Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 6. April 2011 / Time Line April 6, 2011
Version 3.004/06/2011
The Killing of Bernardo Rios
http://forusa.org/blogs/for/peace-community-member-gunned-down/8658
On March 22, Bernardo Rios, of the Peace Community of
San José de Apartadó in Colombia, was gunned down by
a group of men known locally as
paramilitaries, less than a mile from a military checkpoint.
The same day, in different Colombian towns, two community leaders
working to reclaim their stolen lands were also killed by alleged
paramilitaries.
These deaths are a sharp reminder that, despite widespread
assertions that paramilitary activity no longer exists in Colombia,
such groups and their successors continue to operate, often in
heavily militarized localities.
The suffering Bernardo's death has caused for his partner and young
children, all members of the Peace Community of San José de
Apartadó, are also poignant reminders of the continuing
problems associated with Colombia's internal displacement
crisis.
Since the Peace Community was founded in 1997, 195 Peace Community
members have been killed — yet there have been only two
low-rank army officers and paramilitary men convicted.
 |
 |
04/06/2011
Free Gaza Movement, Danmark
Af: I. Hansen
I sommeren 2010 var jeg første gang på Vestbredden for
at arbejde som fredsvagt under International Solidarity Movement;
en organisation af frivillige, der arbejder i solidaritet med den
palæstinensiske civilbefolkning i særligt udsatte
besatte områder. International Solidarity Movement arbejder
ud fra en ikke-volds politik og derfor hovedsageligt med
observations- og dokumentationsarbejde i samarbejde med
palæstinensiske lokalgrupper og krydser fra tid til anden
veje med andre internationale organisationer og israelske
aktivistgrupper.
Her i landet er jeg frivillig i Free Gaza Movement, Danmark. Det er
den danske afdeling af Free Gaza
Movement, som med sine sejladser bryder den israelske blokade
af Gaza for at gøre det internationale samfund
opmærksom på de fatale konsekvenser den ulovlige
blokade har for Gazas civilbefolkning og hvilke omkostninger den
israelske besættelse af Vestbredden har for den
palæstinensiske befolkning.
Mine ophold på Vestbredden har været både
oplysende, voldsomme og livsbekræftende men vigtigst har de
givet et indblik i en indviklet konflikt og en forståelse
for, hvor vigtigt frivilligt og humanitært arbejde bliver,
når internationalt politisk ansvar ignoreres.
Land for fred
Vi sidder sammen i Østjerusalem på gaden under
figentræet i skumringen og lytter til aftenbønnen; der
messes fra et tårn i nærheden, henover en gudsforladt
by, henover en gudsforladt gade, hvor folk sidder og gruer for,
hvordan natten skal forløbe. I morgen står jeg
på den samme gade til de palæstinensiske beboeres
ugentlige demonstration med israelske aktivister og internationale
og køber en trøje, hvorpå der står trykt
den tanke, der netop strejfede mig, da jeg sad sammen med beboerne
aftenen før: ’Der er intet helligt i en besat
by’, fordi jeg i aften ser og hører om så meget
forfærdeligt. Om lidt begynder de ortodokse jødiske
bosættere at råbe af os fra deres side af gaden, fra
det hus de et år forinden har smidt palæstinensiske
familier ud af, og folk ved, at natten bliver lang.
I Sheikh Jarrah står jeg første gang ansigt til ansigt
med en af de mest omdiskuterede og langtrukne konflikter i nyere
tid, og her står spidsen af konflikten for første gang
rigtig klart tegnet op for mig. Her er to stridende parter delt af
en gade. På den ene side sidder vi foran de
palæstinensiske huse i en slidt sofa og på nogle
plasticstole, og på den anden side ligger et tidligere
palæstinensisk hus, som sidste sommer blev ryddet af det
israelske militær og besat af en gruppe ortodokse
jøder. Huset ligner nu mest af alt en fæstning;
omringet af stakit, lukket af en jernlåge, i to-tre etager
med høje pæle på taget sat i et mønster
og med det israelske flag vajende på toppen ved siden af et
kæmpe spot bosætterne bruger til at blænde de
frivillige, der sidder på vagt for familierne om natten.
Siden det hus blev besat, har der jævnligt været
optøjer i nabolaget, der synes hærget og
skrøbeligt under det massive pres, der hviler på det.
Siden den israelske stat blev oprettet og bygget på ruinerne
af tidligere palæstinensiske landsbyer, er
Østjerusalem, som så mange andre steder, blevet revet
og flået i. Jerusalem lider ligesom dets indbyggere lider
både i øst og vest, og militær, geværer,
daglig patruljering og uro er hverdag for beboerne i Sheikh Jarrah.
Derfor sidder der frivillige udstyret med videokameraer
døgnet rundt i sofaen foran husene. De skal kunne
dokumentere, hvad der er sket i løbet af dagen, når
det israelske politi bliver tilkaldt af bosætterne.
En anden frivillig og jeg modtager et opkald sent en aften, da vi
er på vagt i Sheikh Jarrah. Vi går straks imod den
gamle bydel ved Herods Gate og finder aktivister og frivillige
siddende med syv nu hjemløse palæstinensiske familier
på gaden foran deres hus. Her har de siddet i et døgn
allerede. Natten forinden kom de hjem fra bryllup og fandt deres
hjem stormet af det israelske militær og besat af deres
jødiske naboer. Det er mørkt nu, og de sidder
på række langs deres hjem; gamle, helt unge,
mødre og fædre med deres små børn sovende
i skødet. Nogle soldater står og spærrer for
hoveddøren og åbner kun, når der kommer flere
bosættere til med deres pakkede tasker og soveposer på
ryggen. De fleste familiemedlemmer sidder bare stille på
gaden og har opgivet at diskutere med soldaterne, men en gammel
mand rejser sig op hver gang nyankomne bliver lukket ind i hans
hjem og protesterer grædefærdig. En mand
fortæller os, at familierne den samme morgen har været
i retten i Jerusalem, som anerkendte deres ret til at vende hjem
til deres hus. Da familierne kom tilbage med en skriftlig kendelse
i hånden, nægtede militæret dem igen adgang til
deres hjem. I den israelske stat forholder det sig naturligvis som
i andre demokratiske stater, at øverste instans i samfundet
udgøres af domstolen, dog ser situationen ganske anderledes
ud i praksis. I praksis kan militæret gøre lige hvad
de vil, og det gør de med støtte fra staten, der
ignorerer sit ansvar i forhold til menneskerettigheder og
internationale love. Familierne sidder foran deres hus i tre
døgn uden at få adgang og venter på, at deres
sag skal blive behandlet i en højere ret, og da jeg tager
fra Palæstina to uger efter, er de fortsat
hjemløse.
Etnisk udrensning
En af de første aftener i Ramadan bliver en frivillig og jeg
ringet op af nogle unge israelske aktivister, vi arbejder sammen
med i Sheikh Jarrah. De er på vej til Genev, et
ørkenområde i det sydlige Israel, hvor en
beduinlandsby står til at blive ryddet for tredje gang
på to uger. De har brug for folk til at dokumentere
hændelserne og hjælpe familierne med genopbygningen af
deres hjem. Vi kører i nogle timer og når frem omkring
kl. 3 om natten. Der er allerede frivillige fra forskellige
hjælpeorganisationer i ørkenen, og os nyankomne bliver
budt velkommen og installeret på nogle madrasser ved en
skurvogn. Kl. 5.15 vågner jeg, da alle omkring mig begynder
at løbe. Mit hjerte hamrer, og den voksende panik iblandt
folk når også mig, da vi sammen løber op
på en bakke og over den næste bakketop ser omkring 50
israelske grænsepolitimænd komme marcherende på
række med deres geværer i hænderne,
tåregasbælter om overkroppen og knebler i
bælterne. Bag dem kører tre rendegravere.
Landsbybeboerne ved, hvad der venter dem, og en mand begynder, med
hjælp fra frivillige, selv at rive sit hus ned, der, siden
sidste ødelæggelse ugen forinden, kun består af
fire pinde og en overliggende presenning. Han bliver stoppet og
ført væk af en af politimændene, da de effektivt
arbejder sig igennem landsbyen. Et efter et bliver de
skrøbelige huse væltet om og smadret af rendegraverne
og efterladt som små bunker bestående af en
vasketøjskurv, nogle tæpper, en presenning, nogle
brædder og lidt service. Politiet former en række og
presser beboere og frivillige baglæns væk fra husene,
imens mændene i maskinerne bag dem nøgternt
udfører det stykke arbejde, de er blevet bestilt til. Der
går knapt to timer, og da solen står op, og varmen
tager til, er politimændene taget af sted med byens eneste
vandtank, efterladende det, der engang var familiernes hjem, som
små sørgelige bunker i ørkensandet. Det er
første gang, jeg overværer en så omfattende
etnisk udrensning, og jeg er dybt chokeret, men det er bestemt ikke
en enestående hændelse blot et eksempel på et
ofte anvendt redskab i den israelske udrensningsproces, der er
blevet benyttet i årtier og stammer helt tilbage fra landets
tilblivelse i 1948. Fænomenet bygger, som i sin
gruopvækkende og enkelte afvikling, på et ligeså
simpelt koncept; vil man fjerne et menneske fra et område,
skal man bare fjerne alle kilder til overlevelse; vand, marker og
afgrøder og adgang hertil, elektricitet, arbejde,
rettigheder, værdighed og hjem.
Spøgelsesbyen
Hebron er den andenstørste by på Vestbredden og ligger
syd for Jerusalem. Det tager næsten to timer, i en proppet
minibus, i hæsblæsende tempo, over smukke bjerge og
igennem olivenlunde at komme dertil fra Ramallah ved
adskillelsesmurens store checkpoint Qalandiya, som ligger der, hvor
muren grænser op til Jerusalems yderste forstæder.
Hebron var engang en af Palæstinas livligste handelsbyer med
et travlt og summende centrum. Byen summer stadigvæk af liv i
endnu ikke afspærrede områder, når den ikke lider
under de mange udgangsforbud indført og kontrolleret af det
israelske militær, som holder byen i et jerngreb og under en
nu mange år lang besættelse. Til forskel fra andre byer
på Vestbredden, hvor bosættelserne er placeret rundt om
de palæstinensiske landsbyer, har bosætterne i Hebron
placeret sig i byens midte og nogle steder ovenpå de
palæstinensiske butikker i centrum. Hebron er tilholdssted
for de mest ideologiske og voldelige bosættere på
Vestbredden. De er beskyttede af militær og bevæbnede
og ikke bange for at skyde eller gå til angreb, alene af den
simple årsag at de kan og vil.
I Hebron er der 181 checkpoints. Dem skal man igennem, når
man skal på marked og handle, i skole, på arbejde, i
moske eller bare ud for at gå sig en tur. I checkpointene
kører samme rutine som i andre checkpoints på
Vestbredden. Militæret står på vagt i
døgndrift med deres geværer og deres
spørgsmål til ens færden omkring i byen. De
tager pas fra palæstinensere og internationale, og nogle
bliver enkelte steder ledt igennem en metaldetektor, imens andre
bliver trukket til side og udspurgt eller kropsvisiteret. Det kan
tage fem minutter og det kan tage flere timer. Civilbefolkningen i
Hebron er under massiv kontrol. Begrænsningerne er
omfattende, og man kommer ingen steder, med mindre man tager den
ydmygende tur igennem et checkpoint. I Hebron har man fornemmelsen
af konstant at være overvåget. Militæret har
udkigsposter rundt omkring i byen, og bryder fra tid til anden ind
i palæstinensiske huse, samler en hel familien i et enkelt
rum, og etablerer en midlertidig udkigspost på husets
øverste etage. Ved brug af den og mange andre metoder
infiltrerer og ødelægger militæret og
bosætterne byen indefra.
a- Shuhada Street har sin begyndelse ved Ibrahimimoskeen og
fortsætter langt op igennem Hebron. a-Shuhada Street var
engang byens største handelsgade, den udgjorde tilmed en af
Vestbreddens store handelscentraler, men nu er hver eneste butik
lukket af det israelske militær, og på hver eneste
butiks port er der spraymalet en jødestjerne. Gaden er en
tom spøgelsesgade og har med sit tragiske udseende givet
inspiration til Hebrons andet navn, Spøgelsesbyen.
Kollektiv afstraffelse
Hver weekend er der demonstrationer overalt på Vestbredden.
Hver lørdag møder frivillige op i Hebron for at
demonstrere sammen med den lokale organisation, der afholder ikke
voldelige demonstrationer imod den israelske besættelse og
lukningen af a-Shuhada Street.
Til min første demonstration i Hebron får vi
tæsk af soldaterne. Vi går sammen med
palæstinenserne ned igennem byen til torvet foran den
israelske militærbase, hvor over tyve soldater allerede
står bevæbnede og klar til at anholde og presse
demonstranterne tilbage. Der er sang og dans og taler og stemningen
er god og rolig indtil soldaterne påbegynder tilfældige
anholdelser og går til angreb på demonstranterne.
Grundet en antivold politik lægger de demonstrerende sig ned
på jorden og får andre frivillige til at lægge
sig over sig for at afværge anholdelser, da de ofte
medfører voldelig behandling, timelange tilbageholdelser og
forhør, udvisning fra Vestbredden og blacklisting.
Soldaterne er overvejende yngre end mange af os demonstranter, og
ofte kan jeg se frygt og dårlig samvittighed forplante sig
hos enkle og senere vrede og frustration. Jeg ligger på
jorden over en frivillig og betragter en helt ung fyr, der
står og knuger sit gevær. Sammen med de andre soldater
går han til angreb på os på jorden. De sparker,
slår nogle i ansigtet med geværer og næver, bider
i pigernes arme og vælter demonstranterne rundt på
gaden. Det er modbydeligt og tilsvarende angreb sker flere gange
over omkring tyve minutter. Fem internationale bliver anholdt, tre
af dem udvist, og der er intet vi kan gøre for dem.
Når man først er anholdt, er der sjældent meget
at stille op.
Forholdene i de besatte områder skræmmer og chokerer
alle, der oplever dem på nært hold. I de frivilliges
lejligheder rundt omkring på Vestbredden består
aftenernes samtaleemner tit af de mange uhyrligheder, der er
overgået civilbefolkningen, som vi har overværet og
uden stor succes har forsøgt at afværge i løbet
af dagen. Den israelske besættelsesmagt benytter sig af en
metode, der føles som langsom kvælning. De smider folk
ud af deres hjem, tager vand og elektricitet fra de
palæstinensiske landsbyer, patruljerer overalt, chikanerer og
overvåger. Da jeg sidder i bussen på vej til
demonstration i Hebron en dag, kører vi forbi nogle
nedskårne olivenlunde. En anden frivillig fortæller, at
man, når man møder det pågældende
fænomen, med sikkerhed ved, at der ligger en bosættelse
i nærheden. Ganske rigtigt - to minutters kørsel
derfra dukker der en stor bosættelse op på en bakketop.
Det er det israelske militær, der tager ud og hugger
olivenlunde ned og forklarer det som en sikkerhedsforanstaltning.
De siger, at de vil sikre, at der ikke sidder palæstinensere
i træerne i lunden og skyder op på
bosættelserne.
Bi’lin habibti
I Bi’lin tæt ved Ramallah skiftes frivillige ligesom i
Sheikh Jarrah i urolige perioder, til at holde nattevagt.
Bi’lin grænser op til adskillelsesmuren, der nu har
taget 60 procent af byens oprindelige landområde, og en
massiv bosættelse breder sig i horisonten. I perioder kommer
militæret kørende ind i byen om natten og stormer huse
og tager folk med sig tilbage til deres base til forhør,
søvnløse nætter og kuldetortur. Nogle gange
tager de børn med. Befolkningen ligger
søvnløse i de perioder af frygt for, om deres hus
bliver endevendt den nat og deres brødre, sønner
eller ægtemænd bliver taget med. Sidste sommer blev to
mænd hentet en nat, og de sidder stadigvæk i
fængsel. Deres familier ved ikke hvor og i hvor lang tid. I
Bi’lin er der blevet afholdt fredelige, ikkevoldelige
demonstrationer hver eneste fredag i over fem år, og flere
demonstranter er blevet skudt i den periode. De heldige er
overlevet, og efter en lang periode hvor militæret kun har
benyttet sig af tåregas og lydbomber og tilfældige
uprovokerede anholdelser, skyder de pludseligt med gummibelagte
kugler, da demonstranterne bevæger sig tilbage imod byen
efter en demonstration. Den slags kugler har dræbt mange
mennesker over hele Vestbredden og i Gaza, og det vil de blive ved
med.
04/06/2011
IRAQ: Lack of mine maps hampers demining
Http://www.irinnews.org/report.aspx?reportID=92386
BAGHDAD, 6 April 2011 (IRIN) - Lack of detailed mine maps in Iraq
and the current political instability have hampered mine-clearance
efforts, officials say.
"Iraq is one of the most contaminated countries in the world,"
Deputy Environment Minister Kamal Hussein Latif said. "It has
nearly a quarter of the world's landmines and that has become a
heavy legacy hindering economic development and health."
Landmines have been laid in Iraq since the 1960s by various
governments fighting pro-independence Kurdish rebels in the north;
during the 1980-88 Iraq-Iran war; and in the years prior to the
2003 US-led invasion. "The hardest challenge we face today is that
no maps were left from the previous regime for landmines which were
planted randomly - and that makes clearance operations very hard,"
Latif told reporters in Baghdad at a news conference to mark
International Day for Mine Awareness and Assistance in Mine Action
on 4 April.
Speaking at the same news conference, Daniel Augstburger, chief
humanitarian affairs officer at the UN Assistance Mission, said:
"Clearance is very slow due to security constraints. The unexploded
devices are one of the main principle reasons stopping development
in Iraq."
The longer the mines were left in the ground, Augstburger added,
the more dangerous they would become to local communities, and the
more they would affect agricultural and economic activity.
Iraq joined the Ottawa Convention which bans the use of
anti-personnel mines in 2008, committing itself not to use,
produce, acquire or export landmines. It also committed to clearing
all its landmines by 2018.
However, Latif said Iraq would not be able to meet that target
because of insecurity and the lack of professional deminers.
Currently, there are only about 2,000 at the Defence Ministry, and
13 private companies.
"If I want to clear all the landmines in the coming 10 years, I
need hundreds of specialized companies and 19,000 professional
deminers," he said.
According to UN figures [
http://www.iauiraq.org/documents/1333/Landmine%20Factsheet.pdf
]
Iraq's contaminated sites cover an estimated 1,730sqkm and affect
around 1.6 million people. Landmines and unexploded ordnance killed
or injured an average of two Iraqis every week in 2009, of whom 80
percent were boys and young men aged 15-29. Between 48,000 and
68,000 Iraqis have undergone amputations due to landmine and
unexploded ordinances.
In May or June, Latif said, the government will start a national
programme to determine contaminated areas and the exact number of
the landmines.
04/06/2011
Saying Goodbye to the Peacekeeper Missile
by Senior Airman Lauren Hasinger, Air Force News Service,
F.E. WARREN AIR FORCE BASE, WY. -- The era of the Peacekeeper intercontinental ballistic missile, often credited with helping end the Cold War, is coming to its own close Sept. 19 with the final phase of the deactivation process.
The deactivation began in October 2002 after President Bush set a plan in motion in 2001 to reduce the country’s missile forces from 6,000 to between 1,700 and 2,200. Russian President Vladimir Putin agreed to follow a similar plan.
 |
 |