Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 1. Mars 1995 / Time Line March 1, 1995
Version 3.503/??/1995
Første bioterrorisme
Medlemmer af den japanske sekt Aum Shinrikyo slipper nogle doser sarin ud i Tokios
metrosystem. 12 omkommer.
03/01/1995
Vestens internationale politik
SNU har i dette efterår udsendt to bøger, der begge er
af stor aktualitet og derfor også fyldt med nyttige
oplysninger. Den ene, Magi og normer i internationalpolitik, med
undertitlen, Statsdannelser, grænser og humanitær
intervention, er skrevet af SNUs formandskab. Den anden, Britiske
og franske kernevåben, er skrevet af den nybagte cand.
scient. pol. Annette Marie Jensen, der hermed demonstrerer, at
også kvinder kan leve op til det særlige SNU-sprog. Og
i ligeberettigelsens navn er det jo godt.
Af Judith Winther
Der er mange grunde til at anbefale at læse de to
bøger. For det første er der sket et så
afgørende paradigmeskift i international politik og ikke
mindst i den retorik, der bruges, at det er godt at være
orienteret om gældende regler og om de muligheder, der ligger
i dem. Ligesom det er godt at kende til den officielle verdens
holdning til disse skift.
For det andet kan det virke som, om SNU er ved at have trådt
sine børnesko, dvs. det vover at være lidt mere
kritisk. Det kan skyldes den øjeblikkelige
sammensætning af formandskabet, men det kan også
skyldes den kolde krigs afslutning. Det fører til
større frihed over for stoffet. Som f.eks. når
forfatteren til kapitel 2, Magt og ret i international politik, der
er et af bogens bedste, skriver, at "Magtbalanceprincippet (stadig)
spores i nedrustningsaftalerne og også ses tydeligt i
diskussionen om udvidelse af NATO. ulige mere værdifuldt og
interessant, ikke mindst når det drejer sig om så
vigtigt et emne som nye veje inden for det internationale samfunds
politiske holdninger.
Er SNU blevet kritisk
Vesten synes at ville undgå at skabe nye skillelinier, men
opretholder dermed i realiteten blot de gamle, eller overlader det
til andre at etablere nye". Eller når der i afsnittet om
faste grænser og deres ukrænkelighed, der jo stadig er
normen i international politik, står "Fredsbevarende styrker
har i flere tilfælde i efterkrigstiden været
søgt anvendt til at etablere nye kendsgerninger. Det
måske bedste eksempel herpå er den fredsbevarende
styrke på Cypern. Russiske militære enheder i en uklar
fredsbevarende/-fredsskabende rolle synes at fungere på samme
måde i Moldavien, Georgien og i Tadsjikistan". Det er en
velgørende skepsis over for den internationale politiks
mange smukke ord.
Men disse ansatser til en vurderende analyse holder kun til en vis
grænse. Og det rejser det vigtige spørgsmål om,
hvad vi egentlig skal med SNUs bøger. Det synes jeg nok var
en diskussion det var værd at tage op.
For at overholde eget krav om objektivitet holder bøgerne
sig til et nøgternt referat af forhold, begivenheder og de
modsætninger, der findes. Selvfølgelig er det praktisk
at have dette samlet på eet sted, men er det
tilstrækkeligt og tilfredsstillende for de læsere man
henvender sig til: store skoleelever, studerende, interesseret
offentlighed og vel også politikere? Dvs. folk, der for i alt
fald størstedelens vedkommende må være rimeligt
velorienterede i forvejen, for det er kun blandt den slags
mennesker, at SNUs bøger kan finde læsere. Er det
blevet helt umoderne at stille ting til debat? Selv at intro ducere
nogle spørgsmål eller måske ligefrem provokere?
Det behøver jo ikke indebære at man vælger side,
men det ville gøre stoffet Intervention
Hovedemnet for bogen om magt og normer i international politik er
intervention, et af tidens mest brændende emner, som der er
talt og skrevet meget om, og som bogens øvrige emner,
anerkendel-seskriterier, mindretal, selvbestemmelse og faste
grænser, alle er en slags introduktion til. De forskellige
grunde for og imod berettigelsen af interven tioner og
spændingen mellem det gamle begreb suverænitet og det
mere moderne menneskerettighedshensyn, mellem hensynet til
stabilitet og hensynet til almindelig retfærdighed
gennemgås grundigt. Men jeg savner fuldstændigt en
præcision af, hvad man forstår ved en intervention, og
hvilken form man forestiller sig den skal have. Forskellige
formuleringer kan tyde på, at det er militære
interventioner, der tænkes på, men klart er det ikke.
Men spiller det en rolle for diskussionen, hvilken form for
intervention, der tænkes på. Bogen/formandskabet
fremhæver med fuld ret de grunde, der kan være til at
være betænkelig ved interventioner: staternes uvilje
til at ofre egne soldater, vilkårligheden ved indgreb, der er
stærkt styret af mediefixering og politisk opportunisme, den
kendsgerning at interventioner aldrig er helt upartiske, samt faren
for at eksisterende nødhjælpsarbejde kan miste i
troværdighed i forbindelse med interventioner.
"Bestræbelserne for at skabe en mere retfærdig verden
rummer en risiko for at underminere den eksisterende orden.
Resultatet kan blive en verden med større
vilkårlighed", skriver formandskabet. Men tilføjer
dog, at "denne usikkerhed ikke må begrunde, at et mere
retfærdigt internationalt system ikke bør søges
gennemført".
Og dermed er SNU endnu engang havnet i det samme dilemma som den
internationale politik i det hele taget, man vil så gerne,
men vanskelighederne er så store, at resultater ne bliver
tvivlsomme. Men hvad med at starte med at sætte
ind/intervenere der, hvor man burde have indflydelse, nemlig hos
sig selv.
Vestens pligt til at gribe ind
Uden at det nogen steder siges klart må bogen opfattes som en
diskussion af vestens pligt til og mulighed for at gribe ind til
fordel for større humanitær retfærdighed i
verden. Men er de tilfælde, hvor "vi" griber ind "til fordel"
for større uretfærdighed helt ukendte? Og hænger
interventionernes troværdighed måske sammen med, om man
tør tale åbent om dette problem.
I forbindelse med krigen i Rwanda gør bogen opmærksom
på, at Frankrigs tilbud om en begrænset humanitær
intervention skabte usikkerhed om Frankrigs motiver. Rwandas
patriotiske front "anklagede Frankrig for med operationen at ville
beskytte Rwandas regering, som Frankrig tidligere havde
støttet og interveneret til fordel for". Nogle sider
længere henne taler man så udelukkende om Frankrigs
humanitære intervention i Rwanda. At Frankrigs tidligere
støtte også var en intervention, om end ikke en
humanitær intervention, er øjensynlig glemt i
mellemtiden.
Der er ikke mange af de steder, hvor vesten i dag føler sig
foranlediget (eller presset af medierne) til at intervenere, hvor
de ikke før har interveneret "til egen fordel",
økonomisk, politisk, militært og/eller gennem
fastsættelse af grænser. Det kan ikke nytte at bebrejde
sig selv det nu, men det kunne måske nytte at tale
åbent om det. Er der noget om, at de lande, hvor intervention
har fundet sted eller evt. vil finde sted i fremtiden, er skeptiske
over for motiverne.
Våbenhandel
Og hvad med våbenhandlen? Er det ikke en form for
intervention? Strømmen af våben til uroområder
og potentielle uroområder er enorm. Den medvirker til, at
konflikter udvikler sig til krige, og den gør krige blodige
og langvarige.
Og det er ikke blot lyssky sortbørshandlere, der står
bag den. Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer står
for mere end 80% af våbeneksporten, der for øjeblikket
først og fremmest går til tredje verdens lande - vi er
jo selv midt i en nedrustning.
Mærkeligt nok betænker "vi" os på den form for
intervention, det vil være at nægte dem, der
ønsker våben, disse våben. Tværtimod
gør man sig med våbenudstillinger og andet pres de
største anstrengelser for at opildne køberne. Men var
en effektiv indsats for at mindske våbenhandlen og for at
gennemføre en nedrustning også i tredje verdenslandene
ikke et af de bedste og mest virksomme steder at sætte ind,
hvis man vil skabe bedre humanitære forhold i verden? Og var
det ikke et oplagt emne for SNU og åndre af vestens
sikkerhedspolitiske institutioner at tage fat på.
Det vil oven i købet ikke rumme nogle af de vanskeligheder,
som SNU påpeger i forbindelse med de traditionelle former for
interventioner.
Britiske og franske a-våben
Er det så det emne, Annette Marie Jensen tager op i bogen om
franske og britiske kernevåben. Bogen giver udmærkede
oplysninger om de to landes planer for den videre udvikling af
deres atomvåben, deres begrundelser for at holde sig uden for
alle nedrust ningsbe- stemmelser og deres bekymring over den
fortsatte våbenspredning. Men den siger intet om de to landes
egen aktive del i spredning af både konventionelle
våben og atomar viden, og det selv om aviserne faktisk gennem
de senere år har haft adskillige beretninger derom. Hvorfor
ikke? Er det ikke et vigtigt led i atomspredningen? Og er det ikke
et punkt, hvor vesten kunne gøre en indsats for at hindre
våbenspredningen og den internationale fare, der
følger dermed?
Hvad betyder det for vor samtidsfor-ståelse, vor identitet,
vor politik og vor globale handlemåde, at vi lever med et
ufuldstændigt virkelighedsbillede og øjensynlig ikke
er indstillet på at slippe det? Det kan være, at det
var godt nok, da vi i kolonitiden var verdens herrer. Men
måske er det ikke så smart mere i en verden, der, som
vi alle ved, er under hastig forandring.
Magt og normer i international politik. SNU, 1994. 144 s.
Annette Marie Jensen, Britiske og franske kernevåben.
SNU, 1994. -93 s.
 |
 |