Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 24. April 2009 / Time Line April 24, 2009
Version 3.023. April 2009, 25. April 2009
04/24/2009
Om kampflyene
En sammenbrudt finansiel evighedsmaskine og
To modsatte selvopfyldende profetier
Af: Erik Philipsen
I debatten omring danmarkshistoriens største investering i
krigsmateriel savner man svar på det basale
spørgsmål: Hvad skal de nye kampfly buges til? Denne
mærkværdige blindhed svarer ret nøje til den
skæbnesvangre forblindethed, der herskede i finanskredse
indtil virkeligheden punkterede finansboblen.
Da præsident Reagan blev spurgt om det store underskud
på statsfinanserne som hans voldsomme oprustning havde
forårsaget, bekymrede ham, svarede han: "I think it is big
enough to take care of itself."
Denne tro på, at uanset hvor astronomisk et underskud USA
påfører sig selv (og verden) vil den finansielle
dynamik holde pengemaskinen i gang, har sin, måske endnu
farligere, pendant i dette militære megaprojekt, som hidtil
har virket som en økonomisk evighedsmaskine.
Til dato er tidsrammen ifølge Christopher
Bolkcom fra Congressional Research Service blevet ti-doblet,
samtidig med at omkostninger og priser er steget voldsomt
Hvordan det har været muligt for Lockheed-Martin at få
startet denne kolossale malkemaskine for samfundsmæssige
ressourcer, kan et par historiske eksempler kaste lys over.
I 1985 beretter tidligere rektor for et af USA's mest
prestigefyldte universiteter Massachusetts Institute of Technology,
Jerome B. Wiesner i en artikel i The Bulletin of the Atomic
Scientists følgende:.
Da præsident Carter havde skrottet et kostbart
udviklingsprojekt, the B1 Bomber, så fik producenten
sørget for, at kontrakterne for diverse underleverancer blev
spredt ud over stort set alle Amerikas stater, "så der stort
set ikke var en landsby i landet, der ikke var tilgodeset (..)
Kontrakterne var dengang på gennemsnitligt 700 dollars pr.
stat. De stater som havde de bedste lobbyister opnåede
løfter om mellem 1 og 9 milliarder." På den måde
tvang man nærmest de folkevalgte kongresmedlemmer til at
stemme for genoptagelse af projektet, fordi det ville komme
lokalsamfundene til gode.
Således blev et af eksperter og politikere kasseret projekt
gennemført imod regeringens ønske.
Et andet eksempel:
Efter at Reagan havde lanceret sit stjernekrigsprojekt, blev Europa
rejst tyndt af udsendinge fra amerikanske virksomheder der var
involverede i projektet. En af dem var åbenhjertig nok til i
Newsweek 17 juni 1985 at afsløre: "Målet er at
involvere NATO-landenes virksomheder og omgå regeringerne
således at "vi kan fortælle regeringerne, at til
syvende og sidst nytter det ikke hvad I siger. Jeres virksomheder
ønsker at deltage!"
Historien om udviklingen af STEALTH-flyet er den samme: allerede
den 23. Januar 1989 spørger Newsweek " Hvorfor bygger vi "a
fancy new bomber", når raketter kan udrette det samme for en
brøkdel af prisen".
Men Stealth-flyet blev alligevel udviklet med store omkostninger
for Amerikas skatteborgere. I dag har det kostbare fly vist sig at
være en fuser.
Stealth-egenskaberne, som man også har forsøgt at
indarbejde i JSF har vist sig at være et alvorligt problem,
fordi det kræver korte vinger, som svækker flyets
manøvredygtighed og sikkerhed.
Disse historiske eksempler viser, hvorledes en uimodståelig
dynamik udgående fra det militær-industrielle kompleks
bestemmer folkevalgte regeringers militærstrategi, og dermed
også store dele af udenrigspolitikken.
Det samme sker i dag - blot i en gigantisk målestok, der
f.eks. får den danske forsvarsminister til 15.april 09 at
udtale til Politiken: Det er svimlende summer vi taler om - derfor
betyder det meget for samfundet, at der er en
beskæftigelsesmæssig effekt".
I forbindelse med underskrivelsen i juni 2007 af
hensigtserklæringen om dansk deltagelse i JSF-projektet med 2
milliarder ud over de 400 millioner der allerede var afsat til
formålet, udtalte forsvarsministeren sig til Information
på samme linje: "Jeg gør det for industriens
skyld"
Denne tankegang finder vi i samtlige de 6 andre lande , der sammen
med USA deltager i projektet. Eksempelvis skriver den canadiske
regering i en pressemeddelelse allerede i 2002 : Som et resultat af
Canadas deltagelse i JSF-programmmet har 54 canadiske virksomheder,
universiteter og forskningscentre undertegnet kontrakter til en
værdi af 157 millioner canadiske dollars.
Programmet har en tidshorisont på 30- 40 år og en
budgetramme på 4.000 milliarder dollars.
Dette astronomiske beløb nås ved at lade hvert lands
interesserede virksomheder indbetale en slags depositum for senere
at kunne deltage i udlodningen af kontrakter. For eksempel havde de
danske selskaber Mærsk Data Defence, Systematic, A.P
Møller-Mærsk og Terma ifølge Computer World
tilsammen skrevet sig for 170 millioner kr.
Men desværre kniber det med at få opfyldt de store
forhåbninger: Ordrerne udbydes i konkurrence. Her er Danmark
med "i første division", mener forsvarsministeren, men det
er svært at komme med i opløbet, og det er ikke store
sager der hidtil er tegnet kontrakter på. TERMA havde
ifølge Computerworld 17.maj 2004 fået til opgave at
producere holdere til flyets maskinkanoner. Mens Storbritannien som
traditionelt har haft en stor fly-industri, fik til opgave at
stå for udvikling og produktion af jetmotorerne til flyet.
Men her var de i konkurrence med amerikanske flymotorfabrikanter,
så den salomoniske løsning blev at der nu produceres
to forskellige motorer.
Kort sagt, udliciteringsstrategien som blev "opfundet" i
forbindelse med B1-bomberen giver et vældigt økonomisk
råderum - men i det kæmpestore nye projekt også
et tilsvarende enormt bureaukratisk "roderum".
Der har gennem årene været megen kritik af
håndteringen af budgetter og styring af projektet, hvor de
teknologiske innovationer år for år løb grassat,
og hvor tidsrammer og priser gang på gang blev overskredet,
så i 2007 oprettede USA's forsvarsministerium et overordnet
kontrolorgan,
Defence Contract Management Agency, som skulle forsøge
at trimme hele organisationen.
Ifølge DCMAs egen hjemmeside var dens opgaver tidligere
blevet varetaget af 4 personer. Nu ville der blive ansat 104.
Samtidig udvidedes arbejdsstyrken i produktionsleddet fra 500
managers, ingeniører og teknikere til over 5.000. Selve
arbejdsstyrken på gulvet var på det tidspunkt 11.000
mand. Nu skulle der skub i foretagendet, tidsrammerne skulde
overholdes.
Udviklingen i omkostninger og priser, og det komplicerede net af
hensigtserklæringer og kontrakter tegner et billede, der
minder om forspillet til finanskrisen.
JSF- projektet som man i lang tid, li'som Reagan, mente var " stort
nok til at klare sig selv", og derfor var en slags økonomisk
evighedsmaskine, er i dag ved at gå i stå.
Holland har netop ifølge DIMS's hjemmeside udsat
beslutningen om købet af JSF, således at beslutningen
antageligt først træffes i 2011 eller 12.( DIMSs
hjemmeside 18.04.09)
Chefen for Forsvarsakademiet, Bertel Heurlin, tilrådede for
nylig ligesom forskerne fra DIMS at også Danmark
udsætter beslutningen længst muligt. Henrik
Breitenbauch fra den uafhængige forskningsenhed Dansk
Institut for Militære Studier, DIMS, som sammen med sin chef
Mikkel Vedby, udarbejdede en omfattende analyse af Danmarks Behov for Kampfly, advarer igen i
Politiken 1d. 8 april mod at lade købet af kampfly
være et spørgsmål som afgøres på
kræmmervis. Det er en behovet, der skal være
afgørende.
Her viser det sig, at der selv inden for flyvevåbnets egne
rækker er ved at opstå tvivl om hvad meningen
overhovedet er med at have kampfly. Herom vidner et indslag i
Vestkysten fra d 15. Okt.09.
Chefen for F16 Fighter Wing i Skrydstrup Niels Sværdborg var
kommet til at give udtryk for frustration over at hans F16 fly ikke
blev sendt til Afghanistan - for som han siger. En flyvetime koster
ikke mere i Afghanistan end i Danmark, hvor de, som det senere
oplyses, koster 50.000 kr. i timen.
Det indbragte ham en irettesættelse fra en hovedrystende
forsvarsmister: hvis flyvevåbnet er ingteresseret i at vi
anskaffe nye kampfly, så skyder Sværdborg sig selv i
foden - for som Svend Gade siger: "Hvis diskussionen kommer til
alene at handle om Afghanistan, så kan et reduceret
flyvevåben, måske endda helt uden kampfly blive en
selvopfyldende profeti."
Den frustrerede oberst Sværdborg forsvarer sig så med
at han skam opfylder de mål, politikerne har opstillet: "Vi
var på vingerne 6700 timer i 2007, i 2008 bliver det 8.100."
-
Nu er der måske ikke så meget at sige til at politikere
og journalister finder det lettere at forholde sig til de
jordnære lokale økonomiske problemstillinger i
forbindelse med så store investeringer som her foreligger.
Men såvel journalister som politikere, og for den sags skyld
almindelige borgere, kan få en saglig og grundig analyse af
et eventuelt behov for nye kampfly, i den før omtalte
publikation fra DIMS.
Rapporten konkluderer, at "Danmark bør bevare en
begrænset kampflykapacitet. Men at den endelige beslutning
bør hvile på en udvidet undersøgelse af
Danmarks strategiske behov , herunder den politiske vision for
fremtidens forsvar. "
Den sidste betingelse søger Breitenbauch at hjælpe
på vej i en selvstændig publikation Kompas og Kontrakt,
hvori han påpeger behovet for at politikerne må starte
en analyse og diskussion af måden man fører
sikkerhedspolitik på. "
Fraværet af en direkte territorial trussel betyder, at
Danmark har mulighed for at tage højde for både kort-
log langsigtede risici."
Mon ikke der heri også ligger muligheden for at diskutere og
analysere betimeligheden af den aktivistiske og krigeriske
udenrigspolitik, som Danmark har ført i de seneste
år.
I slutafsnittet af den første af de nævnte analyser
står der " Danmark bør have en kampflykapacitet, der
er stor nok til en periodisk international udsendelse, og
bør samtidig bevare et afvisningsberedskab som en integreret
del af "homeland defence".
Her forekommer det, at vi lades i stikken. For størrelsen af
kapaciteten siger jo ikke noget om arten af kapaciteten. Hvis
erfaringerne i de seneste faser af Afghanistan-indsatsen viser, at
det slet ikke er teknologiske superfly, udtænkt til at
føre stat-mod-stat luftkrig, der er brug for, hvad meget jo
tyder på - bl.a. det før omtalte forhold, at
F16-flyenes funktion i dag er begrænset til at tegne
luftrummet i Danmark fuld af fine hvide streger.
Og hvis strategi-eksperter såvel på DIMS som i
Forsvarsakademiet er enige om, at der ikke i en overskuelig fremtid
tegner sig nogen militær trussel - heller ikke fra Rusland,
hvad sal vi så med de vanvittigt dyre flyvende
teknologoiske vidundre?
Hvis nogen frygter, at russerne vil udvikle nye kampfly som vi skal
kunne forsvare os mod , så kan anskaffelsen af hundreder af
avancerede kampfly i hele Vesteuropa jo måske gøre, at
de føler sig truet - og iværksætter et
modsvarende projekt - når de om en halv snes år har
fået styr på økonomien.
I så fald er der tale om endnu en selvopfyldende profeti.
 |
 |