Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 1. Oktober 1992 / Time Line October 1, 1992

September 1992, 2. Oktober 1992

10/01/1992
FE
Jørgen Otto Hjort udnævnes til chef for Forsvarets Efterretningstjeneste og udnævnes samtidig til generalmajor.

10/01/1992
Synspunkt
Sig det, som det er
Af: Judith Winther
Hvad ville der ske, hvis man sagde det rent ud: der er ikke noget at gøre i det forhenværende Jugoslavien.
Krige kan ikke stoppes med magt. Selv de, der mest højlydt har krævet en militær indsats mod krigen, er ved at forstumme nu. Alle ved, at konsekvenserne af en sådan indsats vil være uoverskuelige, at det videre forløb vil unddrage sig enhver kontrol, og at resultatet vil kunne føre til forhold for civilbefolkningen, der bliver endnu værre, end de allerede er i dag. Men endnu tales der fra tid til anden om muligheden for en sådan indsats som en realistisk udvej.
Våbenhvileaftalernes antal er det vist kun udenrigsministeriernes embedsmænd, der har rede på. Nye forhandlinger påbegyndes til stadighed, men endnu har ingen våbenhvile holdt meget mere end et døgn. I virkeligheden er det sådan, at den dag, det lykkes for en forhandling eller en eventuel militærindsats at stoppe krigen, ville den være stoppet alligevel.
Selv nødhjælpsforsyninger når kun en lille del af de mennesker, der har hårdt brug for dem. Hjælpes skal selvfølgelig alle, der kan hjælpes, men vi skal ikke gøre os nogen illusioner om nødhjælpsforsyningernes effektivitet. Derimod tjener de det 'udmærkede' formål, at vi føler os beroligede. Der bliver dog gjort noget. Og imens optrappes antallet af soldater, der bliver sendt ud for at beskytte nødhjælpsforsyningerne. I virkeligheden sker der hermed en farlig glidning i retning af en ikke-planlagt militær involvering, og det sker tilmed, uden at vi samtidig har eller kan få nogen sikkerhed for, at nødhjælpsforsyningerne øges eller blot når deres mål.
Sandheden er, at krigen i Jugoslavien, som ingen gjorde noget for at standse, mens det endnu havde været muligt, kan bruges til at demonstrere behovet for en fortsat militær opbygning.
Hvis vi ikke siger disse ting rent ud, men bliver ved med at nøjes med at kræve, at der gøres noget, og dermed lade, som om der kan gøres noget, vil enhver indsats for at hindre, at krige overhovedet opstår, forblive halvhjertet og lige så fuld af modsigelser og inkonsekvens, som indsatsen over for Jugoslavien var på et tidligt stadium af konflikten.
Man vil fra officiel side med beklagelse henvise til de økonomiske omkostninger ved en tidlig og tilstrækkelig indsats imod en eventuel krig. Som om udgifterne til at hindre en krig nogensinde ville kunne måle sig med en krigs omkostninger. Man taler fra officiel side om hensynet til andre landes suverænitet, men det man tænker på er udelukkende magthaverens/havernes frie dispositionsret, ikke befolkningens behov. Man beklager fra officiel side krige og alt, hvad dermed følger, men man vil intet gøre for at standse en af krigenes mest uundværlige forudsætninger: våbenudvikling, våbenspredning og våbenhandel. For man ønsker ikke at give afkald på egne våben. De skal jo bruges til at stoppe kommende krige med.
Kilde: Argument, 1992:4 s. 32.

10/01/1992

Top