Det danske Fredsakademi

Ned med våbnene

Af Bertha von Suttner

I FULDSTÆNDIG OVERSÆTTELSE VED SOFIE HORTEN

NATIONALFORLAGET. KØBENHAVN l928

FØRSTE BOG

1859.

Da jeg var sytten år, var jeg et temmelig overspændt Pigebarn. Det ville jeg sagtens nu have glemt, hvis jeg ikke havde opbevaret min Dagbog fra den Tid. Og på dens Blade finder jeg foreviget de forlængst glemte Sværmerier, de Tanker, der aldrig senere er blevne tænkte, Følelser, der ikke mere er blevne følte og derfor kan jeg også bedømme de eksalterede Ideer, der den Gang tumlede om i mit dumme, smukke Hoved. Også denne Skønhed - om hvilken mit Spejl nu ikke mere kan fortælle - stirrer mig i Møde fra gamle Portrætter. Jeg kan tænke mig, hvilken misundt Skabning den unge, smukke, af al tænkelig Luksus omgivne Komtesse Martha Althaus må have været. De sælsomme - i rødt Omslag hæftede - Dagbogsblade tyder dog mere på Melankoli end på Glæde over Livet. Spørgsmålet er nu kun dette: var jeg virkelig så tåbelig ikke at erkende Fordelene ved min Stilling eller kun så sværmerisk at tro, at alene melankolske Følelser var ophøjede og værd at nedskrive i poetisk Prosa i Dagbogen med det røde Bind. Min Lod synes mig ikke tilfredsstillende, thi der står skrevet:

»O, Jeanne d'Are, - du af Himlen benådede Heltemø! Kunne jeg blive dig lig. Kæmpe for mit Fædreland, krone min Konge og så dø - dø for Fædrelandet, det dyrebare.«

Desværre gaves der mig ingen Lejlighed til at virkeliggøre disse beskedne Fordringer til Livet. Heller ikke kunne jeg i Cirkus som de kristne Martyrkvinder blive sønderrevet af Løver - denne Bemærkning findes indført i Dagbogen den 19. September 1853 - og derfor gik jeg rundt med en Fornemmelse af, at Livet var forfejlet og forspildt. Ak, hvorfor kom jeg ikke til Verden som Dreng! - også en Bebrejdelse mod Skæbnen, der hyppig findes indført i de røde Hæfter - så ville jeg dog have haft noget ophøjet at stræbe hen imod. Historien har kun få Eksempler på kvindeligt Heltemod at opvise. Kun sjældent har man Sønner som Gracherne, ej heller hænder det ofte, at man som de Wejnsberger Kvinder får Lejlighed til på Ryggen at bære sin Husbond ud af Byens Porte, eller af sabelsvingende Magyarer at lade os tilråbe et rungende: »Leve Maria Theresia, vor Konge«

Men når man er en Mand, så behøver man jo kun at omgjorde sig med sit gode Sværd og styrte sig ud i Livet for at vinde Lavrbær og Berømmelse - at erobre sig en Trone - som Cromvell, et Verdensrige - som Bonaparte! Jeg mindes så vel, at min højeste Forestilling om menneskelig Storhed syntes legemliggjort i det krigerske Heltemod. Ganske vist nærede jeg Højagtelse for Lærde, for Digtere og for de Mænd, som havde opdaget nye Verdensdele, men egentlig Beundring indgød kun de sejrende Krigere mig. Disse var det jo dog, som var Historiens egentlige Bærere, det var dem, der styrede Landenes Skæbner, der hævede sig over den almindelige Menneskehed, som Alpernes eller Himmalayabjergenes Toppe hæver sig over Dalens Græs og Blomster, de var Guddommen nær i Ophøjethed, i Betydning.

Af alt dette behøver jeg dog ikke at slutte, at jeg var en Heltenatur. Sagen var simpelt hen den: Jeg var lidenskabelig og kom let i Begejstring; følgelig var det naturligt, at jeg var bleven lidenskabelig begejstret for det, der i mine Lærebøger og af mine Omgivelser altid blev prist i høje Toner.

Min Fader var General i den østrigske Armé og havde ved Custozza kæmpet under Fader Radetzky, som han formelig tilbad. Hvilke Krigshistorier og Felttogsplaner har jeg ikke hørt af ham, den kære Papa, han var altid så stolt af sine Oplevelser i Krigen og fortalte med sådan Tilfredsstillelse om den Kampagne, han havde været med til, at det uvilkårlig gjorde mig ondt for hver en Mand, der ikke havde lignende Erindringer. Hvilken Tilsidesættelse er det ikke for den kvindelige Slægt, at den er udelukket fra al Delagtighed i dette, som ene forlenede Ære og Berømmelse! Når jeg hørte Tale om Kvindernes Bestræbelser for at opnå Ligeberettigelse med Manden - derom hørte man i min Ungdom dog kun lidt og sædvanlig i en spottende og fordømmende Tone - så forstod jeg kun i en Retning disse Emancipations­ønsker: Kvinderne skulle også have Ret til bevæbnet at drage i Krigen. Ak, hvor herligt læste man ikke herom i Historien, hvor der fortaltes om en Semiramis og en Katharine den II.: hun førte Krig med denne eller hin Nabostat - hun erobrede dette eller hint Land ...

I det hele taget Historien! den er det, af hvilken Ungdommen lærer, der er Krigsbegejstringens fornemste Kilder. Fra den indpræges i det bløde Barnesind, at Hærskarernes Herre uophørlig anordner Slagene, at Slag og Krig er det, som styrer Verdens Gang, at det er en uundgåelig Naturlov, at de må komme igen fra Tid til anden som Orkaner og Jordskælv, at Skræk og Rædsler ganske vist er uadskillelig forbundne med dem, men at det opvej es hundredfold ved de glimrende Resultater og ved Bevidstheden hos den enkelte om at have opfyldt sin Pligt og desuden få en hæderfuld Død på Ærens Mark - en stoltere Udødelighed end Heltens? Det står jo klart og tydeligt i alle Lære- og Læsebøger til Skolebrug, hvori der ved Siden af den egentlige Historie, der i Grunden kun er en Række af Krigs­begivenheder, også står Digte og Fortællinger, som alle ved at melde om heltemodig Våbendåd. Det hører jo til Nutidens patriotiske Opdragelsessystem. Da ethvert Barn skal opdrages og uddannes til at blive en Fædrelandsforsvarer, må Begejstringen tidlig vækkes for den vigtigste Borgerpligt; Drengens Sjæl skal i Tide hærdes mod det, den medfødte Afsky for Krigens Rædsler kunne fremkalde, idet man så frimodigt og ligegyldigt som muligt fortæller om de frygtelige Blodbad og Slagterier, som noget ganske naturligt og nødvendigt, idet alt Eftertryk bliver lagt på den gamle Folkekirkes ideale Side - og på denne Måde lykkes det at danne en kampmodig og krigslysten Slægt.

Pigebørn - der ganske vist ikke skal drage i Felten bliver undervist efter de samme Bøger, der er anlagt på at gøre Drengene til Soldater, og således opstår der hos den kvindelige Ungdom samme Opfattelse, der giver sig Udslag i Misundelse, over ikke at kunne deltage i Krigen og i Beundring for Militær­standen.

Det er en sand Fornøjelse at tænke på, hvordan vi fine Småpiger, der dog ellers bliver formanet til Blidhed og Sagtmodighed, bliver fuldproppet med Rædselsbilleder fra alle de Slag, der har stået på Jorden, fra de bibelske og macedoniske og puniske indtil Trediveårskrigen og Napoleons Felttog; hvorledes vi ser Stæderne brænder, Indvåneme »springer over Klingen«, og de Belejredes Kvinder skændes. Naturligvis afstumpes disse Afskyeligheder ved de evindelige Gentagelser; alt, hvad der hen­hører under Rubriken Krig, betragtes ikke længer fra Menneskelighedens Standpunkt og erholder en ganske særegen, mystisk, historisk, politisk Røgelseduft. Det må så være, Krig er nu en Gang Kilden til den højeste Ære og Værdighed - det indser Småpigerne meget godt. - de har jo måttet lære krigs­forherligende Digte og Tirader nok udenad. Således opstår de spartanske Mødre - og »Fanemødre« - og således går det til, at Officererne altid i Kotillonen får de fleste Ordner.

Jeg blev ikke, som så mange af mine Standsfæller, opdraget i Kloster, men havde Guvernanter og Lærere hjemme i min Faders Hus. Min Moder mistede jeg tidligt. Vor Tante, en gammel Stiftsdame, var trådt i Moders Sted for mig og mine tre yngre Søskende, og Vintermånederne tilbragte vi i Wien, Sommeren på et Familiegods i Nedreøstrig.

Jeg gjorde mine Lærere og Lærerinder megen Glæde, det mindes jeg godt; thi jeg var en flittig Elev, ærgerrig og begavet med en god Hukommelse. Da jeg, som allerede bemærket, ikke kunne tilfredsstille min Ærgerrighed ved at vinde Slag som Helternø, så nøjedes jeg med at fortjene gode Karakterer for mine Lektier og aftvinge mine Omgivelser Beundring for min Flid og Lærvillighed. I Fransk og Engelsk bragte jeg det næsten til Fuldkommenhed; Geografi og Astronomi, Naturhistorie og Fysik lærte jeg så meget af, som der overhovedet var tilgængeligt for mig. Fra Faders Bibliotek slæbte jeg tykke Bind frem, og i dem studerede jeg, når jeg havde fri, og jeg troede bestandig at være bleven en hel Del klogere, når jeg i min Hukommelse havde indprentet en Begivenhed, en Dato eller et Navn fra forbi gangne Tider.

Hvad Klaverspillet derimod angik, så satte jeg mig af al Kraft imod at ville lære det. Jeg havde hverken Lyst eller Talent til Musik, og jeg følte, at på det Område kunne jeg ikke vinde Berømmelse. Jeg bad så længe og indstændig om at blive fri for med unyttigt Klimperi at spilde den kostbare Tid, som jeg ville anvende på andre nyttige Studier, at min kære Fader tilsidst gav efter og fritog mig for dette musikalske Hoveriarbejde. Det var til stor Sorg for min Tante, der mente, at uden Klaverspil gaves der ikke nogen egentlig Dannelse.

Den 10. Marts I8S7 fejredes min syttende Fødselsdag. »AIIerede sytten år!« stod der i Dagbogen ved denne Dato. Dette allerede er et helt Poem. Der står ingen Kommentar tilføjet, men formodentlig ville jeg dermed sige: »og har endnu intet gjort for at blive udødelig«. Disse røde Hæfter yder mig god Tjeneste nu, da jeg vil optegne mine Livs erindringer. De hjælper mig til klart at mindes Begiven­hederne, der kun står dunkelt for mig, at skildre dem indtil de mindste Enkeltheder og ordret gengive længst forglemte Tankeforbindelser og Samtaler.

Til den følgende Fastelavn skulle jeg indføres i Selskabslivet. Denne Udsigt fyldte mig ikke med Henrykkelse, som det sædvanligt er Tilfældet med unge Piger. Min Sjæl stræbte efter noget højere end Baltriumfer.

Hvad stræbte jeg efter? Dette Spørgsmål havde jeg vist ikke selv kunnet besvare. Formodentlig efter Kærlighed - - - men det vidste jeg ikke. Alle de glødende Længslers og Ærgerrigheds Drømme, som bringer den unge Piges og Ynglingens Hjerte til at svulme og som ytrer sig under alskens Former - som Kundskabstrang, Rejselyst, Trang til at virke - er dog som oftest Kærlighedstrang, der ubevidst begynder at røre sig.

Den Sommer sendte Lægen Tante til Marienbad. Hun fandt for godt at tage mig med. Skønt jeg først til næste Vinter officielt skulle indføres i Selskabslivet, så fik jeg dog Lov til at deltage i de små Baller i Kurhuset - det var som en Slags øvelse i at danse og konversere, så jeg ikke skulle optræde altfor undselig og kejtet, når jeg indførtes i Hovedstadens Selskabsliv.

Men hvad Skete så på det allerførste Bal, jeg var med til? Jeg blev voldsom, dødelig forelsket. Naturligvis var det i en Husarløjtnant. De civile Herrer lignede i mine øjne ved Siden af de Militære Oldenborrer ved Siden af Sommerfugle. Blandt de tilstedeværende Uniformer var Husarernes den smukkeste, og blandt Husarerne skinnede Grev Arno Dotzky som en Sol. Over seks Fod høj, sort kruset Hår, opaddrejet Knebelsbart, hvide, skinnende Tænder, mørke øjne, der kunne se så gennemtrængende og ømt på en kort sagt, da han spurgte mig: »Har Komtessen Kotillonen tilovers?« følte jeg, at der kunne gives andre Sejre end dem, Jomfruen af Orleans eller den store Katharine vandt. Og han, den toogtyveårige unge Mand, han må sagtens have følt noget lignende, da han i Valsetakt fløj gennem Salen med Ballets smukkeste Pige i sine Arme - efter tredive års Forløb har jeg Lov at sige det - også han tænkte vel: »at eje dig, du søde, er langt mere værd end en Marchalstav.«

»Men Martha - ; Martha dog!« brummede Tante, da jeg åndeløs faldt ned på Stolen ved hendes Side og min Tylskjole som en Sky hvirvlede op om hendes Hoved. »Å, om Forladelse, om Forladelse; lille Tante!« bad jeg og satte mig til Rette. »Jeg kan ikke gøre for det - - - «

»Jeg taler ikke om din Kjole - men om dit upassende Væsen overfor den Husar - du må virkelig ikke klynge dig sådan ind til ham under Dansen, og så ser man heller ikke en Herre ind i øjnene på den Måde.«

Jeg rødmede dybt. Havde jeg stødt an mod Kvindeligheden? Mon den »Uforlignelige« kunne have fået en dårlig Mening om mig?

I Aftenens Løb blev jeg dog befriet fra denne bange Tvivl, thi under Borddansen hviskede han til mig:

»De må høre på mig - jeg kan ikke andet - De skal have det at vide - endnu i Dag: Jeg elsker Dem!«

Det var noget andet end mine Heltedrømme - - - men lige midt i Dansen kunne jeg da ikke svare ham. Det indså han formodentlig; thi nu standsede han. Vi stod i et Hjørne af Salen, ganske alene, og kunne derfor ugenert fortsætte vor Samtale.

»Tal, Komtesse, hvad tør jeg håbe?«

»Jeg forstår Dem ikke,« løj jeg.

»Tror De måske ikke på »Kærlighed ved det første Blik«? Hidtil har jeg også anset det for en Fabel, men nu har jeg følt, det er Sandhed.«

Hvor mit Hjerte bankede; men endnu tav jeg.

»Jeg styrter hovedkulds ind i min Skæbne,« vedblev han - - »Dem eller ingen! Bestem De, om jeg skal blive lykkelig eller om jeg skal dø - - - thi uden Dem hverken kan eller vil jeg leve - - - Vil De blive min?«

På et så direkte Spørgsmål måtte jeg give Svar. Jeg søgte efter en eller anden diplomatisk Frase, som - uden derfor at afskære ethvert Håb - dog lod mig bevare min Værdighed, men jeg kunne ikke få andet over mine Læber end et skælvende, henåndet »Ja«.

»Så tør jeg altså i Morgen anholde hos Deres Tante om Deres Hånd og skrive til Grev Althaus?«

Atter »Ja«. Denne Gang lød det dog noget fastere. »å, hvor De gør mig lykkelig! De elsker mig altså også - ved første øjekast elsker du mig?«

Da gav jeg kun Svar med øjnene, men det har vistnok været et meget tydeligt »Ja«.

På min attende Fødselsdag blev jeg viet, efter at jeg først var bleven indført i Selskabslivet og forestillet for Kejserinden som »forlovet«. Efter vort Bryllup gjorde vi en Rejse til Italien. I den Anledning havde Arno fået en længere Permission; thi om at udtræde af Tjenesten havde der aldrig været Tale. Ganske vist var vi formuende begge to, men min Mand elskede sin Stand og det samme gjorde jeg. Jeg var stolt af min smukke Husarofficer, og så med Tilfredsstillelse den Tid i Møde, da han skulle forfremmes til Ritmester - til Oberst - til General - hvem ved, måske skulle hans Navn en Gang som en stor Feltherres foreviges i Fædrelandets Historie.

Det gør mig nu meget ondt, at jeg i Forlovelsestiden og under Hvedebrødsdagene forsømte mine kære, røde Hæfter. Selvom jeg umuligt kunne have beskrevet den Lyksalighed, jeg følte, så ville dog en Afglans have dvælet mellem Bladene. For min Sorg og mine Smerter har jeg haft Klager, Udråbstegn og Tanke­streger nok, men min Lykke har jeg nydt stiltiende. Jeg var ikke stolt af min Lykke, derfor holdt jeg den for mig selv - betroede den ikke en Gang til min Dagbog, kun mine Lidelser og Længsler følte jeg som en Slags Fortjeneste, derfor fik andre også. Del i dem. Hvor trolig afspejlede disse røde Hæfter dog ikke alle mine sørgelige Oplevelser, medens Bladene i de gode Tider er tomme og ubeskrevne.

Det er dumt! Det er, som om man på en Spadseretur hvorfra man ville tage Erindringen med sig hjem - ville samle alt det stygge og hæslige, som om man ville fylde sin Botaniserkasse med Torne og Tidsler, med Orme og Kryb, medens man lod Blomsterne ligge og Sommerfuglene flyve.

Et husker jeg dog tydeligt: det var en herlig Tid; det var næsten som et Feeventyr. Jeg havde jo alt, hvad et ungt Kvindehjerte kan begære, Kærlighed, Rigdom, Rang, og det var altsammen kommet på en Gang, var kommen så forbavsende hurtigt! Vi elskede hinanden vanvittigt, min Arno og jeg, med hele vor livsfriske, skønne Ungdoms Begejstring og Ild. Tilfældig var min strålende Husar desuden en brav, hjertensgod, ædelttænkende Mand med en Verdensmands Dannelse og et muntert Humør, han kunne jo ligeså gerne have været et slet og råt Menneske - jeg kendte ham jo ikke, da jeg forlovede mig med ham, og tilfældigvis var jeg en tålelig fornuftig og elskværdig ung Pige - det kunne jo lige så godt have været en lunefuld lille Gås, han forelskede sig i på det Marienbader-Bal; således gik det til, at vi var fuld­kommen lykkelige, og at mine røde Hæfter så lang Tid fik Lov til at ligge i Fred.

Holdt! her finder jeg en glad Bemærkning - Henrykkelse over min nye Moderværdighed. Første Januar 1859 - hvilken Nytårsgave var det ikke - blev en Søn os født. Naturligvis var vi så forbavsede og så stolte over denne Begivenhed, som om vi var det første Par, sligt var passeret. Derfor er det vel, jeg atter havde fået fat i min Dagbog. Om denne min Vigtighed, om denne Mærkværdighed måtte Efterverdenen dog vide Besked. Desuden er Temaet »en ung Moder« jo så fortrinligt at behandle såvel i Kunst som i Literatur.

Min lille prægtige Ruru var nu også et af Verdens Underværker. Ak, min Søn, min voksne, min herlige Rudolf det, jeg føler for dig, overgår langt hib barnagtige Beundring over det lille nyfødte Barn.

Den unge Fader var heller ikke så lidt stolt af »Stamherren« og byggede allerede de skønneste Fremtids­planer for ham. »Hvad skal han være?« Dette Spørgsmål debatteredes ofte ved Rurus Vugge, og vi var begge enige om, at han skulle være Soldat. Undertiden vaktes en svag Protest fra hans Moders Side: »Sæt nu, han forulykkede under Krigen?« »å, tænk blot ikke på det,« lød det beroligende Svar, »der dør ingen, uden Skæbnen har bestemt det!«

Ruru skulle vel heller ikke blive vor eneste Søn. Af de andre kunne jo så i Guds Navn en blive Diplomat, en anden Godsejer, en tredje Gejstlig, men den ældste, han må gå i Faders og Bedstefaders Spor, vælge det skønneste Kald af alle - han må blive Soldat.

Og således blev det. Ruru blev, da han var to Måneder gammel, udnævnt af os til Underkorporal. Alle Kronprinser bliver jo straks efter Fødselen udnævnt til Regimentskommandører, hvorfor skulle vi da ikke pynte vor lille Dreng med en indbildt Titel? Denne Soldaterleg med Barnet var en af vore største Glæder. Arno tog til Huen hver Gang hans Dreng på Ammens Arm blev båret ind i Værelset. Ammen kaldtes Marketendersken, og det er let at gætte, hvad vi hos hende kaldte Furagemagasinet; Rurus Skrig kaldte vi Alarmsignal; og hvad »Ruru sidder på Eksercerpladsen« betyder, det er også let at gætte.

Den 1. April, 3 Måneders-Dagen efter Rurus Fødsel naturligvis måtte den Dag fejres - rykkede han op fra Underkorporal til Korporal. Samme Dag hændte der noget bedrøveligt, som fik mig til at udgyde mit Hjerte i mit røde Hefte.

I den senere Tid havde der på den politiske Himmel vist sig flere sorte Punkter, der både i Blade og Selskabslivet gav Anledning til den livligste Tankeudveksling. Hidtil havde jeg næppe lagt Mærke dertil. Når min Mand og min Fader og deres militære Venner undertiden havde sagt, så jeg havde hørt det: »det lader til, at Italien vil give os noget at bestille,« så havde jeg aldeles ikke tænkt over Betydningen af disse Ord. Jeg havde hverken Tid eller Lyst til at befatte mig med Politik. Hvor ivrigt der end taltes om Sardiniens Forhold til Østrig, eller om Napoleon den Tredje, hvis Bistand Cavour ved sin Deltagelse i Krimkrigen havde sikret sig, eller om den Spænding, der var opstået mellem os og vor italienske Nabo, fremkaldt ved den Alliance - så brød jeg mig kun lidt derom. Men den mindeværdige første April sagde min Mand til mig i en temmelig alvorlig Tone: »Ved du, min lille Ven, at det snart bryder Løs?«

»Hvad bryder løs, kære du?«

»Krigen med Sardinien.«

Jeg forfærdedes. »For Guds Skyld, det ville være frygteligt! Skal du med?«

»Forhåbentlig.«

»Hvor kan du sige sådan noget? Du håber at blive revet bort fra Kone og Barn.«

»Når Pligten kalder - - -«

»Da må man lyde. Men håbe - det vil jo sige ønske, at en så bitter Pligt vil fremstå.«

»Bitter? Sådan en frisk, munter Krig må jo være herlig.

Du er en Soldats Hustru. Glem ikke det.«

Jeg kastede mig om hans Hals.

»Å, min egen kære Mand, vær kun rolig; jeg kan også være tapper. Hvor ofte har jeg ikke følt mit Hjerte svulme af Begejstring, når jeg i Historien har læst om Helte og Heltinder, følt, hvor herligt det måtte være selv at drage i Krig! Kunne jeg blot følge dig.«

»Kæmp du ved den lilles Vugge, ham skal du opdrage til, at han en Gang skal forsvare sit Fædreland. Din Plads er ved den huslige Arne. Vi Mænd drager jo i Krigen for at forsvare den og værne den mod fjendtlige Overfald, for at beskytte vort Hjem og skaffe vore Hustruer Fred.«

Jeg ved ikke, hvorfor disse Ord, som jeg dog så ofte har hørt og læst og taget for lødigt Guld, nu for mit øre klang som hule og tomme Fraser. - - Ingen Arne truedes jo nu, ingen vild Barbarhorde stod rede til at overskride Grænsen - her var jo kun en politisk Spænding mellem to Landes Kabinetter. Når altså min Mand begejstret ville drage i Krigen, så var det dog ikke så meget den hårde Nødvendighed, der bød ham at værne Hustru, Barn og Fædreland, men langt snarere Lyst til Afveksling - Trang til Udmærkelse - Forfremmelse - nu ja, Ærgerrighed var det - således sluttede jeg den Tankegang - en skøn, berettiget Ærgerrighed, Lyst til modigt at opfylde sin Pligt.

Det var smukt af ham, at han glædede sig, hvis han skulle drage i Felten, men endnu var jo intet afgjort. Måske blev det slet ikke til noget med den Krig, og selvom det blev til Slag, var det jo ikke afgjort, at hele Hæren drog mod Fjenden, hvem ved, om Arno ville blive udkommanderet? Nej, min unge, herlige Lykke, som Skæbnen selv havde tømret sammen til mig, skal ikke så brutalt knuses af den samme Skæbne. - å, Arno, min højtelskede Mand det ville være forfærdeligt at vide dig i Fare! ... Slige Ud­gydelser fylder de i hine Dage beskrevne Dagbogsblade.

Fra den Dag af er det røde Hefte en Tid lang fuldt af politisk Kandestøberi; Louis Napoleon er en Intrigant - Østrig kan ikke se derpå - der må skrides ind - - - det bliver Krig - Sardinien vil vel nok bøje sig for Overmagten og give efter - Freden opretholdes.

Mine ønsker var nu, trods al tidligere Kampbegejstring, rettet mod Freden, men jeg mærkede tydeligt, at min Mand ikke var enig med mig. Han sagde det ikke rent ud, men alle Efterretninger, der handlede om de sorte Skyer og deres Vækst, meddelte han med strålende øjne, hvorimod han altid med en vis Nedslagethed konstaterede fredeligere Tendenser i Politiken.

Min Fader var også ganske Fyr og Flamme ved Udsigten til Krig. Det ville kun være Legeværk at sejre over Piemonteseren, og til Bekræftelse på denne Anskuelse regnede det atter ned med Radetzky-Anekdoter. Om det truende Felttog hørte jeg altid kun tale fra strategisk Synspunkt, der drøftedes Chancerne for og imod, der forudsås, hvor og hvorledes Fjenden skulle angribes og besejres, og hvilke Fordele deraf kunne opstå for os. Det menneskelige Standpunkt, nemlig det, at hvad enten man tabte eller vandt, så ville hvert Slag fordre rædselsfuld Blodudgydelse og utallige Tårestrømme - det kom slet ikke i Betragtning. De Interesser, som her stod på Spil, fremstilledes som så vigtige, så ophøjede, at alt andet forsvandt for dem, og jeg skammede mig for Småligheden i min Opfattelse, når undertiden den Tanke steg op i mig: »Ak, hvad nytter vel Sejren de stakkels Døde, de arme Krøblinger, de sørgende En­ker?« Men snart kom atter de gamle Skolelærdomme til deres Ret og svarede på disse forsagte Spørgs­mål: »Berømmelsen er Erstatning for alt.«

Men hvis nu Fjenden sejrede? Dette Spørgsmål vovede jeg mig en Gang frem med i Kredsen af mine militære Venner - men der kom jeg godt op at køre. Den ringeste Skygge af Tvivl var jo i allerhøjeste Grad stridende imod Fædrelandskærligheden. En af Soldatens fornemste Pligter er Troen på sin egen Uovervindelighed. Følgelig hører den også på en vis Måde til en loyal Løjtnantsfrues Pligter.

Min Mands Regiment lå i Wien. Vi havde fra vor Bolig Udsigt over Prateren, og når vi gik hen til Vin­duet, luftede den milde Forårsvind os i Møde. Det var et vidunderligt dejligt Forår. Luften var lun og opfyldt af Violduft, og tidligere end ellers var Træerne udsprungne. Jeg glædede mig uhyre til i næste Måned at skulle køre til Prateren. Vi havde i den Anledning anskaffet os et koket lille Køretøj med et prægtigt ungarsk. Firspand. Allerede i de herlige Aprildage kørte vi tit en Tur i Prateralleen, men det var kun en Forsmag på Majmånedsglæderne. »Å, når blot den Krig ikke brød ud forinden - - -«

»Nå, Gud være lovet, nu får de Ubetydeligheder en Ende!« udbrød min Mand, da han den nittende April om Formiddagen kom hjem fra Eksercitsen. »Vi har afgivet vort Ultimatum.«

Jeg forfærdedes. »Hvad - hvorledes - hvad vil det sige?«

»Det vil sige, at nu er de diplomatiske Underhandlinger til Ende, nu er det sidste Ord, der går forud for Krigserklæringen, endelig udtalt. Vort Ultimatum fordrer, at Sardinien skal afvæbne - hvad Sardinien naturligvis ikke går ind på, og så marcherer vi over Grænsen.«

»Du store Gud! - men måske beslutter de sig dog til at afvæbne?«

»Ja, så var Striden med det samme bilagt og Krigen overflødig.«

Jeg faldt på Knæ. - Jeg kunne ikke andet. Lydløst og dog heftig som et Skrig svang sig fra min Sjæl denne Bøn til Himlen: »Fred, Fred!«

Arno løftede mig op.

»Hvad er det, du gør, tåbelige Barn?«

Jeg slyngede mine Arme om hans Hals og begyndte at græde; det var intet Smertensudbrud - endnu var Ulykken jo ikke sket - men denne Efterretning havde således rystet mig, at mine Nerver sitrede og var Skyld i denne Tårestrøm.

»Martha, Martha, nu gør du mig snart vred,« skændte Arno.

»Er du en flink lille Soldaterkone? Glemmer du, at du er en Generaldatter, en Husarløjtnants Hustru og« - sluttede han smilende - »Moder til en Korporal!«

»Nej, nej, min Arno - jeg forstår ikke, hvad der går af mig - det går nok over - jeg er jo selv så begejstret for Krigens Hæder - - - men jeg ved ikke, før, da du' sagde, at alt afhang af et Ord, et Ja eller Nej, der snart skulle udtales på dette såkaldte Ultimatum - og dette Ja eller Nej skulle bestemme Tusinders Liv eller Død - dø i dette herlige, milde Forårsvejr, da var det mig, som måtte Fredsordet udtales, og jeg faldt på Knæ for at anråbe Gud - - -«

»Og sætte Vorherre ind i Sagerne, du lille, søde Nar!« Nu ringede det. Hurtig tørrede jeg mine øjne. Hvem kunne det være så tidlig på Formiddagen?

Det var min Fader, som hurtig trådte ind.

»Nå, mine Børn,« råbte han ganske forpustet, kastende sig i en Lænestol. »I ved vel den store Nyhed - har hørt om vort Ultimatum?«

»Jeg har lige fortalt min Kone derom.«

»Men, Papa, hvad mener du?« spurgte jeg ængstelig.

»Mon Krigen kan ventes?«

»Jeg har endnu aldrig hørt Tale om, at et Ultimatum har forebygget en Krig. Naturligvis var det fornuf­tigst, om det italienske Rakkerpak gav efter i Tide og ikke udsatte sig for et nyt Navarra. - - Ak ja, var den gode Fader Radetzky dog ikke død i Fjor, så tror jeg, Gud forlade mig, at han atter havde stillet sig i Spidsen for en Hær trods sine 90 år, og vist er det, at jeg havde marcheret med ham. Vi to har vist, hvor­dan man skal tage fat på det vælske Pak. Men de ved nok ikke endnu, de Hunde, hvordan vi ser ud - de vil have endnu en Lektion. Nå, det kan de få. Vort lombardiske-venetianske Kongerige kan smukt lade sig forøge ved de piemontesiske Landstrækninger - jeg ser allerede vore Tropper i Turin.«

»Men Papa, du taler jo, som var Krigen allerede erklæret, og som du var glad derover. Glemmer du, at Arno måske skal med?« Tårerne stod mig atter i øjnene.

»Det håber jeg, han skal, den misundelsesværdige Fyr.« »Men min Angst - Faren -«

»Å, hvad, Fare, man kommer da også uskadt hjem fra Krigen, det kan du jo se på mig. Jeg har gjort mere end et Felttog med, er bleven såret mere end en Gang og er endnu i Live - det var ikke bestemt, at jeg skulle falde.«

Å, de gamle fatalistiske Talemåder! De samme, som den Gang Rurus Fremtid bestemtes, og som både den Gang og nu lød i mine øren som Visdomsord.

»Hvis mit Regiment ikke skulle blive sendt mod Fjenden -« begyndte Arno.

»Å, ja,« afbrød jeg ham glad, »det er dog en Lysstråle.«

»Så lader jeg mig forsætte til et andet Regiment, hvis det blot er muligt.«

»Det kan naturligvis ordnes,« svarede Papa. »Hess får Overkommandoen, og han er en god Ven af mig.«

Mit Hjerte snørede sig sammen, og dog måtte jeg uvilkårlig beundre de to Mænd, hvor de dog talte roligt og fornøjet om den tilstundende Krig - det var, som drejede det hele sig om en Lysttur. Min tapre Arno ville endogså selvom hans Pligt ikke kaldte ham, frivillig drage Fjenden i Møde, og min højsindede Fader fandt dette så ligefremt og naturligt. Jeg tog mig sammen! Bort med denne barnagtige, kvindelige Ængstelse! Nu gjaldt det om at vise mig mine kære værdig, jeg måtte hæve mig over enhver egenkærlig Angst og kun give Plads for den skønne Bevidsthed: min Ægtefælle er en Helt.

Jeg sprang op og rakte begge Hænder ud imod ham: »Arno, jeg er stolt af dig!«

Han trykkede sine Læber mod mine Hænder, så vendte han sig glædesstrålende mod min Fader:

»Den Pige har du opdraget godt, Svigerfader!«

Vort Ultimatum blev forkastet.

Forkastet i Turin den 26. April. Terningerne var kastede,

Krigen erklæret.

I en hel Uge havde jeg nu været forberedt på Katastrofen, og dog kom det som et hårdt Slag. Hulkende kastede jeg mig i Sofaen med Ansigtet skjult i Puderne, da Arno bragte mig denne Efterretning.

Han satte sig ned ved min Side og trøstede mig mildt. »Fat Mod, min lille Pige - det er jo ikkeså slemt! Inden ret længe vender vi hjem som Sejrherrer; så vil vi to være dobbelt lykkelige - Græd ikke sådan, det sønderriver mit Hjerte - jeg angrer næsten, at jeg har lovet i ethvert Fald at gå med - men nej, tænk blot på, at jeg ikke har Ret til at sidde hjemme, når mine Kammerater drager ud, vel? Du ville skamme dig over mig. - - - En Gang må jeg jo have Ilddåben, før det sker, føler jeg mig ikke ret som Mand eller Soldat. Du må tænke på, hvor dejligt det bliver - når jeg kommer hjem igen med en tredje Stjerne på Kraven - måske med et Kors på Brystet.«

Jeg lagde mit Hoved på hans skuller og jeg græd og græd. Hvor småligt tænkte jeg dog ikke igen: Stjerne og Kors syntes mig i dette øjeblik som forfængeligt Flitter.

Ikke ti Storkors på dette dyrebare Bryst kunne byde mig Erstatning for den grusomme Mulighed, at en Kugle knuste det. Arno kyssede mig på Panden, skød mig lidt til Siden og rejste sig: »Jeg må nu gå, kære Barn, jeg skal tale med min Oberst. Græd du kun ud, og når jeg kommer hjem, håber jeg at se dig stand­haftig og munter - jeg trænger til det, for at bange Anelser ikke skal overfalde mig. Nu i denne skæbnes­vangre Tid vil min egen lille Kone dog vel ikke gøre sit til at røve mit Mod og dæmpe min Virkelyst? Farvel, min lille Pige.« Og dermed gik han.

Jeg tog mig sammen. Hans sidste Ord klang endnu i mine øren. Ja - det var klart, at det nu var min Pligt at hæve, ikke at dæmpe hans Mod og Virkelyst, det er jo den eneste Måde, på hvilken vi Kvinder kan vise vor Fædrelands kærlighed og således få vor Del af den Hæder, vore Mænd erhverver sig på Slagmarken. Slag - et Slag! - Hvor dette Ord dog nu havde en sælsom Klang, i to forskellige Betydninger trådte det nu frem for min Sjæls øje. Halvvejs vakte det i mit Sind den tillærte, tilvante Begejstring for Heltedåd og Krig, halvvejs væmmedes jeg ved den Stavelse: Slag - - - slagtede, døde ville de ligge rundt om, de stakkels Mennesker, med åbne, blødende Sår ville de ligge der, og mellem dem måske - med et højt Skrig tænkte jeg denne Tanke til Ende.

Min Jomfru, Betti, kom forskrækket ind. Hun havde hørt mig skrige.

»For Guds Skyld, Fru Grevinde, hvad er der sket?« spurgte hun skælvende.

Jeg så på Pigen. Også hun havde rødgrædte øjne. Jeg gættede, jeg vidste allerede, hvad det skulle sige, hendes Kæreste var Soldat. Jeg havde Lyst til at trykke hende til mit Hjerte og græde over vor fælles Ulykke.

»Det er intet, Betti,« sagde jeg mildt - »de, der nu drager bort, kommer jo tilbage.«

»Ak, Deres Nåde, ikke alle,« svarede hun og brast påny i Gråd.

Nu kom min Tante og besøgte mig, og Betti gik ud af Stuen.

»Jeg er kommen herhen for at trøste dig, Martha,« sagde den gamle Dame og omfavnede mig, »og formane dig til at underkaste dig denne Prøvelsens Stund.«

»Du ved altså - --«

»Hele Byen ved det - - - der hersker stor Jubel, den Krig er i høj Grad populær.«

»Jubel, Tante Marie?«

»Nu ja, i alle de Familier, hvor ikke en eller anden skal med.«

»Jeg kunne jo nok tænke, at du ville blive bedrøvet, og derfor skyndte jeg mig hen til dig. Din Papa kommer også straks, men han vil ikke trøste, han kommer for at lykønske Jer; han er ganske ude af sig selv af Glæde over, at det endelig bliver til Alvor, og betragter det som en stor Lykke for Arno, at han kom med.! Grunden har han jo også Ret - for en Soldat må Krig vel nærmest betragtes som en Lykke. Således må du også se på Sagen, mit kære Barn!

At opfylde sin Pligt, virke i sit Kald - det er det vigtigste her i Livet. Og hvad der skal ske - - -«

»Ja, Tante, du har fuldkommen Ret - hvad der skal ske - det uundgåelige -« .

»Guds Vilje,« faldt Tante Marie ind.

»Den må man bære med Hengivelse og Fatning.«

»Det var vel, Martha. Der sker jo dog ikke andet, end hvad det algode Forsyn i sin uransagelige Visdom beslutter. Menneskets Dødsstund er jo allerede ved Fødselen bestemt. Og vi vil så ofte og så inderligt bede for vore elskede Krigere -«

Jeg prøvede ikke at protestere mod disse Modsigelser, der lå i den Tanke, at uagtet Dødsstunden var ved Fødselen bestemt, så kunne den dog afvendes ved inderlig Bøn. Jeg var den Gang ikke klar med mig selv over Tingene. Gennem hele min Opdragelse havde jeg jo fået den ForestiJling, at man ikke må drage Fornuftslutninger overfor disse ophøjede Begreber. Dersom jeg til Tante havde udtalt mig an­gående disse Skrupler, ville det have såret den gamle Dame dybt; thi intet krænkede hende mere, end når man viste Tvivl med Hensyn til disse Ting. Overfor Mysteriet gælder Læresætningen: ikke tænke. Derfor faldt det mig heller ikke ind at modsige Tante, jeg klamrede mig af hele min Sjæls Kraft til den Smule Trøst, Tanken om Bønnens Virkning ydede mig. Ja, hele Tiden, medens min elskede Mand var borte, ville jeg inderlig bede den Almægtige holde sin skærmende Hånd over ham, at Kuglerne nok ville gå min Arno forbi - gå ham forbi - men så traf de jo andre - andre, for hvem der naturligvis også op­sendtes Bønner. Å, du elendige Tvivl, bort med den! Lad mig være i Ro! Jeg vil være stærk!

»Jo, Tante,« sagde jeg højt for at døve disse pinlige Modsigelser, der gjorde mit Sind så uroligt, »jo, Tante, vi skal rigtig bede til Vorherre, han vil nok høre os, så min Arno kommer uskadt ud af Kampen!«

»Ser du, Barn - ser du, hvor dog Sjælen i de bange Timer søger Trøst i Religionen - måske sender den gode Gud dig denne svære Prøvelse, for at du skal blive varm over de hellige Spørgsmål og glemme din fordums Lunkenhed.«

Det kunne jeg nu heller ikke forstå: jeg fattede ikke rigtig, at det spændte Forhold, der siden Krim­krigen havde hersket mellem Sardinien og Østrig, de vidtløftige Forhandlinger, vort Ultimatum og dettes Forkastelse, kunne være foranstaltet af den gode Gud, blot for at varme mit lunkne Sind.

Men at give denne Tvivl Udtryk ville være meget upassende. Såsnart Talen blot er om den gode Gud, så er alt rigtigt og hvad min Lunkenhed angik, så var Tantes Bebrejdelser ikke helt uden Grund. Selv var hun meget religiøs; jeg var det kun på Overfladen. Papa var ikke rigtig ivrig i den Retning, min Mand heller ikke, derfor var det ganske rimeligt, at jeg lige så lidt var det. Jeg havde aldrig brudt mig om at gå til Bunds i religiøse Spørgsmål. Ganske vist gik jeg hver Søndag til Messe og en Gang om året til Alters. Men det hele var for mig kun et Etikette spørgsmål; jeg opfyldte disse religiøse Pligter med samme Anstand, som jeg på et Hofbal figurerede i en Kvadrille eller gjorde min dybeste Kompliment, når Kejserinden trådte ind i Salen. Hverken vor Slotskapellan på Landet eller Nuntius her i Wien kunne gøre mig Bebrejdelser, men Tantes Beskyldning var fuldt berettiget.

»Ja, min Pige,« vedblev hun, »i Lykke og Medgang glemmer Menneskene at tænke på deres Frelser; men når Død og Fare truer os eller vore kære, når vi er sorgfulde og bedrøvede -«

»I denne Tone kunne hun være vedbleven længe, dersom Døren ikke var bleven reven op af min Fader, der kom stormende ind i Stuen.

Hurra, nu går det løsl« råbte han højt. »De vil have en Dragt Prygl, de Fyre. Ja, ja da, vil de have Prygl, skal de få dem!«

Nu kom en bevæget Tid. »Krigen er udbrudt!« Egentlig kan jeg ikke sige, at jeg var oprørt over selve Krigen; men jeg led blot Helvedeskvaler ved den Tanke. at min Mand snart skulle drage bort og jeg sidde alene tilbage.Den løftede Stemning over alt Folket var ganske almindelig På Gader og i Selskaber taltes kun om Krigen, i Kirkerne bad man for de bortdragende Krigere, overalt, hvorhen man vendte sig, mødte Blikket de ophidsede Ansigter, den samme livlige Ordveksling om Krigens Muligheder.

Alt, hvad der ellers satte Sindene i Bevægelse, var nu trængt i Baggrunden. - Teater, Forretninger, Kunst, alt blev kun betragtet som Bisager. Man havde en Fornemmelse af, at man ikke havde Lov til at beskæftige sig med andet, medens dette store verdenshistoriske Drama blev spillet. Og de forskellige Proklamationer, med de velbekendte sejrsbevidste, på Løfter så rige Fraser, Tropperne, der med vajende Faner og klingende Spil marcherede mod Krigsskueplndsen, de ledende Artikler i Bladene, de offentlige Foredrag, der glødede af Fædrelandskærlighed og Tillid til vor tapre Hær, denne evindelige Henvendelse til Dyd, Ære, Pligt, Mod, Opofrelse, disse gensidige Forsikringer om, at man var den uover­vindeligste, tapreste, ædleste og bedste Nation, alt dette gjorde, at vi befandt os i en Art heroisk Dunstkreds, der fik hele Befolkningens Hjerte til at svulme af Stolthed og bibragte den enkelte den Mening, at han var Borger i en stor og betydningsfuld Tid.

Slette Egenskaber som: Erobringslyst, Rovbegærlighed, had, Grusomhed, Lumskhed - viser sig naturlig­vis også i Krigen, men altid kun hos Fjenden. Hans Slethed er så klar som Dagen. Ganske afset fra politisk Ufordragelighed, Så dette Felttog på ingen mulig Måde kunne undgås, og afset fra de store Fordele, vi kunne opnå, så var det jo ligefrem en god moralsk Gerning at besejre vore Modstandere, det var en af Tidsåndens Kultur påbudt god Gerning at besejre vore Modstandere, at revse disse dovne, falske, letsindige Italienere. Og så denne Louis Napoleon hvilket Afskum af Ærgerrighed og Intrigespil! Da hans Manifest af 26. April kundgjordes - det, hvori han forlangte »et frit Italien indtil Adriaterhavet« - brød en sand Storm af ædel Harme løs i Wien. Jeg tillod mig den beskedne Bemærkning, at dette egentlig var en uegennyttig og skøn Ide, som måtte vække stor Begejstring hos de italienske Patrioter, men jeg blev hurtig bragt til Tavshed. »Napoleon er en Skurk!« det var et Dogme, som var fastslået.

I de første Dage af Maj - det var til alt Held kolde og regnfulde Dage; solvarmt og smilende Forårsvejr ville have bevirket en endnu smerteligere Kontrast - afmarcherede det Regiment, ved hvilket Arno var bleven ansat. Afmarchen skulle gå for sig Kl. 7 om Morgenen - åh, Gud, hvilken forfærdelig Nat havde det ikke været. Selvom min elskede Mand kun skulle have været på en ganske simpel Forretningsrejse, ville Skilsmissen dog have været tung - det er altid tungt at skilles - men drage i Krig mod Fjendens Kugleregn! Hvorfor kunne jeg nu ikke mere begejstres ved Ordet Kamp, hvorfor så jeg kun de blodige Rædsler, den førte med sig?

Arno var slumret ind. Med roligt, regelmæssigt åndedræt og et fornøjet Smil om Munden lå han foran mig. Jeg havde tændt et Lys og sat en Skærm foran det, i Nat kunne jeg ikke udholde at være i Mørke. For mig var der aldeles ikke Tale om at sove - det var jo den sidste Nat! Jeg kunne ikke vende Blikket fra hans elskede Ansigt. Indhyllet i en Slåbrok lå jeg på vor Seng; jeg støttede Albuen mod Puden og Hagen i Hånden, medens jeg ufravendt så på den Sovende og græd stille. »Hvor kær, hvor inderlig kær har jeg dig ikke, du, min Elskede - og nu tages du bort fra mig - - - Hvorfor er Skæbnen så grusom? Hvordan skal jeg kunne leve uden dig? Blot du snart måtte vende tilbage til mig! åh, Gud, du barm­hjertige Fader hist oppe, lad ham snart komme hjem til mig - ham og alle de andre! Giv os Fred; hvorfor kan der ikke altid være Fred på Jorden? Vi var så lykkelige, så fuldkommen lykkelige hvorfor kunne denne Lykke ikke vare ved - vi var blot altfor lykkelige. - - - åh, hvilken Fryd vil det ikke være, når han atter vender tilbage, uskadt ligger her ved min Side uden at vi behøver at tænke på den truende Afsked næste Morgen! - - - Hvor sover han dog roligt! åh, du min tapre, elskede Mand! Hvordan mon du vil komme til at sove derude? Der har du ingen blød Seng med Silketæpper og Kniplingsgardiner - der må du ligge på den hårde, våde Jord - måske i en Grøft - hjælpeløs, såret - - -« Ved denne Tanke måtte jeg forestille mig min Arno med et gabende Sår over Panden, Blodet strømmende ham nedover Ansigtet, eller med en Kugle i Brystet - og en forfærdelig Smerte gennemrystede mig. Hvor gerne havde jeg ikke slynget mine Arme om ham og kysset ham, men jeg turde ikke vække ham, han trængte så hårdt til Søvn. Endnu kun seks Timer! Tik tak, tik tak - ubarmhjertigt, sikkert og hurtigt iler Viserne af Sted mod Målet. Dette ligegyldige tik tak gør så ondt, så ondt. Lyset brænder også så ligegyldigt bag sin Skærm som dette dumme Ur, med sin ubevægelige Bronce-Amor, tikkede videre. Forstod alle disse livløse Ting da ikke, at det var den sidste Nat? De forgrædte øjenlåg faldt til, lidt efter lidt svandt Bevidstheden, mit Hoved sank ned på Puden og jeg sov selv ind. Men altid kun for en kort Stund; næppe var jeg gleden ind i en eller anden ubestemt Drøm, før mit Hjerte pludselig krympede sig sammen og jeg vågnede i grusom Angst ved det heftige Slag, det var som lød Nødråb i mine øren; Som Klokken klemtede til Ildløs. - - Afsked - Afsked! tonede det uafladeligt.

Da jeg for tiende eller tolvte Gang fór op af min Slummer, var det højlys Dag, og Lyset var lige ved at slukkes.

Der blev banket på Døren.

»Klokken er seks, Hr. Premierløjtnant!« meldte Oppasseren, der havde fået Befaling til at vække sin Herre i god Tid.

Arno satte sig over Ende. - - - Nu var altså Timen kommen - nu skulle det udtales, dette fortvivlede, ulykkelige Farvel.

Det var aftalt mellem os, at jeg ikke skulle følge ham til Banegården. Det kom jo ikke an på at være et Kvarter mere eller mindre sammen. Og vi ville ikke lade andre se den sidste Afsked. Vi ville være ganske alene, når Afskedskysset blev vekslet, for at jeg så, når han gik, kunne kaste mig på Gulvet og skrige, skrige højt i min Smerte.

»Vær nu ikke forknyt, Martha! I det højeste om to Måneder er det hele forbi, og jeg er atter hos dig. - - For Pokker - af tusind Kugler træffer kun en eneste - og hvorfor skulle den netop træffe mig? - - - Der er også andre, som er kommen tilbage fra Krigen, se en Gang til din Papa. En Gang måtte det dog komme. Du har vel ikke giftet dig med en Husarofficer i den Tro, at han skulle ofre sig for Blomsterdyrkning? Jeg vil skrive til dig så ofte som muligt og fortælle dig om, hvor rask og munter sådan en Kampagne kan være. Dersom noget andet skulle være bestemt for mig, så kunne jeg da umuligt være så munter mener du vel? - - Jeg henter mig en Orden, det er det hele. Pas nu godt på dig selv og på Ruru - når jeg avancerer, må han også rykke en Grad frem. Kys ham fra mig; jeg sagde Farvel til ham i Går Aftes, den lille Stump. - Du kan tro, det skal blive en Fornøjelse for ham, når hans Fader en Gang fortæller ham, at han var med til den store italienske Sejr Anno 1859 ...«

Jeg lyttede ivrigt til hvert Ord, han talte. Denne tillidsfulde Passiaren beroligede mig. Han drog glad og fornøjet af Sted, altså var min Smerte uberettiget og egenkærlig: denne Tanke skulle give mig Kraft til at overvinde den.

Atter bankede det på Døren.

»Nu er det på Tiden, Hr. Premierløjtnant!«

»Er færdig - kommer straks.« Han bredte Armene ud.

»Martha, min Hustru, min lille Skat -«

Jeg lå i hans Favn. Tale kunne ingen af os. Ordet Lev vel kunne ikke komme over mine Læber - jeg følte, at jeg ville synke sammen ved dets Klang, og jeg måtte ikke miste den sidste Rest af min Fatning, ikke ved min Fortvivlelse tage Modet fra Arno. Udbruddet af min Smerte opsparede jeg - som en Slags Belønning, til jeg var alene.

Men nu sagde han selv det hjertesønderrivende Ord:

»Lev vel, du min Elskede, Lev vel!« Og han trykkede inderligt sin Mund mod min. Vi kunne slet ikke rive os løs fra denne Omfavnelse ak, det var jo vort sidste Favntag. Da mærkede jeg med et, hvor hans Læber skælvede, hvor hans Bryst krampagtigt hævede sig - og han slap mig, bedækkede Ansigtet med sine Hænder, medens han hulkede højt.

Det var for meget for mig. Jeg troede, jeg skulle blive vanvittig.

»Arno, Arno,« råbte jeg og klamrede mig fast til ham; »Arno, bliv, forlad mig ikke!«

Jeg vidste, at jeg forlangte det umulige, og dog råbte jeg hårdnakket: »Bliv, bliv!«

»Hr. Premierløjtnant,« lød det udenfor, »nu er det på høje Tid!«

Endnu et Kys - det allersidste - så styrtede han ud af Stuen.

Pille Charpi - læse Krigsefterretninger, på et Landkort følge Hærens Bevægelser, løse Skakopgaver så­lydende: »Østrig begynder og gør mat ved det fjerde Træk - gå i Kirke, bede for sine Kære og om Sejr for Fædrelandet« det var min Beskæftigelse så lang Dagen var. Alt andet havde mistet sin Betydning. Kun et optog alles Sind: Telegrammer fra Italien.

Mine lyseste øjeblikke var de, da jeg fik Brev fra Arno. Disse Breve var altid kortfattede - Brevskrivning havde aldrig været hans stærke Side. Men de var mig et håndgribeligt Bevis på, at han var i Live og u­skadt. Videre regelmæssige kunne disse Epistler heller ikke være - Forbindelsen var så ofte afbrudt - eller FeItposttjeneste var ophævet, når det kom til Sammenstød med Fjenden.

Når der således hengik flere Dage, uden at jeg hørte fra Arno, var det med den græsseligste Angst, at jeg gennemgik Listerne over Sårede og Døde. Første Gang jeg læste denne skrækkelige Liste - det var fire Dage siden, jeg havde haft Brev fra Arno - og jeg ikke fandt hans Navn, foldede jeg mine Hænder og sagde ganske højt: »Å, min Gud, hvor jeg takker dig!« Men næppe var disse Ord undslupne mine Læber, før jeg hørte den skrigende Dissonans, som klang igennem dem. Jeg tog atter Bladet i min Hånd og gennemgik endnu en Gang Listen. Altså havde jeg takket Gud, fordi Adolf Smith og Karl Müller og mange, mange andre - kun ikke Arno Dotzky - var bleven på Valpladsen. Hvor turde jeg takke, medens så mange andre græd og jamrede, og hvorfor skulle jeg tro, at min Tak var Himlen ubehageligere end de andres? Ja, det var Dissonanser i min Bøn, den usle Egennytte og Anmasselse.

Samme Dag fik jeg Brev fra Arno.

»I Går gik det varmt til. Desværre - desværre var det et Nederlag. Men trøst dig, min elskede Martha, næste Gang skal vi sikkert sejre. Dette var mit første virkelige Slag. Jeg stod midt i den tætteste Kugleregn - en ejendommelig Følelse - men derom mere, når vi ses - - - det er dog frygteligt; de stakkels Fyre, som falder til højre og til venstre for en og som man må lade ligge, trods deres Skrig og Klagen. Det er Krigen. På snarligt Gensyn, du min egen. Når vi i Turin dikterer Fredsbetingelserne, så rejser du ned til mig. Tante Marie kan nok imidlertid våge over vor lille Korporal.« Disse Breve var min Til­værelses Solglimt - men mine Nætter var altid fulde af sorte Skygger. Da kunne jeg vågne op af salige Drømme, og frem for min Bevidstbed trådte da den frygtelige Virkelighed så skrækindjagende tydelig, at jeg ikke i flere Timer kunne falde i Søvn igen. Jeg kunne ikke få den Tanke jaget bort, at Arno i dette øjeblik lå blødende og stønnende af Tørst, kaldende fortvivlet på mig - og jeg faldt kun til Ro, når jeg tvang mig til at forestille mig hans Hjemkomst! Den var jo lige så sandsynlig, ja endog sandsynligere, end at han skulle ligge der ensom og døende; da udmalede jeg mig, hvordan han kom farende ind ad Døren, hvordan vi faldt i hinandens Arme - hvorledes jeg så førte ham hen til Rurus Vugge, hvor glade og lykkelige vi da atter kunne være - -

Min Fader var meget nedslået. Den ene dårlige Efterretning kom efter den anden. Først Montebello, så Magenta.

Ikke han alene sørgede, hele Wien var nedslået. Man havde i Begyndelsen været altfor tillidsfulde, alt­for sangvinske, vis på, at man skulle flage og synge Te Deum; - nu vajede Flagene i Turin, de italienske Præster var det, som sang Sejrsbymnen.

»Mener du ikke, Papa,« spurgte jeg, »at der vil blive sluttet Fred, når vi atter taber et Slag? - I så Fald ville jeg ønske, at - - -«

»Skammer du dig ikke over at sige sligt? Hellere måtte man ønske en Syvårs, - ja, en Trediveårskrig, når vi blot tilsidst kunne overvinde vore Fjender og diktere dem Fredsbetingelserne. Man går dog ikke i Krig for hurtigst muligt at komme hjem igen - ellers kunne man lige så gerne blive hjemme.«

»Ja, det er vist også det bedste,« sukkede jeg.

»Hvor i Kvindfolk dog er fejge! Selv du - der dog er bleven indprentet så gode Grundsætninger om Fædrelands kærlighed - selv du er forsagt og sætter din egen personlige Ro og Husfred højere end dit Fædrelands Velfærd og Berømmelse.«

»Ja, når jeg blot ikke havde min Arno så kær.«

»Ægteskabelig Kærlighed - Familiekærlighed - det er altsammen meget kønt og godt - men må dog først komme i anden Række!«

»Skal det virkelig?«

Listen over Sårede og Døde havde allerede bragt Navne på flere Officerer af vor Kreds, som jeg kendte personlig. Blandt andre Sønnen - den eneste - af en gammel Dame, som jeg elskede og ærede højt.

Jeg ville nu besøge den stakkels Moder, men det var en pinlig, en sørgelig Gang for mig. Trøste hende kunne jeg jo dog ikke, jeg kunne i det højeste græde med hende - men det var en Kærlighedspligt, og så begav jeg mig på Vejen.

Da jeg stod udenfor Fru Ullmanns Dør, tøvede jeg længe, før jeg ringede på. Sidste Gang jeg havde været der, havde det været til et muntert lille Bal. Den elskværdige gamle Husfrue havde været Livet og Sjælen i det hele.

»Martha,« havde hun sagt til mig i Aftenens Løb, »Martha, vi to er dog de misundelsesværdigste Koner i Wien: Du har den smukkeste Mand og jeg har den bedste Søn.«

Og nu -! Jeg havde vel endnu min Arno! Måske? Bomberne og Granaterne fløj jo uafladelig; de sidste Minutter kunne have gjort mig til Enke. - - - Jeg gav mig til at græde, som jeg stod der udenfor Døren. Det var den rette Stemning til et så sørgeligt Besøg. Jeg ringede atter, endnu ingen.

Nu stak nogen Hovedet ud af Døren til den anden Lejlighed.

»De ringer forgæves, Frøken - Lejligheden er tom.« »Hvorledes? Er Fru Ullmann flyttet?«

»Hun er for tre Dage siden ført til en Sindssygeanstalt.«

Hovedet forsvandt nu atter bag Døren.

Et Par Minutter blev jeg stående ubevægelig på selv samme Plet; for mine øjne så jeg de sørgelige Scener, der havde fundet Sted. Hvor usigeligt må den stakkels Kone ikke have lidt, før hendes Smerte brød ud i Vanvid!

Og så ønsker Fader, at Krigen skulle vare i tredive år

- for Landets Velfærds Skyld - hvor mange Mødre vil den ikke lig denne drive til Fortvivlelse!

Jeg gik gennem Herrengasse forbi den Bygning - den Såkaldte Rigsdagsbygning - hvor den »patriotiske Hjælpeforening« havde sine Kontorer. Den Gang var der endnu ikke nogen Genève-Konvention, intet »Rødt Kors«, og som Forløber for denne humane Institution havde Hjælpeforeningen dannet sig; dens Opgave var til Krigsskuepladsen at sende alle de indsendte Bidrag, Penge, Linned, Charpi, Lærred til Forbinding m. m. Gaverne flød rigelig ind fra alle Sider, store Magasiner måtte tages i Brug for at opbevare dem, og næppe var det, der havdes i Forråd, bortsendt, før nye atter tårnede sig op.

Jeg trådte ind. Jeg havde fået en forunderlig Trang til at overrække Komiteen de Penge, jeg den Dag havde hos mig. Måske kunne de bringe en såret Soldat Trøst og bevare hans Moders Forstand. Jeg kendte Præsidenten.

»Er Fyrst C. til Stede?« spurgte jeg Portieren.

»Ikke for øjeblikket. Men Vicepræsidenten, Baron S., er ovenpå.« Han viste mig Vej til det Lokale, hvor Pengebidragene modtoges. For at nå dette måtte jeg gennem flere store Værelser, hvor Pakker lå ordnede i lange Rækker på store Borde, Linned i Stabler, Cigarer, Tobak, og især store Bjerge af Charpi ... Det gøs i mig. Hvor mange Sår måtte ikke bløde for at bedækkes med så meget optrævlet Linned.

»Og så ønsker min Fader,« tænkte jeg igen, »at Krigen for Landets Velfærds Skyld skal vare tredive år. Hvor mange af Landets Sønner må ikke ,bløde forinden?«

Baron S. modtog med Taknemmelighed mit Bidrag, og på mine forskellige Spørgsmål meddelte han mig Oplysninger om Foreningens Virksomhed. Det var glædeligt og trøsteligt at høre, hvor meget godt den udrettede. I det samme kom Postbudet med de indløbne Breve og meldte, at der fra Provinsen var ankommen to Trækvogne fulde af Sager. Jeg satte mig i en Sofa, der stod i Baggrunden af Værelset, for at se på, at Pakkerne blev båren ud. Nu kom en meget gammel Herre ind, han så ud som en fordums Militær.

»Tillader De, Hr. Baron,« sagde han, idet han tog sin Tegnebog frem og satte sig ned på en Stol, »tillader De, at jeg også bidrager min lille Skærv til Deres skønne Værk.« Han rakte Baronen to Hundrede­kronersedler. Jeg betragtede alle dem, der var medvirkende her, som sande Engle. »Ser De, jeg er selv en gammel Soldat - derfor kan jeg netop så godt indse, hvor stor en Velgerning, det er, her øves.« To store Tårer løb ned i den gamle Herres stride Skæg.

Udenfor hørte en Larm af Skridt og Stemmer. Fløjdørene åbnedes på vid Gab og en Gardist meldte:

»Hendes Majestæt Kejserinden!«

Vicepræsidenten skyndte sig hen til Døren for at modtage den høje Gæst, som det sømmede sig, ved Trappens Fod, men hun var allerede i Salen ved Siden af.

Fra min skjulte Plads så jeg beundrende hen på den ungdommelige Fyrstinde, der i den tarvelige Spad­seredragt forekom mig endnu yndigere end i grand Toilette til Hofballerne.

Nu satte hun sig omstændelig ind i alle Enkeltheder og betragtede med Interesse de indkomne Bidrag.

»Se dog, Grevinde,« sagde hun til Overhofmesterinden, der ledsagede hende, »se dog, hvor dette Lærred er udmærket, og hvor dette Linned her er smukt syet.«

Derpå bad hun Vicepræsidenten om at følge med hende ind i de andre Sale og vise hende det hele.

»Stakkels Soldater,« hørte jeg hende sige, Resten gik tabt for mig, idet hun fjernede sig med Baronen.

»Stakkels Soldater,« disse Ord klang længe i mit øre.

»Stakkels Folk!«

Jeg gik atter min Vej. Den Veninde, jeg ville besøge, boede på Kultorvet lige i Nærheden af Rigsdags­bygningen. Forbigående gik jeg ind i en Boghandel for at købe et Kort over Øvreitalien, det, jeg havde, var aldeles overprikket, så jeg ikke mere kunne bruge det. Der var flere kunner i Butiken. Alle skulle de have Kort. Nu kom Turen til mig.

»De ønsker også et Kort over Krigsskuepladsen?« spurgte Boghandleren.

»De har gættet det.«

»Det er ikke vanskeligt; vi sælger næsten ikke andet i denne Tid.«

Han hentede Kortet, og medens han pakkede det ind, talte han med en tilstedeværende Herre:

»Ser De, Hr. Professor - nu for øjeblikket spørges der Ikke om literære eller videnskabelige Værker. Så længe Krigen varer, interesserer ingen sig for noget andet. Det er en slem Tid for Forfattere og Bog­handlere.«

»Og en slem Tid for Nationen,« vedblev Professoren.

Man vil spore den i Folkets åndelige Liv.«

»Og dog ville min egen Fader,« tænkte jeg nu for tredje Gang i Dag, »dog ville min egen Fader ønske, at Krigen ville vare i 30 år - for Landets Velfærds Skyld.«

»Det går altså dårligt med Deres Forretning?« blandede jeg mig i Samtalen.

»Det er ikke alene min Forretning, der går dårligt, Deres Nåde, det er alle Forretninger,« lød Svaret. »Med Undtagelse af Hærens Leverandører, er der ingen Handelsmand, uden Krigen gør ham ubodelig Skade. Alt står jo stille! Fabrikker, Arbejdet på Marken, utallige Mennesker bliver brødløse, mister deres Fortjeneste. Papirerne falder, talrige Firmaer må erklære sig fallit - kort sagt, der er Jammer og Elendighed alle Vegne.«

»Og dog ville min Fader -« gentog jeg ganske sagte for mig selv, da jeg forlod Butikken.

Min Veninde var hjemme.

Grevinde Lori Griesback var i mere end en Henseende min Ligestillede.

Generalsdatter som jeg, gift fornylig med en Officer og nu Græsenke ligesom jeg. I en Henseende stod hun dog over mig; thi hun havde ikke alene sin Mand, men også to Brødre med i Krigen. Lori var dog ikke af nogen ængstelig Natur og fuldkommen overbevist om, at hendes Skyts-Helgen tog hendes kære under sin særlige Varetægt, og derfor stolede hun på at se dem vende hjem friske og sunde.

Hun modtog mig med åbne Arme.

»Å, Gud velsigne dig, kære Martha, hvor det er kønt af dig at komme her hen til mig i Dag! Men du ser så bleg og nedtrykt ud - - - der er dog vel ikke kommen dårlige Efterretninger fra Krigsskuepladsen?«

»Nej, Gud være lovet. Men det er så sørgeligt altsammen.«

»Ja så - ja, du mener Nederlagene? Det skal du ikke bryde dig om. De næste Efterretninger fortæller os nok, at vore Tropper har sejret.«

»Enten vi sejrer eller bliver besejret - så er Krigen i og for sig dog skrækkelig. - Var det ikke langt bedre, at der slet ikke var Krig til?«

»Hvad skulle så Militæret bruges til?«

»Ja, hvortil?« Jeg tænkte mig om. »Så havde vi vel ingen Hær nødig.«

»Hvad du dog taler for Dumheder! Det ville være en nydelig Tilværelse - lutter Civilister - det gyser i mig, heldigvis er det da umuligt!«

»Umuligt? Jo, du har vel Ret. Jeg vil tro det - ellers kunne jeg ikke fatte, at det ikke forlængst er sket?«

»At Krigen skulle være afskaffet. Men den Rædsel kan nok lige så lidt afskaffes som Jordskælv.«

»Jeg forstår ikke rigtig, hvad du mener. Hvad mig angår, da er jeg fornøjet over denne Krig; jeg håber, min Ludvig vil udmærke sig. Det er også heldigt for mine Brødre. Avancementet går jo ellers så lang­somt; men nu er der da Udsigter.«

»Har du fornylig hørt fra dem?« afbrød jeg hende. »Er alle dine kære uskadte?«

»Det er temmelig længe siden, jeg havde Brev, men du ved selv, hvor lidt man kan stole på Feltposten, og når de kære Mænd kommer hjem i deres Telt fra en lang March eller et Slag, så er de oplagt til alt andet end til at skrive. Jeg er fuldkommen rolig. Både Ludvig og mine Brødre bærer Amuletter. Mama har selv bundet dem om Halsen på dem.«

»Hør, Lori, hvordan mon det ville gå i en Krig, tror du, hvor begge Hærene bar Amuletter? Mon Kuglerne da ville flyve magtesløse omkring og trække sig tilbage op i Skyerne?«

»Jeg forstår dig ikke. Du er så lunken i din Tro. Din Tante beklager sig også tit over dig i den Hen­seende.«

»Hvorfor svarer du mig ikke?«

»Fordi du i dit Spørgsmål spotter over Ting, som er mig hellige. «

»Spotter? Vist ikke. - Det er blot en fornuftig Overvejelse.«

»Martha dog, du ved jo så godt som jeg, at det er Synd at ville forlade sig på sin egen Styrke og dømme om Ting, som hører Guds Rige til.« »Jeg tier ganske stille. Måske er det dig, der har Ret. Det nytter ikke at tænke og gruble, men jeg plages usigeligt af min Tvivl!«

»Hør nu, kære Martha, lad os tale fornuftigt sammen, du siddcr jo og ophidser dig til ingen Nytte! Ser du, når nu snart Felttoget er til Ende - så kommer begge vore Mænd hjem som Ritmestre. - Jeg får da min Mand til at tage Permission på 4 a 6 Uger, for at vi begge kan tage til et Badested. Det vil han have godt af ovenpå Krigens Strabadser og jeg også efter al den Ængstelse og Kedsommelighed herhjemme; thi du må endelig ikke tro, at jeg er rolig. Det kunne jo være Guds Vilje, at Ludvig eller en af Brødrene blev på Valpladsen - og uagtet Døden er skøn på Ærens Mark - - -«

»Du taler, som om du læste Proklamation!«

»Så ville det alligevel være rædsomt - - - stakkels Mama, det ville være skrækkeligt, om der tilstødte Gustav eller Karl noget - - - tal ikke om en sådan Mulighed! Hør nu blot videre; vi gør altså denne lille Baderejse for at komme til Ro efter de udståede Besværligheder - vi vil helst til Karlsbad - der var jeg en Gang som ung Pige og morede mig så guddommeligt.«

»Og jeg var en Gang i Marienbad - - - der så jeg Arno for første Gang. - Men hvorfor sidder vi her med Hænderne i Skødet? Har du ikke lidt Lærred, så kan vi pille Charpi? Jeg har i Dag været i »patriotisk Hjælpeforening«, og der kom - gæt, hvem?«

Her blev vi afbrudte. En Tjener kom ind med et Brev. »Fra Gustav!« råbte Lori glad og brød Seglet.

Da hun havde læst et Par Linjer, udstødte hun et Skrig, Brevet faldt ud af hendes Hånd og hun kastede sig om min Hals.

»Lori, min egen Lori, hvad er der på Færde?« spurgte jeg i dyb Bevægelse. »Er det din Mand?«

»Å Gud, å Gud!« stønnede hun, læs selv ...«

Jeg tog Brevet op fra Gulvet og begyndte at læse. Jeg kan gengive Ordlyden; thi senere bad jeg Lori om dette Brev for at indføre det i min Dagbog.

»Læs højt,« bad hun, »jeg kom ikke til Slutningen!«

Jeg gjordel som hun bad:

»Kæreste Søster!! Går kom det til et heftigt Slag der vil komme en lang Liste over Sårede og Døde. For at du - For at vor stakkels Moder ikke gennem den skal er fare Ulykken og for at du langsomt kan for­berede hende - sig, han er hårdt såret - skriver jeg straks til dig, for at sige dig, at blandt Krigerne, som er faldne for Fædrelandet, er også vor tapre Broder Karl.«

Jeg holdt inde for at omfavne Lori.

»Dertil var jeg kommen,« sagde hun sagte.

Med tårefyldt Stemme læste jeg videre:

»Din Mand er uskadt, og jeg er det også. Gid den fjendtlige Kugle havde truffet mig i Stedet for Karl: jeg misunder ham Heltedøden! Han faldt i Begyndelsen af Slaget og ved ikke, at dette atter - er tabt. Det er for bittert. Jeg så ham falde; thi vi stod ved Siden af hinanden; jeg sprang straks til for at løfte ham op - han så blot på mig og var død. Kuglen må være trængt gennem Hjerte eller Lunge; han fik en hurtig, smertefri Død. Det var en morderisk Dag - over tusind Lig - Ven og Fjende - bedækker Valpladsen. Blandt de døde genkendte jeg så mangt et kært, kendt Ansigt - blandt andre også den stakkels (her måtte jeg vende Bladet) - Arno Dotzky -«

Jeg faldt besvimet om.

»Nu er alt forbi, Martha! Solferino har afgjort vor Skæbne: vi er slagne.«

Med disse Ord kom Fader en Morgen ind i Haven til mig, hvor jeg sad i Skyggen af Lindetræerne.

Med lille Rudolf var jeg vendt tilbage til mit Barndoms hjem. Otte Dage efter det tunge Slag, der havde ramt mig, var min Familie taget ud til Grumitz, vort Gods i Nedre-Østrig, og jeg var taget med dem. Alene ville jeg have fortvivlet. Nu var de atter alle omkring mig, ligesom før mit Giftermål: min Fader, Tante Marie, min lille Broder og mine to opvoksende Søstre, og de søgte efter bedste Evne at læge mit dybe Hjertesår. De behandlede mig med en Højagtelse, der var velgørende for mit knuste Hjerte. Min sørgelige Skæbne omgav mig med en Slags Glorie. Næst efter Blodet, som Soldaten udgyder, er jo de sørgende Mødre, Hustruer og Fæstemøers Tårer det helligste Offer for Fædrelandets Alter. Det var også med en let Stolthedsfølelse, en egen Bevidsthed om militær Værdighed, at jeg havde mistet Arno på Ærens Mark, og denne Følelse hjalp mig mægtigt til at bære min Smerte. Og jeg var jo ikke den eneste. Hvor mange, mange rundt om i det hele Land sørgede nu ikke over de kære, der hvilede i Italiens Jord...

Nærmere Enkeltheder angående Arnos Endeligt var ikke den Gang bleven mig bekendt; han var efter Slaget bleven funden død, genkendt og begravet, det var alt, hvad jeg fik at vide. Hans sidste Tanke har sikkert været hos mig og hos vor lille Yndling, og hans Trøst i det sidste øjeblik må have været: »Jeg har gjort min Pligt - mere end min Pligt.«

»Vi er slagne,« gentog min Fader mørkt, idet han satte sig på Bænken hos mig.

»Det, der er ofret, er altså ofret forgæves,« sukkede jeg.

»De faldne må vi misunde, de kender ikke den Skam, der er overgået os, al den Ulykke, der har ramt os. Men vi tager os nok sammen en Gang igen, selvom der nu, som der siges, skal sluttes Fred.«

»Å, Gud give, den blev sluttetl« afbrød jeg ham. »For mig er det jo nok forsilde ... men så bliver dog Tusinder andre skånede.«

»Du tænker altid kun på dig selv og på det enkelte Menneske. Her er der jo Tale om Østrig!«

»Består da ikke Østrig af lutter enkelte Mennesker?«

»Mit Barn, et Rige, en Stat lever et længere, mere betydningsfuldt Liv end Individerne. De svinder Slægt efter Slægt, og Riget udfolder sig dog videre, vokser i Berømmelse, Størrelse og Magt, eller synker sammen, skrumper ind til intet, når det besejres af andre Landes Krigsmagt. Derfor må hver enkelt være rede til, ja stolt af at ofre Liv og Lykke for det højeste, det vigtigste, for sit Fædrelands Storhed, dets Tilværelse og dets Velfærd!«

Disse Ord indprægede jeg mig for endnu samme Dag at indføre dem i det røde Hefte. Det forekom mig, at de så fyldigt og kraftigt udtrykte, hvad jeg havde lært i mine Historiebøger i min Barndom og Ungdom, men hvad jeg nu i den sidste Tid havde glemt - efter Arnos Afmarch - helt glemt det. Det var trængt i Baggrunden af min Bevidsthed gennem min Angst og Fortvivlelse. Nu ville jeg atter klamre mig til disse Læresætninger for at finde Trøst i den Tanke, at min Elskede var falden for en stor og god Sag, at min Ulykke selv var en Bestanddel af denne Sag.

Tante Marie havde atter andre Trøstegrunde ved Hånden.

»Græd ikke, kære Barn,« plejede hun at sige, når hun fandt mig hensunken i Sorg. »Vær ikke så egen­kærlig at beklage og begræde ham, der har det så godt i de Saliges Boliger, hvorfra han ser velsignende ned på dig. Om et Par år finder du ham der i sin fulde Glans. For dem, der dør på Ærens Mark, er der beredt Boliger i Himmeriges Rige. Lyksalig den, der kaldes heden.under Udøvelsen af sin Pligt. Den døende Soldat står nærmest den kristne Martyr.«

»Jeg skal altså glæde mig over, at Arno -«

»Glæde; nej - det ville være for meget forlangt. Men du skal ydmygt og resigneret bære din Skæbne. Det er en Prøvelse, som Himlen sender dig, en Prøvelse, af hvilken du skal udgå lutret og styrket!«

»Altså var det for at jeg kunne lutres og styrkes, at Arno måtte-«

»Ikke derfor, men hvem kan, hvem tør vel udforske Forsynets uransagelige Veje. Jeg i det mindste ikke.«

Skønt Tantes Trøstegrunde altid vakte Oprørsånden i mig, så var det dog ganske rart at hengive sig til den mystiske Opfattelse, at min Arno nu oppe i Himlen nød Lønnen for sin Martyrdød, og at hans Minde hernede skulle leve omgivet af en Helgenglorie.

Hvor opløftende, om end sørgeligt, var det ikke at være til Stede ved den store Sørgegudstjeneste, som Dagen før vor Afrejse afholdtes i Stefanskirken. Det var et Deprofundis for vore på fremmed Jordbund faldne og begravede Krigere...

Omtrent fjorten Dage efter vort Nederlag ved Solferino kom Efterretninger om, at Freden var bleven undertegnet i Villafranca. Min Fader anstrengte sig for at forklare mig, hvor nødvendigt det var, at vi fik denne Fred sluttet af lutter politiske Grunde, hvorpå jeg forsikrede ham, at det glædede mig, omsider at se en Ende på Krigens Rædsler; min gode Papa lod sig ikke afbryde og vedblev at udbrede sig i Undskyldninger.

»Du må ikke tro, at vi er bange. Å nej, langt fra, selv om vi må gøre det Par små Indrømmelser. Vi behøvede såmænd blot at sende endnu et Armékorps derned, så var Fjenden nødt til at rømme Majland, og du må indrømme, kære Martha - - -« såIedes blev Papa ved at tale endnu længe, men jeg tænkte blot på, at det havde være bedre, om Freden var sluttet før Magenta. For at tale om andre Ting, henledede jeg hans Opmærksomhed på en Bogpakke, lige kommen fra Boghandelen.

»Se her, Papa, et nyt Værk af den engelske Naturforsker Darwin i The orgin of the species. Boghandelen gør opmærksom på, at det skal være epokegørende.«

»Å, lad os blot være fri for ham, den gode Mand. I slige Tider kan jo intet fornuftigt Menneske inter­essere sig for slige Lapperier! Hvor kan en Bog om Dyr og Planter være epokegørende blandt os Menne­sker? Nej, de italienske Staters Føderation, Østrigs Hegemoni i det tyske Forbund, det er noget, som vil sætte Mærker i Historien: om det vil man tale længe efter at den engelske Bog er gået i Glemme. Mærk dig det.«

Jeg har mærket mig det.

ANDEN BOG.

Top