Balladen om hunden og soldaten I kældren sad den gamle forhenværende soldat og luned sig ved et elektrisk varmeapparat. Hans ild var gået ud og det var også småt med strøm og lighteren var løbet tør og slukket var hans drøm. Så hented han lidt salve fra sit gamle grå tornyster tog sokkerne af fødderne og smurte sine knyster. Han havde gået langt omkring i takt og i geled han havde lært om liv og død og krig og kærlighed. Nu sad han her som veteran og førtidspensionist og syns måske engang imellem livet var lidt trist. Han havde været højt på strå, men nye kom til magten som rensed ud i rækkerne og laved om på takten. Han kendte ikke forskel mer på ydmyg eller stolt nej: sommetider var det varmt og sommetider koldt. Han leved i en verden meget enklere end før da alle som passered ham sku gøre stram honnør og han sku op og vinke ned til folket fra balkonen. Jo, luften blev en anden da den først gik af ballonen. Den aften da han som sædvanlig sad og smurte tæer da blev det lige pludslig et forbandet herrens vejr og ned ad kældertrappen rulled hagl og strømmed vand- soldaten sukked dybt og hented kluden og sin spand. Han tænkte lidt vemodigt på paraden og honnøren - så hørte han at der var en der bankede på døren! Han havde ingen venner og han vented ingen gæst. Hvem fandt dog netop denne trappe i den kolde blæst? Han husked på et gammelt eventyr han havde hørt om ærter og madrasser og prinsesser og blev rørt - for selvom det nok ikke var en virkelig prinsesse så var der dog i hvert fald en som viste interesse. Så vred han kluden op og stilled spanden hen på plads og håbed på hans gæst ku låne ham lidt lightergas og hented nøglen fra dens faste plads i hans reol hvor bøgerne for længst var solgt - og kikked på sin stol og tænkte lidt bekymret på han havde kun den samme: om selskab var hans kælderrum en temlig ussel ramme. Så åbnede han døren - tabte næse, tabte mund: på trappen stod en gennemblødt og frysende hund! Dens øjne var lidt større end sædvanligt her til lands og stirred lidt fortabte og forsagte ind i hans. Den rysted sig og logrede en lille bitte smule som om den havde noget som den ønskede at skjule. Soldaten lukked døren bag den - hunden la sig ned. Det var helt evident, det her var ingen hund som bed. Han hentede et suppeben med et par trevler på den slikkede begærligt hver en trevl den kunne få. Soldaten satte sig og så forundret hen på hunden der lå og drypped af og med hans suppeben i munden. Den gamle kriger smiled lidt - og regnen var holdt op. Det var som steg en smule varme op fra dyrets krop for ensomhed er kuldens kilde hvis man er lidt sart og han gik hen og slukked for sit varmeapparat. Så blinked hunden til ham, mens den logred med sin hale - hans hjerte gav et hop da den begyndte på at tale! »Soldat! I gamle dage har vi to hinanden kendt - erindrer du den dag da kongens hof blev endevendt? Ministre røg i luften og de slog sig da de faldt og så regered du, soldat, og du bestemte alt. Og ved din bryllupsmiddag var det dig der førte ordet jeg rullede med øjnene for jeg sad med ved bordet. Og husker du den hæslige modbydelige heks du hugged hodet af fordi du syns hun blev for striks? Jeg takker dig for det du gjorde, dristige soldat! Og nu vil jeg betro dig noget som er ret privat: jeg tuder ofte når jeg hører andre hundes tuden - men vil du høre mere må du kysse mig på snuden!« Soldaten havde aldrig før hørt den slags hundesnak. Han så at hundens klør bar svage spor af neglelak og da han så i hundens store blanke øjne ind var det som noget smelted i hans frosne krigersind. Han kyssed hundens snude - og blev lønnet som befrier: der stod en pige skønnere end alle fantasier! Og pigen sagde: »Tak, du gamle dejlige soldat! Jeg har i grunden altid vidst det middel var probat. Min onde mor forheksed mig og gjorde mig til hund med hale, pels og poter og i stedet for en mund fik jeg en snude - men til gengæld meget store øjne som kunne se og gennemskue allehånde løgne.« Soldaten spurgte: »Kan du også gennemskue mig?« Og pigen lo og svared: »Jeg har gennemskuet dig for længe siden da jeg bragte dig din smukke brud - det var soldaterkærlighed, som ikke stod for skud! Men vent et øjeblik, min ven, jeg kalder på min søster for hun er også tæve og har meget smukke bryster.« Og vips - så bankede det atter på soldatens dør og han gik hen og lukked op - der stod en hund som før blot med et endnu dybere og mer bedrøvet blik. Han kyssed hundens snude, og minsandten, ja, det gik på samme vis: den blev den mest vidunderlige pige. Soldaten stod og vidste ikke hvad han skulle sige. Og pigerne de kyssede hinandens bløde mund og sænked deres blikke i hinandens dybe grund. Så slutted de soldaten ind i deres fælles favn og sagde: »Gamle kriger - du kan endnu gøre gavn!« Og vips - i døren stod en hund og fik et kys på snuden mens regnen løb som glædestårer ned ad kælderruden. De kyssede den sidste søsters bryster ømt og blidt og så marchered alle tre med lange muntre skridt til stolen hvor soldaten sad betuttet og så til og kyssed ham og bød ham op til kinddans og til spil. De klædte ham til natten og de fested på madrassen og skiftedes venskabeligt hvergang det kneb med pladsen. Soldaten lærte langsomt at hans tjenstetid var slut og glemte alt om fjerne og forsvundne tiders krudt og kongeslot og kongedatter, djævlens vold og magt. Den elskov som de viste blev så ubesværet rakt at blomster sprang af det han havde stukket under stolen og lighteren den lå og samled støv på bogreolen. De tumled i soldatens seng, det var en lyst at se. Og når de havde elsket blev de hunde alle tre som smutted op ad trappen, ingen ved hvor de løb hen - men når det så blev aften kom de alle tre igen. Og hver en gang han kyssed deres snuder blev de kvinder: tre legesyge smukke og forelskede veninder. Soldatens dybe snævre kolde mørke kælderhals blev rammen om en kærlighed som ikke var til fals. For fire som kan elske både en og to og tre er livet fuldt af kærlighed - og kommer hagl og sne så skiftes de i kælderen med kluden og med spanden og deler lykkelige hundelivet med hinanden. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.