Det danske Fredsakademi
Digt-antologi
Men der bløder gamle smærter ...
Som en rytme i en sang, der snart er glemt,
toner året ud i dybe klokkeslag.
Men i denne nat blir nye strenge stemt.
Og en sangbund venter på den lyse dag.
Er det bange hænders famlende forsøg.
Er det skingre buestrøg af tid der går.
Blæstens susen. Regnens dryppen. Sne der føg.
Din erindrings tidevand af svundne år.
Du er træt af tung erindring, der blev frø
lukket inde i en drøm, som kun var drøm.
For det blæser koldt fra hjærtets åbne
sø.
Og der driver is på blodets mørke strøm.
Strøm for livet. Syng for lyset, tonebund.
Kun det levende kan tolke hvad du vil.
Men der bløder gamle smærter på din mund.
Og de åbne vande iser langsomt til.
Du fik store tomme øjne af at se.
Hvor det onde sætter blomst vil mørket gro.
Der går onde tiders genfærd på hver grav
og hvert søndret mindesmærke for din tro.
Tomt blev ordet, om du ikke sang deri,
du, min bror, som vi bedrog med våben-fred.
Du blev myrdet for hver bøddel vi gav fri
og med ordene vi dræbte ordet med.
Vi fortolker dine drømme med et sværd.
Med din død har vi bevæbnet vore mænd.
Og de kæmper blindt mod det din drøm var
nær,
hver gang krigens genfærd manes frem igen.
Strøm for livet. Syng for lyset. Syng os hjem.
Sol bag mørke. Tro bag tvivl. Å, disse ord,
som er tomhed om han ikke sang i dem,
min erindring om det levende, min bror.
Den forfølger mig, den tid af strid og drøm.
Den kan ikke dømmes bort og ikke dø,
når der driver is på blodets mørke
strøm,
og det blæser koldt fra hjærtets åbne
sø.
Kilde: Frit Danmark, januar 1954 12. årgang nr.10
s. 3.
 |
 |