Det danske Fredsakademi
Kronologi over fredssagen og international politik 1. August 1992 / Timeline August 1, 1992
Version 3.508/01/1992
Synspunkt
Kloden drejer
Af: Judith
Winther
'Storpolitiske beslutninger træffes på basis af de
øjeblikkelige betingelser i verden.
Og man disponerer altid, som om disse betingelser vil eksistere i
al evighed. Det gør de selvfølgelig ikke. Og
stormagtspolitik bliver derfor en evig kamp for at bevare status
quo længst muligt.
Da vestmagterne støttede staten Israels oprettelse i
Palæstina i 1948 skete det i en verden, hvor kolonialisme og
stormagters vilkårlige dispositioner med lande og folkeslag
blev anset for den naturlige orden i verden - verdensorden. I dag,
hvor kolonialismen med få og små undtagelser er
uddød, og hvor begreber som „menneskerettigheder" og
„selvbestemmelse" er blevet in i det storpolitiske
vokabularium, vokser Israels eksistensproblem uophørligt.
Det samme gør verdens problem med Israel.
Da Sovjetunionen i 1949 til alles overraskelse blev atommagt,
begyndte atomvåbenkapløbet, der for alvor tog fart fra
slutningen af 1960erne. En bivirkning af dette kapløb og af
supermagternes kappestrid om indflydelse i den tredje verden var
atomspredningen. Men det så man stort på. For hvem
kunne måle sig med de to supermagters atomstyrke. I dag er
atomspredningen en af den vestlige verdens meget alvorlige
hovedpiner.
Da Sovjetunionen brød sammen, skabte det dyb
forbløffelse i alle verdens politiske centre, der havde
stirret sig blinde på super-magtskonfrontationen. Og det selv
om der i alt fald de sidste ti år havde været tegn nok
på, at Sovjetunionen var en kolos på lerfødder,
kun opretholdt af våbenkapløb og
militærkonfrontation. Står verdens „eneste
tilbageværende supermagt" i virkeligheden også på
lerfødder, kun opretholdt af verdens tro på, at den er
en supermagt?
Der findes i dag tre magtcentre i verden, siges der: USA, Vesteuropa og Japan. De
samarbejder, de konkurrerer, de modarbejder hinanden, og de deler
resten af verden mellem sig i indflydelsessfærer. Men tager
man de magtcentre, der er under udvikling eller som i de
følgende år kan komme det, alvorligt nok? Det drejer
sig bl.a. om områder som Tyrkiet, Sydøstasien, den
sydafrikanske region, måske Rusland og Ukraine, eventuelt
Iran, Taiwan og det altid ukendte Kina.
I stedet for at uddele knebne bistandspenge, forberede kostbare
militære indgreb med hurtige udrykningstyrker og betragte
enhver forskydning i magt og indflydelse imellem lande og regioner
i den øvrige verden som „sikkerhedstrusler" skulle man
måske hellere begynde at skabe et samarbejdsklima.'
Kilde: Argument, 1992:3 s. 32.
 |
 |