Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 29. september 2009 / Timeline September 29, 2009

Version 3.5

28. September 2009, 30. September 2009


09/29/2009
P1: Danske vidner til Det Armenske Folkemord
P1 fortæller i tre udsendelser historien om det 20. århundredes første planlagte og velorganiserede folkemord, set gennem tre danskeres øjne, som var vidner til tyrkernes drab på mellem 800.000 og 1.5 millioner armeniere under 1. verdenskrig.
To danske heltinder og en dansk gesandt var vidner til det 20. århundredes første planlagte og velorganiserede folkemord. Mellem 800.000 og 1.5 millioner armeniere mistede livet i 1915 og 1916, da de ungtyrkiske magthavere i ly af første verdenskrig brutalt skilte sig af med det store kristne mindretal i landet.
P1 fortæller i tre udsendelser historien, set gennem danske øjne. Forfatteren Inga Nalbandian var gift med en armensk professor og måtte sende sine to helt unge drenge uledsagede gennem et Europa i krig, fordi det var farligere for dem at blive i Istanbul.
Missionæren og sygeplejersken Maris Jacobsens dagbog fra de forfærdelige år dokumenterer, hvordan deportationerne og myrderierne foregik i det østlige Anatolien. Skolelæreren Karen Jeppe gemte armeniere under gulvbrædderne og var siden med til at opbygge et nyt armensk samfund i Aleppo i Syrien.
Samtidig sendte den danske gesandt Carl Ellis Wandel skarpe analyser hjem om forholdene i Tyrkiet midt under krig og folkemord.
Her næsten 100 år efter er det armenske folkemord stadig politisk aktuelt. Tyrkiets benægtelse forhindrer fortsat landet i at komme i det gode selskab, og netop nu indgår anerkendelsen af det armenske folkemord i forhandlingerne om åbningen af grænsen mellem Tyrkiet og Armenien.
Modige tyrkiske forskere har i flere år forsøgt at få åbnet de osmanniske arkiver, så den tyrkiske nation kan forliges med sin fortid, og dialogen for alvor kan komme i gang. Udsendelserne baserer sig ud over på de danske vidner også på den nyeste forskning.
DR’s Helle Schøler Kjær har rejst i sporet af deportationerne og besøgt de steder, hvorfra de fire danskere bevidnede overgrebene. Hun fortæller den dramatiske historie i tre udsendelser tirsdage klokken 15:03, første gang den 29. september. For natteravnene er der genudsendelse onsdag klokken 4.30, fredag 2.25 og lørdag 4.30.

09/29/2009

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen for september 2009

Send kommentar, email eller søg i Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page