhedspleje og forsvinde". Lægerne maa derfor gaa ind i et Oplysningsarbejde og forklare Menigmand, hvilken Fare han løber for at blive grebet af Massepsykosen og Krigsvanvidet.

Hvis man afklæder Fædrelandsbegrebet alle dets Atrapper, saa bliver der tilbage som Kerne: Samfundsfællesskab; men dette har langt videre Grænser end Fædrelandet. Samfundsfællesskab er det at hjælpe den svage til at gøre sig gældende ved Siden af den stærke, at leve uden at stjæle fra andre, at udnytte Naturkræfterne til fælles bedste, men samtidig værne om Naturens Skønhed, fremme Udveksling indenfor Aandslivet osv. Men "et Kollektiv, der kun er bestemt af Landkortet og bestaar af Skove og Snapsebutiker, Kanoner og haver,

Proletarelendighed og Paladser, Bureaukrater og Arbejdsløse" og som udraabes til "Gud Fædreland", der maa bringes Ofre, det er en sygelig Foreteelse, som maa bekæmpes af Lægerne.

Flusser vil ikke berøve nogen Kærligheden til eget Folk, Modersmaalet eller den hjemlige Jord, men ønsker, at alle Mennesker vilde holde disse Værdier for saa kostelige, at de ikke ønsker at fratage noget Menneske dem. Der bliver imidlertid "drevet Forretning med disse Følelser som med enhver anden Vare". Ved alle Grænser søger den ene Stat at overbyde den anden i økonomiske Fordele, og den virkelige Folke- og Hjemstavnsfølelse dræbes og bliver til Kræmmeraand. Der kan maaske lyves med Begrebet, Fædreland, saa det glemmes, at det først har faaet sin nuværende Betydning i det nittende Aarhundrede; men Landegrænserne vil altid staa som skadelige for det menneskelige Samfundsfællesskab. "Det ene Folks Nød betinger det andets, en Nabo, der er syg, smitter ufejlbarligt den anden". Gaar Europa videre i Arbejdsløshed og Forarmelse, saa driver det mod Bolslievismen, og vil det forskaanes for "den unødige Terrorkommunisme": Saa er der Kun den UdveJ at arbejde hen til Europas forenede Stater. Flusser ser heri det vigtigste Arbejde mod Krigen, og lærer alle Læger planmæssigt Menneskene at arbejde for et Samfundsfællesskab, da vil de ogsaa kunne Udrydde enhver Massepsykose.

Krigen er "en Sygdom, det er den enkle klare, for ethvert sundt Menneske indlysende Sandhed", og Løgnen er "at for alle militaristiske og fædrelandske Foreteelser karakteristisk Symptom, akkurat som Hududslet er det for Mæslinger". Det Væv, hvori Krigs- og Fædrelandsdyrkelsen er indspundet, viser, hvor dybt Menneskeslægten er sunket, og hvis den militaristiske Propaganda med sin Løgn ikke allerede i Fredstid skal foraarsage dyb Udartning i vor Slægts Karakter, maa Lægerne gribe ind.

Naar Folk ser en Krigsfilm, saa siger de, “Det er Vanvid”. Der ligger Sygdomserkendelse heri, siger Flusser, og han slutter sin alvorsfulde og lærerige Bog med Ordene: “At Krigen er Vanvid, altsaa Sygdom, det ved det menige Folk. Maatte nu ogsaa Lægerne forstaa, at de er til for at hjælpe de syge.”

Hvad Emil Flusser saaledes har skrevet om Krigen som Sygdom behøver ingen Tilføjelser. Den menige Læser vil have let ved at se, hvor saa at sige alt, han holder frem for os, passer paa, hvad der i Øjeblikket foregaar.

Sakset fra tidsskriftet: Nye Veje. 1936 s. 39-41.

Top