Det danske Fredsakademi

Digt-antologi

DA bomben faldt
blev hele verden øde.
Kun to små børn
gik levende blandt døde.

Opstandne så
de hele verden smuldre
med støvets dragt
om deres spinkle skuldre.

Alverden sov.
Men gennem askens tåge
brød lyset frem
og bad de unge våge.

Og regnen faldt.
Og gennem regnens strømme
gik to små børn
med svundne slægters drømme.

Små frø bar bud
om liv. Og havet bragte dem
salt og fisk.
Ukendte hænder rakte

det første korn
til deres febermunde. Nyt liv blev til
af liv der gik til grunde.

Det er en drøm.
Og drømmen er en gåde.
To børn skal leve
af en ukendt nåde.

Hver dag er død.
Hver dag må livet smuldre.
Og støvets dragt
vil tynge barnets skuldre.

Hver dag er frygt.
Og angsten er din fjende.
Din søvn er flugt
mod døden dybest inde.

Din søvn er drab.
Men to skal overvintre.
Og de er håbet
i dit eget indre.

Og de er livet
bag den død du frygter.
Og de skal stå tilbage
når du flygter.

Det er en drøm.
Og drømmen er en gåde.
Og du må værge det
du vil forråde.

Kilde: De afsindige, 1948.