Mel : Mens Nordhavet bruser.
Jeg rutter med Glædens og Haabets Ord, det Statsmanden aldrig kan døje; den Stakkel skal lappe vor sprukne Jord, det er en fortrædelig Møje. Mens bidsk han tygger sin tørre Negl, saa flyver glad jeg for fulde Sejl.
Den dristige Flugt gør ham stadig vred; han jævner til venstre og højre, hvad højt rager op, vil han trykke ned, hver Kraft han tilbørlig vil tøjre. Snart har han alting gjort tamt og ens, men jeg, jeg er ham for let til Bens.
Han sidder belemret af Gods og Guld, af Titler og Hensyn og Former; jeg klæber ej fast ved det døde Muld, bevinget mod Himlen jeg stormer; men hvad jeg ser fra den høje Tind, det kalder gnavent han Hjærnespind.
Og raaber saa højt han paa Kløgt og Aar, paa Ungdom og skuffende Løgne, saa bøjer jeg mig for hans hvide Haar, men tror lige fuldt mine øjne. Til Raad er Gubben en herlig Gæst, men unge øjne de ser dog bedst.
Ja, lidet jeg frygter for Stormens Hvin, ej ænser jeg Vinterens Kulde; jeg ser gennem Sneens det tætte Lin, at Vaaren er vaagnet i Mulde; jeg ler ad hele den kloge Flok og venter trøstig, den kommer nok.
Tekst: Christian Hostrup, 1876. Kilde: Sangbog for Aldrig mere Krig, 1936. Også publiceret i Aldrig mere Krigs årsmødeindkaldelse 1943.
Top
