Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 1. Juli 1995 / Time Line July 1, 1995
Version 3.007/01/1995
Socialpolitik ; Danmark
Reglerne for bistandshjælp ændres for unge under 25
år, således at unge skal have haft en indtægt
på 60 % af den maksimale dagpengesats i 12 måneder for
at kunne få supplerende bestandshjælp. Det
indebærer, at de fleste værnepligtiges mulighed for at
få supplerende bistandshjælp bortfalder.
07/01/1995
Fra kold krig til FN-militarisme - fredsbevægelsen under
forandring?
Bør fredsbevægelserne forandre sig, fordi
vilkårene i verden er forandrede, den kolde krig og
supermagtskonfrontationen er slut, men til gengæld har vi en
række mindre, og ofte meget grusomme krige, FN's rolle har
ændret sig osv.? Jeg tror, at spørgsmålet er
forkert stillet. Jeg vil snarere sige, at fredsbevægelserne
bør forandre sig, fordi forholdene i verden er så
sørgeligt lidt forandrede - alle fredsbevægelsernes
tilsyneladende gode resultater til trods.
Af Judith Winther
For fredsbevægelserne har siden deres start som folkelige
bevægelser i begyndelsen af forrige århundrede
nået store resultater. Det var det forrige århundredes
store fredsengagement, der gav stødet til
gennemførelsen af Haag-og Ge-nevekonventionerne, til starten
på orga-nisationer som Røde Kors og til oprettelsen af
Folkeforbundet og dets efterfølger FN, og det er den debat,
fredsbevægelserne rejste, der nu afspejler sig i, at ord som
fredelig konfliktløsning er blevet en del af det politiske
vokabular.
Men samtidig med alle disse fremskridt må vi også
konstatere, at de tilsyneladende er uhyggeligt
virkningsløse, i alt fald er resultatet af deres indsats
ikke blevet, hvad man forventede af dem. Verden er mindre fredelig
end den nogensinde har været i verdenshistorien. Hvad er der
gået galt?
Et overblik
Haagkonventionen af 1907 siger: "Angreb på eller bombardement
af byer, landsbyer, boliger eller bygninger, der er ubeskyttede, er
forbudt". Så sent som i 1938 vedtog Folkeforbundet
enstemmigt!, at "Bevidst bombning af civilbefolkningen er ulovlig".
Alligevel er disse "forbudte" og "ulovlige" krigsmetoder snarere
normen end undtagelsen i dag. I Genevekonventionen 1949 med
forbedret tillægsprotokol 1979 står, "Til de basale
rettigheder hører: Valg af midler og metoder er ikke
ubegrænset. Det er forbudt at bruge våben, projektiler
og materiel eller krigsmetoder af en sådan natur, at de kan
forårsage overflødige(l) skader eller
unødvendige(l) lidelser".
Rent bortset fra at man kan diskutere det betimelige i ordene
unødvendige og overflødige, så må man nok
sige, at denne paragraf ustandselig bliver overtrådt.
Der er dem, der hævder, at konventionerne har betydning ved
deres blotte eksistens, selv om de ofte bliver overtrådt. Man
kan dog også frygte, at konventioner, der ustandselig bliver
overtrådt, virker demoraliserende. Det afgørende
spørgsmål er imidlertid, hvorfor de ikke overholdes.
Jeg tror, at svaret er, at de er urealistiske. De behandler krige,
som noget man kan lovgive for som alt andet i samfundet, og ikke
som noget udenfor det normale samfund. Når krige først
er gået i gang, følger de deres egne logik, og de
handler og slutter efter deres egne regler og behov.
FN-pagten er en klar forbedring i forhold hertil. Skal man hindre,
at "krigens svøbe" ødelægger verden, må
man ændre de uro- og krigsskabende forhold i verden. Som der
står i Brandt-rapporten fra 1980 "Når der tales om
krig, tænkes der i almindelighed på en militær
konflikt, men der er en voksende forståelse for, at kaos som
følge af massehunger, økonomisk elendighed,
miljøkatastrofer og terror, kan udgøre lige så
stor fare". FN har i sin 50-årige eksistens gjort meget for
at fokusere på netop alle de forhold, der ligger bag verdens
uroligheder og konflikter, og at ændre dem.
Det er ikke FN, der har ændret sig, men med den kolde krigs
og magtbalancens ophør søger stormagterne at
gøre sikkerhedsrådet til den vigtigste del af FN, dvs.
de militariserer FN. Der foregår en magtkamp i FN for
øjeblikket, og det må være
fredsbevægelsernes opgave at støtte det bredere sigte
med FN, ikke at opgive institutionen som alt for militariseret.
Konfliktløsning
I forhold til de intentioner, der ligger i FN-pagten, er tanken om
fredelig konfliktløsning i virkeligheden et skridt tilbage.
Selvfølgelig er det da godt, at man forsøger
konfliktløsning ad diplomatisk og politisk vej, og at man
søger at gribe ind i eksisterende konflikter så
tidligt som muligt og helst før de er blevet til egentlig
krig. Der er heller ingen tvivl om, at der udføres et stort
og vigtigt arbejde i forskellige af verdens uroområder af
diplomater og udsendte embedsmænd fra bl.a. organisationer
som OSCE.
Men for det første er konfliktløsning ikke noget nyt
i sig selv. Forsøg på konfliktløsninger har
altid fundet sted både før, under og efter krige - i
1700 og 1800-tallet anvendte f.eks. konger og fyrster rige og
politisk uengagerede jøder til denne opgave (1). Forskellen
ligger nok nærmest i omfanget af
konfliktløsningsforsøg - og om de mange forsøg
så skyldes, at verden er blevet mere freds-minded, at der er
flere konflikter, at den gensidige afhængighed mellem landene
er blevet større, eller at de førende magter er
tilfredse med tilstanden, som den er, og ikke ønsker
magtforholdene ændrede, er et spørgsmål for sig.
Der er nok som altid tale om lidt af hvert. For det andet er det
ikke uvæsentligt hvilket niveau af konflikten, der gribes ind
overfor. Hvis det blot er konfliktens iøjnefaldende
overflade og umiddelbare årsager, kan resultatet blive lige
så magert som resultatet af de mange konventioner. Bag enhver
synlig konflikt vil der altid være flere lag af
spændingsskabende forhold, og hvis man ikke når til
bunds i dem, vil enhver konfliktløsning kunne blive
afkortvarig virkning. En overfladisk løsning kan derimod let
komme til at skjule de mere dybtliggende årsager. Mere herom
senere.
Den folkelige indsats
I den forbindelse er også fredsbevægelsernes egen
konfliktløsning betænkelig. Europæiske
fredsbevægelser har engageret sig i konfliktløsning
med en begejstring, som om de her havde fundet selve nøglen
til fremtidig fred. Mens regeringer og internationale
orga-nisationer udvider og fornyr den traditionelle
konfliktløsning på det politiske og diplomatiske plan,
må fredsbevægelserne nødvendigvis handle
på det folkelige plan, dvs. gå ud og hjælpe folk
til at finde løsninger på deres indbyrdes konflikter.
Men mens det første kan have en vigtig funktion, fordi det
er her konflikterne er, så er det et spørgsmål,
om en konfliktløsnings-indsats på det folkelige plan
overhovedet er relevant og i de berørte folkegruppers
interesse.
Der er to problemer derved. Idet man går ind på
folkelig konfliktløsning støtter man for det
første den myte, at det er befolkningernes had, traumer og
almindelige ufornuft, der er årsag til uro og konflikt. Men
er det rigtigt?
Er den sidste tids krige ikke et tydeligt bevis på, at
sådan forholder det sig netop ikke, at det er myter, som
magtambitiøse ledere kolporterer for at lede
opmærksomheden væk fra deres egen rolle i sagen, og som
de kan bruge som redskab i deres egen magtkamp. Om krigen i Rwanda
siger African Watch (2) f.eks.:
"Der er ingen tvivl om, at myrderierne ikke var et udbrud af
gammelt had, men af ekstremistiske lederes forenede anstrengelser
for at bevare og sikre deres diktatoriske magt over for en moderat
opposition, der byggede på hutuer og tutsier. De
bevæbnede og trænede militser, og de oppiskede et
folkeligt hysteri ved hjælp af medierne. Selvfølgelig
var der et gammelt fjendskab, men folk var så indgifte, at
det var ved at forsvinde".
Ligheden med hvad der skete i Jugoslavien som i Somalia er stor.
Når man først begynder at undersøge optakten
til en række af vor tids krige og udviklingen i krigstruede
områder, vil det sandsynligvis vise sig, at der ligger
lignende forhold bag mange steder. De passer blot ikke ind i den
politiske opfattelse af forholdene. Derfor hører vi de mange
og indviklede historier om gammelt folkeligt had og fjendskab, der
kan gøre det utroligt svært at finde ud af, hvad det
egentlig drejer sig om. I virkeligheden er ingen af disse krige
så indviklede, som man så tit hører det
hævdet om f.eks. Jugoslavienkrigen, - det er kun de kunstige
forklaringer, der er indviklede.
Men hvis det forholder sig sådan, er det så en
hjælp til konfliktløsning disse folk har brug for? Vil
det ikke tværtimod gå imod deres selvforståelse
og deres oplevelse af, hvad der er sket, så det vil virke
forvirrende og til større skade end gavn. Det vil betyde, at
man siger til dem: I bærer selv skylden for, hvad der sker, -
hvor de snarere føler sig som ofre -, og det vil kunne virke
som en direkte bekræftelse af forestillingen om de folkelige
modsætninger og fjendskaber. Konfliktløsning er som
alle politiske handlinger mangetydige, og hvis den sætter ind
på et forkert punkt i en konflikt kan den få uventede
betydninger og dermed helt andre virkninger end beregnet.
Det, folk har brug for at lære, er derfor langt snarere at
forstå deres egen situation. De må lære mistillid
til demagogiske ledere og disses propaganda, de må have viden
om de magtpolitiske forhold i deres eget land og i verden som
helhed, og de må oplyses om den verdensomspændende
våbenhandel, der skaffer det brændstof, der
søger for, at konflikter bliver krige, og at krige kan
fortsætte i årevis. Dvs. de må sikres mulighed
for at gennemskue hele det kyniske spil, der foregår, og som
de er ofrene i, i stedet for at lære at opføre sig
ordentligt og fredeligt.
Den officielle indsats
Hvor værdifuld den officielle konfliktløsning så
også kan være i sig selv i de enkelte tilfælde,
går den lige så galt i byen. Ved at fokusere på
den umiddelbare konflikt og dens iøjnefaldende overflade,
tager den opmærksomheden væk fra de dybereliggende
konfliktårsager.
Erfaringen fra den seneste tids krige viser, at der bag de enkelte
konflikters overflade ligger et utroligt ensartet mønster.
Der foregår en gradvis forværring af det
pågældende lands eller områdes økonomi,
således at stadig større befolkningsgrupper står
uden rimelige eksistensmuligheder. Situationen i landet bliver
ustabil, forskellige personer eller magtgrupper bruger situationen
i en indbyrdes magtkamp, og de usikre økonomiske forhold
gør det let at spille befolkningsgrupper ud imod hinanden
som led i magtspillet. Igen kan Rwanda og Jugoslavien tjene som
klare eksempler. Rwandas økonomi var bygget op omkring
kaffeeksporten. I 1970erne begyndte priserne på kaffe at
gå ned på verdensmarkedet. I 198oerne faldt de med en
tredjedel, i 1989 alene med en halvdel. Resultatet var dyb social
desperation. Nøjagtig den samme udvikling finder vi i
Jugoslavien. Eksportpriserne begyndte at falde gennem Toerne, mens
importpriserne steg, og i 198oerne styrtdykkede eksportpriserne.
Stadig flere mennesker fik stadig sværere ved at sikre sig de
mest elementære fornødenheder, det gjaldt ikke mindst
folk i landområderne og i de sydlige provinser. Og er
eksistensen først truet, ja, så bliver man lette ofre
for alskens myter og tilskyndelse til hetz mod syndebukke. Og
Jugoslavien og Rwanda er jo ikke undtagelser - de er
tværtimod i uhyggelig grad eksempler på, hvad der
foregår rundt omkring i verden. Men mens man taler meget om
uro og vanskeligheder i u-lande, hvor mange tale så om, hvem
der tjener på de billige varer, og hvor ofte sættes det
i forbindelse med de mange krige? Afstanden mellem rige og fattige
bliver stadig større, det gælder forholdet mellem
landene, og det gælder befolkningen i de enkelte lande
internt. Og "fattige" vil i dag for store befolkningsgrupper sige,
at de lever på eller under eksistensminimum i storbyernes
stadigt voksende slumområder, eller at de i
landområderne eksisterer på randen af
hungersnød. Konsekvensen er tiltagende uroligheder,
konflikter og sammenbrud af hidtil fungerende samfundssystemer. Det
aspekt indgår overhovedet ikke hverken i den officielle eller
den folkelige konfliktløsning. Og det selv om den udvikling
efterhånden er så omfattende, at hvis der ikke bliver
grebet ind og gennemført en radikal ændring i dette
skæve forhold mellem forskellige befolkninger og
befolkningsgrupper, vil vi komme til at opleve, at det, der for
øjeblikket sker i Jugoslavien og Rwanda, vil gentage sig
stadig flere steder. Resultatet af al den velmenende men
overfladiske kon-fliktløsningsindsats vil på langt
sigt blive ingen resultater, for så længe de
dybereliggende konfliktårsager fortsætter, vil
konflikterne også fortsætte, eller de vil blusse op
igen og igen.
Forvirring
Derfor ser vi, at samtidig med, at tidens politiske nøgleord
er fredelig konfliktløsning, fredsbevarende og
freds-skabende aktioner, humanitær indsats, opstår der
stadig nye krige, at mange af krigene bliver langvarige, at de er
grusommere end alt, hvad verden hidtil har oplevet, og at det
først og fremmest er civilbefolkningen, der rammes, 95% af
alle krigsofre er civile, siger Røde Kors.
De politiske ledere er forvirrede. Hvorfor virker deres indsats
ikke efter hensigten? Efterhånden har de begrænset sig
til spagfærdige mishagsytringer: de "beklager" det kroatiske
angreb på Slavonien, de er "bekymrede over" Tyrkiets
væbnede indfald i Irak, de "opfordrer" Rusland til at standse
kampene i Tjetjenien, de "håber", at Israel vil afstå
fra at konfiskere yderligere land i Østjerusalem, de er
"rystede" over Rwandahærens angreb på flygtningelejre.
Og nu med den seneste udvikling i Jugoslavien (beg. af juni)
føler de sig nok bekræftede i, at det eneste, der
virkeligt dur er en militær indsats, hvad enten det er via
afskrækkelse, trusler eller direkte aktion.
Her er det, at fredsbevægelserne svigter totalt. Det kan
være, at det politisk set er et stort skridt fremad, at det
nu er offentligt erkendt, at konflikter kan og skal løses
med fredelige midler. Det kan også være, at den
politiske verden ikke er i stand til at gå længere lige
nu -politikkens opgave har altid været at bevare status quo
-men desto mere nødvendigt er det, at der er nogen, der er i
stand til at fremhæve og blive ved med at fremhæve, at
der er en sammenhæng mellem den tiltagende ulighed i verden
og væksten af uroligheder rundt om i verden, at en
ændring i eksistensbetingelserne ikke blot er en
humanitær opgave, men en nødvendig indsats for at
skabe en fredeligere verden (og dermed på langt sigt
også sikre vore egne samfund), og at hverken bistand,
nødhjælp eller konfliktløsning er
tilstrækkeligt til at løse den opgave. Faktisk er der
flere mennesker end nogensinde i verdenshistorien, der ikke kan se,
hvordan de skal klare dagen og vejen for sig selv og deres familie.
Samtidig er mange af de ressourcer, de skulle overleve på,
ved at være opbrugt - af den rige verden.
Men "et faldende ressourcegrundlag kan føre fra stabilitet
til ustabilitet eller direkte sammenbrud. Og når ressourcerne
ikke længere slår til stiger sty-ringsproblememe", som
World Watch skriver i sin årsrapport, Verdens Tilstand,
1995.
I den forbindelse må vi spørge om vi, de vestlige
lande, kan tillade os at stille os selv uden for processen, som de
uberørte konfliktløsere, der kommer og hjælper
de andre, eller om vi i virkeligheden selv spiller en rolle i
konfliktudviklingen. Er det tilfældet, kan vi måske yde
et betydeligt mere direkte bidrag til konfliktløsningen ved
at være med til at ændre på den skæve
ressource-fordeling i verden end med nok så mange moralske
belæringer om god opførsel.
Og er det ikke tæt på en parodi at tale om
konfliktløsning, så længe vi bliver ved med at
fylde verden med lettilgængelige våben? For igen at
citere Worlds Watch Institute: "At tro, at fjendtlige parter vil
forlade sig på ikke-voldelige
konfliktløsningsmodeller, så længe verden er
fyldt med enorme lagre af militærudstyr - med let adgang over
det meste af kloden - er i bedst fald naivt".
Og med "vi" menes i denne forbindelse vestens industrialiserede
stater, for det er dem der samtidig med deres våbeneksport er
engageret i konfliktløsning. For øvrigt viser
opgørelser, at det er sikkerhedsrådets fem permanente
medlemmer, der er verden største
våbeneksportører, men at hovedparten af verdens gamle
og nye industrialiserede lande efterhånden følger godt
med.
En nylig offentliggjort rapport fra World Development Movement (3),
viser, at mindst en femtedel af den engelske våbeneksport,
dvs. våben for ca. 384 mill. pund om året, bliver
betalt af de engelske skatteydere med eksportstøtte, og at
England bruger ti gange så meget på at fremme
våbeneksporten som eksporten af civile varer. Lignende tal
kan findes for adskillelige andre lande. (4). Det vil sige, at de
lande, der er engageret i konfliktløsning, også er de
lande, der gør en stor indsats for at forsyne verden med nye
våben.
Fredsbevægelsernes udfordring
Fredsbevægelserne klager over den ringe interesse der for
øjeblikket er for deres arbejde. Men det kan jo være,
at den manglende interesse er ganske naturlig. Den kan skyldes, at
folk bevidst eller ubevidst føler, at dette arbejde, hvor
velmenende det så også er, ikke rigtigt har noget at
byde på i den nuværende situation i verden. De gamle
fredskrav er efterhånden blevet åbenlyst ineffektive,
ingen tror på, at de vil kunne udrette noget, og
fredsbevægelsernes engagement i flygtningehjælpen og
konfliktløsningen er der jo så mange andre, der
også tager sig af.
Det kan være, at fredsbvægelserne, hvis de begyndte at
se på sammenhængene og de dybereliggende årsager
bag krigene og ikke blot på krige, konflikter,
konfliktløsninger og våbenhandel som
enkeltstående fænomener, ville forekomme langt mere
realistiske og aktuelle. Her ville de kunne have noget at sige om
forholdene i verden og om krigstrusler, som kun få andre
gør en alvorlig indsats for at fremhæve. Og her ville
de kunne have en opgave, som mange føler, at der er et behov
for.
Hvorfor er der for øvrigt ingen, der taler om fælles
sikkerhed mere? Det var det store modebegreb en overgang i 80'erne,
men det forsvandt med den kolde krigs afslutning. Hvorfor? Er der
ikke lige så stor brug for det nu? Et arbejde for
fælles sikkerhed kunne måske endda fungere langt mere
effektivt på det plan, hvor krigene foregår nu, end i
forbindelse med supermagtskonfrontationen. Er grunden til, at ingen
taler om fælles sikkerhed i dag, at det ville indebære,
at der også blev stillet krav til de industrialiserede
lande??
Kritisk politisk tænkning er ikke velset i tiden. Det
gøres, meget praktisk, til synonymt med venstreorienteret
tænkning, der for øjeblikket anses for helt
passé. Men rundt omkring i de europæiske lande findes
der masser af mennesker, der gennem deres arbejde i ulands-og
nødhjælpsorganisationer, i forbindelse med
flygtningearbejde eller som udsendinge til Jugoslavien eller andre
kriseområder er nået frem til lignende konklusioner,
som de her anførte. De har blot ingen steder at gå hen
med deres nye erkendelse og deres kritik, og de kan ikke
gøre den politisk frugtbar.
Her kunne der være god brug for fredsbevægelser, der er
nutidige, analytiske og kritiske, som ikke nøjes med
udmærket, men utilstrækkeligt reparationsarbejde, og
som forstår betydningen af internationalt samarbejde og
internationale kontakter, fordi hvad der sker hjemme kun er en
aflægger af, hvad der sker internationalt.
Fredsbevægelser, som tænker politisk, ikke
partipolitisk eller nationalt politisk, men internationalt
udenrigs- og sikkerhedspolitisk i solidaritet med befolkningerne i
hele den øvrige verden, som er i stand til at analysere og
kritisere vestens holdninger og handlinger i global
sammenhæng, og som er villige til at gøre en indsats
for at ændre disse holdninger i et forsøg på at
skabe en fredeligere verden.
Noter:
- 1. Hannah Arendt, Antisemitismen, 1971, s, 40.
- 2. Peace and Democracy, vol. Vlll, No. 2, s. 46.
- 3. The Guardian Weekly, 28. maj 1995.
- 4. Se Aldrig Mere Krigs pjece, Stands den internationale
våbenhandel 1995.
Kilde: Fred og frihed nr. 2 1995.
 |
 |