Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 1. maj 1993 / Time Line May 1, 1993
Version 3.005/01/1993
Kunst for fred
Silkeborg Kunstmuseum viser udstillingen “Der
Krieg” : 50 raderinger i serien “Krigen”
af den tyske maler og grafiker Otto Dix.
På
udstillingen vises også enkelte værker af George
Grosz.
Anmeldelser:
Gudmundsen, Ulf: Dix i Danmark. Jyske Vestkysten,
04/05/1993.
Hansen, Jørgen: Krigen uden kulør.
Jyllands-Posten, 12/05/1993.
Ring Petersen, Anne: Krigens usynlige og synlige
virkelighed. Kristeligt Dagblad, 06/05/1993.
05/01/1993
Synspunkt
Et lærestykke
Af: Judith
Winther
HVOR VIL MAN BEDRE kunne hente råd, når man vil
lære sig demokratiets vanskelige kunst, end i Vestens
veletablerede, gamle demokratier? Vestens politikere er da
også ved at vænne sig til deres nye rolle som
demokratiets læremestre.
FØRST VAR DET DE forhenværende kolonier, der skulle
lære at bestyre den nyvundne, nationale frihed. Men al
begyndelse er som bekendt svær. For at sikre den uvante
selvstændighed hjalp Vesten dem til rette ved at
indsætte og/eller støtte så berømte
skikkelser som shah Muhammad Reza Pahlavi i Persien, Idi Amin i
Uganda, Sese Seko Mobuto i Zaire, m.fl. til at bestyre demokratiet
for dem. Det gav uheldigvis nogle svære og uforudsete
komplikationer. Så derfor er man nu begyndt at gå
stren-gere til værks. „Hvis I ikke sørger for et
ordentligt demokrati gennem frie valg, vil vi slet ikke
støtte jer mere", siger man til dem. Det har tilsyneladende
hjulpet, i alt fald nogle steder. Folk har lært at gå
til valg. De har dog endnu ikke altid lært at vælge,
som det forventes af dem.
Nu ER DET DEN forhenværende kommunismes gamle højborg,
Moskva, der har brug for hjælp. Og igen gør vi i
Vesten vort bedste for at støtte, udvikle og retlede ud fra
vor egen bedste forståelse af, hvad demokrati er.
DET FØRSTE VI LÆRTE dem var, at demokrati er det samme
som fri markedsøkonomi, eller omvendt. Og som alle gode
elever sugede de begærligt den nye lære til sig. Som en
ung slovak, der var bekymret over at privatiseringen var gået
i stå i hans land, for nylig forklarede mig, „Hvordan
skal vi nogensinde få demokrati, hvis vi ikke privatiserer?"
Det er da også helt rigtigt, at da vi i forrige
århundrede startede vore demokratier, var det kun de
besiddende herrer, der havde stemmeret. Siden har degenerationen
bredt sig i vore lande.
AT GÅ FRA AT VÆRE en god elev og til at blive en
kritisk elev tager dog sin tid. Der er mange, der aldrig når
det. Den kritiske elev vil f.eks. kunne spørge,
„Hvordan kan det være, at I under industrialiseringens
begyndelse i jeres lande beskyttede og fremmede ethvert industrielt
tiltag indtil den dag, da industrien kunne hævde sig selv
på linje med gamle produktioner som f.eks. landbruget? Det
lyder i mine ører som den rene kommunisme. Hvorfor lod I
ikke privatisering og den frie handel skabe udvikling?"
EN ENDNU MERE KRITISK elev vil måske endda kunne finde
på at spørge „Har I så afskaffet alle den
slags subsidier, skattefritagelsesordninger og toldbeskyttelser for
jeres produktion i dag?" Og vi bliver nødt til at svare,
„Ikke helt endnu". Men vi har jo også kun været
på vej i noget mere end 100 år.
DET NÆSTE VI LÆRTE dem var behovet for magtens deling.
Men da præsident Jeltsin, der til stadighed fremhæver,
at han er den eneste, der er demokratisk valgt, er kommet i
karambolage med Folkekongressen, der i følge Jeltsins udsagn
ikke er demokratisk valgt, er det klart, at man indtil videre
må suspendere demokratiets første og
grundlæggende forudsætning, en deling af magten
på flere instanser, og støtte Jeltsin-og hans
enegang.
SÅ MÅ VI JO BARE håbe, at han en dag kan finde
nogen, der er gode nok til, at han og vi kan godkende, at de deler
magten med ham. Det kan jo godt nok tage sin tid. Men som historien
viser, så sker den slags altid før eller senere - om
ikke andet så gennem revolution. Det er ganske vist det, vi
for alt i verden må søge at undgå i de i
forvejen ustabile områder i øst -for vor egen
sikkerheds skyld? Men man kan jo ikke få alt.
DEMOKRATI ER SVÆRT, meget svært. Det er en stadig
balancegang mellem to eller flere onder, det er et fortsat valg
mellem to eller flere vanskeligheder for så godt som muligt
at opfylde statens opgave: i rimelig grad at tilgodese hele
befolkningens elementære behov. Det er ikke at udrydde det
ene onde ved at give suveræniteten til det andet onde. Det er
ikke ved at støtte stærke mænds enegang, hvad
enten de så hedder Jeltsin, Nasarbajev, Milosevic eller
Tudj-man, for at de kan skabe ro og orden.
Hvis JELTSIN ØNSKER demokrati kan det ikke nytte, at han
hævder, at han er den eneste, der ved, hvad der er rigtigt.
Demokrati er at kunne tale med modstanderne. Demokrati er at finde
frem til synspunkter, man i rimelig grad kan samarbejde om. Hvis
Jeltsin ønsker demokrati, hvorfor danner han så ikke
sit eget parti, og hvorfor finder han ikke de personer i
Folkekongressen, der går ind for en vis grad af
økonomiske reformer, at samarbejde med? De findes nemlig.
Demokrati er at skabe grundlovssikrede rettigheder. Hvorfor
går man ikke i gang med at skabe de nødvendige regler
for, at landet kan fungere? Alt andet er sekundært.
TIL TIDER KAN MAN have sine tvivl om, hvorvidt demokratiets
læremestre i Vesten selv er helt klare over, hvad demokrati
er.
Kilde: Argument, 1993:7 s. 32.
 |
 |